Gemal indlagt efter hustruvold!

Åh altså!

Gemalen er indlagt efter et gement tilfælde af hustruvold ...

Og Fruen, hun har lidt dårlig (læs: næsten sort) samvittighed.

Når den dårlige samvittighed ikke er helt kulsort, skyldes det, at det var et uheld.

Endda et meget uheldigt uheld.

Der er nemlig tale om en følgeskade. En skade på en skade, hvor Fruen ikke har andel i den oprindelige skade. 

Og så er jeg jo lidt undskyldt. Synes jeg selv.

I sidste uge skulle Gemalen og kollegerne teambuilde lidt. Eller hvad det nu var. Og tog hen et sted, hvor man kunne lege, at man var et bordfodboldspil. Don't ask, jeg forstår det stadig ikke helt. I hvert fald var Gemalen bundet/spændt sammen med de andre i et snedigt snoresystem, og da han så mister balancen, kan han ikke tage fra og lander - tju-bang - lige på ryggen og knalder baghovedet i gulvet og slår sin albue, så blodet flyder.

Stor opstandelse, men så alligevel heller ikke mere, for Gemalen rejste sig jo macho-agtigt op og deltog i det videre forløb. Næste dag måtte Gemalen dog en tur forbi lægen, som beordrede en dags ro til det rystede hoved og nyt plaster til albuen, som egentlig skulle have haft en klemme.

Og det var så det.

Lige til sidste nat, hvor jeg basker til den højtsnorkende Gemal og uheldigvis lige præcis rammer albuen.

Som i morges pludselig var hævet og øm. I en grad, at Gemalen drog afsted til lægen. Hvorfra jeg så måtte hente ham, fordi han havde fået armen i slynge og ikke selv kunne køre hjem. På vejen nåede vi også forbi apoteket efter penicillin til den betændte slimsæk. For sådan lød diagnosen: Hævet, betændt slimsæk. Ikke brud eller splinter fra faldet, som jeg havde frygtet.

Og det var så det.

Lige til midt på eftermiddagen, hvor Gemalen ringer og spørger, om jeg ikke kan få fat på lægen, for det gør altså forfærdelig ondt. Efter lidt parlamenteren frem og tilbage med først lægesekretæren og derefter lægen (som heldigvis var hende, der havde set Gemalen om formiddagen), blev vi enige om, at jeg fluks skulle bringe ham ned til hende igen. 

Hjem og hente Gemalen, som virkelig var meget dårligere end et par timer tidligere. Og blev endnu dårligere hos lægen, som hurtigt blev enig med sig selv om at sende ham ned på akutklinikken på sygehuset.

Her var der vagtskifte, og efter en lille times venten havde Gemalen kun fået taget en enkelt blodprøve. Så der var lange udsigter, og jeg overlod ham til sin egen skæbne for at køre Donnaen til ballet. Hvorefter jeg susede tilbage og netop nåede frem midt i undersøgelsen. Der mundede ud i indlæggelse, fordi man ville operere for at fjerne betændelsen. 

Gemalen blev puttet i hospitalstøj og kom i en rigtig seng. Og der lå han så og ventede på at blive kørt op på afdelingen, da jeg igen for afsted, for nu at hente Donnaen. 

Så hjem og pakke tandbørste og rene underbukser og afsted igen. På K2 var Gemalen ikke at finde, men man ventede ham op. Et telefonopkald fortalte imidlertid, at han ville ryge direkte fra akutklinikken til operationsbordet, så Donnaen og jeg susede ned og nåede heldigvis frem lige før afgang.

Den betuttede Donna fik sit godnatkys, og så vinkede vi ellers pænt farvel, da Gemalen blev trillet afsted med.

Lige nu sidder jeg så og håber på, at Gemalen når at komme fra opvågning og op på afdelingen og giver mig et lillebitte livstegn, inden jeg skal i seng.

Og den næste uges tid vil jeg nok prøve at lade være med at skubbe for meget til Gemalen om natten ...

Fifty Shades of grumset-hvid - brobyggeri III

Det kunne handle om sne. Men det gør det ikke. Ikke ret meget i hvert fald.

Men om tænder igen-igen.

Min tandlæge stak mig i sidste uge et visitkort i hånden og sendte mig forbi en dental-klinik for at få lavet en farveprøve til min bro. 

Det blev så igår. Donnaen var med, for det passede lige med at hente hende fra skole.

