En tur på biblioteket

Om eftermiddagen mente jeg nok, at vi kunne nå en tur på biblioteket.

Normalt er vi ikke nogen, der går ret meget på biblioteket, så umiddelbart kunne det virke en anelse mærkeligt, at netop et bibliotek skulle være målet for en udflugt.

Men det var jo - selvfølgelig - et ganske særligt bibliotek; nemlig det gamle fine, UNESCO-blåstemplede stiftsbibliotek i St. Gallen.

Altså måtte vi bevæge os til Schweiz igen, og altså måtte vi igennem en labyrint af ensrettede gader med begrænsede parkeringsmuligheder, før vi fandt - og kunne finde ud af at betale for - en bås ikke så langt fra den gamle bymidte.

Området, vi bevægede os ind i, var meget smukt, men det havde vi ikke rigtigt sans for, da nogen havde behov for at finde et toilet. Jeg så et turistkontor og susede derind, for sådanne steder har de jo altid et toilet. Bare ikke i St. Gallen, Schweiz. Venlig dame guidede mig dog til et offentlig toilet ganske tæt på, men da vi så åbnede døren, havde nogen alligevel ikke et helt så akut behov ...

Behovet opstod igen med fornyet styrke, så snart vi havde fundet indgangen og fået vores billetter. Men her var der heldigvis nogle nydelige toiletter ... Og da vi bagefter havde stuvet tasker, mobiler og andre løsdele pånær bilnøglen ind i et skab, fik vi lov at komme ind, gå ned ad en gang og iføre os sutsko, så vi hverken kunne ridse eller grise det fine gulv.

Og så kunne vi komme ind i det allerhelligste.

Desværre måtte man ikke tage billeder. Heller ikke uden blitz. Og iøvrigt lå mobilerne jo ude i skabet. Der var overdådigt. Tænk biblioteket i Rosens Navn tilsæt et stænk Harry Potter og noget lys og noget skrump. For stort var det altså ikke. Men imponerende og fantastisk. Som så ofte før måtte man undres og forundres over, hvor astronomisk rig den katolske kirke har været. Her var udsmykket med udskæringer, stuk og loftsmalerier, forgyldninger og ædle træsorter nok til at tage pusten fra de fleste.

Og - nåh ja - så var der jo bøgerne.

Når man stod der og kiggede andægtigt på - uforståelige - tekster i bøger, der var mere end 1000 år gamle, flagrede historiens vingesus virkeligt om ørerne på en. Og videre ned om nakken og helt ned langs rygraden, så alle de små hår rejste sig, og man på én gang følte sig totalt høj over at opleve det og samtidig helt flad af benovelse over præcis det samme.

Men gulvet knirkede, så det var en lyst og tilføjede lidt hverdags-komik til oplevelsen, så vi ikke forvandledes til de rene ånder, men i stedet forblev de små praktiske grise, vi normalt er, og kunne få øje på og undre os over et åbent vindue. For når man opbevarer gamle uvurderlige bøger, så må man  jo gå ud fra, at bygningen er udstyret med et endda meget fintfølende varme-, ventilations- og fugtstyringssystem (ja, jeg er arbejdsskadet), så klenodierne ikke går til. Og hvordan i hede hule og så videre kan man så ÅBNE et vindue ud til en lummerhed sommerdag? Der kunne i princippet også flyve både insekter og fugle ind. Og kastes bøger ud ... 

Jeg har lige siden tænkt, at man burde have gjort 'noget'. Ringet til politiet, forlangt at tale med en chef. Ringet til UNESCO. Eller paven.

Men det gjorde vi selvfølgelig ikke.

I stedet gik vi ud og satte os under et stort træ.

Et godt træ at sidde under.

Halt die Klappe!

Da jeg til morgenmaden næste dag begyndte at mumle noget om det nærtliggende Schloss Salem, skyndte Donnaen sig at meddele, at hun sagtens kunne finde ud af at fordrive tiden alene på terrassen med Den kroniske Uskyld (der er pligtlæsning i sommerferien), hvis jeg tog alene afsted.

Vel fremme fik jeg min billet og havde så små tyve minutter til at trisse alene rundt før den guidede rundvisning. Så jeg gik en tur og nåede at få en fornemmelse af, hvor kæmpestort stedet er. Et gammel kloster, der blev stort og prægtigt og på et tidspunkt overtaget af staten og derefter overdraget til en markgreve, hvis efterkommere stadig bor i en mindre del af slottet, mens størstedelen af komplekset i dag huser en internationalt anerkendt - og tussedyr - privat kostskole.

