Ingenting og en tabt tand

???

Den sidste uges tid er bare væk.

Ingen nåede rigtigt at opfatte noget som helst, så var dagene forsvundet som sand mellem fingre.

Det er ikke fordi, vi har har haft mere travlt end ellers. Og det er ikke fordi, vi har oplevet mere end normalt.

Hvis man skal lede efter en forklaring, kunne man måske sige, at vi har været mere udendørs end ellers. Noget, der selvfølgelig hænger sammen med det fantastisk gode vejr, vi har haft på det sidste.

Gemalen har vasket pollengule biler og spulet terassefliser. Assisteret af Kamelen (aka Maddie), der synes, al det vandplaskeri er så interessant, at hun troligt følger med i alt, hvad Gemalen foretager sig. Og jeg tænker, at jeg måske kan opdrage hende til at nappe Gemalen i buksebagen, når han genvasker mit næsten tørre vasketøj ...

Selv har jeg været i haven. Omend de grinende mælkebøtter vidner om, at jeg ikke nåede at slå græsset.

Donnaen har hoppet en del i trampolin. Eller bare ligget og fladet den i det gode vejr.

Og så har vi leget med hund, gået tur med hund, støvsuget efter hund, børstet hund, leget med hund, gået tur med hund, støvsuget efter hund, børstet hund og så videre og så videre.

Ugens højdepunkt kom under en trækkeleg med Kamelen, hvor der pludselig lå noget småt og mystisk på tæppet. Uden briller kan jeg efterhånden ikke se ret meget.

- Hvad er det, der ligger mellem mine fødder, spurgte jeg Gemalen, der sad ved siden af og læste avis.

- Hvor, hvad snakker du om? 

- Dér, mellem mine fødder, sagde jeg med så meget alarm i stemmen, at Donnaen kom susende.

- Addwr, det er en tand - med blod på, hvinede Donnaen.

Hvorefter hun med lige dele fryd og afsky samlede den op til nærmere besigtigelse.

Kamelen er som et andet skolebarn begyndt at tabe sine tænder, og det passer jo meget fint, nu hvor hun netop er avanceret fra hvalpebørnehave til hvalpeskole (mere herom senere).

***

Jeg sagde det jo. Det er ikke de store ting, vi har oplevet.

Undskyld til Ellen over en uartig apostrof.

Grøn - som i nyudsprungne bøgetræer

Måske er grøn min yndlingsfarve.

Ikke fordi jeg har masser af ting eller masser af tøj i grønt. For det har jeg ikke. Jeg har lidt tøj, og det, jeg har, er nærmest olivenfarvet og ikke rigtig grønt.

Måske skyldes manglen på grønt indendøre, at der er nok udendørs? I hvert fald det meste af tiden, og måske skyldes det netop manglen på grønt lige udenfor, at vi er nødt til at hive et grønt træ ind i stuen til midvinter?

Men lige her og nu, midt i foråret, er der masser af grønt. Og hver dag er der lidt mere grønt end dagen før. 

Først skiftede græsplænen farve fra underligt grumset til rigtig grøn, og så begyndte alting at skyde og spire. Både her og der, på hjemlig matrikel og i skoven og på markerne. Og selv om meget af det grønne i haven hverken er græsplænegræs eller løg og stauder, men ukrudt i mere eller mindre krasbørstige udgaver, så er det nemt at abstrahere fra, så længe man ikke foretager nærstudier af herlighederne.

Træerne er begyndt at springe ud, og udsigten til flere af naboerne forringes stille og roligt for til sidst helt at forsvinde først på sommeren.

Det allerbedste - og her kan jeg nok ikke løbe fra at være en meget dansk dansker fra Danmark - er dog, når bøgetræerne springer ud. Når man er ude at gå og pludselig får øje på de første, næsten limefarvede og selvslysende, lysegrønne glimt. Så er det nu, lige nu, at det for alvor er blevet forår.

Det er allerede 14 dage siden, de første småtræer sprang ud, men alle de store bøge er langt fra alle sprunget ud, og det er en sand fornøjelse at følge processen, når man er ude at lufte sit firpotede kræ.

Jo, grøn er min yndlingsfarve.

Klaphatte og en grinende hund

Årets påske er nu allerede datid.