- Er det her? spurgte hun skeptisk, da vi stod uden for en ydmyg dør og dernæst trådte ind i en ikke særligt mondæn opgang.

En grel kontrast til min tandlæge,  som - primært på grund af mig - har råd til at bo på en af byens dyre adresser i en flot, nyrenoveret, gammel lejlighed. Med stuk i loftet og vinduer med glasmosaikker i jugend-stil.

Det var det. Oppe på første sal kom vi ind i et mennesketomt lille venteværelse, der gik næsten ud i et med et større lokale, hvor der på et par store borde stod cirka en million underlige dimser, æsker, pensler, bøtter med farver og andre sære ting i tilsyneladende kunstnerisk uorden.

En mand materialiserede sig ud af den blå luft. Han havde nok siddet gemt på den anden side af de store borde, men jeg er ikke sikker. Og jeg fremførte mit ærinde. Det var okay, sagde han med ubestemmelig accent. Rodede længe rundt mellem de mange bøtter, til han til sidst fandt den med mit navn på. Og så forsvandt han på samme måde, som han var dukket op, mens jeg følte mig som medvirkende i en mærkelig film.

Et øjeblik efter kom manden - dentalteknikeren går jeg ud fra - tilbage med et kæmpestort kamera i hånden. Der skulle tages billeder af mine tænder, og jeg blev trukket hen i den modsatte ende af lokalet til en bar-stol foran det eneste stykke fri væg. Og med en lille bøjle-ske-dims til at trække læberne væk blev der taget en række billeder. Fra begge sider, for som dentalteknikeren sagde:

- Der er jo ikke så mange tænder i den ene side, så jeg er nødt til også at tage billeder af den anden side.

Det er altid godt at få tingene grundigt forklaret, men netop det med de manglende tænder var jeg altså klar over ...

Efter velgennemført foto-shoot var det tilbage til vinduet ved indgangen.

Donnaen havde nu forladt sofaen for at følge slagets gang på nærmeste hold.

Dentalteknikeren satte sig godt til rette i vindueskarmen. Placerede mig så tæt på som det var muligt, uden at jeg skulle sidde på skødet af ham, og fandt et par farvepaletter frem.

Tænder i alle nuancer forståes. 

Fra Hollywood-stjerne-kridhvid til nikotin-ødelagt gulligbrun.

Og så blev der kigget og sammenlignet. Den ene mere eller mindre hvide porcelænstand efter den anden.

Hvorefter det - i det ubarmhjertige dagslys - kunne konstateres, at mine tænder nok bedst kan betegnes som grumset-hvide. Samme farve som gammel sne på Vesterbro.

- Mor, du har grimme tænder, fastslog Donnaen uden nåde.

- De er nu meget almindelige sagde dentalteknikeren diplomatisk.

Eller var det nu særlig diplomatisk? Jeg havde nok foretrukket, at han bare havde holdt mund.

Og det var så det. I næste uge får jeg min bro, og jeg vil så for altid bære vinteren i min mund.

Men foråret i mit hjerte.

Eller noget ...

Gammel sne i indkørslen.
Lidt for blåt til rigtigt at passe til mine tænder ...

(?)onfirmation

Konfirmation er for mange unge (læs: store børn) en helt naturlig ting.

Enten fordi det er en selvfølge at bekræfte sin dåb, eller fordi man bare følger flertallet uden at gøre sig de helt store tanker om hvad og hvorfor.

Og så er der dem, der tænker længe over tingene i håb om at komme til en velovervejet beslutning om til eller fra.

Donnaen har hørt til sidste kategori.

Hun har tænkt og tænkt. Diskuteret med sig selv. Meldt til. Og fra.

Hendes gamle forældre har sagtens kunnet forstå hende. Men ikke været til megen hjælp. 

Vi har dog spændt det sikkerhedsnet ud under hende, at hun uanset hvad nok skulle få sin fest. Så det ikke blev tanken om manglende fest og manglende gaver, der gjorde udslaget.

Da Fruen i sin tid selv gik til præst, var der ingen konfirmationstvang, men alternativet var ingenting. Og det ville være at omgås sandheden lemfældigt at påstå, at det ikke betød en hel del (læs: rigtig meget), da valget blev truffet.

Og så har vi insisteret på, at Donnaen gik til præst, så hun vidste, hvad det var, hun sagde nej til, hvis hun sagde nej.

