Den dag Maddies træ groede næsten ind i himlen

Det gjorde det selvfølgelig ikke. Groede helt ind i himlen, altså.

Men næsten.

Og det vil jeg så prøve at huske, hvis når Maddie lige om et øjeblik graver mine stauder op, æder familiens sko, tisser de helt forkerte steder eller på anden måde gør opmærksom på sig selv på den uheldige måde.

Det startede med, at hun sov.

Og sov, og så sov hun lidt mere. Klokken cirka fem vågnede hun, gik lidt rundt og lagde sig så, til Fruens forbløffelse, i sin kurv og sov videre. Til lidt over seks, hvor hun så gerne ville ud, men egentlig ikke havde specielt travlt.

- Er hun syg? tænkte Fruen og spekulerede på, om øjenbetændelse kunne være første tegn på et eller andet livstruende.

Men kræet virkede glad og tilfreds og galopperede frejdigt rundt i haven, som hun plejede. Hun spiste sin mad med eksprestogs-fart, som hun plejede, og hun kiggede insisterende på os i håb om at få lidt mere, ganske som hun plejede.

Dyrlægen, som vi aflagde besøg hos straks fra morgenstunden på grund af det der øjenbetændelse, afkræftede da også alle bange anelser. Bortset fra lidt fnadder i det ene øje var Maddie i tip-top form. Og opførte sig iøvrigt lige så artigt som ved tidligere dyrlægebesøg og høstede på den baggrund megen ros, mange klap og en hel del godbidder.

Men det var jo først herefter, at den helt store prøve skulle foregå.

For Fruen havde fået den fikse ide at i stedet for at lade Maddie blive alene hjemme, skulle hun med på arbejde.

Maddie skulle være kontorhund!

Det var nyt. Og lidt et sats.

For kunne hun være stille, eller ville hun drøne balstyrisk rundt, gnave i inventaret og tisse eller det, der var værre, i krogene? 

Det måtte komme an på en prøve.

Så Fruen pakkede hund, tæppe, vandskål, legetøj og godbidder en masse og drog afsted.

Først gik vi en lille tissetur og så indtog vi ellers kontoret. Heldigvis sidder jeg relativt afskærmet,og heldigvis var der ikke særligt mange på kontoret den dag, og heldigvis var Maddie oven på dyrlægebesøget allerede godt træt i sit lille hvalpehoved, så udstyret med en gnavepind lagde hun sig hurtigt fredeligt ned.

Men ind i mellem skulle hun jo lige hilse på de andre på kontoret, og ind i mellem skulle hun lige vimse lidt rundt og undersøge ting, og ind i mellem ville hun bare hellere ligge et andet sted end det anviste. Og imens sad Fruen lidt rimeligt meget på nåle. For når Maddie stod og kiggede på en dør, var det så fordi hun ville ud, eller var hun bare i gang med endnu en inspektionsrunde?

Jeg turde sjældent satse på det sidste, så vi var ude på mange små tisseture, hvilket heldigvis havde den ønskede effekt, at Maddie fik klaret, hvad hun skulle udendørs. Og efter frokost lagde hun sig ned og snorkboblede, lige til Donnaen ringede, at hun var hjemme fra skole,og kontorhunden kunne blive kørt hjem igen.

Forsøget lykkedes, og Maddie kan, hvis hun fortsat opfører sig artigt, få lov til at være kontorhund i fremtiden i stedet for at skulle være alene hjemme i alt for mange timer.

Det er jo næsten ikke til at få armene ned over, og så skidt med at hun vækkede mig klokken fire i morges, fordi hun skulle ud.

Kontorhunden er faldet i søvn under Fruens skrivebord.

Vi deles selvfølgelig

Selvfølgelig deles vi om opgaver, pligter og goder så godt vi kan, Gemalen og jeg.

Men en gang i mellem, ikk'?

Som nu for eksempel her onsdag/torsdag:

06:30 Alle står op.

