Flade ud-dage

Efter to dage med sygt mange sving og kurver nægtede Fruen at forlade Ormea og forlangte at få en flade ud-dag.

I stedet tog vi hen og kiggede på byen.

Det blev ikke til meget by. For der var marked og så kiggede vi på det i stedet. I hele gågaden var der linet op med boder med alt fra frugt og grøntsager til hjemmestrik og julepynt. Især julepynten brugte Donnaen og jeg en del tid på. Det var noget med nogle små bitte krybbespil bygget ind i underlige hverdagsting, og Donnaen og jeg kunne hurtigt blive enige om, at sådan et måtte vi nødvendigvis have. Til gengæld var det sværere at blive enige om hvilket. 

Til sidst lykkedes det dog, og vi traskede videre. Købte ind til frokost og havde megen fornøjelse af Gemalens kage-indkøb. Han havde udset sig en kage, men ville gerne vide, hvad der var i, men hans og kagesælgerens sproglige formåen var ikke helt nok. Men der var hjælp at hente; de omkringstående kunder gav hjertensgerne deres besyv med, og gloser på italiensk, fransk og engelsk fløj gennem luften, til det til sidst kunne slås fast, at det var en kirsebærtærte, Gemalen skulle have.

Tilbage på hotellet blev eftermiddagen brugt på at flade ud, glo på firben, læse og banke hinanden i kongespil, som der med lidt god vilje lige akkurat var plads til at spille på græsset foran hotellet.

Om aftenen spiste vi på hotellet, og det viste sig, at den lille restaurant serverede den fineste gourmet-mad. Til ingen penge. Igen gik der sproglig forbistring i kommunikationen; Gemalen ville bestille et ekstra glas rosé, men fik - tadah! - rosen-sorbet-is. Det gav dog ingen skår i glæden. Han fik et glas rødvin, og jeg fik isen.

Næste dag kunne vi godt holde til at køre igen, og da Donnaen nu havde sat hak ved Nice, Cannes og Monaco, ville hun gerne til San Remo.

Altså kørte vi til San Remo, hvor vi fandt en parkeringskælder, der var dimensioneret til biler i størrelsen Fiat 500. I hvert fald var ned- og opkørselsramperne et kapitel for sig, og det føltes nærmest som at køre inden i et sneglehus. Det lykkedes dog Gemalen at få kantet sig både ned og siden op uden at skramme bilen.

Vi fandt en stor, flot - skyggefuld - gågade med alle de sædvanlige mærkevarebutikker plus en række mere lokale modeshops. Det var dog alt for varmt til at prøve tøj, og ganske gratis var det heller ikke, så vi nøjedes med at kigge. For enden af gaden nåede vi til San Remos kasino, hvilket vi slet ikke vidste fandtes, men nu havde vi jo lige været i Monaco, så vi var ikke lette at dupere og var mere interesserede i fortovscaféerne overfor.

Efter endt frokost drejede vi om hjørnet og konstaterede, at det var for varmt at gå i solen, nede ved vandet, så vi søgte hurtigt op i skyggen igen og fandt tilbage til bilen. Derfra kørte vi ad de små kystveje til Imperia. En smuk tur på knap 25 kilometer, med næsten konstant havkig. Småbyer, gartnerier og dyre huse i mellem hinanden.

I Imperia fandt vi en parkeringsplads, men kunne ikke få p-automaten til at fungere. Efter at have rendt lidt rundt efter en anden automat mødte vi en dame, der erklærede, at når automaten var rotto, så skulle man ikke betale, sådan var det. Vi kiggede på hinanden og gjorde, som damen sagde og håbede det bedste. 

På havnen skete der ikke meget, men den bar dog præg af at være en rigtig havn med lossekraner og fiskenet på kajen. Og kun en enkelt lystyacht. Længere henne nåede vi strandpromenaden og neden for den lå stranden, der var proppet med mennesker, så der gad vi ikke gå ned.

I stedet fandt vi en café og slog os ned under en parasol og fik noget at drikke. Dér sad vi i lang tid og lavede absolut ingenting, indtil vi tog os sammen, daskede tilbage til bilen, som heldigvis ikke var blevet bøde-ramt i mellemtiden, og kørte så hen og fandt et kæmpestort supermarked, hvor vi kunne købe både dit og dat, vand og ikke mindst Donnaens yndlingskiks, som desværre ikke fås i Danmark.

Således gik der to hele dage med ikke ret meget.

Og det var faktisk rigtig skønt.

Den eneste gang, det lykkedes at 'fange' et firben.

Monaco og mobil-GPS

Vi havde jo lovet Donnaen at køre til Monaco, så vi måtte afsted igen.

Da jeg mildest talt ikke havde brudt mig om turen ned til kysten, foreslog Gemalen, at vi kunne køre en anden vej, hvor der nok ikke var så meget trafik.

