fredag den 30. november 2012

Sæson for grannåle


Så er der igen dømt tre måneder med grannåle.

Købte pyntegran forleden til kalenderlys, adventskrans og hvad man nu ellers skal bruge en grankvist eller to til. Ganske uforvarende havde jeg været så smart at have en affaldssæk i bilen, som jeg kunne putte mit gran i. (Manglende oprydningsiver betaler sig sommetider). På den måde var det kun ganske få grannåle, der dryssede ud i bagagerummet.

Adventskransen skal Donnaen binde sammen med Mormor. Hos Mormor og Morfar. Så det bliver dem, der skal feje og støvsuge og pille grannåle op.


Men kalenderlyset har jeg selv plantet i en potte med ler og så pyntet pænt med kogler og valmue-frøstande - og gran. 

Og straks havde vi balladen.

For selv om jeg kun tog sølle to grangrene med ind, og selv om jeg prøvede at være forsigtig, da jeg klippede, så var der alligevel lynhurtigt grannåle over hele køkkenet. Og selv om jeg fejede og støvsugede, så er der stadigvæk grannåle. Om end ikke overalt, så i hvert fald hist og her.

Fra nu af og til jul bliver det bare værre, efterhånden som mere gran og til sidst juletræet bliver slæbt ind. 

Det hele kulminerer i et sandt grannåle-inferno et par dage inde i januar, når juletræet bliver klippet ned med det store ørnenæb og smidt ud af havedøren. Så bliver der fejet og støvsuget. Og rystet tæpper. Og fejet og støvsuget igen. Og 95 procent af grannålene forsvinder, men de sidste 5 procent er stort set umulige at få has på og dukker op de mest overraskende steder. I badeværelset, i skuffen med DVD'er. Selv i køleskabet er jeg stødt på grannåle ...

Og det tager dage, uger og måneder, før huset igen kan erklæres grannåle-frit område. 

Det er i orden. Det er en del af julen. Og jeg vil dælme ikke bytte med plastic-gran!

Men jeg synes alligevel, at det var en overraskende voldsom start på grannåle-sæsonen, da jeg i morges meget tidligt fik øje på en grannål - på Gemalens bare bagdel ...





onsdag den 28. november 2012

Ønskes: Sol - og en opfindelse


Sol ønskes.

Nu. Tak!

Et stabilt højtryk med en masse sol må gerne lægge sig over det midtjyske. Og blive liggende. Længe.


Det er ikke bare fordi, det er november og vådt og gråt og trist. Og jeg bliver mere og mere træt, og mit humør efterhånden matcher vejret i betænkelig grad.

Næh, det er fordi, Familien i Midten er blevet åh så miljø-rigtig, energi-rigtig (og måske endda politisk korrekt?) og har fået solceller. På taget altså, ikke i nakken.

Nemlig.

Det gik overraskende gelinde. Stillads op den ene dag. Solceller op den næste dag. Og stillads ned igen den tredie dag. Easy peasy. Tilsyneladende. For vi ved faktisk ikke endnu, om det virker. Gemalen synes ikke rigtigt, at han har tid til at stå og glo på måleren sådan i timevis, ind til der er produceret strøm nok til, at tælleren flytter sig. For det er jo ikke meget strøm, man kan trække ud af et 'tungt skydække', som det vi har mere eller mindre permanent for tiden.

Men det gør det vel, virker altså, og så får vi i første omgang et tilskud til daglige forbrug. Og en skønne dag, når solen igen skinner lidt mere på denne side af ækvator, bliver det forhåbentlig ligefrem en overskudsforretning, og vi kan sende vores strøm den anden vej ud gennem nettet. 

Fantastisk!

Det samme har 25.000-30.000 andre familier tænkt. Og det offentlige har tænkt det samme og smækker solceller op på både nye og eksisterende bygninger. Fx har man i Skive pakket det nye rådhus helt ind i solceller.

Smart!


På en eller anden måde virker det bare lidt, som om nogen ikke helt har tænkt alle problematikkerne igennem, inden de satte solcelle-skibet i søen, og at det først nu begynder at dæmre for disse nogen - og alle os andre - at intet er så godt, at det ikke er skidt for noget.

Når så mange familier eller offentlige enheder pludselig er delvist selvforsynende med elektricitet, så falder efterspørgslen på konventionelt produceret strøm jo tilsvarende, og hvad det lige gør ved prisen, kan man vistnok indtil videre kun gisne om.

Samtidig vil efterspørgslen blive mildt sagt ujævn og afhænge af solens lyst til at skinne. Det vil gøre det tilsvarende indviklet at styre produktionen, så den matcher efterspørgslen. Uden at være professor i kraftværk kan jeg godt regne ud, at det ikke hensigtsmæssigt, hvis el-produktionen skal være lige så afhængig af vejret som landbruget er det.

Endelig bliver ledningsnettet belastet helt anderledes end hidtil, når alle vi små bitte el-producenter dels ikke efterspørger el dels sender vores overskud den anden vej. Og lige nu, mens jeg fedter med mit indlæg, fortæller medierne, at det første elselskab vil kræve betaling af os, altså solcelle-ejerne, for at benytte ledningsnettet.

Folk med forstand på den slags mener, at det faktisk er et potentielt problem, som kan true forsyningssikkerheden, hvis man ikke meget snart finder ud af at styre både produktion og forbrug meget bedre. Og derfor har de selvsamme mennesker sat sig for at finde de vises sten, hvad angår lige netop det problem. De sidder derfor og udtænker sindrige formler og meterlange algoritmer for, hvad der sker med forbruget hjemme hos familien Jensen, hvis man fx skruer på el-prisen hen over dagen.

