En SMS-rejse

Donnaen besøgte sin søster og hendes familie i det nord-sjællandske i weekenden. Det var Donnaens første tur alene med toget. Gemalen kørte hende til Skanderborg station og sikrede sig, at hun kom godt med toget og fandt sin plads.

Ret hurtigt begyndte sms'erne at tikke ind.

Donnaen: Nu kører vi fra Vejle station.

Moderen: Er du allerede så langt. Det var min station, da jeg var på din alder.

Donnaen: Din endestation?

Moderen: Ja, når jeg kom hjem fra mormor og morfar.

Donnaen: Nåh, okay.

**

Donnaen: Jeg skal tisse.

Moderen: Så må du jo finde toilettet. Det er sikkert pænt på første klasse.

Donnaen: Tror ikke, vi har særligt toilet. Men tør ikke gå fra min plads ...

Moderen: Det skal du. Det bedste toilet er i toget, og du kan ikke holde dig til du kommer hjem til Rikke. Har du ikke en lille taske med pung og mobil. Tag den med, så skal det nok gå. Fortæl, når du er tilbage.

**

Donnaen: Jeg er tilbage, og en mand, jeg sidder overfor, ville se efter mine ting.

Moderen: Sådan!

**

Donnaen: Vi skal have burgere til aftensmad. Det har Freja bestilt.

Moderen: Fint.

Donnaen: Fra den lokale.

**

Donnaen: Er nu i Korsør.

Donnaen: Har hermed DSB 1. class gratis internet. Har læst et kapitel.

Moderen: Først nu? Det var godt.

Donnaen: Ja. Haha.

**

Donnaen: Jeg skal på wc igen. Hvis du ikke har hørt fra mig inden 16.50, så ved jeg ikke, hvor mine ting er. Men tror ikke, der sker noget.

Moderen: Afsted, afsted.

**

Donnaen: Færdig.

Moderen.: Godt. Det er heldigvis ikke så svært som i gamle dage.

Donnaen. Heldigvis. Nu har jeg læst endnu et kapitel.

Moderen: Godt. Det hjælper alt sammen.

Donnaen: Jaaa.

**

Donnaen: Det bliver langsomt mørkere og mørkere.

Moderen: Det gør det jo. Men ikke så tidligt som for en måned siden.. Og det er også solskin idag. Heldigvis.

Donnaen: Nej nej. Jaaa, nu skulle jeg gerne være på hovedbanen om cirka 28 minutter.

Moderen: Okay. Det er jo snart.

Donnaen: Ja, er mega nervøs!

Moderen: Det skal du ikke være. Du pakker bare pænt sammen. Går stille og roligt ud og op i forhallen. der går du til venstre og finder den rigtige perron. Du har god tid, for der kommer hele tiden nye S-tog til Hillerød i myldretiden.

Donnaen: Det er perron 9-10. Det ringede far til DSB og spurgte om i morges. Jaa, men jeg er lidt nervøs alligevel. Nu kører jeg fra Roskilde.

Moderen: Det er i orden at være lidt nervøs. Bare ikke for meget. Jeg var i byen for at købe bøffer og tilbehør. Gæt, hvad jeg glemte?

Donnaen: Nej, prøver at styre nerverne. Bollerne? Aner det da ikke??

Moderen: Bøfferne!!

Donnaen: I skal vel ikke også have burgere? Hahahahaha.

Moderen: Nej, ikke burgere.

Donnaen: Flot momse!

Moderen: Jaeh, det var nemlig flot! Men jeg fik sendt pakken til Astrid.

Donnaen: Det var til gengæld godt. Så du skal i byen igen?

Moderen: Ja. Og jeg gider ikke.

Donnaen: Ahaha, søde mor da.

Moderen: Surt. Suk.

Donnaen: Nuuurh.

Moderen: Nemlig.

**

Donnaen: Jeg skal snart af! Mit hjerte banker hurtigere og hurtigere.

Moderen: Det klarer du fint.

Donnaen: Hvor ligger perron 9-10??

Moderen: Op i forhallen og til venstre. Det er ret let at finde ud af, når du er der.

Donnaen: Okay tak. Er sååå nervøs. Og super.

Moderen: De fleste andre skal samme vej op. Og du har GOD tid.

Donnaen: Jeg har 7 minutter.

Moderen: Husk nu, der er mange tog! Du skal bare tage et til Hillerød,og så er resten lige meget.

Moderen: Der sker ikke andet, end at du bliver lidt kold af at vente.