Så det gjorde vi så. Og Gemalen havde ret; der var ikke så meget trafik, men med god grund, for vejen var både smallere og mere snørklet. Faktisk var der meget smukt, og hvis vi havde haft hele dagen til at køre de 50 kilometer ned til kysten, så vi havde kunnet gøre holdt ved hvert et udsigtspunkt og havde kunnet køre ind i de små bitte byer og kigge, så havde det i sig selv været en dejlig tur. Men nu var målet altså Monaco, og så var det ikke sjovt.

Vi nåede kysten og motorvejen, og vi nåede til Ventimiglia, hvor Gemalen ville tanke væk fra motorvejen, fordi det nok var billigere. Det var det også, men det holdt hårdt overhovedet at finde en tankstation. Til sidst lykkedes det dog ved hjælp af GPS'en, som i virkeligheden var min mobil koblet på bilen, Apple CarPlay med Google Maps.

Det er første bil, vi har haft, med det system, og det var lidt spændende, hvor godt det virkede. Det meste af tiden gik det meget godt, men en gang i mellem kommer der nogle ret alternative forslag til valg af rute, så før man begiver sig ud i trafikken, skal man lige overveje, om det nu også er helt rigtigt, det systemet har gang i. 

Og så er der det med prisen, for i og med at det er min mobil, systemet kører på, er det også mit abonnement, der skal dække. Vi har haft 3 Mobil i flere år, og været glade for de fordele med fri tale og så videre, som det har givet. Hver gang, vi har passeret en grænse, har vi fået en SMS med besked på, at nu bruger vi data i et nyt land, og det er okay, for det er gratis. Det er vi så vant til, at vi ikke gider tjekke de SMS'er, der bimler ind ved hver grænsepassage. Heller ikke da vi kørte ind i Monaco. Men så kom der en SMS mere. Den var fra min mor, og da jeg havde svaret på den, kiggede jeg lige på den fra 3 Mobil. 

Og fik et chok!

For Monaco, som deler valuta og alt andet med Frankrig, deler lige præcis ikke de samme regler for mobil-brug og dataroaming. Det koster kassen, så jeg fik travlt med at slå alting fra på min mobil, og så var det jo slut med GPS'en. Nu er Monaco ikke så stor, at Gemalen kan blive væk (vi andre kan godt), så vi klarede os endda, men helt smart synes jeg ikke, det er.

Den samlede merudgift for et par SMS'er plus lidt data til at finde vej for blev cirka 43 kroner, hvilket jeg nok kunne bære. Men i august, løb vi pludselig tør for data, og jeg måtte tilkøbe mere, så vi havde noget at bruge af de sidste dage i regningsperioden. Og vi har ellers ret meget fri data (som vi normalt aldrig er i nærheden af at bruge) i vores abonnement. Så helt tilfreds med den form for navigation i bilen er jeg altså ikke.

Anyway, vi fandt en parkeringskælder og gik ned mod kasinoet. Der var lige så overdådigt som forventet. Foran det cremefarvede Casino de Monte Carlo holdt dyre biler parkeret over det hele. Både de hurtige, smarte og de store, med chauffør. Donnaen var yderst begejstret. 

Der var gratis adgang for pøblen til at betræde de første lokaler i kasinoet, hvor man havde lavet en labyrint, som jeg slet ikke kan huske, hvad indeholdt, fordi jeg var mere interesseret i det fantastiske rum i art noveaux med søjler, søjlegang og hvælvet loft med et stort glastag, der lod lyset flimre ned. I et tilstødende lokale var det opstillet en række enarmede tyveknægte med mere, hvor også almindelige mennesker i almindeligt hedebølge-sommertøj gerne måtte spille deres sidste slanter op. Men for at komme videre krævedes det, at man levede op til stedets dress code, som blev strammere og strammere jo senere på dagen, man kom og jo længere ind i de hellige haller man ville.

Vi ville ikke noget, men gik ud igen og gik efter lyden, da vi kunne høre høj musik. Vi kom rundt om et hjørne og kunne se, at musikken kom fra en tagterrasse på et dyrt-udseende hotel, der lå helt ud til vandkanten. Der var gang i et eller andet lukket arrangement, men det var helt ligegyldigt, for Donnaen fik øje på en række racerbiler linet op foran hotellet, og de var mere spændende. Der var Lotus, Bugatti og Ferrari blandt andet. Alle engelsk-registrerede, og deltagere i et eller andet ræs til Monaco fra England eller Skotland. 

Da Donnaen havde taget cirka en million billeder og sukket saligt-misundeligt næsten lige så mange gange, var vi alle klar til at gå videre, om og finde det bedste vue ud over havnen og alle de store lystyachter.

