mandag den 31. juli 2017

Bonde-barok


Nogen havde meget snedigt lagt yderligere MTB-O-løb i Østrig den følgende weekend.

På den måde kunne rytterne slå to fluer med ét ferie-smæk, og det var der rigtigt mange, der gjorde. Men der var det meste af en uge i mellem, og det var lidt forskelligt, hvordan tiden blev brugt. Nogen tog direkte videre til Bad Vöslau, syd for Wien, for at træne og slappe af. En mødtes med sin kone i Prag, og de brugte nogle dage på at være turister der. Jeg havde overtalt Gemalen til et stop på vejen, så vi kunne opleve et hjørne af Tjekkiet, hvor vi aldrig havde været.

Min finger var i sin tid stoppet ved Rozmberk nad Vltavou, cirka 25 km syd for Cesky Krumlov og kun ganske få kilometer fra den østrigske grænse. Men først skulle vi jo dertil, og da der ikke var særlig langt, var der tid til et enkelt svinkeærinde, mente Fruen. Så derfor kørte vi til Holasovice, som er et så fint og velbevaret eksempel på en tjekkisk landsby, at den er på UNESCOs verdensarvs-liste.

Vi kom virkelig langt ud på landet ad små snørklede veje og kom så til Holasovice, som består af et par og tyve gårde, der ligger i en oval, med ryggen til omverdenen og front til et grønt fællesareal. At der er tale om gårde, kan man faktisk ikke se, når står inde i landsbyen, for gårdene er bygget mere eller mindre sammen, og det er de smukke stuehuse, der vender gavlene ud mod fællesarealet. De er bygget i en særlig stil, der kaldes syd-bøhmisk bonde-barok og ligner søde miniatureudgaver af de store og prangende gavlhuse, man kan beundre rundt om større torve og pladser i en lang række midteuropæiske byer.

Klokken var kun omkring halv tolv, men da en besnærende duft af mad kom bølgende ud gennem en port, blev Fruen akut sulten og meddelte, at nu var det tid til frokost. Gemalen var slet ikke sulten, men gik med, og vi satte os på en bænk ved at af de ganske få borde, der var ved det lille bitte madsted mellem bygningerne bag porten.

Og der sad vi så. Gemalen fik en kop kaffe, mens jeg mæskede mig med kanin og en lokal variant kartoffelsalat. Solen skinnede, de øvrige gæster virkede ret lokale, en gammel morlil sad i skyggen foran et baghus og nikkede til dem, der kom forbi, og alt åndede fred og idyl. Det ekstra fascinerende ved stedet var nemlig, at det ikke bare var en tom kulisse, men en levende landsby, hvor folk boede og arbejdede.

Der var ikke ryglæn på bænken, og det var måske meget godt, for ellers havde vi nok siddet der endnu. I stedet rejste vi os, betalte og gik videre. Der stod årstal på næsten alle gavle. Det afslørede, at langt de fleste gårde var bygget i 1860'erne og 1870'erne, altså inden for et relativt kort tidsrum. Hvilket man jo nok også godt kunne regne ud, da de er ret ens. Men hvordan det er gået til, at man har enedes om at bygge sig en færdig landsby på denne måde og ikke ved almindelig, organisk knopskydning, fremgår desværre ikke nogen steder. Jeg har kunnet læse mig til, at der har ligget en landsby siden tidernes morgen. Det har været en tysk enklave, hvilket betød, at indbyggerne efter Anden Verdenskrig blev smidt ud, og landsbyen stod forladt tilbage, ind til man i 1990 begyndte at restaurere den og flytte ind igen. Alt sammen interessant, men bare ikke en forklaring på, hvorfor stort set alle bygningerne er bygget i samme periode.

Næsten rundt om indelukket, opstod et andet akut behov, og jeg var så heldig, at vi netop var nået noget, der lignede en café, men som viste sig at være et ganske stort spisested med udmærkede toiletfaciliteter.

Herefter kunne vi køre videre i god ro og orden.

På vej tilbage til hovedvejen var der flere steder, hvor man kunne se milevidt. Mestendels ud over frodige marker og hist og pist lidt bebyggelse. Men på et tidspunkt var det intet mindre end et atomkraftværk, der dukkede op i horisonten.

Tjekkiet er i sandhed et land fyldt med kontraster.


onsdag den 26. juli 2017

Die Knödelwerferin


En af dagene i Plzen skulle Gemalen ikke køre løb, og jeg øjnede straks chancen for at komme ud og se noget.

- Skal vi ikke køre til Bamberg?

