fredag den 29. juni 2012

Hvad nu, Farmor?

Gemalen er på Sjælland. Han skal til møde med Farmors kommune. 

Farmor skal med. Eller rettere; det skal foregå hjemme hos hende.

For det er jo hende, Farmor, det skal handle om.

Som tidligere fortalt er Farmor dement, men har hidtil kunnet klare sig i eget hjem. Og i takt med, at hun blev dårligere, blev der skruet op for den offentlige hjælp.

Nu er der imidlertid blevet drejet maksimalt på alle håndtag, og der er ikke mere at gøre godt med. Og det er altså ikke længere nok. Så ældreplejen har trukket i nødbremsen og fortalt Gemalen, at det ikke går længere.

Godt det samme. For selv om jeg har prikket til Gemalen, har han været meget lidt åben for muligheden for, at beslutningen om plejehjem skulle komme fra hans side. Og nu slipper han altså for at være skurken. Den onde søn.

Og mens Gemalen er væk, går jeg rundt og er lidt spændt på, hvad næste skridt bliver.

Hvornår og hvorhen?

En hel masse praktiske spørgsmål står i kø.

Allerførst gyser jeg lidt for vores ferie. Den skulle helst ikke kollidere med en eventuel flytning af Farmor. Men man kan vel ikke forestille sig, at nogen i det kommunale system er så hurtige, at der vil ske noget på denne side af 1. august?

Dernæst er der alt det lavpraktiske.

Der er et lille rækkehus, der skal tømmes, og hvad vil Farmor få plads til - og ikke mindst; hvad med resten? Og hvor meget er der egentlig, regnet i flyttekasser, og hvem kan hjælpe?

Og så fremdeles. Det er lige før, jeg går i selvsving.

Der er bare ikke så megen grund til ret meget selvsving, før der er styr på det mest presserende spørgsmål:

Hvem siger, at Farmor overhovedet vil flytte?

torsdag den 28. juni 2012

Donnaen


Pigebarnet jamrer med jævne mellemrum over sit navn.

- Hvorfor døbte I mig dog ikke Rachel? Eller Tammi, siger hun. Og ser en anelse henført ud ved tanken ...
Til det må vi, hendes stolte forældre, jo nødvendigvis sige, at vi sådan set mener, at vi i sin tid valgte det allerbedste navn til hende. Og at vi egentlig synes, det passer endda vældig fint til hende.

Men nej, det er et nederen navn, vi har udstyret hende med. Dog medgiver frøkenen gerne, at der er okay, at vi trods alt har valgt et navn, som hun ikke skal dele med tre andre piger i klassen.

Og da Gemalen en dag blev lidt træt af at høre på hendes fremturen og derfor sagde, at så kunne hun da bare vælge et andet navn, når hun blev atten, var det alligevel for meget af det gode:

- Nej, for til den tid har jeg jo nok vænnet mig til mit navn, og så gider jeg altså ikke at skulle forklare alle mennesker, at nu hedder jeg noget andet, lød det snusfornuftigt.

Men her på bloggen har jeg faktisk besluttet, at omdøbe hende.

Det har været under opsejling et stykke tid.

For at Pigebarnet i sin tid kom til at hedde netop sådan, var bare et udtryk for min manglende fantasi.

Og bortset fra, at hun er en pige og et barn, er det heller ikke særligt rammende.

Bliver det mindre og mindre, efterhånden som hun vokser.

Hun er stadig kærlig, hjælpsom, humoristisk, pjattet og pjanket, snakkesaglig og udstyret med selektiv elefant-hukommelse og ditto hørelse. Så meget er helt som det plejer.

Men men.

Selv om hun endnu ikke helt kan kalde sig teenager, har puberteten slugt hende med hud og hår. Kroppen gør underligt, hormonerne raser, humøret er eksplosivt, far er træls og mor uudholdelig. Der knejses med nakken og kastes med håret, alt imens sproglige skrubtudser forlader den yndiges mund, når vi forsøgsvis kalder til orden og maner til besindighed.

Et øjeblik senere vil hun gerne have et knus og hjælp til hjemmeregning ...

