lørdag den 31. december 2011

Enlig (hus)mor til tre

 
Her har været lidt stille..
 
Jeg har nemlig været i ufrivillig praktik som enlig (hus)mor til tre.
 
Det startede om morgenen juleaftensdag. Gemalen vågnede og meddelte, at han var syg. En rigtig grim gang mande-influenza, der satte ham ud af drift i alle juledagene.
 
Det skal dog siges til hans ros, at han stred sig gennem juleaftensdag. Fik sat juletræet på fod og på plads i stuen. Juleaften stod han også igennem.
 
Men så var det også sket. Og han var kun at finde liggende. Enten i sofaen eller under dynen helt inde i soveværelset.
 
Pigebarnet var snottet. Sådan i al almindelighed, så hun var heller ikke rigtigt i hopla.
 
Samtidig havde vi Farmor på besøg.
 
Hun sad.
 
Imens boede jeg i køkkenet.
 
Jeg lavede mad, serverede, ryddede af og vaskede op. Serverede kaffe, ryddede af og vaskede op. Og så forfra.
 
Det vil være løgn, hvis jeg påstod, at jeg syntes, det var sjovt.
 
Men nu er det heldigvis ovre.
 
Farmor er bragt hjem til sig selv. Og Gemalen og Pigebarnet er begge nogenlunde raske og kan igen hjælpe til med dit og dat.
 
Det er dejligt, og jeg nyder det.
 
Nyder, at vi er flere om den daglige trummerum. Nyder, at Gemalen igen er til at snakke med.
 
Og tænker, at selv om jeg ind i mellem ønsker Gemalen sat på ekspres-toget til Langbortistan, så er det nok et ret midlertidigt ønske, som ikke holder til egentlig afprøvning.
 
Så okay; igen må det konstateres, at der ikke er noget, der er så galt, at det ikke er godt for noget.
 
Men hvorfor var det lige i juledagene, at jeg skulle mindes om det?

søndag den 25. december 2011

Hvad mere kan man ønske sig??

 
Så sænkede julefreden sig.
 
Juleaften er ikke længere stress-opbyggende fremtid, men et veloverstået kapitel.
 
Og familens medlemmer gør status.
 
Fruen var i første omgang mest optaget af, om julemiddagen var vellykket.
 
Det var den. Og det kunne konstateres, at det heller ikke var i år, at alle familiemedlemmer kollektivt besluttede sig til at spise sig mætte i brune kartofler eller rødkål. Alene. Mængden af rester kunne ellers godt indikere, at netop dette scenarie var frygtet..
 
Og så var der jo gaverne.
 
Alt i alt en indbringende høst.
 
Gemalen mente, at vi havde overset et par punkter på hans ønskeseddel. Det skyldes dog næppe Maude-humør men influenza, at han nu er gået i seng. For han er faktisk godt klar over, at han må vente med at gøre sin gave-status helt op til efter sin fødselsdag om et par dage.
 
Pigebarnet var ganske godt tilfreds. Lige til hun åbnede facebook.
 
For her måtte hun konstatere, at der ikke er nogen grund til at udbrede sig, hvis høsten ikke inkluderer enten en fladskærm, en bærbar, en Iphone 4S eller en racercykel eller eventuelt flere af de nævnte ting på én gang.
 
Det sad hun så og skumlede lidt over.
 
Imens prøvede moderen at overbevise hende om, at det egentlig ikke er særlig god stil at lægge sin urimeligt store gavehøst ud som statusopdatering. Og at der rimeligvis er enkelte derude, der - som hun - 'kun' har høstet en rigtig pæn stabel gode gaver. Men at disse bare ikke havde ment, at det var nødvendigt at statusopdatere om det.
 
Således lidt trøstet, omend ikke helt overbevist, satte Pigebarnet sig til at kæde-se sine nye DVD'er.
 
Fruen derimod mærkede alderen trykke, for hun kom til at lyde som sine egne bedsteforældre, da hun tænkte videre: Hvad skete der med de gamle dyder beskedenhed (ungernes) og mådehold (givernes)? Og ikke mindst: Hvad i alverden vil man (man som i forældre og bedsteforældre mm) give ungerne, når de skal konfirmeres om halvandet år?
 
Og hvad forventer de selv?
 
En swimmingpool, en ny fløj i villaen med egen indgang eller aktiemajoriteten i Dansk Bank?
 

fredag den 23. december 2011

Når man rækker en vis mand en kagedåse..


Sommetider er jeg virkelig overraskende sød og rar!

Som nu i går aftes, da jeg stod og bagte pebernødder til Gemalen. For ANDEN gang.

Nogen kunne så her måske finde på at mene, at jeg overhovedet ikke var hverken sød eller rar, men blot prøvede at begrænse skaderne. Dvs på indhugget i brune kagerne.

For der var ved at gå alvorligt svind i dem. Igen.

Og det er ikke godt. Før jul. For fremstilling af brune kagedej er en omstændelig affære og involverer min mor. Og foregår én gang. Slut. Og derfor SKAL der stadig være lidt tilbage i dåsen til selve juleaften. Pebernødder kan derimod bages i næsten uendelige mængder.

Og derfor er der blevet akut-bagt pebernødder. Nu i to omgange.

Altså, der var lidt min egen skyld. For jeg kunne bare have ladet være med at bage brune kagerne så tidligt.

Men det kunne jeg jo så ikke. For vi skulle jo have inspektion, så noget måtte gøres..

Derefter fortsatte Gemalen med at spise brune kager i et foruroligende tempo.

Og kun én ting ville stoppe ham.

Pebernødder.

Så Fruen bagte pebernødder. For er par dage siden havde Gemalen så spist første portion, og var begyndt på brune kagerne igen..

Altså akut-bagte Fruen igen.

Det er så også sidste gang i år. For selv Gemalen kan ikke nå at spise så mange pebernødder på 2 dage.

Men omkring 1. januar er kagedåsen nok tom igen. Og så kommer det værste af det hele, for så skal Pigebarnet og jeg høre Gemalen pive over alle de kilo, han skal nå at tabe sig inden cykelsæsonen starter igen..

Glædelig jul.

mandag den 19. december 2011

En genial ide?

 
Jeg har opfundet et genialt koncept. 
 
Det begyndte med juletræshentning i lørdags.
 
Det var ellers med en vis bæven, vi tog afsted.
 
For vi har de sidste år hentet juletræer hos et ældre ægtepar, hvor juletræerne stille og roligt er blevet højere og højere, uden at der er blevet plantet nye. Og så får det jo en ende på et tidspunkt. Så hvad nu, hvis de slet ikke solgte juletræer i år? Det ville slet ikke være til at bære..
 
Men det gjorde de da.
 
- Vi trapper lidt ned, sagde Mutter, så vi har først sat skilt op her til formiddag.
 
- Ja, træerne er jo blevet ret høje, tilføjede Fatter, så jeg kalder dem ikke længere juletræer. Nu er det grantræer. Men I finder bare et, som er pænt i topppen, og så kapper I af, så det passer jer.
 
Så fik vi en sav og drog afsted. Og overraskende hurtigt fandt vi et træ, vi kunne enes om. Gemalen savede af, så højt oppe, han kunne, og så røg der yderligere 1½ meter, da det var kommet ned på jorden.
 
Vel tilbage på gårdspladsen blev træet nettet.
 
Og så skulle vi da ellers ha' en kop kaffe eller te, eller sodavand. Med en pebernød eller en karamel til. Inde i laden.
 
- I ska' bare ta' sagde Mutter.
 
- Vi har fået varmeovnen op, viste Fatter Pigebarnet. Den er god at varme fingrene på.
 
Og så snakkede vi om løst og fast. Om juletræer og sidste års glatte føre. Om nye biler og familien i Nebraska.
 
- Mutter, hvor er kagen? spurgte Fatter pludselig.
 
- Kagen? Den har jeg glemt! Det var jo fordi, fadet var tomt, og så skulle jeg lige..
 
Resten fortabte sig, mens Mutter susede ind efter den glemte kage.
 
- Jamen, hvordan kunne jeg dog glemme den? spruttede Mutter, da hun kom ud igen.
 
Så vi spiste kage. Og snakkede om løst og fast. Og drak te og kaffe. Og Pigebarnet åd slik, hver gang forældrene kiggede den anden vej.
 
Til sidst måtte vi dog hjem. Men først skulle vil lige betale.
 
- Jah, det må nok blive 150 kroner, sagde Fatter og så lidt undskyldende ud.
 
Med mange ønsker om en glædelig jul og - ikke mindst - forsikring om, at de da også vil sælge juletræer næste år, drog vi glade hjem.
 
- Hvor er de altså rare, sagde Pigebarnet.
 
- Ja, man bliver helt glad, supplerede Gemalen.
 
- Man burde kunne abonnere på dem, funderede Fruen.
 
Her er jeg nu, omsider, nået til sagens kerne. Tænk, hvis man kunne abonnere på - eller få et klippekort til -  hyggeligt, uforpligtende samvær med sådanne elskelige mennesker. Mennesker, der er så søde og rare og ligefremme, at man simpelthen ikke kan undgå at blive glad i låget på en helt ukompliceret måde, bare af at være sammen med dem.
 
Det ville da være fantastisk.
 
...
 
Men måske forsvinder magien, hvis man sætter den slags i system?
 

torsdag den 15. december 2011

UPS'er i kø

 
Nej, jeg snakker ikke om køretøjer fra kurérfirmaet af samme navn.
 
Hvordan kan man iøvrigt overhovedet sende noget som helst vigtigt med et firma med sådan et navn?
 
Nej, det er mine personlige UPS'er, det handler om.
 
De står nemlig i kø her i december.
 
Der er blandt andet UPS-adventsgaver, UPS-kalenderlys, UPS-gåsen og UPS-julekort. Og så er der alle de 315 andre..
 