Gårsdagens kæmpestore yachter i Nice og Cannes' havne virkede nu pludseligt ikke så vældigt store mere. For i Monacos havn lå der nogen, der ikke var kæmpestore, men mega-enormt-store. Desværre lå de bare ved kaj, og der var i det hele taget ikke meget aktivitet i havnen, så da vi var færdige med at måbe, var der egentlig ikke så forfærdelig meget mere at se på, og vi gik op i byen igen på jagt efter en sen frokost. 

Det gik lidt trægt, og pludselig var Gemalen helt grå i ansigtet. Heldigvis stod vi lige ud for et supermarked, så vi drejede ind i køligheden og fik i første omgang købt noget vand til ham.

Udenfor igen stod Donnaen og jeg og prøvede at få øje på et spisested, men havde ikke rigtigt heldet med os, og vi må have set ret hjælpeløse ud, for der gik kun et øjeblik, før en betjent på scooter standsede op, og spurgte, hvad han kunne hjælpe med? Bare et sted at spise, fortalte vi ham, og så pegede han venligt to caféer ud, der begge lå bare et øjeblik væk. Vi valgte den nærmeste, fik Gemalen sat ned i skyggen og gik ind og købte salater til os alle tre.

Gemalen fik det hurtigt bedre, og så fik han ellers læst og påskrevet, for hvad nyttede det, at han hele tiden tudede os andre ørerne fulde med, at vi skulle huske at drikke, når han selv glemte det?

Oven på det tog vi den lidt med ro. Donnaen ville dog gerne en ekstra tur hen forbi kasinoet for at se på flere dyre biler, og hun fik blandt andet øje på en på mellemøstlige plader. Det funderede vi en del over. For hvordan var den havnet der? Det virkede en anelse usandsynligt, at nogen var kørt til Monaco fra Qatar eller en af de andre ørkenstater, så enten var den blevet fløjet eller sejlet dertil som gods, eller også havde den stået ombord på en af disse mega-enormt-store luksusyachter for så at blive løftet i land, da sheiken - eller hvem det nu var - skulle bruge den for at trille omkring i byen? Det var ikke til at regne ud, og vi måtte bare konstatere, at vores fantasi ikke altid rækker til at gætte, hvordan de ekstremt rige vælger at bruge deres guld.

Turen tilbage gik uden særlige begivenheder. Gemalen foreslog klogeligt, at han skulle tage den - trods alt - mindst krøllede af vejene fra kysten og op til Ormea. 

Han blev ikke modsagt.

Detaljer fra kasinoet.

Nice og Cannes på den hurtige måde

Næste morgen vågnede jeg en anelse mørbanket.

For nok boede vi dejligt, men minussiden ved et værelse møbleret i gammel stil var, at madrassen vist var lige så gammel som stilen, hvilket vil sige mindst 50 år.

Men efter bad og morgenmad var vi alle klar til at tage ud og opdage verden. Donnaen havde, da vi planlagde turen, været meget opsat på at komme til Frankrig, fordi hun gerne ville til Nice, Cannes og Monaco. De kedelige forældre var dog rørende enige om, at vi ikke gad betale spidsen af en jetjager for at bo i det område, og kompromisset blev, at vi boede på den italienske side af grænsen, men da bare kunne køre til Frankrig.

Så det gjorde vi da bare.

Men bare var jo i mellemtiden flyttet. Fra Ventimiglia med cirka 45 km til Nice til Ormea med 125 km til Nice. I det hele taget skulle det vise sig, at der er 125 km til alting fra Ormea, men det skulle først for alvor begynde at dæmre i løbet af de kommende dage. Det skulle også dæmre, det skete til gengæld ret hurtigt, at bemeldte 125 kilometer var italienske og ikke flade danske. Italienske kilometer, hvor det gik op og ned med sving og kurver. Alene turen på kun lidt over fyrre kilometer ned til Imperia ved Middelhavet tog en time at køre. Gemalen kunne godt have kørt hurtigere, men lod klogeligt være ...

Ved Imperia ramte vi motorvejen, der går langs kysten hele vejen fra Rom til Gibraltar. Stort set. Motorvejen ligger højt med de flotteste kig til Middelhavet og består mestendels af tunneller og broer. Nu ved vi, at italienske motorvejsbroer kan styrte sammen, men det vidste vi ikke dengang, så vi drønede bare afsted og nåede hurtigt til grænseovergangen til Frankrig. 

Medvirkende grund til, at vi havde droppet at bo i Ventimiglia var, at nogenhavde fortalt os, at der var et stort flygtningepres på grænsen til Frankrig netop der, så vi var lidt spændte på, om vi skulle holde i kø og have bilen endevendt, men intet skete, og vi så hverken toldere eller flygtninge, og kunne bare fortsætte uhindret til Nice.