Samtidig forventer den unge dame samme serviceniveau, som da hun var fem.

- Moar, vil du ikke lige komme med en blok og en kuglepen, lød det fra den fjernsynskiggende finke, mens jeg var i gang med aftensmaden.

- Nej, det må du selv hente.

- Ej hvorfor?

- Jeg er igang med noget andet.

- Øv!

Alt er således helt normalt ...


Læg dertil, at den unge dame elsker at synge, danse og spille teater. Og gør det hele med så megen attitude, at det er en primadonna værdigt.

Det er mig derfor en fornøjelse at meddele, at Pigebarnet hermed er døbt om til Donnaen.

Det navn skulle nok kunne holde at par år eller fem.

mandag den 25. juni 2012

Tabt ungdom, dårligt vejr og brøkregning


Okay, det var min skyld.

Vejret!

Søndag, hvor det stod ned i stænger fra morgen til aften.

Det kom måske nok ikke som den store overraskelse. For mig altså. Men jeg havde jo kun regnet med en lille, lokal sort byge her i det midtjyske. Ikke dagsregn i det ganske danske land.

Så undskyld!

Skal fremover prøve at være lidt mere positiv omkring min fødselsdag.

Har bare aldrig været særlig vild med at blive ældre, og i år var det da særlig slemt.

For ikke alene blev jeg ældre, men m-e-g-e-t ældre. Sådan lige med et.

Hvis jeg en dag bliver kørt over af en knallert i et fodgængerfelt, vil det i lokalavisen nu helt sikkert blive omtalt som 'midaldrende kvinde ramt af knallert' og ikke bare 'kvinde ramt af knallert' ...

Og jeg er tættere på firs end på tyve. Gisp!

Hvormed ungdommen er tabt for alvor. At den har været det l-æ-n-g-e, har jeg indtil nu behændigt valgt at set bort fra.

Men nu. Nix bix.

Ovenpå den almindelige forbløffelse over det forholdsvis smertefrie i at fylde rundt, melder spørgsmålet sig så:

Hvor langt er jeg så nået? Halvvejs, eller har jeg passeret tre fjerdedele eller noget helt andet?

Statistikken taler for, at der skulle være en tredive års tid tilbage. Det er vel okay. Hvis jeg så lægger til, at de fleste i min familie er blevet tusse-gamle, så er der vel grund til at tro på, at det ikke netop skal være mig, der trækker gennemsnitslevealderen ned?

Eller hva'?

Hvis jeg nu får en tagsten i hovedet i morgen, så har jeg kun (50x365)+1'te dele liv tilbage, hvilket ikke er ret meget, og så kan det godt nok ærgre mig, at jeg har brugt eftermiddagen på at lave hjemmeregning med Pigebarnet og vaske håndklæder ...

Og så er vi vist tilbage, hvor vi var for et par indlæg siden; at det gælder nok allermest om at skønne på nuet og det/dem, man har.

Jeg lover derfor, at jeg fremover, som allerede før nævnt, vil forsøge at forholde mig mere positivt til min fødselsdag.

Hvis det er dårligt vejr omkring Sankt Hans til næste år, er det derfor ikke min skyld. 

Husk det!

Meget fin lagkage!

torsdag den 21. juni 2012

Honnør-kartofler


Hold op, hvor er jeg mæt.

Overmæt er vist det rigtige udtryk.

Fordi jeg har spist (for) mange nye kartofler.

De helt rigtige, købt ude i gårdbutikken ude i dalen.

Dem, der smager bedre end de nye danske kartofler, man kan købe i supermarkederne. Som til gengæld smager bedre end de nye franske eller ditto fra Mallorca, som kom tidligere på sæsonen. Som, dengang de kom frem, var så meget bedre end de gamle kartofler fra sidste år.

Altså de allerbedste, som nok kun er mindre gode end dem, jeg i sin tid selv gravede op i min barndoms køkkenhave en halv time før spisetid.