Jeg har netop klaret UPS-billetter til Dansernes Juleshow, som Pigebarnet deltager i. (Hurra for internet og print-selv billetter). Men som den skodmor jeg er, var der selvfølgelig kun billetter tilbage heeelt ude i siden af salen. Og jeg vil sidde på søndag og kigge småfornærmet og småmisundeligt på dem, der sidder inde i midten og dermed demonstrerer deres ulidelige overskud. Hmpff..
 
Hvert år, når det spidser til op til jul, tænker jeg, at NU skal det være slut. Til næste år er jeg blevet moden, fornuftig og velorganiseret, og så glider det hele bare af sig selv.
 
Men så fik jeg mail fra min allersødeste, amerikanske veninde, hvor hun skriver om sine julekort:
 
"Ours are on my desk, next to the address book, next to the stamps, next to the pen & NOBODY seems to have time or inclination to git'r done!  Those to DK should already be in the mail!  Same story every year & I promise myself every year I'm going to do them 'right after Thanksgiving'."
 
..Hun er 82.. 
 
Så nu ved jeg ikke helt om jeg tror på det længere..

onsdag den 14. december 2011

Frække julegaver


Når jeg afleverer post, foregår det næsten altid omme på posthusets bagside. Hos pakkepostgutterne, der altid er søde og rare og parate til at gi' en hånd.

Bare ikke lige igår.

For da havde de travlt med at losse pakker fra den lokale web-shop for erotisk legetøj mm. 

Og Fruen kunne ved selvsyn konstatere, at der ikke kun kommer smartphones og gavekort på geder under træet i år..

Fint nok.

Men så hoppede kæden altså af.

For hvornår er det lige, man skal pakke den slags pakker op?

Hjemme hos os bliver - i hvert fald de første 10 pakker - åbnet enkeltvis, mens resten af familien andægtigt følger med.

Og så tænker jeg, at det måske ikke er så fedt at sidde og vifte med sin nye dildo fra kæresten, mens ens gamle bedstemor og nevøen på 12 kigger på..

Men måske er jeg bare snerpet?

mandag den 12. december 2011

4 måneder og 4 dage


Så lang tid gik der, før Gemalen og Fruen igen kunne indtage dobbeltsengen i soveværelset.

Det var l-a-n-g tid at være håndværker-ramt. Længere end selv Fruen i sin vildeste fantasi havde forestillet sig. Heldigvis; for jeg tror ikke, det ville have været spor sjovt at vide på forhånd. På denne her måde har jeg i omtrent tre måneder troet, at nu kunne det ikke vare så længe. Og det har li'som været nemmere at leve med.

Det var gulvet, der var den helt store forhindring. Knap to måneder for at lægge cirka 10 kvadratmeter gulv er ikke specielt imponerende. Heller ikke at der skulle hele tre afslibninger (med tilhørende olieringer og levertranshørm..) og et par dørtrin til, før resultatet var acceptabelt.

Omsider blev det hele dog færdigt.

Faktisk gik tømrerne allerede onsdag. Men det var den dag, Fruen havde været til tandlæge, så hun kunne ikke have været mere ligeglad.

Torsdag/fredag var interessen tilbage, men at prøve at gøre rent efter håndværkere klokken sent på decemberdage er lidt omsonst, så projektet blev udsat til weekenden.

Først blev garderobeskabene tørret af og gulvet vasket. Så faldt sollyset lige ind på væggen, og Fruen måtte konstatere, at 3 x gulvafslibning ikke havde gjort noget godt for de nymalede, hvide vægge..

Omsider var garderoben dog indflytningsklar, og resten af weekenden gik jeg op og ned fra kælderen 3000 gange - sådan plus/minus.

Og jeg er overhovedet ikke færdig!

Dels er det åbenbart lettere at tømme en garderobe end at komme på plads igen. Dels tænkte Fruen, at det kunne være godt at forholde sig bare lidt kritisk til, hvad der skulle tilbage på plads, og hvad der måske var bedre tjent med et alternativt liv hos de søde damer i genbrugsbutikken.

I aften får projektet en time eller to. Hvis altså ikke jeg vælger at bage pebernødder i stedet. Det kom jeg vist til at love Gemalen.

Men der er jo også en aften i morgen, og i overmorgen.

Og lige pludselig bliver jeg vel færdig?

fredag den 9. december 2011

Chokolade-dilemma


Gemalen havde chokolade med hjem fra kontoret forleden.

Faktisk en hel stak dåser, tiltænkt diverse kunder.

Meen, man (læs: vi) kunne da lige smagsteste leverancen inden uddeling.

Så vi smagte. Først et stykke og så et stykke til. Lynhurtigt havde Fruen smagt på fire stykker og Gemalen på et lignende antal.

Og pludselig lå der nu 8-9 halve stykker chokolade på en lang række på bordet.

Vi havde nemlig ikke spist et eneste stykke færdigt.

De smagte afskyeligt!

Men det var jo fin chokolade, købt i dyre domme hos et eller andet vældig anerkendt firma, så det kunne jo slet ikke passe, vel?

Måske havde vi taget fejl, måske havde vi spist et eller andet, der forpestede vores smagsløg?

Altså forsøgte jeg igår forsigtigt at smage én gang til.

Bvadr!

Øv, hvor surt.

Men hvad så, kan man give sine kunder noget, som man selv synes smager skrækkeligt?

Gemalen gik længe rundt om sig selv. Og anmoder nu om lov til at købe rødvin i stedet..

Lækkert ser det jo ud..

torsdag den 8. december 2011

Gmeh!

 
Hvis nogen så en sammenbidt kvindelig Godfather look-alike på den østjyske motorvej igår, så var det bare mig.
 
På vej hjem fra tandlæge i Tyskland.
 
Det skal jeg så aldrig mere. I hvertfald ikke i år.
 
Jeg skal nemlig afsted igen om 8-10 uger, da igår kun var første etape af projekt ussel-tand-udskiftes-med-fint-implantat.
 
For det var min tandlæges dom. Og da han så samtidig sagde 20.000,- kr plus det løse, syntes jeg ærlig talt ikke, det var særlig sjovt.
 
Men nød lærer fattigrøve at google, og Fruen fandt ret hurtigt ud af, at der er mange penge at spare ved at tage udenlands. Hvilket set herfra er Tyskland = Flensborg.
 
Så Fruen drog frisk afsted, og hurra for Ruth (gps'en ikk'), som guidede sikkert til destinationen i Flensborgs midte.
 
Vel anbragt i stolen forklarede jeg mit problem; ussel tand -> implantat.
 
- Lad os nu lige kigge på det først, for det kunne jo være, at det ikke er så slemt, sagde den gode tandlæge på udmærket dansk.
 
Tog et røntgenbillede, borede en hel del, tog et nyt røntgenbillede, og sagde så en hel masse sære lyde på tysk..
 
Summa summarum; implantat, hvilket jo ikke var nogen overraskelse.
 
Det var heller ikke nogen overraskelse, at tanden så skulle ud.
 
Det var derimod en ret stor overraskelse, at tanden var helt uenig. Den ville absolut ikke ud. Og hvis selve tanden var kassabel, så var rødderne til gengæld i særdeles god forfatning..
 
Herefter skiftede mit ophold i tandlægestolen karakter.
 
Til noget der mest af alt mindede om en meget dårlig amerikansk tandlæge-farce.
 
Tandlægen begyndte at hive i tanden, og der kom hurtigt en knasende lyd, da den knækkede.
 
Uden selve tanden, kunne tandlægen ikke få fat i roden, og han fandt derfor instrumenter frem, der i kedelig grad lignede noget, en stenhugger ville bruge til at riste runer med.
 
Og så begyndte han ellers at vrikke og brække sig vej ned i kæben.
 
Det gjorde mildest talt ondt. M-e-g-e-t ondt. Min krop blev en flitsbue, og hver gang tandlægen holdt pause, kunne jeg mærke skuldre, ryg og fødder få kontakt med stolen igen, mens klinikassistenten flyttede mit hoved tilbage på plads.
 
Blodet sprøjtede, tårerne flød, og det var nu min tur til at sige sære, ret høje, lyde.
 
Efter en evighed lykkedes projektet heldigvis, og vi kunne alle beundre de flotte, omend blodige, rødder, der var mindst dobbelt så lange som den usle tand havde været stor.
 
- Nu har vi puttet gel i hullet, og du får en gaze-tampon at bide sammen om, sagde tandlægen, så skulle blødningen gerne stoppe.
 
- Gmeh, sagde Fruen.
 
- God jul, og husk nu at bide sammen, sagde klinikassistenten.
 
- Gmeh.
 
- Bitte vent i fünf minutter, mens jeg lave Rechnung, sagde kontordamen.
 
- Gmeh, sagde jeg,
 
.. og satte mig i venteværelset, hvor de andre patienters deltagende blikke fik mig til at spekulere på, om der mon var ret meget lydisolering mellem klinik og venteværelse.
 
Derefter tog Fruen hjem. Nu i en ret ynkelig og sammenbidt godfather look-alike forfatning.
 
- Hvordan gik det? spurgte Gemalen ved hjemkomsten.
 
- Gmeh, svarede jeg.
 
Og det var sådan cirka alt, hvad jeg havde at fortælle resten af dagen.
 
Nu går det meget bedre. Jeg venter bare spændt på, om der kommer blå mærker, så jeg ovenikøbet kommer til at ligne et offer for hustru-vold..
 

tirsdag den 6. december 2011

Inspektion!

 
Vi havde inspektion i søndags.
 
Dvs gæster.
 
Altså ikke bare sådan gæster. Men den slags gæster, der får mig til seriøst at overveje at stryge mine viskestykker..
 
Ja, jeg stryger ikke mine viskestykker til daglig. Jeg er ikke en gang i nærheden af at overveje det. Okay, så er det indrømmet. Og det får mig normalt ikke til at føle mig som en dårligere husmor. 
 
Bortset lige fra når fru Noget-så-Perfekt kommer på besøg med mand og barn.
 
For hjemme hos hende er viskestykkerne nystrøgne. Der ingen nullermænd og ingen skår i porcelænet. Maden er god, hjemmelavet og rigelig. Der er flere slags småkager, chokolade og konfekt. Og og og - gisp.
 
