fredag den 26. december 2014

Hvid jul


Heldigvis blev det ikke hvid jul.

Ikke sådan helt rigtigt.

Heldigvis, fordi jeg absolut ikke er fan af at skulle køre i sne og glat føre juleaften. Og vi skulle hjem fra mine forældre.

Hjem kom vi.

Ad regnvåde, sorte veje.

Men i løbet af natten slog vejret om, og vi vågnede til et rigtig fint snelandskab.

Sådan har det været siden.

Hvidt. Og koldt. Og smukt.

Sneen er blevet siddende på træerne og tynger grenene ned, så flere skovstier er stort set ufremkommelige. Smukt, men en anelse bøvlet, når man pludselig ikke kan gå, hvor man plejer.

Til gengæld er ankeldyb mudder-smask afløst af nogenlunde fast underlag. Og der er (7-9-13) forbløffende lidt glat. På fortovene, fordi husejerne har haft tid til at rydde, og i skoven, fordi der overhovedet ikke er ryddet.

Utilfredsheden kan ligge på et lille sted.

Ligesom det er svært at være utilfreds med en fredelig og ganske indbringende juleaften.

Efterfulgt af to dage med absolut og total udfladning.

Noget vi alle trængte til.

Nok også mere, end vi forlods var klar over.

Så den har stået på afslapning, ingenting, kamelluftning, ingenting, film, ingenting og endda sammenhængende læsning i mere end fem minutter ad gangen.

Nu skal vi så lige op i gear et par dage i forbindelse med en rund fødselsdag.

Men derefter venter igen et par flade ud-dage.

Så mon ikke vi holder til det?

Jeg tror det.

Hvid julemorgen.
Og læg lige mærke til, at der er kommet lyskæder op!

tirsdag den 23. december 2014

Nåmn, så Rigtig Glædelig Jul!


Det står lidt sløjt til med det der bloggeri.

Det er forsvundet i rødkål (Fruens negle og neglebånd er uklædeligt lilla), indkøbslister og gavepapir.

Så for at gøre en lang historie kort; det bliver ikke til mere før efter juleaften. 

Sådan er det bare.

Men derefter er der håb.

Håber jeg.

Rigtig Glædelig Jul!


tirsdag den 16. december 2014

Glatis, varme bade og pebernødder igen igen


Så smuttede der lige en weekend.

Og god tid blev til datid.

Nu er det lige straks meget snart.

Fik vi så julet?

Ja, lidt blev det da til.

Fredag morgen gik alt glat.

Veje, fortove, egne fliser, simpelthen alt var totalt glaseret, og det var hysterisk glat, da jeg var ude og morgenlufte Kamelen.

Jeg trippede afsted som en af mine gamle tanter (der dog forhåbentligt ville have afholdt sig fra overhovedet at gå ud). Og lærte at sætte pris på alt; grus, ukrudt mellem fliserne eller nedfaldne kviste og blade, der gav bare den mindste krusning i den glaserede overflade og dermed minimalt håb om at kunne stå fast.

Kamelen stod bedre fast end jeg, men havde - heldigvis - også store problemer med manglende bremseevne og ukontrollerede udskridninger, hvilket betød, at jeg, grundet bedre strategi med hensyn til vejvalg, undgik at blive trukket (helt) ud af balance.

Men sjovt har det sikkert set ud. Også en anelse mystisk. For jeg fandt ud af, at der - afhængigt af vindretningen - tit var en kvart stribe uglaserede fliser helt inde under hækkene. Altså gik jeg så tæt på hækkene, som det var fysisk muligt uden at hænge fast. Og selvom jeg ellers dagligt prøver at forklare Kamelen, at hun ikke må gå inde på folks græsplæner, så jeg ingen grundt til ikke at gøre præcis det, hvis jeg havde muligheden.

Resten af fredagen gik med at spekulere på, om Storebæltsbroen ville lukke, så Gemalen og Donnaen skulle overnatte på Sjælland.

Det gjorde den ikke, og de kom hjem, og så blev det lørdag.

Hvor det ikke var glat.

Troede jeg.

Lige ind til jeg fandt ud af det modsatte.

Jeg faldt ikke.

Ikke sådan rigtigt i hvert fald ...

I stedet endte jeg, efter en masse tegneserieagtig basken med armene, med at lande med det ene knæ i fortovet. Det gjorde ikke ondt, men lårmusklen var åbenbart på overarbejde, hvilket den har ømmet sig over siden.

Søndag tjekkede jeg forsigtigt oven på postkassen og fik igen den glaserede fornemmelse under fingerspidserne. Den var gal igen, og jeg tog mine forholdsregler og valgte en rute med mange skovstier i stedet for fliser.

Der var is på vandhuller og smådamme, men ikke nok til at bære en and, og jeg så den mest nuttede isbryderaktion, da mutter-and lagde sig i spidsen og ryddede en sejlrende med fatter på højre flanke og en mindre kortege af andre ænder (årets kuld?) tøffende efter sig.

Kamelen kunne heller ikke gå på hverken vand eller mudder og et planlagt bad måtte derfor fremskyndes til lige efter hjemkomst.

Gemalen skulle selv i bad, og så kunne Kamelen jo passende komme med. Bagefter skulle Kamelen tørres, og da det var overstået, kunne Fruen lige så godt også gå i bad ...

Oven på den omgang trængte badeværelset også til en kærlig hånd, men det fik nu lov til at vente. I stedet blev Kamelen efterladt til eftertørring på det varme gulv, og så tog vi ud og hentede juletræ hos gode venner med egen skov.

Eller juletræer faktisk, for Fruen fik lov at få et lille træ, der kan stå i parasolfoden på terrassen. Der står det så nu, men uden lys. For når Gemalen endelig har tid til at fedte med lyskæder, er det stensikkert regnvejr. Således også denne gang.

Resten af søndagen gik med en lille smule julepyntning. Men enten er nisserne for sløve, eller også er jeg, for det går lidt trægt.

Så var der selvfølgelig den førnævnte temmelig nødvendige badeværelsesrengøring.

Og endelig ikke at forglemme; den absolut helt nødvendige pebernøddebagning, anden udgave.

Som selvfølgelig blev klaret før badeværelset.

Man må jo prioritere.


Kønne er de ikke, men de smager godt!

torsdag den 11. december 2014

Ting jeg ikke forstår på en torsdag - VII - juleversion


Det er torsdag og i anledning af julen spekulerer jeg især over jule-relaterede ting, som for eksempel:

- Hvordan det er gået til, at jeg har fået en kontor-juledekoration, hvor jeg ikke kan se lysene? Fyrfadslysene står i dybe metalskåle, og dekorationen står så højt, at man skal stå op og iøvrigt være over 1,80 høj for at se lysene. Dumt, når man kun er 1,70 og sidder ned det meste af tiden.

- Hvor mange brune kager der kan være i min mave? Ikke de hjemmebagte, som stadig er stærkt rationerede, men Verdensfirmaets billige købe-kager, som ikke desto mindre smager så godt, at jeg (og andre) har meget svært ved at stoppe indtaget allerede efter 5-6 styk.

- Hedder det overhovedet brune kager, eller hedder det brunkager?

- Hvordan folk, der går ind for LCHF eller på anden måde dyrker nul sukker og nul stivelse, finder ud af at holde jul? Kan man overhovedet det, eller bliver man nødt til at erklære en måneds undtagelsestilstand?

- Hvem i alverden har fundet på, at blålys (yes, pun intended) er en julefarve?

- Og siden hvornår er selvlysende isbjørne blevet en julepynteting?

- Hvorfor vælter det ind i min mailbakke med gode, lækre, lokkende og nærmest uimodståelige tilbud på ting og sager, som jeg ønsker mig, og som kun jeg (i min familie altså) kan opnå rabat på, men som jeg ikke kan tillade mig at købe, fordi de står på min ønskeseddel, og det derfor er meningen, at andre skal fornøje sig med at give mig? Det er ikke fair.

- Og hvorfor skal nogle smukke design-ting pludselig overeksponeres og hypes i en grad, at det kammer over, og jeg alligevel slet ikke gider at ønske mig dem? Man må jo forvente, at der står Lyngby- og Kählervaser i mindst hvert andet hjem efter denne jul, og hvor bliver ideen om ens egen, helt unikke boligindretning så af?


Endelig forstår jeg overhovedet ikke, hvordan jeg skal nå at blive færdig inden jul med alt det, som jeg skal nå. Men sådan er det jo hver jul. Og hvert år når jeg det hele allermeste, så det er vist som det skal være.

Der er altså lys i!

mandag den 8. december 2014

Julefornemmelser og skyklapper


Der er bagt pebernødder i rå, men for få mængder.

Og der er spist pebernødder i rå og for store mængder. Gemalen går muligvis efter at slå en personlig rekord?

Bunden i kagedåsen nås med garanti inden jul, og brunkagekrisen er derfor kun midlertidigt afværget.

Der er kommet gran i hus, og kassen med julepynt er kommet frem. Låget er ganske vist endnu ikke kommet af, men til gengæld er tre uartige påskefår, der havde oversomret på reolen blevet puttet pænt væk i påskepyntskassen.

Og vi har været til julemarked.

På relativt lokalt slot, hvor gode venner i god sags tjeneste langede gløgg og æbleskiver over disken til de mange besøgende.

Under de tykke hvælvinger i kælderen under den ene fløj var der indrettet boder med julepynt, tingeltangel og alverdens mærkværdigheder. Heldigvis var der ingen købetvang, så vi nøjedes med førnævnte gløgg og æbleskiver til overpris samt en pæn bunke lodder fra tombolaen. Det lykkedes Fruen at vinde en enkelt ting; et lillebitte juletræ med indbygget lys. I skiftende farver!