Det er første gang i år, vi har hentet nye kartofler - og jordbær - fra gårdbutikken. Og det er selvfølgelig også derfor, jeg har spist for mange. Jeg har set boder ved vejen andre steder før, men Gemalen, der har været sendt afsted som spejder, har stædigt påstået, at der altså ikke var åbent endnu. Nu har Gemalen imidlertid været hjemmefra et par dage, så hans ord stod ikke længere til troende, og Pigebarnet og jeg måtte selv ud at se efter.

Nu var der jo så åbent. Og - hurra - vi kan se frem til nogle uger, hvor vi ikke spiser voldsomt meget andet end kartofler og jordbær fra dalen.

Hvor mange dage, der har været åbent, fik jeg ikke spurgt om.

Men det kan ikke være længe, hvis jeg skal dømme efter mængde kontra pris.

Jordbærrene var kun et par kroner dyrere pr bakke end jordbær fra føtex.

Men kartoflerne ... !

Kartoflerne står i papirsposer lige til at tage. Og der er så angivet en pris pr pose, men ikke nogen vægt. Smart. For så kan man jo variere mængden i poserne efter behov i stedet for at pille ved prisen. På den måde køber man den første uges tid reelt halve poser kartofler til samme pris, som man nogle uger senere betaler for en fuld pose ... 

Det er ret godt regnet ud. Og de smager jo fantastisk godt, kartoflerne, så selv om man taber underkæben, hvis man forsøger at regne kiloprisen ud (det skal man altså lade være med), så er vi mange, der hvert år i sæsonen troligt kører 2 x 10 kilometer flere gange ugentligt for at købe friske og lækre - og vildt dyre - kartofler.

Derfor kalder jeg dem for honnør-kartofler. For til den pris burde man gøre honnør og spise dem stående i retstilling ...

I prisklassen lige under trøfler ...

onsdag den 20. juni 2012

Knud er død


- Hej, det er Henning, lød det, da jeg tog telefonen på kontoret idag.

- Hej?

- Jah altså, du ved, Knud ikk'? Jeg ringer bare for at sige, at han er død. Jeg syntes, I skulle vide det.

Derefter fulgte lidt detaljer om hvor og hvornår med hensyn til begravelsen.

Og så sad jeg der - bum - og måtte lige tage en ekstra dyb indånding.

Jeg kendte egentlig slet ikke Knud, men jeg har nok snakket i telefon med ham cirka 1000 gange, da han var kontaktpersonen hos en af Verdensfirmaets kunder. Så det var lidt trist. Knud døde af cancer. Havde en lang sygdomsperiode for et par år siden. Blev erklæret rask. Begyndte igen at arbejde. Men røg så pludselig ned igen, og denne gang gik der ikke lang tid, før Knud var væk. Helt væk.

Da Henning havde snakket færdig med mig, måtte jeg fortælle de andre i Verdensfirmaet om dødsfaldet. De andre, som næsten alle i perioder har arbejdet tæt sammen med Knud for at løse forskellige opgaver.

De tog det tungt. De, som ellers normalt er både højtråbende og larmende, blev helt stille og forsagte.

- Det gik godt nok hurtigt, mumlede en af dem.

- Han blev ikke ret gammel, vel? pippede en anden.

Og så bredte stilheden sig. Ingen gad at spille bordfodbold, og ingen havde trang til at fyre smarte bemærkninger af. Det var som om, alle skuttede sig og tænkte, at det kunne være dem. Fem, ti eller femten år frem i tiden.

Så der bliver sikkert kysset lidt ekstra på konen og ungerne i de små hjem iaften. For lige med et skønner man meget mere på nuet, og det man har.

På den måde gjorde Knuds alt for tidlige død måske en lille smule godt?

Det håber jeg.

mandag den 18. juni 2012

Hækklipning som det sig hør og bør


En gang i sidste uge proklamerede Gemalen, at han ville klippe hæk i weekenden. Altså den forgangne weekend.

Det blev ikke til noget.

Lørdag morgen havde det regnet om natten, og hækken var våd. Da han senere på dagen kom hjem efter at have været ude at cykeltræne, var der cykelløb i fjernsynet. Den historie gentog sig søndag ...