Det er langhåret, virkelig langhåret, men - synes jeg - også interessant som bare pokker, og jeg gad godt have for bare fem øre forstand på det.

Det har jeg ikke, så jeg nøjes med at tænke, at det ville være smart, hvis jeg kunne styre min nye vaskemaskine, så den (især) vasker, når solen skinner.

Hvem gider lige opfinde sådan en styrings-dims?


Det kræver helikopter at tage et billede af de nye solceller på
vores tag, så her er et nærbillede af stilladset ...




mandag den 26. november 2012

Øv for en kedelig julegave


Helst vil jeg jo have julegaver indpakket i papir med bånd og til-og-fra-kort og det hele. Men i år er Gemalen og jeg nødt til at give os selv og hinanden en før-julegave. 

Sådan helt akut.

Forhåbentlig kommer den allerede idag. Eller senest i morgen.


En ny vaskemaskine. 

Wee!

Eller nej, det er der da overhovedet ikke noget 'wee' over. Det er skrup-kedeligt og trist.

Men det kommer ikke som en overraskelse. Faktisk har der været optræk til vaskemaskine-udskiftning i ni måneder nu. Vi håbede bare, at vi kunne kommer frem til januar-udsalget. Men det kunne vi så ikke.

Allerede i februar begyndte vaskemaskinen at te sig tosset. Eller i virkeligheden har den i endnu længere tid skullet have et knæ for at starte. Men i februar var det pludselig ikke nok, og jeg var sikker på, at nu skulle vi have en ny.

Efter et døgns tid kom vaskemaskinen på bedre tanker og startede pænt. I det hele taget gik det godt et stykke tid, men så begyndte det igen at blive en smule kringlet at vaske. Nu ville den ikke længere starte, bare fordi den fik et knæ. Næh, nu spillede den kostbar og forlangte, at jeg trykkede på start-knappen og lod den overveje sagen i cirka tyve minutter. Og SÅ skulle den have et knæ. Og SÅ startede den. Måske. Eller også passede det ikke lige dens prinsesse-elektronik. Før lidt senere. Som i fem minutter senere. Eller en time senere. Eller.


En gang i mellem sagde den 'Æv bæv, jeg starter bare ikke. For i dag er det lørdag, og du har ekstra travlt, men jeg holder fri.' Det hjalp så på samarbejdsvilligheden, hvis Gemalen truede den, og man kunne næsten mærke, hvordan den tænkte 'Okay, okay', før den startede og vaskede de næste ti vaske uden synderligt brok.

Og hver gang udskød vi udskiftningen og kom lidt tættere på januar. At tilkalde en tekniker mente vi ville være spild af penge, for før han overhovedet var kommet ind og havde fundet skruetrækkeren frem, ville det givetvis koste mindst en trediedel ny maskine. Og hvor længe ville den så holde bagefter. Måske kan man slet ikke forvente, at den kan holde til mere end knap 2000 vaske? Og det er sådan cirka, hvad jeg har regnet ud, at den nok har klaret.

Men nu er det slut. Hverken knæ, trusler eller bønner har kunnet formå den til at starte. I to dage. Så nu tabte vi tålmodigheden og bestilte en ny.


Den må gerne komme snart!

Tomme løfter fra den gamle vaskemaskine.


søndag den 25. november 2012

Lampens Ånd


Det kostede det blå ned fra himlen. Men det var alle pengene værd.

For sjældent har hele familien moret sig så godt.

Fredag aften var vi med mormor og morfar i Fredericia Teater for at se en af de sidste Aladdin-forestillinger.

Hele optakten var præget af dårligt vejr, meget trafik og vejarbejder, så det, der skulle have været en hyggelig tur på Jensens Bøfhus inden forestillingen, blev i stedet et kapløb med tiden. Uden dessert. Øv bøv. Heldigvis havde betjeningen forståelse for vores hastværk, så vi nåede både at spise, betale og småløbe de få hundrede meter hen til teateret i tide til lige at 'lande', før forestillingen begyndte.

Og hold nu helt fest, hvor var det sjovt!

Der var selvfølgelig Aladdin og Jasmin. Men de var nærmest kun biroller. Ikke fordi de var dårlige, men fordi Aladdins tre bedst-buddies bare var meget sjovere. De indledte og bandt i det hele taget stykket sammen. Og trådte ud og ind af deres egne roller på den skæggeste måde, så ethvert tilløb til amerikansk for-meget-hed blev effektivt punkteret.

Allermest hylemorsom var dog Genie, lampens ånd. Fuldstændig blå, bortset fra en gylden hanekam, for han rundt, så man blev helt træt bare af at kigge på ham. Han var den mest bøssede lampe-ånd, der endnu er set, og der var adskillige grinagtige hentydninger til Ole Henriksen.

I det hele taget var der mange referencer. Donnaen hoppede noget i sædet, da der blev gjort grin med Justin Bieber, men overgav sig igen, da Genie gjorde Gangnam Style til sin egen Genie Style. En del referencer gik givetvis hen over hovedet på morfar og mormor, men Donnaen og jeg havde en fest.

Aladdin fik sin Jasmin, Genie blev gjort fri, mens Jaffar blev spærret inde som ny lampeånd, og således endte alt i fryd og gammen.

