fredag den 25. maj 2018

Vandrende blå mærker


Det går bedre. Tak.

Jeg har dog lige måttet belaste sundhedssystemet angående mit knæ, som stadig opfører sig - øh - anderledes på den generende måde. Flink læge syntes dog, at jeg liiige skulle se det an en uges tid mere, før hun ville bestille tid til scanning.

- Dine andre skrammer er jo heller ikke væk, påpegede hun.

Og nej, det har hun da ganske ret i. Min hånd er heldigvis ikke så hævet mere, og den er nogenlunde brugbar igen. Farvemæssigt er den nu en interessant broget kombination af rødlilla og blålilla iblandet nogle flotte grønne toner hist og her.

Min skinnebensskramme er til gengæld noget for sig. Selve skrammen er stadig virkelig grim, men heler pænt, og en gang, når det helt sikkert ikke længere er vejr til kortere bukser, vil den formentlig være nogenlunde lægt.

Til gengæld har det blå mærke under skrammen sin egen fest. Umiddelbart har det fortaget sig en del. Men det er i virkeligheden slet ikke tilfældet.

Det har bare flyttet sig.

Ned i min fod ...

Det kan da godt være, at det er ganske logisk, tyngdekraften taget i betragtning, men jeg har aldrig før været den glade - øh, not - ejer af et bevægeligt blå mærke. Det bor pt. under den store knogle i foden, så det ser ud som om jeg har forstuvet den. At foden samtidig - af samme grund - er hævet, gør kun illusionen endnu bedre.

Måske er det slet ikke bevægeligt mere, da jeg jo sidder og står mere, end jeg ligger på ryggen med fødderne i vejret, mens jeg laver venepumpeøvelser, som vel er det eneste, der ville kunne sende det blå mærke retur?

Sådan er der så meget at spekulere over i stedet for at udrette noget fornuftigt.

Ha' en god weekend, og lad være med at gøre dumme ting.

Fake news - foden er ikke forstuvet!

tirsdag den 22. maj 2018

Blå hænder


Nogle mennesker har grønne fingre.

Jeg har blå hænder.

Først den ene, så den anden. Den første er nu kun lidt gulliggrøn visse steder.

Fordi? - Fordi jeg er en tumpe, der ind i mellem slår øverste etage fra.

Den første hånd var den venstre, som blev blå for en uge siden.

Kamelen og jeg var på vores sædvanlige morgen tur med de to sædvanlige morgenluftekoner og deres vovser. Pludselig kommer en for Kamelen ukendt hund på banen, og Kamelen føler et akut behov for at markere sig. Hun er i snor, og i den anden ende er snoren snoet lige præcis én gang rundt om min hånd, så jeg får et maximalt tryk, da 45 kilo terrængående målrettethed trækker til af fuld kraft.

I begyndelsen kunne man kun se en rød ring rundt om hånden, men i løbet af de næste par timer svulmede hånden op. Og den næste dag var det meste af hånden blå.

Det var ikke kønt, men fortog sig heldigvis ret hurtigt, og der er nu kun en mindre, øm og altså gulliggrøn, hævelse mellem tommel- og pegefinger tilbage.

Men så..

..skulle jeg lige finde en sommerdyne frem til Gemalen.

Den, altså dynen, ligger i en af kufferterne, som ligger oven på garderobeskabene. Dem plejer jeg at kunne nå fra en trappestige, men desværre havde Gemalen stablet nogle kufferter oven på hinanden, og så kunne jeg ikke. Og da Gemalen stadig skal være bare lidt forsigtig med, hvor meget han belaster sin venstre skulder, skubbede jeg i stedet stigen fra hemsen ud, så jeg kunne nå fra den.

Det var ikke smart.

For da jeg var kommet op og rakte ud efter kufferten, gled stigen og faldt ned, og jeg faldt med.

Og landede med et ordentligt brag.

- Mor, er du okay? råbte Donnaen, der kom styrtende sammen med Kamelen.

- Nej, hent far! stønnede jeg, mens jeg lå på gulvet og overvejede, hvor mange steder jeg var gået i stykker.

Gemalen var i kælderen bag flere lukkede døre og med tændt radio, så han havde intet hørt og var også noget svær at råbe op, så da Donnaen endelig fik hul igennem, var hun så ophidset, at hun dårligt kunne forklare, hvad der var galt. Der gik derfor lidt tid, før Gemalen endelig fik bevæget sig op i garderoben, hvor jeg stadig bare lå og våndede mig.

