Ting jeg ikke forstå på en torsdag - V

På denne den sidste dag i juli, hvor temperaturen endelig er på et niveau, hvor jeg kan tænke to sammenhængende tanker uden nedsmeltning undervejs overvejer jeg:

*Hvordan det kan være, at naboen ikke kan se, at de masonitplader, han i sin tid satte op, da stormen Bodil væltede hans hegn, ligner noget fra en rockerborg?

*Hvorfor dagens enlige regnbyge netop skulle hælde sit vand af over byen præcis i de 12 minutter, hvor Donnaen cyklede hjem fra mit arbejde?

*Hvor længe, jeg skal gå rundt med mindst to røde og helt vildt kløende mygge- eller hvad ved jeg-stik på ben og fødder? Det er ikke de samme stik, men det er, som om samlingen i øjeblikket er selvsupplerende, så hver gang ét stik holder op med at klø, er der et nyt, der bare klør endnu værre.

*Hvordan man bærer sig ad med at barbere ben uden at 'vække' nævnte mygge- eller hvad ved jeg-stik og blive fuldstændig bims af, at de nu pludselig klør allesammen på en gang?

Og sidst men ikke mindst:

*Hvor blev sommerferien af? Jeg er jo næsten ikke holdt op med at glæde mig til den, og nu er den forlængst ovre. Godt, der stadig er et par dage i reserve til næste uge.

Rockerborg?

På besøg i den svenske idyl

..fortsat

Nu var det bare om at komme afsted.

Det der med hurtig afgang hører imidlertid ikke Midterfamiliens spidskompetence.

Først skal såvel to- som firbenede tisse af, så skal forruden pudses, og cykel plus værktøjkasse og andet grej skal læsses. Til sidst skal Kamelen ombord, men så er der lige en tobenet, der skal tisse en ekstra gang, og så er det jo synd at lade Kamelen sidde i sit bur. På den måde går der let noget en del tid, før vi endelig er rullende.

Ellen havde sendt en udførlig rutebeskrivelse med koordinater og det hele. De blev tastet ind i GPSen, og da vi kiggede på kortet, så det meget fornuftigt ud.

Gemalen blev dog lidt tænksom.

- Er der ikke noget længere, end du sagde igår? spurgte han.

- Det var jo afstanden fra Hässleholm, svarede Fruen. Og trak vejret temmelig dybt, da det dermed dæmrede, at det havde Gemalen ikke lige haft med i sine beregninger.

- Så har vi faktisk ret travlt, lød det en anelse indædt fra Gemalen.

Og så jokkede han ellers sømmet i bund.

Heldigvis er svenskerne jo så flinke, at de sætter skilte op før deres stærekasser, og vi mener, at vi undgik dyre fotografier (hvor længe er den slags iøvrigt om at dukke op med posten?).

Ifølge Ellens vejledning nærmede vi os hastigt målet, men formåede så alligevel at suse forbi. Ellens blogbilleder af den svenske idyl gjorde dog, at jeg kunne genkende stedet, og vi fik vendt kuglelynet, inden vi nåede Dalarne ...

Donnaen, Kamelen og Fruen blev smidt af i en vældig fart. Gemalen sagde pænt goddag og farvel, og væk var han.

Og godt for det. Faktisk.

Gemalen havde været lettere pirrelig, småstresset og uden for mental rækkevidde. Nu kunne han koncentrere sig om sit cykelløb, og vi andre kunne sænke skuldrene.

Hvilket ikke er svært i Ellen og Johns selskab.

De får lynhurtigt en til at føle sig meget velkommen, og selv Donnaen, der på forhånd havde været temmelig skeptisk (- Mor, vi kender dem jo SLET ikke!), overgav sig totalt og pludrede løs om dit og dat.