Bagefter var der kun én ting at ærgre sig over: At vi ikke kunne se hele forestillingen igen, så vi kunne få endnu flere detaljer med.

Billeder måtte man ikke tage, så jeg nøjedes med ´
et af bagtæppet i en pause og håber, at  det kan gå an.

torsdag den 22. november 2012

Mig-tid


Når jeg - alt for sjældent - trisser rundt i min have, bliver jeg sjældent forstyrret af mand og barn, der ikke ser noget formål med at gå derud, hvis det ikke er højsommer.


Men højsommer er det jo kun i alt for kort tid, og derfor har jeg haven helt for mig selv.

Med masser af mulighed for at tænke ind til flere sammenhængende tanker i træk.

Og måske er det i virkeligheden derfor - eller i hvert fald en stærkt medvirkende faktor til - at jeg så godt kan lide at være i haven.

Fordi jeg nok ved nærmere eftertanke har stort set permanent underskud, hvad angår mig-tid.

Der er masser af vaske- og strygetid, chaufførtid, kokkerere- og spisetid og lektietid med Donnaen. Heldigvis er der også noget familietid og en sjat tid til tosomhed i ny og næ. 
Men sådan rigtig mig-tid, hvor alt, hvad jeg foretager mig eller ikke foretager mig, alene angår mig mig mig. Men hvor tit er det lige, der er den slags tid? Og når der endelig er, så har jeg alligevel dårlig samvittighed i ni ud af ti tilfælde. 

Suk.

Det er nok et almindeligt kone-/mor-fænomen. Både manglen på mig-tid og den dårlige samvittighed. I hvert fald er det her på matriklen kun mig, der kender til det. Hverken Donnaen eller Gemalen har problemer med at få tid til sig selv. De har både tid til deres sport og til at flade ud foran fjernsynet. Det er fint nok. Sådan synes jeg også, det skal være.

Gåden er, hvorfor jeg ikke har tilsvarende. Når jeg jævnligt brokker mig, siger Gemalen lige så jævnligt, at jeg 'da bare kan..'. Hvortil jeg så svarer, at det jo ikke kan lade sig gøre, for først skal jeg hente, og så skal vi spise, og dernæst skal jeg stryge og dit og dat og lidt mere Og så er den dag gået, og jeg skal sove for at være nogenlunde frisk til næste dag, der kører efter stort samme princip.

Lige her var det så, at Gemalen skulle foreslå, at han da selvfølgelig kunne stå for indkøb og madlavning plus det løse to gange om ugen. Men det sker li'som ikke rigtigt. I det hele taget sker der ikke mere, og alt fortsætter som før.

Jeg er vist bare alt for rar?




PS: Nej, blog-tid gælder ikke som mig-tid ...

tirsdag den 20. november 2012

Have-svigt og vinterpæne planter


Lidt af søndag eftermiddag blev brugt i haven.

For sådan én har jeg nemlig. 

En have altså.

Et faktum jeg ellers med stort held har ignoreret fuldstændig i al for lang tid.

Så min stakkels have har været udsat for omsorgssvigt, og havde den været et barn, var den forlængst blevet tvangsfjernet. Men det er den heldigvis ikke. Hverken et barn eller tvangsfjernet. Og den har taget det relativt pænt og kun hævnet sig i moderat grad. Der var selvfølgelig nedfaldne blade overalt. Det er der så ikke mere. Plænen er revet og bladene fjernet eller smidt ind i bedene. Det er til at overse, men måske ville jeg synes, det var mindre surt at rive blade, hvis det ikke var blade fra naboens træer?

Under bladene var græsset blevet for langt. Det er det stadig. Især i det hjørne, der er tættest på naboens rundhåndede kunstgødning. Det er der ikke noget at gøre ved. Hverken naboen eller græsset. Sidstnævnte er for vådt. Måske ender jeg med at måtte investere i en le, hvis jeg skal igennem det til foråret.

Ellers kan jeg se, at frosten allerede har sat sit kedelige præg flere steder. Blandt andet var mine storkenæb relativt pæne, lige til frosten kom og forvandlede dem til en underlig brun grød, som flød ud over trappen. Og som jeg blev ret snasket af at fjerne.

(Samtidig kunne jeg konstatere, at nogen vist er kommet til at smide mine udmærkede havehandsker ud. Øv altså. Bare fordi de var fuldstændig sorte og stive af jord, var der jo ingen grund til at kassere dem. Nu bliver jeg nødt til at ønske mig nogle nye til jul).

Andre stauder står stadig og ser forholdsvis pyntelige ud. Nogle er endda ret fotogene med lidt rimfrost.

Det irriterende er bare, at jeg ikke rigtigt har indtænkt den parameter i forbindelse med mine plantekøb. Måske fordi den information er svært tilgængelig. Der mangler simpelthen et felt til vinter-udseende, hvor planteskolen sætter kryds ved enten 'pæn om vinteren' eller 'forvandles til brunt snask, når frosten rammer'.

Og nu må I ellers have mig undskyldt. Jeg skal lige finde ud af, om man kan google sig til noget fornuftigt ved at søge på 'vinterpæne planter'.


Øv, se lige det lange græs.

søndag den 18. november 2012

Den snedige Donna, Aros - og nå


- Moar! lød det indsmigrende fra Donnaen.

- Ja?

- Det var ret surt, at Aros var lukket i mandags, ikk'?

- Joh, det var det - ?

- Det er bare fordi mig og Lisa, vi..

- Det hedder 'Lisa og jeg', afbrød jeg.

