For ikke så længe siden skrev
Overleveren et indlæg om afvisning af gade- og telefonsælgere, underskriftsindsamlere og andre anmassende personer. Det var virkelig sjovt skrevet, men også båret af en indignation over, hvor tit man bliver antastet, og hvor svært det kan være at få lov bare at sige nej tak og komme videre.
Men én ting er dem, som man møder i det offentlige rum eller telefonisk. Noget andet er dem, der tropper op på ens egen matrikel.
Og som jeg bliver irriteret på, selv om de fleste er rimeligt fredelige. Men de forstyrrer mine cirkler og minder mig om, at jeg da heller ikke har styr på noget som helst. Når der til fastelavn står tre små prinsesser og en robot udenfor, men huset er som støvsuget for kager, slik og småpenge. Eller når vi er nødt til at ty til Donnaens sparegris for at give et bidrag til Kræftens Bekæmpelse ...
Jeg kunne selvfølgelig bare sig nej og lukke døren, men det kan jeg jo alligevel ikke få mig selv til.
Det kan jeg til gengæld godt, når jeg står over for pågående sælgere af det glade budskab om den rette tro.
Som afviger afgørende fra min.
Men som de
gerne må have i fred for min skyld. Hvis de så bare ville lade mig være og ikke missionere.
For jeg kan ikke lide folk, der missionerer. Slut.
Derfor vokser der fluks både børster, klør og hugtænder ud på mig, hvis de forsøger sig.
Og derfor troede Donnaen hverken egne ører eller øjne, da hun for et par weekender siden var vidne til et lille optrin hjemme i vores indkørsel. Hvor hun utålmodigt ventede på, at jeg skulle blive færdig med at hænge tøj op, så, vi kunne komme i byen og ose.
- Moar, der kommer nogen!
- Mmh okay. Sagt med ryggen til.
Jeg vender mig om og ser et velklædt, midaldrende par komme gående. Han har en skuldertaske, men der mangler i mistænkelig grad en indsamlingsbøsse, så allerede før de åbner munden, ved jeg, hvad de vil.
- Goddag, mit navn er Hans, og det er Grethe. Vi kommer for at spørge om ikke I har lyst til..
Her må jeg indrømme, at jeg ikke præcis kan huske, hvad han mere sagde. For i det samme fremdrog han som på magisk vis et nummer af Vagttårnet, så mine værste anelser blev bekræftet.
- I spilder jeres tid, afbrød jeg. Ikke særlig venligt. Mens kløerne voksede en ekstra tomme. Og Donnaen tabte underkæben.
- Synes du virkelig det? spurgte Hans.
- Ja, det synes jeg, svarede jeg kategorisk.
Hvorefter Hans fortsatte. På én gang så overtalende og samtidigt så irettesættende, skråstreg belærende, at mine børster i nakken voksede til drageskæl:
- Synes du ikke, det er vigtigt at tale om Gud og..
Lige her blev han tilsyneladende ramt af et usynligt spark over skinnebenet, for han klappede i, og Grethe tog over:
- Så vil vi nøjes med at ønske dig en god dag. Det er jo dejligt vejr, sagde hun venligt og tog et, ligeledes usynligt, førergreb på Hans, der pænt fulgte med hende ud på vejen igen.
Donnaen samlede sin underkæbe op:
- Hvem var det, og hvorfor ville du ikke tale med dem? spurgte hun undrende.
Og så fik hun ellers en længere lirum-larum om, hvorfor jeg ikke synes, man skal pådutte andre sin tro. Hvorfor man skal respektere, at andre mener noget andet end én selv. og så videre, og så videre.
- Jamen, hende Grethe var da fin nok, mente Donnaen.
Ja, Grethe var fin nok. Hun fremturede ikke. Men forstod, at et nej var et nej.
Og hvis alle sælgere af hvad som helst bare var som hende, behøvede jeg ikke at gro klør, hver gang jeg stødte på en af slagsen ...
 |
Vil helst ikke belæres af folk med løftede pegefingre. |