Små frøer og store fisk

Gemalens cykelløb betød, at der ikke var mulighed for de helt store ekspeditioner hver dag.

Men mindre kunne også gøre det.

Små og nære udflugter.

Den allermindste gjaldt stedets øko-pool. Det var en lille fin dam med fine åkander, hvor man gerne måtte bade, hvis man ikke gad den konventionelle pool. Men receptionisten behøvede kun at sige 'watersnakes' en enkelt gang for at overbevise Donnaen og mig om, at det behøvede vi altså ikke at prøve. Til gengæld var det sjovt bare at gå derop og se på frøerne.  Indrømmet, det havde nok været endnu sjovere, hvis Donnaen kun havde været fire og ikke knap 14 år. Hun syntes, at moderen var en anelse åndsvag, men overgav sig dog alligevel og lod sig fascinere af frøerne.

Kom man gående lidt hurtigt, fortalte en række hurtige plop-plop om frøerne, der sprang så hurtigt i vandet, at vi knap nok nåede at se dem. Og i begyndelse kunne vi faktisk ikke se en eneste, men efterhånden lærte vi at sætte os ned på 'badebroen' og vente. Så var der pludselig mange. De kravlede op på åkandebladene og sad, så der og kiggede. Eller de havde siddet der hele tiden, uden at vi lagde mærke til dem. Gjorde vi så en pludselig bevægelse, fægtede med armene eller rejste os op, sprang frøerne lynhurtigt i vandet. Altså, bortset fra et par stykker, der bare sad og dovnede. Og det kunne vi jo ikke have. Så vi var simpelthen nødt til at plukke et langt aks og så forsøgsvis først vifte lidt med det i retning af de dovne frøer og til sidst stikke lidt til - nej, ikke til frøerne; sådan er vi ikke - men til åkanden, de sad på. Og så måtte selv den dovneste frø overgive sig og plumpe i vandet.

En dag var Donnaen og jeg ude at gå i området bag 'vores' resort. Der lå forskellige landejendomme, hvoraf nogle så virkeligt usle ud, og andre var mere velholdte. Der gik masser af får,og en enkelt gik ude på vejen. Da vi nærmede os, var det dog godt klar over, hvor det hørte til og møvede sig skyndsomt tilbage gennem det hul i hegnet, det var kommet ud af. Så stod det der på den rigtige side af indhegningen og så uskyldigt ud, men det varede nok kun, til vi vendte ryggen til.

Vi inspicerede også korkege, som voksede rigtigt mange steder. Jeg aner ikke, hvad man gør ved barken, men noget radikalt må man gøre, for det føltes som ret almindelig bark at røre ved og overhovedet ikke som prop-materiale. Til gengæld var det nemt at se, hvor meget bark, man kan høste, da mange korkege stod med bark i to nuancer. Mørk eller rødlig forneden, hvor der var afbarket, og mere grå længere oppe. Der var skrevet tal på de allerfleste træer, og vi undrede os lidt, indtil Donnaen kom med den indlysende forklaring: Det var selvfølgelig årstallet for sidste høst eller afbarkning.

Og så er lokale supermarkeder altid et hit, når vi er på ferie. Selv om vi var langt ude på landet, var der jo alligevel et kæmpestort supermarked i den næst-nærmeste by. Hvor vi brugte lang tid på at kigge på brød og kager, på slagterafdelingen og ikke mindst på afdelingen for fisk og skaldyr. 

For provinsjyder som os er det simpelthen mageløst, hvad man kan købe i sådan en fiskeafdeling i et udenlandsk supermarked. Så vi glor på skaldyr og krabber, snegle og blæksprutter, og små og kæmpestore fisk. En særlig attraktion var nogle drabelige hav-monstre på is i en montre for sig. Nogle aflange (som ål?) bæster med de mest morderiske tænder jeg længe har set. Måske var de en speciel delikatesse. Måske bare en fisk, portugisere spiser hver torsdag? Jeg aner det ikke, for min viden om fisk er endnu mindre end min viden om ørne. Det vil sige nærmest i minus. Efter at have gyst over hav-monstrene var det godt at kunne grine af en slags klipfisk i størrelse XXXXL, tørrede (og saltede?) fiskefileter på mere end en meter. De gav anledning til nogen diskussion om størrelsen på portugisiske stegepander ... 