Tilbage ved udgangspunktet for den guidede tur konstaterede jeg til min forbløffelse, at vi var rigtigt mange, så hvis jeg ville have noget ud af turen, var det bare med at få mig møvet frem i forreste række.

Så jeg møvede. Og lyttede. Og forstod det meste, omend ikke det hele. Og var ret godt tilfreds med mig selv. Det var ganske interessant, og jeg ville igen-igen ønske, at jeg vidste noget - bare lidt - om arkitektoniske stilarter. Som så mange andre store bygningsværker er Schloss Salem et herligt misk-mask af forskellige stilarter, fordi man har bygget til og om og op igen. Og årsagerne har været mange; pladsmangel, brand og kappestrid med naboen for blot at nævne nogle. Blandt andet havde en abbed ønsket et klokketårn, der var større end alle de andres. Så det fik han. Desværre var tårnet for tungt til taget, der skulle bære det, så tagkonstruktionen begyndte at give efter, og man måtte skyndsomst pille tårnet ned igen.

Sådan kunne guiden på bedste vis krydre rundvisningen med flere små interessante historier, og vi fik også forklaringen på udtrykket Halt die Klappe, som stammer fra den gang, munkene også skulle over i kirken og bede midt om natten. Stolestaderne havde klapsæder, som skulle slås op, så der kun var en kant at læne sig op ad. På den måde kunne munkene bedre holde sig vågne. Var filosofien. Men når de alligevel faldt i søvn - bogstavelig talt, røg klapsædet ned med et ordentligt brag, og der blev brølet Halt die Klappe! ad den formastelige.

Ind i mellem måtte guiden dog lige tage en pause, fordi hele bygningen gungrede af skolebørn med frikvarter, og på et tidspunkt kom en vildfaren fodbold ned ad trappen fra etagen ovenover. Så lød der et formanende råb og en dreng kom spænende ned efter bolden. Ellers så vi ikke meget til eleverne. Deres private gemakker og undervisningslokalerne var selvfølgelig ikke en del af rundvisningen. Og godt det samme, for Donnaen var da gået til af ærgelse over ikke at være taget med, hvis der havde været en chance for at tage de dyre drenge i øjesyn ...

Rundvisningen var slut, og inden turen tilbage nåede jeg lige at kigge ind i den gamle hestestald og falde lidt i staver over de luksuriøse forhold. Datidens (slots-)heste har nok haft det bedre end den gennemstnitlige landarbejder.

Hestestald, komplet med vægmalerier ...

Lindau, en virkelig fin by

Når der stod Lindau på de store skilte langs den sydtyske Autobahn, har jeg egentlig bare aflæst det som cirka-afstanden til grænseovergangen til Østrig og Schweiz.

Det er sådan set rigtigt nok, men alligevel ikke en pæn måde at behandle en virkelig fin by på.

Altså, vi vidste jo ikke på forhånd, at Lindau er virkelig fin, men nu var tiden kommet til at finde ud af det.

Det oprindelige Lindau ligger på en lille ø i Bodensøen, men er på et tidspunkt gjort landfast med broer til henholdsvis jernbane og almindelig trafik. Efter en forgæves rundtur på øen efter en parkeringsplads endte vi med at parkere på den landfaste side og gå ud igen.

Over broen og ned gennem de hyggelige, brostensbelagte gader i et adstadigt tempo. Med flotte, gamle huse, der ofte krævede, at man lige stoppede op og beundrede dem lidt ekstra. Og stoppe op var man virkelig nødt til, for det kunne ikke forsvares at gå rundt med næsen i sky. Dertil var der alt for mange mennesker og alt for mange fortovscaféer og ditto restauranter.

Vejret var skønt, og uden egentlig rute, nåede vi ned til havnen, der er den rene postkort-idyl. Det smalle havneindløb er flankeret af et meget lille, nuttet fyrtårn og en, omvendt temmelig stor, bayersk løve.

Vi fandt os en bænk og kunne nok have siddet der endnu og kigget på idyllen og de små færger, der futtede ind og ud, hvis ikke vi til sidst var blevet sultne og måtte fortrække op i byen igen.