- Til Bamberg?! Er du klar over, hvor langt, der er til Bamberg? spurgte Gemalen.

Det var jeg godt, men det var Gemalen ikke, og jeg håbede, at han bare ville sige ja uden at undersøge det. Det gjorde han ikke, og så kom vi ikke til Bamberg ...

Men køre en tur ville Gemalen godt, og så kørte vi ad landevejen mod syd. 

Og direkte ind i en kø. Der stod næsten bomstille. Den slags kan Gemalen ikke ret godt med, så da opstod en mulighed for at lave en u-vending, gjorde han det, og så kørte vi lidt ad nogle mindre veje, før vi kom tilbage til landevejen og fandt årsagen til køen: En varevogn var i forbindelse med et uheld braget ind i en el-mast, og nu lå og hang luftledningerne ud over vejen, mens diverse redningsfolk vist især afventede, at der kom nogen med det rette grej til at retablere ledningsnettet. Jeg var lige ved at blive sur over, at vi nu bare skulle holde i kø fra en anden vinkel, men heldigvis for os kom vi fra en lille stikvej med stort set ingen trafik, og vi fik derfor lov at kante os igennem med det samme.

Videre og stop i Klatovy, hvor vi pludselig godt kunne se, at vi havde været før, så da vi havde gået en tur på torvet og kigget lidt på det marked, der desværre kun var ved at blive sat op, kørte vi videre mod den tyske grænse og Bayerische Wald. Vi kørte på E53, altså en såkaldt Europavej, men det var bare en almindelig landevej. En ualmindelig snoet almindelig landevej faktisk. Vi kom langt ud på landet, derefter langt ind i den dybe skov og op i nogle ikke alt for høje bjerge. Meget smukt på den udramatiske måde, hvor man måske ikke siger 'wow!', men bare nyder turen.

Vi nåede grænsen, og selv om der var G20-topmøde i den anden ende af Tyskland, var der ikke et øje til at kontrollere, om vi kom i fredeligt ærinde.

Og så kørte vi til Deggendorf. Eller forsøgte. For pludselig var der et skilt om, at vejen var spærret, og vi kom ud på noget af en udflugt. På et tidspunkt mente Gemalen dog, at han godt kunne følge GPS'en igen, og det gjorde han så. Med det resultat at vi lidt senere kunne konstatere, at vi havde kørt i ring, og var tilbage ved det sted, hvor vejen blev spærret. Denne gang høstede Gemalen ikke bonuspoint for sine gode ideer ...

På den måde var vi nået at blive ret sultne, da vi endelig nåede Deggendorf, og så snart vi havde fundet ud af at betale for parkeringen, smækkede vi os ned i stolene på en fortovsrestaurant midt på torvet. Vi valgte hver sin tærte, og så havde jeg forventet at få en rund, dyb sag med fyld på en tærtebund af mørdej. Det fik vi overhovedet ikke. Vi fik noget, der var fladere end den fladeste pizza og ganske sprødt. Det smagte virkelig godt, og så var der jo ingen grund til at beklage sig over den overraskende variant af tærtefænomenet.

Da vi havde siddet lidt, kiggede Gemalen op mellem parasollerne og mente, at vi vist skulle skynde os, hvis vi skulle nå at se noget, før det begyndte at regne. Altså skyndte vi os afsted, for jeg ville gerne se statuen af die Knödelwerferin, som jeg havde læst om.

Sagen var nemlig, at den grimme kong Ottokar tilbage i tolvhundredeoghvidkål havde belejret byen, og på et tidspunkt var en spion blevet sendt afsted for at kravle over bymuren og se, om indbyggerne ikke efterhånden var så udmattede af sult og indspærring, at byen kunne indtages. Spionen blev imidlertid opdaget af en kone på vej med knödler til sin mand, og hun verfede resolut en knödel lige i synet på den stakkels spion, som mistede balancen og drattede ned i voldgraven. Da Ottokar og hans mænd på den måde erfarede, at indbyggerne stadig havde så meget mad, at de ligefrem kunne kaste med det, opgav de den videre belejring, og byen blev reddet.

Rigtig god historie, der både fortæller om kvindelig handlekraft og - ikke mindst - om slagskraften i knödler ...


Det tog lidt tid at finde statuen, for den stod ikke på selve torvet, men for enden af en sidegade. Og så var den slet ikke så stor, som jeg havde forestillet mig. Lidt som at se Den lille Havfrue for første gang. Men den var der, og vi så den, og vi skyndte os at gå tilbage igen, for nu begyndte det at dryppe. Tilbage på torvet ville jeg lige have et billede af en madonnafigur foran kirken. For at få det skulle jeg over gaden og ud midt på torvet. Gemalen valgte klogeligt at vente og godt for ham, for pludselig gav det vand, og mens han kunne gå ind under en markise, måtte jeg vente på et hul i trafikken, før jeg kunne komme tilbage igen.

