tirsdag den 29. november 2011

Rend mig - IKKE - i mine juletraditioner

 
Egentlig troede jeg, at jeg var ret fleksibel mht juletraditioner.
 
For jeg har da holdt jul både ude og hjemme. Hos egne forældre, diverse svigerforældre og hos papbørn. Og en enkelt gang i det store udland.
 
Så juletraditioner kan man da godt tage lidt let på, ikk?
 
NOT !!
 
Fruen var slet ikke tilfreds, da besøget  hos (mor)forældre for at binde adventskrans og lægge brunekagedej hang i en tynd tråd. Først måtte det udskydes pga snot. Dernæst blæste der en vred pelikan fra vest, og vejrprofeterne talte om storm mm.
 
Men Pigebarnet og jeg besluttede os at byde møgvejret trods.
 
Vi blæste jo heller ikke væk, vel.
 
Til gengæld fik vi lagt brunekagedej. Den ligger nu i pæne pølser i kælderen og venter på at blive bagt.
 
Og Pigebarnet bandt adventskrans til 12 med pil op. Hun har også valgt lys og bånd, og nu står den i stuen og pynter.



Er den ikke fin :-)

torsdag den 24. november 2011

Trolde-rod

 
Dagene er nu så korte, at jeg stort set kun ser mit hjem i dagslys i weekenderne.
 
Og selvom jeg burde have vænnet mig til det, er det alligevel altid lidt et chok.
 
For troldene har været her. Igen-igen.
 
Der er simpelthen ikke andre forklaringer: I løbet af ugen - mens vi andre er væk, forstås - hærges huset af trolde! Som roder og griser. Prøver vores tøj og smider det i krogene. Efterlader tæpper i sofaen. Og bøger, aviser, blade, dvd'er, penalhuse og linealer på sofabordet. Spiser kiks og taber krummer. Drikker te/kaffe/mælk/saft og lader de brugte krus stå.
 
Der mangler sådan set kun afgnavede ben og knogler på gulvet. Men der ligger trods alt kun førnævnte krummer plus müsli, nullermænd og en enkelt knap i ny og næ.
 
Til almindelig orientering har vi faktisk elektrisk lys, men det virker af en eller anden grund ikke så trolde-afskrækkende som sommer-solskin.
 
Lige om lidt er det heldigvis december, og så kommer nisserne.
 
Men først skal der ryddes op gøres rent, for nisser kan ikke li' trolde-rod.
 
Så langt så godt.
 
Desværre siger erfaringerne, at nisser vældig godt kan li' nisse-rod..

tirsdag den 22. november 2011

IT-dum

 
Hold kæft, hvor er jeg sommetider dum!
 
Sådan rigtig IT-dum. På en blondine-/husmor-agtig måde.
 
Det skal bare virke, skidtet, og så er jeg fuldstændig ligeglad med, hvad der sker inde bag ved. Det er heldigvis kun meget sjældent, at det er et problem. Gemalen kan finde ud af det meste, og i Verdensfirmaet er jeg omgivet af IT-nørder, der gerne giver en fatsvag en hjælpende hånd (og et overbærende grin).
 
Men sommetider går det alligevel galt.
 
Som fx her for lidt siden, da Fruen ramte en ny low og ved et uheld blev fast læser af sig selv her på bloggen...!
 
Jeps, jeg ved det. Virkelig flot klaret.
 
Det tog så lige 20 minutter at gøre skaden god igen, fordi jeg li'som ikke syntes, det var noget, jeg ville involvere andre i.
 
Og resten af dagen tror jeg så, at jeg vil bruge på at arkivere eller brygge kaffe til de andre.

søndag den 20. november 2011

(S)not funny

Pigebarnet er godt og grundigt forkølet. Snotter, nyser og sprutter, så det er en (u)lyst.
 
Hun skal blive hjemme fra skole i morgen, ingen tvivl om det.
 
Så bliver jeg også hjemme.
 