På den måde går der nemt en time med at købe en liter mælk, et brød og lidt pålæg.

Portugisisk havmonster.

Store flyvere

Mens det kneb med de vilde dyr på vores ferie, var vi til gengæld heldige med at se mange fugle.

Af den store slags.

En dag, vi sad på terrassen til vores ferie-æske, kom en kæmpe rovfugl svævende. Nærmere og nærmere. Havde vi nu haft nogle gode kameraer, ville mindst én af os have styrtet panikslagent rundt for at bringe sig på 'skudhold' af fuglen. Og så kunne vi måske senere have fået mere fuglekyndige end os til at fortælle, hvilken art det var. Men det har vi jo ikke. Og derfor kunne vi koncentrere os om bare at se og nyde den store fugl.

Og så bagefter gætte.

At det var en ørn, var vi helt enige om. Med et vingefang på et par meter. Men hvilken? 

Et heftigt googleri - foregående på ét ben i det ene hjørne af terrassen for sådan opnåede man den bedst mulige wifi-forbindelse - gjorde ikke sagen lettere. For der var flere muligheder, men uden ørnekendskab og uden andre arter at sammenligne med, er det altså vanskeligt at afgøre, om den ørn, som man så for et kvarter siden, havde kortere eller længere hale eller på anden måde særlige kendetegn (som vi så skulle have lagt mærke til), der kunne angive arten.

Så det var bare en ørn. Altså ikke bare 'bare', for det er stort at se en ørn. Men det havde da været ekstra sjovt at vide hvilken.

Vi så ikke flere ørne så tæt på. Men flere steder, og især på turen hjem gennem Spanien, så vi flere gange ørne kredse over højdedragene. Og så mange glenter, at de til sidst blev næsten uinteressante.

Og så så vi storke. 

Vi syntes ellers, vi så mange storke i vores sommerferie i Polen. Det gjorde vi også, men i Portugal var der mange flere.

Allerede i Spanien havde vi set storkereder. Placeret i højspændingsmasterne i områder med kort til vand. Men fuglen - eller fuglene - var for længst fløjet, hvilket svarede meget godt til vores forventning. Vi var trods alt i oktober. 

Men så kom vi til Portugal, og en dag syntes Fruen, at vi skulle køre ud på en lang halvø eller odde for at se nærmere på både halvø og en by ved navn Troia, som ligger helt ude på spidsen. Og det gjorde vi så. Troia viste sig at være en kunstig by med ferielejligheder, hoteller og et casino. Og katamaranfærge over bugten til Setubal på den anden side. Da vi var der, var der ret dødt, men der kommer givetvis mange mennesker i højsæsonen, og mange storbyfolk lægger sikkert Lissabon bag sig i weekenderne for at tage dertil.

Troia var således hurtigt overstået og ikke noget, der kunne fremkalde ret meget begejstring. Det kunne derimod området Comporta sådan cirka halvt ude på odden. Her var lavt og vådt. Og her dyrkede man ris. Vi var så heldige at komme lige midt i rishøsten. Som, nej, ikke foregik ved at barbenede asiater svingede seglen, men med mejetærskere. På larvefødder. 

Og over det hele gik storke. Der sikkert har haft let spil over for de stakkels frøer og andet småkravl, som pludselig ikke har haft risen at gemme sig under. Vi blev selvfølgelig nødt til at standse og kigge nærmere på fænomenet. Så vi parkerede i den lille by, købte lidt snold og kiggede os omkring. Der var storkereder overalt. På skorstene og kirketårne og alle mulige andre steder. Med og uden storke i rederne. Vi tog tilsammen cirka en million billeder. Men selv om der var motiver nok, var det altså svært at tage gode billeder. Ikke alene ville det kræve et godt zoom, men især manglede vi en kran, der kunne bringe os op på niveau med storkerederne.