Heldigvis har vi ikke ret meget hæk. Kun i den ene side af vores indkørsel. Og der er er ikke ret mange andre end os selv til at kigge på den. I princippet kunne jeg godt klippe den, da det alligevel er mig, der kommer til at rydde op efter endt klipning. Men jeg synes jo, det er så udmærket, hvis Gemalen gør det. Dels går det hurtigere, dels kan han stadig løfte armene efter endt arbejde, hvilket jeg omvendt ikke kan. Det foregår nemlig pr håndkraft. Jo sgu!

Idag har det ikke regnet, men stået ned i stænger. De næste dage er Gemalen ikke hjemme, og i weekenden har vi andre planer, så hækklipningen er udskudt på ubestemt tid.

Det gør ikke så meget.

Min far vil ganske vist hæve et øjenbryn og minde mig om, at hækken bør være klippet inden Sankt Hans.

Fordi. Ja bare fordi, det er jo sådan,det sig hør og bør.

Vi lever med det.

Ikke som den gang for meget længe siden, hvor jeg boede med min daværende mand i et sødt lille rækkehus i Gentofte.

Det var en lillebitte, lukket vej med kun 12 huse.

Vejens konge hed Gertrud.

Det vil sige, det gjorde hun ikke, men hun kunne have gjort det.

Og Gertrud styrede vejen med fast hånd.

Hun var den sødeste og mest hjælpsomme dame, man kunne tænke sig. Og jeg holdt meget af at komme til te hos hende. Men hun så også gerne, at man til gengæld rettede ind og fulgte hendes anvisninger.

For eksempel med hensyn til hækklipning.

Vejen havde en fælles hækklipper, og Gertrud sørgede for, at alle fik klippet deres ligusterhæk - ja, for det var det jo - inden Sankt Hans.

Først klippede hun selv hæk. Altså, hendes søde tøffelhelt af en mand gjorde det.

Derefter spurgte hun sig for, indtil hun fik overdraget hækklipperen til en sagesløs nabo. Med besked på, at nu var der jo ikke så længe til Sankt Hans, og der var jo flere, der skulle bruge hækklipperen, så vedkommende ville nok være venlig ikke at være for længe om at klippe sin hæk, så hækklipperen kunne gå videre.

Anede hun undervejs en vis stilstand, ændrede hun taktik. Og fortalte en anden nabo - fx os - hvor vi skulle henvende os for at overtage hækklipperen. På den måde fik Gertrud skubbet til os, så vi kunne skubbe til den formastelige, der lå inde med den.

Det kunne være ret irriterende - for nu at sige det diplomatisk ...

Men det virkede jo, og havde Gertrud levet i en anden tidsalder, var hun garanteret blevet en stor kanon et sted, hvor hendes evner som organisator og indpisker kunne være kommet til deres ret. I stedet måtte hun nøjes med at herse lidt rundt med beboerne på en lille bitte vej, hvilket i bund og grund var spild af talent.

Nu sidder hun på en lyserød sky og har forhåbentlig så travlt med at drikke te og kommandere rundt med både ærke- og basunengle, at hun ikke har tid til at lægge mærke til, at vi altså ikke når at klippe hækken til tiden i år.

Inden Sankt Hans som det sig hør og bør.

fredag den 15. juni 2012

En efterårsdag i juni


Jeg ønsker at klage!

Synes, at NU må det være på sin plads at klage, for det kan bare ikke blive ved at gå.

Det er selvfølgelig danskernes brok-emne nummer ét, vejret, altså møg-vejret, jeg er utilfreds med.

Og hvem er ikke det?

Det er koldt, blæsende og ind i mellem alt for vådt.

Da vi i weekenden havde besøg af amerikanske Liza, så vi kun glimtvis solen, og hun måtte låne både regnfrakke og gummistøvler og så iøvrigt fryse med anstand. Hun drager nu tilbage til sin varme sydstat og vil sikkert for altid være overbevist om, at der er så hundekoldt og vådt i Danmark, at det alene kunne begrunde hendes oldefars udvandring til Amerika ...

Det er, hvad det er.

