Fod på det?

Går det ikke lige lovlig stærkt for tiden?

Eller er det bare mig, der ikke har for ti øre fod på tingene.

Sikkert det sidste.

Og det er ikke, fordi der ikke er fokus på fødder i det lille hjem.

Kamelen skrammede jo sin pote, og Fruen tog hende med i klorhexidin-pote-bad i håb om at holde infektionen fra dørene.

Det så ud til at lykkes meget godt i flere dage. Men så blev det torsdag, og Fruen syntes pludselig, at skrammen virkede både mere fugtig og mere rød end dagen før. Og tanken om en weekend lige om hjørnet var selvfølgelig nok til at gøre mig så nervøs, at jeg blev nødt til at bruge en livline og ringe til en ven - dyrlægen.

Som så på Kamelen fredag og konstaterede, at den skramme så da meget pæn ud og nok skulle hele, hvis vi bare fortsatte potevaskeriet. Så rensede hun Kamelens ene øre og skældte mig ud for manglende tandbørstning.

Og så gik vi hjem igen. 600 kroner fattigere ...

Siden har Kamelen været med i bad hver eneste morgen og synes vist efterhånden, at det er ret hyggeligt. Derfor får hun også lov at fortsætte de kommende par dage, om ikke for andet så bare for at skylle vejsalten af.

Donnaen, som har haft bøvl med en fod i cirka to år, skal nu forsøgsvis begynde at danse igen. Kun lige så forsigtigt, i en halv time. Imens vi alle holder vejret og krydser fingre, tæer og fletninger for, at foden kan holde til det.

Hvis det går godt - og det SKAL det! - er det resultatet af et meget underligt forløb, hvor kun vedholdenhed og tilfældigheder har bragt hende så langt.

Hun har været til læge, til fysioterapeut, til læge igen, til speciallæge og til både røntgen og diverse scanninger. Ingen kunne hjælpe, og billederne af hendes fod viste ingenting.

Absolut ingenting.

Da lægerne egentlig havde opgivet Donnaen, beklagede Gemalen sig til en spinnetrænings-bekendt, som han tilfældigvis vidste arbejdede på ortopædkirurgisk afdeling på det lokale hospital. Han indvilgede i at se Donnaen en ekstra gang, men kunne heller ikke gøre noget.

Men han foreslog, at Donnaen skulle tilses af sygehusets fod-fys. 

Og det blev vendepunktet. 

For fod-fyssen kan noget, som kun de allerfærreste kan, nemlig manipulere med knoglerne i foden.

Og det gjorde han i en sådan grad, at jeg nær havde tabt tænderne af forskrækkelse over det enorme KNÆK!, som det sagde i Donnaens fod, da han fik rigtigt fat.

Flere knæk fulgte, og Donnaen er nu så godt som smertefri. Men det er altså først nu, at foden for alvor skal testes. 

Det bliver uhyggeligt spændende.

Billedet har jeg lånt et sted,
hvor der stod, at det måtte man godt.

Kold mad, glatis og salt i sår

Det var faktisk en udmærket weekend. Sådan overordnet set.

Men der var bare nogle detaljer, som ikke var hverken smarte eller helt planlagte.

Donnaen var ikke hjemme fredag aften, og da Fruen virkelig ikke vidste, hvad vi skulle have til aftensmad, forbarmede Gemalen sig og bestilte bord på den lokale, græske restaurant.

Det var dejligt, for vi kommer alt for sjældent ud at spise. Så sjældent, at Kamelen gav sig til at gø af os, da vi kom hjem!

Vi fik hver sin forret. Min var god, og det var Gemalens vist nok også, han havde nok bare ikke gjort sig klart, at hans rødbedesalat var kold.

Til hovedret havde vi også valgt hver sit, hvilket aldrig før har været et problem på det sted. Men det var det den aften. Tjeneren kom og beklagede, at man havde glemt at sætte gang i Gemalens bøf, så om han ville have en anden (lidt dyrere) bøf, som hurtigt kunne blive klar, eller om vi ville vente.

Gemalen valgte racerbøffen, og så fik vi ret hurtigt vores mad.

- Min bøf er altså kold, erklærede Gemalen, da han havde siddet og stukket lidt i den.

Og det var min mad også. Måske ikke kold, men bestemt heller ikke varm. Det var egentlig lidt underligt, hvordan Gemalens bøf kunne være kold, for det var jo den, vi havde ventet på, mens min hovedret tilsyneladende havde stået i en kold vindueskarm så længe.

Tjener blev tilkaldt, og tjener beklagede, og så røg Gemalens bøf en ekstra tur på grillen. Det blev den ikke mere rød af, men i hvert fald varm. Jeg gad ikke få gjort noget ved min mad, men spiste det, jeg kunne, hvilket ikke var ret meget. Og så fik vi gratis kaffe og 10 procents nedslag på prisen, hvilket i sig selv var fint nok, men bare ikke rigtigt ændrede den dårlige oplevelse.

Og så var det altså, at Kamelen ovenikøbet gøede af os, da vi kom hjem. Dumme hund!

Samme dumme hund var lige ved at tage livet af mig søndag morgen, da vi skulle hente avisen i postkassen. Vi bor på en koteletgrund, og der er vel rundt regnet 50 meter flisebelagt indkørsel.

Fliser, som lige præcis på det tidspunkt var glaseret spejlglatte af isslag.

Jeg kan ikke huske, at jeg nogensinde har været udsat for noget så glat. I hvert fald ikke med godt fyrre kilo glad og morgenkåd hund for enden af to meter snor ... Hun trak bogstavelig talt afsted med mig, mens jeg bare prøvede at holde mig på benene. Heldigvis er der kun kort afstand til først skur og siden hegn, som jeg kunne klamre mig til, mens jeg følte mig som en meget gammel tante.

Jeg holdt mig på benene, men jeg tror alligevel, at jeg har gjort nogle uhensigtsmæssige og meget tanteagtige bevægelser, for jeg har irriterende ondt i nakken - og dermed hovedet - i dag.

En time senere var glaseringen væk, og vi kunne gå tur, som vi plejer. Og møde både Jensen og Tanja, hvilket helt som vanligt gav anledning til en del fjollen rundt. På et tidspunkt lød der et højt Piv! fra en af hundene, men det gør der så tit, så det tænkte jeg ikke nærmere over, før jeg kom hjem og konstaterede, at Kamelen blødte fra den ene pote. En underlig skramme oven på en af de midterste tæer. Måske var hun blevet trådt på i kampens hede?

Så der var ikke andet at gøre end at tage Kamelen med til potevask i brusenichen. Og hvis jeg ikke tidligere havde gidet at skylle saltpoter, så måtte jeg revurdere i morges, da saltmanden - på trods af næsten et døgn med plusgrader, manden er virkelig mærkelig! - havde været på færde med sin saltspreder, før vi gik vores morgenluftetur.

Kamelen var dog ikke udelt tilfreds med min indsats, og jeg tror, at jeg i stedet for at skylle salten væk kom til at gøre præcis det modsatte; nemlig at gnide salt i såret. Stakkels hund!

Men bortset fra det var det som nævnt en udmærket weekend.

Og lige om lidt bliver det forår.

Forår på vej!

Salte hunde

Salte fisk er godt. Især dem af lakrids.

Salte hunde not so much.

Farbare fortove er også godt, mens glidebaner kan være meget sjove, bare ikke når man følges med glad hund med en vis trækkraft ...

Det giver visse udfordringer i disse tider, når Kamelen skal luftes. Udfordringer, der endda vokser med en eller anden ujævn korrelation til tiden, der går fra snefald til gåtur.