Til sidst gad vi ikke at tage flere billeder af storke og tog hjem, mens vi snakkede om, hvordan det kunne hænge sammen med vores børnelærdom om, at alle storke trækker til Afrika og overvintrer der? Altså måtte vi have gang i googleriet igen. Og der faldt jeg tilfældigvis over en artikel, der omhandlede netop det sære i, at storkene i større og større tal opfører sig som standfugle i Portugal. Der var ikke noget svar, men der er altså nogen et eller andet sted, der også synes, det er sært. Så sært, at man sætter en undersøgelse i gang.

Det synes jeg er fint. 

At vi nok har glemt, at vi interesserede os for sagen, længe før svaret foreligger, er så en helt anden historie.

Kattekrig

Lige siden vi for fem år siden var så fantastisk heldige at se en brun bjørn i fri dressur i det nordlige New Mexico, har vi altid en spændt forventning om at se vilde dyr på vores ferier.

Det sker bare sjældent.

Heller ikke på denne ferie. Hvis altså lige man ser bort fra den mårhund, som spænede over vejen, da vi var mindre end 30 kilometer fra at være hjemme igen i det midtjyske. Og selv om det var første gang, nogen af os så sådan en, har jeg det alligevel lidt la-la med oplevelsen, da man jo ved, at den er et lille invasivt bæst, der slet ikke hører til i den midtjyske natur. 

Nå, men. 

Da vi fik vores nøgler til lejligheden i Portugal udleveret, kom der samtidig en kat forbi og så nysgerrigt på os. Receptionisten undskyldte og sagde, at den ikke 'hørte til', men var kommet tilløbende, og at flere af gæsterne jo desværre ikke kunne lade være med at give den mad, så den var selvfølgelig blevet hængende på stedet.

Godt så. Vi er ikke så glade for katte. Jo, Fruen er. Men Donnaen har lidt allergi, og Gemalen kan bare ikke klare katte. En enkelt kat på hele området mente vi dog nok, vi kunne håndtere. (Læs: skræmme væk).

Der var bare det ved det, at vi var stort set de eneste gæster de første to døgn. Og derfor også meget interessante som potentielle madgivere. Der var også den yderligere lille hage, at katten var en hunkat. Med fire totalt nuttede killinger, der tumlede rundt på vores terrasse, da vi vågnede næste morgen. Men det nyttede jo ikke noget, og da de ovenikøbet havde benyttet lejligheden til at sove i noget af vores glemte tøj på liggestolene, var begejstringen til at overse. Indenfor skulle de i hvert fald ikke, og at de ikke allerede var kommet ind, skyldtes alene, at vi havde sovet med alle persienner kørt helt ned.

Så vi var nødt til at erklære kattene krig.

Heldigvis havde Gemalen medbragt en lille flaske med spray-dims, som han ville bruge til at at oliere cykelkæde med. Nu kom der i stedet vand på flasken, og så fik både kat og killinger et vådt pust eller to, når de formastede sig op på vores terrasse. Det virkede fint, og ingen tog skade. Hverken katte eller damer, hvis psyke egentlig ikke er helt gearet til kattekrig.

Det tog et par døgn, hvor kattene til stadighed troede, at det der vandpjaskeri da måtte være en fejltagelse. Men så forstod de, at vi faktisk mente det alvorligt, og samtidig flyttede der folk ind i flere af de andre lejligheder, og så kunne kattene jo lige så godt afprøve, om de nye gæster var mindre gnavne. 

Det var de nok. Mindre gnavne altså. I hvert fald så vi ikke mere til hverken hunkat eller killinger i flere dage. 

Men da weekenden var omme, blev vi igen de eneste gæster (læs: eneste madmulighed), og så skulle vi lige prøves af igen. Vi var dog standhaftige, og kattene måtte gå med uforrettet sag. Tirsdag rejste vi også, og så ville der for alvor blive langt mellem gæsterne, nu hvor den egentlige sæson for længst var slut.

Og jeg har sgu lidt ondt af de små kræ.

Det er et hundeliv at være kat på de præmisser.

Ved poolen var der ingen katte.

Den yderste spids

At tage til Portugal i bil var ikke en ide, der kom til os ud af den blå luft. Godt nok er vi lidt tossede, men ...

Det skyldtes, at det var der, verdensmesterskabet i mountainbike-orienteringsløb for veteraner blev afholdt.

