Vaskemaskine på flugt

 

Vaskemaskinen har pludselig opsagt det gode samarbejde.

 

Meget upraktisk, for den slags sker jo sjældent, når man ikke skal bruge den.

 

Og det sker selvfølgelig heller ikke inden for almindelig åbningstid, så nu må jeg vente til i morgen med at fejlmelde den. Har checket hjemmesiden, men online-servicebestillingen er også i udu. (Er det mon et dårligt varsel?)

 

Altså må jeg vente.

 

Og håbe, at vi ikke har taget livet helt af den, så den er kaput og udskiftningsklar efter sølle 3-4 år som værdsat inventar.

 

Det har ellers været forbilledligt. Vores samarbejde.

 

Ikke som maskinen før.

 

Som ikke kunne lide os.

 

Og prøvede at flygte.

 

Men i stedet spærrede sig selv inde.

 

Vi havde lige fået den leveret. Og da vores fortrappe overhovedet ikke er til den slags, var det sin sag for en enkelt mand at bakse først den gamle vaskemaskine ud og ned og dernæst den nye op og ind.

 

Måske var det derfor, at han - altså vaskemaskine-manden - glemte at fjerne transportbeslagene, da han satte maskinen på plads.

 

Men det vidste Fruen jo ikke.

 

Så jeg startede glad maskinen og forlod hjemmet i god ro og orden. Troede jeg.

 

Vel hjemme igen kunne jeg imidlertid konstatere, at det nu var umuligt at komme ud på badeværelset.

 

Vaskemaskinen havde i sin arrigskab over de glemte transportbeslag forsøgt at tage flugten og havde vrikket sig ud fra sin plads under bordet. Desværre havde den samtidig stillet sig foran døren, der åbner indad..

 

Altså kunne den ikke komme ud. Hvad værre var; vi kunne ikke komme ind. Som i slet ikke. Vi kunne bare lige kigge ind.

 

Vinduerne til badeværelset er små og sidder højt. Og var iøvrigt lukkede.

 

Fruen så i ånden, at det ville blive nødvendigt at pille et vindue ud, med vinduessramme og det hele, for at komme ind.

 

Leverandøren blev kontaktet og lovede at komme næste formiddag.

 

Desværre var det kun Gemalen, der var hjemme, så Fruen og Pigebarnet gik glip af, hvad der videre hændte.

 

Leverandøren og Gemalen så på den lukkede dør. Og så så de på hinanden, og så ringede de efter en tømrer.

 

Han hørte heldigvis til den lille og vakse slags.

 

Med et kosteskaft og en lang arm lykkedes det at åbne vinduet indefra. Hvorefter den lille og vakse tømrer satte en stige op, møvede sig ind gennem vinduet, fik rykket vaskemaskinen væk og åbnet døren.

 

Voila!

 

Måske var det ikke det, han sagde. Men det kunne det godt have været.

Søndagsgrublerier på en mandag

 

Jeg er stadig snottet.

 

På den ucharmerende måde, hvor jeg godt kan tage på arbejde, men nok egentlig, ud fra en sundhedsmæssig betragtning, burde blive hjemme..

 

Og tingene derfor ligesom ikke rigtigt glider på samme måde som ellers.

 

I særdeleshed ikke hjemme, hvor jeg synker træt sammen og bare har mest lyst til at blive opvartet.

 

Men det synes både Gemalen og Pigebarnet så også, at de skal. Opvartes altså. For nu har de jo skullet sørge for 'det hele' i to dage, mens jeg har ligget under dynen og været utilnærmelig.

 

Der er derfor tegn på krise i både garderobe- og køleskab.

 

- Moar, jeg har ingen rene bluser, klager Pigebarnet.

 

Det er ikke helt i overensstemmelse med sandheden, der snarere er, at der ikke er en eneste af bluserne i skabet, som det behager den unge dame at tage på.

 

Men bevares, der skal vaskes. Og stryges. Og købes ind. Og laves mad.

 

Og det bliver der så. Det hele foregår bare i slow motion og i et omfang, der bedst kan betegnes som utilstrækkeligt.

 

Hvilket selvfølgelig har den kedelige konsekvens, at der skal mindst en weekend til, før efterslæbet er nogenlunde neutraliseret.