For selv om Fruen foretrækker at kunne stå fast, skal der jo også tages hensyn til Kamelens poter, så jeg prøver at planlægge en rute, hvor der er chance for, at begge dele kan lade sig gøre. Om ikke hele tiden, så dog i overvejende grad.

Fredag aften faldt der lidt sne, og fordi alle sad og stenede til X-factor og håndbold eller bare var generelt for dovne til at lette sig fra sofaerne, fik sneen lov at ligge urørt, så Kamelen og jeg kunne tusse afsted og sætte fine potemærker og knapt så fine støvlefodspor på vores vej.

Lørdag morgen var de fleste stadigt helt og aldeles forhindrede i at komme ud og rydde fortove. De mest morgenfriske havde dog skovlet og skubbet - og saltet. Eller bare saltet. Disse få fortovsstykker var nemme at undgå, for vi kunne hoppe ud på vejen, hvor der kun var ganske få spor efter biler og derfor stadig godt at gå.

Efterhånden som lørdagen og søndagen gik, blev de saltede fortovsstykker både flere og længere, men da de små, blinde stikveje i nabolaget ikke saltes, kunne vi stadig gå ude på vejene. Nu dog med lidt mere forsigtighed, da sneen flere steder var blevet kørt til is.

Sidst på dagen vågnede kommunens saltmand op til dåd, og så skete der ting og sager.

For den kommunale saltmand kører efter sine helt egne regler. Umiddelbart ville jeg mene, at det alene er hans opgave at salte de kommunale fortovsstykker og stier. Men det er bestemt ikke det koncept, saltmanden kører efter. Han salter ganske vist de - allerfleste - kommunale fortovsstumper, men derudover salter han også en hel masse andre steder. Ud for nummer otte, men ikke nummer ti, tolv og fjorten. Og så ud for nummer elleve på den anden side af gaden.

Jeg ved ikke helt, hvad jeg skal tro om hans system, men jeg er ret sikker på, at han ikke har helt rent salt i sprederen. Enten har han en meget stor vennekreds, hvis fortove han er så rar at salte. For mine skattekroner. Eller også har han en meget interessant Nebengeschäft ... Desværre er det - af gode grunde - ikke hundeejerne i nabolaget, der får saltet deres fortove, så ind til videre er det ikke lykkedes mig at møde nogen, der kan give mig en forklaring.

Under alle omstændigheder medfører saltmandens generøse saltning, at det pludselig bliver en hel del sværere at undgå saltede fortove.

Og i mellemtiden er der blevet kørt mere på vejene, så de nu fremstår som 90 procent glidebane og 10 procent endnu ikke fastkørt sne. De 10 procent er vel at mærke fordelt med fire procent i hver side og to procent hist og her.

Her forsøger vi alligevel at gå. Og selvom Kamelen godt kan komme på glatis, står hun generelt m-e-g-e-t bedre fast end mig ...

Efter de første ti nærdødsoplevelser på den konto opgiver Fruen og haler Kamelen ind på de saltede fortove. For Kamelens skyld må man så bare håbe, at vi er næsten hjemme igen, når det sker.

Heldigvis er det allersidste stykke hjem til hoveddøren hen over den snedækkede græsplæne, så Kamelen kan få renset (det håber jeg i hvert fald) den værste salt af poterne, før vi går ind.

Og lige om lidt bliver det forår, har jeg bestemt!, og så er vi det problem kvit.

Desværre kan vi(vil jeg)
kun gå i skoven, når det er lyst.

Mumitrolde på morgentur

Tidligt her til morgen kunne man opleve adskillige mumitrolde lufte deres hunde.

Eller sådan så det i hvert fald ud.

I virkeligheden var det bare de sædvanlige hundeluftere på morgentur. Eller bare var vi jo netop ikke, men indhyllet til ukendelighed i adskillige ekstra tøjlag for at holde til strabadserne, nu den arktiske kulde havde ramt det midtjyske.

Jeg har været i gang med at tælle lag. Det blev til 3 på underkroppen (jens lynere, lange bukser og overtræksbukser) og ikke mindre end fem på overkroppen. Plus selvfølgelig hue og både halsedisse og tørklæde, uldne sokker og termostøvler.

Bortset fra en noget hæmmet bevægelsesevne virkede det meget godt. Det er kun fingrene, jeg ikke kan holde varmen i. Trods store forede arbejdshandsker frøs jeg hurtigt fingrene, så de gjorde ondt, og blev derfor en lille smule skruphysterisk, da Kamelen for syvhundredeogsyttende gang stoppede op for liige at snuse en særlig spændende duft ind.

Jeg prøvede at forklare Kamelen, at det var alt for koldt til at stå stille, men den tossede hund var aldeles upåvirket. Hun er ganske vist også ret velpolstret for tiden. Hvilket - vil jeg gerne pointere - ikke skyldes overfodring med julelækkerier, men gement æblerov.

Hvorfor det altså kan konkluderes, at æbler feder. I hvert fald når der er tale om 3-4-5 æbler om dagen. Oven i den almindelige madration. Nu ligger der heldigvis næsten ingen æbler mere nogen steder (Kamelen har jo ædt dem), og om et øjeblik holder det op med at være så koldt og bliver forår igen, så vi kan røre os lidt mere uden at dø af kulde i processen.

Tænk, om et halvt år vil mine lufte-udfordringer forhåbentlig bestå i at finde fortovsfliser i skygge og undgå at blive ædt af myg, hvis vi går i skoven.

Det bliver nu dejligt.

Egen udgave af Find Holger
med Kamelen en gang i efteråret.

En tand fattigere

- Men hvis den er knækket, hvad så? spurgte Fruen forsigtigt.

- Så kan vi rodbehandle og sætte krone på.

- Jamen, sagde Fruen, og så sagde hun ikke mere, men nøjedes med at se dum ud.

- Nu er det jo ikke en tand, hun bruger ret meget, så vi kan også bare operere den ud,

sagde dyrlægen ...

For det var ikke hverken Donnaens eller mine tænder, men Kamelens, det drejede sig om.

Kamelen, det lille pus, havde brækket en fortand.

Hvilket jeg havde bemærket, da jeg børstede tænder på hende. Det gør jeg nemlig en gang i mellem. Ikke så tit, som jeg burde ifølge dyrehospitalets veterinærsygeplejersker, men dog tit nok til, at Kamelen finder sig i det.

Sådan nogenlunde. For hun forsøger altid, sådan nærmest diskret, at skubbe sig baglæns væk fra mig, så hun kommer uden for min rækkevidde. I stedet sker der oftest det, at hun får skubbet sig selv ind i et hjørne.

Også denne gang var hun endt i et hjørne, og så manglede der altså lidt fortand. Hvilket jo var noget sjusk. Og hvis Kamelen kunne få ondt i den, var det værre end bare sjusk og noget, der måtte gøres noget ved.

Da Kamelen alligevel skulle til serviceeftersyn i forbindelse med sin årlige vaccination, blev dyrlægen spurgt til råds. Desværre var der mærkbart liv i tanden, og så var det altså, at jeg fik beskeden om, at man da kunne rodbehandle og sætte krone på. Og dyrlægen fik sig et godt grin.

Så Kamelen kom til tandlæge, altså dyrlæge, og blev tjekket, bedøvet, opereret og lagt til opvågning. Og hun vågnede, og jeg hentede hende, og vi tøffede vi hjem. Det gik langsomt, for hun var lidt slingervorn, men ikke mere, end at hun gerne ville have noget at spise. Straks! for hun havde jo skullet faste om morgenen, hvilket hun havde taget mig mildt sagt ilde op.