Gemalen ville gerne deltage, og da det lå lige op til efterårsferien, gav vi os selv grønt lys.

Lad det bare være sagt med det samme; Gemalen blev ikke verdensmester. Det var ikke en gang tæt på. Men han fik en hæderlig 9. plads den anden dag. Første dag lå han til en 11. plads, men blev - som flere andre - disket på grund af manglende klip på sidste post. De var flere, der mente, at det var postens elektronik, der havde været noget i vejen med, men da ingen lå i nærheden af præmierækken, gad de ikke rigtigt indgive protest. På trediedagen var Gemalen ved at tabe sit baghjul og mistede en masse tid på det. Det var en fejl40 fra mekanikerens (læs: Gemalens) side, så det snakker vi ikke mere om.

Men det var sjovt at være med. Og som altid en udfordring at køre i ukendt og anderledes terræn. Der var en del andre danskere med, og nogle klarede sig godt og andre mindre godt, og da Gemalen placerede sig nogenlunde, som han plejer i forhold til sine danske konkurrenter, var han egentlig rimelig godt tilfreds med sig selv.

Heldigvis tager selve løbene ikke så forfærdelig lang tid, så der var også god tid til alt muligt andet. Når det bare lige blev passet ind i programmet, forstås.

Så Fruen havde brugt en del tid i selskab med Lonely Planets Portugal-guide og et kort.

Desværre havde Lonely Planet brugt absolut nul sider på netop det område, vi befandt os i, så enten skulle vi langt omkring, eller også skulle jeg finde mine informationer andre steder. Resultatet blev lidt af begge dele.

En af de allerførste aftener tog vi turen ud til stranden for at se solen gå ned i Atlanterhavet. Der var en stor, skøn sandstrand, og at hele området ikke virker som om, det er særlig turist-overrendt - heller ikke om sommeren tilsyneladende - er egentlig sært. Havet er godt nok stort og voldsomt. Men så kan man jo soppe, eller surfe eller hvad ved jeg. Måske er området i virkeligheden fredet? I hvert fald ligger der en lagune med et meget rigt dyreliv lige bag stranden blot et stenkast væk.

Men Fruen ville have mere Atlanterhav. Hev kortet frem og pegede på Portugals sydvestligste spids, Cabo de Sao Vicente og meddelte Gemalen, at der ville jeg gerne hen. Der var en stor rød, landevej på kortet, og afstanden var overkommelig, så det så alt sammen ret tilforladeligt ud.

Det var før, vi rigtigt havde lært de portugisiske landeveje at kende.

Det kom vi så til den dag.

De portugisiske landeveje er ikke særligt velholdte. Til gengæld er de mange steder meget snørklede. Omfartsveje i forbindelse med byerne er ikke noget, man gør i, og i øvrigt er der meget tung trafik.

Hvilket betød, at vi var noget længere tid om at nå frem end forventet. Og Gemalen følte mere end én gang behov for at pointere, at det altså ikke var ham, men Fruen selv, der havde foreslået turen ...

Frem nåede vi dog. Og der var flot. Rigtig flot. 

Ikke nogen sandstrand der, men kæmpestore, lodrette klipper, der er helt flade ovenpå. Det er ret spøjst at komme kørende i et ret fladt område, helt ud til spidsen og så konstatere, at det bare går lodret ned. Et lille bygningskompleks med et fyrtår, et lillebitte museum, toiletter og vistnok en café udgjorde det endelige punktum. Men det er udsigten og klipperne i sig selv, der er hovedattraktionen, og stedet var velbesøgt, selv på en torsdag eftermiddag uden for alle almindelige ferier. Store turistbusser brummede kontinuerligt frem og tilbage og lukkede turister - formentlig fra det nærtliggende Algarve - ud. Hvorfor der også er basis for en hel række interimistiske boder med alskens tingeltangel, pølser og pandekager.

Vi delte en af sidstnævnte og kørte videre til den næste pynt mod øst. Hvor der i sin tid har været et fort, Fortaleza de Sagres. Herfra har man, med skiftende held, kunnet beskyde sørøvere, englændere og andre ubudne gæster, som har forsøgt landgang i de små fiskerlejer i bunden af bugten. Vi kunne sagtens have brugt mere tid på stedet, men havde desværre kun cirka 40 minutter til rådighed, før lukketid.