Vi kørte rundt om den gamle bydel og fandt en parkeringsplads nede ved havnen. Solen bankede ned, og vi forsøgte at gå mest muligt i skyggen, rundt om den grønne bakke eller klippeknold, der ligger mellem havnen og den gamle bydel, som var første mål. I de snævre gyder i den gamle bydel var der mere skygge, men der var også flere mennesker. Mange flere mennesker. På den der lidt overvældende måde, der gør, at man ikke rigtigt ser hverken bygninger eller butikker, fordi man bruger alt for meget opmærksomhed på bare at komme frem uden at gå ind i noget eller nogen. Og på at holde godt fast i taske, mobil og andre hug-værdige genstande. Hvilket jo er ærgerligt, og sådan er det bare tit, når man desværre ikke er ene om at have fundet de allerbedste steder.

På mirakuløs vis lykkedes det os dog at finde en café med et ledigt bord i skyggen, hvor vi kunne få frokost. Og der sad vi så og kiggede. Og lyttede. Der var alverdens sprog, men virkeligt mange talte dansk, og det bekræftede os i, at Nice er en rigtig dansker-destination.

Ret hurtigt begyndte Donnaen at sidde og småhoppe. For hun havde en aftale i Cannes, og hun ville gerne nå at se # I Love Nice-monumentet på hjørnet af promenaden, før vi kørte videre. Så vi rejste os og gik videre gennem byen ned til promenaden langs standen. På vejen passerede vi et marked, men vi kom for sent; stadeholderne var ved at pakke sammen og spule pladsen ren. Det spildte vi altså ikke tiden på og kunne i stedet kigge lidt ned langs Promenade des Anglais og stranden foran, hvor folk lå tæt under lange rækker af parasoller.

Og så kom vi rundt til hjørnet med # I Love Nice-monumentet. Hvis altså man kan kalde noget, der trods alt ikke er større cirka 4 x 8 meter for et monument? Det står der og lyser i tricolorens farver og inviterer til, at folk tager billeder og poster dem på de sociale medier som en hyldest til Nice og ofrene for terrorangrebet i 2016. Det virker, Donnaen var absolut ikke ene om at tage billeder.

I Cannes fandt vi det store kasino, hvor Donnaen havde en aftale om at mødes med en af sine venner, der var på ferie med familien. Og mens Donnaen forsvandt med sin private guide, gik Gemalen og jeg på jagt efter et skyggefuldt sted at drikke kaffe. Det gik meget godt, og at jeg kom til at bestille en bolle med oliven, som jeg virkelig ikke kan fordrage, var bare en mindre detalje, der da heldigvis var råd for. Derefter traskede vi ned til havnen for at se på de mange kæmpestore lystyachter, der lå og signalerede en ekstrem overflod af penge. Det kunne vi bruge lang tid på, og vi stod også længe og gloede ud på et kæmpe krydstogtsskib, der lå uden for havnen, og hvorfra mindre både pendulerede frem og tilbage til havnen med krydstogtsturister.

En sodavand senere fandt vi på, at vi skulle ud og kigge på nogle af de lidt mindre - men stadigvæk ret store - både, der lå midt i havnen ved en række mindre bådebroer. For at komme derud, passerede vi gennem en låge, der sagde et lidt ildevarslende klang! efter os, og vi var klar over, at vi nu nok var ude i noget, der muligvis ikke var helt efter bogen. Vi forsøgte at ligne afslappede sejlere med god tid (det lignede vi næppe), og så daskede vi rundt og kiggede lidt på både fra nær og fjern. Da vi gik tilbage, kunne vi ganske rigtigt konstatere, at adgangen til området var låst af, og at vi ikke kunne komme ud. Medmindre vi ville kravle over, og det ville vi helst ikke ...

Heldigvis kom der netop en mand med en cykel, som også skulle ud, og så kunne vi da lige holde hans cykel, mens han klikkede sig igennem, og så gå med ham ud, endda med en venligt nik som tak for hjælpen.

Tilbage ved kasinoet dukkede Donnaen op næsten samtidig med os. I vældig godt humør, fordi det selvfølgelig havde været top-nice at tilbringe et par timer uden sine kedelige forældre. Og fordi bare tanken om senere henkastet at kunne sige, at hun da havde haft en aftale med en af sine venner i Cannes, var ganske fin.

Derefter var det bare at finde tilbage til bilen og køre tilbage til hotellet. Nu med Donnaen på forsædet, så jeg kunne sidde bag i bilen og prøve at abstrahere fra de mange sving fra kysten og op mod Ormea.

Sydpå

Efter vores London-tur havde vi fire dage hjemme, før vi alle tre kørte mod Italien.