Og så sov hun og spiste og sov igen.

Og det var så det.

Og alt var godt.

Lige ind til Fruen selv knækkede en tand og måtte suse afsted til tandlæge.

- Jeg vil anbefale, at der kommer krone på, sagde tandlægen ...

Frøken Tandløs var ikke til sinds
at smile til fotografen ...

Når solen skinner

Hu hej, hvor det går!

Solen skinner, og Fruen er flyttet fra blogland.

Eller det er hun så ikke, men det er tydeligt, at tiden med de elektroniske dimser er omvendt proportional med solskinstimerne. Efter februar-kolde april kan det kun gå for langsomt med at komme udenfor, så snart solen viser sig.

Ud i haven, hvor - surprise - ukrudtet ikke ophørte med at vokse, bare fordi det var koldt, og jeg ikke viste mig med lugejern og ukrudtsmord i øjnene. Så var jeg bagefter for en måned siden, så er det bare værre nu.

Og græsset skal slås. Det hjælper Kamelen med. Jeg slår græs, og hun ligger i vejen ...

Hun får ikke lov at hjælpe med at luge i staudebedet, og hun har efterhånden forstået, at der skal hun ikke komme. Medmindre der pludselig er en sommerfugl, der skal fanges, for så er man jo nødt til at vælte tværs igennem det hele.

Iøvrigt er Kamelen faktisk ret god til at underholde sig selv, når vi er sammen i haven. Men som med mindre børn kan også Kamelen blive for stille. Så er hun for det meste lusket uden for min synsvidde og må - da haven ikke er fuldstændig lukket - kaldes tilbage, hvor jeg kan se hende. I søndags skyldtes stilheden, at hun var i gang med et udgravningsprojekt i græsplænen ...

Nu venter en ekstra fridag, vejrudsigten er god, og haven venter. Eller den gør den netop ikke, så det er bare om at komme ud.

Og så må blogland ligge, hvor det ligger.

Glædeligt solskin til alle.

Høj sol over nabobygningen.
Himlen er himmelblå - sjovt nok,
men det kan mobilen ikke klare.

Succes på kamelsk

Da den lokale hundepension i påskeferien annullerede mine fremtidige reservationer for Kamelen, var jeg pludselig mere på den, end jeg brød mig om. For hvad nu med vores sommerferie? Og konfirmationen på Sjælland på Store Bededag for den sags skyld. Skulle det hele aflyses, fordi vi ikke kunne få Kamelen passet?

Noget måtte gøres. Og da ingen, jeg kendte, havde en god ide, var der kun én ting at gøre: At google.

Og google lidt mere.

For 'privat hundepasning Midtjylland' var ikke det, der gav flest hits.

Faktisk ikke et eneste.

På et tidspunkt fik jeg dog skrevet en brugbar søgekombination og havnede på en hjemmeside, hvor en dame skrev, at hun passede hunde i sit eget hjem på de samme præmisser som hun passede sin egen hund.

Det lød næsten for godt til at være sandt.

- Og hvis det endelig er sandt, så er hun nok forlængst fuldt booket for sommerferien, tænkte jeg, en anelse mismodigt.

Men jeg kontaktede da damen på mail for at kunne sige til mig selv, at jeg i det mindste havde prøvet ...

Det skulle vise sig at være ulejligheden værd. For damen havde plads og ville gerne passe Kamelen i sommerferien. Ligesom hun gerne ville passe hende et par dage i forbindelse med Store Bededag.

Vi enedes dog om, at det ville være en god ide, hvis Kamelen og jeg kom på besøg, så vi kunne se hinanden an, før vi besluttede mere.

Derfor kørte Kamelen og jeg sidste weekend mod vest. Forbi Herning og Videbæk og så til venstre mod Skjern og til højre og næsten til Lem. Helt der ud, hvor der er meget højt til himlen - og en landlig hørm af gris. Førstnævnte er en permanent fornøjelse, mens sidstnævnte heldigvis var af forbigående karakter og skyldtes gyllespredning.

Damen stod parat med sin hund, og vi blev budt indenfor og hurtigt gelejdet udenfor igen i haven på den anden side af huset. Og her tumlede de to hunde så rundt og fandt efter den indledende ophidselse hurtigt ud af, at de faktisk syntes vældig godt om hinanden.

Historien kort er, at Kamelen blev afleveret til pasning torsdag aften og hentet hjem igen lørdag eftermiddag.

Og hun havde haft det godt.

Så godt, at hun da var vældig glad for at se mig, men ikke mere interesseret i at komme hurtigt hjem, end at hun stadig løb glad rundt i haven og efterfølgende smed sig ned på stuegulvet ved siden af sin nye bedste ven, mens jeg fik en kop kaffe, og damen berettede.

At Kamelen havde haft det godt, vidste jeg allerede, for damen er ivrig facebook-bruger og havde spurgt, om hun måtte poste billeder og tekst om Kamelen, så jeg havde set adskillige billeder plus et par videoklip plus tekstopslag om de forløbne to døgn.

Således vidste jeg, at Kamelen den første nat havde vækket alle, da hun var skvattet ud af sengen. Ja, der lå hun nemlig og gassede sig som en anden prinsesse på ærten. Og jeg havde set et temmelig grinagtigt billede af de to hunde, der som et par charterturister slikkede sol liggende på hver sin liggestol i haven.

Altså ren succes. Vi har sommerferiepasningen på plads. Alle er glade.

Og nu må jeg så prøve at forklare Kamelen, at her i huset må hun ikke sove i sengene ...

Jeg har ikke spurgt om lov til at bruge billedet af
charterturisterne, så jeg nøjes med et link.
(Så får den gode dame også lidt velfortjent reklame).

Slået hjem

Egentlig var vi gået lidt videre.

Vi havde været igennem det kæmpestore Galleria Vittorio Emanuele, Gemalen havde været på vej hjem, og vi andre havde insisteret på at se lidt mere. Donnaen og jeg var derfor gået ind i stormagasinet Rinascente og havde netop aftalt, at dér kunne vi da spise frokost.

Da de ringede fra hundepensionen.

At Kamelen havde det fint. Undtagen om natten, hvor hun stod og gøede.

Så kunne vi få nogen til at komme og hente hende? For det var synd for hende - og forstyrrede resten af pensionen.

Da jeg lige var kommet mig over lettelsen over, at hun ikke var blevet kørt ned af en løbsk damptromle, havde fået en nødlandet måneraket i hovedet eller på anden måde var kommet af dage, måtte jeg konstatere, at jeg syntes, det var underligt, hvis de i hundepensionen troede, at vi havde andre til at passe Kamelen og afleverede hende i pension for sjov.

Altså nej, vi havde ikke lige nogen, der kunne hente Kamelen.

Og nej, vi kunne ikke selv lige komme og hente hende. Vi stod i et stormagasin. I Milano. Cirka 1400 kilometer væk.

Det kunne hundepensionsdamen sådan set godt forstå, men det var altså ikke så godt med den Kamel, så hun ville sætte stor pris på, hvis vi kunne finde ud af noget.

Jeg lovede, at vi ville tænke os om og melde tilbage. Men faktisk stod min hjerne nok i stedet helt stille. I hvert fald inde i midten, mens titusind små ubrugelige tanker fløj forvirrede rundt i resten af min i forvejen influenzaramte knold og i dén grad forhindrede en hver form for fokus.

Sådan fandt Gemalen os, og da jeg først var ved at gå i spåner over at skulle vælge min frokost og derefter gik kold i den halvvejs, afgjorde han sagen:

- Vi tager hjem.

