Kold mad, glatis og salt i sår

Det var faktisk en udmærket weekend. Sådan overordnet set.

Men der var bare nogle detaljer, som ikke var hverken smarte eller helt planlagte.

Donnaen var ikke hjemme fredag aften, og da Fruen virkelig ikke vidste, hvad vi skulle have til aftensmad, forbarmede Gemalen sig og bestilte bord på den lokale, græske restaurant.

Det var dejligt, for vi kommer alt for sjældent ud at spise. Så sjældent, at Kamelen gav sig til at gø af os, da vi kom hjem!

Vi fik hver sin forret. Min var god, og det var Gemalens vist nok også, han havde nok bare ikke gjort sig klart, at hans rødbedesalat var kold.

Til hovedret havde vi også valgt hver sit, hvilket aldrig før har været et problem på det sted. Men det var det den aften. Tjeneren kom og beklagede, at man havde glemt at sætte gang i Gemalens bøf, så om han ville have en anden (lidt dyrere) bøf, som hurtigt kunne blive klar, eller om vi ville vente.

Gemalen valgte racerbøffen, og så fik vi ret hurtigt vores mad.

- Min bøf er altså kold, erklærede Gemalen, da han havde siddet og stukket lidt i den.

Og det var min mad også. Måske ikke kold, men bestemt heller ikke varm. Det var egentlig lidt underligt, hvordan Gemalens bøf kunne være kold, for det var jo den, vi havde ventet på, mens min hovedret tilsyneladende havde stået i en kold vindueskarm så længe.

Tjener blev tilkaldt, og tjener beklagede, og så røg Gemalens bøf en ekstra tur på grillen. Det blev den ikke mere rød af, men i hvert fald varm. Jeg gad ikke få gjort noget ved min mad, men spiste det, jeg kunne, hvilket ikke var ret meget. Og så fik vi gratis kaffe og 10 procents nedslag på prisen, hvilket i sig selv var fint nok, men bare ikke rigtigt ændrede den dårlige oplevelse.

Og så var det altså, at Kamelen ovenikøbet gøede af os, da vi kom hjem. Dumme hund!

Samme dumme hund var lige ved at tage livet af mig søndag morgen, da vi skulle hente avisen i postkassen. Vi bor på en koteletgrund, og der er vel rundt regnet 50 meter flisebelagt indkørsel.

Fliser, som lige præcis på det tidspunkt var glaseret spejlglatte af isslag.

Jeg kan ikke huske, at jeg nogensinde har været udsat for noget så glat. I hvert fald ikke med godt fyrre kilo glad og morgenkåd hund for enden af to meter snor ... Hun trak bogstavelig talt afsted med mig, mens jeg bare prøvede at holde mig på benene. Heldigvis er der kun kort afstand til først skur og siden hegn, som jeg kunne klamre mig til, mens jeg følte mig som en meget gammel tante.

Jeg holdt mig på benene, men jeg tror alligevel, at jeg har gjort nogle uhensigtsmæssige og meget tanteagtige bevægelser, for jeg har irriterende ondt i nakken - og dermed hovedet - i dag.

En time senere var glaseringen væk, og vi kunne gå tur, som vi plejer. Og møde både Jensen og Tanja, hvilket helt som vanligt gav anledning til en del fjollen rundt. På et tidspunkt lød der et højt Piv! fra en af hundene, men det gør der så tit, så det tænkte jeg ikke nærmere over, før jeg kom hjem og konstaterede, at Kamelen blødte fra den ene pote. En underlig skramme oven på en af de midterste tæer. Måske var hun blevet trådt på i kampens hede?

Så der var ikke andet at gøre end at tage Kamelen med til potevask i brusenichen. Og hvis jeg ikke tidligere havde gidet at skylle saltpoter, så måtte jeg revurdere i morges, da saltmanden - på trods af næsten et døgn med plusgrader, manden er virkelig mærkelig! - havde været på færde med sin saltspreder, før vi gik vores morgenluftetur.

Kamelen var dog ikke udelt tilfreds med min indsats, og jeg tror, at jeg i stedet for at skylle salten væk kom til at gøre præcis det modsatte; nemlig at gnide salt i såret. Stakkels hund!

Men bortset fra det var det som nævnt en udmærket weekend.

Og lige om lidt bliver det forår.

Forår på vej!