- Meget smuk og meget smagfuld, som Gløgg- og Æbleskivefruen straks med et grin erklærede, da hun kom forbi vores bord med karkluden i hånden. Flormelis sviner altså helt vildt.

Således er der indsamlet julefornemmelser, og det er også helt nødvendigt, for udbredt koks i kulisserne truer ind i mellem med at hælde sort tjære ud over både julestemning og julefred.

I denne omgang er tjæretønden dog sparket ud over sidelinjen, og Fruen tænker, at hvis hun nu tager skyklapper på og alene koncentrerer sig om juleforberedelserne, så bliver den, altså tjæretønden, nok liggende der.

Man kan da håbe.

Og imens er der lige en ønskeseddel, der skal sendes, julekort, der skal skrives og så videre.


Symbolsk?
Julestemning under stor, tung hvælving.

onsdag den 3. december 2014

Hvem siger, jødekager skal være runde?


Der er gået kludder i bage-rækkefølgen i år.

Pebernødderne skal bages først.

Det er det klogeste her i huset.

For i modsætning til brunkagerne, hvor der er den dej, der er, und nichts weiter, så kan der bages pebernødder i flere omgange, skulle behovet opstå. Hvilket ofte sker. Da Gemalen er m-e-g-e-t glad for julesmåkager. Og for pebernødder i særdeleshed.

Men nu kom vi altså hjem med dejpølser til brunkager. Plus en lille portion dej til jødekager. Og Gemalen syntes, det var helt i orden (hvorfor mon?), at jeg droppede de øvrige huslige pligter til fordel for bagning.

Nu havde det været smart straks at kaste sig ud i noget pebernødde-bagning. Men jeg havde ikke mel nok. Og jeg havde lige udliciteret dagens indkøbstur til Gemalen.

Altså gik jeg i gang med jødekager og brunkager.

Jeg plejer slet ikke at bage jødekager. I stedet har vi tit været heldige at få en dåse af min mor.

Jødekager er dog til at finde ud af. Det er bare et værre pillearbejde. Man ruller ud og stikker ud. Og så ælter man den overskydende dej sammen og gentager processen. Igen. Og igen. Indtil der til sidst er så lidt overskydende dej, at det ikke giver dårlig samvittighed lige at komme til at spise den ...

Min mor bruger vist nok et portvinsglas til at stikke sine jødekager ud med. Så de bliver små og nydelige. Og uden bæven kan serveres for andre damer i samme aldersklasse, der selv bager små og nydelige småkager.

Det blev dog lidt for kedeligt for Fruen, så i stedet kom Donnaens udstiksfigurer frem fra skuffen, og nu har vi fine jødekager i sommerfugle- og bamsefacon. Sommerfuglene blev rigeligt store, men jeg er overbevist om, at de glider ned alligevel.

Og hvem har også sagt, at jødekager skal være runde?

Jødekageportionen blev dog så lille, at jeg godt kunne se, at jeg var nødt til straks at bage brunkager for at forhindre jødekagerne i at forsvinde alt for hurtigt. Hellere et vist indhug i brunkagerne, end at alle jødekagerne får (Gemalens) ben at gå på.

Brunkager er nemme(re). Ikke noget stikkeri her. Selv om jeg stadig husker min barndoms benovelse over nabokonens fine, fine brunkager. Sirligt skåret ud i ruder og med en flækket mandel på midten.

Til gengæld skal der fart over feltet, hvis man vil holde trit med sin ovn, når man bager brunkager. Ellers ender de som sortkager og smager overhovedet ikke godt.

Så der skal være en plan. Der skal være god plads til bageplader og riste. Og til Fruen selv. Så Donnaen og Kamelen bliver forvist fra køkkenet, mens Gemalen klogeligt forsvinder af sig selv.

Det der med med hyggelig julebagning i skøn samdrægtighed er tydeligvis ikke lige noget, vi gør i ...

Okay, hvis Donnaen gad at være med, kunne konceptet nok justeres ind i passende grad.

Men det gør hun ikke, og derfor snurrer Fruen alene rundt, mens brunkagerne ryger ind og ud af ovnen i et tempo, der giver sunde, røde kinder.

Det hele kører som på skinner, så længe Fruen kan koncentrere sig. Men i det øjeblik, Fruen falder i staver eller tror, hun kan nå at lave kaffe, er der dømt kulkager.

Så det gjorde hun kun én gang.

Resten af portionen blev vellykket.

Yderst vellykket, faktisk.

Så nu skal der bare bages pebernødder, inden brunkagerne forsvinder.



mandag den 1. december 2014

Adventskrans - tjek, kalenderlys - tjek


Så blev det lige med et december.

Og november, der føltes lang og mørk og våd og kedelig, forsvandt alligevel hurtigere end forventet.

God tid blev - som altid - erstattet med lettere panik.

For selv om kalenderlyset var indkøbt allerede omkring 1. november, var der bare ikke rigtigt sket mere. Og så var det pludselig på høje tid at få styr på både dit og dat.

Adventsgaver ikke mindst.

Donnaen havde gjort sit for, at jeg ikke skulle glemme det. Men omvendt havde hendes cirka 717 opdateringer også bevirket en vis immunitet fra moderens side. Der var vel ingen grund til at forjage sig, hvis ønskerne blev erstattet af andre, endnu mere brændende, ønsker?

Sådan kunne det nødvendigvis ikke blive ved med at gå. Især ikke da gaver købt over nettet kommer lidt som vinden blæser, så snart juletiden nærmer sig.

Men noget nåede frem, og Donnaen kom selv med ud at handle lidt på Black Friday, og på den måde kom tre ud af fire adventsgaver til hende faktisk i hus før den første søndag i advent. Hvilket egentlig var meget godt klaret. Syntes jeg selv.

At jeg så var lige ved at glemme at pakke ind, er der vel ingen grund til at nævne?

Adventsgaver til min mor blev også nået,og så tog vi alle afsted til den årlige dag for brunkagedej-fremstilling og adventskransebinding sammen med netop hende. Siden sidste år har mor fået induktionskogeplader, hvilket gav lidt udfordringer, da den gamle, kæmpestore gryde nu ikke kunne bruges. Men det lykkedes, og det lykkedes også at får trillet pølserne på det nogenlunde rigtige tidspunkt, hvor dejen hverken var for blød eller for hård.

Og mens Kamelen blev luftet i bidende kulde, men dog nogenlunde læ, bandt Donnaen adventskrans sammen med sin mormor. Det er et meget hyggeligt projekt, de to har sammen, og så længe Donnaen gider, er det helt sikkert sådan, vores adventskrans skal være.

Søndagen oprandt, og der skulle fabrikeres kalenderlysdekoration. Det gik op for mig, at jeg slet har købt gran endnu, men heldigvis havde jeg tidligere hjembragt nogle fyrregrene fra skoven (fra fældede fyrretræer forstås), som kunne bruges. I haven var der kristtorn og diverse blade og frøstande,og i skabet en gammel guldspray, og på den måde lykkedes projektet egentlig ganske fint.

Og vi blev klar til både advent og december.

Panikken er udskudt.


Der skulle lige tages et fint billede,
men så blev 'nogen' meget interesseret ...



tirsdag den 25. november 2014

Jule-lys-guirlande-virus


Donnaen er snottet. Eller også har hun influenza. Det er lidt svært at blive klog på. Men er garanteret 'bare' en virus, som også har lagt et par af veninderne ned.

Vi er andre er (7-9-13 og bank under bordet) ind til videre gået fri.

Til gengæld kan Fruen mærke, at en anden virus er ved at bide sig fast.

Julelysguirlandevirussen!

Hærger fortrinsvis i december, hvor den når sit absolutte toppunkt i uge 52. Når dog almindeligvis også en vis udbredelse allerede i november. Her tyder alt på, at virussen især trives godt ved lavtryk. Således ses ekstraordinært hurtige spredninger på mørke, overskyede og generelt triste novemberdage.

Nu er der ganske vist - oh skræk! - mindre end en måned til jul, men virussen begyndte så småt at angribe allerede for et par uger siden og greb for alvor om sig i den forgangne weekend.

Således kunne man - måske for første gang i danmarkshistorien? - på en og samme hundeluftetur opleve det usædvanlige fænomen, at mens nogen slog græs, var der andre, der hængte lysguirlander op.

I buske og træer, tagrender og altanudhæng.

Altså nogle steder.

For der er stor forskel på virussens udbredelse. Nogle veje ligger stadigvæk dunkle hen. En særlig tak til kommunen for at lege Dumbledore med hveranden lygtepæl klokken 21 nul dut. Mens forhaver, tagrender og udhæng glimter om kap på andre veje. Det er tydeligt, at hvis først en enkelt husejer har fundet guirlanderne frem, så spreder det sig lynhurtigt til nabohusene, til husene overfor og deres naboer og og og.

De fleste har indtil videre begrænset sig til at sætte lys i enkelte træer og buske, men andre er allerede gået all in. Med selvlysende rensdyr og lysguirlander i skiftende kulører.

Egentlig er jeg ret meget imod julepynt og tingeltangel allerede i november, men jeg må indrømme, at det er gør det altså lidt sjovere og mindre mørkt at lufte Kamelen, at vi hver aften kan opleve udsmykninger nye steder.

Noget er ganske nysseligt, og andet er mere særpræget end kønt.

Men bortset fra de værste uhyrligheder, så smitter det altså.

Og jeg har allerede hørt mig selv spørge Gemalen, hvornår han sætter vores lysguirlander op?

Gemalen er dog ret immun, og jeg tror, at jeg skal gentage spørgsmålet et par gange, før han overhovedet begynder at overveje at gøre noget. Og på den måde er der næppe nogen risiko for, at vi er skyld i, at nogen får julesvip, før det overhovedet bliver december.