Donnaen: Jeg pakker mine ting sammen nu! Ja, selvfølgelig. Skriver når jeg er på næste tog eller lignende. Knus.

Moderen: Jep.

**

Så gik der cirka 10 minutter, før Donnaen ringede og sejrsstolt meddelte, at nu sad hun i det rigtige S-tog. Folk havde været meget søde til at vise vej og pege hende i den rigtige retning. Moderens skuldre begyndte så småt at løsne sig fra ørerne.

**

Donnaen: Så er jeg mod Hillerød, lige kørt fra Allerød, hvor jeg kom fra Birkerød - alt for meget rød.

Moderen: Ja, og der er mange flere rødder i Nordsjælland. bare spørg Rikke og Freja.

Donnaen: Aahahaha, du er sjov!

**

Så er jeg i Rikkes bil!

Moderen: Dejligt dejligt. Hils Rikke og de andre. Vi snakkes ved i aften.

**

Moderen kunne nu sænke sine skuldre helt, og søndag kørte Gemalen over og hentede Donnaen - nu 10 centimeter højere - med hjem igen.

En glemt moster

Gemalen synes, jeg har sære tilbøjeligheder.

Ja ja, det har han også. Det er bare nogle andre, og så står vi lige og behøver ikke at bekymre os videre om det.

Blandt andet synes han, at det er sært, at jeg ikke bare kan bladre forbi siden med dødsannoncer i avisen uden lige at kigge.

Men det kan jeg altså ikke, og det resulterede i cirka følgende samtale ved morgenbordet en dag mellem jul og nytår:

- Har du tilfældigvis en moster, der hedder Gertrud Kirstine?

- Hvorfor i alverden spørger du dog om det? spurgte Gemalen desorienteret.

- Det er bare fordi, der er en Gertrud Kirstine Svendsen, der er død, og nu efterlyser Københavns Kommune pårørende.

- Mor kom altså ikke fra København, sagde Gemalen uden at løfte blikket fra avisen.

- Nej, men hun kom fra Stenlille, ligesom denne her dame, og hendes fødselsår passer meget godt med, at hun kunne være din mors søster. Og så var det bare, at jeg tænkte.., fremturede jeg.

- Mor hed ikke Svendsen, mumlede Gemalen uinteresseret.

- Nej, hun hed Olsen, født Nielsen. Og man kan ikke se ud af annoncen, hvad hende her Gertrud Kirstine hed, før hun blev gift. Hvis hun altså blev gift.

Uvist af hvilke årsager vågnede Gemalen nu efterhånden så meget, at han sagde:

- Mor havde faktisk en søster, der hed Kirstine. Men det er nok 40 år siden, jeg har set hende. Mindst. Må jeg se avisen?

Det måtte han, og et øjeblik efter havde han talt med en venlig herre på et eller andet kontor for efterlysning af pårørende, og denne herre havde bekræftet, at Gertrud Kirstine i følge hans oplysninger faktisk var født Nielsen. Nå, men så mente Gemalen nok, at han muligvis var afdøde dames nevø. Den venlige herre og Gemalen talte sammen i yderligere et par minutter, hvorefter Gemalen lagde på, og både Donnaen og jeg gloede afventende på ham.

- Hvad så, hvad så? spurgte vi i munden på hinanden, for det var da lidt spændende, på en måde, det her.

- Så ikke noget. Jeg hører nærmere, svarede Gemalen.

Det var lidt nedslående, og Donnaen besluttede fluks at starte sine egne undersøgelser. På nettet. Og i løbet af mindre end 10 minutter havde hun fundet den rigtige folketælling og stavet sig (jeg skulle hilse og sige, at 'krølle-skrift' er noget af en udfordring for en 14-årig) gennem en hel stribe opslag for at nå frem til Farmors familie.

Ganske rigtigt; Farmor havde en storesøster, Gertrud Kirstine. Fødselsdatoen matchede bare ikke annoncen i avisen helt. Men det viste sig at være en fejl. I avisen. Fandt Gemalen ud af, da han et øjeblik senere igen havde talt med den venlige herre fra før.

Nu var der ingen tvivl; afdøde dame var virkelig Gemalens moster.

Hvorfor havde vi så aldrig hverken hørt om hende eller mødt hende?