 

Mens Pigebarnet passede sit teater, og Gemalen kørte rundt i de midtjyske landskaber på sin landevejsged, kunne Fruen således blandt andet fornøje sig med et vaske- og strygeprojekt på størrelse med Himmelbjerget.

 

Det føltes lidt uretfærdigt.

 

Men det føltes også lidt godt at være nogenlunde fuldstændig uundværlig..

Det kribler

..for at komme i haven.

Når solen skinner sådan en weekend-eftermiddag sidst i februar, og sneen er væk, så kan Fruen næsten ikke vente med at komme i haven.

 Og jeg var faktisk i haven.

Ikke særligt længe. Faktisk kun cirka 3 kvarter. Det så nemlig varmere ud indefra, end det var ude i virkeligheden. Det blæste også en strid pelikan. Og jeg fik løbetud, hver gang jeg havde hovedet nedad..

  

Men ude var jeg. Og det var dejligt, selvom der ikke er ret meget at gøre.

Ikke desto mindre var det overraskende, hvor meget ikke ret meget fylder. Lidt blade i hjørnerne og lidt grene fra plænen plus lidt visne stauder. Som pludselig fyldte en hel del.

Og der er liv. Det spirer og gror. Ukrudtet mest. Resten tager det mere med ro. .

Op kommer det dog. Både krokus, vintergækker og de første spidser til det der en gang bliver påskeliljer.

  

Det er mig dog en gåde, at alting i min have altid er længere tid om at komme op end alle andre steder. Så mens alle andre forlængst har vintergækker i deres haver, har jeg stadig kun spirer.

Tarveligt, synes jeg.

Noget ander, der er mindst lige så om ikke tarveligt så i hvertfald irriterende er, at det også kribler indendøre.

Myrer!

Vi var også plaget af myrer sidste år, og prøvede med både gift og kanel og hvad ved jeg.

Gemalen læste så et sted, at man skulle strø salt ud over fx sine terrassefliser, hvis det er dem, de bor nedenunder.

Men enten har Gemalen eller også har myrerne misforstået konceptet, for de flygter den forkerte vej, nemlig ind!

Nu har jeg været ude at købe myrelokkedåser.

Blot for at konstatere, at myrerne da er ret ligeglade. Hvis jeg stiller en dåse i den ene ende af stuen, er myrerne at finde i den anden. Og så er der den lokkedåse, som de bare marcherer forbi - på deres vej ud i køkkenet.

Jeg hader - også - myrer.

Med lidt god vilje kan man vist godt få øje på påskeliljespirerne..

Aldrig mere sønderjysk kaffebord..

Man skal passe på med at generalisere. Og med at være for kategorisk. Og uretfærdig.

Lige nu har jeg tænkt mig at gøre/være det hele.

For jeg er gået i brædderne med 'noget', som jeg ikke helt ved, hvad er. Har sovet i halvandet døgn og er nu stået op, øm og mørbanket i hele kroppen.

Stakkels mig.

Men det er slet ikke det, det handler om.

Det handler om, at når en af os bliver ramt af snot eller influenza, ser hele familien sig om efter en syndebuk.

Det er ret fjollet, for det er jo nærmest kun, hvis man har kysset med en, der er forkølet eller har influenza, at man med særlig stor sandsynlighed kan sige, at det er lige præcis ham eller hende, man har sin virus fra..

Vi gør det bare alligevel. Ikke kysser altså. Men leder efter syndebukke.

Og denne gang, er det eneste, jeg har gjort, som Gemalen og Pigebarnet ikke også har gjort, at spise cirka dobbelt så meget kage som dem.

Til sønderjysk kaffebord på Kommandørgården på Rømø. I lørdags.

For da de rejste sig for at tage en tur i poolen, blev Fruen siddende og tog sig lige en ekstra kop kaffe og lidt ret meget mere kage.

Det var dumt. Dobbelt dumt.

Først resulterede det selvfølgelig i gemen overspisning, så der dårligt var plads til aftenens menu.

Dernæst sidder jeg nu med fornemmelsen af, at en eller anden nok er kommet til at nyse ud over kagerne, og at det er derfor, jeg er blevet sendt til tælling.