Vil du tage et godt billede af genboens små lystræer,
så brug noget andet end din gamle Iphone ...

onsdag den 19. november 2014

Bilkrise III


Det var jo lidt bøvlet, da jeg hentede Bitte-blå hos forhandleren ude på prærien. Med blinkende lamper, ødelagt ventil, begynderfejl, manglende reservedele og en masse ventetid.

Men hjem kom jeg da, og Bitte-blå kom med.

Da Gemalen, et døgn senere, også kom hjem, konstaterede han, at Bitte-blå da forresten ikke var blevet undervognsbehandlet som aftalt og betalt for. Og gummitmåtter var der ingen af. Dem havde han også betalt for. Ingen af delene vidste jeg noget om, så jeg havde ikke undret mig.

Nu blev Gemalen ærlig talt en lille smule knotten.

Og skrev en mail til sælgeren, med kopi til salgschefen, hvori han i utvetydige vendinger redegjorde for sin knottenhed.

Sælgeren lagde sig fladt ned, beklagede og lovede bod og bedring.

Der var bare det lille problem, at de rigtige ventiler til Bitte-blå var i restordre, så vi måtte pænt vente, til de kom hjem. Men så ville der også komme en mekaniker og hente Bitte-blå og stille en lånebil til mig i mellemtiden.

Så vi ventede. Pænt. Pænt længe.

Endelig kom mekanikeren. Hentede Bitte-blå og stillede en lille hidsig Ford til mig.

Den, altså Forden, havde jeg meget skæg ud af i et par dage, og så fik vi Bitte-blå tilbage. Nu lyste advarselslamperne ikke mere, og hele bilen stank af undervognsbehandling.

Og alt var godt.

Lige til jeg et par dage senere spurgte Gemalen, hvor han havde lagt gummimåtterne, nu de ikke var i bilen?

Det er ikke for meget at sige, at Gemalen blev sur igen ...

Forhandleren ude vest på havde klaret to af tre ting, men gummimåtterne havde man glemt at bestille.

De er nu bestilt, og vi venter på at få dem leveret. For det gør vi vel? Vi har ikke fantasi til at forestille os, at forhandleren forventer, at vi selv skal hente dem.

Heldigvis er der en Bitte-blå-forhandler her i byen (som bare lige var et par tusinde kroner dyrere, den gang Gemalen handlede bil). Og hvis Bitte-blå ellers arter sig og ikke får fejl inden for garantien, behøver vi aldrig mere at sætte vores ben hos forhandleren ude mod vest.

For det gør vi ikke frivilligt.

Hvilket Gemalen også fortalte en stakkels, sagesløs phoner, der havde fået den - skulle det vise sig - utaknemmelige opgave at ringe ud og lave en tilfredshedsanalyse oven på vores bilkøb. Han, altså phoneren, endte med lettere svitsede ører og spurgte til sidst betuttet, om forhandleren, importøren, fabrikken eller eventuelt paven (det sidste passer vist ikke helt, men ser ganske effektfuldt ud) måtte ringe og høre nærmere. De måtte de, og Gemalen lovede, at han hellere end gerne luftede sin utilfredshed en gang mere.

De har ikke ringet,og det gør de nok heller ikke.

Tilbage står vi. Lettere måbende. Lettere hovedrystende. For hvad var det lige, der skete? Gemalen har aldrig været ude for noget lignende, og da han nok i gennemsnit har handlet bil mindst en gang om året, siden han fik sit kørekort, er det altså blevet til en del bilhandler.

De fleste biler har ganske vist været en del større (læs: dyrere), og så er det, at Fruen begynder at spekulere på, om der er en sammenhæng, eller det er helt tilfældigt?

Jeg håber virkelig, det er tilfældigt.



Stakkel Bitte-blå efterladt ude i regnen.

mandag den 17. november 2014

Slitage og en opmuntrende lynvisit


Kamelen skal jo luftes.

Og det bliver hun så.

Vi får gået en del kilometer, hund og jeg.

Men så begyndte det at gøre ondt i min venstre fod.

På den irriterende, generende måde.

Og da jeg hverken havde slået foden, sparket (for hårdt) til nogen eller på anden måde  foretaget mig andet end at gå på den, syntes jeg, det var aldeles upassende.

Så jeg bestilte en tid hos lægen og brugte mellemtiden på at eksperimentere med andet fodtøj. Det hjalp lidt, men ikke meget, og i stedet kompenserede jeg så meget, at jeg fik ondt i resten af foden, i benet og knæet og helt op i balden.

Jeg googlede også lidt. Og selv om man aldrig, aldrig skal google dårligdomme, det ved enhver, så er det jo svært at lade være.

Resultatet var da også bare, at jeg oven i at have gement ondt i foden, nu også kunne bruge krudt på at spekulere over, hvilken af  indtil flere alarmerende sygdomme, jeg kunne være angrebet af.

Lægen kunne dog hurtigt sætte en kæp i hjulet på det begyndende selvsving, idet han ret omgående konstaterede, at det da bare var slidgigt.

Han sagde ikke 'bare'. Til gengæld sagde han, at der bare ikke rigtigt var noget at gøre ved det. Med mindre det bliver rigtig slemt. Det behøver det slet ikke at blive. Og det gør det ikke. Blev der sagt.

Men man skal gå i fornuftigt fodtøj.

Høje hæle er et overstået kapitel. Og de flade sko skal have en rimelig hård og ufleksibel sål. Sagde lægen og krøllede min ene sko sammen.

Hermed er min skobeholdning nok reduceret med 90 procent ...

Selv om jeg kun sjældent går i rigtige damesko med (halv)høje hæle, er jeg alligevel lidt ked af, at jeg ikke mere selv kan bestemme, om det er det, jeg vil.

At blive frataget sine valgmuligheder er overhovedet ikke sjovt.

Det er heller ikke særlig morsomt at få at vide, at man lider af slitage.

Det er surt at blive gråhåret. Og træls at skulle bruge briller. Men at enkeltkomponenterne i kropsdelene er begyndt at være så slidte, at slidgigt og slitage hæftes på dem, er generelt nedslående.

Affældigheden truer.

Det mukkede Fruen derfor en del over, men heldigvis forsvandt hele weekenden ikke i bare dårligdom og mukkeri.

For Ellen og John lagde vejen forbi til en kopkaf og et par timers sludder. Det var selvfølgelig smadderhyggeligt og lige det, der skulle til for at give humøret et boost.

Så nu tænker jeg, at jeg har alle tiders gode undskyldning for at bruge min ikke-eksisterende formue på en masse nye sko.

Der er sjældent noget, der er så skidt, at det ikke er godt for noget.

Billedet er lånt her.

onsdag den 12. november 2014

Sort november og grøn misundelse


November er altså bare ikke min måned!

Uforbeholdent undskyld til alle med fødselsdag eller andre mærkedage i november.

Og til alle andre, der af uransagelige grunde synes, at netop november er særlig fantastisk.


Jeg synes ikke, november er fantastisk.

Det er mørkt.

Stort set hele tiden.

Når jeg vågner. Og når jeg går morgenluftetur med Kamelen.

Om eftermiddagen er det i bedste fald lyst, til jeg kommer hjem. Men mørkt inden Kamelen og jeg er hjemme igen.

Mit hjem ser jeg kun i mørke. Og det kan jo være meget godt, for så kan man ikke rigtigt se hverken støv eller upudsede vinduer. Til gengæld indtræder der øjeblikkelig krise hver eneste weekend, når en enkelt solstråle midt på dagen afslører dansende nullermænd og sært tonede ruder.

Heldigvis er det stadig mildt. For er der noget, jeg hader mere end mørke, er det kulde.

Men den kommer jo nok, kulden.

Det er næsten det værste ved november. At den indvarsler vinteren, og det hele går den forkerte vej. Først kommer mørket og så kommer kulden. Og det bliver bare værre helt frem til jul, hvor det trods alt vender, men hvor man (heldigvis måske) ikke ved, om vinteren skal vare to eller tre måneder endnu.

Og mens jeg så sidder her og er helt sort i hovedet (ikke udenpå, men indeni forstås) af selvmedlidenhed, tikker der en mail ind fra en, der sejler rundt i Stillehavet, i Fransk Polynesien tæt på Tahiti.

Der stod noget om palmer ...

Og den sorte fornemmelse blev med lynets hast erstattet af selvlysende, lysegrøn misundelse.

Meget lidt charmerende.

Jeg gider ikke mørke og kulde. Og slet ikke lysegrøn misundelse.

Bliver det ikke snart forår?


onsdag den 5. november 2014

Panikbelysning


Så gik vi over til vintertid.

Eller normaltid hedder det vist.

Og fik en time foræret om morgenen.

Som så til gengæld mangler ret meget om eftermiddagen ...

I cirka en uge virkede det fint om morgenen. Kamelens morgentur foregik i noget, der næsten mindede om dagslys.

Nu er den ekstra morgentime allerede forsvundet i mørket.

Det er mørkt, når jeg henter avisen ind, og det er stadig temmelig mørkt, når Kamelen og jeg en halv time senere tager vores morgenrunde.

- Jeg kan ikke se en skid, sagde nabokonen og mente det helt bogstaveligt, da vi en mørk og regnvåd morgen mødte hende og hendes hund.

Af samme grund har jeg nu også en lygte med i lommen. Men henstiller til Kamelen, at hun besørger et sted, hvor der er lys nok til at samle op. For det er sin sag at styre både hund og lygte - og opsamling. Skulle jeg hilse og sige.

For at gøre Kamelen en smule trafiksikker er hun blevet udstyret med en lille bitte lygte, der sidder i halsbåndet og blinker, når man tænder den.