- Ja ja, vi vil gerne til Århus og shoppe, og så kunne du jo gå på Aros. Sagde det snedige pigebarn. Gudhjælpemig.

Og sådan gik det til, at Donnaen og Lisa lørdag blev lukket løs i Århus i to timer for at shoppe, mens jeg gik en tur på Aros.

Fint nok.

Klokken kvart over elleve var der stadig langt mellem de besøgende. Ikke desto mindre var der en times ventetid på at komme ind på særudstillingen om Edvard Munch, hvortil man blev lukket ind i hold hver halve time. Det gjaldt så om at se mest muligt af resten inden da for at få det til at passe med pigernes og min aftale. Derfor var der heller ikke megen tid til at dvæle over tingene. Noget der dog kun ærgrede mig enkelte steder. Måske mest i guldaldersamlingen. Mens jeg nok var mere tilbøjelig til at se visse udstillinger som spild af god udstillingsplads ...

Regnbuen havde jeg set frem til. Og den er virkelig spektakulær. Sjov og med indbygget gys de steder, hvor man er lige lovlig tæt på kanten. Konceptet holder dog ikke helt i kun fire graders varme. Øv, hvor var det koldt. Jeg havde endda overtøj på. De fleste havde ikke, da man blev bedt om at efterlade overtøj og tasker i garderoben, hvis man skulle se Munch-udstillingen. Så det blev til en meget hurtig rundtur. Og det var lidt surt.

Derefter ned og anbringe jakke og taske og op igen til Edvard Munch. Nu blev pladsen pludselig trang, og man blev nødt til at beherske sig og lade være med at bakke for bedre at kunne beskue nogle af malerierne. Spændende udstilling, men også temmelig dyster, da den stakkels maler jo var angst for det meste; livet, kvinderne, døden.

Tilbage ude i lyset, gik det op for mig, at jeg stadig ikke havde set Aros' vartegn, Boy. Hvilket jeg fandt ret mærkeligt hans størrelse taget i betragtning. Til sidst fandt jeg ham, men hvorfor han skal sidde i en skammekrog på en underetage i stedet for på en hædersplads i forbindelse med indgangen er mig en gåde. Stakkels Boy!

Alt i alt vist mest en nå-oplevelse.

Men pigerne havde en fin tur.

Boy i skammekrogen.



onsdag den 14. november 2012

Farmor-testen


Vi er trætte.

Gemalen mest, for det er primært ham, der bærer byrden.

Vi har taget Farmor-testen.

Farmor har været på besøg. Fra søndag til idag, hvor Gemalen har kørt hende hjem. Altså ikke hjem, men til den aflastningsplads, som hun allernådigst kunne få tre dages fri fra, uden at pladsen blev givet til en anden ...


Officielt var Farmor på besøg for at være med til en forsinket fødselsdagsfejring af Donnaen.  

Men reelt set var det nok mere end test. En test af, om hun - og vi - kan klare at holde jul i det midtjyske.

Og det kan godt lade sig gøre. Hun kan - i sin nuværende tilstand - godt komme her over og holde jul som vanligt.

Men vi må indrømme, at det er anstrengende. Meget anstrengende.

Fordi vi ikke er vildt gode til at have liggende gæst(er) i flere dage. Men selvfølgelig mest fordi Farmor som temmelig dement og temmelig tunghør efterhånden kræver mandsopdækning. Også om natten.

Det meste af tiden sidder Farmor ganske vist stille i en lænestol, men lige pludselig gør hun så alligevel ikke. Og da Farmor bevæger sig næsten lydløst, kan hun for eksempel sagtens trisse bag om ryggen på mig, mens jeg står i køkkenet. Så må vi lige suse rundt, til vi finder ud af, at hun bare er gået ind på gæsteværelset og ikke ned i kælderen med henblik på at forlade matriklen.

Farmor skal hjælpes med det meste. Men da hun samtidig er meget utilbøjelig til at rette sig efter andre end Gemalen, er det ham, der må tage sig af hende. Hvilket er grænseoverskridende og gør ham både ked af det og pirrelig.

Donnaen følger måbende med. For hende er det sært og sørgeligt at være vidne til Farmors forfald. Både det fysiske og det mentale.


Jeg er den, der har mindst i klemme, så jeg prøver egentlig bare at få tingene til at glide.

Men mangel på søvn og en anspændt stemning gør det ikke særlig nemt, og lige nu er jeg bare godt tilfreds med, at besøget trods alt gik godt.

Og at der stadig er næsten halvanden måned til jul.



Piller mm. til Farmor

mandag den 12. november 2012

Lang Århus-eftermiddag


Nogle byer holder jeg meget af.

Andre byer kan jeg ikke rigtigt komme overens med.

Århus hører til i sidste kategori. Århus og jeg bliver vist aldrig nogen god kombination.

Hvad det helt nøjagtigt er, ved jeg ikke. Det er bare ikke rigtig godt. Har aldrig været det.

Og nu er vi vist kommet ind i en ond cirkel.

I dag havde jeg ellers sat mig for, at det skulle være anderledes. For Donnaen skulle danse i Musikhuset, og jeg var i et svagt øjeblik kommet til at love hende og en veninde at køre dem, selv om det betød, at jeg måtte tage en halv dag fri fra arbejde.