Sådan var det blevet, fordi Donnaen havde en tid på hospitalet i Viborg, og fordi jeg kun havde kunnet rykke rundt på min ferie under forudsætning af, at jeg stadig havde styr på de faste opgaver. Så det fik jeg, og onsdag morgen i uge 30 var vi klar til afgang. Kamelen var afleveret til pasning, og bilen var pakket, og afsted gik det.

Da der havde været meget mediesnak om vejarbejder og kø-fare på motorvejen mod Hamburg, var vi enige om at køre udenom. Altså kørte vi fra ved exit 11 og tog landevejen over til motorvejen fra Kiel mod syd. Det gik som det skulle. Vi passerede motorvejen Hamburg-Lübeck og senere også den fra Hamburg til Berlin. Nu gik det noget langsommere, da motorvejen var skiftet ud med landevej. Men sådan plejede det jo også at være, så jeg var ganske godt tilfreds. Gemalen not so much, især ikke da det gik op for ham, at jeg på ingen måde havde tænkt mig, at vi skulle mod øst, da vi (læs: jeg) havde booket overnatning stort set længst nede mod vest i Tyskland, syd for Karlsruhe.

Gemalen havde bare ment, at vi skulle væk fra den vejarbejdeplagede syver nord for Hamburg, men så have taget etteren fra Lübeck tilbage igen mod syveren syd for Hamburg. Men det havde han jo ikke sagt, og jeg havde ikke spurgt, og nu var vi kommet alt for langt, til at det kunne betale sig at ændre på ruten. Og sådan er der så meget, og jeg kan kun undre mig over, at jeg ikke forlængst har lært at spørge Gemalen, hvad det er præcis, han mener, i stedet for at gå ud fra, at han mener det samme som jeg. For det gør han sjældent. 

Nu var det bare om at finde noget frokost, før gnavpotteriet fik overtaget, og efter en del køren frem og tilbage på grund af vejarbejde endte vi på havnegrillen i Lauenborg. Det var en rigtig havnegrill, med en hyggelig, overdækket terrasse lige ned mod Elben, hvor vi kunne sidde i en sval brise og nyde vores fritter med mere. På et tidspunkt skulle vi låne nøglen til toilettet, og jeg fik så det indfald at spørge, om vi forresten kunne betale med kort? Det kunne vi ikke, og da vi havde absolut nul euro med, måtte Gemalen sendes afsted for at finde en hæveautomat. Grilldamen forklarede mig beredvilligt, at først skulle han over én bro, som kunne ses fra stedet, og derefter en til og så dit og dat. Hvorefter jeg tabte tråden og erklærede, at det måtte Gemalen hellere selv få forklaret.

Men han var stadig lidt halvmuggen og begav sig bare afsted uden anden forklaring end de to broer. Til gengæld havde han alle tre mobiler med, så kommunikere med os, hvis han blev helt væk, kunne han ikke. Donnaen og jeg spiste færdig og nåede faktisk ikke at bekymre os, før Gemalen var tilbage. Den præstation var han selv så tilfreds med, at humøret straks var meget bedre.

Syd for Lüneburg og på vej mod Soltau og syveren kører man gennem en masse skov. Her har vi kørt flere gange før og kunnet se, hvordan verdens ældste erhverv stadig blev udført i mobilhomes parkeret langs vejen. Denne gang nåede vi dog at undre os over, hvor de var blevet af, da der dukkede nogle ganske få op, kort før vi var helt ude af skoven igen. Hvorfor det er gået tilbage med den form for forretningsliv på netop det sted, aner vi ikke. Og jeg har ikke fantasi til at forestille mig, hvor jeg skal spørge ...

Tilbage på motorvejen var det bare at høvle syd på, og det gjorde vi så, og det gik sådan set fuldstændig problemfrit. Der var bare langt. Men til sidst nåede vi dog frem til vores Landgasthaus Blume, fik parkeret på rette sted og fik vores nøgler. Mutter beklagede, at det var Ruhetag, så restaranten var lukket, men hun kunne anbefale en anden restaurant. Bare rundt om hjørnet og så til højre, hvor vejen gaflede, så kom vi lige derhen.

Det gjorde vi også, og ad bagvejen kom vi ind i en stor have med borde under en overdækket søjlegang. Vi var superheldige, at der var nogen, der gik, da vi kom, så vi kunne få et bord, der hurtigt blev ryddet, og vi fik menukortet. Ret hurtigt fik vi også bestilt, men så skete der til gengæld heller ikke mere i meget lang tid. Det vil sige, ikke for os i hvert fald. For de kvindelige tjenere havde fløjtende travlt og løb, så snart de ikke havde noget på deres bakker. Men de var for få, og gæsterne for mange. Efter mere end en times venten fik vi dog vores mad, og den har sikkert været udmærket. Jeg var bare så træt og så sulten og havde iøvrigt knaldende hovedpine, så det kan jeg overhovedet ikke huske.