Det var faktisk en lidt trist historie. Om hvordan Gemalens far og Gertrud Kirstines mand ikke havde kunnet udstå synet af hinanden. På grund af forskellige politiske holdninger, som de åbenbart ikke havde kunnet lægge væk og se stort på, når familierne skulle være sammen. Og søstrene havde ikke bare besluttet, at så kunne de da være sammen uden de dumme mænd. Hvorfor kontakten var ebbet ud, og de to gamle søstre havde ikke fundet det umagen værd at finde sammen igen, da deres respektive ægtefæller døde. Gemalens far har været død i mere end 30 år, så der havde ellers været tid nok.

Måske var der også andre, der havde svært ved søskende-relationerne, for selv om Farmor og Gertrud Kirstine havde flere søskende, var Gertrud Kirstine nu endt som afdød uden kendte pårørende. Trist synes man jo. Men måske har hun ønsket det sådan? Farmor havde heller ikke megen kontakt til sine andre søskende. Og til sidst slet ingen.

Et par dage senere ringede en præst til Gemalen. Det var ham, der skulle stå for bisættelsen af Gertrud Kirstine. Om Gemalen havde noget at fortælle? Det havde han ikke rigtigt, da han jo ikke havde haft nogen form for kontakt de sidste 40 år. Derfor syntes han også, det var lidt for meget at drage tværs gennem landet for at deltage i bisættelsen.

For et par dage siden kom den officielle meddelelse fra Københavns Kommune om, at nu var Gertrud Kirstine blevet bisat, kremeret og hendes urne sat ned i de ukendtes grav.

Og det var så det.

Jeg synes stadig, det er lidt underligt.

For god ordens skyld skal det lige nævnes, at Farmor og hendes søster ikke kom fra Stenlille i virkeligheden. Og der var ingen, der hed hverken Gertrud Kirstine eller Olsen, Nielsen eller Svendsen. Men resten af historien er rigtig nok.

Hvad er der med januar?

Altså.

Det er jo ikke fordi, det er værre, end det plejer at være.

Det er ikke koldere. Tværtimod.

Sne og trafikale problemer har vi stort set ikke. Og lad det endelig blive ved det!

Vi er ovre vores respektive forkølelser. Sådan da.

Og den mentale kasse med problemer, udfordringer og ting, der skal fixes, er ikke større end den plejer. Den er bestemt stor nok. Men altså ikke større. Tingene går deres skæve gang, og selv sagen flytter sig da, i hvad vi tror, er den rigtige retning.

Ikke desto mindre

er hele familien ramt af generel mathed. Vi sover meget, men vågner trætte. Og ting, der bare skal ordnes på hel normal vis, tager uforholdsmæssig lang tid. Det gælder stort set alt. Lige fra tandbørstning om morgenen over rengøring, lektielæsning, indkøb, madlavning til tandbørstning igen om aftenen. Vi klarer lige det, vi skal, og går trætte i seng efter at have stenet en times tid foran fjernsynet. Ikke en gang PC'en gider jeg at tænde. Ekstra forpligtelser, både de kedelige som et forældremøde om alkoholdning (Ja, overskriften var 'har du en alkoholdning?' - helt vildt smart fundet på.) og de sjove som en nytårskoncert med Donnaen som dansemus trækker så mange tænder ud, at vi alle kører på nødgenerator resten af ugen.

Og sådan en mandag morgen er i sig selv en mellemsvær udfordring. Vækkeuret ringer for tidligt (til tiden = for tidligt). Det er mørkt, og så blæsende, at alle gode intentioner om at cykle straks skrinlægges. Og en hel uge truer. Med alle hverdagspligterne, lige fra tandbørstning om morgenen over rengøring, lektielæsning, indkøb, madlavning til tandbørstning igen om aftenen.

Den eneste forklaring på træthed og tristesse er, at det er Januar. 

Januar med stort J. Uden jul og uden ferie. Uden sol og forår. Uden sommer og sandaler.

Det mest positive, jeg har at sige om januar lige nu, er, at den allerede er mere end halvt overstået.

Gab.

Zzzzz ...

Grå og kedelig. Sådan er januar.

Nisse-kitsch

Vi havde lys i juletræet for sidste gang forrige lørdag aften.

Om søndagen røg det ud.

Og fordi det var så smalt, kunne Gemalen lirke det ud af havedøren uden de store problemer eller ret meget drys til følge. Normalt er jeg ellers nødt til at gå helt anderledes morderisk til værks med et stort ørnenæb. Hvilket igen plejer at betyde en million grannåle over det hele.