Det er sikkert godt det samme For hun har smittet mig, har hun. Det er ikke rigtigt slået ud endnu, men det kommer. Er jeg sikker på. For jeg føler mig temmelig kørt over. Tung, træt og træls.
 
Og ÆV, hvor jeg hader netop den fase. Hvor jeg kan mærke, at der bare ikke er noget at gøre, men alligevel kaster mig over levertran og c-vitaminer og hvad ved jeg. I et ihærdigt, men ganske nytteløst forsøg på at narre fjenden. Fjenden, som allerede har invaderet mig og nu sidder langs rygraden, i nakken, over øjnene, mens den regrupperer tropperne og lægger an til det kommende angreb, der vil slå mig endeligt omkuld.
 
Gemalen så det komme. Efter en dag, hvor han klogeligt, men temmelig asocialt har holdt sig på afstand af os, er han nu flygtet fra matriklen. Arbejdet kaldte.
 
Og dobbelt ÆV. For i morgen kommer gulvmanden. Og jeg skal fortælle ham, at vi stadig ikke er tilfredse med vores gulv, og at vi synes, det skal laves om.
 
(S)not funny :-(

torsdag den 17. november 2011

Smålighed i store sko

 
Julen nærmer sig med stormskridt.
 
I Verdensfirmaet er vi således i gang med den tilbagevendende opgave; at finde ud af, hvem der skal med på julechokoladelisten i år. Dvs hvilke kunder er vi så fornøjede med, at vi synes, de skal begaves?
 
Verdenfirmaet opererer inden for bygge & anlæg, og vi har i vores visdom besluttet - sådan har det altid været - at gaven er en chokoladekurv, så alle medarbejderne på det pågældende kontor kan få lidt del i fornøjelsen.
 
Men der skal jo modtager-navn på. Ellers kan man ikke give nogen ansvar for at få kurvene bragt rigtigt ud.
 
Og så sker der noget mystisk.
 
For mange af disse her direktører, afdelingschefer eller projektledere - med en indkomst, der må formodes at modsvare titlerne - vil sgu ikke dele!
 
Så selvom vi fra Verdensfirmaets side udtrykkeligt skriver, at en 'glædelig jul ønskes til ALLE på kontoret', så forsvinder chokoladekurven ud af døren sammen med chefen, når han går hjem..
 
I år skal vi blandt andet sende kurve til et par projektledere, der sidder ude på en byggeplads, så vi manglede en adresse.
 
De bad gudhjælpemig om at få kurvene sendt hjem på privatadressen!
 
Og jeg tænker, hvad sker der for dem?
 
Men jeg tror faktisk slet ikke, at jeg vil vide det.

mandag den 14. november 2011

En selvfed boomerang


Det var dumt, jeg ved det.

Man skal ikke prale umådeholdent. Det kommer som en selvfed boomerang til at ramme en selv i nakken.

Jeg havde siddet og udbredt mig på mail med, hvor god jeg var som bygge-projekt-leder-indpisker. For nu havde jeg check på mine håndværkere, så i løbet af nul komma ingen tid ville alt være på plads. Og jeg ville igen kunne sove i min seng, bruge mit badeværelse osv.

Men knapt havde jeg sluppet tastaturet, før jeg brat landede i virkeligheden igen.

Det nylagte trægulv ser mildest talt mystisk ud.

Ligger ikke lige, og der er sprækker mellem fliserne, som man kan tabe små ting ned i..

Tømreren er udskudt på ubestemt tid og gulvmanden indkaldt til 'en kammeratlig samtale'.

Æv, siger jeg bare.

Og lover mig selv aldrig at prale (ret meget) mere..

torsdag den 10. november 2011

Wiii, jeg har vundet..

Jeg drømte godt nok om 86 mio kroner.

Dem vandt jeg ikke. Men så fik jeg denne besked


Er jeg ikke bare en heldig kartoffel :-/

Der er søde håndværkere - og så er der (suk) de andre..


Ih, hvor jeg altså bare lige blevet SÅ meget gladere for 'mine' håndværkere!