Meget smart.

Sjovt ser det også ud, når det lille blinklys kommer drønende gennem den kulsorte have.

Til gengæld var det hverken smart eller sjovt, men ren panik, da 
den lille lygte i går morges var gået i stykker.

Godt halvdelen manglede.

Inklusiv batteriet.

Huset blev endevendt, men hverken batteriet eller den gule lygtedel var at finde nogen steder.

Kamelen så ganske uskyldig ud og virkede også meget veltilpas.

Men hvad nu, hvis batteriet lå i hendes mave?

Fruen fik selv helt ondt i maven. Bare ved tanken.

Og tog forbi dyrlægerne på vej mod arbejde for at forelægge problemet og høre deres mening.

- Er du sikker? spurgte dyrlægen.

- Nej, men sandsynligheden taler jo for, at hun har ædt det.

- Det duer altså ikke, at vi bare venter på, om hun får det dårligt, sagde dyrlægen. Vi kan tage et røntgenbillede, og hvis batteriet så ligger i mavesækken, giver vi et brækmiddel og håber, det kommer med op.

Var batteriet nået længere, ville man forsøge at fodre det igennem, og hvis det ikke umiddelbart lykkedes, måtte man operere.

- Kan du hente Kamelen med det samme, så finder vi hurtigst muligt en tid til røntgen, fortsatte dyrlægen.

Det kunne Fruen jo godt (blive nødt til), så hun ræsede hjem for at hente Kamelen.

I mellemtiden var Gemalen nu så vågen, at han også havde en mening om verdenssituationen:

- Har du set ordentligt efter udenfor? Det kunne jo være lygtedelen ligger der, sagde han.

- Øh næh, sagde Fruen og mumlede noget om mørke og nedfaldne blade og om usandsynligt og omsonst.

Hvorefter Gemalen, iført slåbrok (slåbrok passer bedre til situationen end badekåbe), marcherede ud for at lede.

To minutter senere kom han ind igen.

Det totalt usandsynlige var sket. Ikke alene havde han fundet lygtedelen; batteriet sad stadig på plads.

- Man skal bare se ordentligt efter, sagde Gemalen.

Fruen undlod at sige noget om de cirka syv millioner ting, Gemalen gennem tiden har skullet have hjælp til at finde og ringede i stedet for til dyrlægerne, der var søde nok til at tage det pænt og næsten ikke løftede en moraliserende pegefinger.

- Sommetider skal man lige blive lidt forskrækket for at blive klogere, lød det dybsindigt.

Og ja, Kamelens nye lygte bliver nu pænt sat på før og igen taget pænt af efter endt gåtur.

Så ku' hun lære det.

Fruen altså.

Den famøse lygte.

torsdag den 30. oktober 2014

Ting jeg ikke forstår på en torsdag - VI


Efter en lang pause, hvor jeg åbenbart slet ikke har grublet over ting (og dét kunne jeg så selvfølgelig undre mig en del over ...), følger her den seneste undre-liste:

- Hvorfor der findes breve eller fakturaer, der ikke kan puttes i arkføderen på en kopimaskine? Det er da for dumt! Af en eller anden grund synes hovedparten af de pågældende fakturaer at være fra offentlige eller halvoffentlige institutioner. Er det en ekstra finte, for at vi alle skal hade de pågældende institutioner endnu mere?

- Hvorfor jeg køber t-shirts til mig selv, hvor pynten, mønsteret, blikfanget sidder lige der, hvor min runde mave er allermest rund? Ret dumt. 


I det hele taget burde jeg blive bedre til at vurdere, hvordan given t-shirt-pynt og/eller -tekst vil tage sig ud, når jeg får t-shirten på. Er det okay pænt, en anelse kikset eller slet og ret virkelig dumt? Jeg har således også en t-shirt, hvor der hen over barmen står 'Reserved'. At det selvfølgelig er et østeuropæisk tøjmærke, er vel ikke den mest indlysende tanke, der falder en ind? En anelse misvisende er det også, at jeg på en anden t-shirt har de prangende ord 'Monument Valley' stående henover barmen, når selvsamme barm nok er Danmarks næstmindste. (Jeg kender i hvert fald kun én dame med mindre barm). 

- Hvorfor arbejdstelefonen med garanti ringer, lige når jeg er begyndt at gumle på en kage, en kiks, en gulerod eller noget andet helt og aldeles ikke-lydløst? Jeg går ud fra, at det er en lovmæssighed fra samme skuffe som den Murphys lov ligger i.

- Hvor længe et forstuvet fingerled bliver ved med at klø(?) oggøre ondt? Længe, ved jeg godt. Men nu er det mere end to måneder siden, jeg var kommet til at sno hundesnoren meget dumt om fingrene, da Kamelen pludselig så en kat ...

- Hvordan håndtaget til køleskabet kan blive så snasket? Vi har jo alle tre helt rene hænder, når vi tager fat i det. Virkelig en gåde.

- Hvorfor jeg har mørkt tøj, mørkt gulvtæppe, mørke gulve - og en lys hund?? Megafejl! Som jeg ikke begår jeg én gang mere. Skal Kamelen nogensinde udskiftes, bliver det med en hund, der matcher både tøj og interiør.

- Og så vil jeg gerne vide, om det er nu, det bliver vinter? Nattefrost, hvide tage og en meget kold morgenluftetur. Brrr!

Frokostpause,
midt på Fruens tykkeste sted ...

mandag den 27. oktober 2014

8 grader øst


Næste dag tog vi til Bremerhaven.

Det er jo, som tidligere nævnt, nærmest en del af Bremen.

På forhånd havde jeg læst og googlet og var efterhånden blevet helt blå i hovedet over de mange attraktioner, Bremerhaven kan byde på.

Til sidst havde jeg dog sat kryds ved tre ting: Udvandrermuseet, blandt andet fordi Ellis Island stadig var lukket på grund af efterveerne fra stormen Sandy, da Donnaen og jeg var i New York sidste sommer. Og så kunne det jo være sjovt at se det europæiske modstykke, tænkte jeg. Desuden kunne Klimahaus Bremerhaven nok være interessant. Og endelig ville jeg gerne op og se ud fra toppen af Hotel SAIL City, bare fordi det altid er super sjovt at komme højt til vejrs og nyde udsigten. Alle tre ting ligger dør om dør, så det burde være lige til at finde ud af.

Da vi kom derud, og jeg havde hældt alle mine mønter i en P-automat, lå Klimahuset og så meget indbydende ud. Så dér startede vi. Og så kunne vi jo altid klare resten bagefter, tænkte jeg.

Vi vidste - skulle det vise sig - overhovedet ikke, hvad vi gik ind til.

Da billetterne var betalt, endte vi i en lille gruppe, hvor alle stod pænt og ventede foran en dør/port. En guide bød velkommen og forklarede om ideen med Klimahuset. Man følger den 8. østlige længdegrad (som Bremerhaven ligger på) og besøger undervejs en række udvalgte lokaliteter. På den anden siden af Antarktis følger man længdegraden 172 vest, til man kommer tilbage igen. Guiden spurgte, om der var gangbesværede tilstede, for så skulle de benytte den røde rute. Vi andre kunne benytte den blå. Overtøjet skulle vi tage med, og så ville der iøvrigt være mulighed for tisse- og kaffepause efter Cameroun ...

Det lød en lille smule anderledes, end vi havde forestillet os, men da porten gik op, valgte vi at tage ja-hatten på og begive os afsted.

Vi fulgte togskinnerne mod syd og kom først til Schweiz.

Alt var bygget op som de flotteste kulisser, og alle steder var der masser at se, læse, høre, røre ved og måske endda prøve. Flere steder var der også akvarier med farvestrålende fisk og terrarier, hvor man kunne stå længe, før man fik øje på det lokale kravl. 


Derefter tog vi til Sardinien, hvor temperaturen var mærkbart højere. I et hjørne regnede det pludselig ganske kortvarigt ned over en gammel Fiat500, og man kunne på et hygrometer se, hvordan luftfugtigheden steg og lynhurtigt faldt igen, som en hurtig regnbyge over en solafsveden sardinsk mark.

Med jakken i hånden tog vi videre til Niger. Her røg alt, hvad vi havde af resterende trøjer og tørklæder, ærmerne blev rullet op og skjorten knappet op i halsen, og så lå vi ellers (ja, LÅ!) og så en film om livet blandt tuareg-nomaderne, mens vi svedte og blev røde i hovederne. Herfra til Cameroun, hvor man havde konstrueret en junglen-om-natten-labyrint. Og selv om enhver med bare den mindste smule fornuft i sit hoved kunne sige sig selv, at det umuligt kunne være farligt, var både Donnaen og jeg ret godt tilfredse, da vi var vel ude på den anden side.

Her var så caféen, og nu kunne vi godt se, at det faktisk var vældig smart at anbringe den der, for vi var både varme og tørstige og trængte til lige at sidde lidt. Efter Cameroun rejste vi videre til Antarktis, og overtøjet kom på i en vældig fart. Nu var der ikke mere 8. længdegrad, og vi gik gennem en stjernespækket bue for at komme over på den anden side af jorden, hvor vi kom til først Samoa og siden Alaska (der er lidt langt mellem landene på 172 grader vest).

Til sidst kom vi tilbage til den 8. længdegrad øst og besøgte øerne eller halligerne i det tyske vadehav, inden vi igen landede i Bremerhaven. Der var da gået over tre timer, hvilket er absolut familierekord for en attraktion, der ikke inkluderer rutschebaner eller andre tilsvarende forlystelser.