Har jeg først fået sådan en ide, er det ikke nemt at komme af med den igen. Så jeg er bange for, at der skal gå m-e-g-e-t lang tid, før jeg igen skal til sønderjysk kaffebord.

Det er ret surt for en, der er ret glad for kager..

Og Rømø?

Rømø var så kedelig, at det blot blev til et hak på listen over danske øer, der skal besøges, inden Pigebarnet flytter hjemmefra.

Uretfærdigt?

Givetvis.

Spooky Hamburg

Der gik hun så - die Frau. Ganz alleine, en sen Freitag Abend langs Hamburgs havnefront.

Det var mørkt, temmelig diset, og kulden kom krybende ude fra vandet.

Die Frau satte farten op og kunne høre ekkoet af sine egne skridt forplante sig ind mellem de høje, mørke bygninger på venstre side.

Skummelt, ikke?

Det var det også. Men kun i Fruens kyllinge-fantasi.

Sagen var den, at familien netop havde spist sig mæt i pasta og hjemmelavet canneloni, da det gik op i sømmene, at den valgte ristorante altså ikke tog imod et eneste af Gemalens og Fruens tilsammen ret mange plastic-kort.

Og da aftalen var, at Gemalen betalte ophold, mens Fruen betalte forplejning, måtte Fruen afsted efter kontanter i den nærmeste hæve-automat. Og den skulle så befinde sig i en af bankerne, der lå til venstre i andet kryds og så fünf Minuten gerade aus.

Det gjorde den også. Jeg fik mine penge. Kom tilbage. Fik en gratis cappuccino for mine anstrengelser. Og alt var såre vel.

Men når man nu er lidt en kylling og absolut ikke vant til at færdes i Hamburg. Alene. Til Fods. Om aftenen. Så var det altså lidt spooky.

Lidt spooky var også hotellet.

Hvor de øvrige gæster til næste dags - i øvrigt ganske udmærkede - morgenmad var som taget ud af en svensk krimi om den østeuropæiske mafia. Her var sortsmudskede typer i slidt tøj og bare tæer i badesandalerne. Der var en enkelt nydelig ung dame (?!), og et par velpolstrede midaldrende herrer i dyre lædersko og ditto jakker.

Pigebarnet spurgte nysgerrigt, hvor de mon kom fra, men hverken Gemalen eller Fruen havde lyst til at have en mening om det, før vi havde checket ud.

Det gjorde vi kort efter, og Fruen havde så sat næsen op efter en lille bitte smule sightseeing.

Men vejret var på alle måder trist, så det ønske blev hurtigt overført til til-gode-listen.

I stedet kunne vi jo shoppe. Vi havde allerede været i butikker aftenen forinden, men havde på ingen måde fået vores lyst styret. Vi fandt frem til Europa-passage og tilbragte et par timer der med at gå i butikker. Dvs Gemalen var bænkevarmer, mens Pigebarnet forelskede sig i tusind forskellige beklædningsgenstande, fik en brøkdel, og moderens plastikkort hastigt nærmede sig nedsmeltningsgrænsen.

Således glade og posebelæssede forlod vi igen Hamburg.

Med hovederne fulde af anderledes oplevelser.

Og det der sightseeing må vente til en anden gang..

Til lyncheck hos lægen

 

Fruen gik til læge.

 

Ikke fordi hun var alvorligt syg. Slet ikke.

 

Men fordi forskellige gebrækkeligheder efterhånden irriterede. Måske i virkeligheden mest Gemalen

 

- Så gå dog til læge, sagde han træt,

 

da jeg for 117. gang beklagede mig over, at det føltes som om, nogen havde placeret et trekantet stykke bordplade i højre side af min lænd.

 

Sådan en on/off ting, der sommetider gjorde rigtigt ondt og den næste dag overhovedet ikke.

 

Ret upraktisk, hvis man skal bestille tid 14 dage i forvejen. Og lidt for lidt at få en akut-tid for..

 

Så derfor udskød jeg det, til jeg alligevel skulle have checket min kvindelighed - og var blevet opmærksom på yderligere en skavank i småtingsafdelingen. På den måde kunne jeg slå 3 fluer med ét smæk, tænkte jeg.

 

Egentlig synes jeg, det er en rimelig tankegang. For der er vel ingen grund til at belaste det skattebetalte sundhedssystem ved at rende sin læge på dørene med bagateller. Desuden er det heller ikke særlig sjovt at skulle have alt for meget fri for at 'gå til læge'.