Og det gjorde vi så.

Først til hotellet, hvor Donnaen og jeg fik fornøjelsen af at pakke sammen, mens Gemalen tog ud for at cykle, så han dog fik tre ture ud af det ialt.

Og næste dag hjem til det midtjyske.

Gemalen havde afregnet med den flinke og (økonomisk moderat) forstående vært aftenen før, så det var bare at pakke bilen og komme mod nord.

Efter at have studeret kortet var Gemalen blevet enig med sig selv om, at han, i stedet for at køre mod syd langs Comosøen og lægge sig op på motorvejen, ville køre mod nord langs søen og tage de mindre veje ind i Schweiz, smutte over et pas og så - ta dah - i løbet af ingen tid nå den samme motorvej et pænt stykke længere mod nord.

Fruen er ikke særlig glad for bjergkørsel, så hvordan Gemalen havde fået den ide, vides ikke, og han havde da også klogeligt nok undladt at fortælle om den. Han kørte bare. Og måtte så konstatere, at det stadig var så meget vinter i Schweiz, at ikke alle pas var - ja netop - passable. Det gjaldt blandt andet 'hans' pas, og i stedet kom vi ud på en længere tur, næsten op til St. Moritz og så ind over bjergene, til vi omsider nåede ud på den anden side og kunne spise frokost i det helt samme Heidiland-motorvejscafeteria som på udturen.

Herefter gik alt fuldstændig uproblematisk. Det småregnede, og det var selvfølgelig ikke særlig sjovt for chaufføren, men Gemalen klarede det uden at blive alt for træt, og da vi lidt over klokken ti om aftenen passerede Hamburg, sms'ede jeg til hundepensionen, at vi kunne være hjemme ved et-tiden, og at jeg kunne hente Kamelen tyve minutter senere.

Det svarede hundepensionsdamen først slet ikke på, men ved midnatstid - hvor vi iøvrigt var næsten hjemme - indløb der pludselig en sms, at det blev for sent, og nu gik de i seng.

Værre stod det altså ikke til med Kamelens nattegøen ...

Næste formiddag hentede jeg en meget glad Kamel.

Hundepensionsdamen fik sin penge og kvitterede med at slette mine fremtidige reservationer. Både den til Store Bededag og den for sommerferien, som jeg bookede tilbage i september.

Hurra!

Således glad og fornøjet - eller noget - gik jeg hjem i seng og overgav mig til influenzaen.

Fruens hjerne efter samtale med hundepension?
Eller glaskuppel i Galleria Vittorio Emanuele?

Tanker fra en dybfryser

Det er lidt som en omvendt dybfryser i øjeblikket.

Man bor i sin lille, varme æske, men så snart man åbner døren, er det som at træde direkte ud i en dybfryser.

DMIs - set her fra - nærmeste målestation, der meget betegnende hedder Isenvad, var nede på -16 grader (minus seksten!), da jeg første gang konsulterede Ipadden i morges. To timer senere meldte bilen "kun" -12 grader. Altså har det nok været et sted midt i mellem, da Kamelen og jeg moslede afsted på morgentur.

Det er dælme koldt.

Alt for koldt.

For mig i hvert fald.

Så jeg haler arrigt i Kamelen, hver gang hun standser for at snuse til lidt gul sne. Og hun kigger på mig som en, der er blevet uretfærdigt behandlet, hvilket hun selvfølgelig også er, og tager hævn ved at stoppe ved den næste plet gule sne, og den næste og den næste og den næste.

Og jeg begynder at spekulere på, om frosten gør et eller andet ved duftmolekylerne, så alle tissepletterne, som man normalt er dejligt fri for at se, men som i øjeblikket er voldsomt synlige, dufter ekstra spændende?

Interessant spørgsmål, ikke?

Måske arbejder mine hjernevindinger bare lidt mere sært, når det er ekstra koldt?

Noget kunne tyde på det.

Et øjeblik senere stod Kamelen og snusede interesseret til en lygtepæl, hvilket selvfølgelig fik mig til at tænke på, om hendes snude ville fryse fast, hvis hun kom for tæt på?

Gemalen syntes tydeligvis, jeg var bindegal, da jeg forelagde ham spørgsmålet, men man har da hørt om fastfrosne tunger - og set det i dårlige film, så hvorfor skulle Kamelens snude ikke kunne fryse fast?

Ellers prøver jeg at forestille mig, hvor stille sådan en forfrossen morgen må være. Hvis jeg ellers var i stand til at høre stilheden. Men det er jeg ikke, for jeg har ikke bare hue, men en rigtig klaphat ned om ørerne, så jeg kan stort set ikke høre noget. Og hvis jeg kan, så er det mestendels et enerverende swush-swush, når buksebenene i min harboørehabit gnider mod hinanden.

Selvfølgelig kunne jeg prøve at stå bomstille og prøve at pille klaphatten af og prøve at lytte. Men for det første er det svært at stå bomstille med Kamelen i snor. For det andet er det lidt af en udfordring at få klaphatten af og på, da den har et lille, dumt spænde, som selv i plusgrader er besværligt at lukke op og i. Og for det tredje ville der garanteret - hvis jeg lykkedes med de to første ting - være et eller andet, der larmede lige præcis på det tidspunkt, hvor jeg skulle nyde 20 sekunders total stilhed.

Sådan er der så meget, og om to døgn bliver det tøvejr (siger DMI, og det har bare at passe), og så kan jeg tage klaphatten af, tissepletterne vil forsvinde, og vi får igen en dejlig, kedelig våd og grå, men mild vinter.

Det glæder jeg mig til.

Ikke-dage med Kamelen og Lille Kylling

Det holder hårdt, det her. Blogindlæg skriver ikke sig selv. Ikke på hverdage og da slet ikke på såkaldte fridage.

Men:

Nøj, hvor har jeg i den forgangne weekend været træt af gummistøvler, overtræksbukser, regnjakke og sydvest!

Altså, ikke træt at at have al klunset, for uden det havde jeg da nok reddet mig både snot og lungebetændelse, eller også havde Kamelen spurtet rundt på væggene i mangel af andre steder at komme af med sin energi, men træt af at være nødt til at iføre mig vesterhavsfiskerkostume igen-igen-igen, hver gang jeg skulle længere end til postkassen.

Weekenden har været ikke-dage, hvor det har blæst og regnet uafbrudt, og det elektriske lys har været tændt, fra vi vågnede, til vi gik i seng.

Ikke-dage bedst egnet til varm chokolade og puslespil.

Som om.

Den slags forekommer kun i et parallel-univers med god tid, fordi der er to torsdage i særligt tidspressede uger.

Så vi gjorde, som vi plejer i weekenden. Ordnede ting og gik vores ture, Kamelen og jeg.

De ture, der lå på tidspunkter, hvor det var mindst mørkt - lyst var det jo aldrig - blev brugt i skov og krat på at besigtige skaderne efter Gorm og Helga.

For sådan er det jo på denne årstid, at skovture desværre er noget, der kun kan lade sig gøre i weekenderne, hvor man kan se omgivelserne, og ikke mindst hvad man træder på (glatte rødder) og i (ankeldybt mudder). Derfor nåede vi slet ikke at se Gorms ødelæggelser, før Helga kom susende bagefter.

Altså gik vi i skoven, Kamelen og jeg. Eller Kamelen og Lille Kylling. Det var sådan, jeg mest følte mig. For ikke alene var jeg klædt i kylling-gult, jeg er også i besiddelse af et ikke-mod på størrelse med en kyllings, når det kommer til færdsel i skoven i stormende kuling, hvor der ud over allerede væltede og knækkede træer også hænger en del midt mellem himmel og jord, som kan komme bragende ned, hvad øjeblik det skal være.