Næste morgen vågnede vi friske og veludhvilede, og efter det store tyske morgenbord fortsatte vi mod syd og nåede hurtigt Schweiz, Basel og et sted, hvor vi kunne investere i en vignet til bilen. Umiddelbart kan det virke som et rip off at skulle købe vignet for resten af året i Schweiz, men i bakspejlet, efter en lille uge på de italienske betalingsmotorveje, virkede det næsten som en foræring ...

Vi spiste frokost i bunden a Schweiz, næsten nede ved den italienske grænse. Den lignede et ganske almindelig motorvejscafeteria, men der viste sig at være ganske hyggeligt, fordi vi kunne sidde ude under et halvtag, langs en lille sø, som gik helt ind under stedet, hvor vi sad. Det lokale dyreliv havde vænnet sig til cafeteriagæsterne. Først kom gråspurvene for at kigge efter godbidder og derefter både ænder og og små bitte fisk. Det var ret sjovt, men Fruen følte alligevel, at hun måtte formane Gemalen om, at hverken fugle eller fisk havde særlig godt af hans brød, og så forsvandt både de to- og nulbenede for at finde rarere mennesker andre steder.

Cirka her forlod vi motorvejen og kørte over et ikke særlig befærdet pas til Italien, til Aosta-regionen. Den region har vi aldrig været i, og det var nok lidt synd ikke at se nærmere på den, for den skulle være ganske smuk. I byen Aosta nåede vi til motorvej igen og fortsatte til Torino, hvor Gemalen fik den fikse ide, at han nok kunne finde et billigere sted at tanke diesel end på motorvejen. Det gik der så lige lidt tid med at føre ud i livet, for der var temmelig meget trafik, og det var som om alle benzinstationerne befandt sig på venstre side af vejen ...

Fra Torino mod syd til vi igen skulle forlade motorvejen og køre det sidste stykke mod Ormea ad landevejen. Det forløb planmæssigt, og jeg havde kigget så meget på Google Maps, at jeg vidste, at vores hotel skulle ligge oppe til højre, lige inden jernbanebroen, før vi kørte ind i byen. Det var meget godt, for ellers var vi drønet lige forbi det ganske lille skilt, der stod ud til vejen. Nu nåede vi - næsten - at stoppe, og blev lukket ind gennem den store låge til haven af værten, der straks kom susende, da vi ringede på.

Hotellet var ikke særlig stort, men ganske charmerende. Måske en gammel rigmandsvilla? Værelserne var store og gammeldags indrettede, men med nyrenoverede badeværelser. Fra vinduet var der udsigt til en æblehave og bjerge i baggrunden.

Det var lige til at holde ud.

Tante-tur

Da jeg havde sat mine venner af, vendte jeg kareten og kørte til Bagsværd for at besøge min moster.

Min tur til Sjælland havde været ret spontan, og klokken var for mange, til at jeg havde villet ringe til den gamle dame - hun er niogfirs - aftenen før afgang. Og næste morgen var det for tidligt at ringe, så jeg pakkede en taske og en rulle sengetøj, og lige før afgang sendte jeg en sms og spurgte, om jeg måske måtte overnatte hos hende?

Det måtte jeg gerne, og vi fik sms'et lidt frem og tilbage om, at det nok ville blive meget sidst på dagen, før jeg dukkede op, og at jeg bare kunne ringe, når jeg kørte inde fra byen. Det gjorde jeg, men i stedet for, at jeg gjorde holdt på vejen og købte ind til vores aftensmad, havde min moster allerede haft næsen i sin fryser og fundet både det ene og det andet frem, og der lugtede saligt af mad, da jeg gjorde min entré.

Vi spiste og vi hyggede, og så hyggede vi lidt mere, indtil jeg var så træt, at jeg var nødt til at gå i seng, hvis jeg ikke skulle falde i søvn i sofaen.

Næste morgen, mens jeg lå og læste i en af min mosters bøger, som jeg iøvrigt fik lov at få, fordi jeg tænkte, at min moster nok stadig sov skønhedssøvn, kom hun listende: Er du vågen? Hvilket jeg jo var, og så kunne vi jo lige så godt stå op og få morgenmad. Jeg tilbød at hente morgenbrød, men det var slet ikke nødvendigt, min moster havde det hele.

Dér, altså ved morgenbordet, sad vi længe og snakkede om både dit og dat og alt der i mellem. Den gamle dame læser sin daglige avis og lytter til radioens lidt tungere programmer for at holde sig ajour, så der er ikke mange ting, hun ikke er helt med på, hvilket gør hende til en fornøjelse at snakke med. Og så er hun den, der har mest tjek på familien, så hvis jeg skal høre nyt om den ene eller den anden, er det hende, jeg skal spørge.