Det er ikke fordi, jeg nu snart kan se enden på projekt Revnede Vægge, og jeg derfor tror, at jeg kommer til at savne dem. Nix, det gør jeg ikke. Trods alt.

Det er fordi 'mine' håndværkere, de er søde, høflige, venlige og hjælpsomme.

Og hvis jeg havde glemt det, så er jeg lige kommet i tanke om det.

For jeg har mødt de andre. De dumme, kedelige, uhøflige. Som ikke kan sige god morgen, og som man derfor ikke gider give en kop kaffe. Som spiller høj musik og ryger pibe, selvom de befinder sig på et kontor, hvor det sådan set er meningen, at vi andre skal arbejde.

Heldigvis skal de kun udskifte et enkelt vindue.

Og heldigvis er halvdelen af verdensfirmaets trofaste medarbejdere på kursus, så vi andre stakler kan låne deres pladser, Og lukke dørene.

Men jeg undrer mig; hvorfor er de ikke bare søde og rare? Hvad får de ud af at være mutte og vrantne, sure og tvære?

Jeg ved det ikke.

Men jeg ved, at jeg skal huske at smile til 'mine egne', når de kommer i morgen.

onsdag den 9. november 2011

Den helt store LOTTO gevinst - og farvel


Så sad vi der til frokosten i Verdensfirmaet og snakkede om, hvad vi hver især ville foretage os, når - altså hvis  - vi vandt den helt store gevinst i Lotto. Som nu fx de 86 mio kroner, der er i spil i denne uge.

- Jeg kommer nok ikke på arbejde, meldte jeg ud.

- Så bliver du fyret, meddelte den ene chef venligt.

- Og? spurgte jeg måbende.

- Så har du ikke noget arbejde, sagde chefen. L-a-n-g-s-o-m-t, så jeg havde en chance for at forstå alvoren.

- Nej. Og? fremturede jeg.

Så viste det sig gudhjælpemig, at størsteparten af de tilstedeværende omkring frokostbordet mente, at det ville være problematisk ikke at have noget arbejde, selvom de lige havde vundet den store Lotto-gevinst.

Altså ikke sølle 2 - 5 måske 10 mio kroner, men 60 eller 75 mio eller mere. Som fx de 86 mio kroner, man - fik jeg nævnt det - kan vinde i denne uge.

86 MILLIONER KRONER!

Og så ville de arbejde..

Ikke jeg.

- Hvordan vil du så sikre dig indhold i tilværelsen, spurgte de.

Så var det li'som, filmen knækkede. Og vi gloede på hinanden, mens jeg tænkte, at de godt nok var underlige, mens de givetvis har ment præcis det samme om mig.

Men altså, jeg er, sådan helt stilfærdigt, overbevist om, at jeg  - hvis jeg havde ca 86 mio kroner til rådighed - godt kunne få indhold i mit liv uden at være nødt til at arbejde. Sådan rigtigt arbejde. For andre end mig selv. Fra 8 til 16. Hver dag. 

Jeg kunne nyde udsigten fra min private bakketop i Toscana, eller lejligheden i San Francisco, eller måske i Sydamerika. Så kunne jeg sidde der med et glas rødvin og det nyeste elektroniske tingeltangel og holde mig opdateret og læse og ... bare være.

Desuden er der alle de mange storslåede steder og ting spredt ud over hele verden, der bare skal ses. Der vil da også gå lidt tid med at få dem hakket af på listen. Plus alle de fantastiske togrejser, der skulle opleves, foruden..

- Nu bruger du jo alle pengene! ville min bankrådgiver bekymret udbryde.

Men nej, rolig nu.

Allerførst regner jeg lynhurtigt - eller måske endda med rettidig omhu, som hr. Møller ville sige - altså, jeg regner ud, hvor meget jeg er nødt til at have stående permanent på bogen for - efter al sandsynlighed - at kunne leve behageligt, alene af renterne, resten af mine dage.

Den resterende sjat (kan man kalde 20-25 mio kroner en 'sjat'?), den kan så med god samvittighed bruges på tant og fjas, bakketoppe i Toscana, ture med det Blå Tog osv.