Den forsvandt hurtigere, end den kom.

Fem fridage, der på forhånd så forjættende ud, for forbi uden at efterlade mange aftryk.

Der skulle bare slappes af. Og det blev der. Virkelig. Sofaen var sjældent tom. Især lå Gemalen der. Med en underlig influenza-træt følelse i hele skroget. Men han havde ikke influenza. Og jeg tror egentlig, at det bare var kroppen, der reagerede på de foregående måneders alt for høje tempo.

Men der også var ting, der trods alt skulle klares.

Der var blandt andet en hundehvalp, som skulle luftes. Og da Donnaen var væk et par dage, stod jeg (også) for luftningen. Også Langfredag, hvor det sjask-regnede, og man var tilbøjelig til at ignorere det faktum, at man var hundeejer. Sådan var der vist rigtigt mange, havde det. I hvert fald mødte vi ikke en eneste hund(e-ejer) på vores luftetur.

Til gengæld var der andre ude. I bil. Blandt andet de klaphatte, der skulle hjem efter et besøg lidt henne på vejen. De kørte højt dyttende først den ene vej, for så at vende og køre den anden vej og i høj fart ræse lige gennem nogle temmeligt dybe vandpytter (vi siger tak til kommunens folk, der ikke magter at reparere utætte kloakker, så de holder og ikke bare fortsætter med at æde det omkringliggende sand, hvorved hele vejen fortsat synker), så jeg lige pludselig stod med en meget våd og meget forskrækket hund.

Desværre for mig og heldigt for bilisten og hans passagerer var jeg ikke bevæbnet med andet end en rulle pølleposer og en lommefuld godbidder, så jeg kunne ikke hævne mig, men bare de meget lidt pæne tanker, jeg tænkte om dem, burde have været nok til at svitse deres nakkehår.

Allerede godt våde kunne vi jo lige så godt se nærmere på grøften. Som ikke blev mindre interessant, da Fruen tankeløst smed en funden mejsekugle ned i den. Heldigvis opgav Maddie tanken om at springe i efter den, og vi kom hjem uden at blive ret meget mere våde.

En af de mere tørre eftermiddage gik med at lære Kamelen et nyt og meget nyttigt trick. Selv om hun stadig bare er en hvalp, er hun allerede nu så tung, at min ryg er begyndt at jamre, når hun skal løftes ud og ind af bilen. Så efter at have gennemtrawlet nettet fandt jeg en rampe, der var til at betale, og som jeg fluks bestilte. At det så blev ret dyrt alligevel, da jeg liige kom til at købe et par ting mere, behøver ingen jo at få at vide.

Rampe med mere ankom med fragtmand Skærtorsdag. Var det nu ikke overraskende - på den gode måde? Og så var det bare med at gå i gang med at øve.

Maddie kiggede mistroisk på mig, strakte sig, hvad hun kunne for at nå en højt på rampen placeret godbid. Og blev på jorden. Jeg tænkte så, at det nok ville gå nemmere med at få hende til at gå ned. Så jeg løftede hende - av! - op i bilen. Og kunne uden det store besvær lokke hende ned igen. Op gad hun ikke at gå.

Historien gentog sig et par gange, og så løb jeg tør for godbidder. Og jeg måtte gå ind efter flere.

Da jeg kom ud igen, sad Kamelen oppe i bagagerummet og så yderst veltilfreds ud. Havde hun kunnet grine, havde hun gjort det. Er jeg sikker på.

Og mere skete der faktisk ikke i den påske.

Nogen har en lidt aparte måde at sove på ...

Endelig påske

Endelig, endelig blev det påskeferie.

Det skal blive godt. Der er godt.

Jeg trænger. Vi trænger.

Sådan har det egentlig været siden vinterferien, hvor Kamelen aka Maddie (kært barn har mange navne, og Kamelen kravler stille og roligt op på hitlisten) flyttede ind og gjorde god, rolig søvn til noget, jeg drømte om i min halvvågne zombie-tilstand.

Samtidig har Gemalen haft travlt. Alt for travlt. Med manglende tid og overskud til hundehvalp og familie til følge. For at føje spot til skade havde han allerede for at halvt år siden aftalt med cykelbekendte at tage til Bornholm for at deltage i en mtb-o-trænings-camp i dagene op til påske. Han fik om muligt endnu mere travlt i dagene før afgang, og familiens entusiasme over at skulle passe job og hund uden ham i fire dage var samtidig nærmest ikke-eksisterende.