Kamelen debuterede som lænkehund, og det gik faktisk også ret godt. Hun var i første omgang lænket til en stolpe under verandaen, men blev, efter at være taget på fersk gerning i undergravende virksomhed, flyttet til et birketræ, hvor hun ikke kunne gøre nævneværdig skade. Og der faldt hun ret hurtigt til ro og affandt sig med sin nye situation.

Og vi andre?

Vi fik en hurtig rundvisning i herlighederne (og der er virkelig herligt). Og snakkede. Og spiste frokost på verandaen. Og snakkede. Og drak kaffe. Og snakkede. Og så billeder af den stråtækte. Og snakkede.

På et tidspunkt blev det dog for varmt at blive siddende på verandaen, og så gik vi ned til åen.

Som simpelthen er det mest postkort-idylliske sted, man overhovedet kan tænke sig.

Med en bade-/bådebro. Og en bænk længst ude. Hvor man kan sidde og flyde hen. Og falde i staver. Eller snakke ...

Inden havde Ellen dog sørget for en trane. Som først stod og siden fløj. Vi havde, oppe fra huset, hørt dens særprægede trompeteren et par gange, og dér var den så. Og det kan godt være, at enlig trane ikke gør nogen svensk sommer, men Fruen, som aldrig tidligere havde set traner som andet en silhuetter højt på himlen, var betaget.

Kamelen havde fået lov til at komme med ned til åen, hvor hun brillerede med et forsøg på at gå på vandet. Hvilket ikke lykkedes særlig godt ...

Egentlig er hun slet ikke nogen vandhund, og jeg regnede ikke med, at der var nogen særlig risiko for at hun ville hoppe ud fra broen. Og jeg er faktisk overbevist om, at når hun gjorde det alligevel, så var det fordi hun betragtede de tætte siv som en pæn græsplæne og nok blev temmelig overrasket, da hun røg igennem og lige ned i vandet.

Heldigvis var der ikke særlig dybt, og Kamelen fik sig hurtigt plasket tilbage op på broen, hvor hun noget slukøret måtte lide den tort at blive grinet temmelig meget af.

Der sad vi så. Og snakkede. Og kiggede. Og snakkede.

Indtil der også dér blev så smeltehedt, at vi var nødt til at gå tilbage til huset og helt ind i skyggen.

Hvor vi drak dejlig koldt vand. Og snakkede.

Og hvis Gemalen ikke var kommet efter rimelig veludført cykelløb og havde afhentet hele sin familie, havde vi måske siddet der endnu.

Og snakket ...

Lænkehunden.
Uden lænke og ikke hjemme hos Ellen,
men dog på spændende svensk græs.

Ellens gæstfrihedselastik

Stakkels, søde Ellen; hun vidste ikke, hvad hun gik ind til.

Og vi strakte nok hendes gæstfrihedselastik lidt længere, end hun havde forestillet sig, nogen ville være bekendt ...

En gang for længe siden havde hun været så letsindig at skrive i en kommentar, at vi da skulle være velkomne, hvis vores vej en dag gik forbi hendes svenske plet. Men dengang var der jo langt fra det midtjyske til Sverige, så hvad var lige chancerne for, at hele Midterfamilien kom til Sverige, inviterede sig selv - inklusiv Kamel - på besøg, ændrede planer i sidste øjeblik og iøvrigt umuliggjorde chancen for høflig udsmidning, hvis besøget faldt alt for uheldigt ud?

Måske var vores tur til Sverige faktisk allerede i spil den gang. Men resten!

Ikke desto mindre var det, hvad vi udsatte Ellen for.

Aftenen før afgang skrev jeg til Ellen om vores planer og spurgte, om hun og John måske var hjemme og havde tid til besøg. Og søde Ellen skrev tilbage, at det var de, og det havde de. Vi var velkomne mandag til frokost, og iøvrigt lå deres svenske plet i rimelig køreafstand fra vores destination.

Gemalens starttid mandag gjorde, at vi ikke kunne nå frem til frokost, men kaffe ville vi da gerne have.