Det slap vi så for i år. Alligevel syntes jeg ikke, der var nogen grund til lige frem at forcere julepyntsnedtagningen mere end højst nødvendigt, så da Donnaen spurgte, svarede jeg, ramt af et øjebliks realitetssans, at det bare skulle være nede og gemt væk inden udgangen af januar ...

Det syntes Gemalen dog var lidt for uambitiøst, så jeg lovede at skrue op for tempoet.

Nej tak, Gemalen kan ikke bare selv pille julepynten ned. Han har hverken begreb om, hvor det skal pakkes væk, eller hvad der skal i hvilke æsker. Og han ved sikkert heller ikke, hvor al pynten er placeret. Det ved jeg så heller ikke altid, men det er en anden sag.

Altså røg det ned i denne weekend.

Både nisser og julekugler. Englebasser og hjerter. Og alt det andet.

I små æsker, som har fulgt det samme julepynt i årevis. Det hele (eller i hvert fald det meste) ned i en stor kasse. Og så ind i skabet.

Det er egentlig meget hyggeligt at pakke ned og væk.

For det meste har jo en eller anden form for historie. Okay, noget er bare købt på et tidspunkt, fordi jeg syntes, det var sjovt på et givent tidspunkt (og det kan jeg så sommetider undre mig en del over senere). Men resten. Der er min farmors små nisser. Nissebilledet som Donnaen kreerede i fritteren. Gaven fra den daværende nabo, de små bitte engle fra veninden og et pænt udvalg af nisser og engle fra min mor. Der er kalendergaver fra job, jeg havde for længe siden. Der er et nissepar i trylledej, som en kollegas datter et år tjente penge på at fremstille. Kogletræer købt af en dame, jeg gik på kursus med i 1993 og en engel vundet i pakkespil til juleafslutning med tyskholdet i det Herrens år 1995, eller var det 1996? Fejlkøb fra Lübeck, rensdyr fra Flenborg, et krybbespil fra Mexico og en julekugle i form af en 'tram' fra San Francisco.

Og så videre, og så videre.

Altså et stort skrab-sammen af alt muligt og umuligt. I alle farver, faconer, størrelser og materialer. Og intet passer sammen. Er der et fælles træk, må det være, at der ikke rigtigt er noget, der er 'pænt' i almindelig gængs forstand. Sådan skal det være. Jeg får en lille smule åndenød, hvis der går pænhed i projekt jul og vil meget hellere have plads til alle mærkværdighederne.

Vores mærkværdigheder.

Men nu er det hele pakket væk. Med grimhed og nuttethed og sære minder og det hele.

Altså, bortset lige fra den pink prinsessefrø, der er so last year, men som jeg griner lidt af, hver gang jeg ser den, og som derfor har fået lov at blive hængende i en stueplante ind til videre.

Om emhætter og stearinlys

Netop som jeg i aftes troede, at jeg skulle overtage pc'en efter Gemalen, som havde siddet og fået bank i skak, mens Donnaen og jeg så Arvingerne, lød det knottent fra Gemalen:

- Hvem slukkede lyset?

Det var der så ingen, der havde gjort. Lampen over spisebordet var bare holdt op med at lyse. Sådan uden videre.

- Pæren! tænkte Fruen, kravlede op på en stol, fiskede ledning, fatning og pære op og skruede pæren ud, mens Gemalen fandt en anden. Det sære var bare, at det ikke hjalp at skifte pæren, og da netop den lampe, som den eneste, er forbundet med kontakter, der ikke lyser, hvad enten de er tændte eller ej, havde Gemalen ikke meget lyst til at eksperimentere med fatningen uden at slå strømmen helt fra. Det måtte så vente til dagslys, og jeg opgav computeren. (Nej, jeg har aldrig pralet med, at jeg kan blindskrift).

Hvad jeg ville skrive om?

Bare mit emhætte-rengørings-projekt, såmænd.

Jeg hader min emhætte. 'Hader' er måske lige stærkt nok, men jeg er meget lidt glad for den. Den larmer mere, end den suger. Og den er hysterisk dum at rengøre. Begge dele skyldes, at emhætten ikke er sådan en normal en af slagsen. Den er ikke frithængende, og den er ikke indbygget på almindelig vis i køkkenskabe. Nix, den er bygget ind i selve muren og op i et aftræk.

Meget smart. At se på. Men den tekniske løsning er vist opfundet til stedet. Ved at man har splittet en emhætte i atomer og så forsøgt at tilpasse stumperne til det hul, man nu var endt med at have. Det har resulteret i en Storm P-løsning, som er alt andet end praktisk. Og alt andet end støjsvag.