Ligegyldigt hvad jeg gør, når jeg aldrig hendes standard.
 
Men det gør heller ikke noget, for fru Noget-så-Perfekt ved godt, at hun er ekstremt pertentlig. Og jeg ved egentlig godt, at hendes pertentlighed på egne vegne ikke skal forveksles med pernittengrynethed over for andre.
 
Altså er det bare noget fis, der alene foregår i mit hoved. Jeg ved det godt. Fru Noget-så-Perfekt har jo trods alt også valgt gerne at ville besøge os, så hvorfor kan jeg ikke bare glæde mig over det?
 
Og selvfølgelig havde vi et godt besøg. Hvor vi hyggede os, på trods af umage kopper. Og blev mætte, selv uden, de på mystisk vis forsvundne, rødbeder.
 
Så nu vil jeg lære at forholde mig realistisk (og afslappet) til mit eget præstationsniveau i stedet for at hyle både mig selv og mine omgivelser totalt ud af den.
 
Det kan jeg helt sikkert godt.
 
Lige indtil næste gang..
 
 
 
 

fredag den 2. december 2011

Bagefter allerede før start


Kalenderlyset blev sådan set indkøbt i god tid.

Men så glemte nogen, altså Fruen, at tage ler med, da der skulle bindes adventskrans med mormor.

Så fulgte lige tre koksede dage.

Og det blev aften den 1. december, før kalenderlyset endelig kunne tændes.

Hvilket ikke var helt heldigt, for nu er vi bagefter, allerede inden vi er kommet i gang.

Det vil tage flere dages intensiv kalenderlys-afbrænding, før vi overhovedet når ned til 1. december!

Kun alt for betegnende for mit forhold til alle juleforberedelserne..

Der er bare så langt ned til 1.dec..

torsdag den 1. december 2011

Måske ikke helt retfærdigt..

 
Pigebarnet og jeg var til julebanko i Pigebarnets klasse igår aftes.
 
Smadderhyggeligt!
 
Fuldt hus med forældre og søskende.
 
Og Pigebarnet vandt. Guldkarameller i en fin krukke. Så det var lige som det skulle være.
 
Før bankospillet blev skudt i gang, var der fællesspisning. Alle var blevet bedt om at tage en ret med til det fælles ta' selv bord. Så tyve mødre havde kogt og brast og frembragt lækre gryderetter, lasagne og salater. Selv risengrød og ris a la mande var der blevet tid til at lave.
 
Fruen selv havde selvfølgelig også været i gang. Og med en temmelig presset tidsplan - fri fra arbejde klokken 16, fællesspisning på skolen klokken 18 - havde det været en anelse hektisk. Pigebarnet måtte, med sin ny-forstuvede fod, nøjes med at pakke gaver ind.
 
Men det lykkedes. Vi ankom til tiden, og jeg kunne sammen med 19 andre mødre sætte mad frem, hvorefter vi sank sammen på stolene. Det var tydeligvis ikke kun mig, der havde haft travlt..
 
Til sidst kom mor nr 21 susende ind gennem døren.
 
- Jeg kunne altså ikke nå at lave mad, sagde hun undskyldende, så i stedet køb-
 
Resten druknede i et glædesbrøl fra ungerne:
 
-YEAH, PIZZA!
 
Tyve mødre sukkede kollektivt.

tirsdag den 29. november 2011

Rend mig - IKKE - i mine juletraditioner

 
Egentlig troede jeg, at jeg var ret fleksibel mht juletraditioner.
 
For jeg har da holdt jul både ude og hjemme. Hos egne forældre, diverse svigerforældre og hos papbørn. Og en enkelt gang i det store udland.
 
Så juletraditioner kan man da godt tage lidt let på, ikk?
 
NOT !!
 
Fruen var slet ikke tilfreds, da besøget  hos (mor)forældre for at binde adventskrans og lægge brunekagedej hang i en tynd tråd. Først måtte det udskydes pga snot. Dernæst blæste der en vred pelikan fra vest, og vejrprofeterne talte om storm mm.
 
Men Pigebarnet og jeg besluttede os at byde møgvejret trods.
 
Vi blæste jo heller ikke væk, vel.
 
Til gengæld fik vi lagt brunekagedej. Den ligger nu i pæne pølser i kælderen og venter på at blive bagt.
 
Og Pigebarnet bandt adventskrans til 12 med pil op. Hun har også valgt lys og bånd, og nu står den i stuen og pynter.



Er den ikke fin :-)

torsdag den 24. november 2011

Trolde-rod

 
Dagene er nu så korte, at jeg stort set kun ser mit hjem i dagslys i weekenderne.
 
Og selvom jeg burde have vænnet mig til det, er det alligevel altid lidt et chok.
 
For troldene har været her. Igen-igen.
 
Der er simpelthen ikke andre forklaringer: I løbet af ugen - mens vi andre er væk, forstås - hærges huset af trolde! Som roder og griser. Prøver vores tøj og smider det i krogene. Efterlader tæpper i sofaen. Og bøger, aviser, blade, dvd'er, penalhuse og linealer på sofabordet. Spiser kiks og taber krummer. Drikker te/kaffe/mælk/saft og lader de brugte krus stå.
 
Der mangler sådan set kun afgnavede ben og knogler på gulvet. Men der ligger trods alt kun førnævnte krummer plus müsli, nullermænd og en enkelt knap i ny og næ.
 
Til almindelig orientering har vi faktisk elektrisk lys, men det virker af en eller anden grund ikke så trolde-afskrækkende som sommer-solskin.
 
Lige om lidt er det heldigvis december, og så kommer nisserne.
 
Men først skal der ryddes op gøres rent, for nisser kan ikke li' trolde-rod.
 
Så langt så godt.
 
Desværre siger erfaringerne, at nisser vældig godt kan li' nisse-rod..

tirsdag den 22. november 2011

IT-dum

 
Hold kæft, hvor er jeg sommetider dum!
 
Sådan rigtig IT-dum. På en blondine-/husmor-agtig måde.
 
Det skal bare virke, skidtet, og så er jeg fuldstændig ligeglad med, hvad der sker inde bag ved. Det er heldigvis kun meget sjældent, at det er et problem. Gemalen kan finde ud af det meste, og i Verdensfirmaet er jeg omgivet af IT-nørder, der gerne giver en fatsvag en hjælpende hånd (og et overbærende grin).
 
Men sommetider går det alligevel galt.
 
Som fx her for lidt siden, da Fruen ramte en ny low og ved et uheld blev fast læser af sig selv her på bloggen...!
 
Jeps, jeg ved det. Virkelig flot klaret.
 
Det tog så lige 20 minutter at gøre skaden god igen, fordi jeg li'som ikke syntes, det var noget, jeg ville involvere andre i.
 
Og resten af dagen tror jeg så, at jeg vil bruge på at arkivere eller brygge kaffe til de andre.

søndag den 20. november 2011

(S)not funny

Pigebarnet er godt og grundigt forkølet. Snotter, nyser og sprutter, så det er en (u)lyst.
 
Hun skal blive hjemme fra skole i morgen, ingen tvivl om det.
 
Så bliver jeg også hjemme.
 
Det er sikkert godt det samme For hun har smittet mig, har hun. Det er ikke rigtigt slået ud endnu, men det kommer. Er jeg sikker på. For jeg føler mig temmelig kørt over. Tung, træt og træls.
 
Og ÆV, hvor jeg hader netop den fase. Hvor jeg kan mærke, at der bare ikke er noget at gøre, men alligevel kaster mig over levertran og c-vitaminer og hvad ved jeg. I et ihærdigt, men ganske nytteløst forsøg på at narre fjenden. Fjenden, som allerede har invaderet mig og nu sidder langs rygraden, i nakken, over øjnene, mens den regrupperer tropperne og lægger an til det kommende angreb, der vil slå mig endeligt omkuld.
 
Gemalen så det komme. Efter en dag, hvor han klogeligt, men temmelig asocialt har holdt sig på afstand af os, er han nu flygtet fra matriklen. Arbejdet kaldte.
 
Og dobbelt ÆV. For i morgen kommer gulvmanden. Og jeg skal fortælle ham, at vi stadig ikke er tilfredse med vores gulv, og at vi synes, det skal laves om.
 
(S)not funny :-(

torsdag den 17. november 2011

Smålighed i store sko

 
Julen nærmer sig med stormskridt.
 
I Verdensfirmaet er vi således i gang med den tilbagevendende opgave; at finde ud af, hvem der skal med på julechokoladelisten i år. Dvs hvilke kunder er vi så fornøjede med, at vi synes, de skal begaves?
 
Verdenfirmaet opererer inden for bygge & anlæg, og vi har i vores visdom besluttet - sådan har det altid været - at gaven er en chokoladekurv, så alle medarbejderne på det pågældende kontor kan få lidt del i fornøjelsen.
 
Men der skal jo modtager-navn på. Ellers kan man ikke give nogen ansvar for at få kurvene bragt rigtigt ud.
 
Og så sker der noget mystisk.
 
For mange af disse her direktører, afdelingschefer eller projektledere - med en indkomst, der må formodes at modsvare titlerne - vil sgu ikke dele!
 
Så selvom vi fra Verdensfirmaets side udtrykkeligt skriver, at en 'glædelig jul ønskes til ALLE på kontoret', så forsvinder chokoladekurven ud af døren sammen med chefen, når han går hjem..
 
I år skal vi blandt andet sende kurve til et par projektledere, der sidder ude på en byggeplads, så vi manglede en adresse.
 
De bad gudhjælpemig om at få kurvene sendt hjem på privatadressen!
 
Og jeg tænker, hvad sker der for dem?
 
Men jeg tror faktisk slet ikke, at jeg vil vide det.

mandag den 14. november 2011

En selvfed boomerang


Det var dumt, jeg ved det.

Man skal ikke prale umådeholdent. Det kommer som en selvfed boomerang til at ramme en selv i nakken.

