Gul rute II og mangel på rummelighed

Den lyse morgen startede nok lidt tidligere, end Gemalen havde tænkt sig.

Han havde ellers trukket gardinerne for. Men han havde også lukket vinduet op.

Og lige uden for i slotsøen boede en masse morgenduelige ænder, som velfornøjede hilste hinanden god morgen.

Det lød meget hyggeligt, og jeg kunne sagtens have vendt mig om på den anden side, hvis det ikke var fordi ænderne også vækkede tissetrængende Kamel.

Samtidig vidste jeg jo, at der var temmelig langt til hovedindgangen, så for ikke at udfordre skæbnen (og Kamelens blære) stod jeg op, og klokken 06:26 præcis nåede vi ud i gruset foran slottet og var parate til at gå morgentur.

Vejret var fint, ænderne snadrede, og de mange bøge var ved at springe ud, og når man først er kommet op og ud, er det jo egentlig meget dejligt med en frisk morgentur.

Vi valgte igen gul rute og var ret hurtigt så alene i verden, at Kamelen kunne få lov at gå frit.

Og så gik og gik og gik vi.

Denne gang var der ingen hast. Gemalen snorkboblede, og der var først morgenmad fra klokken otte. Vi mødte en enkelt gående, og en tidlig golfspiller overraskede Kamelen, da han med et syngende 'kling!' slog ud, lige da vi kom forbi et af golfbanens yderste hjørner. Ellers dominerede fuglesangen, som blev ekstra intens, fordi der ellers var helt stille.

Morgenmaden blev indtaget i slottets kælder, og som om aftenen før sad man to og to for enderne af borde, der egentlig var beregnet på ti-tolv mennesker. Det var lidt pudsigt, men fungerede okay.

Hvad der fungerede mindre okay var, at Fruen pludselig blev ramt på sin rummelighed. Eller mangel på samme. Beskæmmende og meget lidt charmerende. For den forkølede dame kunne jo ikke gøre for det. At hun var forkølet altså. Men i stedet for bare at have ondt af hende, blev jeg mere og mere irriteret, når hun nøs i serier, hostede til niveauet lige før vrangen kommer med ud, snottede og harkede og pudsede næse med så meget volumen, at det var en elefant værdigt.

- Hvad er der i vejen? ville Gemalen vide, da jeg blev mere og mere indadvendt.

- Ik' noget, sagde jeg sammenbidt, da jeg godt var klar over, at jeg ikke var særlig sød.

- Passer ikke, konstaterede Gemalen.

- Det er hende damen!

- Jamen, hun kan da ikke gøre for det, sagde Gemalen, som selvfølgelig godt vidste, hvem jeg mente.

- Hun skulle være blevet hjemme i sin seng, hvæsede jeg.

- Måske er hun først blevet så forkølet, efter hun er ankommet, indvendte Gemalen.

- Hun kunne have taget et eller andet, panodiler eller noget, der kunne dæmpe forkølelsen, så hun ikke larmede så meget, hvæsede jeg videre.

- Måske har hun allerede taget noget, pointerede Gemalen.

- Så kunne hun da for pokker have bedt sin mand om at hente morgenmad op til sig på en bakke. Hvor svært kan det være?

- Mmmm, sagde Gemalen.

Hvilket jeg opfattede som mangel på flere modargumenter.

Og selv om jeg altså godt vidste, at jeg burde opføre mig pænt og være en hel del mere rummelig, så vil jeg alligevel have lov at mene, at man også godt som syg kan tage lidt hensyn til sine omgivelser. Iøvrigt ville jeg selv have nægtet at gå ned i restauranten i den tilstand. I stedet havde jeg insisteret på, at Gemalen hentede morgenmad til mig, så jeg kunne spise alene og pleje min ynkelighed i fred for omverdenens uvenlige blikke.

Mens jeg således manglede en del rummelighed mellem ørerne, var kapaciteten væsentligt større, hvad angik min mave, og da der var rigelige mængder af alt, var jeg stopmæt længe efter, at vi havde forladt morgenbordet.