Det gjorde ikke Donnaen klogere. Konfirmationsforberedelserne har - sørgeligt nok - ikke flyttet noget som helst. Og længe så det ud til, at Donnaen valgte fra.

Til sidst skulle der dog træffes et valg, så invitationerne kunne komme afsted.

Nu har Donnaen valgt at blive konfirmeret. 

Hvad der helt præcis gjorde udslaget, kan der gisnes om, men sikkert er det i hvert fald, at det var lidt trist at opleve alle de andre gå i selvsving over kjoler og sko og tilbehør og dit og dat.

Det er sjovere selv at gå i selvsving.

Så det gør vi nu.

Det er også nødvendigt. For vi har lidt travlt. Hvad andre har brugt halvandet år på at planlægge, skal vi klare på cirka to måneder.

Men én ting har vi styr på (rolig: vi har styr på lidt mere end det), og det er farven på servietterne ...

Servietterne skal være limefarvede - og noget andet.

Mode-Pose-Donna

Det der mode kan være lidt en balancegang.

Man skal være smart uden at være for avanceret. Ligne de andre uden at plagiere og samtidig køre sin egen stil.

Det er i sig selv svært nok at håndtere.

Læg der til konstant finansielt lavvande, irriterende restriktive forældre og dødsyg provins, så er det klart, at det kan føles lidt op ad bakke.

Bevares, meget kan hentes hjem via nettet, men det er jo ikke det samme som at ose rundt i hovedstadens modetempler.

Så da det blev vinterferie, mente Donnaen, at en tur til staden for at shoppe var på sin plads. Det blev bevilget (moderen er relativt nem at lokke), og Donnaen ramtes af akut arbejdsiver, der skulle afhjælpe den monetære krise. Lidt fik hun skrabet sammen, og så var hun klar.

Hun havde en plan:

- Vi skal i Ax/?#ghz & F!#?zz, meddelte hun.

- ??

- Ax/?#ghz & F!#?zz.

- Hvad er det? spurgte den småtbegavede mor.

- En modebutik selvfølgelig! Jeg kan bare ikke helt udtale navnet.

- Og hvor ligger den så?

- I København et sted. Niece 3 og Niece 5 siger, at den er helt vildt nice. Og de har en hel masse der inde fra.

Her blev mobilen hevet frem og en række billeder på facebook af Niece 3 brugt som bevisførelse. Billederne gav samtidig bogstaver nok til, at Donnaen kunne google sig til både butiksnavn og adresse.

Abercrombie & Fitch, Købmagergade.

Moderen var helt blank og følte sig både gammel og provinsiel.

- Deres ekspedienter er megalækre, fortalte Donnaen videre, da vi sad i toget på vej til Nørreport.

- Hvor ved du det fra, spurgte moderen undrende.

- Det siger Clara Amalie fra dans. De går i bar overkrop, og de har six pack, sukkede Donnaen henført, mens hun kiggede ud på de snedækkede landskaber, og temperaturen på mobilen viste minus 7 grader ...

Vi nåede frem til Nørreport og vandrede ned ad Købmagergade. I isnende kulde. Passerede Kultorvet og Rundetårn, og Donnaen begyndte at blive utålmodig. 

Men dér lå det så, med en bevidst anti-flashy og mørk facade. Og vinduerne fyldt med gamle ski og snesko. Ikke lige hvad Donnaen havde forventet, men spændende, spændende.

Indenfor var der noget dystert. Og ekspedienten havde skjorte på. Men der lugtede godt ...

Dame- (læs: pige-)afdelingen var ovenpå. Her var desværre kun kvindelige ekspedienter, belysningen stadig noget dyster, og så var der så mange spejle, at Donnaen måtte tage to omgange, før hun overhovedet var i stand til at orientere sig. (Moderen følte sig hensat til den gamle spejlsal i Tivoli og forsøgte  bare at følge med).

Men så tog Donnaen revanche. 

Og rev ned fra hylderne.

Måtte dog ret hurtigt erkende, at der kun kunne blive råd til en enkelt sweatshirt-trøje, en hoodie også kaldet ... Kedelige mor var nemlig ubøjelig og nægtede at bidrage med noget som helst og betale dobbelt- eller trippelpris for noget, som i hendes mode-utrænede øjne så ret almindeligt ud.

Efter nogen diskussion - med sig selv - besluttede Donnaen sig dog. Betalte og fik sit bytte udleveret i en pose.

Oh, hvilken pose! 

Med billede af torsoen af en temmelig afklædt ungersvend - med six pack.