Og en time eller halvanden senere kunne vi tilfredse og godt og vel mætte daske tilbage til bilen. Vi havde ikke set en brøkdel af byen, men vi havde set nok til at konstatere, at Lindau er en virkelig fin by.

Udsigt med udskæld

Selv om der var mere, jeg gerne ville se i Schweiz, måtte vi lige have en pause. Og i et turistblad, der lå på vores værelse, fandt jeg noget om et Rolls Royce-museum.

I Østrig. Så denne gang tog vi den anden vej rundt om søen og kørte ad nogle ganske små veje ind mod de østrigske alper, hvor vi fandt museet ret langt fra alfarvej.

Indenfor var der gamle Rolls Roycer i tre etager. Men det var vel også det, der imponerede os mest. Efter sidste års besøg på BMW-fabrikkerne og det tilhørende museum var vi nok en anelse (læs: meget) forvænte og var derfor ikke helt tilfredse med manglende plads til at gå rundt om bilerne og særdeles mangelfuld skiltning. Det kunne have været godt med bare lidt flere informationer om de forskellige biler.

Ikke desto mindre var det ret interessant. Rolls'er var/er jo kæmpestore, og især de allerældste var store som busser. Næsten. Og lavet særdeles solidt. Med synlige nitter og det hele. Et særligt klenodie var en bil, som dronning Elisabeth var blevet fragtet rundt i, den gang hun var cirka en tredjedel så gammel som nu.

Ude bagved var et værksted, hvor man godt måtte kigge ud. Her stod gamle biler på forskellige stadier af istandsættelse. Nogle manglede det allermeste bortset fra motor, hjul og kølerfigur. Kendere ville sikkert kunne se en meget fin gammel Rolls Royce-motor, men i Fruens ukyndige øjne kunne der lige så godt have stået en Massey Ferguson-traktor. Men så var det jo godt, at kølerfiguren sad der ...

Da vi ikke gad se mere, og Gemalen var færdig med at tage billeder, trillede vi ud mod de større veje igen. Og Fruen trak et ekstra es ud af ærmet: Et udsigtspunkt med en vistnok helt formidabel udsigt ud over Bodensøen, Rhindalen og de omkringliggende lande Østrig, Schweiz og Tyskland. En svævebane ville kunne bringe os derop, hvis vi bare kunne finde den.

Det kunne vi godt, selv om vi faktisk var kørt lige forbi uden at se den, da vi kørte mod museet. Og så svævede vi ellers afsted. I lang tid og nogle steder med l-a-n-g-t ned. Allerede her kunne man fornemme, hvad der var i vente, og vi blev heller ikke skuffede, da vi kom op og ud. Foruden café og restaurant var der bygget en udsigtsplatform af glas, hvor man næsten følte, at man svævede. Hvis altså bare man turde gå derud ...

Og den var virkelig formidabel. Udsigten. Det var ikke en helt klar højtryksdag, og vi havde ingen kikkert, men ikke desto mindre var der bare virkelig, virkelig flot. Lige under os lå Østrig, til venstre Schweiz, og på den anden side af Bodensøen kunne vi se Lindau og langt ind i Tyskland. Virkelig et sted med wauw-effekt. Og med kun tilpas mange besøgende til, at alle sagtens kunne være der og stå og glane i lang tid.

Efter et stykke tid måtte vi have en glane-pause med tilhørende kaffe og Apfel-Strudel, så vi satte os og fik rimelig hurtigt vores bestilling effektueret.

Men vi skulle jo også videre, så da vi havde siddet lidt, fik vi tjek på svævebanens tider og besluttede at tage næste afgang ned. Den gik hvert kvarter, og vi kunne således nemt nå at betale og en tur på toilettet.

Troede vi.

For da tiden var gået, havde tjeneren stadig ikke bragt den ønskede regning. Og af en eller anden grund aftalte vi, at Gemalen og Donnaen bare skulle tage svævebanen ned, og så ville jeg komme med den næste.

Det var dumt.

For selv om jeg havde signaleret til tjeneren igen, og hun havde lovet at komme, gjorde hun det ikke. Og så blev jeg utålmodig og rejste mig, da jeg tænkte, at så måtte hun da komme. Hun så, jeg rejste mig, men valgte at modtage nye ordrer i stedet for at afslutte med mig.