Og så var det ellers med at komme hjem.

Gemalen skulle køre sit første løb dagen efter og var en anelse utilfreds med udsigten til en lige så lang - og især krævende - tur hjem. Så vi tog motorvejen. Det var godt nok en omvej på 80 kilometer, men det var både hurtigere og behageligere. 

Kig mod øst fra Cabo de Sao Vicente.
Den hvide streg, som måske kan anes over
klippen til venstre, er byen Sagres, 4-5 km væk.

Langt, længere - Portugal!

8600 kilometer og et stenslag i forruden senere kan vi konkludere, at der godt nok er meget, m-e-g-et langt til Portugal.

Stenslaget fik vi allerede i Tyskland på vej sydover, så det havde ikke noget med afstanden at gøre.

Og Spanien var en stor oplevelse oplevelse at køre igennem, så ingen klager der. 

Men Tyskland har vi prøvet før, og da vi røg ind i den første kø allerede før Kieler-kanalen, var scenen ligesom sat. Gemalen klarede dog ærterne ved på temmelig uortodoks vis at benytte bagvejen ud fra en rasteplads, og vi fortsatte fortrøstningsfulde til vores hotel i Hessen. 

Altså, til det hotel, hvor vi troede, at vi, via nettet, havde booket første overnatning. Damen i skranken så dog noget overrasket ud, da jeg viste hende printet af vores booking, for det var bestemt ikke noget, de havde noteret sig nogen steder, og et værelse til tre personer kunne vi slet ikke få. 

Heldigvis var det ikke noget problem at få to værelser til samme pris, og så gik det jo endda. Men da hotellets standard desuden kun var til  - ahem - gennemrejse, var vi lidt spændte på, hvad der videre ville møde os.

Frankrig er et forfærdelig stort land, og da man af - for mig - fuldstændigt uforståelige årsager ikke har bygget den motorvej, som vi skulle bruge, diagonalt fra nordøst til sydvest, blev det til uendeligt mange kilometer i zigzag gennem kedelige landskaber. 

Vi nåede planmæssigt byen, hvor vi skulle bo, men Ruth ville ikke kendes ved adressen. Heldigvis havde Gemalen en mobil-app, som kunne vise hotellets placering, og så var det 'bare' med at få overensstemmelse mellem Ruth og app'en. Da vi nåede frem viste det sig, at netadressen Rue Gershwin ikke rigtigt eksisterede, og på både regning og andet skriftligt materiale (men altså ikke nettet) benyttede man i stedet Rue Armstrong, hvilket jeg - til Gemalens åbenlyse utilfredshed - desværre ikke havde været i stand til at regne ud på forhånd ...

Hotellet var et standard hotel af den slags, der ligger to-tre af ved hver eneste motorvejsafkørsel til hver eneste mellemstore franske by. Men det var billigt, nyt og pænt, lå dejligt støjfrit og ikke mindst havde man vores reservation. Lige ved siden af lå der ovenikøbet en rigtig udmærket bøf-restaurant, hvor vi spiste hver sin udgave af den lokale limousine-bøf.

Næste morgen begyndte Ruth at snakke om tåge. Men vores bange anelser blev hurtigt gjort til skamme og afløst af glæde og forundring over det særprægede fænomen. For tågen hang kun nede i alle dalene, mens vi susede forbi højt oppe på motorvejen. Det gav nogle helt fortryllende kig ud over de tåge-indhyllede dale. Nogle steder stod tågen helt op omkring motorvejsbroerne i store bløde vattotter, men holdt sig pænt ved siden af broerne og generede aldrig udsynet fremad.

Solen kom frem, og vi nåede Bordeaux, Pyrenæerne og den spanske grænse.

Og så gik det ellers over stok og sten ad hidsige motorveje for at komme fra det flade lavland ved kysten i Frankrig til den spanske højslette. Jeg havde nok på en eller anden måde forestillet mig, at vi da bare kørte 'rundt om' Pyrenæerne. Det var så ikke helt rigtigt. Motorvejene var faktisk udmærkede, men de gik op og ned og ud og ind, og der var temmelig meget trafik, så Gemalen måtte holde tungen lige i munden, til vi var 'oppe', og det hele fladede ud igen.