Godt sultne gik vi ind i nabobygningen, et stort middelhavs-inspireret shoppingcenter og spiste pizza, mens vi snakkede om alle de ting, vi lige havde set. Inden vi igen stak næserne udenfor og gik de ganske få meter over til bagsiden af Hotel SAIL City og trak billetter til udsigtsplatformen øverst oppe på 20. og 21. etage. Tyve etager lyder måske ikke af så meget, men da der ikke er tilnærmelsevis så høje bygninger i nærheden, kan man se milevidt ud over det flade marskland.

Da vi havde gloet os færdige, var der et kvarter tilbage på P-billetten, og vi var rørende enige om, at vi ikke orkede udvandrermuseet. Det må så blive en anden gang ...

På vej tilbage til Bremen ville vi godt have været over på sydsiden af Weser, men opgav da tunnellen under Weser blev spærret på grund af uheld, og vi kun med nød og næppe nåede at dreje fra, så vi undgik køen. Den lille færge lidt længere inde var af samme grund overbelastet, så vi trillede bare gennem landskabet og fandt en café på vejen.

Næste morgen gik turen hjem. Vi tog igen færgen over Elben og kunne denne gang køre lige ombord. Til gengæld tog sejlturen lidt længere tid, da et par slæbebåde var ved at vende et stort fragtskib lige midt på floden. Hvorfor og om det virkelig er normal praksis eller skyldtes motor-/styreproblemer, fandt vi aldrig ud af, men det så imponerende ud.

Omkring Rendsburg slap det gode vejr op, og så stod den på regnvejr resten af vejen hjem. Men pyt; feriedagene var næsten drypfri, og det var jo det vigtigste.


SAIL City med Klimahaus Bremerhaven til venstre.

torsdag den 23. oktober 2014

Næsten live fra Bremen


- Bremen!? Hvorfor vil du til Bremen? spurgte Gemalen lettere vantro.

- Fordi, svarede Fruen.

Og rablede en hel masse af sig om historisk, UNESCO, shopping-muligheder, museer og ikke ret langt væk.

Det meste prellede af på Gemalen, men han lod sig dog overtale. Og Donnaen, der pt ikke kan hidse sig op over andre rejsemål end London, Paris og Milano - og så lige USA, blev sat uden for indflydelse.

Og så tog familien til Bremen.

For at undgå en masse vejarbejde på A7 og almindeligt mylder ved Hamburg valgte vi at køre mod vest og satse på den lille Elbfähre. Det var en god ide. Måske bort set fra, at vi allerede i Danmark kørte mod vest og ned over Ribe og Tønder og på den måde fik en masse små veje og fladt landskab allerede på den danske side af grænsen. Og det var der ellers nok af også syd for grænsen.

Kort før færgen kunne vi i radioen høre, at der var en times ventetid på at komme over. Men da var vi allerede så tæt på, at det selv med en times ventetid ikke kunne betale sig at køre ind om Hamburg. Så vi fortsatte og endte vel med at vente i 40-45 minutter, før vi kom med.

Turen over Elben tog kun en lille halv time,og så var det bare at køre de sidste cirka 100 km til Bremen, finde hotellet, spise aftensmad og falde om i vores senge.

Sporvognene holdt lige uden for hotellet, og receptionisten kunne næste morgen fortælle, at ikke alene gik linie 4 lige ind til bymidten, men hun, altså receptionisten, solgte skam også billetter. Nemmere kunne det ikke være, så vi fik en familie-dagsbillet, og så var det ellers bare afsted.

Når man er så barnligt anlagt som jeg, er alene det at få lov at køre i sporvogn en oplevelse i sig selv.

Vel inde ved den gamle Stadtmitte hoppede vi af, gik rundt om et par hjørner og befandt os straks på byens centrale torv, Marktplatz. Allerførst ville Fruen have sine prebookede billetter til eftermiddagens rådhustur, og da turistkontoret så venligt var lagt lige på hjørnet til pladsen, var det en smal sag at hente dem. For de lå der jo, selvfølgelig gjorde de det.

Så en tur rundt på pladsen og et første kig på rådhuset, Roland-statuen (som tilsammen giver et hak på UNESCO-listen) og de øvrige flotte bygninger. Både selve pladsen og de andre nærtliggende pladser var på grund af noget Freimarkt-festivitas ved at blive fyldt med (primært mad-)boder og blinkende forlystelser. Det gjorde det lidt svært at se (og nyde) de flotte gamle bygninger, men var ellers meget hyggeligt.

En anden statue/figur i samme område er af meget nyere dato, men nok næsten lige så berømt (i Bremen). Det er De Bremer Stadsmusikanter, baseret på Grimms eventyr af samme navn. (Som jeg med skam at melde først har læst, efter vi er kommet hjem igen). Figuren forestiller en hane, der står på en kat, der står på en hund, der står på et æsel. Og bruges som logo på alt fra turistbrochurer til papirservietter og t-shirts.

Derefter gik vi en tur i gennem den snævre Böttcherstrasse. Oprindeligt en gade, hvor bødkerne holdt til, men i sin nuværende form et resultat af en hovedrig kaffehandlers ønske om at gøre gaden helt unik. Meget specielle bygninger og en masse kunst, blandt andet et kæmpe gyldent relief ved indgangen, præger den lille gade, der fører ned til floden Weser, som løber gennem byen.

En tur langs kajkanten senere vendte vi om og zigzaggede tilbage mod udgangspunktet. Undervejs kiggede vi lidt på butikker og forvildede os blandt andet ind i stormagasinet Karstadt, hvor vi dog ingenting købte, men endte med at spise frokost.

Der var stadig tid, før vi skulle troppe op til rådhusturen, så vi traskede hen i kvarteret Schnoor, der ligger et lille stykke på den anden side af Marktplatz. Schnoor er et virvar af småbitte, meget gamle - men dog nu gennemrestaurerede - huse i småbitte gyder. Her er caféer og butikker med alverdens mystiske finurligheder. Måske lidt til den turistede side, men det opvejedes i høj grad af, at folk rent faktisk både bor og arbejder i de småbitte huse. Og går man forkert gennem en gyde eller passage ender man nemt i beboernes småbitte, private haver. (Ja, det var altså altsammen meget småt).

Og så var det tid til rådhusbesigtigelsen.

Gemalen havde meldt fra på forhånd, mens Donnaen til sin store fortrydelse var tvangsindlagt.

- Du har kun godt af at lytte til sådan en tysk guide, mente de voldsomt irriterende forældre.

Da Donnaen så de øvrige deltagere, gad hun endnu mindre. Og det må også siges, at ikke alene trak hun aldersgennemsnittet ned; jeg gjorde det faktisk også ... 


Men Donnaen kom med, og hun overlevede. Selv om det ind i mellem var svært at følge med i guidens snak. Akustikken i rummene var ikke god, og når folk havde svært ved at stå stille og bevægede sig med knirkende sko på knirkende gulve, var det ikke kun manglende sprogkendskab, som gav huller i fortællingen. I starten prøvede vi at lytte lidt til, hvad guiden fortalte på engelsk til et sydeuropæisk par, som slet ikke forstod tysk. Men for det første var den engelske version væsentligt kortere end den tyske, og for det andet var guidens tyske version af engelsk så gebrokken, at det var svært at koncentrere sig om indholdet.

Bortset fra den slags detaljer var det sjovt at se det prægtige gamle rådhus indefra. Der var nogle pompøse sale, og selv om det som nævnt ikke var alt, vi forstod, så var der alligevel mange spændende historier; om hvalfangst ved Grønland, om kappestriden om indflydelse og rigdom med byens rige hansekøbmænd og om naboskabet med svenskerne. (Her var der lige et voldsomt hul i min historiske viden, så jeg måtte støve ørerne af en ekstra gang, for sagde guiden virkelig svenskere? Lidt eftergoogling afslørede, at det gjorde hun virkelig, og så blev jeg så klog). Der var også historien om en kvik borgmester, der indså, at noget måtte gøres, da Bremens havn begyndte at sande til. Han købte derfor et stort landområde ved Wesers munding af det hannoveranske kongedømme og byggede Bremerhaven, som således stadig i dag rent administrativt er en del af bystaten Bremen.

Oven på den anstrengelse var det tid til kaffe og (oste-)kage, og bagefter ville Fruen egentlig godt have set det indvendige af Skt. Petri Dom lige ved siden af rådhuset. Men kirken var lukket på grund af bryllup, og det passede egentlig resten af familien ret godt, så vi tog den nu propfyldte sporvogn hjem igen til hotellet.



Med sporvogn på et ikke så proppet tidspunkt.

mandag den 20. oktober 2014

Tilbage til virkeligheden


Ups!

Nogen kom vist til at trykke på pause-knappen.

Det var egentlig slet ikke meningen. Det skete bare. For vi skulle kun holde ganske få dages ferie. Og først sidst i efterårsferien.

De første dage skulle vi bare holde stille og roligt fri. Og så blev det så stille og roligt, at bare det at løfte fingrene til et blogindlæg føltes som en alt for stor udfordring.

I stedet nussede vi rundt og foretog os ikke ret meget.

Gik tur med Kamelen. I regnvejr. Igen og igen. Efter de første drivvåde ture kom jeg i tanke om min gamle HellyHansen-regnjakke. Den havde bare ligget på en hylde i mindst tyve år, men fejlede ingenting og lugtede stadig på den der helt særlige måde af ny regnjakke. Med den på og en kæmpe sweater indenunder kunne jeg holde mig både tør og varm. Og at jeg så ligner en mellemting mellem Kylling og en vesterhavstysker, er jeg blevet for gammel til rigtigt at tage mig af.

Ellers gik der lidt tid med at forberede vores ferie. Jeg havde sat mig i hovedet, at jeg ville på en Rathaus-Führung, men var for sent ude til at nå at få tilsendt de billetter, man ellers kunne booke online. Hvorfor man ikke bare kan printe dem ud selv, ved jeg ikke. Så der var ingen vej uden om at ringe til det lokale tyske turistkontor.