Vi pakkede sammen, og Kamelen, der åbenbart var bange for at blive glemt, styrede målbevidst ind i sin box. Og så sad hun der og ærgrede sig, da den rigtige slotshund et øjeblik efter indfandt sig sammen med sin ejer. Men der hjalp ingen kære mor, og Kamelen måtte kigge længselsfuldt efter den sorte labrador, der tjekkede pladsen foran slottet for nye duftindtryk og derefter med udpræget ejermine forsvandt ind gennem hoveddøren.

Snip snap lang snude.

Læg lige mærke til, hvem der har sneget sig ind på billedet
i nederste højre hjørne. Det havde jeg slet ikke
lagt mærke til i første omgang.

Gul rute

Kamelen var ganske træt i sit hoved og faldt hurtigt omkuld på sin sovepude, da vi kom hjem igår.

For hun havde fået lov at komme med på slots-ophold, og selv om 'slot' nok ikke sagde hende så meget, så var der cirka 100 milliarder andre indtryk, lyde og ikke mindst dufte at forholde sig til.

Og den slag trætter.

Sagen var, at Donnaen var inviteret til konfirmation i det nordsjællandske. Helt derude, hvor S-togene ikke kører, og der er langt til bussen, og hvor det således bliver lidt indviklet at nå frem. Gemalen havde derfor forbarmet sig over sin datter og tilbudt transport. Samtidig foreslog han Fruen, at vi kunne brænde det mini-ophold af, som han havde fået til sin fødselsdag, så vi også kunne få lidt ud af turen.

Som foreslået så gjort.

Vi kørte til Nordsjælland, satte Donnaen af og fortsatte så selv til det midtsjællandske, hvor vi havde fundet et slot (nu omdannet til hotel og konferencecenter), hvor Kamelen var velkommen.

Det med Kamelen var dog ikke blevet noteret, så receptionisten så en anelse desorienteret ud og måtte ringe til sin oldfrue for at høre, om det var i orden at installere os på det reserverede værelse. Det var det, og så slæbte vi pikpak og Kamel tværs gennem slot, op ad trapper og ud i den fjerneste ende af den ene sidefløj.

Så snart vi var indlogerede, skulle vi dog ud igen, for Kamelen havde, gik jeg ud fra, behov for at blive luftet. Da Kamelen er opdraget til ikke at måtte gå på trapper, syntes hun, det var temmelig grænseoverskridende, da hun første gang skulle ned igen. Men ned kom hun, og blev hurtigt så fortrolig med trapperne, at det var temmelig vigtigt at give løs line, hvis man ikke selv var lige så hurtig (og det var man ikke, skulle jeg lige hilse at sige).

Første tur blev dog ganske kort. Jeg havde for lidt tøj på, det regnede, mit fodtøj var også forkert, og så var jeg iøvrigt så kaffetørstig, at vi hurtigt fandt indenfor i varmen igen.

Godt anbragte i pejsestuen fik Gemalen og jeg vores kaffe plus kage og små romkugler, mens Kamelen allernådigst fik lov at flade ud på tæppet. Og med det kaffe- og sukkerboost kunne jeg lige klare at iføre mig dobbelt så meget tøj, de uldne sokker og vandrestøvlerne, og så gik Kamelen og jeg på opdagelse i godsets skov. Vi valgte gul rute. Af den simple grund, at den startede foran slottet.

Og så gik og gik og gik vi. Og blev våde. Og snavsede. Mest Kamelen. Vi gik langt. Og lidt længere endnu. I virkeligheden var turen vist ikke mere end cirka fem kilometer, men med titusind snuseophold undervejs tager det sin tid at gå den distance.

Tidspunktet, hvor vi havde bestilt middagen til, nærmede sig.

Det gjorde slottet derimod overhovedet ikke.

Gemalen sms'ede.

Men sms'er, mig, hund og regnvejr er en rigtig dårlig kombination, så jeg ringede tilbage:

- Hvad vil du?

- Hvor bliver I af? spurgte Gemalen. Klokken er 18:54.