07:45 Donnaen og Fruen tager afsted i henholdsvis skole og på arbejde. Gemalen bliver hjemme og nusser om sig selv og hundehvalp.

10:00 Gemalen tager hjemmefra for at deltage i bestyrelsesmøde på Sjælland. Fruen sidder på sin pind.

13:30: Gemalen er til bestyrelsesmøde. Fruen tager hjem for at tage sig af hundehvalp og eventuelle uheld. Eventuelle uheld viser sig at være mellemstor katastrofe, som ulykkelig hundehvalp har forsøgt at skjule ved nedstampning i gulv. Projekt mislykket og i stedet er der - ja, det er der - over det hele ...

15:00 Gemalen er til bestyrelsesmøde. Donnaen kommer hjem og tager straks hundehvalp med ud på tur. Fruen er nu færdig med oprydning og afvaskning af gulv med mere. Vaskemaskine kører. Fruen kører på arbejde.

16:30 Gemalen er til bestyrelsesmøde. Fruen tager hjem fra arbejde. Donnaen læser lektier, og hundehvalpen sover.

17:30 Gemalen indtager sit hotel. Donnaen køres til ballet. Fruen fortsætter med hundehvalp til hvalpekursus.

18:30 Gemalen træder ind på dyrt spisested for at indtage fin middag for bestyrelsesmedlemmer med fruer. Gemalens frue glimrer ved sit fravær ...

19:30 Gemalen spiser fin middag. Donnaen, Fruen og hundehvalp kommer hjem. Hundehvalp får aftensmad.

20:00 Gemalen spiser fin middag. Donnaen og Fruen spiser aftensmad, hundehvalp luftes og /eller sover.

21:00 Gemalen spiser fin middag. Donnaen går i seng. Hundehvalp sover. Fruen stener.

22:30 Gemalen drikker kaffe efter fin middag. Hundehvalp luftes. Donnaen sover. Fruen går i seng.

23:30 Gemalen er tilbage på hotel efter fin middag og går i seng. Donnaen sover, Fruen sover. Hundehvalp sover.

23:35 Alle sover.

02:00 Hundehvalp er tissetrængende. Fruen og hundehvalp kigger på nattehimlen.

06:00 Hundehvalp er tissetrængende. Fruen og hundehvalp kigger på den tidlige morgenhimmel.

06:30 Donnaen vækkes.

07:15 Gemalen ringer og lover at skynde sig hjem.

07:45 Donnaen tager i skole. Fruen bliver hjemme for at nusse om sig selv og hundehvalp.

10:30 Fruen tager på arbejde.

12:00 Gemalen kommer hjem til glad hundehvalp, der ikke har lavet ulykker.

Og alt er godt.

Men - tjah - måske er det bare mig, men ...

Væltet hundehvalp mellem to stole.
Der håbes på kæl fra begge sider.

Det var så den weekend og de gummistøvler

Vi brød os ikke om Carl.

Maddie syntes, det var forvirrende med al den knagen og susen i træerne. Så forvirrende, at hun havde noget svært ved at holde fokus på at gøre det, hun nu skulle gøre, når hun var ude ved nattetide.

Og Fruen syntes bare, det var surt at skulle ud i møgvejret, som stod som en sur pelikan lige i næsen, så snart vi drejede om hushjørnet. Det blev ikke mindre surt af, at Maddie skulle have tre forsøg, før hun satte sig ned.

Men ellers mærkede vi ikke meget til Carl, og det var jo meget rart. 

Bortset fra at vi godt kunne have ønsket os, at Carl havde gjort de dumme råger, som har bygget rede i naboens træ, husvilde. Men desværre er råger ikke spor dumme, hvad angår redebyggeri, så reden holdt, og vi kunne se, hvordan rågen i reden sejlede med rundt i nogle vilde tivoli-ture, når vinden tog fat. Nu ved jeg absolut ingenting om rågers balance-system; jeg ved bare, at jeg var endt med at være mere end almindeligt grøn i hovedet efter ganske kort tid, og rågen sejlede jo rundt i mange timer. Og gør det for så vidt endnu, da der stadig er godt knald på blæsten. Gad vide, om råger kan få kvalme?