Efter to hele kander te måtte jeg dog sige stop og pakke mit habengut sammen og sige farvel. Min moster fulgte mig helt ud til elevatoren, og parret, der allerede stod i elevatoren, spurgte nysgerrigt: Er det så datteren? men måtte slå sig til tåls med, at jeg kun var en niece. Ja, for vi kender jo en del her i opgangen, fortsatte de, mens jeg ihærdigt prøvede både at sige noget imødekommende og samtidig bide mig i læben for ikke at grine, da jeg følte mig overbevist om, at jeg stod over for Rytteriets forældre med både charmeklud og Klampenborg-accent.

Således pænt glad i låget kørte jeg til Sorø, hvor jeg foretog et tisse-stop og ringede til min faster, der bor mellem Odense og Kerteminde, og spurgte, hvad hun lavede. Helt sådan plejer jeg ikke at indlede vores telefonsamtaler,og hun gennemskuede mig da også straks, og svarede, at hun egentlig bare gik og tænkte, at det kunne være hyggeligt med besøg til kaffen. Så vi aftalte, at jeg købte et par kager med, og så stod hun klar med kaffen, da jeg kom en lille time senere.

Min faster er i forhold til min moster en ren årsunge på kun femogfirs. Til gengæld ser hun meget dårligt, og mindre positivt indstillede sjæle end hun kunne nok være noget nedtrykte over det, men ikke min faster. Hun er stadig glad og tilfreds og mener, at hun er noget så heldig med tilværelsen og ikke mindst med alle de rare mennesker, der omgiver hende. Vi fik vores kaffe, og hun hørte alt om mine venners besøg, og bagefter beundrede jeg hendes fine nye postkasse, som netop var kommet op.

Og så ikke så meget mere. Jeg sagde tak for kaffe og kørte glad hjem, mens jeg tænkte, at jeg dælme er lidt dum, at jeg ikke besøger de gamle damer lidt oftere, mens tid er.

De brune bakker ved Himmelbjerget
har ikke noget med sagen at gøre.

Turist i eget land

Vi har haft besøg fra San Francisco, og jeg har forsøgt mig som guide i mit eget lokalområde.

Tilbage i marts skrev min veninde, at hun og hendes husbond sammen med et vennepar planlagde en rejse til Norge. De ville så rejse videre til København, og efter et par dage der ville venneparret flyve til Stockholm, mens vores venner gerne ville besøge os i det Midtjyske. Hvis det kunne passe os?

Om det kunne?!!

Det kunne det i allerhøjeste grad.

Det er ni år siden, vi sås sidst, og da var det dem, der brugte tid, krudt og penge på at tage os med rundt i San Francisco, så nu var vi klar til at rulle den røde løber ud og gøre det samme for dem.

Donnaen og jeg hentede dem ved stationen i Skanderborg onsdag sidst på eftermiddagen, og vi kunne derfor kun nå at spise middag sammen, før dagen var omme.

Men næste dag skulle vi på tur, men efterhånden som vejrudsigten blev værre og værre og endnu værre, begyndte jeg lettere panisk at spekulere på, om jeg kunne hale en plan B ud af ærmet. Det lykkedes kun i begrænset omfang, da der ikke er ret mange indendørs attraktioner her i området. Heldigvis kom vores venner næsten direkte fra Bergen, og de havde derfor både regntøj og solidt fodtøj med - og var ikke særligt bekymrede.

Det regnede om natten, men var holdt op igen da vi mødtes næste dag. Og vi kunne, uden paraplyer, gå ned til havnen og tage en af turbådene ud til Himmelbjerget. Det blev en temmelig grå tur, og det regnede også lidt ind i mellem, men man kunne stadig nyde udsigten til både natur og de dyre huse langs bredden.

Ved foden af Himmelbjerget hoppede vi i land og stod lidt og beundrede udsigten, før vi gik ind på Restaurant Himmelbjerget og spiste frokost. Den, altså frokosten, var virkelig lækker, og den blev selvfølgelig ikke ringere af, at vi sad med en betagende udsigt over søen. Imens vi sad der, for et par regnbyger over søen, men så klarede det op, og vi kunne okse op til Himmelbjerget i tørvejr.

Mens mine venner fra det tørkeramte Californien især var begejstrede for den grønne frodighed, lagde jeg derimod mærke til, at alle bregnerne ned ad skråningen stod og lyste vissenbrunt. De havde tydeligvis ikke kunnet tåle sommerens tørke. Tårnet var lukket, hvilket var lidt en skuffelse. Og en overraskelse, for ifølge stedets hjemmeside skulle det have været åbent. Men det var der ikke, og vi klarede os endda, for selv uden tårn er udsigten jo overvældende.