Jeg havde siddet og udbredt mig på mail med, hvor god jeg var som bygge-projekt-leder-indpisker. For nu havde jeg check på mine håndværkere, så i løbet af nul komma ingen tid ville alt være på plads. Og jeg ville igen kunne sove i min seng, bruge mit badeværelse osv.

Men knapt havde jeg sluppet tastaturet, før jeg brat landede i virkeligheden igen.

Det nylagte trægulv ser mildest talt mystisk ud.

Ligger ikke lige, og der er sprækker mellem fliserne, som man kan tabe små ting ned i..

Tømreren er udskudt på ubestemt tid og gulvmanden indkaldt til 'en kammeratlig samtale'.

Æv, siger jeg bare.

Og lover mig selv aldrig at prale (ret meget) mere..

torsdag den 10. november 2011

Wiii, jeg har vundet..

Jeg drømte godt nok om 86 mio kroner.

Dem vandt jeg ikke. Men så fik jeg denne besked


Er jeg ikke bare en heldig kartoffel :-/

Der er søde håndværkere - og så er der (suk) de andre..


Ih, hvor jeg altså bare lige blevet SÅ meget gladere for 'mine' håndværkere!

Det er ikke fordi, jeg nu snart kan se enden på projekt Revnede Vægge, og jeg derfor tror, at jeg kommer til at savne dem. Nix, det gør jeg ikke. Trods alt.

Det er fordi 'mine' håndværkere, de er søde, høflige, venlige og hjælpsomme.

Og hvis jeg havde glemt det, så er jeg lige kommet i tanke om det.

For jeg har mødt de andre. De dumme, kedelige, uhøflige. Som ikke kan sige god morgen, og som man derfor ikke gider give en kop kaffe. Som spiller høj musik og ryger pibe, selvom de befinder sig på et kontor, hvor det sådan set er meningen, at vi andre skal arbejde.

Heldigvis skal de kun udskifte et enkelt vindue.

Og heldigvis er halvdelen af verdensfirmaets trofaste medarbejdere på kursus, så vi andre stakler kan låne deres pladser, Og lukke dørene.

Men jeg undrer mig; hvorfor er de ikke bare søde og rare? Hvad får de ud af at være mutte og vrantne, sure og tvære?

Jeg ved det ikke.

Men jeg ved, at jeg skal huske at smile til 'mine egne', når de kommer i morgen.

onsdag den 9. november 2011

Den helt store LOTTO gevinst - og farvel


Så sad vi der til frokosten i Verdensfirmaet og snakkede om, hvad vi hver især ville foretage os, når - altså hvis  - vi vandt den helt store gevinst i Lotto. Som nu fx de 86 mio kroner, der er i spil i denne uge.

- Jeg kommer nok ikke på arbejde, meldte jeg ud.

- Så bliver du fyret, meddelte den ene chef venligt.

- Og? spurgte jeg måbende.

- Så har du ikke noget arbejde, sagde chefen. L-a-n-g-s-o-m-t, så jeg havde en chance for at forstå alvoren.

- Nej. Og? fremturede jeg.

Så viste det sig gudhjælpemig, at størsteparten af de tilstedeværende omkring frokostbordet mente, at det ville være problematisk ikke at have noget arbejde, selvom de lige havde vundet den store Lotto-gevinst.

Altså ikke sølle 2 - 5 måske 10 mio kroner, men 60 eller 75 mio eller mere. Som fx de 86 mio kroner, man - fik jeg nævnt det - kan vinde i denne uge.

86 MILLIONER KRONER!

Og så ville de arbejde..

Ikke jeg.

- Hvordan vil du så sikre dig indhold i tilværelsen, spurgte de.

Så var det li'som, filmen knækkede. Og vi gloede på hinanden, mens jeg tænkte, at de godt nok var underlige, mens de givetvis har ment præcis det samme om mig.

Men altså, jeg er, sådan helt stilfærdigt, overbevist om, at jeg  - hvis jeg havde ca 86 mio kroner til rådighed - godt kunne få indhold i mit liv uden at være nødt til at arbejde. Sådan rigtigt arbejde. For andre end mig selv. Fra 8 til 16. Hver dag. 

Jeg kunne nyde udsigten fra min private bakketop i Toscana, eller lejligheden i San Francisco, eller måske i Sydamerika. Så kunne jeg sidde der med et glas rødvin og det nyeste elektroniske tingeltangel og holde mig opdateret og læse og ... bare være.

Desuden er der alle de mange storslåede steder og ting spredt ud over hele verden, der bare skal ses. Der vil da også gå lidt tid med at få dem hakket af på listen. Plus alle de fantastiske togrejser, der skulle opleves, foruden..

- Nu bruger du jo alle pengene! ville min bankrådgiver bekymret udbryde.

Men nej, rolig nu.

Allerførst regner jeg lynhurtigt - eller måske endda med rettidig omhu, som hr. Møller ville sige - altså, jeg regner ud, hvor meget jeg er nødt til at have stående permanent på bogen for - efter al sandsynlighed - at kunne leve behageligt, alene af renterne, resten af mine dage.

Den resterende sjat (kan man kalde 20-25 mio kroner en 'sjat'?), den kan så med god samvittighed bruges på tant og fjas, bakketoppe i Toscana, ture med det Blå Tog osv.

- Mor, jeg skal altså i skole. Husk det! ville Pigebarnet her bryde ind og sige.

Lige præcis det er svært at argumentere imod.

Men jeg arbejder på at finde en løsning. Bare sådan til hvis..

tirsdag den 8. november 2011

Med Ruth på sporet - mere brillefjols


Vi har Ruth med på ferie.

Hun er hverken en hund, et marsvin eller en sød tante.

Ruth er stemmen i vores GPS. Sådan hedder hun. Altid. Engang havde vi en stemme, der lød som moderen i Krøniken, hende den svenske skuespiller. Hun kunne så ikke hedde Ruth, men ellers.

Hun hedder Ruth, fordi vi så kan sige 'slut Ruth' og slukke for hende, når vi synes, hun bliver for anstrengede at høre på. Det, synes vi selv, er enormt morsomt. Det synes damer, der hedder Ruth, sikkert ikke. Men vi kender ikke andre Ruth'er, og iøvrigt er det ikke ondt ment..

Vores Ruth er påståelig og meget meget stædig.

Det går ikke særlig godt i spænd med Gemalens måde at køre bil på. For han rykker til højre, væk fra Autobahn'en, så snart det famøse 'Stau' lyder i radioen.

Så er det afsted ad tyske landeveje, og det synes Ruth ikke om. Slet ikke. Hun er lidt tungnem, hvad angår Stau, og hun insisterer venligt men bestemt på, at vi straks finder tilbage den af hende valgte rute:

- Hvis muligt, vend om!

- Slut Ruth, siger Gemalen og forventer i stedet, at Fruen i løbet af ingen tid har fundet et brugbart alternativ.

Det kræver så til gengæld, dels at Fruen er vågen, dels er nogenlunde med på, hvor vi er.

Og det kræver kort, som kræver briller. Og det kræver vejskilte og skilte med bynavne, som skal læses uden briller.

Dårlig kombination, skulle jeg hilse og sige.

Og nej, briller med glidende overgang kan ikke købes i Ti'er-butikken, så derfor går der lidt tid, mens Fruen skiftevis forsøger at finde sig selv på kortet og ude i det virkelige liv.

- Nej, jeg ved ikke, hvor vi er.
- Hvad stod der på det skilt?
- Kører vi mod vest?
- Kan du ikke køre lidt langsommere?
- Drej til højre, altså venstre derhenne, jeg mener her!
- NEJ, nu er du kørt for langt..

Her blander Pigebarnet sig:

- Er vi faret vild? spørger hun.

- Nej nej, mor ved bare ikke lige, hvor vi er, beroliger Gemalen..

- Hvad er forskellen? insisterer Pigebarnet. Nu med bæven i stemmen.

Det er så på det tidspunkt, der helst skal være landkending. Og til egen ros skal det siges, at det er der som regel også. Sådan da. Nogenlunde..

Efter en halv times finger-på-kort kørsel, spørger vi Ruth, om hun har forstået meningen med galskaben, så hun kan overtage kommandoen igen.

Lige til næste gang Gemalen rykker i rattet.

PS: Første gang vi havde GPS i bilen på en tur til udlandet, havde vi ikke kort med. Det var en fejl. I særdeleshed fordi bilen brød sammen, og vi måtte køre videre i låne-bil uden GPS. Ikke desto mindre undrer mine kort-indkøb altid Gemalen.

- Vi har jo GPS'en, som han siger.

PPS: Og så ikke et ord mere om briller.

mandag den 7. november 2011

Megapinligt brillefjols

 
- Åh mor, du er altså mega-pinlig! siger Pigebarnet og ser bebrejdende på mig.
 
- Hvem mig? Her sidder jeg i solskinnet og læser. Rimelig tækkeligt klædt, uden åbne lynlåse nogen steder og vistnok uden at have spildt is eller andet ned ad mig selv. Så hvorfor nu det?
 
- Du har både briller og solbriller på. Du er pinlig, insisterer Pigebarnet.
 
Mindre detalje, vælger jeg at mene. Pigebarnet er ikke enig.
 
Fruen har aldrig kunnet læse sorte bogstaver på hvidt papir i solskin uden solbriller. Gemalen kan, bruger aldrig solbriller. Jeg fatter det ikke.
 
Nu kan jeg så heller ikke læse uden briller længere. Altså har jeg både briller og solbriller på, hvis jeg skal sidde ude og læse.
 
- Du kan da bare købe et par briller med indbygget solbrille. Sådan nogen, hvor glassene bliver mørkere, jo mere solen skinner, påpegede en af mine venner, da jeg en dag beklagede mig over situationen.
 
Ja ja, men ikke i Ti'er-butikken, vel.
 
Så længe, jeg kan nøjes med discount-briller, der i øvrigt alt for tit skal skiftes til stærkere styrke, er jeg altså for nærig til at investere i andet. Og Pigebarnet må leve med sin pinlige mor..
 