Hvad med os andre stakler, der på grund af skole, arbejde og manglende ferie er nødt til at blive hjemme i køleskabet?

Mine sandaler er sat væk. Jeg har strømper, lange bukser og langærmede bluser på igen. Bevæger mig kun udendørs iført trøje, jakke og tørklæde. Alligevel sniger kulden sig ind og sætter sig som myoser i nakken.

Det er bare ikke i orden!

I aftes var jeg nødt til at hente en ulden plaid og lægge over min sommerdyne. At gå til yderligheder og skifte tilbage til en helårsdyne nægtede jeg trods alt. Det er jo juni, sgu! Gemalen syntes, jeg var lidt pivset. Men der var faktisk noget om snakken. På DMI's hjemmeside står, at der var rim på græsset i Isenvad her til morgen. Og det er jo lige i nærheden. Nærmest i vores baghave. Så det var koldt. Urimelig koldt.

Heldigvis kan vi da selv bestemme, at vi ikke lukker for varmen. Gemalen var ellers lige ved at gøre det, dengang i Pinsen, hvor vi havde fornuftig sommer. Men han kom til at lukke for det varme badevand og fik en tur under den kolde bruser. Siden da har der ikke været tale om at lukke for hverken den ene eller den anden hane ...

Og vi blegner. Selv Pigebarnets meget sunde bornholmer-kulør er på retræte. At mine arme drysser, når jeg skifter tøj er en anden historie. Hvis der ikke sker noget drastisk med vejret meget snart, ender vi lige straks som vinterhvide maddiker, energiforladte og småsure.

Så vil nogen venligst skrue op for solen og varmen igen?


Nu!

En fordobling af den nuværende temperatur vil passe mig godt, men hvis det er svært at ramme, er det også okay.

Og jeg lover at prøve at lade være med at brokke mig, hvis vi om en uge sidder og stønner i 30 grader, mens sveden springer, og tøjet klæber.

Altså at prøve ...

tirsdag den 12. juni 2012

Have-undren haves


Både Pigebarnet og jeg har været slatne og uarbejdsdygtige de sidste par dage. Men da det klarede op, både vejr- og helbredsmæssigt hen over frokost, gik jeg lidt i haven.

Der var dejligt. Fuglene fløjtede, og brumbasserne summede tæt og dannede et fint lille lydtæppe. Det var så inden, en af naboerne startede plæneklipperen ...

Det hele er vokset meget i den sidste tid, og alt - næsten alt - står nu så tæt, at der vil gå ren molboerne og storken i det, hvis jeg forsøgte mig med nogen særlig lugning midt i mit staudebed. Så det undlod jeg. Og undrede mig over, at der stadig ikke er nogen, der har opfundet en eller anden form for mission impossible anordning, der kan hejse en ind, så man kan luge hængende over sit bed i stedet for at trampe alt ned. Ideen er hermed givet videre til fri afbenyttelse, og jeg melder mig gerne som frivillig testpilot.

Desuden undrede jeg mig - igen - over nogle blomster i mit bed, som jeg bestemt ikke mener, at jeg selv har sået. Og så er det jo underligt, hvor de kommer fra. På den anden side fyger der jo meget ugræs over hegnet, som man siger, så det ville da være helt fint, hvis der også kom pæne blomster flyvende. Jeg tror, efter at have konsulteret havebøger og Google, at der er tale om fingerbøl: Gule bliver de vist. Og nu kan jeg godt ærgre mig en del over, at jeg har luget så mange væk i min uvidenhed.

Derfor er jeg også ret påpasselig med, hvad jeg luger væk. Altså der, hvor jeg kan nå det. Ude i kanten. Der skal helst ikke ryge alt for mange 'rigtige' blomster. Heller ikke selvom de står hulter til bulter i et kaos skabt af flere års selvsåede stauder og sommerblomster. For mens nogen nok ville synes, det er mere kaos end skønt, så synes jeg selv, at det er helt fint, og jeg kan efterhånden kende de fleste gengangere. Men som nævnt ikke de nye, vel. Og så er det jo, at jeg må undre mig igen. For hvordan i hede hule H har jeg kunnet finde på at strø blandede sommerblomster ud over et hjørne af bedet?? Ikke alene har jeg sået nye - forskellige - blomster, hvis små kimblade jeg ikke kender. Jeg har dælen dundre mig s-t-r-ø-e-t dem ud over et kun næsten ukrudtsfrit område. Så nu har jeg ikke en kinamands chance for at finde ud af, hvad der er krudt og hvad der er ukrudt, før blomsterne blomstrer, og ukrudtet opfører sig ukrudtagtigt.

