På ikke så god fod

- Du skal gå i nogle sko med god stødabsorbering i hælen. Og de må ikke være så stive, som de her, sagde lægen, mens han prøvede at bukke min højre sko sammen.

- Jamen, jeg skulle jo netop gå med forholdsvis stive såler af hensyn til min gigtplagede venstre forfod. Det sagde du selv, protesterede jeg.

- Det er selvfølgelig ikke så smart, medgav lægen.

- Og så skal du ikke gå bare for at gå, fortsatte han.

-Jamen, Kamelen skal jo luftes. Ellers går jeg faktisk ikke ret meget.

- Du må gerne cykle.

- Det må Kamelen til gengæld ikke. Altså løbe ved siden af. Det er hun ikke bygget til (og iøvrigt er hun alt for stærk og alt for nysgerrig til, at det ville gå godt ret mange meter). Desuden har Gemalen netop foræret min cykel væk.

- Hm, sagde lægen, og så sagde han egentlig ikke mere.

Det vil sige, at jeg nu er indehaver af fødder, der ikke alene opfører sig dumt og uhensigtsmæssigt i forhold til mig, mit bevægemønster og ønsker om selvsamme, de modarbejder også hinanden ...

For mens der er konstateret begyndende slidgigt i venstre storetå, så er achillesenen i højre hæl - måske/måske ikke på grund af overkompensering - nu overbelastet og øm og småbetændt. Til det ene anbefales forholdsvis stift fodtøj, til det andet blødt og stødabsorberende.

Hvor smart er det lige?

Så er det, jeg begynder at føle mig som et gammelt skrog.

Med ondt her og der og alle vegne.

Selvfølgelig syntes jeg ikke, jeg havde nogle sko, der kunne bruges, men i bunden af et skab fandt jeg et par gamle, meget gamle tennissko, som jeg hev frem og iførte mig, da jeg skulle gå aftentur med Kamelen.

De føltes også ret okay at have på.

På den første totredjedel af turen.

Så begyndte det at sige flap-flap, og jeg var ved at skvatte over mine egne fødder.

For de gamle sko havde stået i skabet og var blevet så møre, at sålen på først den ene og siden den anden sko knækkede i limningen, og jeg endte med at gå hjem i noget, der føltes som klipklappere.

Ikke alene mine fødder, men også mine sko er imod mig.

Suk!

Eneste formildende omstændighed er, at jeg bliver nødt til at købe mig mindst et par nye sko.

En tand fattigere

- Men hvis den er knækket, hvad så? spurgte Fruen forsigtigt.

- Så kan vi rodbehandle og sætte krone på.

- Jamen, sagde Fruen, og så sagde hun ikke mere, men nøjedes med at se dum ud.

- Nu er det jo ikke en tand, hun bruger ret meget, så vi kan også bare operere den ud,

sagde dyrlægen ...

For det var ikke hverken Donnaens eller mine tænder, men Kamelens, det drejede sig om.

Kamelen, det lille pus, havde brækket en fortand.

Hvilket jeg havde bemærket, da jeg børstede tænder på hende. Det gør jeg nemlig en gang i mellem. Ikke så tit, som jeg burde ifølge dyrehospitalets veterinærsygeplejersker, men dog tit nok til, at Kamelen finder sig i det.

Sådan nogenlunde. For hun forsøger altid, sådan nærmest diskret, at skubbe sig baglæns væk fra mig, så hun kommer uden for min rækkevidde. I stedet sker der oftest det, at hun får skubbet sig selv ind i et hjørne.

Også denne gang var hun endt i et hjørne, og så manglede der altså lidt fortand. Hvilket jo var noget sjusk. Og hvis Kamelen kunne få ondt i den, var det værre end bare sjusk og noget, der måtte gøres noget ved.

Da Kamelen alligevel skulle til serviceeftersyn i forbindelse med sin årlige vaccination, blev dyrlægen spurgt til råds. Desværre var der mærkbart liv i tanden, og så var det altså, at jeg fik beskeden om, at man da kunne rodbehandle og sætte krone på. Og dyrlægen fik sig et godt grin.

Så Kamelen kom til tandlæge, altså dyrlæge, og blev tjekket, bedøvet, opereret og lagt til opvågning. Og hun vågnede, og jeg hentede hende, og vi tøffede vi hjem. Det gik langsomt, for hun var lidt slingervorn, men ikke mere, end at hun gerne ville have noget at spise. Straks! for hun havde jo skullet faste om morgenen, hvilket hun havde taget mig mildt sagt ilde op.

Og så sov hun og spiste og sov igen.

Og det var så det.

Og alt var godt.

Lige ind til Fruen selv knækkede en tand og måtte suse afsted til tandlæge.

- Jeg vil anbefale, at der kommer krone på, sagde tandlægen ...

Frøken Tandløs var ikke til sinds
at smile til fotografen ...

Når solen skinner

Hu hej, hvor det går!

Solen skinner, og Fruen er flyttet fra blogland.

Eller det er hun så ikke, men det er tydeligt, at tiden med de elektroniske dimser er omvendt proportional med solskinstimerne. Efter februar-kolde april kan det kun gå for langsomt med at komme udenfor, så snart solen viser sig.

Ud i haven, hvor - surprise - ukrudtet ikke ophørte med at vokse, bare fordi det var koldt, og jeg ikke viste mig med lugejern og ukrudtsmord i øjnene. Så var jeg bagefter for en måned siden, så er det bare værre nu.

Og græsset skal slås. Det hjælper Kamelen med. Jeg slår græs, og hun ligger i vejen ...

Hun får ikke lov at hjælpe med at luge i staudebedet, og hun har efterhånden forstået, at der skal hun ikke komme. Medmindre der pludselig er en sommerfugl, der skal fanges, for så er man jo nødt til at vælte tværs igennem det hele.

Iøvrigt er Kamelen faktisk ret god til at underholde sig selv, når vi er sammen i haven. Men som med mindre børn kan også Kamelen blive for stille. Så er hun for det meste lusket uden for min synsvidde og må - da haven ikke er fuldstændig lukket - kaldes tilbage, hvor jeg kan se hende. I søndags skyldtes stilheden, at hun var i gang med et udgravningsprojekt i græsplænen ...

Nu venter en ekstra fridag, vejrudsigten er god, og haven venter. Eller den gør den netop ikke, så det er bare om at komme ud.

Og så må blogland ligge, hvor det ligger.

Glædeligt solskin til alle.

Høj sol over nabobygningen.
Himlen er himmelblå - sjovt nok,
men det kan mobilen ikke klare.