Nu var Donnaen igen næsten blanket af, København var stadig isnende kold, og ret hurtigt opgav vi den videre færd.

På vej tilbage i toget til det nordsjællandske - med den afklædte torso-pose på skødet - funderede Donnaen over tingene:

- Det var vist ikke vinter, da Clara Amalie var derinde.

- Næh, det var det nok ikke.

- Vi tager der ind igen til sommer, ikk'?

***

Siden hjemkomsten til det midtjyske har posen stået til pynt og skue på Donnaens skrivebord. Og det er vist lidt ærgerligt, at vejret er for dårligt til at bruge den til skoletaske ...

Oh, hvilken pose!

Brobyggeri II

Nu sidder jeg igen og venter på at få førligheden i min tunge tilbage.

Brobyggeri - etape 2.

Det tog kun cirka 20 minutter i stolen, men bedøvelsen er, her flere timer efter, overhovedet ikke forsvundet.

Irriterende.

At jeg lige nu ikke kan drikke kaffe uden at savle.

At jeg for tiden skal bruge så meget tid på at gå til tandlæge.

At det koster en hulans masse penge, som jeg sagtens kunne bruge på alt muligt andet, der var meget sjovere.

At mine tænder generelt er i så dårlig forfatning, at det rask væk fyger mig om ørerne med gloser som krone, implantat og bro, hver gang jeg er til tandlæge.

Det sidste er selvfølgelig det værste,og noget jeg er ret utilfreds med. For nu at sige det mildt.

Og det allerværste er næsten, at det udelukkende er gamle skader.

Jeg kan slet ikke huske, hvornår jeg sidst har haft et helt almindeligt hul. Og faktisk får jeg ros af min tandlæge.

Det ændrer dog ikke på, at der næsten altid er noget med en utæthed eller en revne under en eksisterende plombe. Eller en tand, der er knækket på grund af spændinger fra en fyldning, der har 'arbejdet'. Og så har vi balladen igen-igen.

Irriterende. - Og tarveligt.

Det er prisen for at være født helt der langt ude på landet, hvor skoletandlægen først blev opfundet, efter jeg var begyndt i skolen. (Og som derfor kun dækkede de børn, der startede i skolen efter dette tidspunkt). Så jeg er aldrig blev udsat for flourskyldning og kollektiv tandbørste-undervisning. Selvfølgelig fik jeg da stukket en tandbørste i hånden som lille. Og selvfølgelig blev jeg slæbt med til familiens tandlæge. Men at bruge tandbørsten lærte jeg åbenbart ikke, og tandlægen havde vist mere travlt med at udbedre allerede opståede skader end med at forebygge nye. Og derfor lærte jeg først at børste tænder - sådan rigtigt, da jeg som 20-21-årig fik en god københavner-tandlæge. 

Men da var skaden li'som sket.

Irriterende. Tarveligt. - Og ærgerligt.

Skal jeg finde på noget som helst positivt, må det være, at Donnaen næppe kommer til at opleve det samme. Hun har, netop på grund af moderens dårlige erfaringer, fået børstet tænder fra før, der var andet end gummer at børste. Hun bruger - som den eneste i familien - tandtråd per automatik, og hun æælsker at komme til tandlæge.

Så måske er der virkelig ikke noget, der er så skidt, at det ikke er godt for noget ...

Endnu en bro. Kædebroen i Budapest.

Enlig vintergæk gør intet forår

Jeg har set én vintergæk.

Og én erantis.

Ikke i min have altså. For der hærger fimbul-vinteren stadig. Jeg har lige set efter. Og nix; ikke antydningen af forår nogen steder. Der ligger stadig sne, og det eneste, jeg kan se, er, at rådyrene hygger sig, når vi vender ryggen til. Vi har set dem nogle gange, men det hører stadig til sjældenhederne, at vi har fornøjelsen af dem.

Vi måtte til Sjælland for at finde forårsbebuderne. Vintergækken stod i Farmors frimærke af en have. Hun har stadig sit lillebitte rækkehus, da hun betragtes som indlagt på den midlertidige aflastningsplads. Så der boede vi et par dage, da Donnaen skulle have sit ønske om en københavnertur i vinterferien opfyldt. Mere kunne det ikke blive til i denne omgang, da der står noget, der ender med onfirmation på programmet en gang til foråret. 