Det nåede jeg bare ikke ikke at fortælle Ellen, før vi tog afsted, og den noget forkludrede ankomst til Sverige gjorde, at det blev ret sent søndag aften, før Ellen fik besked.

Men så var det også på plads, og jeg glædede mig. At der i mellemtiden var blevet en hel del længere at køre var en uvigtig detalje.

Mandag lige efter morgenmad tog Gemalen sig tid til at nærlæse sine starttider.

Og så havde han !§#&!§¤ taget fejl!

Han skulle først starte over middag, og dermed var kaffeaftalen pludselig umulig at overholde.

Fruen blev mildest talt rasende utilfreds.

Så blev vi jo nødt til at aflyse.

- Medmindre.., sagde Gemalen.

- Medmindre hvad? spurgte Fruen arrigt.

- Jah, jeg kunne jo køre dig, Donnaen og Kamelen op til Ellen, og så kunne I spise frokost og drikke kaffe, og så kan jeg hente jer, når jeg er færdig, forklarede Gemalen.

- Jamen, nu aftalte vi jo kaffe. Så kan vi da ikke bare lave om. Og slet ikke med så kort frist. Og jeg kender jo slet ikke Ellen sådan i virkeligheden, så det kan jeg da ikke bare foreslå. Og iøvrigt sover hun sikkert stadig.

- Sagde du ikke selv, at hun inviterede på frokost? spurgte Gemalen.

- Jo, men ...

- Og vil du ikke gerne besøge hende?

- Jo, men ...

- Så synes jeg, du skal ringe til Ellen, sagde Gemalen og gik for at få styr på sit grej.

Det gjorde jeg dog ikke, men sendte en SMS og håbede, at der ret hurtigt ville være hul igennem.

Hvilket der ikke var.

Så da klokken nærmede sig et mere civiliseret tidspunkt, ringede jeg til Ellen og forklarede hende, mens jeg trådte mig selv ret meget over tæerne, at Gemalen altså desværre havde taget fejl, så nu ville vi gerne have lov til at invadere hendes hus allerede før frokost, og så ville hun desuden være tvangsindlagt til at holde os ud, ind til Gemalen kom retur efter sit løb ...

Hvis Ellen mente, at jeg var bindegal, så skjulte hun det godt.

- Det er da bare sådan, vi gør, erklærede hun elskeligt.

Og det gjorde vi så.

Derom in another afsnit.

Skåne rundt, på den dumme måde

Nå, men så kørte vi til Sverige.

Endnu en gang skulle vi prøve at kombinere Gemalens mtb-o-løb med ferie.

Som en ekstra krølle skulle Kamelen denne gang med.

Så hun(d) var blevet udstyret med pas, og da vi passerede den svenske grænse, gik Fruen pænt ind for - som foreskrevet - at melde Kamelens ankomst.

Det lykkedes at finde en tolder, som bladrede lidt i passet, fandt de lovpligtige vaccinationer og sagde pænt velkommen til Sverige.

Og det var så det.

Fruen følte sig en anelse dum og tænkte, at det var godt nok mere lemfældigt end forventet.

Men nu var Kamelen altså på lovligt ophold i det svenske, og vi satte kursen mod Hässleholm, hvor vi en gang for meget længe siden havde booket os ind på en B&B. Siden havde Gemalen sikret sig, at vi kunne tage Kamelen med, og alt burde således være i sin skønneste orden.

Vi ankom og ringede på.

Og der skete absolut ingenting.

Heller ikke banken på diverse døre på både front og bagside af huset gav noget resultat.

Gemalen rodede lidt i sin reservation og fandt et telefonnummer, ringede og talte med fruen i huset, der meddelte, at hendes mand da var hjemme, men nu skulle hun nok lige ringe til ham. Efter et øjebliks venten i den lidt forsømte forhave blev fordøren åbnet af en midaldrende mand, der grangiveligt lignede en, der var blevet vækket midt i sin eftermiddagslur.