Nu må man jo ikke gå fra regningen, men jeg var efterhånden blevet træt af at vente. Så da svævebanen kom op igen, gik jeg.

Og så skete der noget.

En - anden - virkeligt ophidset tjener kom styrtende og råbte og skreg. Ikke noget med stille og roligt at spørge, om jeg måske havde glemt at betale, men derimod total overfusning - på tysk og engelsk - med trussel om både politi og en gigantisk bøde.

Desværre er jeg typen, der lader mig overfuse og først en halv time senere ved, hvad jeg skal sige, og desværre var Gemalen - der har et ganske andet gemyt - langt væk. Så i stedet for at fortælle den ophidsede tjener, hvad jeg mente om ham og hans - nu temmeligt rådne - café og ditto serviceniveau, betalte jeg bare og lod mig temmelig rystet fragte ned igen. Af en heldigvis rar svævebanefører, der åbenbart følte sig så utilpas over det passerede, at han gjorde sit bedste for at berolige og glatte ud.

Og Gemalen, han blev selvfølgelig så gal på mine vegne, at han omgående overvejede at tage svævebanen op igen for at tale et alvorsord med tjeneren. Det fik han dog ikke lov til, og i stedet satte vi straks kurs mod Lindau på den trygge tyske side af grænsen.

Tyskland, det ved vi hvad er!

Et sjældent billede af Gemalen.

Men vandfaldet var flot

Når man nu ikke lige kan finde ud af at organisere en udflugt til Niagara Falls, må mindre gøre det, og derfor drog vi afsted til Rheinfall, som er Europas største vandfald. Største skal i den forbindelse forstås som volumen og ikke højde, for det er kun beskedne 23 meter højt.

Rheinfall ligger i Schweiz, ganske få kilometer fra den tyske grænse, og da vi allerede i påsken havde følt os snydt betalt en helårsvignet for kørsel i Schweiz, slap vi heldigvis for at gøre det igen. Så vi skulle bare betale for at komme ind. Det kostede ialt 15 penge at komme ind. De fleksible schweizere lod det nemlig være op til en selv, om man ville betale i schweizerfranc eller euro. Pænt af dem. Altså bortset fra, at man betaler cirka 60 øre for meget, hver gang man betaler en euro ...

Man kunne også betale med plastic, hvilket Fruen tænkte, var ganske smart, indtil hun så skiltet med, at mindstebeløbet var 20 penge uden mulighed for at få penge retur ...

Med billetterne i hånden kunne vi bevæge os ind eller rettere ud og ned. Ad en masse trapper, mens vi kom tættere og tættere på vandfaldet. Så vi til sidst næsten kunne røre det og flere steder blev indhyllet i en fin spraytåge af vand.

Flot var det. Og stort. Kaskader af vand væltede ned over klipperne. Det larmede og kogte, så det var en fornøjelse, og da vandfaldet var utrolig fotogent, tog vi - og alle de andre - en million billeder. Heldigvis blev der taget hensyn, så alle kunne komme til, og ingen fik andres selfie-stænger i næsen.

Da vi havde gloet os mætte på vandfaldet, var det blevet midt på eftermiddagen, og vi besluttede, at vi - som også oprindelig planlagt - godt kunne nå en tur til Zürich. Ruth var enig. Ifølge hendes beregninger ville det tage cirka en time at køre derind.

Men hverken hun eller vi havde taget højde for trafikken, som var mildt sagt intens. Derfor tog det i stedet cirka to timer at nå midtbyen, og så opstod de virkelige udfordringer endda først da.

For vi skulle jo finde et sted at parkere. Lovligt. Det lykkedes at finde ledige parkometer-pladser, men det tog alle Gemalen og Fruens samlede åndsevner at greje, hvordan det lige var, man skulle betale. Og så havde vi endda ikke forstået det hele ... P-båsene havde numre, og hvert parkometer kunne bruges til fire eller fem båse. Man skulle så angive båsen og betale. Med 0,50 penge - schweizerfranc eller euro - for en halv time.

Godt så. Men vi ville jo gerne holde i mere end en halv time, og jeg have kun en enkelt 50 cent. Vi var stoppet lige ud for et posthus af den gammeldags slags, hvor der sidder folk bag skranker, og man skal trække et nummer for at blive betjent. Der gik jeg ind i håb om at få vekslet nogle euro til schweizerfranc. Jeg trak mit nummer, ventede pænt i køen og nåede frem. Nej, man kunne desværre ikke veksle fra euro til schweizerfranc. Ikke en gang i forholdet 1:1. Men man ville gerne veksle schweizerfranc til andre schweizerfranc, altså til mønter, hvis jeg kom med sedler. Og der var en automat lidt henne ad gaden, fik jeg at vide.