- Vi kommer så hurtigt, vi kan. Den her rute er altså lidt længere, end jeg havde regnet med.

- Hvor er I?

- Det ved jeg ikke, sagde jeg.

- Ved du det ikke?? lød det vantro fra orienteringseksperten, som jeg er gift med.

- Næh. Jo altså, vi er jo på gul rute, så vi er ikke blevet væk, men lige hvor ved jeg da ikke.

- Javel, så tror jeg liiige, jeg går ned og siger, at vi er gerne vil spise lidt senere, sagde Gemalen.

Vel hjemme igen blev Kamelen tørret og fodret af, og så gik vi ned spiste. Og bortset fra at ingen af os brød os om forretten, så var det en ganske udmærket middag.

Kamelen kom på aften-tissetur, og Donnaen, der skulle med sin søster og sine niecer hjem og overnatte, fik en godnat-sms.

Og så gik vi i seng og sov til den lyse morgen.

Afvist

Det skulle have været så godt.

Men hvad der skulle have været begyndelsen på et godt forhold til min nye bank, er kommet lidt skidt fra start. For nu at formulere det diplomatisk.

Faktisk blev jeg lørdag aften ikke bare sur, men top-arrig med lyst til at slå på sagesløse.

Heldigvis var nærmeste sagesløse både imødekommende, forstående og hjælpsomme, og gemen vold blev undgået.

**

For snart længe siden blev jeg så grundigt træt af min nu x-bank, at jeg besluttede at skifte. Til den som Gemalen bruger. Hvilket ikke burde være så svært. For i og med Gemalen allerede er kunde, slap jeg for en masse dikkedarer omkring budget og løn og god økonomisk opførsel.

Egentlig skulle jeg bare fortælle sød bank-dame, hvad jeg ville have af konti og plastic-kort og så lige aflevere en oversigt over de konti, der skulle flyttes, og så ville det hele køre af sig selv.

I løbet af få dage modtog jeg da også først dankort og siden pin-kode. Og jeg skyndte mig at aktivere dankortet.

Men så skete der ikke mere.

På telefonisk forespørgsel fik jeg af flink bank-dame at vide, at jeg skulle gå på netbanken og underskrive en række aftaler, og så ville det hele køre af sig selv.

Som sagt så gjort.

Men så skete der ikke mere.

Jeg havde stadig x-bank, og når jeg loggede på den nye kunne jeg se en tom konto, men ikke den, mit nye dankort var tilknyttet.

Flink bank-dame medgav, at der da vist ikke var sket så meget. Hun ville rykke x-bank for ekspedition af overførsel. Og så ville hun sparke til sin chef, som skulle sende mig papirer til underskrift på kontoen, hvortil mit dankort var knyttet. Når der var tale om mulighed for kredit var det ikke nok at underskrive elektronisk.

I fredags kunne jeg underskrive digital anmodning om overførsel af konti fra min nu x-bank. Men papirerne til underskrift var ikke dukket op.

Jeg underskrev den digitale anmodning, men var lidt betænkelig ved tanken om at sige farvel til x-bank og dermed mine betalingskort uden at have erstatning parat. At Gemalen snart skal udenlands i flere dage medbringende ikke bare sin mountainbike, men også sine betalingskort, gjorde ikke sagen bedre.

Det fortalte jeg flink bank-dame, som sagde, at hun var ret sikker på, at papirerne lå hjemme i min postkasse, og jeg skulle ikke bekymre mig om, at mit dankort ville blive spærret, før det nye kunne bruges. Skulle det alligevel - på trods - gå helt galt, måtte jeg jo bare henvende mig i banken, så de kunne hjælpe mig.

Godt så.

Troede jeg.

For lørdag aften stod jeg ved kassen i føtex, med tre-fire personer bag mig og et dankort, der ikke længere virkede ...

Afvist!

Afvist!

Nu skete der det forbløffende og helt igennem glædelige, at damen bag mig i køen tilbød at betale for mine varer, hvis jeg bare lovede at gå direkte hjem og overføre pengene til hende.