Men der skete ikke noget. Vi kiggede på væltede træer, og vi fandt alternative ruter, så vi undgik de fleste hængere.

Der er ikke væltet voldsomt mange træer i "vores" skov og krat, men dog nok til at holde skovvæsenets folk godt beskæftiget en rum tid.

Da stormen Bodil hærgede for to år siden, omdannede hun en skråning i skoven til mikadospil for trolde og kæmper. Nu er der forlængst ryddet op, men hver gang, det stormer, ryger der yderligere nogle træer i kanten af det nu åbne stykke.

Derudover nogle enkelte træer hist og pist. Især hist, ned over stierne. Skoven er ikke større, end at man godt kan vurdere, hvor meget der ligger rundt omkring, og af uvisse årsager virker det altså som om, der ligger forholdsvis mange træer netop på tværs af stierne. Noget, som Kamelen bare betragter som en spændende og kærkommen variation over kendte traveture, men som faktisk spærrer en ret stor del af skoven for folk, der er mindre mobile end mig.

Ærgerligt for Fido og Buller, som må se deres lufteture afkortet eller midlertidigt henlagt til fortovene. Men det er der jo ikke rigtigt noget at gøre ved. Jeg går ud fra, at skovfolkene lige nu har vigtigere ting at tage sig til end at rydde stier til hundelufterne i kommunens mindste frimærkeskove.

Så vi går uden om, mens vi måber over de store kræfter, der har været på spil.

Svært at fornemme, hvor stort træet er,
men knækket sidder nok tre meter oppe.

Midlertidigt udfald

Hov!

Der skete lige et midlertidigt udfald på linjen. Aldrig har jeg været så længe blog-fraværende uden egentlig (ferie-)grund.

Ikke fordi der er sket noget særligt. Hverken negativt eller det modsatte.

Heller ikke fordi der slet ikke er sket noget, for det er der da trods alt. Blandt andet har jeg nu igen både fungerende mobil og gangbare støvler, hvilket jeg slet ikke er utilfreds med.

Og jeg har sammen med min mor både bundet adventskrans og lagt brunkagedej. Kalenderlyset er dog stadig kun et samlesæt, men til gengæld er første portion pebernødder bagt og snart også spist.

Der er købt gran på en af de lokale gårde og bestilt julegaver i så stor stil over nettet, at jeg snart kan kort-koden udenad. Hvilket jeg finder en smule betænkeligt.

Og vi har fejret Kamelens fødselsdag. Eller rettere; vi har noteret os, at hun nu er to år. For hun har ikke mave til at blive fejret med lagkage af bøftatar og leverpostej. Og hvorfor skulle hun også det? Hun ville ikke fatte en bjælde og iøvrigt bare synes, det var højst upassende, når det ikke var på menuen resten af årets dage.

Heldigvis havde hun fødselsdag allerede lørdag og ikke i går, hvor koncept hunde-ejer var voldsomt under pres i det dårlige vejr. Men selv om jeg på forhånd havde ret svært ved at overtale mig selv til at gå ud, så lykkedes det faktisk at gå alle tre ture uden at blive særlig våd. Alle tre gange havde jeg dog også iført mig det helt store vesterhavsfisker-kostume med overtræksbukser, gul regnjakke og ditto sydvest, hvilket jo i sig selv virker præventivt.

Lidt hjælp var der dog også at hente hos DMI, hvor jeg kunne se, at vi ikke skulle for sent ud på vores aftentur, hvis vi ville nå det, inden Gorm for forbi. Så afsted kom vi, og selv om det ruskede og knagede, og jeg gik i en stor bue uden om naboens egetræ, så skete der absolut ingenting.

Først cirka et kvarter efter hjemkomsten satte stormen rigtigt ind, og jeg klappede mig selv på skulderen og sank ned i lænestolen med te og Ipad. Efter dog lige at have fundet et par lommelygter frem. Bare sådan til hvis. Men det blev ikke værre, og en halv time senere var det overstået, og vi kunne gå roligt i seng.

Her til morgen kunne jeg konstatere, at selv om det en overgang havde lydt voldsomt, var der ikke sket det store. Selv de tomme papkasser på traileren stod, hvor de hele tiden havde stået.

I stedet kunne jeg derfor koncentrere mig om at være utilfreds med, at gulvet i badeværelset var koldt. Fordi batteriet i temperaturføleren var fladt.

First world problems skal man jo heller ikke kimse ad.

Men om disse træer står endnu, ved jeg ikke.
Billedet blev taget søndag formiddag.

Borgmestergang og støvlekrise

En hund som Kamelen, der bruger det meste af sin tid på at fise den af på sin madras, skal jo luftes lidt for ikke at gå helt i stå og blive kuglerund.

Altså går vi tur. Hun(d) og jeg.

Morgen, middag og aften. Middagsturen er selvfølgelig i virkeligheden en efter arbejdstid-tur, da jeg desværre ikke har et arbejde med indbygget siesta.

Gemalen er efter sin hofteoperation også begyndt at gå nogle småture med Kamelen, men det er en helt anden historie.

Kamelen kan godt lide at gå tur. Vældig godt. Hvilket betyder, at der er temmelig megen fremdrift i hende. Bortset fra, når der er totalt stop, fordi der skal snuses til et eller andet eller hapses et æble ud af en hæk. Temmelig meget fremdrift betyder, at der sjældent er ret meget slæk i snoren. De to meter er næsten altid strakt næsten ud, og farten er så hurtig som Fruen kan gå. Kamelen kunne godt gå hurtigere, men er som regel klog nok til ikke at forcere ud over min maximale kadence, for så bliver jeg bare sur og stopper op, ind til hun igen afpasser tempoet til mig.

Ikke desto mindre har jeg udviklet en speciel gangart til netop luftning af Kamel. Uden Kamel går jeg relativt almindeligt. Omend med en tendens til at gå som en and på venstre fod ... Men når jeg går med Kamelen går jeg mere tilbagelænet. Som en borgmester i en gammel dansk film. Det eneste, jeg mangler, er cigar og borgmesterkæde.

Det er rimeligvis som en form for modvægt til Kamelens almindelige fremdrift. Den særlige gangart har iøvrigt den fordel, at jeg ikke er så let at rykke ud af balance, hvis og når Kamelen får øje på et kræ - kat, egern, hund - i bevægelse, og hun forsøger at gå fra 5 til 120 km/timen på et splitsekund.

Så vidt så godt. Hvad der slet ikke er godt er, at mit fodtøj ikke er bygget til den særprægede gangart, og jeg således forleden til min store skræk opdagede, at hælen på min højre vandrestøvle var ved at blive slidt helt i stykker.

Jeg opdagede det kun, fordi jeg jokkede i noget, som nogen havde glemt at samle op fra græsplænen, og jeg derfor pludselig var nødt at vende bunden i vejret på støvlerne og rengøre dem med en støvlesålsrengøringsbørste (læs: brugt tandbørste).

Det havde jeg ikke lige forventet. Støvlerne er jo næsten nye, og selv om jeg - har jeg regnet ud - nok har gået cirka 1200 km i dem, synes jeg alligevel, det er træls.

Heldigvis kan støvler forsåles.

Uheldigvis skal det for den slags dyre støvler ske ved, at de formedelst en mindre formue bliver sendt til Tyskland for udskiftning af hele bunden. Den proces vil tage op til tre uger, hvor jeg må nøjes andet fodtøj.

