Som 1. Verdenskrig

Der er helt sikkert dem, der har det meget værre.

Men.

Lige nu følges det lidt, som om jeg fører krig på flere forskellige fronter.

Det trækker tænder ud og gør mig ret så fraværende blogmæssigt.

Så bear with me.

Forhåbentlig kan jeg kravle op af skyttegraven inden længe.

Kun lettere traumatiseret.

Og som de gæve statsledere sagde dengang i 1914, så er krigen garanteret ovre inden jul.

Håber jeg.

Den rette julestemning?

Det lykkedes hurtigt at finde et juleaften-alternativ.

Ganske vist skulle vi først igennem en mindre logistisk øvelse, da juleaften på Sjælland betød, at der pludselig skulle skaffes overnatning til både Kamel og os andre.

Vores søde hundepasser-dame holder heldigvis gerne vovsejul (nytår også faktisk), så Kamelen blev hurtigt afsat.

Sværere var det at finde passende overnatning til os andre. Mange steder har slet ikke åbent juleaften, og de fleste af dem, der har, koster kassen. Så vi skal sove på vandrerhjem. Hvilket vi næppe tager skade af. Måske kan vi endda bilde os selv ind, at det nok er nutidens svar på at overnatte i en stald i Betlehem, og på den måde kan vi rigtigt overgive os til julestemningen ...

Gavelisten bliver lidt anderledes, men det må vi hitte ud af, og den famøse gås tager vi bare under armen, mens andre sørger for både brune kartofler, rødkål og risalamande.

Det skal nok blive godt.

Tilbage er der så kun dem, der aldrig så det komme - og stadig ikke forstår det.

Og selv om nok er nok, giver det anledning til både dårlig samvittighed og ondt i maven, og jeg føler mig stadig som en, der er dumpet i familie.

Og det skulle blive værre endnu

- Hvad er der galt med dig, spurgte Donnaen, da hun i morges fandt sin mor med blanke øjne ved morgenbordet.

Inden jeg nåede at svare, kiggede hun mig over skulderen, som jeg sad og læste på min Ipad, og fandt selv svaret; min all time favorite sanger og sangskriver, Leonard Cohen, var død.

- Nåh, sagde hun forstående. Jeg synes nu, det var værre, da Snape døde. Ja, hjemme hos os hedder Alan Rickman altså Snape. Også i Love Actually ...

- Jah, det var også slemt. Men nu er det jo længe siden. Det her er lige nu. Oven i en uge, der i forvejen har vist sig fra sin november-værste side.

Det var nok essensen af det hele. At jeg sad med en nu bare ikke mere dårligt nyt-følelse, hvor bare den mindste lille knold (undskyld Cohen) på vejen havde været ved at vælte læsset.

Onsdag blev den mærkeligste dag.

Ud over at diske op med alt for tidlig sne og et uhyggeligt valgresultat stod onsdagen også for at punktere min tro på gode juletraditioner og familieidyl.

Da jeg glad fortalte min mor, at jeg havde indkøbt årets julegås, kvitterede hun med et ærgerligt Åh, så kom jeg for sent. Hvad hun og jeg sagde derefter, ved jeg ikke rigtigt, men den korte version er, at juleaften pludselig var belagt med så mange begrænsninger og krav til ensidig hensyntagen, at det ikke var hverken sjovt eller hyggeligt længere.

Det rumlede jeg med et døgns tid, før jeg fortalte Gemalen og Donnaen om samtalen. (Som jeg iøvrigt havde afbrudt for ikke at forløbe mig).

Resultatet var givet på forhånd.

Lysten til holde fælles juleaften med mine forældre, Donnaens morforældre (og Gemalens svigerforældre) var væk hurtigere, end man kan sige juletræspynt.

Så det gør vi ikke.

Og jeg føler, at jeg er dumpet i familie.

Winter is coming

Sikken morgen.

Donnaen kom drønende ud fra sit værelse, mens hun hviske-råbte (faren sov stadig):

- Hvad er det lige, der sker?!!