Hvor tit sker den slags lige?

Selvfølgelig blev jeg super-glad over at blive vist så meget tillid fra en fremmed, men desværre var jeg nødt til at sige nej tak til det ellers så venlige tilbud. For når min - nu i sandhed - x-bank, havde lukket mine konti, Gemalen ikke var hjemme, og Donnaen endnu ikke har webbank, kunne jeg slet ikke overføre penge til den søde, søde dame.

I stedet måtte jeg parkere mine indkøb i føtex' kiosk og køre hjem og hente økonomisk forstærkning fra Donnaen.

Havde hun ikke været hjemme, havde jeg været på den, og så nyttede flink bank-dames ord om, at jeg bare kunne ringe til banken ikke så meget.

Det gik jeg så og skumlede over resten af weekenden, og var derfor løbet næsten tør for galde, da jeg kunne ringe til flink bank-dame her mandag formiddag.

- Det lyder da ikke så godt, sagde flink bank-dame. Vil det sige, at vi skal skynde os at få bestilt et nyt dankort til dig?

- Nej, det har jeg fået, men kontoen bagved er jo ikke oprettet, for jeg har først sendt papirerne i går. Har du forresten fået dem?

- Næh, det har jeg ikke. Posten har ellers lige været her. Men brug du bare dit nye dankort alligevel, sagde flink bank-dame.

- Jamen, hvordan kan jeg det, når kontoen ikke er oprettet?

- Den ligger inde bagved. Du kan bare ikke se den endnu, forklarede flink bank-dame.

- Der står vel ingen penge på den. Skal jeg så betale ågerrenter for overtræk?

- Nej, det skal du i hvert fald ikke, sagde flink bank-dame. Vi får nok papirerne i morgen, og så kommer der orden i tingene, og i mellemtiden bruger du bare dankortet. Uden at det skal koste dig noget.

Godt så.

Håber jeg.

For jeg har ikke afprøvet mit nye dankort endnu. Og det bliver med garanti med en vis bæven, første gang jeg stikker kortet i en automat. Det kommer heller ikke til at ske uden kontanter i reserve til hvis nu.

Bortset fra at det hele nok ender med at flaske sig, synes jeg, at flink bank-dame godt allerede fredag kunne have givet mig den mulighed at bruge dankort fra ikke helt færdig-oprettet konto.

Det ville altså have sparet mig for en del bøvl.

Fordomme, momsregler og lækre kager

- Hvad skal du på kursus i? spurgte kollegaen interesseret.

- Moms!

- Kan man bruge en hel dag på det? spurgte han vantro.

- Åbenbart.

- Jamen, er det ikke hammerkedeligt? fortsatte han medfølende.

- Det ved jeg ikke, jeg har jo ikke været afsted endnu ...

Og så tog jeg på momskursus.

Først skulle jeg op helt forfærdelig tidligt. Det syntes jeg i hvert fald, lige til jeg læste i et indlæg hos Lene, at hun faktisk altid står op klokken nul fem dut, når hun skal i dagvagt. 

Kamelen så godt nok en en smule desorienteret ud, da hun blev purret en time tidligere end vanligt, men vågnede hurtigt op til morgenluftning og morgenmad.

Turen til Aarhus gik aldeles gnidningsfrit, og da Gemalen havde forudsagt køer og iøvrigt lagt 10 % ekstra kone-køretid oven i Googles anbefalinger, så nåede jeg frem i vældig god tid. Det gjorde dog ikke så meget, for så var der desto mere tid til tiltrængt kaffedrikning, inden kurset startede.

Underviserne kom fra et stort revisionsfirma, men lagde ud med at fortælle, at de altså ikke var revisorer, men interne specialister, der udelukkende beskæftigede sig med moms ...

Måske var det kun mig, men jeg tror nu, at der var flere, der som jeg spekulerede på, om det virkelige kunne være rigtigt, at man kunne bruge hele sit arbejdsliv på moms og alligevel virke frisk og u-nørdet? Fordommene lever - også hos mig - i bedste velgående, og enhver ved jo, at bogholdere er lidt kedelige, mens revisorer er svært kedelige. Så hvordan måtte moms-specialister så ikke være?