Men lidt har også ret, og det var bare et spørgsmål om at få enderne til at mødes. Donnaen ville shoppe, moderen ville gerne bare en lille smule kultur, og Gemalen ville helst slet ingenting. Og så var der jo lige Farmors hus, der snart (blev der sagt) skal tømmes.

Aftalen blev, at Gemalen kunne tage mountainbiken med og køre sig en tur, mens Donnaen og jeg tog til byen. Men desværre valgte vi den absolut koldeste dag i hele vinterferien, så det var så som så med fornøjelsen. Klædt på som polarforskere kunne vi næsten holde varmen på vores strøgtur. Til gengæld føltes det lynhurtigt tropevarmt, så snart vi kom ind i butikkerne. Donnaen var derfor på en næsten umulig opgave, når hun skulle prøve tøj. For hun skulle nå at vikle sig ud af alt sit eget tøj og prøve diverse (læs: mange) udvalgte tøjstykker, inden moderen fik hedeslag.

Så på trods af alle gode intentioner endte vi med at give op længe før oprindelig planlagt, og Gemalen nåede kun lige hjem og i bad, før vi meldte vores ankomst på Hillerød station. Men det passede ham nu meget godt, for så kunne vi købe kager hos bageren og drikke kaffen hjemme i varmen.

Oprydning hos Farmor blev der ikke meget af. Gemalen synes, det er så svært, at det til sidst nærmest føltes som overgreb at spørge om lov til at smide mere ud. Så det er midlertidigt opgivet, og jeg håber så bare, at vi begge har mulighed for at tage en uge ud af kalenderen (som om!), når Farmor endelig får sin plejehjemsplads, og huset skal tømmes.

Farmor selv havde det dårligt, da vi kom på besøg. Havde åbenbart haft et ildebefindende og sansede dårligt nok, at vi var der. Hun klarede dog lidt op, men ikke nok til at kunne fortælle, hvor hendes guldarmbånd var henne. Faktisk havde hun slet ikke bemærket, at det var væk. Måske ligger det gemt mellem sokker og undertrøjer. Måske er det bare væk. 

Ligesom vinterferien også er pist væk lige om lidt.

Det såkaldt kulturelle indslag sørgede jeg for allerede på udturen, da jeg med lovning på efterfølgende cafébesøg fik lusket Donnaen (og Gemalen) med en tur i Roskilde Domkirke. Og den enlige erantis stod i haven hos gode venner, som vi besøgte på hjemturen.

Spor efter rådyr.

85 år og still going forbløffende strong

Den der fødselsdag sidste søndag ikk'?

Det var min moster, der fyldte 85 år.

Og gerne ville fejres.

Og som derfor inviterede til hyggelig komsammen.

Ved middagstid. Nok mest af hensyn til sig selv. Men selvfølgelig også af hensyn til de øvrige gæster, der for de flestes vedkommende også var godt oppe i årene. Faktisk var de fleste i selskabet så aldersstegne, at ikke bare Donnaen, men selv jeg var med til at trække gennemsnittet ned ...

Fødselaren selv var selskabets ældste.

Men hun er sin høje alder til trods stadig fuld af forbløffende meget foretagsomhed, og det er derfor ingen sag for hende at organisere en fødselsdag med knap 30 gæster. Det kræver selvfølgelig uddelegering, og deri er min moster ekspert. Det har hun vist altid været. Det er kombinationen af storesøster og spejder, der stadig ikke fornægter sig.

Spejder blev min moster som lille pige, og det fortsatte hun med, til hun fyldte 65. Spejder-tankegangen har altid præget min mosters måde at handle på. Det er ikke mange ting, hun har gjort primært for sin egen skyld. Og længe før, det blev almindelig populært at ville redde verden, gjorde hun det på sin egen måde. Hvilket betød, at hun i en ret moden alder pludselig var alenemor til to små afrikanske børn; min fætter og kusine.

Hvilket igen har betydet, at hun var næsten 75, før hun blev bedstemor første gang. Ikke desto mindre engagerer hun sig gerne i sine børnebørn og foretager sig dit og dat med dem. Et hit er at bage. Og dagen før fødselsdagen havde hun og Donnaens grankusine brugt hele aftenen på at bage. Typisk, men ret godt gået, hvis nogen spørger mig.

Nu er fødselsdagen godt overstået, og det er blevet hverdag, så min moster igen kan få tid til sine mange gøremål. Utallige er nemlig de ting, hun er engageret i på frivillig basis. Og ikke bare som udførende fodtusse; næh, hun er netop genvalgt til bestyrelsen for det lokale frivilligcenter, hvor utallige foreninger og frivillige grupper holder til. 