Og sådan kunne jeg blive ved. Men egentlíg gør det ikke noget. Den dag, der ikke er mere at undres over, bliver det vist ulidelig kedeligt.



Med lidt god vilje kan man vist godt se humlebien ...

mandag den 11. juni 2012

Hurra for amerikanske grandtanter


Vi har haft sjovt og spændende besøg i weekenden.

Af Liza, en amerikansk pige - ung dame - som vi overhovedet ikke kendte på forhånd.

Men Lizas farfar var fætter til min x-svigermor.

Så derfor.

Nej altså: Denne farfar havde/har en bror (farfaren er død, broderen lever), som er gift med den mest fantastiske dame. En - nu ældre - dame, der på den mest forbløffende vis rummer og holder sammen på alle tænkelige og utænkelige familierelationer i flere generationer. Så selvom der kom en skilsmisse på tværs, har hun holdt kontakten, og jeg har besøgt dem i Texas med både tidligere mand og nuværende Gemal og Pigebarn.

Da Liza besluttede af bruge et år på at undervise spanske børn og unge i engelsk, gik hun - ikke Liza men grandtanten - straks i aktion og banede vejen for, at Liza ville blive taget godt imod, hvis hun dristede sig til Danmark.

Og Liza dristede sig virkelig til Danmark, hvilket jeg faktisk synes er ret sejt i betragtning af, at hun altså ikke selv kendte hverken os eller nogen andre ...

Først København og lørdag kom Liza så til det midtjyske.

Med bus og færge. Færgen var et hit, for det havde hun aldrig prøvet før.

Den jyske del af Lizas familie havde ikke kunnet finde plads i kalenderen, så i stedet var det min opgave at finde tilbage til nogle af Lizas rødder. Hvilket jeg gerne ville, men ikke følte mig helt klædt på til, da det dels ikke var min egen familie, dels var 25 år siden, jeg var blevet skilt fra den.

Men lidt kunne jeg huske, og da Liza desuden har efternavn efter en lille midtjysk by, begav vi os afsted ud i den danske sommer. Som ikke særlig gæstfrit bestod af gråvejr, støvregn og ruskregn ...

Vi fandt Lizas lille landsby, som bestod af cirka 17 huse og en lille kirke. Så vi stoppede ved kirken og var heldig at kunne komme ind, og Liza fik et indtryk af en gammel landsbykirke, hvor nogle af hendes forfædre sikkert en gang har siddet og bedt om godt vejr til afgrøderne.

Derfra tog vi til en lidt større nærtliggende by, hvor jeg vidste, at nogle senere og måske endda nogle af de nulevende familiemedlemmer boede. Hvad jeg ikke vidste var, at Lizas tipoldefar havde været præst i netop den by og derfor lå begravet sammen med sin kone helt klos op ad kirken. Med en stor flot gravsten.

Liza blev helt stille af benovelse og følte nok historiens vingesus vifte sig i nakken ...

Dermed var dagen reddet, og så gjorde det ikke små meget, at det regnede for meget til, at vi gad at bestige Himmelbjerget og bare nøjedes med at vælge the scenic route hjem til aftensmad og landskamp i fjerneren.

Søndag opførte vi os som amerikanske turister og susede da lige ud og så Vesterhavet på vej til København, hvor vi skulle aflevere den unge dame igen. På vejen østpå nåede vi et stop i Jelling for at se på runesten og kæmpe gravhøje. Derefter var det egentlig meningen, at vi ville have været en tur forbi H.C.Andersens Hus i Odense, men det lukkede allerede klokken fire, så det nåede vi desværre ikke. I stedet fandt vi en lækker café på havnen i Middelfart. Her nød vi udsigten over Lillebælt, mens vi drak kaffe og spiste store kager. Liza supplerede desuden med en øl, da hun pludselig nævnte, at hun slet ikke havde smagt dansk øl. Og så måtte det jo prøves ...