Jeg ville gerne have set noget mere af byen, men vejret var dumt og klokken mange, så vi vendte næsen hjemad.

Vi valgte en lidt anden rute og kom til Furth im Wald, hvor man kan et eller andet med drager. Hvad fandt vi desværre aldrig ud af, for vi kom for sent, og det der drage-noget - som vi ikke vidste, hvad var - var allerede lukket. Det var lidt surt, men så kunne vi i stedet sætte os og få en kop kaffe og en kage på en café på torvet.

På vej tilbage til bilen var Gemalen dagens helt, da han 'reddede' en gammel dame, der bare ikke kunne hitte ud af at starte sin bil. Så det gjorde Gemalen, mens hun holdt hans paraplyer. Imens stod jeg og tænkte, at det egentlig var ret fint, at hun sådan overlod sine bilnøgler til en vildt fremmed. Ovenikøbet en udlænding. Verden er endnu ikke helt af lave.

Lidt skæv var den nu alligevel. Vi nåede grænseovergangen og fandt ud af, at det var en af de mere sleazy af slagsen. Først var der et par kasinoer, så en natklub, der hed 'Ladies Bar', men som vi var enige om nok nærmere var 'bare ladies'. Derefter et par huse, der tydeligvis var bordeller, og til sidst stod eller sad kvinderne langs vejen. Det er ikke just fordi vi ikke før har oplevet prostitution langs vejene, men det er første gang, at vi har set det koblet sammen med en grænseovergang, og vi kunne ikke regne ud, hvorfor lige netop denne - lille - grænseovergang skulle være noget særligt, på denne lidt kedelige måde?

Således beriget med diverse mageartede indtryk kørte vi hjem.

Ikke verdens bedste billede af die Knödelwerferin.

torsdag den 20. juli 2017

Karls søde lillesøster, Marie


I et par dage var min foretagsomhed virkelig begrænset.

Hvis jeg ikke sad i gården og læste, kunne jeg lige samle mig sammen til at gå de cirka 200 meter over i supermarkedet og købe ind til vore frokost. Det var til gengæld også en udflugt i sig selv, fordi det altså er meget mere interessant at købe ind i udenlandske supermarkeder. Udvalget er ikke bare anderledes, men også meget større, og det er altid spændende at handle pålæg i delikatesse-afdelingen. Det foregår med en blanding af engelsk, måske tysk og fingersprog. Jeg peger og beder om fem skiver, og delikatessedamen finder frem til den rette pølse eller skinke og gætter på, at jeg mener 50 gram. Så skærer hun af, og det bliver seks skiver og 54 gram. Og det er jeg fint tilfreds med og går glad hjem.

Det blev dog lidt kedeligt i længden, og jeg fik lokket Gemalen til at køre til den lille kurby Marianske Lasne. Som før i tiden - eller muligvis stadig, hvis man er tysker - hed Marienbad. På samme måde som Karlovy Vary hed Karlsbad, dengang Bøhmen hørte til Østrig-Ungarn og havde en overvejende tysk befolkning. Marianske Lasne ligger ikke ret langt fra Karlovy Vary, hvor vi var for to år siden, men er ikke så stor og ikke så kendt. Og derfor nok heller ikke så overrendt, satsede vi på.

Det kom til at holde stik. Marianske Lasne minder i høj grad om en sød lillesøster til Karlovy Vary med mineralske kilder og smukke, smukke gamle hoteller og palæer, hvor eliten indlogerede sig for at slappe af, socialisere og eventuelt lade sig behandle for diverse dårligdomme, som kilderne skulle gøre godt for. Det var fx muligt at blive behandlet for gigt og hudsygdomme, hvilket vel ikke var så sært. Hvorimod det overraskede os noget, at man også havde ment at kunne kurere overvægt og manglende frugtbarhed. Det med overvægten kunne muligvis skyldes, at man fuldstændigt mistede appetitten, når man havde smagt på - eller lige frem drukket af - vandet fra kilderne. Gemalen smagte nysgerrigt på vandet, men efter at have set hans ansigtsudtryk behøvede jeg slet ikke at prøve ...