De sidste dage har derfor trukket tænder ud, og det er dejligt at være på den anden side. Hvor Gemalen er hjemme igen, mens Donnaen derimod er sat på et tog mod det nordsjællandske og et lille kort besøg hos storesøsteren og hendes familie.

I hvilken forbindelse Kamelen fik fornøjelsen af at se sit første tog. Og køre i elevator, da hun som storracet hvalp ikke må forcere trapper. Begge dele klaret til UG.

Nu er regnen kommet, og freden har sænket sig.

Gemalen ligger på sofaen og sover til et cykelløb i fjernsynet. Kamelen snorkbobler i sin kurv, og jeg flader ud foran computeren.

Og sådan cirka må de næste dage gerne være. Ganske kravs- og begivenhedsløse.

God påske!

Gult som i - øh - ingenting

Gul er ikke min yndlingsfarve.

Som i slet ikke.

Jeg er derfor pænt udfordret, når Livs blogleg nu er nået til gul. Dermed ikke sagt, at andre farver i bloglegen ikke også vil forekomme ret håbløse i min optik. Så måske var det en smule dumt at melde mig til sådan en leg?

Vi har ikke rigtigt noget, der er gult. 

Hverken vægge, kommoder, billeder, vaser eller nipserier af forskellig art. Jeg har heller ikke noget gult tøj. Jeg er alt for blegfimset til at kunne bære den farve. 

Jo, jeg har forresten en jakke, der er delvist gul. Den har ét gult ærme og er nok mere end 15 år gammel og har fungeret som havejakke de sidste ti. Mindst. Og bliver kun vasket, når den kan stå selv. Med det resultat, at lommerne måtte tømmes for jord, frøpose-toppe, et rustent søm, en ditto kapsel, nytårsraket-stumper og et enkelt glasskår, da jeg i sidste uge vaskede den i et forsøg på at gøre den til hvalpetræningsjakke.

Nu er den - ahem - nyvasket. Den er helt klart renere at se på, men lommerne er ret mærkelige at stikke fingrene ned i, da alt skidtet tydeligvis ikke er kommet ud, men har fordelt sig på en ny og anderledes måde. Så jeg ved ikke rigtigt, om den jakke alligevel ikke skal have lov at blive hjemme på matriklen. På den anden side, så behøver jeg ikke at ærgre mig over snaskede lommer,hvis jeg fylder godbidder i dem. Jeg kan nemlig ikke finde en eneste af vores usandsynligt grimme bæltetasker, der ellers ville have været perfekte til det formål.

Det var gul, vi kom fra.

Haven er nok det sted, hvor man kan finde mest gult. 

Hvis man altså lige kommer på en årstid, hvor der er noget gult, der gider at blomstre. Erantis gider for eksempel ikke.

Lige nu er godt. Eller det var faktisk bedre i sidste uge. Da var påskeliljerne både flest og på toppen med hensyn til blomstring. Sidenhen er det gået lidt tilbage. Nogle påskeliljer er bare visnet. Andre har lidt hvalpedøden.

Det er, når kamelens - øh Maddies - motorik ikke rigtigt slår til, når hun leger kegle-slalom-forhindrings-bane med dem. Så ryger der en påskelilje eller to i svingene. Retfærdigvis må det indrømmes, at også Fruen selv har nedlagt et par stykker, bare fordi hun er en elendig boldkaster ...

Nå, men gul altså. 

Det har vi så bare ikke så meget af. Derfor er det jo - teoretisk set - meget heldigt, at det skal handle om gult netop i påskeugen. For det kunne så få mig til for en gangs skyld at hente kassen med påskepynt frem i lyset. (Og sende de to sidste julenisser i tiltrængt sommerhi). I modsætning til julepynten, er det ikke altid, påskepynten overhovedet kommer frem. For tit er vi ude at rejse, og i det hele taget siger det der påskepynteri mig ikke så forfærdelig meget. Måske er det årstiden, for jeg har bare ikke samme behov for at hyggepynt, når forårssolen skinner ind gennem alle vinduerne og kalder os udenfor.

