Om at lukke bogen

En gang i mellem er der ting, som bare skal gøres helt færdige.

En bog, der skal lukkes, som man siger.

Derfor var jeg til Mettes bisættelse.

Det var hjerteskærende sørgeligt.

Men det var også smukt og fint.

Det var tydeligt, hvor afholdt Mette var. Det lille kapel skulle have været dobbelt så stort for at rumme alle, og man lod dørene stå åbne, så vi kunne stå uden for i den lille gård og se ind og følge ceremonien, der foregik på både dansk og engelsk af hensyn til Mettes engelske svigerfamilie.

En ceremoni, som Mettes familie havde tilrettelagt, så den var i Mettes ånd; ikke alt for trist, men fyldt med musik, varme og kærlighed.

Der blev spillet musik. Både et rocket nummer, som formentlig har betydet et eller andet ganske særligt for Mette, og stille fin musik, med klang til eftertænksomhed.

Talen fra Mettes familie blev læst op, og talen fra Mettes mand blev afspillet. Han havde valgt at indtale den, så vi fik fornøjelsen af hans herlige engelske dialekt. Begge taler beskrev den eventyrlystne, altid glade Mette, der med stor lyst og energi gik op i sine børns dagligdag og aldrig missede et forældremøde eller et skolearrangement. Mette som elskede, når ungerne havde venner med hjem, så hun kunne forkæle dem alle sammen med lidt kage eller snold.

Et billede, der er let at genkende, hvis man har fulgt bare lidt med på Mettes blog.

Da selve ceremonien var slut, var der mulighed for at gå ind i kapellet og forbi kisten, der var ganske utraditionelt, men meget, meget smukt pyntet med de flotteste solsikker.

Det gav også mulighed for at se hele det hav af blomster, som lå overalt og lyste op i alle de mange farver, som Mette holdt så meget af.

Det kunne ikke blive et smukkere farvel.

Himlen havde længe set grå og regntung ud, men tørvejret holdt, til bisættelsen var ovre. Nu begyndte det ganske symbolsk at regne.

Efter et kort farvel til Mettes mor, kørte jeg hjem, fandt Kamelen og gik en lang tur.

Og lukkede bogen.

Farvel søde Mette

Søde Mette er ikke mere.

Mette døde i nat efter et væmmeligt sygdomsforløb, hvor noget, som tilbage i maj bare lignede en dum influenza, viste sig at være noget langt værre, der uhyggeligt hurtigt sugede alt liv og al ånd ud af hende.

Søde, kære, glade Mette, som jeg syntes, jeg kendte, selv om hun 'kun' var et blogbekendtskab, og jeg aldrig nåede at møde hende, mens hun var rask.

Det er en lille uge siden, lægerne gav Mettes familie den triste besked, at hun aldrig ville komme sig og sandsynligvis kun havde ganske kort tid tilbage. 

Siden har de prøvet at vænne sig til tanken.

Men hvem kan det? Hvordan kan man overhovedet rumme, at man skal sige farvel til den, man elsker?

Hvad enten hun er ens kone, mor, datter eller søster.

Det er jo helt forkert.

Som KS meget rigtigt skriver 'kæft, det er ikke i orden'

PS: Undlad venligst at skrive på Mettes egen blog. Det giver ingen mening. Hverken for Mette eller hendes mand eller hendes familie

Kloster bling-bling

Fra Rozmberk skulle vi videre til Baden syd for Wien.

Den tur ville tage os direkte forbi Melk, og da vi ovenikøbet havde god tid, var Gemalen ikke særlig svær at overtale til at gøre holdt, så Fruen kunne få sit ønske om at se Stift Melk opfyldt.

Allerede fra motorvejen kunne vi se det kæmpestore klosterkompleks ligge og lyse gult og hvidt i solen, og så var det bare at følge skiltningen, til vi endte på en stor parkeringsplads og derfra kunne gå ned til klosteret.