 

Det er bare som om, systemet ikke er skruet sammen til at matche netop den måde at tænke på.

 

Man - altså selv jeg - kan se det allerede, når jeg booker en tid.

 

10 minutter er ikke ret lang tid..

 

Det er ulempen ved at booke online. Tidligere kunne man godt tillade sig at tro, at lægen havde tid nok.

 

Nå men, check-in, vente vente, ind og pænt goddag.

 

- Og hvad kan jeg så gøre for dig? spurgte min læge venligt.

 

- Altså, jeg har ondt i lænden, bare ikke idag, forklarede jeg - og følte mig ret dum..

 

Det var så lidt svært at undersøge nærmere, men lægen ville da godt prøve. Jeg fik lov at bøje mig i alle retninger, og han trykkede og klemte, vred og drejede. Og jeg sagde Av, men i så beskedent omfang, at det ikke rigtigt kunne bruges til noget. Summa summarum, der var nok ikke noget alvorligt i vejen. Måske en forkert bevægelse og lidt deraf følgende muskelspænding.

 

Okay, så blev jeg så klog. Eller rettere overhovedet ikke.

 

De 10 minutter var forlængst gået, men der var jo også det med kvindeligheden, som jeg gerne ville have checket.

 

Tjep tjep, en tur på skafottet. Looking good, men vi tager lige en prøve for god ordens skyld. Svar vil tilgå pr mail.

 

Så farvel da?

 

Nej, jeg ville jo også gerne lige høre angående den der bagatel.

 

Nu begyndte min ellers så udmærkede læge at se lidt skeløjet ud.

 

- Det skal altså gå hurtigt, sagde han.

 

Og det gjorde det så. Endnu en prøve, og svar vil tilgå pr mail.

 

So what?

 

Jamen, der snakkes jo så meget om, hvor vigtigt det er dels at gå til læge, så man ikke kommer for sent med et eller andet alvorligt. Dels at lægen formår at 'se' sin patient og får snakket med ham eller hende om alle de potentielt alvorlige ting, som måske, måske ikke er på dagsordenen. Det gør ikke noget, hvis lægen lige får snakket med patienten om hendes livsstil. Ryger hun for meget. Eller drikker. Er der noget helt andet, der trykker, og sidder sjælen i klemme?

 

Det skal altsammen helst nåes på 10 minutter.

 

Og det kan bare ikke lade sig gøre.

 

Min læge spurgte da heller ikke ind til noget som helst. Heller ikke selvom jeg havde hængt noget mere med ørerne, sidst jeg besøgte ham.

 

Han havde mere travlt med at få mig lodset ud af døren. Og jeg forstår ham godt. For klokken var kun lidt i 10 om formiddagen, og han var allerede mindst 20 minutter (= 2 patienter) bagefter.

 

Stakkels ham. Det kan ikke være særligt tilfredsstillende at udføre sin lægegerning på de præmisser.

 

Og - lidt - stakkels mig, der endte med at gå derfra med ret dårlig samvittighed over min stædige påholdenhed.

 

Sidder der ikke et eller andet sted derude nogle kloge hoveder, som gider at lave systemet om?

En havetyran

Da jeg skrev fuglehus på min ønskeseddel, kørte der en fin lille indre film med bogfinker og musvitter, rødhalse og spurve.

Og blåmejser!

Blåmejser, som ifølge Pigebarnet, er noget af det mest tutte-putte-nutte-kære, man overhovedet kan tænke sig.

Dem skulle vi hygge os med at se på, mens de lystigt mæskede sig med alle de lækkerier, vi havde lagt ud til dem.

Virkeligheden lever ikke helt op til forventningerne.

Da fuglehuset kom op, forventede jeg, at der ville gå en rum tid, før fuglene fik øje på den nye mad-mulighed. Så jeg var ret overrasket over, at der lynhurtigt viste sig en vis interesse. Solsortene, der var vant til æbler på jorden, indtog også fuglehuset, og der blev også set et par musvitter plus måske en bogfinke.

Det så altså meget 'rigtigt' ud.

Undtagen når mågerne som en flok flyvende rockere kom og spredte utryghed blandt småfuglene.