Heldigvis er det ikke regnvejr hele tiden, og så kan jeg gå i almindelige (men dog ret tunge) sko på fortovsturene.

Uheldigvis regner det trods alt en hel del, og skovvejene og -stierne er mange steder ret plørede, og så er jeg nødt til at gå i gummistøvler, hvilket min stakkels gigtbefængte storetå bestemt ikke bryder sig om.

Og uheldigvis er der mere end fjorten dage til, jeg kan regne med at se mine støvler igen.

Jeg er i krise - støvlekrise.

Og selv om der selvfølgelig findes langt alvorligere ting at være i krise over, føles det alligevel lidt slemt.

Gummistøvler og - argh - overtræksbukser.

Andre folks hunde

Aldrig har jeg hilst på så mange hunde og hundeejere, som efter Kamelen blev en del af familien.

Det er for det meste sjovt og hyggeligt, både for Kamelen og mig. 

Der er alle de almindelige, som man lige skal sige hej til. På menneskemanér og på hundemanér. Der er de ganske få aggressive, som skal gås udenom i en stor bue, og hvor man spekulerer på, hvad der gik galt undervejs, og hvorfor ejerne dog ikke gør kort proces, inden katastrofen uundgåeligt indtræffer en dag? Og så er der alle de damer, der straks trækker deres lille Delle over på det modsatte fortov, når Kamelen er i farvandet. Kamelen gør ingenting, og de små hunde er sjældent bange. Men damerne - jøsses altså! Og al deres nervøsitet forplanter sig lynhurtigt til det lille kræ, der straks begynder at bjæffe for at holde 'fjenden' væk.

Og så er der dem, Kamelen kan lege med. Hvis vi befinder os det rigtige sted med god plads og langt til offentlige veje. Så går den vilde jagt, og vovserne har en fest, mens deres mennesker nyder udsigten til at få en naturligt træt hund med hjem. Så vidt så godt. Nogle gange kunne jeg dog godt tænke mig, at de andre hundeejere holdt fast i deres hunde, ind til vi var enige om, at de skulle lege. Det er jo ikke nødvendigvis helt sikkert, at vi synes, det er lige så god en ide som dem. Og gør vi ikke det, så kan overkåd, omkringtumlende labrador (det er altid labrador-typer, der laver det nummer) godt være lidt en pestilens.

Kamelens absolutte yndlingshund er naboens schæfer. De er nogenlunde lige gamle, lige legesyge og lige fjollede. Men får de lov at drøne rundt som tossede, er de også efterfølgende rimeligt gode at gå tur med.

Min yndlingshund er Molly, som er en bomuldshund på duracell-batterier. Hun er så glad, totalt hyper og overgearet, at hun slet ikke kan være i sin lille krop, men suser rundt, kaster sig ned og springer lige op i hovedet på Kamelen, der ikke kan nå at forholde sig til, at den lille hund kan være så mange steder på stort set samme tid. 

Jeg kan bare ikke stå for den lille, glade sjæl, men er også godt klar over, at den jo kun er sød, fordi den er så lille. En stor hund med lige så meget krudt i kroppen er en mellemsvær udfordring.

Sådan en hund mødte vi i forgårs. Lidt større end Kamelen, halvt så gammel og meget, meget glad. Hundene fik lov at lege, og det gik egentlig meget godt. Den anden hund røg gentagne gange i et pladderhul og blev mildest talt møgbeskidt. Kamelen undgik behændigt hullet, og så tumlede de videre. På et tidspunkt blev hun træt af den andens voldsomhed og forlangte et øjebliks timeout.

Det anden hund kigger afventende på både Kamelen og os andre, og ejeren når lige at sige:

- Jeg håber, han ikke hopper op!

Men hunde i den størrelse hopper ikke op. Det gør de bare ikke! Ikke alene er det en uskik og mangel på opdragelse, men det er jo også i værste fald livsfarligt.

Så egentlig opfattede jeg ikke rigtigt faren før for sent, og kæmpestor, møgbeskidt hund springer op ad mig. Den når heldigvis ikke at sætte forpoterne på mine skuldre, før jeg bøjer af. Men den rammer mig alligevel med et ordentligt bump, og både mine bukser og min jakke bliver mudret til. Faktisk har jeg jord helt op i øret. Og dagen efter fandt jeg ud af, at hunden havde ramt mit kindben, som stadig er temmelig ømt ...

- Åh undskyld, sagde hundens ejer uden rigtigt at ligne en, der også mente det.

- Nå, vi må også hellere se at komme hjem ...

Og så gik manden med sin hund. Mens jeg stod og kiggede lidt dumt ned ad mig selv.

- Den får du ikke lov at lege med en anden gang, fortalte jeg Kamelen, som så lidt slukøret ud ved tanken.

Man kan åbenbart ikke være lige heldig hver gang.

Godt, man har en vaskemaskine!

Sommerferieplanlægning i september

- Hvor skal vi hen på sommerferie? spurgte Fruen hen over aftensmaden forleden.

- Sommerferie?? sagde Gemalen undrende.

- Mor, det er september! meddelte Donnaen hovedrystende.

Men Fruen fremturede. Efter Kamelens indtog på matriklen er impulsiv rejselyst det samme som urealistisk rejselyst, mens de tre nøgleord planlægning, planlægning og planlægning er blevet - øh ja - netop nøgleord.

For enten skal Kamelen med, men hvem skal så sidde uden for i tre timer i regnvejr, mens de andre går på museum? Eller også skal Kamelen passes. Og gode hundepensioner bliver altid fuldt bookede i utroligt god tid. Så det gælder om at være tidligt ude. Januar er for sent. Erfarede jeg, da dette års sommerferie skulle planlægges.

Altså fremturede Fruen. Og Gemalen gik i gang med at tjekke datoerne for næste års internationale mtb-o-løb. For de har jo tit dannet udgangspunkt for vores ferier. I 2016 ligger der to løb i sommerferien. Et i Sverige og et i Portugal. De ligger datomæssigt oven i hinanden, så man må vælge. Og fordi der på alle måder er langt til Portugal, og sikkert også meget varmt i juli, kiggede vi på Sverige.

Beliggenheden i Sverige, et stenkast fra den norske grænse gjorde det oplagt at koble turen sammen med et ophold i Norge. Gerne Oslo, hvor ingen af os har været.

Så langt så godt. Løbet i Sverige er en del af det kæmpestore O-Ringen, hvor omkring 20.000 mænd og kvinder, unge og gamle dyster i den ædle kunst at finde vej. Det giver erfaringsmæssigt et vist pres på overnatningsfaciliteterne i området, så vi gik straks i gang med at lede.

- Jeg foreslår, at vi bor i Norge, for jeg kan ikke finde ledige hoteller i Sverige, sagde Fruen.

- Det er tussedyrt, og der er stadig mange ledige hytter, kan jeg se, svarede Gemalen, som tydeligvis stadig har svært ved at lægge sommerens tjekkiske prisniveau bag sig.

- Iøvrigt kender jeg nogen, der har en hytte i Norge, fortsatte han. Måske kan vi låne den.

- Jeg gider altså ikke at bo i hytte i 14 dage. Først i Sverige og så i Norge. Iøvrigt vil jeg gerne til Oslo og ikke ud at sidde på et fjeld i Norge, efter at jeg lige har gjort det samme i Sverige, vrissede Fruen.

Og så døde den ide.

Portugal blev revurderet.

Turen derned ville være cirka 500 km kortere end sidst, da stævneområdet ligger så meget nordligere. Så med lidt god vilje og en meget tidlig start hjemmefra kunne vi nok nøjes med to overnatninger undervejs. På hjemturen kunne vi så tillade os et ophold eller en afstikker på vejen.