Både Gemalen og Donnaen havde travlt hele lørdagen, så Maddie og jeg måtte finde ud af at underholde os selv.

Vi blev enige om en strøgtur og måske en tur hen på torvet til torvedag.

Eller enige og enige ...

For den firpotede er - i hvert fald pt. - sådan indrettet, at hun synes, hun skal forholde sig til alle de mennesker, hun ser. Og så bliver det ret overvældende at komme med i byen på en lørdag. Aldrig i sit korte liv havde hun set så mange mennesker. Hun kiggede. Og snusede. Og stoppede op. Og drejede rundt om sig selv. Cirka en million gange på de få hundrede meter vi nåede at tilbagelægge hen ad Vestergade, før Fruen fik nok og drejede ned ad en knapt så befærdet gade og fandt en bænk i solen, hvor vi kunne puste ud, inden turen gik tilbage igen.

Godt hjemme igen måtte vi rekreere os i flere timer, før vi kunne gå en helt almindelig lille tur i skoven om eftermiddagen.

Søndag var temmelig begivenhedsløs.

Der skete så lidt, at højdepunktet - eller lavpunktet om man vil - var, da jeg opdagede, at mine gode, gamle, røde gummistøvler ikke længere er gode, kun gamle. De er gået i stykker af ren og skær ælde. Overlæderet (overgummiet?) er knækket lige der, hvor man bøjer i foden, når man sætter sig på hug. Ærgerligt, for det var ellers meningen, at de skulle holde, til jeg kunne få mig et nyt par i fødselsdagsgave. Men der er længe til, og i mellemtiden har jeg nu kun de endnu ældre, grønne jordbesidderstøvler, som vejer mindst dobbelt så meget, og som nok også går i stykker, når jeg nu begynder at bruge dem igen.

Og det var så den weekend og de gummistøvler.

Swiishj - swiishj - farligt!

På hvalpesocialiseringskurset bliver vi belært om, hvor vigtigt det er, at vores respektive hvalpe får lov at opleve så meget som muligt, så de bliver trygge, robuste hunde og lærer at færdes i verden uden skræk for både dit og dat.

Hvad dit og dat præcis er, kan være svært at vide eller bare gætte, sagde hundeinstruktøren og fortalte en grinagtig historie om, hvordan hun selv havde stået og klappet en postkasse for at overbevise sin egen mops om, at den - altså postkassen - var rimeligt ufarlig.

Men man kan jo gøre sit bedste. Bruge sin fantasi eller følge hundeinstruktørens alenlange liste. Eller gøre lidt af hvert.

Det gør vi så. Maddie og jeg. Og Donnaen, når hun ellers kan gå på sine ben.

Og Maddie er allerede blevet meget modigere. I begyndelsen måtte hun sætte sig ned på fortovet hver eneste gang, der kom en bil forbi på villavejen. Nu går hun fint langs ringvejen, mens trafikken suser forbi. Og hun lader sig ikke kyse, når de tunge lastbiler må skifte gear lige ud for hende på vej op ad bakken, når vi skal over til dyrlægen.

Hun har kigget på traktorer og rendegravere, og forleden lykkedes det os at finde en virkelig heftigt larmende traktor ovre i skoven. En skovarbejder var ved at jævne skovstier, og det foregik ved at raspe eller fræse alle ujævnhederne ned. Og det larmede, så det kunne høres langt, langt væk.

Jeg havde forventet, at Maddie ville blive bange, men det gjorde hun ikke. Hun var bestemt opmærksom på, hvad der foregik. Men ikke bange. Og da traktoren havde passeret, lugtede den gennemraspede jord så dejligt, at Maddie fornøjet traskede afsted i traktorens spor. Dygtig hund!

Til gengæld er cykler lidt underlige. De kommer snigende og passerer lige pludselig med et næsten lydløst swiisjh-swiisjh. Måske er de lidt farlige, måske skulle man prøve at fange dem?