Nu forstod Gemalen, hvad der var sket, og han reagerede helt efter bogen; han begyndte at skælde ud:

- Hvordan i alverden kunne du finde på at flytte stigen ud, hvor der ikke var støtte?!? brølede han.

- Jeg behøver ikke også få skæld ud, klagede jeg, mens jeg trak vejret i et alt for højt tempo.

Så tog Gemalen sig sammen, og vi fik i fællesskab fundet ud af, at jeg havde forfærdelig ondt i benet, som havde den eneste, på det tidspunkt synlige, skramme, og i håndleddet, men vist ikke andre steder. Gemalen mente dog ikke, at det var noget, han ville tage ansvaret for, og først ringede han i befippelse til lægevagten, men ombestemte sig og ringede så efter en ambulance.

To rare reddere var hurtigt på pletten og kunne med det samme konstatere, at jeg næppe havde brækket noget, men da jeg ikke brød mig om at stå på det ene ben, fordi knæet 'gjorde underligt', fik jeg for en sikkerheds skyld en tur til tjek på sygehuset i Viborg. Undervejs målte redderen puls og blodtryk og brugte ellers mest tiden på at småsnakke mig til en normal vejrtrækning igen. Det lykkedes til sidst, og den sidste del af turen kunne vi så bruge på at snakke om de elendige adgangsforhold, der er til netop Viborg Sygehus, hvor man skal rundt i flere rundkørsler - der tit sander til i myldretiden - før man kommer frem til sygehuset og til modtageområdet, der heller ikke er bygget særlig hensigtsmæssigt. Heldigvis bygges der på livet løs, så i 2019 bliver det meget bedre.

Jeg blev trillet ind og anbragt bag tredje gardin sammen med Gemalen og Donnaen, som begge var kørt bagefter, fordi Donnaen absolut ikke ville lades alene tilbage midt i dramaet.

Der var kunder i butikken, så der gik lidt tid, før flink, ung lægestuderende dukkede op. Han mente heller ikke, at der var noget brækket i hverken hånd eller ben, og knæet virkede heller ikke specielt løst, så alle led- og korsbånd var også intakte. At jeg hverken kunne strække knæet eller stå på benet, skyldtes formentlig alene slaget, så sød sygeplejerske fik besked på at vaske skrammen på mit skinneben og lægge en støtteforbinding om knæet, og så blev hele familien ellers sendt hjem igen med besked om, at jeg skulle tage det roligt, men alligevel ikke alt for roligt, for der skulle jo helst gang i det knæ igen.

Søndag tog jeg det derfor meget roligt og lod Gemalen lufte Kamelen, mens de blå mærker bare blev mere og mere synlige på hånd og skinneben.

Mandag var det til gengæld for kedeligt, og da jeg havde tjekket, at jeg kunne holde på mit styr, kørte Gemalen og jeg os en lang tur, der i anledning af mit sølle korpus - og Gemalens behov for stadig at passe lidt på sig selv - kun foregik på jævne, næsten flade veje.

Bortset fra, at jeg til sidst blev træt og derfor en anelse - host - pirrelig, så gik det godt. Mit knæ tog det pænt, og Gemalen var meget tilfreds med sin nye pacemaker, som tydeligvis kunne gøre ham i stand til at yde mere.

Og om et par måneder er såret på mit skinneben nok lægt og pænt igen, og ind til da satser jeg på ikke at blive inviteret til noget, hvor jeg bør optræde i kjole.


tirsdag den 15. maj 2018

Nyt dikkeværk


Gemalen fik nyt dikkeværk i går.

Han blev afleveret på Skejby klokken 07:45 og afhentet igen 15:30.

Easy peasy.

Han skulle godt nok have været opereret allerede sidste tirsdag, men det blev udskudt i sidste øjeblik på grund af for mange akutte patienter. Det kan man jo ikke så godt modsætte sig, og Gemalen var egentlig ganske godt tilfreds, for ..

- så kan jeg jo komme på MTB-O-Camp alligevel.

Og det var han så, og han passede på sig selv og undlod at køre den sværeste bane, hvor risikoen for styrt var størst. At det så var i forbindelse med et af de andre løb, at en enkelt mountainbiker brækkede kravebenet, er der jo ingen grund til at nævne.

Nu skal Gemalen så tage det med ro et par dage og undlade at cykle i en uge, men derefter må han gerne begynde igen, og så bliver det ualmindeligt spændende, hvordan det går.

For den nye pacemaker skulle gerne virke bedre end den Gemalen fik sidste år i marts.

Ikke at den gamle ikke duede, den duede bare ikke til ham. Og han blev ved med at klage over, at den ikke kunne følge med op, når han anstrengte sig.