Vi stod lidt og nød både udsigt og tørvejr og fik taget en del selfies. Med deres medbragte selfie-stick. De grinede selv af det og sammenlignede sig med kinesiske turister, men det behøver de nu ikke, for de er meget diskrete og hensynstagende, når de bruger den, så det var egentlig bare mig, der skulle prøve at finde det rette grin frem, når vi stod med ryggen til seværdighederne og gloede på en Iphone på en stang ...

Gemalen ventede på parkeringspladsen, og nu var vejret så godt, at vi kunne tage tilbage til byen og bare daske rundt og se på den, før vi efter et kort hvil til dem og en kamel-lufter-tur til mig kunne mødes igen for at køre ud og spise middag på den lokale pramdragerkro, hvor man plejer at kunne få den lækreste mad. Gammeldags retter og godt håndværk, og noget vi syntes kunne være sjovt at vise vores gæster. Desværre levede stedet ikke op til vanlig standard, og deres mørbradsbaserede pramdragergryde bestod denne aften af to-tredjedele cocktailpølser, hvilket ikke lige frem var et hit.

Så i stedet for at blive og få kaffen med, kørte vi hjem til os og lagde planer for næste dag. For det var gået op i sømmene, at vores venner faktisk havde hele fredagen til rådighed og først skulle flyve fra Kastrup lørdag middag. De ville dog helst overnatte i København, men hvad kunne de måske nå at se i løbet af fredagen? De snakkede både om Roskilde Domkirke og Kronborg Slot, men det ville jo være nærmest uladsiggørligt, hvis de var med toget.

Derfor var det meget ligetil, at jeg tilbød at være chauffør, og sådan blev det. Klokken ni tog vi fra det midtjyske og kørte, med et enkelt cappuccino-stop, til Roskilde og så på domkirken. Det var meget sjovt at se kirken sammen med udlændinge, som kan spørge om mere end ti vise - og i særdeleshed jeg - kan svare på. Vi så selvfølgelig også dronning Margrethes nys-opstillede, men afdækkede sarkofag i et af kapellerne. At den skal stå afdækket frem til dronningens død er vel det mest rigtige, men hvorfor den skal være dækket af en ualmindeligt grim trefarvet papmaché-agtig ting, kan jeg virkelig ikke forstå.

Da vi kom ud fra kirken regnede det, men da jeg vidste, at der skulle ligge en café i nærheden, valgte vi alligevel at gå ud. Jeg nåede også at få øje på caféen på den anden side af torvet, men lige rundt om hjørnet hang et skilt med restaurant, og uden at spørge hinanden spurtede vi ned af trapperne og ind i hvad der viste sig at være Restaurant Rådhuskælderen. Der var allerede mange mennesker, men heldigvis også plads til os, og vi fik en lækker frokost, som vi hver især sammensatte af forskellige småretter.

Mætte, godt tilpasse og nogle selfies senere satte vi kurs mod Kronborg. Det var mere, end mine gæster kunne klare, og første nikkede den ene og så den anden af til drømmeland. Det gjorde ikke så meget, og jeg slap for at indrømme, at jeg missede en afkørsel og måtte ud på lidt af en omvej.

Vores timing var dog så god, at vi stadig havde to timer, til Kronborg lukkede, da vi stod ved billetsalget. Først op og kigge ud over Øresund, over mod Helsingborg. Igen var det sjovt at følges med udlændinge, som ikke, som vi andre, tager noget som helst for givet, men stiller alle de spørgsmål, som jeg aldrig selv har tænkt. For eksempel: Hvis skibene skulle betale told for at sejle gennem Øresund, hvorfor sejlede de så ikke bare gennem Storebælt? Jeg blev dem svar skyldig, for mens vi alle ved, at der skulle betales told for Øresundssejlads, hvem har så hørt om, at det skulle man faktisk også i Storebælt? Jeg ikke i hvert fald. Og jeg har, med skam at melde, heller aldrig tænkt tanken.

I den store riddersal var der en lille intim Hamlet-opsætning. Til vores udelte fornøjelse blev der spillet på engelsk, og vi stod lidt og kiggede, mens Hamlet filosoferede To Be Or Not To Be. Da stort set alle var døde, gad vi ikke mere, men gik i stedet ned og hilste på Holger Danske. Igen kom jeg lidt til kort, for hvor filan stammer den legende fra? Vi famlede os hele vejen gennem de mørke og til tider meget lavloftede kasematter, og jeg spekulerede på, om jeg nogensinde har gjort det tidligere eller bare er gået op igen den hurtigste vej, fordi jeg har haft en lille, ængstelig Donna med?

Vel ude igen fandt vi tilbage til bilen, og så trillede vi ad Strandvejen hele vejen ind til Radisson-hotellet skråt over for Tivoli.

Her var der lige plads til at stille bilen, tømme den for bagage og kramme farvel.

Og så håber vi bare, at der ikke skal gå ni år, før vi ses igen.

To be or not to be.