Oven på det var det kun med nød og næppe - og en hel snak, at Liza holdt sig vågen helt til afleveringen i København.

Vi sagde farvel med store knus.

Og vi har fået os endnu en dejlig transatlantisk forbindelse, som vi - måske især Pigebarnet - vil kunne få glæde af en gang i fremtiden.

Hurra for amerikanske grandtanter!


På jagt efter rødderne


torsdag den 7. juni 2012

Det talende hus


Noget af det bedste ved at være alene hjemme er stilheden.

Det kan også være noget af det værste ...

Når jeg er alene hjemme mangler det sædvanlige støjtæppe. Pigebarnets stort set uafbrudte snak, sang og trallen, musik fra især computeren og generel støj fra fjernsynet.

Jeg elsker, når der er så stille, at jeg kan høre fuglene synge udenfor. Og en enkelt udrykning i det fjerne.

Men pludselig kan jeg få det lige modsat og hade, når der bliver så stille, at jeg kan høre mig selv tænke.

Og huset tale ...

Vi bor nemlig i det talende hus.


Til daglig lægger man ikke mærke til det. Simpelthen fordi man ikke kan høre det. Men også - må jeg nok indrømme - fordi det ingen betydning har for mig, når Gemalen er hjemme.

Men når jeg er helt alene hjemme, eller når jeg alene hjemme med Pigebarnet, og hun sover, så bliver det pludselig meget tydeligt.

For det første er der ismaskinen i fryseskabet. Om dagen hører jeg ingenting. Men sent om aftenen hopper jeg i stolen, hver gang der losses isterninger ud og suges vand ind. Det lyder som om der bliver læsset kampesten af i indkørslen.

En anden ting er vores varmesystem. Der er noget - rørene? - der giver sig højlydt, når lukkes op og i for gennemstrømningen af det varme vand. Det er især galt ved store temperatursving mellem dag og nat. Gonk, siger det. Gonk, gonk!

Dertil kommer selvfølgelig alle diverse-lydene. Tørretumbleren, som jeg har glemt. En kat, der lusker forbi i gruset under soveværelsesvinduet. Eller sne, der rutcher ned fra taget.

Eller - argh - et enkelt brag i et andet rum. Hvor Fruen dør lidt af skræk og ikke tør se efter, men heller ikke tør lade være ... Og så er det et stort maleri i en tung ramme, der har valgt netop denne sene aften til at falde ned. Det er kun sket en enkelt gang, men for hulan ...

Det allerværste er imidlertid den ganske lille, men tydelige klik-lyd, der kommer ude fra el-skabet, når det automatiske udelys tænder. 

Jeg hader den lyd.

Selvfølgelig ved jeg godt, at det sikkert bare er en dum kat eller en natsværmer, som har aktiveret sensoren.

Men hvad nu, hvis det ikke er??

Gys!

Det er godt, Gemalen kun meget sjældent er væk i mere end ganske få dage af gangen.

onsdag den 6. juni 2012

Svingdør


Gemalen tog til Harzen lørdag morgen. Pigebarnet drog til Bornholm mandag formiddag. Igår kom Gemalen hjem. Nu er han på vej til staden og skal videre til Bornholm imorgen. (Ja, også han). På fredag kommer de begge to hjem igen. Selvfølgelig ikke samtidig.
 
Midt i det hele står jeg med blafrende hår og føler mig som en mellemting mellem en tjenestepige og en svingdør.

Tjenestepige, fordi jeg har brugt ret meget krudt på at sørge for, at Pigebarnet fik det helt rigtige tøj med. Det var ikke lige meget, hvilke klude, der kom med, skulle jeg hilse og sige ... Og af Gemalen så jeg næsten kun røgen. Det eneste, der var tilbage, var en bunke snavset cykeltøj.