Og mennesker er sære. Især dem uden hund, for det er helt uforudsigeligt, hvem der vil snakke med en sød hundehvalp og hvem, der er ligeglade. Til gengæld er folk med hund ret nemme at aflæse. Nogle får overordentligt travlt med at få styr på deres kræ og hale dem uden for rækkevidde. Andre vil gerne snakke, både de to- og firbenede. 

I forhold til mennesker er det mest overraskende, at Maddie ser deres potentielle farlighed som omvendt proportional med deres størrelse. Da vi således mødte vejens søde dagplejemor på tur med fire små flyverdragtklædte unger, var det så stærk en oplevelse, at Maddie var nødt til at placere sig sikkert bag benene på mig. Det havde jeg ikke lige forudset, men måske er det flyverdragternes swiisjh-swiisjh, der virker farlig?

På hjemmebane er der også stor forskel på farligt og ikke farligt. Skovlen er farlig, mens løvriven er sjov og indbyder til leg. Hvilket, Fruen så til gengæld synes, er ret irriterende. Og indendørs er de fleste hvidevarer totalt ufarlige, mens støvsugeren kræver et vågent øje, så man trods alt ikke risikerer at sidde i det forkerte hjørne, når den nærmer sig.

Og så var der lige, da Maddie var fulgt med ud på badeværelset, da Fruen skulle i bad, og blev skræmt fra vid og sans, da Fruen bagefter uforvarende tog skraberen for at fjerne det sidste vand fra brusenichen.

Swiisjh-swiishj. Farligt!

Akut spild af tid

Onsdag havde det gjort lidt ondt i knæet til ballet.

Torsdag til dans gik det helt galt, og Donnaen kunne dårligt humpe ud til bilen bagefter.

Efter en opringning til vagtlægen blev Donnaen fyldt med en upassende stor mængde smertestillende piller og sendt i seng.

Næste dag gik turen til egen læge, der dog valgte at sende Donnaen videre til byens akutklinik.

Her parkerede vi en anelse - ahem - uordotokst og skyndte os ind for at melde Donnaens ankomst. Og så snart det var gjort og Donnaen anbragt i venteværelset, styrtede jeg afsted for at flytte bilen, inden andre gjorde det for mig. Og spænede tilbage, så Donnaen ikke ville blive 'bortført' til undersøgelse uden mig.

Det skulle dog vise sig, at mit hastværk var ganske spild af krudt. Og at akut var et mere elastisk begreb, end jeg lige havde forestillet mig. For Donnaen sad, hvor jeg havde forladt hende, og der blev hun så siddende - kun afbrudt af et par ture ud på toilettet - i fire, FIRE! timer.

Det var ellers ikke fordi, venteværelset virkede særligt overbefolket, da vi kom. Der sad godt nok nogle stykker, men de fleste skulle bare have taget blodprøver og forsvandt igen, og så kunne vi ret hurtigt se, at der reelt kun sad tre patienter før os.

Det var til at overskue. Mente vi. Naivt.

Alligevel skete der ikke ret meget. Patienterne før os blev ved med at sidde og vente lige som os. En pårørende gik ud og forhørte sig, men kom tilbage med et skuldertræk.

En ældre dame kom ind. Hun var faldet og havde slået både knæ, hånd og ansigt. En mor kom bærende med en lille dreng, der måske havde brækket benet.

Og så skete der ikke mere. Både Donnaen og jeg var sultne, og der blev indkøbt muffins og kildevand fra kiosken. En overhørt samtale mellem andre pårørende gjorde, at Fruen på trods af manglende frokost nægtede at købe håndsmurte boller eller smørrebrød.

Fruens tålmodighed var nu ved at blive lidt tyndslidt, så hun gik ud og rekognoscerede.

Jo, Donnaen var inde i systemet. Det ville tage lidt tid. Der var travlt, og der kom hele tiden nye patienter ind, som var mere akutte end Donnaen. Derfor var der nu var fire-fem patienter før hende.

