Det går bedre. Tak.
Jeg har dog lige måttet belaste sundhedssystemet angående mit knæ, som stadig opfører sig - øh - anderledes på den generende måde. Flink læge syntes dog, at jeg liiige skulle se det an en uges tid mere, før hun ville bestille tid til scanning.
- Dine andre skrammer er jo heller ikke væk, påpegede hun.
Og nej, det har hun da ganske ret i. Min hånd er heldigvis ikke så hævet mere, og den er nogenlunde brugbar igen. Farvemæssigt er den nu en interessant broget kombination af rødlilla og blålilla iblandet nogle flotte grønne toner hist og her.
Min skinnebensskramme er til gengæld noget for sig. Selve skrammen er stadig virkelig grim, men heler pænt, og en gang, når det helt sikkert ikke længere er vejr til kortere bukser, vil den formentlig være nogenlunde lægt.
Til gengæld har det blå mærke under skrammen sin egen fest. Umiddelbart har det fortaget sig en del. Men det er i virkeligheden slet ikke tilfældet.
Det har bare flyttet sig.
Ned i min fod ...
Det kan da godt være, at det er ganske logisk, tyngdekraften taget i betragtning, men jeg har aldrig før været den glade - øh, not - ejer af et bevægeligt blå mærke. Det bor pt. under den store knogle i foden, så det ser ud som om jeg har forstuvet den. At foden samtidig - af samme grund - er hævet, gør kun illusionen endnu bedre.
Måske er det slet ikke bevægeligt mere, da jeg jo sidder og står mere, end jeg ligger på ryggen med fødderne i vejret, mens jeg laver venepumpeøvelser, som vel er det eneste, der ville kunne sende det blå mærke retur?
Sådan er der så meget at spekulere over i stedet for at udrette noget fornuftigt.