Ind kom vi og fik anvist vores værelser.

På første sal!

Gemalen havde glemt at spørge efter værelser i stueetagen, og nu skulle vi så have Kamelen med op og ned ad en relativt stejl trappe.

Det kunne vi nok have levet med.

Hvad vi ikke kunne leve med var den hengemte lugt af gammel cigar og manglende vedligehold samt de virkeligt usle værelser, vi fik til stillet til rådighed.

Så efter at have slæbt alt vores pikpak ud af bilen og op på første sal, Kamelen inkluderet, satte vi os ned og blev enige om, at dér ville vi altså bare ikke bo.

Altså slæbte vi hele pivtøjet, Kamelen inkluderet, ned igen. Bankede husets herre ud fra de private gemakker, stak ham et afbestillingsgebyr og efterlod ham lettere måbende.

Nu skulle vi så finde et andet sted at bo.

Hvilket ikke var særlig let, i og med at Gemalens mtb-o-løb bare var en lille bitte del af det kæmpestore O-Ringen-arrangement, som hvert år tiltrækker 15-20.000 deltagere. Allerede i januar havde det ikke været muligt at finde betaleligt logi nærmere end cirka 40 km fra Kristianstad og Åhus, hvor løbene skulle finde sted. Dagen før skulle vi være heldige overhovedet at finde noget i hele Skåne.

Efter nærmest at have vredet Ipadden lykkedes det dog at finde et ledigt hotel i Eslöv. Men det var så bare 50 km tilbage mod Malmø, hvor vi lige kom fra ...

- Vi kan jo prøve at finde noget på vejen, sagde Gemalen og begyndte at rode med GPSen, der lynhurtigt listede en hel masse muligheder op i nabolaget.

Gemalen trykkede på et af de første forslag, og så gik det ellers over stok og sten. Længere og længere væk fra landevejen. Ad mindre og mindre grusveje. Efter mindst tyve minutters kørsel endte vi uden for en gård, hvor en hund stillede sig op og gøede af de uventede gæster. Ud steg Gemalen, og ud kom hundens ejer. Hun kunne fortælle, at hun ganske rigtigt havde haft B&B, men var holdt op igen, så desværre.

Herefter opgav Gemalen yderligere svinkeærinder, og vi skyndte os at booke værelser i Eslöv.

Da vi lidt i syv nåede frem til hotellet, der til vores forbløffelse lå midt i et industrikvarter, bag et højt hegn med pigtråd foroven, kunne vi konstatere, at receptionen var lukket, men at man kunne ringe til til et nummer, der stod opgivet på opslaget. Det gjorde Gemalen, men fik kun fat i en telefonsvarer. Her skulle han lægge sit nummer, men glemte i farten også at opgive landekoden +45 for Danmark. Så der skete igen absolut ingenting.

Gemalen var nu parat til at køre igen.

Det var Fruen ikke.

Der var allerede gået lang tid. Alle var trætte. Og sultne. Ikke mindst Kamelen, hvis normale spisetid for længst var passeret.

Gemalen ringede så til booking.com og endte i en telefonkø.

Nu hang de nemme løsninger ikke længere på træerne.

Men netop som Gemalen var ved at grifle en besked til hotellet om, at vi havde været nødt til at køre igen grundet lukket reception, var der hul i gennem til booking.com. Som lovede straks at ringe til det hemmelige nummer, der ville trylle receptionisten frem.

Og mindre end fem minutter senere stod han der. Den unge gut, som vi allerede havde set rende ind og ud, men som vi havde antaget var en gæst, mens han på sin sin side ikke havde regnet ud, at vi var potentielle kunder i hans butik.

Han skyndte sig at fixe to værelser til os, og imens fik Kamelen sin aftensmad.

Vi andre derimod nåede ikke i byen, før restauranterne lukkede, så vi måtte nøjes med at købe pizzaer og spise dem i hotellets morgenmadslokale.