Gemalen har derfor siden sidste udskiftning løbet Skejby på dørene for at få målt og justeret på skidtet.

I starten slog man det hen. Sidste operation var jo ikke gået helt efter bogen, så selvfølgelig ville han være lidt mat i sokkerne. Men det kunne han jo ikke blive ved med at være, og så begyndte man at justere på pacemakeren i håb om, at den så ville virke bedre.

Lige lidt hjalp det.

Efterhånden fik Gemalen googlet sig til så meget viden, at han blev klar over, at der er stor forskel på pacemakere. Og han hørte om andres erfaringer. Og fandt ud af, at han havde fået den billige pensionist-model, som nok er mest velegnet til folk, der bare trisser rundt og måske allerhøjest klipper roserne i deres have.

Det sidste er min udlægning, men faktum er i hvert fald, at der findes mange forskellige modeller pacemakere, og nogle er designet til folk, der skal præstere noget, og nogle er ikke så avancerede. Og da Gemalen sidste år fik ny pacemaker, var det jo slet ikke meningen, at den skulle skiftes, og ingen havde derfor gjort sig den ulejlighed at spørge ham, hvilken type menneske han var, men bare kigget på cpr-nummeret og besluttet ud fra det, at han godt kunne nøjes.

Men det kunne Gemalen altså ikke, og for en måneds tid siden krøb lægerne til korset og medgav, at han ikke havde fået den bedste pacemaker til sit behov.

Så nu har vi begge en forventning om, at han inden længe kan køre fra mig - også op ad bakke.



onsdag den 9. maj 2018

Kant-forskrækket


- Så du den? spurgte Gemalen begejstret.

- Så hvad?

Sandsynligheden for, at jeg har set noget som helst er yderst lille, for jeg er stadig på et stadie, hvor jeg ikke ser ret meget andet end området lige bag Gemalens baghjul, når vi er afsted på mountainbike.

Derfor ser jeg kun sjældent den ræv, hare eller hejre, som Gemalen har fornøjelsen af at se fra sin førerplads. Men jeg så faktisk en sneppe - jo, jeg gjorde! - flakse afsted inde mellem træerne forleden dag. Den så Gemalen til gengæld ikke. Hæ!

Køre ved siden af hinanden? Nej, det gør vi ikke særlig tit. Kører vi på en bred vej, er jeg sikker på, jeg bliver kørt ned, hvis jeg kører yderst. Kører jeg inderst, synes jeg til gengæld Gemalen klemmer mig. Det gør han ikke, siger han, men han har jo også kørt cykelløb i mere end 1000 år, og så får man altså et andet forhold til 'tæt'.

Derfor lærer jeg nok heller aldrig at ligge i læ.

- Du skal ligge lige der, siger Gemalen og peger på et sted alt for tæt på sit baghjul. Og jeg tænker bare, at han jo ikke må være rigtig klog, for så tæt kan man umuligt køre på hinanden uden at komme galt afsted.

På skovstierne er der ofte slet ikke plads til at køre ved siden af hinanden, og andre steder er det en ret god ide at ligge bag ved Gemalen, da hans blik for underlaget er en hel del bedre end mit, og jeg ved at køre i hans spor undgår rigtigt mange huller, rødder og andre ubehageligheder.

- Er her ikke smukt? kan Gemalen andre gange spørge.

Og der jo ganske tit gudesmukt, når vi bevæger os rundt i det midtjyske Søhøjland, men ..

- Ggggggmmmmhpff! er meget ofte det indædte svar, han får.

For Fruen føler, at hun befinder sig på kanten af afgrunden og har absolut ikke tid til både at holde balancen og nyde udsigten.

- Du skal bare vænne dig til det, siger Gemalen, når Fruen ind i mellem i kraftige vendinger brokker sig over hans vejvalg.

Vænne sig til, og vænne sig til - og min bare. Måske vænner jeg mig efterhånden til lidt mere krævende - ahem - terrænmæssige udfordringer. Og det kan godt være, at jeg allerede kan kapere mere, end jeg kunne på de første ture, men indtil videre lykkes det Gemalen til fulde at klemme mig ud i noget, der hver eneste gang sætter godt gang i adrenalinen.