- Bilbao! tænkte Fruen højt.

- Jeg vil hellere til Barcelona, råbte Donnaen fra sin sofaplads i stuen.

- Det behøver vi ikke afgøre nu, sagde Gemalen og lagde sin Ipad fra sig.

Næste dag ringede jeg til den foretrukne hundepension.

- Uge 29? Det kan jeg desværre ikke garantere, sagde den søde hundepensionsdame. Vi har fuldt booket op med forhåndsreserveringer. Måske kommer der et afbud, men det kan jeg ikke sige nu.

Og så døde ideen om Portugal også.

Til gengæld ved vi allerede nu, at vi skal på ferie i uge 27 og 28, for i de uger har jeg booket pasning til Kamelen. Jeg turde ikke andet. 

Vi ved bare ikke, hvor vi skal hen. Men det finder vi nok ud af inden da.

Gamle skrog og flade ører

Forrige weekend lykkedes det mig at male trekvart vindue ...

Det var jo ikke så meget, så i den forgangne weekend skulle der virkelig ske noget.

Det gjorde der også, og selv om jeg langt fra er færdig endnu, så føles projekt 'maling af alle døre og vinduer udvendigt' ikke så uoverskueligt som før.

Og godt det samme, for det kan godt mærkes i det gamle skrog - mit forstås - når jeg har tilbragt mange timer i besynderlige stillinger. Især - tror jeg - det der med at stå og blafre på en høj stige har givet ømhed både her og der.

Nu er jeg heldigvis færdig med at stå på den høje stige og kan nøjes med en trappestige eller en skammel til resten. Og nordsiden af huset er færdig. At der kun er to vinduer, er der ingen grund til at dvæle ved. Færdig er færdig.

Så egentlig er det gået meget godt. Det gør det jo som regel også, når jeg først kommer i gang.

Det er alle de indledende øvelser, det kniber med.

Først og fremmest den virkeligt svære; at komme op af stolen. Dernæst at få gjort vinduerne klar til maling. For når vinduerne bliver åbnet helt der ud, hvor glide-dimse-beslagene går lidt i baglås, så er der som regel både edderkoppe-lig, der skal børstes væk og edderkoppe-æg-spind, som er næsten umulige at skrabe væk.

Ulækkert, ulækkert.

Og ja, jeg ved da godt, at hvis bare man åbner og rengør sine vinduer tit nok, så vil problemet mindskes betydeligt. Men det gør vi så tydeligvis ikke ...

Selve maleprocessen går som regel fint. Jeg er, synes jeg selv, ret god til kun at spilde i begrænset omfang. Altså lige ind til jeg når hoveddøren, der er helt af træ og derfor så nem at male, at jeg ikke passer på og selvfølgelig plasker ud til alle sider. Og især ned på cementkanten, der ikke er teak-farvet, men grå. Var grå. Nu er den mere plettet som pelsen på et eksotisk dyr. Gemalen begyndte pludselig at tale om, at man jo også kunne lægge klinker på det sted. Han har ikke sagt, at klinker er nemmere at tørre af, men han er under mistanke for måske at tænke det?

Kamelen syntes, det var lidt synd for mig, at jeg skulle stå helt alene og male. Endda på skyggesiden af huset. Så hun holdt mig med selskab. Sad eller lå troligt lige i nærheden. Meget hyggeligt. Lige ind til der kom et højlydt Piiv! fra hende, og hun hastigt og med en fornærmet mine forføjede sig bort. Jeg var gået et skridt tilbage for at beundre mit værk og havde trådt på hendes ene øre!

Hun har tilgivet mig, og hvis vejret arter sig, og jeg kan male, vil hun sikkert også gerne holde mig med selskab i den kommende weekend.

Kamelen optaget af noget helt andet; brombærrov!
Og læg lige mærke til, hvor pænt hun heler.

Egentlig skulle jeg male

Sidste år kom jeg alt for sent i gang med at male det udvendige træværk, altså vinduer og døre, så i år skulle det være anderledes, og allerede i maj begyndte jeg at snakke om, at det var vigtigt, jeg kom i gang. Men at det altså krævede, at Gemalen og Donnaen tog sig af nogle af de andre ting imens, for ellers kunne det bare ikke lade sig gøre.

- Mmmmmmh, sagde både Gemalen og Donnaen.

Og så skete der ikke mere.

Men nu skulle det være.

Kamelen var afleveret på dyrehospitalet, maling og pensler plus det løse var fundet frem, og så var det bare at gå i gang.

Desværre klistrede stolen under mig. Avisen skulle læses, nettet tjekkes, vaskemaskinen startes og så videre. Og pludselig skulle vi have frokost.

Så gik jeg i gang.

Og malede trekvart vindue, før Kamelen skulle hentes.

Vel hjemme igen stod den på Kamel-overvågning.

Lørdag skulle Gemalen køre cykelløb, og Donnaen være sammen med en veninde.

Altså skulle Kamelen være sammen med mig. Indendøre.

Hun var stadig meget træt. Lå bare og sov og ville ikke drikke. Så formiddagen gik med at lokke:

- Du skal altså drikke noget vand.

- Kom nu, du skal drikke!

- Drik NU!!

Men Kamelen var ligeglad. Hun ville ikke drikke og bakkede, hvis jeg rakte vandskålen frem mod hende.

Heldigvis var hun en lille bitte smule sulten, så da jeg lagde en foderpille på kanten af vandskålen, og hun selv kom til at vippe den ned i vandet, Skete der noget. Hun gik på jagt efter foderpillen og måtte drikke en hel del vand, før hun fik den fisket op.

Det satte gang i tingene, og nu er Kamelen frisk igen og bare godt utilfreds med alle restriktionerne.

Søndag skulle Gemalen være hjemme, så jeg kunne male en hel masse. Tænkte jeg.

Først malede jeg et pænt stort vinduesparti og skulle så lige holde en lille pause.

Den lille pause blev dog lidt længere, for Donnaen skulle køres ud til en veninde, og bagefter skulle vi have frokost. Hvorefter det var meget vigtigt for Gemalen at klippe hæk. Uden hjælp fra Kamelen, som først fik lov af komme med ud, da jeg skulle hjælpe Gemalen med at fylde traileren med hækafklip.

Så skulle Gemalen bare rydde lidt op, og jeg kunne male.

Jeg malede det kvarte vindue, som jeg ikke havde nået fredag, plus et lille vindue mere.

Derefter skulle Donnaen hentes, og det skulle jeg gøre.

Bagefter skulle Kamelen luftes.

Og vi skulle have aftensmad.

Hvorefter Kamelen skulle ud på sin aftentur.

Nu var klokken mange, hverdagen ventede, og jeg pakkede malergrejet væk.

Status: Tre malede og tyve umalede vinduer eller døre.

Jeg håber virkelig, vi får en lang, lun og tør sensommer.

Broderet Kamel

Kamelen er træt med træt på.

Hun ligner et trafikuheld.

Og et broderi udført af en femårig.

Hun er ingen af delene.

Derimod er hun her til formiddag blevet steriliseret og har ovenikøbet fået fjernet to fedt-/talgknuder.

I fuld narkose forstås.

For at det ikke skulle være løgn, blev hun bedt om at gå hjem på egne fire let slingervorne poter. Fordi Fruen ikke kunne kapere tanken om at skulle krølle Kamelen sammen i transportboksen.

Der var lang vej hjem, skulle jeg hilse og sige. I virkeligheden er der cirka en kilometer.