Og dér boede vi så.

Ikke just hvad vi havde regnet med. Men stedet var nyt, pænt og rent. Kamelen var velkommen, og det store hegn omkring hotellet og den sommerferielukkede nabovirksomhed betød, at vi hurtigt bare kunne lade hende gå løs, når hun skulle ud på sine lufteture.

Alt i alt en udmærket løsning på vores akutte indkvarteringsproblem.

At vi så var havnet på kanten af en oplevelsesmæssig ødemark og dumt langt fra Gemalens løb var en anden sag.

Vores hotel i Eslöv. Naboen i baggrunden
handlede med John Deere landbrugsmaskiner ...

Hvem pukler for Kamelen?

Pyh altså!

Ikke siden vi tog til Frankrig, da Donnaen var spæd, har jeg været så omhyggelig (læs: totalt hys) med at huske at få det hele (læs: simpelthen ALT tænkeligt) med på ferie.

Altså ikke til Donnaen. Hvis hun bare husker sin allergi-pen, må hun næsten selv om resten. Og hvad angår Gemalen og mig selv, så var det mere efter opskriften 'det går jo nok'.

Næh, det var selvfølgelig Kamelen, det gjaldt.

Vi skulle for første gang have hende med på ferie. I noget så fredeligt som sommerhus.

Men altså helt, langt væk, ovre på Sjælland, og tænk dog, hvad man kunne komme til at mangle ...

Så der blev skrevet liste. Og checket liste. Og rechecket liste.

Kamelen skulle blandt andet have foder, mad- og vandskåle, noget at ligge på, line, rampe, pølleposer, legetøj, godbidder og tyggeben. Der skulle være neglesaks og børste. Kartoffelmel mod dårlig mave. Og for en sikkerheds skyld kom dråberne mod øjenbetændelse og de andre dråber mod ørebetændelse også med. For tænk nu hvis ...

Og så blev der pakket, og vi skulle huske, at vandskålen ikke skulle pakkes ned, men være tilgængelig, og der skulle medbringes vand.

Ikke overraskende huskede vi vand til Kamelen, men ikke noget til os selv.

Det lykkedes på magisk vis Gemalen at få plads til ikke alene hund i hundeboks og alt vores pik-pak, men faktisk også til sin cykel inde i bilen. Til gengæld kunne Donnaen ikke prale af god plads på bagsædet. Hun kunne dårligt vrikke med ørerne.

Afsted gik det, og på Fyn gjorde vi holdt. Til dels for at få kaffe, men primært for at Kamelen kunne få lidt luft, en tissepause og måske lidt vand. Meget smart er ordentlige rastepladser udstyret med afsidesliggende borde og bænke med tilhørende arealer til tissetrængende hunde. Det har jeg aldrig før bemærket, hvilket selvfølgelig bare skyldes, at jeg heller aldrig før har haft behov for at vide den slags.

Videre gik det. Helt til Rørvig.

Her viste det sig, at huset - oh mirakel - var udstyret med en fin lille lukket gårdhave. Her kunne Kamelen tusse rundt uden (ret meget) opsyn, hvilket selvfølgelig gjorde det hele meget nemmere og dermed mere afslappende. Og så nævner vi ikke, at Kamelen også et par gange så sit snit til at grave ned til kineserne, vistnok på myrejagt.

Dér boede vi så en lille uge.

Det var fint nok. Ret meget på Kamelens præmisser. Men fint nok.

Og i næste uge vil vi så afprøve, om vi kan slippe godt fra at tage Kamelen med på bed & breakfast. I Sverige.

Det bliver jättebra.

Eller noget.

Kamelen nyder udsigten over Isefjorden.

Ting jeg ikke forstår på en torsdag - IV

På en steghed pre-sommerferie-torsdag overvejer jeg:

* Hvad formålet med at sætte en temperaturføler op på kontoret er, når det eneste, man kan, er at konstatere, hvor ulidelig varmt det er, men ikke gøre noget ved det?