Men de var hurtigt væk igen, og så dukkede småfuglene igen frem.

Nu har vi imidlertid fået en rigtig havetyran.

Det er en enlig sjagger.

Jeg har hverken evner eller remedier til at tage et fornuftigt billede af den (det bliver bare en underlig mørk klat på en hvid baggrund), men for de måske knapt så fugle-kyndige, så er den altså på størrelse med en solsort men spættet i farverne. En ganske køn fugl.

Desværre opfører den sig ikke kønt.

Tværtimod.

Det er på rekord-tid lykkedes den at jage alle solsortene ud af haven. Det var ellers meget hyggeligt, når de sad 3-4-5 stykker og hakkede i hver sit æble. Det gør de ikke mere. Selvom der ligger flere æbler i haven, vil sjaggeren den-onde-lyne-mig ikke dele. Så den suser aggressivt efter eventuelle solsorte, der måtte nærme sig.

I begyndelsen prøvede de til en del gange. Nu er de helt holdt op.

Heller ikke fuglehuset får besøg pt. Sjaggeren kan tilsyneladende ikke finde ud af selv at komme ind i det, men den kan helt fint finde ud af at holde småfuglene væk.

Altså har jeg nu én fugl i min have. Eller en flok rocker-måger.

Det er jeg ret utilfreds med. Dumme fugl!

Hvis den havde været et skolebarn, var den blevet sendt op til inspektøren - og videre i obs-klasse, så den kunne lære at opføre sig ordentligt.

Gemalen synes, jeg skal tage det roligt og blot konstatere, at naturen kan være lidt svært at styre.

..Og at min mission denne vinter åbenbart skal være at holde liv i en enkel aggressiv sjagger, og så må det være sådan.

Han har selvfølgelig ret, Gemalen. Men jeg håber altså, at vejrskiftet (det bliver lunere nu, gør det ikke?) vil få kræet til at fortrække, så jeg kan få genoprettet have-idyllen.

Natur kan være meget godt, men det skulle jo nødigt tage overhånd..

TDC's store grensaks

 

Udenfor!

 

Jeg har meget mod min vilje været helt uden for det gode selskab idag.

 

Det var TDC's skyld.

 

Nogen havde været ude med den store grensaks, så da vi hver især landede på vores pinde i Verdensfirmaet, var der absolut ingen kontakt til verden omkring os.

 

Altså, vi havde telefonforbindelse, og de heldige med betalt mobiltelefon og mobilt bredbånd kunne også kommunikere med omverdenen. Mens vi andre, der kun har internetforbindelse via fastnettet kun kunne trække opgivende på skuldrene og tage en ekstra kop kaffe.

 

- Ja, sagde TDC, vi kan se, der er fejl på linien. Det vil blive givet førsteprioritet.

 

Og så skete der iøvrigt ikke mere..

 

Derfor intet check af mailboxen. Ingen nyheder på nettet. Ingen adgang til netbank. Ingen smugkig på facebook eller ud i blog-verdenen. Ingen adresse-opslag. Ingen informationssøgning. Osv osv.

 

Abstinenserne var mærkbare og rutinerne en by i Rusland.

 

Mange telefonsamtaler lød omtrent sådan:

 

- Nej desværre, jeg kan ikke læse mail idag, nettet er nede.

 

Eller den mere avancerede udgave:

 

- Ja, jeg kan se, du har sendt en mail, men jeg kan ikke åbne/læse de medsendte filer på min mobil/Ipad.

 

Stilstand.

 

At man engang i fordums tider faktisk har været i stand til at arbejde og lave forretninger uden brug af internettet, forekom at være noget af en skrøne

 

Midt på eftermiddagen blev TDC rykket.

 

- Det var mærkeligt. Så må vi hellere sende en tekniker.

 

- Ja tak, hvornår kan han være her?

 

- Det kan vi ikke sige. Men han skal nok komme..

 

Det var selvfølgelig fint, men ikke den mest opmuntrende besked en fredag eftermiddag. Og jeg var vældig tilfreds med ikke at være Verdensfirmaets it-ansvarlige.

 

Jeg skulle nemlig hjem og på nettet, og det kunne kun gå for langsomt.