Altså, egentlig burde jeg jo være klogere. For hvem er lige selv bogholder? Og iøvrigt har vi et meget festligt, berejst, vidende og venligt eksemplar af en revisor i egen familie. Ikke desto mindre var jeg pænt udfordret på mine fordomme.

Heldigvis punkterede den. Min fordom. De to undervisere, en mand og en kvinde, var dygtige, formidlede fint og supplerede hinanden godt. Ind i mellem var de endda ret underholdende! Til andre tider  var det godt nok gabende kedsommeligt, men sådan vil det være, når et kursus skal dække en masse forskellige forhold, hvor ikke alle er lige relevante for alle kursister. Lægger man dertil, at jeg havde sovet dårligt og var stået tidligt op, var det nok ikke så sært, at jeg lige glippede lidt med øjnene en gang eller to. Vælger jeg at mene.

Omvendt blev jeg også udsat for flere bratte opvågninger, og lidt efter lidt gik det op for mig, at hvis vi i Verdensfirmaet havde troet, at vi havde folk til at holde os ajour med ændrede momsregler, så kunne vi godt tro om igen. Flere momsregler var inden for de seneste år blevet ændret, skærpet eller bare tilføjet den eksisterende jungle af sære regler, undtagelser og undtagelser fra undtagelserne. Så til sidst sad jeg ude på kanten af stolen med næsten ondt i maven ved tanken om alt det brænde, der ville falde ned over vores syndige hoveder, hvis Skat en dag ville finde på at aflægge visit i Verdensfirmaet.

På den måde gik en hel kursusdag. Dog selvfølgelig afbrudt af de obligatoriske kaffe- og frokostpauser. Og mums for nogle gode kager! Der var flere forskellige slags, men hvor det normalt ville stille enhver kage-elsker i et næsten uløseligt dilemma på grund af manglende tid og formåen, så var de (altså kagerne, ikke kage-elskerne) her skåret ud i så små stykker, at det var muligt at smage dem alle sammen og så endda nå at sikre sig flere stykker af de bedste.

Så når jeg nu sidder og tæppebomber min revisor, som heldigvis er både ung, ny og entusiastisk, med mails om ting, jeg skal have forklaret én gang til - og gerne grundigt, mens jeg brokker mig over alt det besvær, en enkelt kursusdag medførte, så tænker jeg på, at kurset i hvert fald var nyttigt.

Og hvad gør man iøvrigt ikke for lækre kager?

Himalaya eller Himmelbjerget

Gemalen og Donnaen var helt enige; nu rablede det i alvorlig grad for Fruen.

På forårets hidtil varmeste dag, hvor folk gik rundt uden jakker, og tanken om neglelak på tæer i sandaler slet ikke var fjern, kom Fruen hjem med nye, store støvler.

- Mor, hvorfor har du købt vinterstøvler? lød det lettere bebrejdende fra Donnaen.

- Det er ikke vinterstøvler. Det er..

- De ser da ellers meget varme ud, kommenterede Gemalen med lettere himmelvendte øjne.

- Jamen..

Og så forsøgte jeg ellers at forklare de måbende familiemedlemmer, at det ikke var vinter-, men vandrestøvler, jeg havde investeret i. Primært til luftning af Kamelen, men også til alt muligt andet.

Da jeg i efteråret fik konstateret slidgigt i den ene fod, fandt jeg de mest solide støvler frem, jeg havde, og da jeg lige havde vænnet mig til at gå i dem, gik det egentlig meget godt.

Men så begyndte jeg at få våde tæer, og efter en ekstra våd tur, måtte jeg konstatere, at det ikke var så sært, for sålen var ved at forlade støvlen, og det var et mindre mirakel, at jeg ikke var skvattet alene af den grund. Så ud med dem.

Samtidig var de billige termostøvler fra Rostock, der havde været et udmærket supplement på de koldeste dage, blevet alt for varme. Så væk med dem.