* Hvordan jeg kan bære mig ad med at ødelægge ikke bare et, men TO par briller på en enkelt dag, så jeg nu kun har et sølle par tilbage og er nødt til at tage i byen og købe nye? Det er ganske vist - heldigvis - stadig kun de billige fra Tiger-butikken. Men alligevel.

* Hvorfor jeg er så uhensigtsmæssigt indrettet, at jeg bare ikke kan sove uden at have noget over mig? Mindst et dynebetræk og helst også et eller andet (læs: en t-shirt) til at dække skuldrene. Det er alt for varmt, og jeg er ved at smelte. Men sove uden kan jeg bare ikke.

* Om der mon findes et særligt sommerhus-gen? Forventer at være meget en del klogere på netop dette punkt om en god uges tid ...

* Hvor mon vores kongespil (eller hedder det vikingespil?) er blevet af? Og er det mon helt omsonst at prøve at spille det med en altid villig pindehenter som Kamelen i haven?

* Hvornår jeg mon går kold i romertal, når jeg allerede ved 4 er nødt til at tænke mig grundigt om for at huske, om I skal stå før eller efter V?

Og hvis der bliver lidt endnu mere sommerstille på bloggen, så ved I hvorfor.

De allersidste briller.

Kill Bill-e?

Måske troede fragtmanden, at han kunne forskrække mig, da han for nylig  spurgte:

- Er det en, jeg skal tage med, eller er det en I vil beholde?

- Den skal vi beholde, svarede Fruen halvvejs med ryggen til. I den tro, at fragtmanden snakkede om en stor kasse, der stod pænt skubbet til side lige inden for porten på Verdensfirmaets lager.

- Det var nu ikke kassen, jeg mente, men den dér, sagde fragtmanden med et smørret grin og pegede på et velvoksent insekt, der sad på gulvet mellem to udgående kasser og vippede med sine helt enormt lange følehorn.

- Øh, den fætter tror jeg, vi beholder, afgjorde jeg.

Lukkede porten og overlod straks aben - altså insektet - og dets videre skæbne til en kollega. For godt nok har jeg kun insekto-fobi i ganske mild grad, men der er jo ingen grund til at gå til yderligheder og selv røre ved mere kravl end højst nødvendigt ...

Mænd er jo heldigvis altid parate til at udføre heroiske handlinger, så billen blev behørigt beundret og lempet udenfor. Og vi var enige om, at nu havde vi (læs: kollegaen) gjort en god gerning og sikkert reddet en eller anden truet dyreart fra snarlig udryddelse.

- Eller også er det en eller anden invasiv satan, funderede kollegaen.

- ??

- Ja, har du måske nogensinde set en magen til? fremturede han.

Næh, det havde jeg jo ikke.

Men kunne jeg lade det blive ved det? Nej, det kunne jeg ikke. Nu var kimen lagt. Jeg var simpelthen nødt til at finde ud af, hvad det var for et krapyl, vi havde haft besøg af.

Eller prøve.

For det var langt sværere, end jeg havde regnet med.

Faktisk bliver jeg jævnligt overrasket over, at det ikke er alt, som lader sig google. Bare sådan.

'Krapyl med lange antenner' gav mærkværdigvis ikke brugbare hits, så jeg var nødt til at finde på noget mere konstruktivt. Nu kan jeg ikke længere huske, hvad jeg søgte på, men på et tidspunkt faldt jeg over en gammel artikel om en enkelt asiatisk citrustræbuk, som havde skabt vældig stort postyr og efterladt en haveejer et træ fattigere, efter at Plantedirektoratet simpelthen havde fjernet det træ, som omtalte buk havde befundet sig på. Fordi det var en væmmelig invasiv karl, der i løbet af nul komma niks ville kunne udrette anseelig skade.