Det betød så også, at jeg havde godt tre timer at slå ihjel. Og hvad var mere nærliggende - også i ordets bogstaveligste forstand - end at få gjort noget ved det uheldige faktum, at jeg aldrig havde besøgt Aros? Visse toneangivende bloggere (ingen nævnt - ingen glemt) har også i den sidste tid gjort deres for at reklamere for stedet, så for li'som at få hanket op i mit kulturelle jeg, valsede jeg glad afsted.

Bare for at finde ud af, at Aros altså holder lukket om mandagen ...

- Det kan gå hen og blive dyrt det her, sagde Fruen til sig selv.

For så måtte jeg jo shoppe mig til varmen. Mente jeg, og gik ned gennem byen for at ende i Magasin, hvor jeg kørte hele vejen op til øverste etage. Og kiggede på lækkert sengetøj og meget andet. Uden overhovedet at gide eje noget af det. Historien gentog sig hele vejen ned, og jeg begyndte, med let undren, at indse, at det næppe ville blive til det helt store med det der shopping.


Men så kunne jeg da købe mig en bog og fordrive tiden med den og en cafe latte i Musikhusets café.

Magasin havde bare ingen bøger, jeg havde lyst til at købe. Det havde Bog&Ide i gågaden og Salling heller ikke. 

Derefter drejede jeg ind til Søstrene Grene, hvor jeg blev overfaldet af nisser i en grad, at jeg måtte tage to med hjem. 

- Flot, tænkte jeg, nu har jeg bevist over for mig selv, at jeg trods alt ikke er blevet ramt at en købs-blokering, men har samtidig undermineret min julemodstandsdygtighed, her allerede før vi er halvt inde i november.

Og så gik jeg ellers i julemode og købte én julegave. I sig selv uhyggeligt meget lidt mig. 


- Det her går bare ikke, afgjorde jeg og marcherede ned til Bruuns Galleri for dér omsider at finde en god bog. Travede tilbage til Musikhuset, fik min latte til at vare en time og kunne så endelig få tøserne med hjem til det midtjyske. 

Herefter vil der nok igen gå lidt tid, før jeg skal forsøge mig med Århus.






fredag den 9. november 2012

..men paranoia bider da ikke?


Det er lidt sært.

Faktisk ved jeg ikke rigtigt, hvad jeg skal mene.


Hvad Gemalen mener, står hen i det uvisse, og det er vist bedst sådan ...

Der er ikke sket noget på væggelusefronten siden forrige lørdag, hvor jeg vågnede og følte mig som resterne af et festmåltid.

Det vil sige, noget er der jo sket, for jeg har knoklet med vask og frys. Men vi har ikke set skyggen af en væggelus. Eller tegn på, at der er eller har været nogen. Nogen steder. Overhovedet.


Sidst i sidste uge kom der svar fra de rare esbjergensere. Mit fremsendte krapyl viste sig ikke at være en væggelus. Faktisk viste det sig slet ikke at være et krapyl. Men et plantefrø ... (Ja ja, jeg bør måske overveje nye briller med mere styrke. Men faktisk havde vi luppen fremme, og Gemalen mente også at se et dyr).

Gemalen sænkede straks skuldrene og sagde, at han sådan set hele tiden havde været i tvivl.

Fruen kiggede på sin gennemgnaskede arm, hånd og hals med bid på forskellige udviklingstrin - dem, der stadig kløede, dem der havde dannet småbitte irriterende blæner, og dem der var ved at hele efter itu-kradsning.

Og Fruen tænkte sit.

Meget har man hørt. Blandt andet, at stress og anden form for psykisk ustabilitet kan slå ud i eksem. Men det ville nok være første gang i verdenshistorien, hvis al mindelig paranoia havde bidt nogen, endda primært langs blodbanerne ...

Så jeg fortsatte med at vaske og fryse. Omend tempoet faldt betragteligt, og jeg ind i mellem henfaldt til at tænke på andre ting end væggelus.

Til daglig synes jeg egentlig, jeg har nok at gøre med at følge med i den almindelige tøjvask og strygning. Så at skulle igennem HELE garderoben var faktisk lidt overvældende. Det er heller ikke blevet gjort. Hele Donnaens garderobe har være tørretumblet eller frosset. Og en ganske pæn del af min. Der er stadigvæk tøj i fryseren, og der bliver stadig tørretumblet ekstra tøj. Men det er lidt som at kæmpe mod vindmøller. For det første kan jeg ikke finde tegn på væggelus. For det andet kan jeg ikke præstere et vaske-, tumble- og frysemodspil, der virkelig batter noget, hvis altså de er her.

Det rareste vil jo være, at de slet ikke er her. At jeg har taget fejl hele tiden. Så kan jeg i stedet undre mig over, hvad der så bed mig? Det var ikke lopper, det ved jeg. De bider helt anderledes; kravler ind og finder en bukse-elastik, som de stemmer fødderne imod. Fortalte en skæg gammel nabo mig engang.

Måske finder jeg aldrig ud af det. Og det vil sådan set også være helt okay, hvis det er overstået.

Der er bare det, at da jeg i går aftes ville sætte rejsebøgerne på plads (Ja, de burde selvfølgelig også have været i fryseren, men det var altså svipset. De var bare røget i bæreposen ind på gæsteværelset for ikke at stå i vejen), så fandt jeg, ganske fladmast under den nederste bog, noget, der grangiveligt ligner  - et krapyl!


Det er lidt som at blive slået hjem i ludo.


Et styk spist hånd.

onsdag den 7. november 2012

På kanten af loven i Budapest


I Ungarn skal man købe sig en vignet til forruden for at køre på motorvejene.