Nu havde jeg så besluttet at gøre den lidt ekstra ren. Hvilket foregik ved at jeg fjernede filtrene og så ellers sad på komfuret og forsøgte at få fingre og Ajax-klude op og ind i alle de umulige hjørner og mellemrum. Det kan stort set ikke lade sig gøre uden enten at rive fingrene eller ødelægge Storm P-arrangementet, der visse steder er meget spinkelt. En tandbørste kan bruges, men der er alligevel områder, der er uden for rækkevidde.

På et tidspunkt fik jeg øje på selve motoren. Eller rettere motorhuset med dæksler og luftindtag med mere. Det har jeg ikke tidligere beskæftiget mig med. Det kan godt ses. Totalt snasket til. At rengøre det på stedet kan ikke lade sig gøre, men 'noget' kunne skrues af og lægges i blød. Gemalen blev tilkaldt, selv om han var lidt utilfreds med, at jeg ikke bare selv skruede det ned. Han lod sig dog overtale med argumentet om, at han - i modsætning til mig - kunne nå stående på gulvet. Og godt for det, for da det andet dæksel blev skruet løs, fulgte selve motoren med ud, og der var ikke andet at gøre end skyndsomt at putte det tilbage på plads.

Så nu er det ene dæksel fint rent, mens det andet, og resten af motorhuset, er lige så fedtet og snasket som før. Hvilket jeg egentlig ikke synes er særlig lækkert. Spørgsmålet er så, om motoren brænder sammen grundet forstoppelse, før vi begynder at avle 'interessante' fedtmonstre deroppe?

Dermed blev hverken emhætte eller min samvittighed så ren, som jeg havde håbet. Så jeg er gået i tænkeboks, for jeg synes også, det er lidt overdrevet, hvis vi skal tilkalde en elektriker bare for at gøre rent ...

Vores kalenderlys har ikke noget med
sagen at gøre, men det er da et stearinlys.

En frisk start

Hvad der har lydt som halvandet døgns borgerkrig er slut, og vi er kommet godt ind i 2014.

Godt så.

Og godt nytår!

Et nyt, fint og ubrugt år står og venter på at blive brugt.

På bedste måde helst. Med gode oplevelser, der trækker mundvigene op. 2013 bød på fine oplevelser til os med konfirmation og skønne rejser. Men der var også meget malurt i bægeret med farmors død og diverse familiemedlemmers lidt for hyppige besøg på hospitalerne. 2014 må meget gerne blive malurt-fri.

Derfor vil vi også gerne starte på den helt rigtige måde.

Første januar må meget gerne tage sig pæn ud. Med sol, der indbyder til årets første gåtur. Så er man li'som kommet godt igang. Men desværre har hele dagen være grå og mere eller mindre regnfuld. En rigtig nattøjsdag. (Tak til Ellen for et fint udtryk). Vi beholdt dog ikke nattøjet på, men blev indenfor og tullede stille rundt. Donnaen havde et par projekter med deadline i morgen, 2. januar. Hun var sådan cirka trekvart færdig, men moderens slattenhed de seneste dage havde uheldigvis udsat den sidste finpudsning til sidste øjeblik. Så hun, altså Donnaen, var på et tidspunkt lidt presset. Men hun sover nu med god samvittighed og to færdige opgaver i skoletasken.

Snot- og hostefrie kunne vi altså heller ikke prale med at være ved nytårsskiftet. Nu har særligt oplysningsparate individer endda fortalt, at pågældende virus kan tage mellem 4 og 6 uger (SEKS UGER!) at komme over. Den oplysning kunne jeg sådan set godt have undværet. Men altså, så længe vi kan nøjes med at være forkølede, skal vi jo lade være med at gå rundt og være ynkelige. Der er så mange andre, der med glæde ville bytte deres skavanker bort for seks uger med hoste og stoppet næse.

Og vi har tag over hovedet og mad i køleskabet, og selv om vi absolut ikke gider at skulle tidligt op i morgen og ud i mørket (kulde og sne kan vi jo heldigvis se bort fra) for at komme på arbejde og i skole, så går det jo nok endda.

For om kun to dage har vi weekend, og før vi får set os om, er januar både godt i gang og næsten overstået, og de lysere tider er på vej. Og om lidt bliver det forår med påskeliljer. Og sommer med bare tæer, blå himmel og hyldeblomster. Og og.

Lad os bare se at komme i gang.