Og den lignede jo. Eller gjorde den? Det var ikke sådan helt ligetil at afgøre. Slægtskabet var dog tydeligt. De lange følehorn var ikke til at tage fejl af. Men dækskjoldet (dæk-vingerne - hvad ved jeg - oversiden af kræet, ikk?) var måske kun næsten magen til.

Så nu havde vi måske eller måske alligevel ikke at gøre med et rigtig ledt krapyl. Eller rettere; vi havde det jo ikke, for vi havde sat det udenfor, og det var måske helt utilgiveligt. Tænk, hvis nu alle de midtjyske skove blev ædt af grimme biller, og det alene var vores skyld?

Og hvad gør man så?

At ringe 112 eller 114 virkede en anelse drastisk, men jeg kunne virkelig godt tænke mig at ringe til en ven. Problemet var bare, at jeg ikke rigtigt kunne komme i tanke om en eneste person med bare den ringeste forstand på biller og andet kravl. Intet lys på den indre lystavle, ingen små klokker, der bimlede.

Et eller andet sted burde der dog nok sidde nogen, der kunne fortælle mig what to do. Eller som selv kunne have en interesse i sagen, altså billen. Mente jeg.

Så jeg googlede og googlede. Og blev ikke klogere. Imens nærmede klokken sig 16.00, og det er ret tit deadline i mange sammenhænge. Således også her. Fruen tog en rask beslutning. Gik ud og fandt krapylet, som mærkværdigt nok stadig sad og overvejede situationen lige uden for porten.

Og så døde det!

En pludselig død under Fruens sandalsål. Ja, der var altså køkkenrulle i mellem, for Fruen er ikke meget for krapyl-snask under sålerne, hvis det kan undgås.

Better safe than sorry.

Eller noget?

Jeg vidste jo stadig ikke, hvad det var for et krapyl. Hvilket virkelig irriterede mig. Både det og så det, at jeg ikke - bare sådan lige - kunne finde ud af, hvordan jeg skulle forholde mig til et muligt invasivt utyske.

Den slags kan godt gøre mig en lille smule stædig.

Derfor brugte jeg de næste par dage en anseelig bunke arbejdstid (shhh - sig det ikke til nogen!) på at google videre rundt. Jeg var forbi rigtigt mange sider og endte i rigtigt mange blindgyder. Fordi der blev henvist til sider, der ikke længere eksisterede. Ligesom Plantedirektoratet ikke længere hedder sådan, men i stedet NaturErhvervstyrelsen, hvorfor alle gamle sider åbenbart er skrottet. Grrrr!

Men det skulle jo ikke stoppe stædig Frue. Så da jeg flere gange havde været forbi Haveselskabets hjemmeside, besluttede jeg, at det måtte være dem, det skulle 'gå ud over'. Altså ringede jeg, forelagde mit ærinde og blev stillet igennem til venlig dame, der til min forbløffelse punkt et; ikke grinede, punkt to; faktisk havde et bud på, hvordan jeg skulle komme videre. Da det jo, trods alt, ikke var noget, de selv tog sig af.

Hvorfor jeg ringede til meget venlig herre på et institut under Københavns Universitet. Som straks viste behørig interesse for min bille. Han var dog lidt skuffet over, at jeg havde ombragt bæstet, men hvis jeg havde et billede, ville han da gerne have det tilsendt og give mig et svar.

For en gangs skyld havde jeg været så kvik, at jeg havde taget et billede, så det mailede jeg flux.

Og så begyndte der endelig at ske noget.

Venlig herre meddelte mig hurtigt, at vi ikke havde haft besøg af en asiatisk citrustræbuk. Heldigvis. For så slap vi for folk i rumdragter, der ville forsøge at splitte vores lager ad for at finde ud af, hvor den kom fra, og om den havde familien med. I stedet mente venlig herre fra KU, at det nok var en anden træbuk. En Monochamus – M. galloprovincialis, som - har jeg sidenhen googlet mig til, for det kunne jeg nemlig godt - kun æder dødt eller døende træ.