Vi kunne også have taget elevatoren. For det var der også, og det var bare det første af mange eksempler på, at et kloster ikke behøver at være gået i stå for flere århundreder siden. Ud over nogle meget fancy og virkeligt flotte, helt moderne udstillinger lagde vi blandt andet også mærke til, at klosteret havde et varmeanlæg, der kørte på biomasse.

Her måtte vi heller ikke tage billeder. Og det var virkelig til at græde over, for hele klosteret er giga-mega stort, og alt er totalt overvældende, så man vakler derfra med så meget indtryks-overload, at det er svært at kapere. Og helt umuligt at skelne fra hinanden efterfølgende. Cirka titusinde billeder på mobilen ville helt sikkert have gjort det nemmere. Men nej, det var forbudt, og jeg ved ikke hvorfor. Måske fordi alle de besøgende ville gå så meget i stå og være så optagne af at tage billeder, at de aldrig kom ud igen, og derfor måtte slæbes ud af munkene hver aften ved lukketid?

I hvert fald er klosteret og klosterkirken i Melk noget at det mest superfantastiske (indsæt selv endeløs række af superlativer), jeg nogen sinde har set.

Og jeg synes jo ellers, at jeg efterhånden har set en del ...

Efter at have købt billetter, går man gennem en port ind i klostergården og hen i modsatte hjørne for at starte rundturen i museet, der er indrettet i den ene fløj. Det vil sige, at det selvfølgelig er gamle lokaler, men selve indretningen og udstillingen er topmoderne - ja, jo ikke de udstillede genstande, som er fine, gamle kirkeklenodier som for eksempel håndskrevne bibler og kunstfærdigt udførte kors i guld og ædelstene.

Undervejs passerede vi en flot model af klosterkomplekset, hvor man for alvor kunne se, hvor stort det er. Der stod en guide og fortalte en hel masse til en gruppe besøgende. Det ville givetvis have været enormt interessant at være på en guided tur rundt, men den ene af os har slet ikke tålmodighed til den slags, og den anden kan - i hvert fald pt. - ikke høre, hvad en guide siger.

Så vi gik videre til marmorsalen, der er meget flot, selv om det er lidt snyd det der med marmoren, som i virkeligheden næsten over alt er et resultat af dygtige maleres formåen og ikke ægte marmor.

Herfra kommer man ud til en terrasse, der fører fra den ene fløj og rundt i en bue uden om kirken og over til den anden fløj. Nogen har virkelig tænkt sig om, da de anlagde klosteret. Det ligger højt over både by og Donau. Og fra terrassen er der et betagende kig over især Donau, så lige pludselig har man stået længe og bare kigget og kigget.

Vender man ryggen til Donau, ser man til gengæld ind på kirken, som ligger klemt inde mellem klosterfløjene. På sin vis lidt synd, for kirken i sig selv er så flot (alt er flot, hvis nogen skulle være i tvivl), at den fortjener at stå og skinne helt for sig selv uden at være hegnet ind af klosteret. Både kirke og kloster er barok, men på kirken har det lige fået et ekstra swung med løgkupler og krummelurer.

Modsat marmorsalen ligger biblioteket. Det er muligvis ikke flottere end biblioteket i St. Gallen, som vi så sidste år. Muligvis. Her gemmer man fine gamle, ældre og ubegribeligt gamle bøger. De allerældste er over 1000 år gamle og stammer fra det 9. århundrede. Storslået og sært at tænke på, når alt hvad vi kunne præstere i Danmark på det tidspunkt var runestenene i Jelling, som vi ellers er så stolte af ... Om der nogensinde er nogen, der læser i bøgerne, ved jeg ikke, men de bliver i hvert fald støvet af. I et hjørne af lokalet var tre personer - bibliotekarer eller måske konservatorer, næppe bare rengøringspersonale - i gang med at stille bøger på plads på den allerøverste hylde. På et bord lå bøger nok til at fylde et par hylder, og de blev nu nænsomt sat på plads. Om de ud over at blive støvet af også var tjekket for løse sider og revnede rygge, og hvad almindelige bøger nu ellers rammes af, ved jeg ikke, men det føltes helt fint, at der faktisk blev rørt ved bøgerne i steder for, at de bare stod.