Havde jeg ikke vidst bedre, kunne det være, at jeg et kort øjeblik havde troet, at hun hentydede til vejret og det faktum, at der var fuldstændigt hvidt af sne udenfor.

Men jeg vidste bedre, og jeg vidste, at Donnaen var vågnet og som det første havde tjekket, hvordan det var gået med det amerikanske valg. Og havde fået et chok. For efter at have set valg hele aftenen var hun gået i seng nogenlunde sikker på, at Hillary ville vinde. Det skete som bekendt ikke, og selv om det ikke var afgjort i morges klokken kvart i seks, så det allerede da meget sort - eller rødt om man vil - ud for Hillary.

Det var næsten til at tude over. Donnaen har lige siden den første spæde valgstart fulgt det amerikanske valg tæt og skrevet ind til flere opgaver i engelsk om Hillary Clintons vej til Det Hvide Hus. Og nu stod hun til at tabe. Ovenikøbet til en talende gulerod, der kun har vist foragt over for kvinder, minoriteter, handicappede og ja, stort set alle andre end sig selv. En mand som Donnaen i lighed med de allerfleste (europæiske?) kvinder kun kan afsky.

Jeg var (og er) sådan set helt enig med Donnaen, men kunne ikke gøre så meget andet end at bekræfte hende i hendes frustration og så trække i overtræksbukserne og de store støvler og lukke mig selv og Kamelen ud for at gå morgentur.

I den sne, der meget symbolsk var faldet i nattens løb.

Winter is coming.

Og ud over, at det umiddelbart gav anledning nogle lidt creepy dommedags-fornemmelser, er det overhovedet ikke i orden med sne i november.

Slet ikke i første halvdel.

Jeg havde ellers sat min lid til november, men jeg synes altså, at måneden er kommet skidt fra start.

Heldigvis er der stadig så meget måned tilbage, at november kan nå at rette op på helhedsindtrykket.

Det håber jeg dælme, at den gør.

Farvel oktober

Det var så den oktober.

Nåh ja, der er også allerede røget en uge af november ...

Jeg afsluttede oktober med at slå mit græs, for forhåbentlig sidste gang i år, og var umådeligt tilfreds med egen indsats.

Men ellers synes jeg bare, at det er meget rart at kunne hoppe ind i en ny måned, for oktober var lidt op ad bakke.

I samme sekund vi satte fødderne på dansk grund efter turen til Kaunas, kunne vi mærke efteråret. Det var blevet nissekoldt, og jeg var stort set ved at dø af lungebetændelse bare på den - relativt - korte tid, det tog Gemalen at hente bilen, mens jeg stod og blomstrede med cykelkuffert plus det løse.

Der skete skam gode ting i oktober. Der var søde gæster, og der var en fødselsdag, der skulle fejres.

Men ellers.

Donnaens hjernerystelse trak ud, og det var helt umuligt at finde ud af, hvor meget hun kunne holde til. Trisse roligt rundt derhjemme kunne hun sagtens klare, men efter bare en enkelt time i skole, var hun helt groggy.

Sådan gik et par uger, og så blev det efterårsferie, hvilket var både godt og skidt, for moren ville egentlig gerne have haft en løbende udvidelse af timetallet, og nu blev der så i stedet fuldt stop, og hvad ville Donnaen så kunne holde til efterfølgende?

Heldigvis kunne hun godt holde til fuldt skema. Til gengæld var der ikke meget krudt til overs til noget som helst andet end TV-kigning på sofaen. Og på den måde er det virkelig svært at indhente alt det forsømte. Lærerne er utroligt forstående, men vil alligevel gerne se en stil eller anden form for aflevering fra Donnaen, så de har noget at vurdere hende på til den kommende karaktergivning.

Det lægger et vist pres på Donnaen (læs: os), og hun (læs: vi) ved godt, hvad weekenderne skal bruges på.

Så det gør vi så.

Imens hober vasketøj, strygetøj og nullermænd sig op i krogene.

Og sådan må det så være.

Kamelen elsker efteråret med alle dets
bær og frugter. Her gnaskes hyben.