Men da Gemalen for bare to måneder siden pligtskyldigt havde villet købe en sådan vignet, var han bare blevet udstyret med en kvittering, som han kunne vise frem, hvis han blev stoppet.

Det gad han ikke gøre en gang til, for risikoen for at blive stoppet af politiet var vel minimal. Mente han. På det tidspunkt.

Så vi susede bare over grænsen med kurs mod Budapest, som Fruen jo så gerne ville se.

Det gik fint, og vi kørte lige ind i hjertet af byen og parkerede præcis det rigtige sted, lige neden for borghøjen med det store slotskompleks.

Selvfølgelig skulle der betales parkeringsafgift, men det mente vi nok, vi kunne klare. P-automaten blev fundet. Den tog både mønter, som vi ikke havde nogen af. Og kort, som vi heller ikke havde. Lynhurtigt stod der en venlig dame, som forklarede, hvad vi egentlig godt vidste; at vi ikke havde de rigtige mønter. Nå men så måtte vi jo bare finde en bank, en automat eller et vekslekontor. Det kunne vel ikke være så svært. Det var det heller ikke. Og slet ikke da posterede turistguider - genialt koncept at stille sådanne til rådighed for horderne - beredvilligt forklarede, at der lå et vekslekontor 200 meter henne ad gaden.

De sagde også, at en af os burde blive ved bilen imens. Men det valgte vi at overhøre. Med det resultat, at da vi kom tilbage med penge 10-12 minutter senere, sad der allerede en parkeringsbøde i forruden. Parkeringsvagten var til gengæld som sunket i jorden ...

Donnaen, det gode barn, mente, at det ville være bedst straks at købe en p-billet til det videre ophold.

- NEJ, hvæsede forældrene i kor. Nu kunne bøden få lov at blive siddende, mens vi gik på sightseeing.

Og det gjorde vi så.

Tog den lille bjergbane op på borghøjen med hele det kæmpestore slotskompleks.

Der var masser af turister, men også masser af plads. Og masser af udsigt tværs over Donau til Pest-bydelen. Det var aldeles fantastisk, og jeg tror, man kan bruge flere dage alene på dette område. Det gjorde vi ikke, for med to timers kørsel hver vej, havde vi begrænset med tid. I stedet slentrede vi rundt i solskinnet og kiggede på alle de pragtfulde bygninger og udsigten, og statuer og udsigten, og kirker og pladser og udsigten. Hele tiden blev man trukket ud til kanten af komplekset for at stå og falde i staver over udsigten. Vi fandt et lille supermarked med brød, skinke, bananer og vand. Og så blev frokosten indtaget på en bænk mellem nærgående duer og spurve.

Ned på gadeplan igen ville Fruen gerne over på Pest-siden af Donau.

Jeg havde troet, at vi bare kunne gå, men Gemalen ville have bilen med. Måske var han i virkeligheden blevet nervøs for, at parkeringsvagten ville komme tilbage og klampe bilens hjul, sådan som der faktisk var skiltet. Der var dog ikke sket noget, og vi kørte glade afsted over den meget flotte Kædebro.

På den anden side skulle vi lige finde en parkeringsplads.

Men inden vi nåede så langt, blev vi vinket ind til siden af politiet. 
Som ville se Gemalens kørekort, alle tre pas og bilens papirer. Sidstnævnte skulle forklares. Vistnok fordi betjentene undrede sig over en september-dato, der så bare var datoen for indregistreringen. Så ville de gerne vide, hvorfor vi var i Budapest. Gemalen tog en dyb indånding og forklarede venligt, at vi var turister på sightseeing. Og hvad skulle vi så bagefter, ville betjentene også gerne vide. Blå røg kunne nu anes ud af Gemalens ører, men på mirakuløs vis tog han sig endnu en gang sammen og svarede pænt betjentene, at vi skam agtede os tilbage til Bratislava efter endt ophold i Budapest. 

Så fik vi endelig lov at køre videre, men da der ikke lige var en parkeringsplads i sigte, og Gemalen mente, at det ville være decideret dumt at cruise for meget rundt, røg vi ned i den nærmeste p-kælder.

Som tilhørte det fem-stjernede Hotel Kempinski, og havde vi ikke betalt p-afgift før, så kom vi i hvert fald til det der. Til gengæld var der en vældig flot lobby, og et meget fancy toilet, som Donnaen og jeg derfor prøvede hele to gange. Donnaen kiggede måbende på det flotte hotel og ærgrede sig over, at vi var for fattige til at tage ophold der. Noget vi andre også sidenhen ærgrede os ret meget over ...

Ude på gaden befandt vi os på Budapests dyre forretningsstrøg, fyldt med den slags butikker, hvor man diskret undlader at vise priserne i vinduerne. Hurtigt stod vi på pladsen Vörösmarty Ter, det egentlige mål for turen over floden. Det vidste gemalen og Donnaen ikke, men Fruen havde tænkt sig at bruge sine spareskillinger på en kop kaffe på Café Gerbeaud, et rigtigt fint gammeldags kaffehus, hvor man de sidste godt hundrede år har serveret kaffe og kage til folk med rigeligt med penge. Desværre var den store salon lukket, og Gemalen, der ikke havde forstået konceptet, nåede, inden jeg var holdt op med bare at stå og glane, at sige til betjeningen, at vi ville sidde ude. Ikke helt heldigt, men kaffen var god og dyr, og det samme var kagerne, og vi endte med at betale mindst lige så meget som for en god middag hjemme i Bratislava.