 

Planlagt internet-fri er i orden. Ikke-planlagt internet-fri er - i tankevækkende grad - slet ikke i orden.

Nok brok!

Uf, hvor er det stadig koldt!

 

Og uf, hvor jeg fryser.

 

Jeg holder den kun gående på brok og varm kaffe..

 

I morges fx brokkede jeg mig højlydt over at skulle hente avisen ind fra postkassen h-e-l-t ude ved vejen.

 

Men da jeg så endelig havde fået overtøj og støvler på. Og havde varmet nøglen op over et stearinlys (låseolie - ja ja, jeg ved det godt). Og havde bevæget mig h-e-l-t ud til postkassen; gik det pludselig op for mig, at jeg måske i stedet for mit brokkeri skulle være bare en lille smule tilfreds.

 

Tilfreds med, at der rent faktisk var et menneske, der havde puttet avisen i min postkasse. Og som havde været gudsjammerligt tidligt oppe, for iklædt polarudstyr (ja, det håber jeg da, at han er) at fræse rundt på knallert og aflevere morgenaviser til os og alle de andre trygt sovende avisabonnenter.

 

Ligesom der er blå mænd, som tømmer min skraldespand. Vi kører godt nok skraldespanden ud til fortovet, så den er til at få fat i. Men fortovene er mange steder glatte, og skraldemændene løber det meste af tiden, så de er konstant i fare for at falde og brække både arme og ben i deres bestræbelser på at fjerne vores skrald. Til gengæld har de nemt ved at holde varmen..

 

Hvilket man ikke kan sige om det postbud, som jeg hver dag kan se komme kørende med dagens post. Han plejer at være ret vejrbidt at se på, men nu synes jeg, han bliver mere og mere blå-lilla-frossen, som dagene går, og vinterkulden bare bider sig fast. Stakkels ham.

 

Det var lige de første tre eksempler på vinterhelte, der bare passer deres arbejde. Og som ikke får en krone mere i løn, selvom temperaturen er faldet til 15-20 grader under, hvad der er nogenlunde behageligt at arbejde i.

 

Dertil kommer alle de andre, der også bare skal finde ud af at få det til at fungere, mens de arbejder ude i kulden.

 

Imens sidder jeg inde i varmen og brokker mig, fordi jeg er nødt til at have en ekstra stor sweater på (der er altså lidt småkoldt) og store støvler (og det trækker om fødderne), mens jeg varmer fingrene om kaffekruset og spekulerer på, hvem der mon gider sætte den næste kande over.

 

Men nu skal det altså også være slut.

 

Jeg lover hermed højtideligt at være tilfreds og ikke at brokke mig ret meget over vintervejret de næste par dage.

 

Men så må det altså også gerne blive forår lige med det samme.

 

Og hvis det er snestorm, når jeg vågner i morgen, bryder jeg mit løfte!

Miss Piggy møder Michelinmanden

Når det bliver så hundekoldt, som det er nu, synes jeg, det er en fordel at være blevet sådan godt og vel voksen. For jeg er ikke længere helt så sippet med hensyn til, hvordan jeg lige tager mig ud. Det er langt vigtigere at holde varmen..

Omvendt kan jeg godt høre, at jeg lyder mere og mere som et ekko af min egen mor, når jeg herser med Pigebarnet:

- Husk hue og vanter!

- Du er nødt til at tage undertrøje på. Og strømpebukser..

- Den jakke er ikke varm nok; du skal have noget på, der går ned over numsen.

Og så videre. Og så videre, messer jeg.

Selvom jeg ved, at det er en balancegang.

For jeg kan godt huske dengang, hvor jeg som skolebarn havde en bæ-brun parca-coat, som jeg hadede så meget, at jeg ikke tog den på, når vi blev smidt ud i frikvartererne. Så hellere fryse næsten ihjel end at se SÅ dum ud..

Dér skulle jeg jo nødigt lande med Pigebarnet.

Hun synes, hun har det slemt nok i forvejen.

Fordi hun ind i mellem er tvunget til at følges offentligt med sin mor.

- Moar, behøver du virkelig tage den på? spørger hun klagende.

'Den' er en dynefrakke anno sidst-der-var-kulderekord-i-Danmark. Den er helt fantastisk varm. Og helt fantastisk grim. Lyserød og ligner nærmest en dyne med ærmer.