Jeg fik den aller-rareste Tourismus-medarbejder i røret. Han lagde billetter til afhentning, sendte mig en bekræftelse og hævede iøvrigt pengene fra mit kreditkort. Bagefter var jeg pavestolt. For selv om jeg synes, jeg klarer mig nogenlunde okay på tysk, når vi er afsted, så er det altså ikke helt det samme (som i langt fra) at skulle kommunikere via telefon.

Således godt tilfreds med mig selv skulle jeg lige hente et miljømærke til bilen hos FDM.

Det gik ikke helt efter forventning.

- Hvad kan jeg gøre for dig? spurgte FDM-manden.

- Sælge mig et miljømærke til Tyskland.

- Det kan jeg ikke klare, sagde FDM-manden.

- ??

- Jeg har ikke tid, fortsatte han.

- Hvad så? spurgte jeg desorienteret, mens jeg overvejede, om jeg hørte rigtigt.

- Så må du henvende dig et andet sted, meddelte FDM-manden. Jeg er alt for presset.

Sjældent har jeg oplevet mage til arrogance og total disrespekt for kunderne. Måske var det derfor, min hjerne nægtede at vågne op til dåd, og jeg bare trissede hjem i stedet for at hidse mig op til dobbelt størrelse.

Således kan man lynhurtigt falde ned fra sin lille selvtilfredshedssky og lande igen i virkeligheden.

Igår kom vi hjem fra vores miniferie. Og Kamelen, der havde været i pension, viste sin glæde ved at få et akut anfald af roskildesyge. Som hun dog vistnok (7-9-13 og bank under bordet) er ovre igen.

I dag er det mandag og rigtig meget hverdag.

Vi er tilbage i virkeligheden.

Da efterårsferien gik i kage.

PS: Gemalen blev så misfornøjet med FDM-manden, at han røg i nutidens svar på blækhuset og mailede til FDM. Næste dag fik han en uforbeholden undskyldning og 20% rabat på miljømærket.

onsdag den 8. oktober 2014

Bilkrise II


Det der med at hente bil fredag løb lidt ud i sandet.

Forhandleren var ikke færdig med at klargøre den.

Svært at forstå. Endnu sværere at gøre noget ved.

Så vi overlevede weekenden, og Gemalen måtte, som straf for at have haft  den eneste bil, stå for indkøbene.

Mandag skulle vi hente Bitte-blå.

Men så var der kludder i papirerne. Og den kunne ikke indregistreres.

Meget svært at forstå. Umuligt at gøre noget ved.

Men så tirsdag da. Det var også ved at være sidste chance, for Gemalen skulle til Sjælland, og vejrudsigten stod på regn.

Gemalen og jeg kørte mod vest, ud til bitte-bilforhandleren i hedens hovedstad. Og dér stod Bitte-blå og så ret - bitte ud. Den så også ret nuttet ud.

Da Gemalen skulle haste videre, blev jeg hurtigt overladt til sælgeren, som skulle sætte mig ind i de mest elementære ting. Plus det med mobilen. Man henter en app, og så kan man en hel masse via mobilen. Don't ask, men meget fancy, når det nu ikke er en integreret del af instrumentpanelet. Og jeg lærer nok at bruge det. Med tiden.

Og så bare hjem.

Det vil sige, først skulle der selvfølgelig benzin på, for det er ikke der bilforhandlerne rutter unødigt med pengene. Det blev klaret, og jeg var ganske tilfreds med mig selv. Og fortsatte hjemad.

Men så begyndte den første lampe at lyse!

På med brillerne og nærstudere. Jeg kan ikke køre bil med briller, og jeg kan ikke se de enkelte lamper og ikoner på instrumentpanelet uden ... Noget med dæktrykket, kunne jeg se. Hvad var nu det? Var der grund til panik?

Længere nåede jeg ikke, før den næste lampe lyste. Denne gang et stort, rødt STOP-ikon!!

Det var svært at ignorere, så ind på den første og bedste parkeringsplads og frem med instruktionsbogen. Hvor der stod, at man omgående skulle holde ind til siden, slukke motoren og ikke forsøge at starte den igen!!!

Det var ikke en del af planen, men der var ikke andet at gøre end at ringe ud til bitte-bilforhandleren og klage min nød.

- Stop-ikonet? Det var sært, jeg stiller lige om til værkføreren, lød det i det anden ende.

- Er der andre lamper, der lyser? spurgte værkføreren et øjeblik efter.

Og fortsatte så, da han hørte min forklaring.

- Nåh, jamen det er ikke noget særligt. Vi har vist bare glemt at kalibrere systemet, da vi skiftede til vinterdæk. Du kan godt køre videre, men det bedste vil være, hvis du  lige kommer tilbage, så vi kan få det ordnet.

Altså vendte jeg Bitte-blå og kørte igen mod vest.

Værkføreren kom ud og slog lidt beklagende ud med hænderne:

- Det er sådan noget EU-noget, at der skal være sensorer på dæktrykket. Men det er nemt nok lige at nulstille systemet, så nu kører jeg bare en tur rundt om bygningen og ser, at alt er som det skal være.

Og det gjorde han så.

Og kom ikke tilbage.

Et krus tiltrængt cappuccino senere begyndte jeg at undre mig, forhørte mig i receptionen og fik lov at kigge ud på værkstedet. Der stod Bitte-blå med kun tre hjul på. Men der var ikke lige en eneste mekaniker at få øje på, så jeg ventede lidt længere. Snakkede med Gemalen, med Donnaen og med min faster. Og løb næsten tør for strøm.

Og kiggede så ud på værkstedet igen. Bitte-blå manglede stadig et hjul, men nu var det et andet end før. Og der var en mekaniker i fuld gang, mens værkføreren stod og kiggede på.

- Hvad.. begyndte jeg.

- Det er meget virkelig uheldigt, sagde værkføreren. Vi har begået en rigtig begynder-brøler. Prøv at se her, vi har ødelagt en ventil i forbindelse med, at vi har skiftet til vinterdæk. Den slags burde slet ikke ske, og hvad værre er; vi har ikke de her særlige ventiler med sensor på lager, og de er i restordre fra producenten. Nu sætter vi nogle helt almindelige ventiler på og kontakter jer så, når vi modtager de rigtige.

- Godt så, sagde jeg og mente noget ganske andet, men hvor mange lamper lyser så, når jeg kører herfra?

- Øh, sagde værkføreren. Det gør lampen for dæktryk jo altså. Og STOP-lampen måske også. Men det betyder ikke noget, du kan roligt køre. Nu er dine hjul i hvert fald tætte.

Jeg kunne så konstatere, at det ikke er STOP-ikonet, men værksteds-lampen, der nu lyser op.

Og sådan gik der det meste af en eftermiddag på heden.

Skal man se positivt på det, har jeg allerede lært to advarselslamper at kende. 


Og det der med dæktryks-sensorer er nok slet ikke så dumt endda.

Cappuccinoen var gratis.

Og Bitte-blå er, som allerede nævnt, ganske nuttet.


Ja, bare rolig; jeg kører ikke med håndbremsen trukket.
Billedet er taget hjemme i carporten.

torsdag den 2. oktober 2014

Bilkrise


Det er lidt af et luksusproblem.

Og vi er bare forkælede.

Jeg ved det godt.

Men ih hvor er det altså nemt at vænne sig til goder. Og tilsvarende svært at skulle undvære dem igen.

Vi har ikke altid haft to biler, men allerede før Donnaens fødsel, hvor vi lå og pendlede i hver sin retning, opstod behovet, og så har det været sådan lige siden. Og det har godt nok været dejligt, at vi aldrig skulle huske at afklare, hvem der skulle have bilen hvornår og hvor længe. Kun de par gange om året, hvor den ene eller den anden bil har skullet til service, har vi måttet afstemme kørselsbehov med hinanden.

Nu, hvor Gemalen gradvist nedtrapper sin indsats på arbejdsmarkedet, skal vi imidlertid gasse lidt ned.

- Vi har ikke råd, meddelte Gemalen, så nu sætter jeg den ene til salg!

- Hvad så, når du skal til Sjælland og køre cykelløb, og mor og jeg skal bruge bilen herhjemme? spurgte Donnaen inkvisitorisk.

- Så må jeg jo tage toget, svarede Gemalen.

- Som om, sagde Donnaen og rullede med øjnene. Som kun en teenager kan gøre det.

Hvorefter vi i fællesskab kom frem til, at en lille bitte nummer to bil kunne budgettet altså godt klare. Nu skulle vi (læs: Gemalen) bare finde ud af, hvad det skulle være for en.

Og det var ikke bare sådan bare lige.

For der findes jo et hav af små bitte biler.

- Hvad kunne du tænke dig? spurgte Gemalen.

- Øh, den skal bare være ikke være blå, svarede Fruen.

- Kunne du ikke være bare lidt mere specifik? spurgte Gemalen, som tydeligevis ikke syntes, Fruens udmelding var den store hjælp.

Men Fruen havde ikke gjort sig mange tanker. Og gad sådan set heller ikke. For når det kommer til bilkøb, er det rent pro forma, når Gemalen lader som om, han vil høre sin kones mening. Som regel lykkes det ikke en gang Fruen at få lov at bestemme farven.

- Nå, så vil jeg gerne have en gul, sagde Fruen, da Gemalen omsider var ved at nærme sig det endelige valg.

- Så er der fire ugers leveringstid, svarede Gemalen. Du kan få en lyseblå på fredag.

- Hvorfor spørger du så? spurgte Fruen frustreret.