Men hjem kom vi.

Næppe var vi kommet inden for døren, før Kamelen lagde sig, og der har hun ligget siden.

Hun er træt med træt på.

Og imens holder jeg øje og kigger lidt rundt i blogland, hvor jeg har været skammeligt fraværende en uges tid.

Afgang

Dagen i dag bliver brugt på, at vi suser rundt om os selv, tæller t-shirts, panik-vasker, flytter avis og tjekker lister med mere.

Selv Kamelens foder er vejet af og pakket i poser.

I morgen er der afgang.

Først Kamelen, og derefter vender vi andre næserne mod syd.

Det skal blive så dejligt at få dagligdagen lidt på afstand og nye indtryk ind på lystavlen.

Og ja, det lykkedes at booke en rundvisning på Neuschwanstein. Jeg var forlængst nået til at tro, at et eller andet var gået galt, da jeg mailede, men efter 11 (elleve!) dage, kom bekræftelsen endelig.

Og glad var jeg.

Er jeg.

Det bliver da awesome.

Wunderbar.

Ganz, ganz wunderbar!

Fortsat god dag

Der er ting, som folk bare ikke skal sige.

Også selv om det er venligt ment.

Som for eksempel ' Hav en fortsat god dag'.

Det skurrer i mine ører, og jeg bliver altid en lille smule olm, når nogen siger det til mig. For de kan jo - for pokker - ikke vide, hvordan min dag har været.

I morges var det en ung gut ved kassen i føtex, der sagde det. Heldigvis havde jeg lidt for travlt med at holde styr på mine varer til at kunne bide hovedet af ham. Ellers havde jeg nok gjort det.

For jeg syntes faktisk ikke, at min dag indtil da havde været særligt god, så jeg håbede da, at den ikke ville fortsætte på samme miserable niveau.

Nu var det ikke, fordi min tante eller min kat var død. Men det var mandag, og det regnede. Faktisk havde det sjaskregnet, da Kamelen og jeg gik morgentur, så jeg var blevet gennemblødt, og det havde taget mig mindst ti minutter ekstra bare at komme ud af mit våde tøj og få tørret Kamelen. Så jeg var ovenikøbet for sent på den.

Alt i alt var der virkelig plads til forbedringer, og jeg havde overhovedet ikke brug for nogen 'forsat god dag'.

Grrr ...

Resten af dagen gik heldigvis bedre. Verdensfirmaets yngste er noget af en charmetrold og skyndte sig at komplimentere sin mor mig for mine fine røde gummistøvler. Og så gik det hele straks bedre.

Eftermiddagens gåtur foregik i solskin, og både Kamelen og jeg havde en fin tur. Hun fik lov til at fjolle rundt med to andre hunde, og jeg fik mig et godt grin, da den yngste af hundene, en labradorhvalp på bare et halvt år, i kampens hede røg baglæns i en grøft. En grøft bestående af to tredjedele mudder og okker, som den stakkels hvalp gled og trillede i, så den, da den til sidst blev halet op, var fuldstændig smurt ind i slam og skidt, som den skyndsomst forsøgte at ryste af sig og ud over sin ikke særligt begejstrede ejer.

Jeg vil tro, at både hund og ejer er blevet nogenlunde rene og tørre nu, men om ejeren også er færdig med at rengøre sit badeværelse, er nok tvivlsomt.

Kamelen fulgte hvalpens tur i muddergrøften med interesse, men holdt sig klogeligt på det tørre.

Aftenen har vi tilbragt alene hjemme, mens Gemalen og Donnaen har været til studenterfejring på Sjælland.

Nu er de på vej hjem, mens jeg nyder stilheden og tusmørket. Og Kamelen sover.

Det blev således en god dag, der heldigvis ikke fortsatte, som den var startet.

God nat.

Tusmørke på terrassen.

Have eller ikke have

Det plejede at være have.

Så kom Kamelen ind i billedet, og så var det pludselig ikke have. I hvert fald kun meget lidt have og ret meget noget, der lignede en crossbane lige dér, hvor mit staudebed burde være.

I år er Kamelen blevet så stor, at hun godt kan passe sig selv mere end fem minutter af gangen, og hun er ikke længere bare nuttet, når hun tonser gennem staudebedet, så jord og plantedele står ud til alle sider.

Derfor har jeg sat mig for at opdrage lidt på Kamelen. Og iøvrigt generobre mit staudebed.

Ingen af delene er særlig nemt.

Kamelen ser fortørnet på mig, når jeg skælder hende ud, hvis hun går ind i bedet, men hun er trods alt ved at fatte, at hun helst skal blive ude på græsplænen. Det er tydeligvis ikke særlig sjovt, men omvendt lader Kamelen sig gerne bestikke til at være artig - i hvert fald så længe det varer at ondulere et griseøre ...

Den del af projektet vil således nok kunne lade sig gennemføre til noget, der - en gang i løbet af sommeren - ligner 90 procents succes. Helt undgå kamelfjolleraids kan jeg nok ikke.

Anden del af projektet er en del sværere og sætter både min stædighed og min ryg på prøve. For det er da bare helt utroligt, hvor hurtigt et - ellers relativt velholdt - staudebed kan omdanne sig til rent morads. Man vender bare ryggen til et år, og så vips! er det hele groet til i tidsler, senegræs og små træer. Plus lupiner og lampepudsere, der breder sig næsten lige så vildt som ukrudtet.

Fruen klør sig i nakken og begynder en lille smule uentusiastisk at luge først i ét hjørne og siden i et andet. Det pynter lidt, men er også de hjørner, der er mindst ukrudtsbefængte. I mellemtiden gror ukrudtet lystigt videre i resten af bedet.

Men så tilbød Gemalen, at der kunne indkøbes nye planter for en pæn sjat penge. Det skulle bare ske nu.

Den slags hjælper selvfølgelig, og jeg rammes af akut virketrang og går mere målbevidst til værks. Endda bevæbnet med spade. Alligevel går det ikke særlig stærkt. Nogle steder ligger senegræsrødderne i bundter og ligner enhver fejlsøgende elektrikers værste mareridt (og her tænker Fruen så, at hun da vist er blevet alvorligt miljøskadet af gennem mange år at høre om overfyldte kabelbakker på diverse byggeprojekter).

Da planterne ankommer torsdag før pinse, er der derfor stadigvæk langt fra luget og ryddet plads til at plante i bedet. Men det var jo pinse, og jeg skulle være alene hjemme og kunne bare luge nonstop som det passede mig.

Eller det kunne jeg så ikke helt. For Fruen er bare et sølle skrog, der ikke kan holde til sin egen dagsorden. Så sidst på lørdagen var jeg så grundigt brugt, at jeg var nødt til at holde pause og love mig selv at sætte kadencen ned.

På det tidspunkt var der også både luget og plantet en hel del. Ikke desto mindre stod to trediedele af planterne stadig i deres potter.

Altså blev der også luget og plantet søndag. Vejret var dejligt, og både Kamelen og jeg nød at være i haven. Mandag var vejret ikke særlig godt, men faktisk perfekt plantevejr, da det småregnede. Så mens Kamelen fladede ud indendøre med den hjemvendte familie. kunne man se Fruen - med dryppende næse og en fin lille glorie - plante bellis på en ukrudtsfri plet.

Siden er ukrudtet groet videre i den stadig befængte del af bedet, men ellers er der ikke sket noget. Det er hverdag, og det regner. Det sidste er for så vidt godt, for så lider de sidste planter ikke tørkedøden, mens de står og venter på udplantning.

Men lige om lidt er det weekend igen og så!