Tilbage til gul.

Frem kom kassen. Af kom låget. Og hvad sker der så? Jo jo, påskepynten er der skam. Og der er også en hel del gule kyllinger og hvad ved jeg. Men mine yndlings påskepynteting - for sådan nogle har jeg trods alt - er da overhovedet ikke gule.

Og således gik det til, at det gule indlæg blev helt uden gul ...

Ja, okay rapperne har gule næb og gule
fødder, men det kan man jo dårligt se.

Nye gummistøvler til Fruen med teleskop-armene

Jeg har fået nye gummistøvler.

Ikke fået, men købt selvfølgelig.

De er ret fine, når jeg selv skal sige det.

Faktisk så fine, at jeg ikke rigtigt kan nænne at tage dem på. Hvilket selvfølgelig er ret dumt, for det var jo netop grunden til, at jeg købte dem. At jeg skulle bruge dem, fordi der var hul i de gamle. Fordi jordbesidderstøvlerne simpelthen er så tunge, at det undrer mig, at jeg nogensinde har kunnet gå i dem. Men de var nok også mest indkøbt til 'hvis' og stod bare hjemme på den fædrene farm i sin tid.

Og så fordi, det bliver mere og mere nødvendigt med gummistøvler, når Maddie og jeg er ude at gå tur.

I starten var hun jo kun en lille hvalp, for hvem bare det at gå tur var en udfordring. Nu er hun dobbelt så stor og i høj grad den, der udfordrer mig.

Blandt andet fordi hendes interesse for vand for alvor er ved at blive vakt.

I starten gik hun uden om vandpytterne.

Det gør hun stadig.

Men det levende, rislende vand i bække og grøfter er en helt anden sag. Det er spændende og må udforskes. Hvis ellers man kan komme til det. Og det kan man sommetider, hvis man går tur med mig.

Ind til videre er Maddies tilgang til det våde element præget af en vis forsigtighed, Og de første gange stod hun bare og kiggede på bækken, før hun forsigtigt satte en pote ud i vandet (rettelse: hun gled faktisk) og skyndsomt trak den til sig igen. Men vovsen blev modigere og modigere, og en lille, rislende lavvandet bæk var ikke til at stå for, så Maddie endte med at stå helt ude i bækken, mens Fruen, i den anden ende af den ikke særligt lange hundesnor, fik meget lange arme, idet hun balancerede på bredden i sine, ganske vist ret terrængående, men bestemt ikke vandtætte læderstøvler.

Altså en lidt risikabel affære, som meget nemt kunne være endt med våde tæer. Kunne selv Fruen se.

Men det skulle blive værre endnu.

Ved en anden, noget dybere grøft var Maddie godt klar over, at den skulle hun ikke ned i.

Nix, hun skulle over på den anden side ...

Så dér sprang hun da lige over.

Med den ikke særligt lange hundesnor burde det ikke kunne lade sig gøre, uden at mindst én af os røg i grøften. Slippe snoren kunne der ikke blive tale om. Men på en eller anden magisk måde var jeg pludselig udstyret med mindst tre meter lange arme. Og så stod vi på hver sin side af grøften. Med en temmelig stram hundesnor i mellem os.

Og mens Fruen allerede var begyndt at tænke på, hvor surt det ville være at skulle sjoske de 600-800 meter hjem i pladdervåd tilstand, lykkedes det faktisk hvalpen at springe tilbage uden hverken at rykke mig i eller selv skvatte i vandet.

Hvordan det gik til, er mig stadig en gåde. For grøften er for bred, og snoren er for kort. Det kan ikke lade sig gøre.

Medmindre man har teleskop-arme.

Hvilket man nok ikke kan forvente at have mere end en enkelt gang hver måned.

Hvorfor der fluks er indkøbt nye gummistøvler.

Orange som i toiletsæde

Orange er for mig den nemme farve i Livs blogleg.

Fordi orange er gennemgående farve hjemme hos os.

Det hele startede, da vi flyttede og gerne ville have nye reoler. Vi fandt en flot udstillings-opstilling. Kan man sige det? Altså, det var jo ikke ét modul, men flere. Og de var stillet op i møbelhusets udstilling. Dermed udstillings-opstilling.