- Mor, jeg skal altså i skole. Husk det! ville Pigebarnet her bryde ind og sige.

Lige præcis det er svært at argumentere imod.

Men jeg arbejder på at finde en løsning. Bare sådan til hvis..

tirsdag den 8. november 2011

Med Ruth på sporet - mere brillefjols


Vi har Ruth med på ferie.

Hun er hverken en hund, et marsvin eller en sød tante.

Ruth er stemmen i vores GPS. Sådan hedder hun. Altid. Engang havde vi en stemme, der lød som moderen i Krøniken, hende den svenske skuespiller. Hun kunne så ikke hedde Ruth, men ellers.

Hun hedder Ruth, fordi vi så kan sige 'slut Ruth' og slukke for hende, når vi synes, hun bliver for anstrengede at høre på. Det, synes vi selv, er enormt morsomt. Det synes damer, der hedder Ruth, sikkert ikke. Men vi kender ikke andre Ruth'er, og iøvrigt er det ikke ondt ment..

Vores Ruth er påståelig og meget meget stædig.

Det går ikke særlig godt i spænd med Gemalens måde at køre bil på. For han rykker til højre, væk fra Autobahn'en, så snart det famøse 'Stau' lyder i radioen.

Så er det afsted ad tyske landeveje, og det synes Ruth ikke om. Slet ikke. Hun er lidt tungnem, hvad angår Stau, og hun insisterer venligt men bestemt på, at vi straks finder tilbage den af hende valgte rute:

- Hvis muligt, vend om!

- Slut Ruth, siger Gemalen og forventer i stedet, at Fruen i løbet af ingen tid har fundet et brugbart alternativ.

Det kræver så til gengæld, dels at Fruen er vågen, dels er nogenlunde med på, hvor vi er.

Og det kræver kort, som kræver briller. Og det kræver vejskilte og skilte med bynavne, som skal læses uden briller.

Dårlig kombination, skulle jeg hilse og sige.

Og nej, briller med glidende overgang kan ikke købes i Ti'er-butikken, så derfor går der lidt tid, mens Fruen skiftevis forsøger at finde sig selv på kortet og ude i det virkelige liv.

- Nej, jeg ved ikke, hvor vi er.
- Hvad stod der på det skilt?
- Kører vi mod vest?
- Kan du ikke køre lidt langsommere?
- Drej til højre, altså venstre derhenne, jeg mener her!
- NEJ, nu er du kørt for langt..

Her blander Pigebarnet sig:

- Er vi faret vild? spørger hun.

- Nej nej, mor ved bare ikke lige, hvor vi er, beroliger Gemalen..

- Hvad er forskellen? insisterer Pigebarnet. Nu med bæven i stemmen.

Det er så på det tidspunkt, der helst skal være landkending. Og til egen ros skal det siges, at det er der som regel også. Sådan da. Nogenlunde..

Efter en halv times finger-på-kort kørsel, spørger vi Ruth, om hun har forstået meningen med galskaben, så hun kan overtage kommandoen igen.

Lige til næste gang Gemalen rykker i rattet.

PS: Første gang vi havde GPS i bilen på en tur til udlandet, havde vi ikke kort med. Det var en fejl. I særdeleshed fordi bilen brød sammen, og vi måtte køre videre i låne-bil uden GPS. Ikke desto mindre undrer mine kort-indkøb altid Gemalen.

- Vi har jo GPS'en, som han siger.

PPS: Og så ikke et ord mere om briller.

mandag den 7. november 2011

Megapinligt brillefjols

 
- Åh mor, du er altså mega-pinlig! siger Pigebarnet og ser bebrejdende på mig.
 
- Hvem mig? Her sidder jeg i solskinnet og læser. Rimelig tækkeligt klædt, uden åbne lynlåse nogen steder og vistnok uden at have spildt is eller andet ned ad mig selv. Så hvorfor nu det?
 
- Du har både briller og solbriller på. Du er pinlig, insisterer Pigebarnet.
 
Mindre detalje, vælger jeg at mene. Pigebarnet er ikke enig.
 