Nu manglede vi kun kirken.

"Kun" viste sig at være dagens, ugens og månedens underdrivelse. Og godt, at man ser den til sidst, for oven i det synsbombardement af storslåede, fantastiske, imponerende - fortsæt selv - indtryk er man ude af stand til at tage mere ind og har kun lyst til at sætte sig stille hen på en bænk og glo lige ud i den tomme luft. Man kommer ind, stopper op, sunder sig lidt - og siger wow! 

Det er fuldstændig omsonst at prøve at beskrive kirken, for alt - fra gulv til loft - er bare flot og fantastisk.

Og så er det meste guldbelagt.

Heldigvis er kirken ikke ekstraordinært stor, for så ville man da blive blæst helt omkuld. Omvendt kunne den faktisk godt have været mindst tre gange så stor, og så kunne man alligevel have haft en prægtigt udsmykket kirke, hvis man havde 'trukket' lidt i den nuværende overdådighed.

På et tidspunkt orkede vi ikke mere. Så vi traskede ud i solen, fandt bilen og kørte til den nærmeste motorvejsrestaurant for dels at få noget at spise dels få noget almindelighed som modvægt til al den pragt, vi netop var blevet bombarderet med.

Bagsiden af den lille bog
 jeg købte om klosteret.

Tæt på himlen på flere måder

Vi havde en dag mere i Rozmberk, som i sig selv er lidt en hel del for lille til at bruge ret mange timer på, så mens Gemalen cyklede sig en tur, prøvede jeg at lægge en plan, der helt overordnet gik ud på at køre op langs floden i stedet for ned som dagen før. Mere specifikt havde jeg kig på et kloster og et tårn, og så kunne vi jo altid se, om vi kunne nå mere.

Først klosteret, som ligger i en lille by, Vyssi Brod, cirka ti minutters kørsel hjemmefra. Byen er ganske lille, og klosteret omvendt temmelig stort med en imponerende kirke, så det var ikke svært at finde. Det viste sig, at man kun kunne se kirken i forbindelse med en guided rundvisning, som startede cirka tre et halvt minut senere. Alt det fandt jeg først ud af, da jeg stod inde i den lille souvenirbutik, der også solgte billetter. I mellemtiden havde Gemalen gjort sig usynlig, så jeg tog en rask beslutning om, at han sagtens kunne undvære både rundvisning og mig i en times tid, og så fik jeg en billet og en audioguide på engelsk, da rundvisningen foregik på tjekkisk.

- De gik dén vej, pegede Gemalen beredvilligt, da jeg kom styrtende ud og absolut ikke kunne øjne nogen guided tur nogen steder.

Og sådan nåede jeg lige at komme med indenfor, før guiden lukkede - og låste - kirkedøren og begyndte at tale.

Audioguiden var en model, der afveg fra, hvad jeg ellers har været udsat for, på den måde at den virkede ved at skulle have fysisk kontakt - rød dut mod rød dut - med de forskellige kontaktposter rundt omkring i kirken og i de efterfølgende rum. Det var lidt tungt. Først skulle jeg - og de andre - finde ud af det. Dernæst skulle vi spotte kontaktstederne, og så skulle vi stå i kø for at skabe kontakten, som nogle steder drillede meget. Det betød, at audioguide-brugerne kom lidt ud af sync med den øvrige flok og hele tiden sakkede agterud for at få mest muligt med.

Desværre måtte vi ikke tage billeder. Hvorfor er det nu lige, at man nogle steder ikke må det, mens man andre steder gerne må?? Og selv om jeg forleden påstod, at jeg ofte glemmer at tage billeder, så må jeg lige i dette tilfælde indrømme, at der er nogle ting, jeg simpelthen ikke kan huske fra den rundtur, og det ærgrer mig en del.