Så var det til gengæld som at komme til en anden verden. Storslået og barskt. Smukt på en gold og afsveden måde. Vi skulle bo lidt uden for Burgos. Igen havde Ruth bøvl med adressen, men denne gang var app'en ikke til nogen hjælp, da den placerede hotellet på den forkerte side af en landevej. Efter lidt cirklen rundt fandt vi det dog. Og fik en kæmpe overraskelse, da det var som at træde ind i et spansk herskabshjem fra det 19. århundrede. Eller, det ved jeg jo ikke, men det forestiller jeg mig. Stort, flot - omend mørkt - værelse. Og både værelse og al udenomsplads ved trappe og reception fyldt op med malerier og antikviteter. Jeg har aldrig boet så overdådigt.

Kurven for vores hotelniveau var således absolut for opadgående, og vi håbede bare, at tendensen ville holde, også når vi nåede Portugal. Men først skulle vi jo dertil. Så afsted gik det igen. Det var stadig de store, åbne vidder, der prægede turen. Vi tænkte Arizona og New Mexico, men manglede dog kaktusserne. Vejene var gode, trafikken begrænset, og vi nød turen. 

Krydsede grænsen til Portugal, stillede urene og så landskabet ændre sig. De åbne vidder var væk. Der kom flere træer. Masser af oliventræer og korkege. Men landskabet var stadig afsvedent og tørt, knastørt. Nuancerne var grågrønne og brune. Også på markerne, hvor kvæget måtte spejde forgæves efter grønne græsstrå. 

Vores hotel, som ikke var et hotel, men en lejlighed i et såkaldt resort, lå uden for lands lov og ret. Det vidste vi godt, så det var lidt spændende, om vi kunne finde det. Hverken Ruth eller app var til nogen hjælp. Stedet havde hele to adresselinier med hver sit bynavn. Eller by og by. Små flækker, der ikke bestod af ret meget mere end et par huse og et busstoppested. Netop som vi syntes, det blev lidt broget, var der pludselig et fint skilt med Eco Suites Resort, og så var det bare at dreje ind på de helt små veje. Som hurtigt blev til grusveje. Og som gaflede ud adskillige gange uden yderligere skiltning. På et tidspunkt mente Gemalen ikke længere, vi kunne være på rette ved og vendte resolut om og spurgte den første, vi mødte, om vej. 

Det var helt tydeligt, at bonden godt forstod, hvad vi spurgte om. Til gengæld forstod vi ikke et kvidder af, hvad han sagde. Men hans medfølgende fagter var heldigvis så overbevisende, at vi fandt vores resort uden yderligere problemer. Samtidig dukkede receptionisten op. En egentlig reception fandtes ikke. Og hun, altså receptionisten viste os vores lejlighed. En lille æske med opholdsrum, soveværelse, køjerum, badeværelse og køkkenfaciliteter plus en kæmpe terrasse med solsejl over det meste. Højt beliggende med den skønneste udsigt mod vest. 

Til området hørte en pool, og da solen bagte, gik der kun et øjeblik, før Donnaen lå og flød i vandet, mens Gemalen fandt cyklen frem, og Fruen bare fladede ud på terrassen. 

Knap 3300 kilometer var tilbagelagt, og ferien kunne begynde. 

Sådan rigtigt.

Interiør fra hotellet nær Burgos i Spanien.
Er det ikke fint?

Batata férias

Batata betyder kartoffel.

Og férias betyder - måske ikke så overraskende - ferie.

På portugisisk.

Jeg ved det, for jeg har spurgt Google.

På ægte sådan-skal-man-altså-ikke-bruge-Google-translate-vis sætter jeg det så sammen til batata férias - kartoffelferie.

Hvilket er præcis, hvad vi har tænkt os at holde - portugisisk kartoffelferie.