Altså gik jeg hen og hævede schweizerfranc og kom tilbage, trak et nummer, stod i kø og vekslede til en lille portion mønter. Vel ude på gaden igen skulle jeg prøve parkometret, men ligegyldigt, hvad jeg gjorde, kunne jeg kun få en halv times parkering. Og det var jo ikke nok. Gemalen blev dirigeret over på den anden side af gaden for at holde ved et parkometer, der virkede. Og så var det, at det dæmrede: Man kunne kun holde på det sted i 30 minutter!

Så det gjorde vi. Og gik på jagt efter en bro, som Gemalen mente var interessant. Den fandt vi ikke, og i mellemtiden var klokken blevet så mange, at den kirke, jeg gerne ville have set, i mellemtiden var lukket.

- Vi kan da se den udefra, sagde Gemalen.

- Det er glasmosaikkerne, der er det interessante ved den kirke, meddelte Fruen en anelse vrissent.

Og så var den halve time iøvrigt gået, og vi gik tilbage og flyttede bilen over på den anden side af floden. Til et sted, hvor man gerne måtte holde lidt længere. I mellemtiden havde Donnaen fået så ondt i sin - desværre nok permanent skadede - fod, at hun ikke ville gå mere, så hun og Gemalen satte sig på en bænk og lod mig om at se nærmere på det iøvrigt ret hyggelige kvarter fyldt med sære butikker og små restauranter. Men nu var der jo ikke noget ved det, så det var hurtigt overstået, og vi gik tilbage til bilen, sneglede os ud af Zürich og skyndte os tilbage til Tyskland.

Hvor vi både kunne finde ud af at parkere og finde et ledigt bord ved på en udendørsrestaurant lige ned til Bodensøen.

Tyskland, det ved vi, hvad er!

Kaniner og gråspurve

Egentlig var det meningen, at vi skulle køre til Bodensøen i ét hug.

Men i sidste øjeblik blev Gemalen ramt af kø-kuller, og så skulle vi pludselig afsted en halv dag før. Med en overnatning undervejs. Hvilket var fint nok, men gav Fruen lidt ekstra før-ferie-stress. For nu var der et halvt døgn mindre til at blive køreklar i.

Og Kamelen skulle også afleveres. Hun havde iøvrigt brilleret med at måtte til dyrlæge med dårlig mave kun ganske få dage før afrejse. Heldigvis fik hun det hurtigt godt igen, og heldigvis ville vores hundepasser-dame gerne give Kamelen de sidste penicillin-piller. (Og heldigvis har hun haft det fint lige siden. Kamelen. Ikke damen, for hun blev faktisk bidt i hånden af en af de andre hunde, men det kommer ikke umiddelbart sagen ved).

Alt lykkedes, og afsted trillede vi.

Uden om Hamburg i en stor bue og ned over Lüneburger Heide.

Den tur har vi gjort så mange gange før, men det er nogle år siden sidst, så da vi kørte igennem skovene og så det første mobilhome, kom vi i tanke om, hvordan vi tidligere har været ved at tabe underkæberne over, hvordan en hel række prostituerede holdt til i i skoven og betjente deres kunder i hver sin camper. Denne gang så vi dog kun ganske få campingvogne, og de så ærlig talt lidt mistrøstige ud, så af en eller anden grund må det ældgamle erhverv være trængt. I hvert fald langs dén landevej ...

Uden yderligere dramatik, eller rettere helt uden dramatik kom vi til vores hotel, som lå stille og fredeligt ud til landlige omgivelser med får og kaniner på marken udenfor.

Kaninerne kunne Donnaen dog godt have undværet, for vi andre gik lidt i selvsving, og forældre, der fjoller rundt og traller "Vi er de vilde kaniner med meget lange ører", er altså utroligt pinlige.

Næste dag fortsatte vi til bunden af Tyskland og fandt vores Gasthof, som ikke bare lå landligt, men også var ganske landligt. Så landligt, at der uden problemer kunne blive plads til både Gemalens cykel og hans cykelbom i laden.