Det surmulede Donnaen lidt over. Det var okay, hvis den lille dreng blev tilset før hende, men de andre kunne ærlig talt godt vente.

Et par pårørende kom ind uden patient (han lå i en seng ude på gangen). En far kom ind med en lille gut, der havde slået hagen.

Og så skete der ikke mere. I lang tid.

Alle blev mere og mere utålmodige. Og efter at samtlige pårørende havde været ude hos sygeplejerskerne og markere deres utålmodighed mindst to gange hver, kom en sygeplejerske pludselig ind i venteværelset og undskyldte, at der gik så lang tid, at der altså var frygtelig travlt, men at alle selvfølgelig nok skulle blive tilset.

Tak, det havde vi sådan set også regnet med ...

Samtidig gik der faktisk hul på bylden.

Og til sidst - oh mirakel - blev også Donnaen kaldt ind til undersøgelse. En stakkels, forjaget læge undskyldte behørigt, så på Donnaens ben. Trykkede lidt og vrikkede lidt. Og blev så beepet ud til noget andet.

Et kvarter senere kom han tilbage og sagde, at han havde talt med en bagvagt, og de var enige om, at der givetvis ikke var noget alvorligt i vejen med Donnaens knæ. Overanstrengelse og deraffølgende inflammation. Derfor støttebind og krykker til de første dage. Tjek om ti dage, farvel og tak.

Godt så.

Eller faktisk ikke særlig godt. For selv om jeg er fuld af forståelse for, at patienter med mindre skrammer må vente, hvis der er andre patienter med alvorligere skader, så kan jeg altså ikke forstå, hvorfor man ikke allerede ved ankomsten kan blive gjort opmærksom på, at det hele altså ser lidt broget ud, og at man godt kan indstille sig på at skulle vente i mindst en time. En time, der kunne være brugt på indkøb af frokost og til hentning af bøger, Ipad, ørebøffer eller andet til fordrivelse af ventetiden.

Og en løbende opdatering. For hvorfor skal det holdes hemmeligt, at man rykker ned på ventelisten i stedet for op. Hvorfor kan man ikke bare hænge en monitor op, så man selv kan følge med, i stedet for at skulle plage sygeplejerskerne, der alligevel kun svarer undvigende.

Hvorfor er der ikke lige nogen, der trimmer det system? Bare en lille smule.

Tak.

Indsnævret udsyn

Det er helt utroligt, så indsnævret ens udsyn kan blive.

Man tuller rundt i egen hønsegård (læs: hundegård) og lægger knap nok mærke til, hvad der sker omkring en.

Og er det fordi, man selv har haft gang i en hel masse spændende?

Nix.

Her er ikke sket en skid.

Eller rettere; det er det eneste, der er sket.

For den firpotede har problemer med maven, og en meget stor del af familiens krudt er blevet brugt på at forholde sig til netop det fænomen. Weekendens samtaler har således drejet sig om hyppighed, konsistens og farve, og Donnaen, der i forvejen er noget udfordret omkring netop det med pølleopsamling og  ditto bortskaffelse, har været ved at gå ud af sit gode skind.

- Mor, vi spiser altså! lød det oprørt fra hende, når moderens opvækst på landet ind i mellem skinnede lidt for tydeligt igennem.

Så moderen måtte prøve at dæmpe sig.

Og nøjes med at folde sig ud over for dyrlægen, der til gengæld var meget tilfreds med detaljerigdommen:

- Jamen, jo bedre din beskrivelse er, jo klogere bliver jeg, grinede hun og fortsatte:

- Nu udskriver jeg noget antibiotika, og så vil det være vældig godt, hvis du kan indsamle et par prøver mere, end den du har med dér. Dem kan du så aflevere i morgen, og så venter vi med laboratorieprøven indtil da.

Sådan må det altså være. Imens andre folk går rundt og slås og invaderer hinandens lande eller bare vinder stribevis af Oscars, går Fruen rundt med det primære mål at opsamle de bedste pølleprøver.

Det er skønt at have hund!