Og så videre.

Hvor jeg ville hen med alt dette? 

Bare udtrykke min glæde over, at udtrykket 'Det Grå Guld' holder hele vejen hjem, når det gælder min moster.

Ikke ørerne ...

Godt, man ikke er udstyret med klippekort til offentlige ydelser, for så kunne jeg godt blive bange for, at Donnaen ville have brugt sin 2013-ration, inden vi nåede frem til påskeferien.

Hun havde jo ondt i ørerne. Mega-ondt endda. Så vi drog til lægen, som sagde, at ørerne så fine ud, men at hvis det fortsatte med at gøre ondt, skulle vi en tur til ørelæge.

Som sagt så gjort.

Sådan da. For en barsk kliniksekretær forklarede venligt men bestemt, at ondt i ørerne uden hverken feber eller løbende pus altså ikke berettigede til en akut-tid. Donnaen kunne allernådigst få en tid tre dage senere.

Tre dage senere var det stadigvæk så skidt, at Donnaen var ved at hoppe ud af venteværelsets vindue, da en lille dreng tømte klodskassen ud på gulvet.

Ikke desto mindre sagde ørelægen, at Donnaens ører var tip-top i orden. 

(Her kan vi så konstatere to ting: 1) at vi alle havde gjort Donnaen uret, da vi mente hendes ondt i ørerne var selvforskyldt, fordi hun ikke havde sørget for at have hue på i kulden.  2) At vi ind i mellem står over for noget selektiv hørelse, når Donnaen ikke lige reagerer på alle vores venlige henstillinger om at læse lektier, tømme opvaskemaskine etc.)

Til gengæld var han, ørelægen ret overbevist om, at det var kæben, det var galt med. For Donnaen havde ikke taget det pænt, da han trykkede hende på kæbe-leddet.

Så afsted til tandlægen. 

Denne gang dog uden moderen,  idet skoletandlæge-klinikken kun ligger tre minutters gang fra skolen.

- Mor, jeg skal ha' bøjle, nærmest råbte Donnaen i telefonen på vej tilbage fra tandlægen.

- Bøjle?

- Altså bideskinne, ikk'. Til at sove med og så'n, forklarede Donnaen.

- Nåh. Det er da nok en meget god ide.

- Ja, og på fredag får jeg min skinne, og så skal du med, for vi skal have det hele forklaret. 

Det gør vi så. Går til tandlæge og håber så iøvrigt på, at en bideskinne kan afhjælpe problemet med at bide tænderne lidt for voldsomt sammen.

Ialt fire besøg hos de hvidkitlede på knap 14 dage.

Plus sidegevinsten i søndags. Hvor Donnaen pludselig reagerede allergisk på desserten til fødselsdagskalasen. Heldigvis var hjælpen nær, for familiens svar på Matadors doktor Hansen var med. Og havde medbragt sin lægetaske. Så før Donnaen kunne sige allergisk reaktion to gange, havde hun fået en pille og et skud bag i. Og da hun så lige var kommet sig over den overraskelse, fik hun det hurtigt fint igen.

Men er der foresten ikke noget om, at den slags tit kommer i bølger?

Så kan vi ikke bare sige, at nu er det ovre i denne omgang?

Det tror jeg, vi gør.

Brobyggeri

Allerede når vi spiser morgenmad kan vi for tiden høre dumpe drøn i det fjerne. Boink doink lyder det. Det er sikkert piloteringsarbejde. Og det er givetvis til noget brobyggeri i forbindelse med motorvejsbyggeriet rundt om byen.

Det er ret langt væk, og vi kan kun høre det, når vi alle tre tier stille på én gang. Så det betyder ikke så meget. Hvis ikke det var fordi, det på ubehagelig vis har mindet mig om mit eget forestående brobyggeri.

Hvor første etape netop er gennemført.

Og jeg derfor sidder småsavlende, kaffespildende og læspende og afventer, at bedøvelsen skal fortage sig.

Det tog to timer med nedfiling af de to tænder, der skal udgøre bropiller og så jeg ved ikke hvor mange aftryk af både overmund og undermund i både oprindelig og nedfilet tilstand. Ikke specielt ubehageligt, hvis det ikke var fordi sådan en aftryksform fylder ubehageligt meget i munden, og jeg havde mit hyr med at holde styr på min gag-refleks.