Stedet hed Gasthof Adler, men ørne så vi nu ingen af. Til gengæld vrimlede det med vaskeægte gråspurve, og når vi var ude at køre, så vi flere gange storke, som fouragerede på marker, hvor bønderne netop havde slået græsset, så de stakkels frøer ikke kunne gemme sig.

Her boede vi i fire dage og nød at være både langt ude på landet og alligevel tæt på en hel masse ting, som vi gerne ville se.

Allerførst og ganske uden for programmet var jeg oppe at kigge på den lille, lokale kirke, der - selvfølgelig - lå på en lille bakketop med den skønneste udsigt.

Udsigten kunne nydes fra en bænk, og at der ikke sad nogen på bænken og gjorde netop det, kan kun skyldes, at de gode borgere er så vant til de mange smukke syn, at de ikke længere behøver at falde i staver over dem. I stedet gik de omme på kirkegården og nussede om utroligt velholdte gravsteder. Her var ingen kirkegårdskrise og ingen tvivl om, hvor turen ville ende; under mulde på et flot familiegravsted med fatter og mutter på samme sten. På sin vis sikkert en god og tryg fornemmelse.

Selve den lille kirke var ikke noget at skrive hjem om. Eller. Bare fordi en kirke er helt almindelig og måske en smule mindre end gennemsnittet, behøver den jo ikke at være kedelig, og denne her var faktisk udstyret med fine side-altre og nok at kigge på, hvis prædikenen skulle være lidt kedelig. Og ellers kunne man da bare læse i en af de mange billedbøger, der omsorgsfuldt var stillet i en kasse ved et af de nederste stolestader. Tydeligvis en kirke for både store og små.

Og ganske velfornøjet over dette første indtryk af den sydtyske kombination af orden og hyggelighed kunne jeg gå tilbage og afvente Gemalens tilbagekomst efter første tur i det kuperede terræn.

Gasthof Adler.

Ferien kort

De to ferieuger gik alt for hurtigt, og vi er hjemme igen i det midtjyske.

I punktform har vi

* heldigvis undgået uheld og ulykker

* stort set undgået køer på motorvejene

* til gengæld kørt en million kilometer på landevej. Netop for at undgå køerne. De reelle, og dem vi bare frygtede

* haft det varmt og drukket litervis af vand og spist is

* frosset og spist gullashsuppe

* haft nedture

* og opture

* været helt oppe i skyerne. Oven over faktisk.

* set en masse kirker. Både små og store

* været i Tyskland, Østrig, Schweiz, Italien og Slovenien Men måtte hoppe over Lichtenstein

* været i Moria, men ikke i Narnia

* fået skæld ud på flere sprog. Jo sgu!

* mødt masser af søde, imødekommende mennesker

* været på biblioteket

* oplevet storslået natur

* sat hak ved et par UNESCO-attraktioner

* set storke og gråspurve, men ikke en eneste ørn

* brugt en masse krudt, men alligevel fået opladet batterierne

* konstateret, at den hjemlige græsplæne nu mest af alt ligner et naturgenopretningsprojekt

Og når der igen er rent tøj til alle, vil jeg helt sikkert skrive lidt mere om turen ...

En ikke helt ringe udsigt.

Midtsøgende

Det er meget mærkeligt.

Og føles en anelse utrygt.

Jeg har ikke booket noget som helst i forbindelse med vores forestående ferie.

Jo overnatning, men ellers ikke.

Og det føles altså helt forkert, for jeg er jo vant til at have mindst én og gerne flere forhåndsbookede ting, vi bare skal se på helt bestemte tidspunkter, når vi er afsted på ferie. Men denne her gang hører de ting og steder, Gemalen og Donnaen skal trækkes med til, fordi jeg gerne vil se dem, alle til i kategorien 'duk op - stå i kø - betal - gå ind'.

Altså, tror jeg nok. For jeg kan ikke helt frigøre mig for en nagende tvivl, om hvorvidt jeg har overset noget.

Hvis jeg har, håber jeg, at det bare er i kategorien 'ærgerligt' og ikke 'drøn-ærgerligt'.

Vi agter os til Midteuropa.

Eller jeg gør. For det er mestendels mit projekt, mens Gemalen og Donnaen bare følger med og forbeholder sig ret til at brokke sig ...

Det skal nok blive godt.

God sommer. Vi ses om et par uger.