Således forfriskede var vi nødt til igen at vende næsen mod Slovakiet. Hvilket selvfølgelig var både synd og skam og en hån mod den storslåede by. Men så må vi jo komme igen en anden gang.

Tilbage over Kædebroen med fint vue til Gellert-statuen. Endnu et monument for russernes befrielse af en østeuropæisk storby efter 2. Verdenskrig. Endnu mere iøjnefaldende anbragt end i Bratislava.

Hjemturen gik fint. Da jeg sad med en hel stak ungarske forinter, drejede vi fra motorvejen og fandt en benzinstation, hvor vi kunne få dem afsat. Gemalen mente ikke, at der var grund til at udfordre skæbnen ved at krydse grænsen ved den store overgang ved motorvejen, i fald nogen havde fået den mystiske ide, at gøre opmærksom på vores tilstedeværelse. Derfor trillede vi ad landevejen resten af turen hjem.


I god ro og orden.


Udsigt fra slotskomplekset på Buda-siden
over Donau mod Pest-siden.

tirsdag den 6. november 2012

Dagens ret umulige opgave


Den søde Mormor på Klagemuren kan li' min blog.

Endda så meget, at hun har skrevet det på sin egen. Blog altså.

Med fin tilhørende sticker-fidus.

Så nu er jeg så glad, at jeg danser en lille mental hurra-dans. For hvad er skønnere, end at nogen kan li' ens blog? I blog-land altså. For udenfor er der nok enkelte andre ting, der er mindst lige så skønne: Kys på næsen, barnekinder, god rødvin og lakrids for nu bare at nævne nogle ...

Men inde i blog-land er det skønneste jo, at nogen kan li' ens blog. At nogen gider at læse med. Og måske ligefrem kommentere.

Jo, jeg skriver for min egen skyld. Men det ville være direkte lyv, hvis jeg påstod, at jeg ikke skæver til statistikken og kommentarerne. For det gør jeg, og det glæder mit lille selviske ego, at jeg stille og roligt bygger op. Ikke vildt og voldsomt, men der er en fin lille opadgående tendens.

Og nu kom Mormors anerkendelse oveni. På en mandag. Det er til at blive helt rundtosset af. På den gode måde.

Men det forpligter jo også.

Måske mest fordi jeg gerne vil leve op til mig selv og forblive læseværdig. Men også fordi konceptet i anerkendelsen lægger op til, at jeg selv fremhæver fem gode blogge. Ikke fordi de nødvendigvis er bedre end alle andre - hvem skulle dog også bestemme det? - men fordi de er spændende, tankevækkende, sjove, fyldt med fantastiske billeder eller noget helt andet.

Jeg kan bare ikke. Fremhæve nogen frem for andre. Jeg hygger mig med sproglige finurligheder det ene sted, griner højt over familiemæssige kvababbelser et andet sted, mens jeg bare nyder kanongode billeder et tredie.

Og dog. Den blog, der til stadighed rykker mest rundt med møblementet på øverste etage, er Overleverens. Hun skriver om sit liv med eftervirkningerne af incest og overgreb. Det er tænderskærende grusomt at læse om. Men samtidigt spændende på den horisont-udvidende måde. Fordi Overleveren formår at skrive hudløst ærligt om sig selv og sine udfordringer og deraffølgende op- og nedture. Og livsbekræftende. Fordi hun er helt ukuelig i sin vilje til bare at ville overleve. På trods.

Læs den og bliv klogere.


Den fine sticker har jeg været tilbage og låne her,
da jeg ikke kunne hitte ud af at kopiere fra Mormor.

søndag den 4. november 2012

Og så en tur l-a-n-g-t ud på landet


Ulempen ved at have bil med på ferie kan være at komme af med den på en forsvarlig måde. Hvis man ovenikøbet har valgt et hotel, hvor receptionisten bare slår ud med hænderne og siger 'we don't have parking' uden så meget som et lille 'sorry', så kan det godt føles som lidt af et op-ad-bakke-projekt at skulle parkere.

Gemalen var dog så heldig, da han skulle parkere første gang i Bratislava, at en venlig dame henvendte sig til ham og pegede på den eneste gratis mulighed i miles omkreds. Helt og aldeles kun kendt af de lokale og kun for chauffører med den udvidede parkerings-eksamen, men absolut en brugbar mulighed for Gemalen.

Fordelen ved at have bil med på ferie er til gengæld muligheden for at komme lidt ud i landskabet.

Fruens store planer om at komme det halve Slovakiet rundt (sådan cirka) druknede i regn, så i stedet nøjedes vi med den korte udgave.

Første stop var Devinsky Hrad eller Devin Castle, ruinerne af en gammel borg, der står på en markant klippeknold netop der, hvor floden Morava løber ud i Donau. Begge floder danner grænse mellem Slovakiet og Østrig. Her har der ligget en borg stort set altid. Jeg synes, at der på et skilt stod, at klippeknolden har været befæstet siden romersk tid, men når jeg efter-googler, kan jeg kun se referencer tilbage til det 8. århundrede. Anyway, i langt mere end tusind år har der stået folk her og spejdet efter fjender fra nord og vest. Og først efter jerntæppets fald har stedet mistet sin militær-strategiske betydning.