Og så er det endda kun på ferier. Jeg sidder jo ikke på en bænk foran Pigebarnets skole og læser, når hun får fri. Og hjemme på terrassen er der ingen, der kan se det. Altså medmindre de kommer hen over matriklen i luftballon.
 
Så det..

lørdag den 5. november 2011

Førerhund søges - et brillefjols' bekendelser


Hvis det fortsætter sådan her, skal jeg have førerhund inden næste jul!

Altså, ikke fordi jeg har spor i mod førerhunde. Slet ikke. Jeg er nærmest fuld af næsegrus beundring over, at der findes hunde, der er så intelligente, at det kan lade sig gøre at opdrage (udlære?) dem til sådan noget.

Jeg kan bare ikke lige se mig selv med førerhund, vel.

Men det kan jeg jo så heller ikke. Se, altså. Og så er det vel ikke et problem. Eller hvad?

Nope, det er slet ikke noget problem. Det er bare mig, der er lidt (rigeligt - faktisk meget) hys over, at jeg synsmæssigt, i foruroligende tempo, bevæger mig fra kongeørn til muldvarp.

Først skulle jeg bare have lyset tændt.

Så fandt jeg ud af, at selv om de faktisk havde husket at tænde lyset i kvickly, kunne jeg alligevel ikke læse varedeklarationerne..

Alarm! Tid hos øjenlæge. 4 måneders ventetid. Plus 20 minutter i øjenlægens venteværelse.

5 minutter hos øjenlægen.

- Det er alderen, konstaterede øjenlægen.

Med dræbende mangel på forståelse for, hvilken effekt denne meddelelse ville have på mit humør.

Alder - argh!!

- Jeg synes bare, du skal gå ned i Ti'er-butikken og finde dig et par briller i den svageste styrke fortsatte han uanfægtet.

- Æv, ikke megen VIP-behandling her, tænkte Fruen en smule slukøret. Men kom dog hurtigt til den erkendelse, at en tur i Ti'er-butikken, sådan ud fra en økonomisk synsvinkel, absolut var at foretrække. Selv med diverse tilkøb a la servietter, jeg glemmer at bruge og dimser, jeg ikke har brug for, kan det umuligt blive så dyrt som besøg hos en rigtig brillesmed.

Og så begyndte brille-æraen. Eller rettere: Hvor-er-mine-briller-NU-henne?-æraen.

For jeg har et lidt (faktisk meget) kikset forhold til mine briller.

Jeg kan aldrig, ALDRIG finde mine briller. De er i køkkenet, når jeg er i stuen. I stuen, når jeg er i soveværelset osv. Jeg har prøvet at købe flere par og 'drysse' dem ud forskellige steder. Det hjælper ikke. En halv dag senere ligger der 3 par i badeværelset, og ingen i køkkenet, hvor jeg er. Suk.

Jeg har prøvet med en brillesnor, men er bare ved at blive kvalt, fordi jeg glemmer den og prøver at tage tørklæde/forklæde/bluse/sweater af. Mer' suk.

En gang i mellem spørger Pigebarnet:

- Mor, hvorfor har du to par briller på??

(Et par på næsen og et par skubbet op i håret....!) Allermest SUK!

Der er nu gået et par år, og styrken i glassene er blevet stærkere i takt med, at mine omgivelser har skruet ned for lyset. Men jeg har stadig et ret ustruktureret forhold til mine såkaldte glas-øjne.

Hvorfor er der ikke et eller andet begavet menneske, der opfinder noget smart til brillefjolser som mig?

PS: Det skal helst koste max en 20'er og være til salg i Ti'er-butikken..

PPS: Kan allerede nu afsløre, at næste sindsoprivende og spændende (okay: halvpinlige - spørg bare Pigebarnet(!)) indlæg bliver noget i retning af 'Brillefjols på ferie'..

Her skulle have været brille-billede, men jeg kan jo ikke tage billede af mine briller og samtidig have dem på, vel..

tirsdag den 1. november 2011

Ravnemor vs. Drama Queen

 
Mandag morgen og udsigt til en lang, uforstyrret - måske ligefrem produktiv - dag på pinden.
 
Klokken 09.50:
 
- Hallo, ja hej, det er Pigebarnets idrætslærer. Hun har fået en bold i hovedet og er ked af det og vil gerne hentes.
- Åh, det var da ikke så godt. Er det slemt - er der gået noget i stykker - er der skrammer - eller er hun bare rød, spurgte ravnemoren.
- Hun er bare lidt rød, men er ked af det. Hun siger, det gør ondt.
- Hmm, selvfølgelig gør det ondt at få en bold i hovedet. Men kan I ikke liiige se det lidt an? foreslog ravnemoren.
  
Klokken 10.15:
- Moar, vil du - snøft snøft - ikke nok hente mig?
- Lille skat, tag det nu roligt. Jeg ved godt, det gør ondt, men du er jo ikke gået i stykker, sagde ravnemoren.
- Buhuu, du er ond!
 
Klokken 10.50:
- Hallo, det er Pigebarnets klasselærer. Vi har lige prøvet at tage en time, men Pigebarnet græder stadig og er meget ked af det. Kan du ikke hente hende?
- Okay, jeg kommer straks, skyndte ravnemoren sig at sige..
 
.. og skumlede grumt.
 
Ups, hvad skete der lige der?
 
Det var bare frøken Drama Queen alias Pigebarnet, der for gud ved hvilken gang satte sin mors dømmekraft på prøve. Og vandt. Igen igen.
 
Pigebarnet kommer (7-9-13) sjældent til skade. Men når hun gør, kan hun ikke se nogen grund til ikke at gi' den fuld drama-pedal. Hvorfor gøre noget halvt, hvis man kan gøre det helt - og måske få en masse ynk med ganske gratis? Nej vel.
 
Så derfor må ravnemoren og Gemalen ind i mellem bruge noget tid på at overbevise Pigebarnet om, at hendes lemmer ikke er ved at falde af, bare fordi hun under er særlig flot badutspring er ramlet ind i en stol, der pludselig kom flyvende og var i vejen.
 
De fleste gange lykkes det. Nogen gange gør det bare ikke. Og ravnemoren har et par gange pludselig set sin indre hønemor i øjnene på skadestuen, hvor en læge (med 'vorherre bevares!' skrevet i panden) har ordineret en grøn is og ro resten af dagen..
 
Det er sådan set okay. Næsten.
 
Det er meget værre, når der er en velmenende trediepart i sagen. Som fx en ny, omsorgsfuld klasselærer, der endnu ikke helt kender omfanget af Pigebarnets dramatiske talent. Og som er bekymret for Pigebarnets ve og vel. Og som bliver endnu mere bekymret, når ravnemoren så ovenikøbet tøver med at hente det arme barn. Er det nu, LIGE NU, de sociale myndigheder skal kontaktes?
 
Ravnemor - ravnemor!
 
PS: Pigebarnet har det fint og er i skole idag. Det lykkedes hende at snøre moren til at tro, at det var uforsvarligt at læse lektier men helt klart i orden at se alle yndlingsserierne i TV..
 

fredag den 28. oktober 2011

Rundt på gulvet - noget om håndværkere og deres særlige talenter


Der sker ikke en fløjtende fis. Nul og nix. Nada.

Det er nu mere end en måned siden, der sidst er set en håndværker på den hjemlige matrikel.

Og jeg er efterhånden ret rundt på gulvet. Det gulv, jeg ikke har, altså.

Det er bare en lille stump af et gulv - ca 10 m2.

Stort problem for mig. Meget, meget lille opgave for en gulvlægger.

Og jeg tror, at det er lige præcis det, der er skyld i den manglende fremdrift.

For hvor sjovt er det at bruge en hulens masse tid på at finde den rigtige gulvtype til sådan et lillebitte gulv, hvis man i stedet kan køre ud og indgå aftaler om at lægge gulv i store, nye kontorlandskaber på flere tusinde kvadratmeter? Ikke særlig sjovt, tror jeg.

Så når jeg ringer og rykker gulvmanden, lyder det cirka sådan her:

- Hvornår kommer du og lægger gulv?
- Jeg skal lige finde den rigtige type. Det er lidt svært. Jeg lader høre fra mig.

En uge senere:

- Hvornår kommer du og lægger gulv?
- Det er lidt svært at finde den rette type gulv. Sagde din mand forresten ikke, at han ville finde det rigtige navn? Vi har da ikke hørt noget fra ham..

Skumle, skumle. Finde rest fra sidst med eksempel på gulvet og ikke mindst en stump emballage med navn på. Hen og aflevere til gulvmanden.

- Det er helt fint. Så kan vi sagtens finde det. Jeg ved noget i morgen.

3 dage senere:

- Kommer du snart og lægger gulv? Du har vel fundet leverandøren nu.
- Jeg har haft lidt travlt, og kører lige her på motorvejen. Kan jeg ikke ringe, når jeg kommer hjem..

Næste dag:

- Det er det gulv, du ved. Hvad fandt du ud af?
- Jeg har givet opgaven til en af mine medarbejdere. Du hører fra ham.

En dag senere (Fruens tonefald er måske nu en anelse anklagende):

- Det gulv der, du lovede, at jeg ville høre noget igår?
- Jamen, ringede Peter-Emil-Mads ikke til dig. Nå, men så skal jeg nok rykke ham. Du hører fra mig..

På det tidspunkt er der efterhånden et vist mønster i samtalerne, og jeg begynder at spekulere på, om jeg mon har helt greb om situationen. Og om det i virkeligheden var lidt dumt så kålhøgent at overtage jobbet som frempisker fra Gemalen?

Men - oh mirakel - så ringede han sgu tilbage. Gulvmanden. Og sagde, at gulvtype og leverandør var blevet lokaliseret.

- Hvornår kommer du så og lægger gulv?
- I næste uge kommer vi.
- Det lyder fint. Kommer I så mandag?
- Njah, nu er ham, der styrer kalenderen lige gået hjem, så jeg kan ikke sige det præcist. Men en gang i næste uge i hvertfald.