Tilbage var så pludselig kun gummirøjserne, der er udmærkede til kortere ture, og de gamle løbesko, der ikke længere var udmærkede til noget som helst.

Noget måtte gøres.

Samtidig var der dumpet en lillebitte sjat penge ind på kontoen med kærlig hilsen fra Skat, og de måtte jo straks omsættes. Mente jeg.

Så mig afsted til lokal outdoor grejbiks.

Sådan en butik, jeg normalt aldrig ville finde på at bevæge mit meget lidt spejder-agtige mig ind i. Sådan en butik, hvor ekspedienterne er i gang med at slå telt op midt på gulvet. Sådan en butik, hvor de øvrige kunder er mænd i bukser med store, udvendige lommer og aflynelige bukseben. Sådan en butik, hvor man forventes at vide noget om valg af vandrestøvler i forhold til terræn og vægten af ens rygsæk.

Kort sagt var jeg temmelig meget på udebane.

Efter lidt formålsløs vandren rundt kommer venlig ungersvend mig til undsætning. Jeg forklarer ham problematikken og bliver straks hevet hen for at prøve nogle almindeligt dyre vandrestøvler. De bider imidlertid i hælen, men så er der jo også de her virkeligt lækre støvler, som han faktisk selv har givet til sin egen mor, så hun havde noget ordentligt fodtøj og ikke skulle nøjes med gummistøvler, når hun var ude at lufte familiens hund ...

Hvor heldigt var det ikke? Lige præcis min problemstilling - det fremgik dog ikke, om hans mor også led af slidgigt. Altså noget, jeg kunne forholde mig til i stedet for trekkingture i Nepal.

Lækre støvler kom i to forskellige udgaver, og selvfølgelig var det de dyreste, der passede bedst. Men alligevel ikke helt godt, hvorefter venlig ungersvend forklarer mig nødvendigheden af de helt rigtige sokker. Ikke bare sådan nogle almindelige bomuldsokker, men de helt rigtige sokker af uld. Som man simpelthen ikke kunne undvære, når man først havde prøvet dem. Sagde han og trak op i buksebenene, så jeg kunne beundre hans helt rigtige sokker.

Helt rigtige sokker føltes virkelig både rigtige og behagelige, så sådan nogle måtte jeg selvfølgelig have. Og et ekstra par i en lidt tyndere udgave ville helt bestemt også være en god ide.

Nu mente jeg, at jeg var dækket godt ind, men det viste sig, at jeg selvfølgelig også skulle have helt nødvendig voks til vedligehold af støvlerne. En særlig fin bivoks, så ren, at man kan bruge den som læbepomade i en snæver vending. Og det er jo meget godt at vide, hvis man skulle løbe tør for netop det en dag ude i ødemarken.

Herefter var der kun tilbage at blive meldt ind i butikkens kundeklub og at betale en million milliard, før jeg kunne tage hjem.

Aftenen blev brugt på at fedte støvler ind, mens jeg fantaserede om vandreture i eksotiske omgivelser.

Himalaya eller Himmelbjerget - here I come!

Ting jeg ikke forstår på en torsdag VIII

Efter lang tids vinterdvale er solen nu igen begyndt at varme mine hjerneceller så meget, at et minimum af tankevirksomhed ind i mellem finder sted ...

Der er endda lidt kapacitet til overs til almindelig undren. For eksempel over:

* Hvorfor vi skal have to sygesikringsbeviser? Hvis det gule ikke dur i udlandet, hvorfor kan det blå så ikke bare du i Danmark? Jeg ved godt, at der vist nok er nogle tekniske teknikaliteter, der gør det helt umuligt, men det virker altså temmelig tåbeligt.

* Og hvorfor er der ovenikøbet udløbsdato på det blå sygesikringskort? Og hvorfor får man så ikke bare automatisk et nyt? Gemalen sad forleden og fedtede med sit og fandt pludselig ud af, at det var udløbet. Det var Donnaens og mit også. Faktisk var alle kortene udløbet allerede inden, vi var i Rom ...