Vi daskede rundt i den smukke kolonnade, gik en tur i parken og kiggede på springvand. Men mest af alt kiggede vi på de flotte, gamle bygninger, som givetvis alle er blevet bygget med henblik på at imponere. Selv om det nu er turister i praktiske sko og med store kameraer, der vader rundt, er det ikke svært at forestille sig, hvordan datidens damer i store rober og mænd i morning coat og høj hat spadserede i parkerne.

Da vi ikke gad at daske mere, snuppede jeg lige en tur på et lille museum, mens Gemalen 'passede på bilen' (læs: han tog en lur på en bænk i skyggen under et træ).

Det var et lille multi-museum, der med forskellige udstillinger dækkede lidt for en hver smag. Der var noget om både det lokale dyreliv, den særprægede undergrund med de mineralske kilder og noget om de mest kendte kurbadsgæster og endelig noget om Goethe.

Jeg hoppede over dyrelivet og gik ret hurtigt kold i det om de mineralske kilder. Sjovere var det at kigge på gamle billeder af datidens kendte kurgæster. Nøj, hvor var de fine. Det allermest spøjse billede var af den engelske kong Edward d. 7 og den russiske zar Nikolaj d. 2., hvor de sidder ved siden af hinanden i fuld uniform - og fødderne i hver sin balje vand! Da jeg var færdig med at grine, kunne jeg ikke lade være med at fundere over det paradoksale i, at de gamle statsoverhoveder på den ene side nok har været temmeligt nøjeregnende med etikette og fremtoning og på den anden side har været så afslappede, at de har kunnet sidde der og pjaske i vand - og ovenikøbet tillade, at der blev taget et billede. Jeg har i hvert fald svært at forestille mig et lignende billede af Putin og Trump ...

Til sidst så jeg også udstillingen om Goethe. Den kan jeg huske absolut ingenting om, hvilket jeg vil vove at påstå siger mere om udstillingen end om mig. 



onsdag den 19. juli 2017

Fredeligt og udramatisk


Det var så den ferie.

Det eneste, der er tilbage, er bon'er og vasketøj og - selvfølgelig - en masse gode oplevelser, der  forhåbentlig er godt lagret i hukommelseskortet på øverste etage.

Det blev en ret fredelig ferie, hvor pulsen for mit vedkommende kun sjældent kom særlig højt op, og hvor der var dage, hvor jeg stort set ikke foretog mig andet end at spise, læse og sove.

Ikke en eneste gang var vi ved at komme for sent, og ikke en eneste gang oplevede vi noget virkeligt hårrejsende.

På et tidspunkt troede vi godt nok, at der måtte være sket et eller andet forfærdeligt, da vi på motorvejen mellem Hamburg og Berlin så en næsten uendelig strøm af politibiler på vej mod vest. Men så gik det op for os, at der nok snarere var tale om forberedelser til det dengang forestående G20-topmøde i Hamburg.

Iøvrigt oplevede vi kun moderat motorvejsbøvl på udturen. Vi var dog også helt utroligt heldige, da det lykkedes Gemalen at sno bilen ud mellem to holdende lastbiler og ud af en frakørsel i sidste sekund, inden motorvejen proppede helt til med en gigantisk kø, der - kunne 
vi et øjeblik senere se, da vi kiggede ned på den fra en bro - strakte sig, så langt øjet rakte.

Første etape af ferien foregik i Plzen, hvor Gemalen skulle køre mtb-o-løb, og hvor vi boede i den samme udmærkede pension som for henholdsvis to og otte år siden. Det er et ret genialt sted i forhold til Gemalen og de andre mountainbikeres behov. Der er en aflåst gård, hvor bilerne kan stå, og man behøver derfor ikke bekymre sig om hverken sin bil eller de cykler, man måske har stående på bommen bag på. Og desuden stillede værtsparret også et stort - om natten aflåst - rum til rådighed for alle cyklerne. Iøvrigt er der bænke i gården, hvor man kan sætte sig og få en kop kaffe og en sludder med de andre. Og dem var der - når der ikke var løb - nok af, for næsten alle de gamle, garvede mountainbikere fra Danmark havde valgt at indlogere sig netop der.

Vi ankom planmæssigt ved seks-halvsyv-tiden, jeg fik lov selv at vælge værelse og valgte mit favoritværelse i gavlen. Vi fik slæbt vores bagage op, gik tre gange rundt om os selv og derefter ud i byen for at finde noget aftensmad. Og allerede ved den allerførste fortovsrestaurant sad tre af de øvrige danskere og vinkede, og så kunne vi jo lige så godt sætte os der og lade feriestemningen ramme os.


Lidt af Plzen set fra oven.