Der er ikke så forfærdelig meget at se, blandt andet fordi den største del af borgruinen er lukket. Der er pt ikke penge til at restaurere, så publikum kan færdes sikkert. Men man kan nyde den formiddable udsigt og undre sig over, hvorfor vandet fra Morava var så grumset i forhold til Donau. Måske skyldtes det blot regnskyl i bjergene? Gemalen og jeg mente nok, at vi kunne mærke historiens vingesus blæse omkring nakkehårene, mens Donnaen var mere optaget af et lille såkaldt 'jomfru-tårn'. I følge legenden havde en ung adelsfrøken foretrukket at springe i døden fra dette lillebitte tårn fremfor at skulle leve uden sin elskede. Så sørgeligt og så romantisk!

Herfra kørte vi en tur, der førte os over den alleryderste spids af Karpaterne. Skoven stod i sin smukkeste efterårspragt og lyste både rødt og gyldent, så det gjorde ikke så meget, at reparation af autoværn ind i mellem hæmmede fremdriften en hel del.

Omme på den anden side havde Fruen tænkt sig, at familien skulle se nærmere på et keramik-fremstillende værksted i en mindre by. Det var imidlertid lukket og så aldeles forladt ud, så vi så på hinanden og blev enige om at finde noget frokost. Vi gjorde holdt på torvet, hvor vores danske nummerplader straks blev genstand for en lille drengs nysgerrighed. Det var vist ikke så tit, der kom ret mange danskere forbi netop der. I det hele taget følte vi, at vi var kommet meget langt ud på landet og meget langt væk fra fancy Bratislava. Den reelle afstand var cirka 30 kilometer, men føltes snarere som 300 kilometer lige ud i intetheden. Husene var triste og temmeligt forfaldne, bilerne var gamle skodaer og ladaer, og selv folk så lidt grå og triste ud.

Det viste sig, da vi kiggede ordentligt efter (skiltning var ikke noget, man brugte unødvendige ressourcer på), at vi holdt lige ud for et lille supermarked. Med en masse lækkert brød og en lille delikatesse-afdeling med to venlige koner, der vist nok troede, at de kunne en lille smule tysk. Vores forsøg på at få 20 gram afskåret skinke blev dog nok snarere til 200 gram, men det kunne selvfølgelig også bare skyldes ren og skær venlighed? Og så sad vi ellers der på torvet og gumlede brød og skinke, mens vi snakkede om, hvor ulige fremskridtet i Østeuropa er fordelt. Stadigvæk.

Næste dag kørte vi de cirka 70 kilometer til Wien ad landevej, og kontrasten var slående. Her var velordnet velbjærgethed med pæne huse og sirlige haver, og velnærede bønder kørte rundt på store traktorer og med ordentlige markredskaber.


Hvis det er overvældende nu, hvordan må det så ikke have været for 10, 25 og 50 år siden?

Hvis man klikker billedet stort, kan man måske både se det
lille jomfru-tårn og det grumsede vand fra Morava til højre
.

fredag den 2. november 2012

Mens regnen stod ned i stænger


Det meste af turen til Bratislava foregik i almindeligt grumset gråvejr.

Men til sidst mødte vi det regnvejr, som vejrudsigten havde forudsagt. Og næste morgen var vejret præcis så skrækkeligt som frygtet eller måske lidt værre; koldt, regnfuldt og blæsende. Ikke den bedste start på ferien.

Hvad gør man så?

Fruen havde set vejrudsigten hjemmefra og truffet sine forholdsregler.

At trække Gemalen og Donnaen rundt på museer en hel dag ville være et dødfødt projekt. Men et næsten nyt og fancy storcenter med masser af butikker til Donnaen og Fruen - og rigeligt med siddepladser til Gemalen - kunne gå an.

Så sådan et havde Fruen da lige fundet (gloriepudsning ...) ved at google lidt rundt. Og der kørte vi så hen. Stort og flot så det ud, og beliggenheden lige ned til Donau var også førsteklasses. Men alt det blev ikke beundret på grund af det dårlige vejr. I stedet susede vi lige ned i parkeringskælderen, hvor vi så meget praktisk kunne efterlade det tunge overtøj i bilen.

Derefter var det bare at gå igang. Tre etager med butikker og spisesteder. Havde vi håbet at finde noget specielt, var vi blevet skuffede, for storcentre ligner åbenbart hinanden overalt i verden, og det gør (kæde-)butikkerne også. En del butikker var præcis de samme, som vi ville kunne have fundet i Bruuns Galleri eller Fields.

Men ikke alle, og både Donnaen og jeg fik en masse tid til at gå med at studere tøj og sko. Donnaen fik en jakke og et par småting og prøvede desuden cirka en million sko og støvler uden at finde de helt rigtige. Fruen fik sig et par hybridstøvler; gummistøvler forneden og forede skafter. 

Gemalen fulgte entusiastisk med i starten, men tabte hurtigt interessen og var derefter mestendels at finde rundt omkring i diverse sidde-arrangementer. Nogle steder var hot spots, hvor han så slog tiden ihjel med at surfe rundt på mobilen.

En sen frokost med udmærkede sandwiches til stort set ingen penge blev også indtaget inden for i de beskyttende omgivelser. Og på den måde gik det meste af en våd, kold og blæsende dag. Hvilket jo var fint, men ikke lige den måde, vi havde tænkt os at tilbringe vores ferie.

Heldigvis skulle vi kun have én møgvejrsdag. Den næste dag vågnede vi op til tæt tåge og kun 2 graders varme. Men det klarede hurtigt op, og resten af efterårsferien bød på en række lune og smukke efterårsdage.


EuroVea, Bratislava.
Butikker i tre etager.