* Hvorfor væggene til toiletterne i Verdensfirmaet ikke er bare lidt tykkere? Det er helt bogstaveligt skide-irriterende.

* Hvordan det er muligt at glemme og siden gå forbi en åben opvaskemaskine fyldt med makrel i tomat-snavsede tallerkener? Bonusoplysning: Midter-familien spiser ikke makrel i tomat.

* Hvorfor blinklysene på andre folks biler tilsyneladende ofte er i stykker eller bare virker meget dårligt? Jeg synes generelt, det er smart at blinke, før man skifter ind i en svingbane, og ikke når man først er der, for så giver det jo lige som sig selv, at man nok gerne vil dreje. Men jeg bliver decideret irriteret - på grænsen til hysterisk arrig - når jeg holder pænt og venter på, at folk skal køre forbi, og de så drejer af lige før mig. Grrr altså!

* Hvordan jeg skal komme i gang med at cykle igen, når jeg for det første slet ikke har lyst, for det andet absolut ikke er i form, og Liv for det tredje netop har mindet mig om, hvor øm man bliver bag i? Iøvrigt ønsker jeg mig en ny cykel i stedet for min gamle havelåge. Men kan cykel-tossen, som jeg er gift med, forstå det? Nix, det kan han overhovedet ikke!

Og så kan jeg ikke heller forstå, at vejret vil være bekendt først at blive godt her efter påske, men sådan er vejret jo og især i april, så det behøver jeg nok slet ikke at forstå.

Forårstegn.

Det var så den påske

Jeg havde virkelig set frem til påsken.

Lige siden vinterferien faktisk.

Næsten en hel uge uden ret mange faste programpunkter var lige det, jeg behøvede for at få styr på bunker og hængepartier. Tænkte jeg.

Så jeg havde en liste på cirka 10 millioner punkter, der skulle ordnes, ryddes op i, rengøres, fjernes, tjekkes, pakkes ud, pakkes væk. Og så videre og så videre.

Og hvad nåede jeg?

Vel omkring 10 punkter.

Suk!

Påskedagene forsvandt bare.

Smuldre, smuldre - og væk var de.

Torsdag skulle Donnaen hentes hjem fra det nordsjællandske, hvor hun havde hygget sig med sine niecer. Egentlig skulle hun have taget toget hjem onsdag inden det store togkaos, men fik lov at blive en ekstra dag, og så var det pludselig for viderekomne at skulle med DSB tværs gennem landet.

Så hun blev hentet. Af sin mor, fordi faren havde travlt. Til gengæld kunne Mormor komme med og blive sat af ved hospitalet i Gentofte, hvor hun så kunne aflægge sin indlagte bror visit, mens jeg hentede Donnaen og kom tilbage igen.

Og selv om turen gik fint både ud og hjem, og vi slap uden om køerne, så var dagen alligevel gået, før vi var hjemme igen.

Fredag gik med ingenting. Og med hvad man nu nødvendigvis må foretage sig for livets opretholdelse. Gemalen havde travlt. Enten med at arbejde eller med at cykle.

Lørdag skulle vi til frokost. Men først skulle Kamelen luftes, og der skulle også lige købes blomster. Og da vi kom hjem, skulle Kamelen igen lige luftes, og så var den dag også gået.

Søndag gik med ingenting. Og med hvad man nu nødvendigvis må foretage sig for livets opretholdelse. Gemalen havde travlt. Enten med at arbejde eller med at cykle. Eller med at se Flandern Rundt i fjernsynet. Det hele skulle jo passes ...

Mandag skulle vi til frokost. Men først skulle Kamelen luftes, og der skulle også lige købes blomster. Og da vi kom hjem, skulle Kamelen igen lige luftes, og så var den dag også gået.

Og påsken var gået.

Men nu er der heldigvis kun fire dage til næste weekend, og jeg kan fortsætte med min liste.

Og medmindre nye ting kommer til, er der nu kun 9.999.990 punkter tilbage ...

Påske-forhindring.
Det blæste åbenbart ret kraftigt 1. april.