Og det er så status lige nu.

Okay, træerne voksede ikke helt ind i himlen. Kattelemmen står stadig åben. Men men men. Jeg tror igen på projektet og har ganske glemt, at jeg var utilfreds.

Er han et naturtalent, eller er det noget, man lærer på teknisk skole; at holde kunderne hen med snak, til lige præcis øjeblikket før de eksploderer?

Et eller andet sted er jeg - lidt mod min vilje - imponeret.

tirsdag den 25. oktober 2011

Ø-kuller - en slags rejsebeskrivelse..


Lad det bare være sagt med det samme; det er på ingen måde fair at bedømme en sommerferie-ø som Anholt ud fra 2½ dags ophold - i efterårsferien.

Men nu er verden jo ikke retfærdig, så derfor:

I vores bestræbelser på at højne hele familiens kendskab til de danske øer var vi nået til Anholt og bookede 3 nætter på Bed & Breakfast over nettet. Med B&B er der en fin mulighed for at snakke lidt med værten. Og det kan også tit være både hyggeligt og vældig informativt..

Tænkte vi.

Vi blev klogere. Klogere som i skuffede. I det hele taget er det en underdrivelse, at starten på vores ø-ophold blev lidt et op-ad-bakke projekt.

Vel ankomne til Anholt måtte vi konstatere, at det var de smarte, der havde bestilt taxa, som kom først ud at køre. Vi andre måtte pænt vente. Heldigvis i ly for regn og vind, men det var KOLDT.

Vi glædede os derfor til at komme indendøre i et varmt hus. Og blev noget misfornøjede, da værten kom ud og meddelte, at i efterårsferien prioriterede man familien og havde derfor ingen betalende gæster i selve hjemmet. - Nå nå. - Så vi skulle bo i det nærliggende Murer Hans' Hus.

Her var IKKE varmt, men HUNDEKOLDT. Der var vist lige akkurat blevet åbnet for varmen, før vi kom, men den ene radiator i stuen fungerede ikke, og den anden var li'som ikke nået på omgangshøjde med situationen. Det ville hurtigt blive bedre, lovede værten, mens vi nøjedes med at klapre tænder og spørge om, hvor og hvornår vi skulle indtage vores morgenmad.

- Om vi da ikke selv ville lave morgenmad, når vi nu havde et helt hus for os selv?

Næh, det havde vi ingen planer om. Gemalen undlod afventende at nævne, at vi sådan set allerede havde betalt for morgenmad, mens Fruen selv af ren forbløffelse bare stod og åbnede og lukkede munden som en strandet fisk.

Okay, så ville han da kontakte kroen, og så kunne vi gå derhen og spise morgenmad. Sagde værten og forsvandt.

Og vi så ham aldrig siden. Præcis så meget B&B-hyggesnak kunne det blive til. Øv bøv. Her er det så, at Fruen bliver lidt mopset og tillader sig at mene, at hvis man ikke gider at tage sig af sine B&B-gæster, var det måske bedre helt at lade være med at have nogen..

Således nedprioriterede og noget forkomne drog vi på indkøb, så vi kunne vi gå os til varmen og bagefter få en kop - varm - kaffe og måske en kage, inden det blev tid til aftensmad.

Eneste åbne butik på denne årstid var Brugsen, hvor vi fandt både kaffe og kager plus det løse. At kun de færreste varer var prissat kunne ikke bringe os - mere - ud af fatning.

På vejen hjem kom vi forbi Tanternes Hus og reserverede straks bord til samme aften.

Hjemme igen var det stadig koldt, så nu blev der skruet maximalt op for alt, hvad der kunne varme. Og dynerne blev hentet ind i stuen. Heldigvis havde vi ingen tændstikker, for ellers er jeg bange for, at vi havde sat ild til en sofa.

Netop da ringede tanten fra Tanternes Hus, at problemer med en ovn gjorde det umuligt at blive færdig til tiden. Om vi kunne komme en halv time senere. Selvfølgelig kunne vi det, og ankom så ret skrupsultne i forventning om straks at blive bespist.

Det blev vi ikke, for ovnen drillede stadig, og den stakkels tante løb hæsblæsende rundt for at holde sine gæstre muntre trods ventetiden. Heldigvis var der dejlig varmt, og der var rødvin. Så vi holdt os faktisk ret muntre. Lænede os tilbage og betragtede de andre gæster, der myldrede ud og ind. Så vidt vi kunne bedømme et sammenrend af faste, tilbagevendende (sommerhus-)gæster og nogle få fastboende. Hyggeligt og uformelt, helt ned til gummistøvler og medbragte hjemmesutter..

Endelig kom maden, og den var værd at vente på. Så vi skyndte os at bestille bord til to dage senere.

Varme og mætte travede vi hjem til vores nu nogenlunde lunkne hus.

For at sove og vågne op til en ny og bedre dag. Huset var nu varmt. Morgenmaden på kroen var fin og rigelig. Og vi kunne traske ned på havnen og leje fine, røde cykler til udforskning af øen. Det var ikke helt billigt. Alle priser på Anholt er tilsyneladende ganget op med en særlig ø-faktor. Det er en del af oplevelsen.

Nu skulle øen besigtiges. Vi opgav straks at komme ud til sælerne på Totten på øens modsatte spids. Afstand, uvejsomhed og manglende gå på mod fra Pigebarnets side betød no go til det projekt. I stedet cyklede vi mod syd og besteg Sønderbjerg. Her var den mest fantastiske udsigt, og den stive kuling gjorde det helt umuligt at falde ned fra de stejle klinter. Dernæst trillede vi gennem sommerhusområderne og ud til lufthavnen. Eller flyvepladsen. Eller landingsbanen. Vi diskuterer stadig indbyrdes, hvad man kan kalde en stribe græs og et skur med plads til en halv flyvemaskine?

Aftensmåltidet blev indtaget på kroen. Vi kunne vælge mellem dagens ret og ingenting. Men det var helt fint; stegt flæsk og persillesovs. En af Fruens personlige favoritter. Så humøret var højt og ikke en gang Pigebarnets bølle-bank til sin mor i Matador senere på aftenen kunne ødelægge den gode stemning.

Næste dag gik sæljagten ind. Vi havde læst os til, at de også sommetider lå på Nordstranden ikke så langt fra havnen. Men der var ikke en s(j)æl, og vi så aldrig en eneste. Senere på dagen klagede jeg min nød til cykel-manden, da vi leverede cyklerne tilbage.

- Nej, sagde han med et lettere overbærende udtryk. Det gider de da ikke i det vejr. De kan ikke lide pålandsvind.

Det burde selv fastlandskrabber som os måske kunne have regnet ud..

Så vi traskede hjem igen. Denne gang ad Kærligheds-stien. Et ret besynderligt navn til en sti, hvor man er nødt til at gå i gåsegang det meste af tiden. Men en fin udsigt, helt ud til fyret på Totten, er der. Og den kan nydes, hvis man står stille eller er i stand til at kigge udsigt uden at skvatte over sine egne ben, mens man samtidig storker efter Gemalen, der ikke i samme grad behøver at falde i svime over den samme udsigt mere end én gang.

Sidste aften besøgte vi igen Tanternes Hus. Ovnen var repareret, og maden kom hurtigt på bordet. Præcis så lækker som første gang. Før vi gik, faldt vi - for første gang - lidt i snak med et par fastboende. De fortalte nogle drabelige, gamle sørøverhistorier om et slukket fyr og tændte bavner inde midt på øen . Og om omkomne/faldne, der bare blev nødtørftigt begravet i klitterne, så man til stadig kan støde på knogle- og vragrester langs hele Pakhusbugten.

Desværre måtte vi gå, for vi skulle hjem i seng, så vi kunne komme tidligt op til morgenmad på kroen allerede klokken 06.45 for at være parate, til taxaen kom for at køre os ned til den ventende færge.

Vente gjorde den heldigvis. Færgen. For Taxa-Lotte var blevet forsinket og måtte ringe og sige, at nu måtte de altså lige vente med at tage landgangen, til hun kom med sidste hold.

Vinden havde lagt sig, og vi sejlede hjem til fastlandet i god ro og orden; en ø og en masse sære oplevelser rigere.
 
Udsigt fra Sønderbjerg
 

fredag den 14. oktober 2011

Mit bamse-jeg og EU


Jeg tror seriøst, jeg skulle have været en bamse.

(Altså bortset fra min venstre fod, der burde have siddet på en and, men det er en detalje).

Der ville være mange fordele ved at være bamse. Bla er det helt okay med lidt ekstra på sidebenene, og jeg kunne slippe for at barbere ben..

Det er så lige nu på denne årstid, at mine bamse-genetiske tilbøjeligheder for alvor slår igennem. Når det begynder at være mørkt om morgenen, når jeg vågner. Altså, prøver at vågne. Fordi jeg SKAL vågne. 

Jeg har nemlig ikke spor lyst. Jeg vil hellere bamse-sove vinteren over og synes overhovedet ikke, det er i orden at skulle op før solen.

Så ligger jeg der og morgenbrokker mig og føler, at hele verden er imod mig.

Men det er den jo ikke. Det er faktisk kun EU, der imod mig. Det er jo dernede - far far way - at der er nogle klaphatte, som har fundet ud af, at vi først skal skrue tiden tilbage på normaltid i slutningen af oktober, hvor det hele alligevel ikke nytter. Fordi solen til den tid er sunket så meget, at det stadig er mørkt en time senere. Øh, hvis I forstår, hvad jeg mener.?

Lige på det tidspunkt er jeg parat til at melde fædrelandet ud af EU. Så kan vi få vores helt egen tidszone (tidslomme?), forever beholde Daisy på mønterne og rulle pigtråd ud ved grænserne..

..Nå nej, det var så ikke lige det, jeg ville. Jeg tror, det er på tide at komme op.

God morgen og ha' en rigtig god dag!

tirsdag den 11. oktober 2011

Fornærmet Frues Første Forbruger-brok


Egentlig havde jeg ikke regnet med, at jeg nogensinde skulle skrive noget forbruger-relateret på dette sted. Men man kan jo blive så misfornøjet, at man kan tro om igen.