Allermest ærgrer det mig, at jeg ikke fik et billede af altertavlen. Ikke fordi den var specielt smuk. Selv om det var den vistnok. Men fordi den var under restaurering, og det så helt fantastisk ud. For det første havde man bygget et stillads af bambus, hvilket jeg ellers kun har set i Asien. Men måske var det nemmere at bygge fleksibelt på den måde? For det andet var altertavlen så høj, at stilladset bestod af seks eller syv etager. Det var i sig selv imponerende. Og for det tredie blev der arbejdet på de fleste etager samtidigt, hvilket gav et myreflittigt indtryk. For det fjerde ville det danske arbejdstilsyn næppe have sagt god for sikkerheden, men det er så en hel anden snak.

Jeg kan ikke huske ret mange detaljer om klosteret og kirken, men historien om selve stedet er ret fin. Legenden fortæller nemlig, at en af de lokale riddere - en borgherre fra Rozmberk selvfølgelig - var ved at drukne i Vlatava og i sin kvide lover Vorherre at bygge ham et kloster, hvis bare han må blive reddet. Det hører Vorherre og redder den arme ridder, som til gengæld fluks grundlægger et cistercienserkloster på stedet.

Mindre sjov var forklaringen på samlingen af kirkefigurer - den slags mandshøje figurer af engle eller helgener, man for eksempel ofte ser flankere overgangen fra kirkeskib til kor - i en af salene i klosteret. I stedet for at stå i de kirker, hvor de hørte til, var de blevet reddet, den gang Jerntæppet blev rullet ud, og en lang række kirker stod i vejen ... Ak ja.

Da jeg kom ud igen, havde det regnet lidt, og Gemalen var fortrukket til bilen, hvor han omgående var faldet i søvn. Nu var han så nødt til at vågne, for Fruen ville videre.

Vi fulgte stadig floden, men kørte nu mere mod vest end mod syd.

Jeg ville finde et tårn i en skov ...

Jeg var stødt på billeder og beskrivelse i en folder, der lå i pensionen, men der var hverken navn eller præcis adresse, og trods ihærdig googling havde jeg ikke været i stand til at finde noget som helst om det. Siden har jeg fundet billeder på google maps, men det er for nyt til at være med på selve kortet, og jeg har stadig ikke fundet ud af, hvad det hedder. Så jeg vidste bare sådan lidt upræcist, at tårnet skulle ligge oppe i skoven til højre for sø og vej, når vi kom til Lipno. Og så håbede jeg ellers bare, at der var skiltet til tårnet, som jo - var jeg overbevist om - var lidt af en attraktion.

Der tog jeg så fejl, med skiltningen altså, men faktisk fik vi et glimt af tårnet, og så kørte Gemalen op gennem byen og videre ad små skovveje, til vi nåede en parkeringsplads og ikke måtte køre længere. Og så måtte vi jo gå. Nede mellem træerne kunne vi ikke se noget tårn, så det var  lidt spændende, om vi overhovedet havde valgt den rigtige vej.

Det havde vi. Vi kom ud i et åbent område med lifte og et par skipister, og vi var nu ganske tæt på tårnet. Gemalen mente, han havde rørt sig nok, så jeg tog turen alene op. Og op og rundt. Og op og rundt. Tårnet er en helt åben konstruktion, hvor man går hele vejen op i en ikke særlig stejl spiral. Det var ret sjovt. I starten kigger man direkte ind i trætoppene, men kommer så ovenud og kan se ud over landskabet, som er betagende flot. Grønne marker, mørkere skove, bjerge i baggrunden, lidt by og en kæmpestor sø, som er det smukke resultat af en opdæmning af Vlatava en gang i 1950'erne.

Helt oppe blæste det en halv pelikan, og det var ikke helt let at stå stille nok til at tage billeder. Iøvrigt er det svært overhovedet at tage billeder, der yder udsigten retfærdighed. Men stå og glo kan man jo altid. Lige indtil jeg fik øje på nogle ret sorte skyer, der kom rullende fra vest. Så tog jeg benene på nakken og skyndte mig ned. Jeg kunne være kommet hurtigere ned ved at tage den rutschebane, der er i centrum af tårnet, men det var jeg desværre for meget kylling til.