Forleden kørte vi i skoven, langs en skrænt, der havde kunnet gøre enhver bjergged glad; ikke ret meget plads, mange rødder og temmelig langt ned. Det gik nogenlunde, omend Gemalen kom længere og længere foran. Pludselig var jeg dog nødt til at sætte en fod ned, og da jeg skulle i gang igen, hang kanten af min buksebags-polstring fast i sadlen (don't ask), så jeg røg af igen. Heldigvis var der på netop det sted plads til lidt slinger i valsen, så jeg væltede ingen steder og kunne gøre et nyt forsøg på at komme op på geden igen. Gemalen havde ingenting opdaget og var over alle bjerge. Da jeg fik øje på ham igen, var det på den anden siden af en V-formet slugt, hvor han kørte ud af det andet ben, mens jeg kun var på vej ind af det første.

Når den slags sker; altså at jeg foretager en pludselig afsidning, mens Gemalen forsvinder ud i det blå, har jeg det som en fem-årig, der er faldet ude i haven, men må konstatere, at der ikke er nogen, der har set det, så der er ingen grund til at hyle, man må bare rejse sig op igen og komme videre.

Og når jeg indhenter Gemalen igen, opfører jeg mig også som en fem-årig:

- Hvorfor ventede du ikke? Jeg væltede jo! klager jeg.

- Jeg opdagede det slet ikke, siger Gemalen uden antydning af anger.

- Nej netop! brokker jeg.

- Der skete jo ikke noget, fortsætter Gemalen.

- Men tænk, hvis der gjorde, brokker jeg videre.

- Mmmmh, siger Gemalen og fortsætter i et tempo, der udelukker mere brok ...

Nogle gange er det ikke skrænter, men vand - eller endda en kombination af skrænter OG vand, der får mig til at dø en lille smule af skræk.

Langs Gudenåen er der på et langt stykke en gammel pramdragersti, som man kan gå og cykle på. Stigende vandstand i åen har dog medført gentagne oversvømmelser, og for et par år siden tog man - da man renoverede stien - konsekvensen og hævede den op som en pælebro, så man visse steder ikke cykler langs, men over Gudenåen med siv og vand på begge sider. Dér skulle vi cykle, mente Gemalen, og jeg fulgte jo bare med, for jeg vidste ikke på forhånd, hvad jeg rodede mig ud i.

Først kørte vi på en rigtig jordsti, der var lavet som en vold ud gennem vådområdet til selve pramdragerstien. Og det så egentlig meget tilforladeligt ud, da Gemalen kørte der. Jeg nåede endda at tænke, at det var ærgerligt, at jeg ikke havde et kamera. Men det var som om, stien snævrede ind, da jeg selv skulle køre der. Stierne mødte hinanden i et t-kryds, og jeg fik travlt med at bremse og få fødderne ned, for jeg havde ikke teknik til at dreje så skarpt på så lidt plads.

- Hvor langt er det sådan her? råbte jeg efter Gemalen.

- 7-800 meter råbte Gemalen, og jeg fortrød straks, at jeg havde spurgt.

F*cking 800 meter!

Vi mødte ikke nogen, der kom den modsatte vej, og godt det samme, for så var jeg da nok kørt direkte i åen. Men på en lille vigeplads sad et par gutter og fiskede. De sad uden for selve stien, men deres grej rakte nok 10 centimeter ud på stien, og det var alt rigeligt til at hyle Fruen ud af det, så hun var nødt til at sætte en fod ned.

Heldigvis vidste jeg på det tidspunkt slet ikke, at mine bukser kunne finde på at tage fat i sadlen, for så havde jeg nok trukket resten af turen, ind til jeg fik helt fast grund under fødderne igen. Nu kom jeg på cyklen igen og nåede at indhente Gemalen så meget, at jeg så ham flyve ud over kanten af enden af broen og ned på stien igen, og jeg nåede samtidig lige at indse, at jeg ikke kunne nå at bremse, men var nødt til at fortsætte med god fart og håbe det bedste. Det gik heldigvis godt, og i virkeligheden var der nok kun 20 centimeter ned. Det havde bare set mere drabeligt ud på afstand.

- Det gik jo fint, sagde Gemalen fornøjet, da jeg indhentede ham.

- Hmpfr, der var bare alt for smalt. Og vand på begge sider. Og langt ned, brokkede jeg.

- Åh, det er slet ikke så farligt, svarede Gemalen glad.

- Det er jeg sikker på, at det er, brokkede jeg videre.

- Er der aldrig nogen, der ryger i vandet eller falder ned af skrænterne i skovene en gang i mellem?

- Det tror jeg ikke, sagde Gemalen ubekymret.

- Hmm, sagde Fruen, og så brugte jeg resten af tiden på vejen hjem til at spekulere på, om jeg mon er særlig kantforskrækket, fordi jeg er mig, eller fordi jeg bare er startet i det her game 40-50 år for sent?