- Jamen, det kunne jo være.., begyndte Gemalen.

- Nej! sagde Fruen, der allerede efter en enkelt uge med kun én bil var grundigt træt af manglende fleksibilitet og cykling i regnvejr.

Heldigvis er det fredag allerede i morgen.

Snart får Store Blå selskab af Lille Blå.

fredag den 26. september 2014

Pølleposemysteriet


Det er ret underligt.

Altså, det er ikke underligt, at ting forsvinder, når man efterlader dem ude i det offentlige rum. Det har man jo hørt om før. Henslængte cykler, biler og håndtasker har det med at forsvinde.

Men det er en pøllepose, jeg mangler.

Endda en fyldt en af slagsen.

Og dét, synes jeg, er ret underligt!

Nu er det sådan, at jeg synes, det er ualmindelig klamt, ubehageligt og meget lidt sjovt at træde i en hundelort. For ikke at tale om, hvis man efterfølgende ovenikøbet slæber den med ind i sit hus eller - oh vé! - i sin bil. Jeg hader derfor, når folk blot efterlader deres kræs efterladenskaber. Og håber, at al landsens ulykker måtte ramme dem.

Men man må som bekendt feje foran eget glashus, før man kan harcelere over andre, og pølleposer er derfor fast inventar i alle mine højrelommer på både bukser og jakker.

Således med udstyret i orden kan Kamelen og jeg drage ud i verden.

Og jeg samler op.


Og jeg hader det.

Og jeg hader endnu mere at gå langt med den fyldte pøllepose i hånden.

Så jeg ved, temmelig præcist efterhånden, hvor der er skraldespande og -containere, hvor jeg kan komme af med mine poser.

Men på nogle ruter er der bare ingen skraldespande. Og da Kamelen desuden næsten altid gør, hvad hun nu skal, meget først på ruten, kan jeg komme til at bære pose meget, meget længe.

Hvilket jeg ikke gider.

Så derfor lader jeg posen stå.

Og kommer pænt tilbage og henter den, når vi nærmer os hjemlig indkørsel igen.

Det har aldrig været et problem. Posen står, hvor jeg har sat den, og hvis nogen skulle have bemærket den i mellemtiden, så er der i hvert fald ingen, der følt sig foranlediget til at gøre noget.

Før nu.

Forleden kom vi tilbage fra en tur og skulle lige hente en pose. På afstand kunne jeg godt se, at husejeren gik og rev foran sin hæk, og ude midt på vejen lå pølleposen ...

Forsigtigt gik jeg hen og sagde dav. Og fortalte ham, at det altså var vores pøllepose, der nu lå ude på villavejen. Den gode villaejer fortalte, at han jo i forvejen syntes, det var sindsygt irriterende, at folk bare lod deres hunde skide foran hans hæk. Og det gør de. Der ligger altid mindst en hundelort på netop stykket foran hans hus. Nu var der så ovenikøbet en, der havde efterladt hundelorten i en pose! Det var han godt nok blevet gal over.

Jeg fortalte ham så, at det gjorde jeg faktisk tit, og så hentede jeg altid pølleposen på hjemvejen. Heldigvis kunne han godt godkende netop det arrangement. Hvilket jo sådan set også var langt at foretrække for ham. Og vi aftalte, at jeg fremover blot skulle sætte pølleposen ved lygtepælen, for så kunne han jo se, at det bare var mig (og Kamelen) der havde været forbi.

Så langt så godt.

Men i forgårs, henne på det lille stykke offentlig sti, der forbinder vores vej med den næste, dér satte jeg en pose.

Og da vi kom tilbage var den væk!

Som i helt væk. Jeg gik endda frem og tilbage to gange. Men den var der ikke. Sært tilfælde syntes jeg. For hvem i alverden finder på at fjerne en pøllepose fra et lille stykke offentlig sti? Der er ikke bare blevet ryddet op sådan generelt, for der ligger stadig tomme dåser og andet godt og flyder.

Et kort øjeblik blev jeg ramt af paranoia og tænke, at nogen nok havde observeret os og derefter var skredet til arrig selvtægt. Så jeg åbnede forsigtigt vores postkasse og forventede halv om halvt at finde pølleposen. Men nej, heldigvis ingen pøllepose der.

Så nu er det bare sært. På den sære måde.

Og hvis nogen kender forklaringen, er jeg ikke sikker på, at jeg vil høre den.




tirsdag den 23. september 2014

Rostock på den lynhurtige måde


Da Gemalen var færdig med at cykle lørdag tog vi til Rostock.

Efter ihærdigt googleri havde jeg fundet ud af, at i hvert fald ét shoppingcenter havde længe åbent. Og det var det, vi gerne ville; se lidt nærmere på butikkerne. Helst i kombination med lidt almindeligt Altstadt-kiggeri.

På vej ind mod bymidten stoppede vores blik brat ved en kæmpestor kirke, der ikke alene havde solceller på taget, men tilsyneladende også indbyggede boliger med altaner! Det havde rejsebogen ikke lige nævnt noget om, og det føltes næsten som et fatamorgana, og vi tænkte, at det 
da umuligt kunne passe?

Men det kunne det godt, viste lidt eftergoogling. Tilbage i 70'erne blev Nikolaikirken ved sammenlægning af to sogne (eller hvad man nu måtte operere med i Tyskland) til overs, og man besluttede at benytte den til andre formål. Tårnet blev indrettet med kontorer til forskellige former for kirkelig administration og i kirkeskibets tagetage(r) indrettede man 13 lejligheder og 5 gæsteværelser, som tilsyneladende kan lejes. Selve kirkerummet benyttes til koncerter og andre arrangementer.

Inde i byen fandt Gemalen en parkeringsplads lige bag byens hovedstrøg, Kröpeliner Strasse, og så var det ellers ud at kigge.

Det første, vi opdagede, var, at alle butikkerne til vores store glæde stadig var åbne. Det gjorde det hele lidt sjovere. Det blev nu ikke til særlig meget shopping. For Donnaens vedkommende slet ikke noget. Hun nøjedes bare med at konstatere, at der var rigtigt mange sko, hun ikke gad have. Fruen havde til gengæld hjemmefra fundet ud af, at et par solide terrængående støvler ville kunne erhverves langt billigere i Tyskland end hjemme. Så hun gik på jagt,og det lykkedes til sidst at finde et par støvler, der var mere solide, end de var smarte. Men da det alene er et spørgsmål om at bevare vejgreb og tørre tæer, når Kamelen skal luftes i de kommende måneder, var Fruen ganske tilfreds.

Vi vandrede op til den ene ende af gaden, hvor Kröpeliner Tor står som et markant punktum. Det gamle tårn var oprindeligt en af mange porte i bymuren, men står nu ganske alene og ligner lidt et kirketårn uden kirke.

Lige før tårnet gjorde vi holdt, da kaffeduft gav akut behov for kaffe og kage. Efter hurtig kageindtagelse lod vi Gemalen og Kamelen blive siddende, og så for Donnaen og jeg rundt i de nærmeste skobutikker og centret lige overfor.

Derefter vendte vi næsen den anden vej og traskede tilbage. Forbi den trekantede Universitätsplatz med det smukke gamle universitet og det sjove springvand, Brunnen der Lebensfreude. Der er adskillige figurer, men især et liggende (svævende?) par har temmeligt blanke områder hist og her. Men parret kan med lidt god vilje bruges som bænk, og så er det nok helt tilfældigt (?!), at man netop griber om hans ædlere dele, når man rejser sig fra hans flotte sixpack.

Både omkring universitetspladsen og langs hele Kröpeliner Strasse findes en lang række flotte, gamle huse. Mange med gavlen ud mod gaden i ægte hansa-stil. Ind i mellem er der også nyere huse, og blandt holder McDonald's til i en ny bygning, hvor man har prøvet at ramme den gamle stil med en høj, smal gavl ud mod gaden. Det ser faktisk overraskende godt ud.

Da vi nåede det sted på gaden, hvor vi skulle dreje for at komme tilbage til bilen, gik resten af selskabet i stå, men Fruen fik allernådigst lov til selv at marchere det sidste stykke frem til Neuer Markt, som ud over at være kæmpestor også omkranses af en række flotte bygninger. Blandt andet rådhuset, som er i bedste lyserøde marengsbarok. Det vil sige; det er kun facaden, der er lyserød og marengsagtig. Bag facaden gemmer sig en ældre gotisk bygning, hvoraf man kun kan ane den øverste del af en gammel syv-tårnet pralegavl (jeg aner ikke, hvad den korrekte betegnelse er) af den slags, som skal få bygningen til at se større og flottere ud, end den i virkeligheden er inde bagved. Det ser ret pudsigt ud, men skal måske ses som et eksempel på snusfornuft blandt de gæve købmænd i hansestaden. For hvorfor vælte en udmærket gotisk bygning, hvis der kun var behov for at udskifte facaden?

Og så havde vi set Rostock.

Eller det havde vi selvfølgelig overhovedet ikke. Men vi havde nået at få et hurtigt glimt af en dejlig by, som nu er føjet til listen over de efterhånden uendeligt mange steder, jeg gerne vil tilbage til for at kigge lidt nærmere på.



Kröpeliner Tor.

fredag den 19. september 2014

Et ikke-set slot


Før familiens udflugter til det store udland stikker Fruen som regel næsen i diverse rejsebøger for at kloge sig lidt i, hvad der måtte være at se eller opleve på eller i nærheden af destinationen. Fruen synes nemlig, det ville være ærgerligt (nok mest for hende selv), hvis vi går glip af et eller andet.

Men somme tider kan det være svært at få alle Fruens gode ideer ført ud i livet, fordi hun gør regning uden hverken cykelløb eller lokalkendskab.