So, here it comes:

Vi skal ha' en ny, stor føtex. Og - wee - jeg har glædet mig. Som et lille barn til juleaften. For jeg æælsker de store supermarkeder med god plads og kæmpe udvalg, som de har andre steder i verden. Fx i Frankrig, Italien og på Østerbro..

Men hvad sker der så? Jeg bliver sur på føtex! Altså sur som i fornærmet, forarget og forurettet.

Glad og kry indtager jeg føtex' parkeringsplads og ser et kæmpebanner: Den nye føtex åbner 29. oktober - den gamle butik lukker 22. oktober.

Der skal så kun ganske lidt regnekraft til for at finde ud af, at det ikke hænger helt godt sammen. Der mangler li'som en uge. Hvor vi altså må undvære føtex.

Ikke specielt forbrugervenligt, tænker jeg. Og vel heller ikke særlig smart. De, altså føtex, kan jo risikerer, at jeg - og mange andre - lærer, at man faktiske godt kan handle alle mulige andre steder.

Men det skal blive værre.

For inde i føtex, møder jeg et syn, som giver mindelser om noget, jeg ellers kun har set på billeder fra østblok-landende under sovjettiden; halvtomme hylder, halve reoler uden varer.

Lettere mystificeret må jeg konstatere, at jeg ikke kan finde 'mit' rugbrød eller 'mine' kiks plus 4-5 andre rimeligt almindelige varer.

Ved kassen udvælger jeg en af de modne kassedamer og spørger hende 'Hvad er det lige, I har gang i?'

Ja altså, nu skulle butikken jo snart lukke, og man var begyndt at stoppe med at tage varer hjem. Så der ville jo mangle lidt hist og her på hylderne.

'Jamen??'

Næh, det kan ikke betale sig at pakke de usolgte varer ned igen og flytte dem over til den nye butik. Så desværre..

Nu er det jo næppe søde fru Kassedames beslutning, at der ikke skal være varer i butikken til kunderne, så jeg undlod at lade min harme gå ud over hende.

Men det kan man da IKKE!

Det er da en uhørt dårlig måde at behandle sine kunder på. At vi skal gå rundt i et halvtomt supermarked og lede forgæves efter noget at købe, bare fordi man ikke gider at have bøvlet med at servicere kunderne med en fyldt butik til det sidste.

Det værste er, at de har sikkert tænkt over det. Regnet på det og ud fra ren og skær bundlinie-betragtning gjort som de gør.

Der er (altså, var igår) stadig 12 - TOLV dage til, butikken lukker.

Om to dage er der sikkert kun dåsetomater, natron og tandpasta tilbage. Men det finder jeg aldrig ud af. For nu er jeg fornærmet og gider ikke spilde min tid på ikke at kunne købe alle mine varer på én gang

Så hellere køre hele byen rundt to gange for at finde de ting, jeg skal bruge, andre steder.

Og jeg håber, at alle andre har det ligesom mig, så føtex alligevel kan ende med at brænde inde med en hel masse usolgte varer. Så ka' de lære det.

Der er bare en ting, der nager mig: Jeg vil jo gerne se den nye butik, når den åbner.

Øv. Med min regnorme-rygrad bliver jeg nok aldrig en af forbrugerbevægelsens frontkæmpere..

torsdag den 6. oktober 2011

Krible-krable - Bwadr!

 
Adr bwadr!
 
Jeg har lige strøget en ørentvist! Altså noget af den. Den kom kravlende ud af et ærme i halvstrøget, halvdød tilstand. Nu er den heldød. Ærmet sad - sidder stadig - på en af Pigebarnets bluser. Men hun får ikke noget at vide, for så skal blusen mindst kogevaskes, før den kan bruges igen. Og allerbedst ville det nok være bare helt at udskifte blusen med en ny ikke-ørentviste-befængt en af slagsen.

Pigebarnet hader krible-krable dyr af alle slags. Jeg hader mest edderkopper.

Det er lidt besværligt, når det lige nu vrimler med alle mulige insekter alle mulige og umulige steder. Når avisen hentes ind om morgenen, bliver jeg viklet ind i spindelvæv. Når cyklerne findes frem, får vi edderkopper i hår og cykelhjelme. Og vasketøjet er som allerede nævnt fyldt med ørentviste.

Og det er bare de ude-boende. Værre er det med dem indendøre. Når husomstyrtende hvin splintrer luften, ved både Gemalen og jeg, at Pigebarnet har mødt en af de pony-store edderkopper, der foretrækker netop hendes værelse som deres opholdssted. Så må Gemalen vise sit værd som kriger, jæger og kvindernes beskytter og nedlægge bæstet, før livet igen kan gå sin vante gang.

Det er jo fint. Så længe Gemalen er hjemme. Hvilket han jo ikke altid er..

Så kan Fruen godt pakke sine edderkoppe-aversioner væk og finde et passende mordvåben frem. Mao-sko er gode. Men udsplattet edderkop på mao-sko er til gengæld ulækkert.

Ganske upraktisk er det også, at vi har katedral-agtigt højt til loftet, hvorfor edderkopperne ganske ofte sidder uden for almindelig nå-højde. Det gør de selvfølgelig også, når Gemalen er hjemme. Men i modsætning til mig, kan han styre vores teleskop-kost og er villig til at indlede en hidsig jagt på den nedfaldne, halvdøde men stadigt ganske mobile edderkop.

Er Gemalen ikke hjemme, er der kun én ting at gøre. (Vi har ikke råd til at flytte på hotel). Vi indgår våbenhvile; edderkopperne og jeg. Pigebarnet betragter mig skeptisk og spørger, hvordan jeg kan være sikker på, at edderkopperne holder deres del af aftalen? Her kommer så en halv-hjertet, men hel-lang forklaring om, at edderkopper i vikreligheden slet ikke kan li' mennesker og slet ikke har lyst til at gå rundt på vores dyne om natten..

Pigebarnet tror ikke på mig, men snakker jeg længe nok, bliver hun alligevel til sidst for træt til at gide yderligere diskussion.


Et af bæsterne! Lynskudt få sekunder før
mao-skoen gjorde det af med den..



tirsdag den 4. oktober 2011

SUK for en mandag..


Der er mandage - og så er der mandage..

Mandage, hvor alting går skævt, og jeg får myoser og ondt i hovedet og af mig selv, bare fordi.

Dette er helt sikkert en af de mandage, hvor det hele bare er ØV, allerede inden dynen forlades.

Først ringede vækkeuret, længe før jeg var færdig med at sove..

Så var pasagen til mit midlertidige garderobeskab blokeret af cykelhjul, müslien var helt forkert, og Pigebarnets drikkedunk blevet væk. Sidstnævne forhold udløste almindelig panik, og hårdnakkede påstande fløj gennem den ellers så stille morgenluft.

Ringvejen var dobbelt så fyldt med halvt så hurtige biler som sædvanligt. Og da det endelig lykkedes mig at slæbe mig op ad trappen og ind på kontoret, manglende den liflige duft af kaffe. Kontorets morgenfriske kaffebrygger havde tilladt sig at tage direkte til møde ude i byen i stedet for at sørge for mit velbefindende.

Så - suk - jeg måtte selv igang med kaffemaskinen. Omsider var kaffen færdig, men lander af uransagelige årsager ud over mine sko i stedet for i mit krus.

Og sådan er det bare gået slag i slag hele dagen. Behøver jeg at nævne, at jeg valgte den forkerte kassekø i supermarkedet, at vasketøjet var faldet ned, og at jeg glemte at ringe til tandlægen, selvom jeg havde lovet det?

Nu sidder jeg og overvejer, om jeg skal sidde på hænderne resten af dagen for at undgå yderligere kvababbelser eller bare give op med det samme og gå direkte i seng klokken halv syv?




PS: Dette indlæg skulle selvfølgelig være udgivet mandag aften. Men fuldstændig i tråd med dagen iøvrigt, kunne jeg ikke få teknikken til at du. Her tirsdag formiddag er der ikke noget i vejen..

fredag den 30. september 2011

Forhindringsløb på morgenkvisten


Gemalen mener, jeg bør motionere noget mere.

Han har ganske ret.

Så nu har det søde væsen bygget en forhindringsbane til mig i kælderen. Her vil folk med et mere negativt gemyt måske mene, at Gemalen bare igen-igen glemmer, at jeg rent faktisk har hele min garderobe - den tilgængelige del i hvert fald - i den fjerneste ende af hans cykelkælder.

Under alle omstændigheder bevæger jeg mig hver morgen i halvt bevidstløs tilstand ned i kælderen for at hente dagens tøj. Men for at nå frem til skabet skal jeg så først forcere cykel, løse cykelhjul, taburet, værktøjskasse, cykelstativ og pumpe mm. Den nævnte rækkefølge er vilkårlig og ny for hver dag.

Det får straks min puls op.

Smart tænkt af gemalen, ikk?

onsdag den 28. september 2011

Skærmydsler - en totaloplevelse

Mit kulturelle niveau har i mange år været på omgangshøjde med Alvin og de frække jordegern, og det var derfor helt fint, at min mor inviterede os alle til Skærmydsler.
En klassiker og samtidig en rimelig letbenet en af slagsen måtte være en god introduktion til voksen-teater for Pigebarnet, og vi andre kunne få styr på det der med månen og dens farve og ellers bare læne os tilbage og nyde forestillingen.
Så vi drog alle glade afsted. Dvs den mandlige del af familien faldt på forunderlig vis fra undervejs, så det blev en ren tøsetur; mormor, mig og Pigebarnet.
Det blev en total-oplevelse for alle sanser.
Der var gamle tanter overalt. Og nogle få ældre herrer. Ikke blot på scenen, men også i teatersalen, i foyeren, på toiletterne og helt ude foran teatret.
Det kunne selvfølgelig ses, og det kunne høres. Ingen renden på trapperne og ingen højlydte hvin, men kun høflig og afmålt, venlig applaus iblandet tilfredse gnæk, når bølgerne gik højest.
Men det kunne altså også fornemmes med næsen; en lettere fims bestående af lige dele hengemt stadstøj (sådan lidt ligesom dynerne i et sommerhus), parfume fra sidste årtusinde og prut bredte sig..
Pigebarnets næse slog de underligste krøller, men til hendes ros skal det siges, at hun tog det pænt. Jeg bed lidt knoerne. Mens min mor det elskelige væsen bagefter forbavset udbrød: - Er det rigtigt? Det bemærkede jeg da slet ikke..
Glemte jeg at sige, at stykket var ganske fint. Det var det. Fyldt med gammeldags sødme og spøjse indfald. Men næste gang, Pigebarnet og jeg skal være kulturelle, tror jeg, vi vil noget, der lugter af popcorn.

mandag den 26. september 2011

En Ommer

Sikken et dejligt vejr.
 