Reolerne var mat-sorte, men så var der lige sat orange moduler ind med CD-skuffer. Det så flot ud, syntes vi. Og CD-skuffer måtte man jo have, dengang for kun 7-8 år siden ...

Og så var det som om, den orange farve satte et eller andet i gang inden i hovederne på Gemalen og Fruen. For vi havde nogle meget store, hvide vægge, som vi godt kunne tænke os at gøre mindre hvide. I hvert fald nogle af dem.

Så vi så på hinanden, og vi så på vores vægge. Og besluttede, at den og den og den væg skulle være orange.

Og det blev de.

Én i entreen, én i spisestuen og én i stuen.

Vi kan godt selv lide vores vægge, hvilket jo må siges at være det vigtigste. Men det er tydeligt, at de deler vandene, når nye mennesker kommer på besøg. Mens nogle gæster synes, vores vægge er flotte, er der også dem, der taktfuldt undlader at sige deres uforbeholdne mening.

Nu skulle man jo så tro, at vi havde fået orange nok. Men det havde vi ikke, så da der skulle nye elementer op i badeværelset, blev de også orange.

Og som prikken over i'et - eller hvad man nu skal kalde det - kom der også et matchende, orange sæde på toilettet.

Derefter stoppede festen dog, og det - stort set - eneste orange, der bliver indkøbt til familien, er nu gulerødder og appelsiner.

Slut, prut finale!

Franske aner?

Maddie er en hul-i-hæk hund.

Resultatet af en løs forbindelse mellem hendes broholmer-mor og en ukendt herre.

Broholmer-morens ejere sagde måske labrador, men Maddie ligner mindre og mindre en labrador, så der gættes lystigt, og folk, vi møder på vores vej, giver gerne deres besyv med. Vi finder nok aldrig ud af det, og det er sådan set også ret lige meget.

Jeg er dog begyndt at spekulere på, hun måske har franske aner. Næppe en fransk bulldog, der ville have haft brug for mindst en trappestige for at kunne klare at blive hendes far. Men så en anden fransk hund. En stor én. Eller også ligger det franske mange hullede hække tilbage i anerne.

Hvor om alting er; den milde og fugtige weekend bragte for første gang snegle på banen.

Maddies begejstring var overvældende. Og hvem er vel mere begejstrede for snegle end franskmænd?

Begejstringen blandt resten af familiens medlemmer var derimod til at overse.

Da Maddie og jeg var ude og kontrollere luften i haven meget tidligt søndag morgen, hørte jeg pludselig en ukendt klang-klang lyd fra vovsen. Efterfulgt af af en mindre knasen ...

Det måtte undersøges, og noget modvilligt måtte Maddie aflevere et delvist knust sneglehus med tilhørende snegl. Hun gik straks på jagt efter et nyt, som jeg dog nåede at hive ud af gabet på hende i hel stand.

Vel indenfor igen bemærkede jeg en mørk klat på væggen. En snegl med sneglehus. Som røg direkte i toilettet. Uden at jeg dog - af hensyn til sovende Donna - efterfølgende skyllede ud. Måske ikke det mest smarte at gøre, men klokken fire om morgenen er min IQ stort set ikke-målbar.

Derefter tænkte jeg ikke mere over det. Dagen gik, og alle havde den udsøgte fornøjelse at pille sneglehuse ud af munden på den modstræbende hvalp, der ikke missede mange chancer for at samle dem op og så gå og rasle med dem mellem tænderne.

Imidlertid lød der et hyl fra badeværelset, da Donnaen skulle i seng.

- Der er en snegl i toilettet! Gør noget! Nu!

Og mens den stakkels Donnas forældre døde lidt af grin, var det, at Fruen kom i tanke om sin letsindige omgang med snegl og sneglehus. Mens Gemalen på sin side indrømmede, at han aftenen før havde prøvet at vende vrangen ud på hunden i et forgæves forsøg på at finde, hvad hun tydeligvis havde haft med ind.

Donnaen blev reddet. Sneglen røg ud. Helt ud. Og Maddie prøvede i nat at snyde ved skyndsomt at smide sneglehuset fra sig, inden Fruen stak fingrene i gabet på hende for igen-igen at komme klang-klang lyden til livs. Men Fruen lurede hende og fandt sneglehuset på græsset og fik det smidt ind til naboen.