Der stod også noget mere, men det gad jeg ikke rigtigt prøve at forstå. Pointen var dog klar: Billen kunne hermed nedklassificeres fra ekstremt led invasiv satan til bare at indgå i kategorien led invasiv satan. Og da jeg ikke er savværksejer, kunne jeg nu igen sove roligt om natten.

Samme venlige herre fra KU skrev også, at han havde sendt billedet videre til en billekurator på Statens Naturhistoriske Museum, som på sin side havde videresendt til ferierende inspektør under Direktoratet for FødevareErhverv, og at jeg muligvis ville høre fra sidstnævnte, når han kom tilbage fra ferie.

Det har jeg ikke gjort endnu, men sommerferien er jo også kun lige startet, så i mellemtiden nøjes jeg med at fundere over, at man kan være noget så eksotisk som billekurator!

Jeg aner ikke, hvad sådan en laver - ud over at beskæftige sig med biller altså. Og jeg er ret sikker på, at der ikke er gået en billekurator tabt i mig. Ligesom jeg er overbevist om, at det næppe heller er den vej Donnaen vil gå, når hun skal vælge erhverv og karriere. Men omvendt kan jeg godt - nu hvor Donnaen snart skal i erhvervspraktik og videre igennem skolesystemet - sukke lidt over, hvor mange spændende, sære, anderledes og ualmindelige ting, hun aldrig kommer til at vælge. Alene på grund af manglende viden. Hendes, vores og diverse praktik- og uddannelsesvejlederes. Det er egentlig lidt skræmmende.

Nå, men derom in another afsnit. Måske. Det her var bare en bille-historie. Her opereres nemlig ikke med agurketid, men med billetid ...

Ting jeg ikke forstår på en torsdag III

På sådan en grå, regnfuld, halvkold og temmelig kedelig første torsdag i juli er det ret nærliggende at undre sig over, hvor i al verden sommervejret lige blev af? Nu har det været dejligt vejr så længe, så hvorfor kunne det ikke også lige opføre sig pænt i denne uge, hvor Donnaen skal opholde sig udendørs det meste af tiden??

Men desuden funderer jeg over

* Hvordan i alverden jeg kan kigge på min mail og tænke 'Ih, post! - Hvad mon det er?', når jeg cirka 27 sekunder tidligere selv har aftalt med nogen, at han/hun skulle maile mig et bilag?

* Hvorfor alle andre (som i ALLE ANDRE) tror, at skraldeposer selv hopper ud i skraldespanden?

* Hvorfor man ikke kan google sig til svar på alting? Kan for eksempel slet ikke forstå, at 'krapyl med lange antenner' (mere herom en anden gang) ikke giver det ønskede resultat i første hug. Også ret overrasket over, at der ved selvsamme søgning kom et hit på Hverdagens Surdej. Det havde jeg ikke lige forventet ...

* Hvordan det er gået til, at Donnaen pludselig er så stor, at hun begynder at bruge ting fra min garderobe? Først var det min cowboy-jakke, i dag er det mine løbebukser (som jeg ganske vist ikke selv slider ret meget på). Hvad bliver mon det næste? Og skal jeg i virkeligheden meget hellere være små-smigret end små-irriteret?

* Hvordan det lige gik til, at en sekretær glemte at trykke på den rigtige knap, da Gemalen mødte ind til tjek af pacemaker og diverse hjerterytmer på Skejby i formiddags, så han fik lov til at sidde og blomstre i næsten tre timer i stedet for at komme til med det samme?

Nå men. Gemalen er vel hjemme igen. Ikke meget klogere. Men nu ved han i det mindste, hvordan han skal gøre sekretæren begribeligt, at han altså er kommet, når han skal derind igen på mandag.