Der er ret langt, faktisk meget langt, som i virkelig meget l-a-n-g-t til Portugal, når man kører derned. Og det gør vi. Dels fordi vi er lettere bimse, og dels fordi Gemalen skal have sin mountainbike med. Plus værktøjskasse, pumpe og hvad ved jeg.

Så vi bruger et par uger på projektet. 

Imens holder bloggen (nok) pause.

Blog férias ...

Pas på jer selv så længe.

Og så fik kassedamen lige et knus

Hvis jeg kunne slippe, ville jeg nok aldrig købe ind.

(Ja, jeg ved godt, at der findes netbutikker, men det er jeg jo alt for ustruktureret til at kunne benytte).

Jeg synes, det er noget bøvl. Især i tidsrummet fra klokken cirka fire til kvart i seks. Hvor det foretrukne supermarked er fyldt til bristepunktet, hvor parkeringspladsen er overfyldt, hvor til- og frakørslerne til parkeringspladsen er blokeret, og trafikken i det hele taget er håbløs. Derefter tynder det ud i kundemængden, da tilsyneladende næsten alle andre spiser aftensmad klokken seks. Sharp. 

Så jeg trækker den mest muligt. Og det passer faktisk fint med alle Donnaens gøremål. Hun bliver afleveret, og jeg handler. Og så går det for det meste nogenlunde  gelinde.

Hvis altså ikke, der er en handlende, der skal 'se på en mælk'. Tager sig god tid til at overveje, om det nu skal være sød-, let-, mini- eller måske endda skummetmælk. Og skal det mon være økologisk eller discount eller noget midt i mellem. Skal det bare være fra Arla, eller er det sjovere med mælk fra et af de små mejerier? Når det sker, er jeg ved at få svip. For hvor svært kan det være? Og det er jo altid en kunde med en stor indkøbsvogn. Som blokerer det hele i det alt for lille bitte hjørne, der er sat af til mælkeprodukter. Så jeg bare ikke kan få fat i mine fire liter minimælk og to liter A38 og komme videre.

Ved kassen vælger jeg med usvigelig sikkerhed den kø, hvor nogen foran mig har glemt at veje deres grøntsager, eller samtlige stregkoder er krøllede, eller kassestrimlen har sat sig fast, og det hele bare tager en krig. Vælger jeg selvbetjening, er det til gengæld mig, der har glemt, at jeg har en flaske vin med (og derfor skal godkendes af en servicemedarbejder), har krøllede stregkoder (og derfor skal hjælpes af en servicemedarbejder) eller får et uforklarligt stop (og derfor skal hjælpes af en servicemedarbejder).

Men igår bød så på en af de små, sjove og fine oplevelser, som man alt for sjældent oplever, og som man derfor kan - og skal og bliver nødt til - at leve højt på længe. 

Mens jeg står og pakker varer, kommer en servicemedarbejder (der er en del i den butik) hen til kassen med en frustreret kunde: Om nogen har set en bilnøgle? Næh, det er der jo ingen, der har, for tabte bilnøgler bliver normalt bare h-e-l-t væk.  Ærgerligt ærgerligt.

Alle omkringstående var således allerede ved at trække på skuldrene, og tænke 'godt, det ikke var mig', da miraklet sker, og kundens tabte bilnøgle materialiserer sig ud af intetheden og ligger og gør opmærksom på sig selv bag stolen hos den næste kassemedarbejder.

Hurra!

Og kunden, han blev så glad, at han gav servicemedarbejderen et kæmpeknus (okay, det så bare bedre ud med kassedame i overskriften). Den befippede servicemedarbejder blev rød i hovedet, men også glad. Kassedamen blev glad, og kunderne omkring blev glade, og lige pludselig snakkede alle glade med hinanden.

Og gik smilende derfra. Og tog hjem og fortalte deres familier om episoden over aftensmaden. Og alle grinede lidt og blev i bedre humør. Og ringede til deres gamle far, som blev så glad for en uventet opringning, at han snakkede venligt til sosu-hjælperen, der skulle lægge ham i seng. Og sosuhjælperen gik glad derfra. Og og og. 

Nåh nej, det, ved jeg forresten ikke, om skete.

Men jeg blev i hvert fald glad og kan nu igen holde til at købe ind et par år.