Fruen har aldrig kunnet læse sorte bogstaver på hvidt papir i solskin uden solbriller. Gemalen kan, bruger aldrig solbriller. Jeg fatter det ikke.
 
Nu kan jeg så heller ikke læse uden briller længere. Altså har jeg både briller og solbriller på, hvis jeg skal sidde ude og læse.
 
- Du kan da bare købe et par briller med indbygget solbrille. Sådan nogen, hvor glassene bliver mørkere, jo mere solen skinner, påpegede en af mine venner, da jeg en dag beklagede mig over situationen.
 
Ja ja, men ikke i Ti'er-butikken, vel.
 
Så længe, jeg kan nøjes med discount-briller, der i øvrigt alt for tit skal skiftes til stærkere styrke, er jeg altså for nærig til at investere i andet. Og Pigebarnet må leve med sin pinlige mor..
 
Og så er det endda kun på ferier. Jeg sidder jo ikke på en bænk foran Pigebarnets skole og læser, når hun får fri. Og hjemme på terrassen er der ingen, der kan se det. Altså medmindre de kommer hen over matriklen i luftballon.
 
Så det..

lørdag den 5. november 2011

Førerhund søges - et brillefjols' bekendelser


Hvis det fortsætter sådan her, skal jeg have førerhund inden næste jul!

Altså, ikke fordi jeg har spor i mod førerhunde. Slet ikke. Jeg er nærmest fuld af næsegrus beundring over, at der findes hunde, der er så intelligente, at det kan lade sig gøre at opdrage (udlære?) dem til sådan noget.

Jeg kan bare ikke lige se mig selv med førerhund, vel.

Men det kan jeg jo så heller ikke. Se, altså. Og så er det vel ikke et problem. Eller hvad?

Nope, det er slet ikke noget problem. Det er bare mig, der er lidt (rigeligt - faktisk meget) hys over, at jeg synsmæssigt, i foruroligende tempo, bevæger mig fra kongeørn til muldvarp.

Først skulle jeg bare have lyset tændt.

Så fandt jeg ud af, at selv om de faktisk havde husket at tænde lyset i kvickly, kunne jeg alligevel ikke læse varedeklarationerne..

Alarm! Tid hos øjenlæge. 4 måneders ventetid. Plus 20 minutter i øjenlægens venteværelse.

5 minutter hos øjenlægen.

- Det er alderen, konstaterede øjenlægen.

Med dræbende mangel på forståelse for, hvilken effekt denne meddelelse ville have på mit humør.

Alder - argh!!

- Jeg synes bare, du skal gå ned i Ti'er-butikken og finde dig et par briller i den svageste styrke fortsatte han uanfægtet.

- Æv, ikke megen VIP-behandling her, tænkte Fruen en smule slukøret. Men kom dog hurtigt til den erkendelse, at en tur i Ti'er-butikken, sådan ud fra en økonomisk synsvinkel, absolut var at foretrække. Selv med diverse tilkøb a la servietter, jeg glemmer at bruge og dimser, jeg ikke har brug for, kan det umuligt blive så dyrt som besøg hos en rigtig brillesmed.

Og så begyndte brille-æraen. Eller rettere: Hvor-er-mine-briller-NU-henne?-æraen.

For jeg har et lidt (faktisk meget) kikset forhold til mine briller.

Jeg kan aldrig, ALDRIG finde mine briller. De er i køkkenet, når jeg er i stuen. I stuen, når jeg er i soveværelset osv. Jeg har prøvet at købe flere par og 'drysse' dem ud forskellige steder. Det hjælper ikke. En halv dag senere ligger der 3 par i badeværelset, og ingen i køkkenet, hvor jeg er. Suk.

Jeg har prøvet med en brillesnor, men er bare ved at blive kvalt, fordi jeg glemmer den og prøver at tage tørklæde/forklæde/bluse/sweater af. Mer' suk.

En gang i mellem spørger Pigebarnet:

- Mor, hvorfor har du to par briller på??