Regnen nåede os, da vi var næsten tilbage ved bilen, men så fandt vi en lille sti helt inde under træerne og undgik at blive våde. Yderligere planer om at se på den lille by og søen blev droppet, og vi kørte hjem ad små veje. Gemalen var nu allerede så stedkendt, at han drejede fra landevejen og kørte ad småveje gennem landskabet.

Det blev turen ikke ringere af.

Uretfærdigt billede af en mageløs udsigt.

Et skelet, to bjørne og et par røde sko

Stærkt medvirkende til, at vi skulle bo i Rozmberk, var, at Fruen meget gerne ville besøge Cesky Krumlov, der ud over at være på UNESCO-listen også skulle være en meget dejlig, ikke alt for stor by.

Men først skulle Gemalen ud at cykle, og allerførst skulle vi have morgenmad. Den var rigelig, mildt sagt. Det var nu ikke længere så sært, at hjortene blev fodret med overskudsbrød. Udvalget af pålæg var også så rigeligt, at det kunne gøre en vægelsindet helt perpleks. Vi blev dog færdige, og mens Gemalen trillede sig en tur, gik Fruen først i bad og satte sig derefter ud på terrassen med en bog.

Og der sad hun så, Fruen. Længe.

Til sidst kom Gemalen dog tilbage. Det nyindkøbte kort havde snydt ham et par gange med både for få og for mange stier, og han skumlede en del over sjusk og manglende ajourføring, da han gik ned for at parkere sin cykel ved siden af morgenbrødsbjerget. 

Efter et hurtigt bad og en lige så hurtig frokost, kørte vi til Cesky Krumlov. Det er en tur på cirka 25 km, med voldsomme kontraster. Man kører langs Vlatava hele vejen, og de første mange kilometer er ren idyl. Man kan se dem, der sejler på floden, og man kan se båd- og campingpladser langs bredden. Der er også er et par småbyer og noget, der ligner en kolonihaveforening. Stadig meget hyggeligt. Men kort før Cesky Krumlov ligger nogle afdankede industrikomplekser, som rimeligvis har været afhængige af flodvandet, da de blev grundlagt i tidernes morgen. Måske har det engang været store, effektive foretagender med mange ansatte. Nu kunne vi dårligt afgøre, om de stadigvæk var i drift, og de lignede mest af alt velegnede kulisser til dårlige spændingsfilm. Det gjorde faktisk hele den lille forstad, som virksomhederne lå i. Jeg tør slet ikke tænke på, hvor trøstesløst der må se ud om vinteren.

Men så kom vi rundt i et par sving mere og nåede Cesky Krumlov og den parkeringsplads, som Gemalen havde udset sig hjemmefra.

- Der er godt nok højt op! udbrød Gemalen ved synet at byens borg, som tårnede sig op over os, da vi steg ud af bilen.

- Og der skal vi op, meddelte Fruen fornøjet.

Altså moslede vi op ad trapper og stier og endte omme på 'indersiden' af borgen. Det vil sige den side, der vender ud mod floden og byen. Borgen er anlagt efter samme princip som den i Rozmberk, og der var derfor et formidabelt kig ud over den gamle bymidte, som gjorde det helt umuligt ikke at standse op for at stå og falde lidt i staver over den smukke udsigt.

Vi løsrev os og gik ind i borggården, hvor Fruen øjnede indgangen til museet og tårnet, mens Gemalen øjnede en bænk ...

Så jeg gik på museum. Måske har jeg efterhånden set for mange af den slags museer, for jeg havde lidt svært ved at falde i svime over ane-gallerier og samlinger af våben og porcelæn. Jeg fik dog et mindre chok, da et skelet pludselig gloede på mig fra en glasmontre! Det lå iklædt og overhængt med kostbarheder og kiggede ud på mig gennem sine tomme øjenhuler. Det skulle vist nok være de jordiske rester af en eller anden helgen, som (altså resterne, ikke den levende person) var blevet bragt til borgen for mange hundrede år siden. Bort set fra dette - ahem - kuriosum var det bedste faktisk at stille sig hen til vinduerne og kigge ud på den gamle bys røde tage og forestille sig, hvordan borgens beboere - som iøvrigt i en periode var Rozmberkerne, der havde forlagt residensen - kunne have stået på samme måde og betragtet livet i byen under dem.