Jeg selv ligner en mellemting mellem miss Piggy og Michelinmanden, når jeg har den på. Og når jeg så topper med min solgule hue er jeg bare gennemført kæk..

Jeg er ret ligeglad. Det er Pigebarnet ikke.

Hun håber på snarligt forår, så hendes mor igen iklæder sig noget nogenlunde civiliseret overtøj.

Jeg håber på forår, inden Pigebarnet fryser numsen af.

Sådan er der så meget..

Say no more..

Plug'n'play

Gemalen har tilbragt hele eftermiddagen i sofaen foran flimmerkassen!

Noget der til tider godt kan bringe hønserøvs-udtrykket frem på Fruens facade.

Men i dag er det er okay.

For han har hverken set cykelløb eller underlige film.

Han har arbejdet. Ihærdigt.

På at finde ud af alle de ting, som vores nye fjernsyn kan. Og det er ikke så lidt. Jeg forventer, at Gemalen vil finde ud af cirka 50 funktioner, hvoraf vi kommer til at bruge 3. Eller 5 hvis det nu absolut skal være.

Resten kommer vi garanteret aldrig til at bruge.

Men nu ved Gemalen det.

Det kommer jeg aldrig til.

For jeg hader instruktionshæfter og brugermanualer af en hver slags. Til fjernsyn, biler, gps'er, mobiler, you name it. Synes det er spild af tid at skulle læse den slags. Hvorfor kan 'de' ikke bare fremstille noget selvforklarende simpelt?

Jeg ææælsker til gengæld plug'n'play. Sådan noget, der bare spiller første gang, man rører ved det. Og hvor funktionerne er til at få øje på og logisk opbyggede, så jeg aldrig er i tvivl om, hvad jeg skal gøre..

Desværre sker det alt for sjældent (som i så godt som aldrig), at der virkelig er tale om sådan rigtig plug'n'play. Selv til det mest gemene el-piskeris følger der et instruktionshæfte med.

Som jeg så ikke læser.

Ligesom jeg ikke læste brugermanualen, sidste gang vi fik ny bil.

- Skat, jeg holder hernede på tanken. Hvordan er det lige, jeg får benzindækslet op??

Et kedeligt hul i en kedelig sweater

Katastrofe!

Der er hul i min sweater.

Faktisk er der to huller. Et foran og et bagpå (hullet bagpå skyldes, at sweateren er ens for og bag, så bag lige så tit er for).

Og der er ikke bare sådan lidt hul. Men meget hul. Som i kassabel.

Man kan se direkte igennem den.  

Hvis altså ikke jeg er indeni. For så kan man absolut ikke se igennem den. Man kan se min mave. Ikke mit maveskind, vil jeg gerne lige pointere, men min bukseklædte mave. Og som Gemalen også lidt ufint bemærkede:

- Har du tænkt over, hvorfor det netop er midt på din mave, at der er slidt hul? spurgte han.

Som om jeg ikke var sur nok i forvejen.

Det er nemlig ikke hvilken som helst sweater.

Det er yndlings-sweateren. Som jeg nærmest har boet i. Længe. Ikke fordi, den var pæn, for det har den aldrig været. Den er/var grim, og det har den altid været. Men den er/var super-behagelig og lige tilpas varm. 

Jeg har lige regnet ud, at hvis sweateren er mindst 10 år gammel, og jeg nok har haft den på cirka 300 gange på et år, så har jeg haft den på 3000 gange! Og så er det vel okay, at den er slidt op?

Mjoh..

Nej. Overhovedet ikke.

Jeg synes simpelthen, det er så kreperligt, når mit yndlingstøj falder fra hinanden af slid og ælde, og jeg er nødt til at smide det ud. Det er jo nærmest som at sige farvel til en god ven..

Min yndlings-pyjamas, den røde med kattene, fra sidste årtusinde, går snart samme vej. Snøft.

Nu kunne det godt se ud som om, jeg er en stakkel uden ret meget tøj. Det er jeg også. NOT siger Gemalen.

Indrømmet, der er en del tøj i skabet, som ikke ser særlig slidt ud. Og noget ser nærmest nyt ud.

Det skyldes helt basalt, at det ikke er mit yndlingstøj.

Æv.