(Et par på næsen og et par skubbet op i håret....!) Allermest SUK!

Der er nu gået et par år, og styrken i glassene er blevet stærkere i takt med, at mine omgivelser har skruet ned for lyset. Men jeg har stadig et ret ustruktureret forhold til mine såkaldte glas-øjne.

Hvorfor er der ikke et eller andet begavet menneske, der opfinder noget smart til brillefjolser som mig?

PS: Det skal helst koste max en 20'er og være til salg i Ti'er-butikken..

PPS: Kan allerede nu afsløre, at næste sindsoprivende og spændende (okay: halvpinlige - spørg bare Pigebarnet(!)) indlæg bliver noget i retning af 'Brillefjols på ferie'..

Her skulle have været brille-billede, men jeg kan jo ikke tage billede af mine briller og samtidig have dem på, vel..

tirsdag den 1. november 2011

Ravnemor vs. Drama Queen

 
Mandag morgen og udsigt til en lang, uforstyrret - måske ligefrem produktiv - dag på pinden.
 
Klokken 09.50:
 
- Hallo, ja hej, det er Pigebarnets idrætslærer. Hun har fået en bold i hovedet og er ked af det og vil gerne hentes.
- Åh, det var da ikke så godt. Er det slemt - er der gået noget i stykker - er der skrammer - eller er hun bare rød, spurgte ravnemoren.
- Hun er bare lidt rød, men er ked af det. Hun siger, det gør ondt.
- Hmm, selvfølgelig gør det ondt at få en bold i hovedet. Men kan I ikke liiige se det lidt an? foreslog ravnemoren.
  
Klokken 10.15:
- Moar, vil du - snøft snøft - ikke nok hente mig?
- Lille skat, tag det nu roligt. Jeg ved godt, det gør ondt, men du er jo ikke gået i stykker, sagde ravnemoren.
- Buhuu, du er ond!
 
Klokken 10.50:
- Hallo, det er Pigebarnets klasselærer. Vi har lige prøvet at tage en time, men Pigebarnet græder stadig og er meget ked af det. Kan du ikke hente hende?
- Okay, jeg kommer straks, skyndte ravnemoren sig at sige..
 
.. og skumlede grumt.
 
Ups, hvad skete der lige der?
 
Det var bare frøken Drama Queen alias Pigebarnet, der for gud ved hvilken gang satte sin mors dømmekraft på prøve. Og vandt. Igen igen.
 
Pigebarnet kommer (7-9-13) sjældent til skade. Men når hun gør, kan hun ikke se nogen grund til ikke at gi' den fuld drama-pedal. Hvorfor gøre noget halvt, hvis man kan gøre det helt - og måske få en masse ynk med ganske gratis? Nej vel.
 
Så derfor må ravnemoren og Gemalen ind i mellem bruge noget tid på at overbevise Pigebarnet om, at hendes lemmer ikke er ved at falde af, bare fordi hun under er særlig flot badutspring er ramlet ind i en stol, der pludselig kom flyvende og var i vejen.
 
De fleste gange lykkes det. Nogen gange gør det bare ikke. Og ravnemoren har et par gange pludselig set sin indre hønemor i øjnene på skadestuen, hvor en læge (med 'vorherre bevares!' skrevet i panden) har ordineret en grøn is og ro resten af dagen..
 
Det er sådan set okay. Næsten.
 
Det er meget værre, når der er en velmenende trediepart i sagen. Som fx en ny, omsorgsfuld klasselærer, der endnu ikke helt kender omfanget af Pigebarnets dramatiske talent. Og som er bekymret for Pigebarnets ve og vel. Og som bliver endnu mere bekymret, når ravnemoren så ovenikøbet tøver med at hente det arme barn. Er det nu, LIGE NU, de sociale myndigheder skal kontaktes?
 
Ravnemor - ravnemor!
 
PS: Pigebarnet har det fint og er i skole idag. Det lykkedes hende at snøre moren til at tro, at det var uforsvarligt at læse lektier men helt klart i orden at se alle yndlingsserierne i TV..