Turen op i tårnet gav et endnu mere imponerende vue ud over byen og floden. Kiggede jeg mere lige ned, kunne jeg se Gemalen, og nede i voldanlægget så jeg et glimt af noget brunt, som hurtigt flyttede sig ud af syne. Jeg havde læst, at man holdt bjørne i voldanlægget, men jeg var overbevist om, at netop den sætning skulle have stået i datid, for det kunne da umuligt være noget man stadig gjorde? Vel nede igen halede jeg afsted med Gemalen, for nu skulle vi altså finde ud af, om jeg havde set rigtigt. Først kunne vi ingenting se, men så kom først en bjørn og siden en til frem. De luntede lidt frem og tilbage og var for det meste inde under den bro, vi stod på, og derfor ikke til at se.

Det var jo meget sjovt. Eller det var det så slet ikke, for vi blev lynhurtigt enige om, at det ikke var noget særlig godt bjørneliv at tusse rundt i et meget begrænset voldanlæg og blive gloet på af dumme turister. Så vi gik hurtigt videre ned i den gamle bydel, som består af snævre gader og huse i et mylder af gamle arkitektoniske stilarter. Selv om byens tilhørsforhold har skiftet mange gange op i gennem historien, er det sket så fredeligt, at den er stort set intakt. Cesky Krumlov havde dog - som så mange andre byer i det vestlige Bøhmen - en stor andel tyske indbyggere, der blev fordrevet efter Anden Verdenskrig, hvilket betød at rigtigt mange bygninger - som i så mange andre byer i det vestlige Bøhmen - stod og forfaldt. Også her er det således en kæmpe renoverings-indsats siden Murens Fald, der har genskabt fordums pragt og gjort byen til den lille turistperle, den er i dag.

For det er den. En turistperle altså. Turister var der mange af, og det var ikke kun de lokale tjekker, der kom ad floden, men også rigtigt mange andre, blandt andet asiater, som havde fundet ud af, at Cesky Krumlov var en dagsudflugt fra Prag værd. Vi var dog heldige, at der var plads på en af torvets caféer, da vi nåede dertil og blev ramt af akut kaffetørst. Der sad vi så ved en høj 'bar-disk' ud mod torvet og kiggede på folkelivet, mens vi drak vores kaffe og spiste kager. Det var sjovt, for der var et leben af store og små, tykke og tynde, kærestepar og busselskaber. På et tidspunkt kom et brudepar plus fotograf og et par yderligere hjælpere forbi på jagt efter de allermest perfekte steder til deres bryllupsbilleder. Jeg ved ikke, hvor langt de skulle omkring, men bruden havde i hvert fald sikret sig mod alt for ømme fødder og iført sig et par røde kondisko ...

Selvfølgelig var der meget mere, vi kunne have set på, men vi var tilfredse med bare at daske ned gennem gaderne til floden og derefter sætte kurs tilbage mod borgen, så vi kunne komme om på den anden side til bilen. Ret nemt, for da borgen både er stor og ligger højt, er det stort set umuligt at blive væk, hvis man bruger den som pejlemærke.

Vi kunne ikke finde ud af at betale for parkering, da automaten nægtede at æde vores billet. Men så sagde en venlig dame over automatens samtaleanlæg, at vi bare kunne køre hen til bommen, så ville hun lukke os ud. Og det gjorde hun. Ganske gratis.

Således trætte og velfornøjede kørte vi hjem og spiste aftensmad på terrassen. Tjeneren foreslog gullasch lavet på hjortekød. Vi skævede til hjortene i indhegningen ved siden af - og sagde ja tak. Det smagte virkelig godt.

Smukke Cesky Krumlov.

Rozmberk og et bjerg af morgenbrød

Det sidste stykke mod Rozmberk kørte vi langs Vlatava og så den livlige trafik på floden. Vi fandt i løbet af de følgende dage ud af, at det var en yndet fornøjelse at leje kanoer eller gummibåde i Rozmberk eller længere oppe ad floden og sejle ind til Cescky Krumlov cirka 25 km væk.