Svingdør, fordi det nu er anden gang på tre dage, at jeg er alene hjemme. Og jeg spekulerer på, om det der alene-tid også kan blive for meget af det gode?

Det kan det selvfølgelig. 

Men det er altså ikke endnu.

Det er heldigvis stadig skønt selv at sætte tempo og dagsorden uden at skulle skele til andres ønsker, behov og sengetider.

Så jeg kan spise aftensmad, mens jeg læser krimier eller blogindlæg. Noget der selvfølgelig er bandlyst, når Pigebarnet er hjemme, og jeg nødvendigvis må prøve at lade som om, jeg ved, hvad der er gode rammer for indtagelse af hovedmåltider ...

Og jeg kan rydde op eller lade være. Og vælger sjovt nok det sidste, selv om det nok skal hævne sig allersenest i overmorgen, når tropperne vender hjem.

Men pyt, det er der jo længe til.

søndag den 3. juni 2012

Mobil-limbo


En gang i mellem kunne jeg godt ønske mig tilbage til de gode gamle dage.

Til den gang, hvor man kommunikerede pr. brev. 

Hvor der gik uger, hvis ikke måneder, før der kom brev hjem fra den til Amerika udvandrede søn. Og når der stod i brevet, at han havde det godt, så kunne han i virkeligheden for længst være død af skalpering, lungebetændelse eller mæslinger. Men det var der ingen, der vidste ...

Nu er der hul igennem til hvem som helst, hvor som helst og når som helst.

Og det er jo godt.

Bortset fra når der ikke er. 

For så er Fanden løs.

Gemalen er i Harzen for at cykeltræne med motionsklubben. Han tog afsted lørdag morgen, meget tidligt. Så vi sagde farvel fredag aften, og mens Gemalen blev forvist til gæsteværelset, indtog Pigebarnet hans plads i ægtesengen. På den måde kunne han liste op og afsted uden at vække os andre.

Men så var det jo meningen, at han skulle ringe og melde sig vel ankommet til Harzen. 

Det gjorde han bare ikke. 

Han ringede heller ikke om aftenen, og vi kunne ikke komme igennem til ham, så Pigebarnet fik ikke sagt godnat og var dybt utilfreds. Jeg slog det hen, at han nok havde haft for travlt. Havde været ude at spise. Var blevet for træt. Og så videre.

Her til morgen ingenting. Hverken opkald eller bare en enkelt lille sms. Nu begyndte det at blive underligt, for nu kunne hverken travlhed eller træthed forklare noget som helst. Pigebarnet blev mere og mere rundt på gulvet. Hvorfor ringede hendes far ikke, og hvad nu hvis hun slet ikke fik snakket med ham, inden turen til Bornholm. Det var på ingen måde til at holde ud.

Da min kusine netop havde fortalt, at hun havde tabt sin mobil i toilettet, begyndte jeg at tro, at noget tilsvarende var sket for Gemalen.

Midt på eftermiddagen ringede Gemalen. Fra en lånt mobil.

Hans mobil virkede ikke. Ville han bare fortælle ...

Og så snakkede han kort med Pigebarnet, der bagefter sagde med lille stemme:

- Så var han ikke død alligevel.

Det havde jeg jo heller ikke troet, men desværre havde jeg heller ikke forestillet mig, at Pigebarnet var kommet så langt ud i tovene. Så vi måtte have os en lille snak om tyske sygehuse og internationalt politi-samarbejde og det stort set umulige i at omkomme upåagtet i nærmeste udland. 

Cirka tyve minutter senere ringede Gemalen igen.

- Nu virker min mobil igen, meddelte han glad. Jeg skilte den ad og samlede den igen. Det var vist bare sim-kortet, der sad løst.

Godt så. Hvorfor der skulle gå 1½ døgn, før han fandt på først at låne en anden mobil og dernæst reparere sin egen vil til evighed stå hen i det uvisse ...

Det er nok alligevel meget godt, at Pigebarnet slet ikke må have sin mobil med til Bornholm, for så slipper jeg da for at bekymre mig om, hvorfor hun ikke giver lyd fra sig.