Som hævn brugte Maddie nok ti minutter på at lede efter det bortblevne sneglehus i stedet for at koncentrere sig om det, hun var ude for. Og da jeg ikke havde lyst til at skulle ud af sengen en gang til før solopgang, måtte jeg jo pænt vente.

Det er i sandhed skønt at ha' hund.

Sansede ikke lige selv at tage et
billede, så har lånt et her.

Rød som i roser

Liv satte gang i en regnbue-blog-leg. Og i et svagt øjeblik meldte jeg mig til. Det var, tænkte jeg, en udmærket anledning til at få andet end hvalpe-indlæg på bloggen. 

Dengang var der jo også længe til. Det er der ikke mere.

Heldigvis har jeg ikke de store problemer med rød, for

rød er farven på roserne til mig fra Gemalen på vores bryllupsdag.

Røde og gerne langstilkede, men ikke nødvendigvis.

Men røde skal de være.

Ellers er det lige meget. Hellere slet ingen blomster end nogen, der er helt, helt forkerte.

Gemalen har nu heldigvis lært det. Det tog sin tid og nogle mindre pæne optrin med en misfornøjet Frue, der ikke var særligt god til at blive glad for 'forkerte' roser.

Jeg ved godt, at det er en fiks ide. Og bestemt ikke noget, jeg er vokset op med. Da jeg var barn, kom min far ikke med langstilkede, røde roser på mine forældres bryllupsdag. Eller 'almindelige' roser eller bare blomster for den sags skyld. (På sine ældre dage er han imidlertid blevet meget bedre). Men fikse ideer er hvad, kan man få, hvis man på en eller anden måde oplever, at lige præcis sådan skal tingene bare være skruet sammen for at være helt rigtige.

Således var jeg en gang i min meget grønne ungdom inviteret til et meget fint guldbryllup hos min daværende forlovedes forældres gode venner. De, altså guldbrudeparret, var meget velhavende, og guldbrylluppet blev holdt på Sølyst nord for København. Og selv om jeg vist sad og måbede af benovelse det meste af tiden, var der lige én ting, der gjorde mere indtryk end alle de andre ting til sammen.

Det var da der blev båret en kæmpestor vase med 50 langstilkede røde roser ind og stillet (på gulvet ellers havde vi jo ikke kunnet se hende) foran guldbruden, og vi fik historien om, at sådan havde det altid været i de 50 år, de havde været gift; én langstilket rød rose for hvert år, de havde været gift. Også i de allerførste år, hvor pengene var små. Men så hellere spare på noget andet, roser skulle der til.

Det var bare så superromantisk at opleve, at jeg på stedet besluttede, at lige præcis sådan skulle det også være, når jeg blev gift.

Desværre når jeg næppe at opleve at få 50 langstilkede røde roser, men i sidste uge rundede jeg (vi) de første femten.

Slet ikke så ringe af sådan nogen som os.

PS: Ja ja, jeg ved godt, at jeg har skrevet om det før, men pyt nu med det, for jeg bliver stadig lidt rørstrømsk ved tanken. Sådan cirka en gang om året.

Tågen lettede

Det var så endnu en weekend.

Den gik hurtigt.

Lørdag formiddag blev brugt på en dametur i byen. På Maddie-måden. Donnaen, Maddie og jeg. Ned i byen for at se på det almindelige lørdags-leben og klare et enkelt indkøb.

Det gik fint. Maddie synes stadig, det er lidt overvældende med de mange mennesker. Men hun er ved at lære det og ville gerne sidde stille og bare kigge, da jeg fandt en bænk lige over for den butik, hvor Donnaen ville ind og se på jakker. Vi fortsatte og mødte en italiensk trøffelhund. Sød og krøllet. Sådan en havde vi aldrig mødt før. Endsige vidst eksisterede. Og sådan bliver man så klog på alle mulige andre hunde, bare fordi man igen og igen og igen kommer til at tale med andre hundeejere, mens kræene skal hilse på hinanden.

Eftermiddagen gik med alt muligt og ingenting.

Og så blev det søndag.

Og ualmindelig tåget.

