fredag den 26. december 2014

Hvid jul


Heldigvis blev det ikke hvid jul.

Ikke sådan helt rigtigt.

Heldigvis, fordi jeg absolut ikke er fan af at skulle køre i sne og glat føre juleaften. Og vi skulle hjem fra mine forældre.

Hjem kom vi.

Ad regnvåde, sorte veje.

Men i løbet af natten slog vejret om, og vi vågnede til et rigtig fint snelandskab.

Sådan har det været siden.

Hvidt. Og koldt. Og smukt.

Sneen er blevet siddende på træerne og tynger grenene ned, så flere skovstier er stort set ufremkommelige. Smukt, men en anelse bøvlet, når man pludselig ikke kan gå, hvor man plejer.

Til gengæld er ankeldyb mudder-smask afløst af nogenlunde fast underlag. Og der er (7-9-13) forbløffende lidt glat. På fortovene, fordi husejerne har haft tid til at rydde, og i skoven, fordi der overhovedet ikke er ryddet.

Utilfredsheden kan ligge på et lille sted.

Ligesom det er svært at være utilfreds med en fredelig og ganske indbringende juleaften.

Efterfulgt af to dage med absolut og total udfladning.

Noget vi alle trængte til.

Nok også mere, end vi forlods var klar over.

Så den har stået på afslapning, ingenting, kamelluftning, ingenting, film, ingenting og endda sammenhængende læsning i mere end fem minutter ad gangen.

Nu skal vi så lige op i gear et par dage i forbindelse med en rund fødselsdag.

Men derefter venter igen et par flade ud-dage.

Så mon ikke vi holder til det?

Jeg tror det.

Hvid julemorgen.
Og læg lige mærke til, at der er kommet lyskæder op!

tirsdag den 23. december 2014

Nåmn, så Rigtig Glædelig Jul!


Det står lidt sløjt til med det der bloggeri.

Det er forsvundet i rødkål (Fruens negle og neglebånd er uklædeligt lilla), indkøbslister og gavepapir.

Så for at gøre en lang historie kort; det bliver ikke til mere før efter juleaften. 

Sådan er det bare.

Men derefter er der håb.

Håber jeg.

Rigtig Glædelig Jul!


tirsdag den 16. december 2014

Glatis, varme bade og pebernødder igen igen


Så smuttede der lige en weekend.

Og god tid blev til datid.

Nu er det lige straks meget snart.

Fik vi så julet?

Ja, lidt blev det da til.

Fredag morgen gik alt glat.

Veje, fortove, egne fliser, simpelthen alt var totalt glaseret, og det var hysterisk glat, da jeg var ude og morgenlufte Kamelen.

Jeg trippede afsted som en af mine gamle tanter (der dog forhåbentligt ville have afholdt sig fra overhovedet at gå ud). Og lærte at sætte pris på alt; grus, ukrudt mellem fliserne eller nedfaldne kviste og blade, der gav bare den mindste krusning i den glaserede overflade og dermed minimalt håb om at kunne stå fast.

Kamelen stod bedre fast end jeg, men havde - heldigvis - også store problemer med manglende bremseevne og ukontrollerede udskridninger, hvilket betød, at jeg, grundet bedre strategi med hensyn til vejvalg, undgik at blive trukket (helt) ud af balance.

Men sjovt har det sikkert set ud. Også en anelse mystisk. For jeg fandt ud af, at der - afhængigt af vindretningen - tit var en kvart stribe uglaserede fliser helt inde under hækkene. Altså gik jeg så tæt på hækkene, som det var fysisk muligt uden at hænge fast. Og selvom jeg ellers dagligt prøver at forklare Kamelen, at hun ikke må gå inde på folks græsplæner, så jeg ingen grundt til ikke at gøre præcis det, hvis jeg havde muligheden.

Resten af fredagen gik med at spekulere på, om Storebæltsbroen ville lukke, så Gemalen og Donnaen skulle overnatte på Sjælland.

Det gjorde den ikke, og de kom hjem, og så blev det lørdag.

Hvor det ikke var glat.

Troede jeg.

Lige ind til jeg fandt ud af det modsatte.

Jeg faldt ikke.

Ikke sådan rigtigt i hvert fald ...