Vi holdt os dog på det tørre, og netop da jeg ikke kunne få GPS'en til at æde den præcise adresse, så jeg et skilt til vores pension. Gemalen drejede af, og selv om der var en time til den officielle check ind-tid, kunne vi godt få lov at få vores værelse. I det hele taget kunne vi få lov til det meste, og der var ingen ende på personalets velvillighed. Blandt andet fik Gemalen lov til at sætte sin cykel ind i en gammel lade. Der stod den ved siden af et bjerg af morgenbrød! Det blev brugt som foder-supplement til en hjorteflok, som gik i en indhegning lige op til pensionen. Det var næppe helt efter reglerne, but who cares, og vi så også en flok killinger, så rottefængerkorpset var i hvert fald på plads.

Nu var det Gemalens tur til at være sulten, og selv om det efterhånden var midt på eftermiddagen, var det ikke noget problem at fremtrylle lidt mad til ham, mens jeg denne gang nøjedes med en kop kaffe.

Og så kørte vi ind til selve Rozmberk, der bare er en lillebitte by, som uden Vlatava næppe ville tiltrække sig megen opmærksomhed. Men den store aktivitet på floden gjorde, at der var både hoteller og restauranter (ja, i flertal!) og et turistbureau, hvor vi gik ind og købte et kort til Gemalen med vandre- og mointainbikeruter, så han kunne undgå at blive ganske væk de følgende dage.

Der var også en gammel borg, Hrad Rozmberk, der lå og tronede højt over byen, på et sted hvor floden slog et ordentligt sving. På basis af foreløbige undersøgelser, der omfatter intet mindre end fire (!) borge, er jeg nu parat til at konkludere, at det har været tjekkernes (eller hed folk fra Böhmen bohemer??) foretrukne måde at placere borge på. Borgen har skullet være højt hævet over det omgivende vand, det har skullet være et sted, hvor enten to floder løb sammen, eller hvor floden snoede sig så meget, at der var vand næsten hele vejen rundt, så borgen både var nem at forsvare og det har været muligt at holde øje med trafikken på floden til begge (eller alle) sider.

Både borg og by har fået navn efter den adelsfamilie, der opførte borgen i midten af tolvhundredetallet. Eller også var det omvendt. Altså, at familien tog navn efter borgen. Under alle omstændigheder er den tyske udgave af Rozmberk bare Rosenberg, og så lyder det pludselig knapt så eksotisk.

En lille bro førte over floden, og hvis man stillede sig op og kiggede, kunne man bruge lang tid på at glo på små fisk eller se på de mange sejlende. Der var, i Rozmberk og mange andre steder, et lille stem, som kunne undgås ved at sejle ned ad en lille sliske i den ene side af floden. Det så ret sjovt ud, for selv om faldet var begrænset, gav det alligevel en fornemmelse af forlystelsespark, når bådene rutchede ned ad slisken og for de flestes vedkommende snurrede halvt eller helt rundt om sig selv, før de igen kom på ret kurs. Alle havde hvide tønder med ombord, men der gik lidt tid, før det gik op for os, at det var til de sejlendes habengut, så de undgik vådt tøj og ødelagt grej, hvis de kæntrede. Ret smart.

Vi gik en lille tur langs bredden og kiggede på de badende børn, der pjaskede rundt i det lave vand, og så besluttede vi os til, at det var tid til aftensmad. Vi valgte restauranten med de bedste parasoller og fik et udmærket måltid til ingen penge, før vi igen kørte hjem til vores pension og satte os ud på terrassen for at nyde den dejlige aften og beundre udsigten.

Den søde tjener kom lynhurtigt pilende. Engelsk kunne hun ikke, men sælge hvidvin klarede hun til topkarakter, og så sad vi ellers bare der og nød freden.

Fin figur på broen over Vlatava i Rozmberk.
Hvem han var, fandt vi aldrig ud af.