Men da jeg havde allermest ondt af mig selv, kom jeg til at tænke på Overleveren. Og så var der ligesom ikke mere at pive over. For jeg slæber jo ikke rundt med nogle onde traumer, som betyder angstanfald ved at få stoppet ting i munden. Jeg er bare en helt almindelig piv-skid. Men så ombestemte jeg mig og klappede helt i. Det vil sige, det gjorde jeg så ikke, for der havde tandlægen jo alle sine instrumenter. Jeg nøjedes med en lille mental i-klapning.

Og så var jeg faktisk lige ved at falde i søvn i flere omgange!

Ret godt klaret, når jeg selv skal sige det.

Okay, jeg var også blevet bedøvet i to omgange, så jeg kunne ikke mærke noget som helst. Men altså, derfra og så til at ligge og småsove i tandlægestolen ...

Det handler selvfølgelig om tillid og tryghed. Og det har så sin helt kontante pris, har jeg fundet ud af.

For oprindeligt mente jeg, at det da ville være nemt nok at tage ned over grænse og få fixet det implantat, som det i første omgang var. Så afsted drog jeg og fik hevet den famøse tand ud. Men det var nok den dårligste tandlæge-oplevelse, jeg i mit liv har haft, så jeg kom ligesom aldrig længere. Men udskød og udskød at få bestilt næste tid.

Til sidst måtte jeg krybe til korset og meddele Gemalen, at det kunne godt være, at det kunne gøres til under to-trediedele af prisen i Flensburg, men jeg ville bare ikke være med.

Så nu er jeg tilbage hos min egen gode tandlæge. Som tog mit flugtforsøg pænt. Måske er han i virkeligheden ganske godt tilfreds og fortæller om sin kålhøgne patient til alle, der gider lytte?

Og han laver en bro. Fordi kæben lynhurtigt var degenereret så meget, at et implantat ikke længere var den bedste løsning. Det overraskende positive ved det er, at en bro er billigere end et implantat. 

Så heldig kan man altså også være.

En helt anden bro. Over Donau i Bratislava. 

Februar, det er en ommer!

Jeg vil gerne klage.

Februar skal være en forbedring i forhold til januar. Plusgrader og tørre veje.

Ikke det her pjat.

Familien i Midten er netop nået hjem efter fødselsdags-kalas i Herlev. 

Det gik sådan set udmærket. Tog kun cirka en halv time mere, end det burde.

Men alligevel.

De første tre kilometer foregik i tørvejr. Så blev det regnvejr. Ved Ringsted slud og ved Slagelse sne. Over Storebælt stod himmel og hav i et. Det både sneede og blæste ret meget. Og hvis man ellers havde tid til at kigge - og det havde jeg, for Gemalen var chauffør - så det fantastisk flot ud med al den hvirvlende sne oplyst af pilonernes projektører.

På Fyn begyndte sneen at lægge sig på kørebanen, men efter Odense klarede det op, kørebanen blev igen bar, og vi mente, at nu havde vi nok mødt mildningen fra vest. Måske havde vi, men desværre var det så gået uden om det midtjyske, for her er der sne i upassende mængder.

En formildende omstændighed var det, at en nabo havde ryddet vores fortov. Men det glemte jeg hurtigt, da jeg konstaterede, at det ikke var minimælk men A38, jeg havde i køleskabet. 

Hvor kan man klage over, at mejerierne producerer forskellige mælkeprodukter i forvekselige kartoner?

Altså måtte jeg ned på tanken, hvor der altid er mælk at hente for glemsomme fjumrehoveder som mig. 

Bortset fra idag, hvor alt for mange åbenbart havde glemt at købe minimælk, og jeg kun kunne få letmælk. 

Så jeg måtte traske hjem med min letmælk. 

Gennem sne og sjap og søle og deciderede vandpytter.

Og hvis det ikke var fordi jeg havde mine dertil indrettede vinter-gummistøvler på, var jeg nok endt med at være rigtig muggen.

Nu skete der imidlertid det, at jo mere sjap og søle jeg traskede rundt i, jo mere tilfreds blev jeg. 

Så tilfreds, at jeg tilgav Gemalen, at han i mellemtiden havde spist min fastelavnsbolle. Det siger faktisk en del.

Okay, han sagde, den var blevet tør.

Men alligevel.

Ikke kønne, men vandtætte og varme!