Købte pyntegran forleden til kalenderlys, adventskrans og hvad man nu ellers skal bruge en grankvist eller to til. Ganske uforvarende havde jeg været så smart at have en affaldssæk i bilen, som jeg kunne putte mit gran i. (Manglende oprydningsiver betaler sig sommetider). På den måde var det kun ganske få grannåle, der dryssede ud i bagagerummet.
Adventskransen skal Donnaen binde sammen med Mormor. Hos Mormor og Morfar. Så det bliver dem, der skal feje og støvsuge og pille grannåle op.
Men kalenderlyset har jeg selv plantet i en potte med ler og så pyntet pænt med kogler og valmue-frøstande - og gran.
Og straks havde vi balladen.
For selv om jeg kun tog sølle to grangrene med ind, og selv om jeg prøvede at være forsigtig, da jeg klippede, så var der alligevel lynhurtigt grannåle over hele køkkenet. Og selv om jeg fejede og støvsugede, så er der stadigvæk grannåle. Om end ikke overalt, så i hvert fald hist og her.
Fra nu af og til jul bliver det bare værre, efterhånden som mere gran og til sidst juletræet bliver slæbt ind.
Det hele kulminerer i et sandt grannåle-inferno et par dage inde i januar, når juletræet bliver klippet ned med det store ørnenæb og smidt ud af havedøren. Så bliver der fejet og støvsuget. Og rystet tæpper. Og fejet og støvsuget igen. Og 95 procent af grannålene forsvinder, men de sidste 5 procent er stort set umulige at få has på og dukker op de mest overraskende steder. I badeværelset, i skuffen med DVD'er. Selv i køleskabet er jeg stødt på grannåle ...
Og det tager dage, uger og måneder, før huset igen kan erklæres grannåle-frit område.
Det er i orden. Det er en del af julen. Og jeg vil dælme ikke bytte med plastic-gran!
Men jeg synes alligevel, at det var en overraskende voldsom start på grannåle-sæsonen, da jeg i morges meget tidligt fik øje på en grannål - på Gemalens bare bagdel ...