Det kommer så selvfølgelig lige dagen efter, at jeg har pakket alt mit sommertøj plus sandaler væk. I nogle af de flyttekasser, som jeg overtalte gemalen til at hive frem til mig i weekenden. I stedet fremdrog jeg bla lune sweatre og tørklæder.
 
Måske var det en fejl. En Ommer, og jeg kan få lov at pakke om igen, igen. Gemalen vil da nægte at hjælpe mig, fordi 'det er for fjollet. Nu må du finde det, du skal bruge, så vi ikke skal rode mere i de kasser.' Det kan han jo sagtens mene, for han fik li'som ikke rigtig pakket noget væk, før håndværkerne kom, men fyldte bare to skabe 150% med sine ting. Så han mangler ikke noget..
 
Men det gør jeg. Konstant. Og jeg fandt forresten ingen sko, da jeg kiggede i kasser. Måske har jeg slet ingen? Det er bestemt en ekstra tanke værd.
 
Maleren er kommet. Skønt, for så må det jo gå fremad. I hvertfald på nogle fronter.
 
Geoteknikeren kom også. Han konstaterede, at han ikke kunne konstatere noget.. Han skulle have været på banen EFTER funderingen, men FØR det nye gulv blev støbt. Det var han ikke. Det er så ikke helt heldigt, for hvad så nu? Hvis geoteknikeren ikke er glad, er der ingen, der er glade. Forsikringsmanden er ikke glad, og så er vi ikke glade, og så er håndværkerne det garanteret heller ikke. For så er det nystøbte, nu næsten tørre gulv.. en OMMER!
 
 

torsdag den 22. september 2011

Råderum / roderum

 
Ingen har nogen sinde beskyldt mig for at være noget ordensmenneske..
 
Gemalen vil tværtimod gladeligt skrive under på, at tingene falder ud af hænderne på mig der, hvor jeg har brugt dem. Det, synes jeg nu, er at stramme den. Men lad nu det være. Faktum er, at underlige bunker med bøger, aviser, blade og sedler fra Pigebarnets skole m.m. vokser helt af sig selv. Og strygetøjet formerer sig med foruroligende hast, så snart jeg vender ryggen til.
 
Det skaber ofte akut panik, når der kommer nogen på besøg. For væk skal bunkerne, og helst i en ruf. Så er det skønt med et gæsteværelse, hvor stablerne kan anbringes. Midlertidigt selvfølgelig. Hvilket ofte vil sige, ind til en af os mangler noget..
 
Nu opstår problemet så: Hvor gør jeg af mine bunker, sålænge gæsteværelset er beboet, soveværelset utilgængeligt, garderoben brækket ned. Og alle resterende skuffer og skabe fyldt til bristepunktet??
 
Jeg har tænkt og overvejet. Længe.
 
Det eneste sted i huset med uudnyttet plads er fryseren, hvor der til gengæld er god plads mellem de ikke-eksisterende frikadeller og ditto hjemmebagte boller.
 
Hvor lang tid tager det at tø en bluse og et par bukser op?

mandag den 19. september 2011

Snyd på chokoladefabrikken

 
Øv!
 
Gemalen er taget til udlandet i embeds medfør.
 
Det er næsten okay, at han skal være væk det meste af ugen.
 
Og det er næsten okay, at Pigebarnet og jeg er overladt til os selv. Og til håndværkerne. Og byggerodet. Og logistikken, der altid halter, når gemalen er væk.
 
Og det er næsten okay, at der vist er mere sightseeing end egentligt fagligt indhold i hans tur.
 
Men det er IKKE okay; det er tværtimod SNYD, TARVELIGT og helt igennem GEMENT, at der er indlagt besøg på en CHOKOLADEFABRIK!!
 
Øv!
 
 

fredag den 16. september 2011

Skat, der er nogen, der har bidt i bilen!

- Skat, jeg synes, bilen kører underligt!
 
'Kører underligt!'. Se det er jo en typisk kvindekommentar. Noget mænd aldrig ville sige. 
 
Mænd ville i stedet sige noget i retning af 'bilen trækker vist ikke på den ene cylinder', eller 'der er noget galt med brændstof-tilførslen', eller 'det er som om partikelfilteret er stoppet'. Det er måske ikke rigtigt, men det lyder i hvert fald godt.
 
- Hvordan 'underligt'? spørger gemalen derfor, når jeg klager min nød.
- Bare sådan underligt. Der er også en lampe, der lyser..
 
Okay, så vågner gemalen og sætter sig fluks bag rattet. Men hvad sker så 5 ud af 4 gange? Lampen lyser. Ikke.
 
- Kone, der er altså ikke noget, der lyser. Tror du ikke bare, det er dig?  Underforstået; måske er det bare den tid på måneden..
 
Så sker der sommetider det forunderlige, at bilen efterfølgende opfører sig højst uhensigtsmæssigt, og indtil flere advarselslamper lyser og blinker. Og bilen kommer på værksted.
 
Således denne gang.
 
Efter et par timer var diagnosen klar: Slangerne til .. - ja, til 'noget', ikk - var bidt over. Af et eller andet småtbegavet dyr. Som nu har ondt i maven. Håber jeg.
 
Hvis jeg vil tages alvorligt, næste gang bilen gør underligt, siger jeg bare
 
- Skat, der er nogen, der har bidt i bilen!
 

tirsdag den 13. september 2011

Støvede bind og pinligfaktoren

Hvad jeg brugte min aften på?

Erkendte - endnu en gang - at kortsigtet dovenskab er en dum ting.

For jeg fordrev tiden med at tørre alt det af, som jeg havde efterladt, inden mureren kom. Og som nu var fuldstændig dækket af støv: Tandpasta og tandtråd, øjenblyanter og -skygger, neglelakfjerner, trusseindlæg og hygiejnebind. Og andre mere eller mindre unævnelige ting, som man nu kan finde på at gemme i sin skuffe under håndvasken i badeværelset..

Jo, der kommer professionel rengøring på. Det er trods alt (og heldigvis for det!) en forsikringssag.

Men altså, man forventer vel ikke, at professionelle gør rent i fyldte skuffer og skabe?

Desuden er der altså lige pinlig-faktoren. Så fjong er det heller ikke, hvis andre mennesker skal rode/rydde op i ens private ting.

Okay, visse fordele er der også ved tvungen oprydning. De indtørrede mascaraer og skin tonic'en fra 2007 røg ud, og et par forsvundne effekter så pludselig dagens lys.

Og en dag vil det hele være tilbage i skuffen. Nypudset, sorteret og superlogisk anbragt, så det er nemt at få fat i.

I aften vil jeg snuppe den næste skuffe.

søndag den 11. september 2011

Juletræ i september

- Du har fået juletræ i soveværelset, meddelte mureren fornøjet, da jeg kom hjem forleden.

Denne udmelding krævede selvfølgelig straks en nøjere undersøgelse. Og ganske rigtigt; højt oppe på soveværelsesvæggen er der nu et flot juletræ. Inklusiv stjerne.

Ret kunstnerisk af en revner-i-væggen-reparation at være, synes jeg. Det er næsten synd bare at male træet over. Måske burde det bevares som et evigt minde over vores bøvl?

Mindre bevaringsværdigt er alt det støv, der ligger i et fint, fedtet lag på absolut alle (ALLE) flader i både soveværelse, badeværelse og garderobe. Hvordan kan støv forresten være fedtet? Det kan det vel heller ikke, det føles bare sådan. Det gælder dørhåndtag, håndvask, vægge, vinduer, alt. Også alle de ting i skufferne under håndvasken, som  ikke blev tømt, fordi det slet ikke var nødvendigt.. Ups - et mindre fejlskøn!


fredag den 9. september 2011

Byggekrise

Velkommen til mit første blog-indlæg :-)

Vi er i øjeblikket midt i at få repareret nogle sætningsskader, der har forårsaget revner i væggene. 'Nogen' havde 'glemt' at fundere nogle vægge, som altså er revnet og nu skal fixes.

Dvs det der med at 'fixe' var noget, der kun eksisterede inde i mit hoved. For det har vist sig at være et omstændeligt projekt.

Og jeg er ved at blive sindsyg, for nu har jeg i de sidste 2-3 uger troet, at vi var 'midtvejs' i projektet. Nu er der gået en måned, og jeg tror stadig optimistisk, at vi er midtvejs..

Øh, nævnte jeg, at soveværelset er utilgængeligt?

Og at jeg sover på en madras på gulvet hos Pigebarnet, mens Gemalen sover i vores lillebitte gæsteværelse, hvor der kun er ilt nok til én person.

Og at det meste af garderoben er pakket i flyttekasser. Som ikke er mærket, for det var jo ikke så nødvendigt for så kort tid. Det var dengang, det stadig var sommer, og man kunne gå i t-shirt og shorts hele tiden. Nu føles det som næsten-vinter, og jeg begynder at savne mine varme trøjer og sweatre og støvler og handsker og..

Så nu overvejer jeg så, hvad sandsynligheden er for at jeg finder det, jeg mangler mest, i kasse nr 1 eller nr 15?