For eksempel ligger der et smukt renæssanceslot i Güstrow. Det mente Fruen, at hun skulle se.

Andre i familien sukkede hørligt, men da et hold cykelvenner med (formodet) større slots-interesse også skulle deltage i mtb-O-løbene, tænkte Fruen, at så kunne hun da bare følges med dem, mens ignoranterne de andre luftede Kamelen.

Desværre meldte venneparret afbud, da han var styrtet i løbet af ugen og stadig var alt for øm til noget som helst. Så gik den plan i vasken. Fruen var dog stadig fortrøstningsfuld.

Det usmarte ved at ville ting på dage med cykelløb er, at de, altså cykelløbene, sjældent ligger tidligt på formiddagen, så man kan få dem overstået og koncentrere sig om noget andet. De ligger tværtimod ofte midt eller sidst på dagen.

Således også det første løb i Güstrow. Gemalen skulle starte midt på eftermiddagen, men vi kunne godt nå et kort besøg i Güstrow inden. Hvad, vi ikke vidste, var, at der mellem Sternberg og Güstrow netop i den weekend var et kæmpestort dyrskue. Og det skabte køer, af bil-slagsen forstås, lange køer. Så det tog lidt længere tid end planlagt at komme ind til byen.

Slotsbesøget blev derfor straks udsat til næste dag, hvor Gemalen faktisk skulle starte midt på formiddagen og måtte formodes færdig ved middagstid. I stedet koncentrerede vi os om at kigge på den gamle, hyggelige bymidte og om at få købt noget frokost.

Den var virkelig hyggelig, bymidten. Et torv med en kæmpestor kirke og et lille marked i kirkens skygge. Et fint, gammelt posthus, et rådhus og andre fine bygninger ud mod torv og hovedgade. Og også bygninger, der var ved at falde sammen om ørerne på beboerne, så snart man bevægede sig lidt ud i sidegaderne. Kontrasterne var store.

Så snart vi havde provianteret, måtte vi hjem til Sternberg. Så familien kunne blive læsset af, Gemalen spise sin frokost og køre igen. For at undgå de lange bilkøer ved dyrskuet, valgte Gemalen en alternativ rute. Og det skulle han aldrig have gjort. For der er stor forskel på jyske biveje og østtyske ditto. Og Ruth (GPSen, you know) var ikke i stand til at skelne mellem brosten, grusveje og asfalt. Vi kørte tit kun 20 km/t, men vi skumplede og bumpede. Og den stakkels Kamel tumlede rundt i sin transportboks.

Hjem kom vi, men det havde garanteret bedre kunnet betale sig at køre den slagne vej og tage bilkøerne med.

Gemalen drog afsted igen efter lynhurtigt at have indtaget frokost, mens han skiftede til cykelkluns. Og han kørte sit cykelløb, og han kom hjem igen. Og så tog vi til Rostock, som vi gerne ville besøge, mens butikkerne - forhåbentlig - stadig var åbne.

Næste dag skulle Gemalen, som nævnt, starte relativt tidligt. Og vi kunne godt være taget med, men Donnaen syntes på ingen måde godt om udsigten til at skulle sidde på en bænk i mindst en time og underholde/passe på Kamelen, mens jeg kiggede på slot. Se slottet gad hun ikke rigtigt, og bare parkere Kamelen uden for i så lang tid kunne vi ligesom heller ikke. Så vi blev hjemme. Og Fruen satsede på at se slot om eftermiddagen, før hjemturen.

Men så var det, at Gemalen ikke kom hjem på det forventede tidspunkt.

En halv time senere var han stadig ikke kommet, og mobilen var tavs. Nu begyndte Fruen at synes, det var lidt træls, så hun prøvede at ringe. Hvilket selvfølgelig var dumt, for et ikke besvaret opkald er værre end slet ikke noget opkald. Irritationen blev så småt afløst af bekymring. Hvorfor kom han ikke hjem? Og hvorfor svarede han dog ikke?

Flere ubesvarede opkald fulgte, og Fruens bekymring blev til kun slet skjult nervøsitet. 
Veludviklet fantasi kan somme tider være en dårlig ting ...

Da Gemalen endelig svarede og undskyldte sig med, at banen liige var lidt længere end antaget, og at han liige havde været ude i noget post-rækkefølge-roderi, havde Fruen allerede været i gang med at spekulere på, hvordan i alverden hun skulle få sig selv plus barn og hund fragtet ind til det hospital i Güstrow, hvortil Gemalen givetvis måtte være blevet bragt, når nu det var ham, der havde bilen?

- Jamen, jeg er jo lige her, sagde Gemalen uden at lyde spor brødebetynget, og om et kvarter er jeg hjemme igen.

- Ja ja, det er fint, svarede Fruen en lille smule træt.

Og så sænkede hun skuldrene, gik ud og luftede Kamelen og glemte alt om renæssanceslottet i Güstrow.

Men det står der stadig, og kommer vi forbi en anden gang (hvad er chancen så lige for det?), så vil jeg altså se det.

Det ikke-sete slot i Güstrow. Billedet er lånt her.

onsdag den 17. september 2014

Baskervilles hunde


Gemalen skulle til mtb-O-løb i Tyskland. Åh jo, det skulle han. Nogen havde i deres visdom henlagt et par etaper i en dansk cup til Tyskland. Og når man frygtelig gerne vil vinde den cup, er man jo nødt til at deltage.

Så der blev booket overnatning et eller andet sted i nærheden af Güstrow (øst for Schwerin, syd for Rostock).

Et par dage før afrejse tjekkede Donnaen sin fars reservation.

- Der er altså kun ét værelse, udbrød hun forundret. Hvor skal vi andre være?

- Lad mig lige se, svarede Gemalen. Du trykker vist et forkert sted.

Men Donnaen havde ret. Der var kun et værelse. Og nu kunne Gemalen godt huske, at han havde bestilt et familieværelse.

- Skal vi så være der alle fire? udbrød Donnaen vantro. (Den fjerde var Kamelen, som også skulle med, da hun ikke var kennelhoste-vaccineret, som hundepensionen forlangte. (Det er hun så nu)).

- Ja, sagde Gemalen glad. Bliver det ikke hyggeligt?

- NEJ! hvæsede Donnaen og Fruen i kor. Kamelen sagde ingenting.

For når Gemalen skal køre løb, skal han helst ikke have sin skønhedssøvn spoleret af, at vi andre skubber eller sparker til ham, fordi han snorker. Og hvis vi ikke må det, får vi jo ikke sovet ...

Derfor valgte Gemalen af afbestille, og så gik der et par dage, hvor vi ikke rigtigt vidste, om vi skulle afsted allesammen eller kun Gemalen. Men så lykkedes det at finde et sted i fornuftig afstand (alt er relativt) af Güstrow. I udkanten af Sternberg. Et sted, der var særlig hundevenligt. Hvor vi kunne få to værelser.

Baskerville Hotel.

Sådan hed det. Hedder nok stadig.

Hvorfor ved jeg ikke. For jeg turde ikke spørge. Om ejeren virkelig syntes, det var det mest geniale at kalde et hundevenligt hotel? Eller pension nok snarere. Hotel var lidt en overdrivelse. For selv om jeg ikke helt kan huske historien om Baskervilles hund, var det så ikke noget med en meget uhyggelig spøgelseshund? Så hvorfor opkalde sit hundevenlige sted efter en spøgelseshund? Virkelig sært.

Anyway. Det var et udmærket sted. Hvis man kunne se stort på den manglende luksus og i stedet glæde sig over, at det ikke gjorde så meget, at ens vovse gik ind med våde og snavsede poter. Sjaskede vand ud på gulvet og lagde løse hundehår over det hele.

Der var en håndfuld andre hunde, men vi lærte hurtigt at navigere i mellem dem, og så var det egentlig overraskende problem- og støjfrit med så mange, fremmede hunde under samme tag. Kamelen var dog nødt til et par gange at markere, at hun altså også boede der, hvis nogen tillod sig at passere på gangen efter hendes sengetid. Kun et enkelt VOV!, men rigeligt til at vække både Donnaen og mig, som jo sov mindre end to meter væk.

Når man skulle ud, skulle man lige åbne og lukke en havelåge. Især det sidste kunne være afsindigt svært, når man fulgtes med tissetrængende hund. Det lykkedes dog mirakuløst nok hver eneste gang, og derefter var der kun 50 meter til skov og mark. En skov, der var ny og spændende og, skulle man tro den konstant vibrerende kamel-snude, tilsyneladende duftede af alle mulige fantastiske ting. Og en mark, hvor Kamelen kunne ræse rundt i fri dressur uden at genere nogen. Ikke andre end mig i hvert fald. Jeg var meget tæt på at få fejet benene væk under mig, da glad Kamel kom galoperende ned ad bakke og gled i det våde græs, lige før hun nåede mig ...

Men jeg slap med skrækken, og vi kunne alle tage ind på den lokale pizzarestaurant, og mens vi andre spiste vores aftensmad, kunne nu temmelig træt Kamel flade ud bag bordet. Jo, vi måtte gerne tage Kamelen med. Nu var det ikke just nogen gourmetrestaurant, vi besøgte. Men alligevel. Jeg bliver stadig overrasket, når det faktisk kan lade sig gøre. Nogle steder. Vi har endnu ikke prøvet i Danmark, og jeg forestiller mig, at det bliver svært.

***

Gemalen fik kørt sine løb. Med det ønskede resultat. Og vi andre fik også oplevet lidt af det, vi (læs: Fruen) gerne ville. Derom senere.


En af de - ahem - særprægede hundefigurer, som var placeret
forskellige steder foran Baskerville Hotel.
Skoven begynder ved det store træ, og marken i lysningen.