Hvilket var lidt uhensigtsmæssigt, da jeg havde trekvart aftale med mine forældre om at besøge dem, medbringende vovhund, til gåtur og eftermiddagskaffe i gårdhaven. Så en stor del af formiddagen gik med at ringe sammen og snakke tåge.

Først var det meget tåget både her og der, så vi aftalte at tales ved igen senere.

- Nu er tåget lettet, og det er det skønneste vejr, fortalte jeg min mor ved middagstid.

- Er det? Her er den faktisk kun blevet tykkere og tykkere. Vi kan slet ikke se skoven.

- Øv, men kan I så ikke komme herop, spurgte jeg.

- Vi vil jo helst ikke ud at køre, når det er så tåget, sagde min mor. Men hvis vejret bliver bedre, så vil vi gerne komme.

- Jamen, så var det jo meningen, at vi skulle komme ned til jer ...

Heldigvis lettede tågen også i det sydjyske. Ellers havde vi sikkert ævlet frem og tilbage endnu. 

Vel ankommet ville vi gerne ud at gå en lille tur, så Maddie kunne få gjort dit og eventuelt dat og iøvrigt bruge lidt krudt.

- Altså, hvis vi går ned mod skoven, kan vi jo nok ikke undgå at møde andre hunde, sagde min mor lidt ængsteligt, og var vist allerede i gang med at planlægge en alternativ rute.

- Det er da fint. Jo flere jo bedre, mente jeg, mens min mor så skeptisk ud.

Ganske rigtigt havde vi dårligt nok forladt haven, før min mor fik øje på den første hund.

- Ja, nu er der allerede én, sagde hun og så ganske perpleks ud, mens hun pegede på en gravhund, der var med sine golfspillende mennesker ude i det gode vejr.

Maddie og gravhund hilste pænt på hinanden, og da min mor stadig virkede usikker på, hvad der kunne ske, meddelte gravhundens ejer tørt:

- Bare rolig, den lader sig ikke æde.

Og det gjorde den da heller ikke. Den lille hund var ikke det mindste bange for den knap tre gange større hvalp, der på sin side havde behørig respekt for den meget ældre hund.

Efter færdigt snuseri kunne vi traske videre og hjem igen uden epokegørende oplevelser.

Nu var vejret så godt, at vi kunne drikke vores eftermiddagskaffe i det fri og endda smide overtøjet. Maddie fik lov at drikke vand af det i dagens anledning afvaskede fuglebad og fik så sit håndklæde til at ligge på. Men helt slappe af kunne hun nu ikke, for der var alt for meget at kigge på og snuse til. Og det for Maddie helt nye fænomen insekter! var så interessant, at hun igen og igen måtte afsted for at forsøge at fange en flue, kigge på en bille eller sætte snuden på en edderkop, der intetanende spadserede hen over en solvarm mur.

Efterhånden var det ved at være tid på at køre hjem igen, men den generelle uro hos den firpotede foranledigede endnu en t(r)issetur.

Min mor gik med og fik straks øje på en stor, sort hund. Som viste sig at være for det første ikke særligt stor, for det andet i snor, for det tredie så fredelig, at den pænt lagde sig ned og afventede vores møde.

Da vi således endnu en gang havde 'overlevet' et møde med en fremmed hund, var jeg nødt til at vide, hvorfor min mor dog troede, det ville være så skrækkeligt. Og så viste det sig, at det var helt tilbage fra hendes barndom, hvor ethvert møde mellem familiens bindegale møghund og fremmede hunde havde været et stort cirkus med risiko for slagsmål.

Men dengang var jo dengang, og verdenskrig og hunde, der var opdraget til at være aggressive over for alt og alle uden for den nærmeste familie. Mens nu er nu, og langt de fleste hunde søde og rare. Som min mor jo selv kunne se. Og det kunne hun så godt, den indre tåge lettede, og hun sænkede skuldrene til normalt niveau.

Hvorefter vi traskede tilbage og sagde farvel. Maddie blev læsset ind i bilen og snorkboblede hele vejen hjem til det midtjyske.

Weekenden var gået.

Glemte at tage billeder. I stedet er her et af Maddie som bold-ekvilibrist.
Nej, billedet er ikke arrangeret. Så ville jeg have rettet på voksdugen.

PS: Og Liv, jeg har ikke glemt min regnbue-forpligtelse :-)