I stedet endte jeg, efter en masse tegneserieagtig basken med armene, med at lande med det ene knæ i fortovet. Det gjorde ikke ondt, men lårmusklen var åbenbart på overarbejde, hvilket den har ømmet sig over siden.

Søndag tjekkede jeg forsigtigt oven på postkassen og fik igen den glaserede fornemmelse under fingerspidserne. Den var gal igen, og jeg tog mine forholdsregler og valgte en rute med mange skovstier i stedet for fliser.

Der var is på vandhuller og smådamme, men ikke nok til at bære en and, og jeg så den mest nuttede isbryderaktion, da mutter-and lagde sig i spidsen og ryddede en sejlrende med fatter på højre flanke og en mindre kortege af andre ænder (årets kuld?) tøffende efter sig.

Kamelen kunne heller ikke gå på hverken vand eller mudder og et planlagt bad måtte derfor fremskyndes til lige efter hjemkomst.

Gemalen skulle selv i bad, og så kunne Kamelen jo passende komme med. Bagefter skulle Kamelen tørres, og da det var overstået, kunne Fruen lige så godt også gå i bad ...

Oven på den omgang trængte badeværelset også til en kærlig hånd, men det fik nu lov til at vente. I stedet blev Kamelen efterladt til eftertørring på det varme gulv, og så tog vi ud og hentede juletræ hos gode venner med egen skov.

Eller juletræer faktisk, for Fruen fik lov at få et lille træ, der kan stå i parasolfoden på terrassen. Der står det så nu, men uden lys. For når Gemalen endelig har tid til at fedte med lyskæder, er det stensikkert regnvejr. Således også denne gang.

Resten af søndagen gik med en lille smule julepyntning. Men enten er nisserne for sløve, eller også er jeg, for det går lidt trægt.

Så var der selvfølgelig den førnævnte temmelig nødvendige badeværelsesrengøring.

Og endelig ikke at forglemme; den absolut helt nødvendige pebernøddebagning, anden udgave.

Som selvfølgelig blev klaret før badeværelset.

Man må jo prioritere.


Kønne er de ikke, men de smager godt!

torsdag den 11. december 2014

Ting jeg ikke forstår på en torsdag - VII - juleversion


Det er torsdag og i anledning af julen spekulerer jeg især over jule-relaterede ting, som for eksempel:

- Hvordan det er gået til, at jeg har fået en kontor-juledekoration, hvor jeg ikke kan se lysene? Fyrfadslysene står i dybe metalskåle, og dekorationen står så højt, at man skal stå op og iøvrigt være over 1,80 høj for at se lysene. Dumt, når man kun er 1,70 og sidder ned det meste af tiden.

- Hvor mange brune kager der kan være i min mave? Ikke de hjemmebagte, som stadig er stærkt rationerede, men Verdensfirmaets billige købe-kager, som ikke desto mindre smager så godt, at jeg (og andre) har meget svært ved at stoppe indtaget allerede efter 5-6 styk.

- Hedder det overhovedet brune kager, eller hedder det brunkager?

- Hvordan folk, der går ind for LCHF eller på anden måde dyrker nul sukker og nul stivelse, finder ud af at holde jul? Kan man overhovedet det, eller bliver man nødt til at erklære en måneds undtagelsestilstand?

- Hvem i alverden har fundet på, at blålys (yes, pun intended) er en julefarve?

- Og siden hvornår er selvlysende isbjørne blevet en julepynteting?

- Hvorfor vælter det ind i min mailbakke med gode, lækre, lokkende og nærmest uimodståelige tilbud på ting og sager, som jeg ønsker mig, og som kun jeg (i min familie altså) kan opnå rabat på, men som jeg ikke kan tillade mig at købe, fordi de står på min ønskeseddel, og det derfor er meningen, at andre skal fornøje sig med at give mig? Det er ikke fair.

- Og hvorfor skal nogle smukke design-ting pludselig overeksponeres og hypes i en grad, at det kammer over, og jeg alligevel slet ikke gider at ønske mig dem? Man må jo forvente, at der står Lyngby- og Kählervaser i mindst hvert andet hjem efter denne jul, og hvor bliver ideen om ens egen, helt unikke boligindretning så af?


Endelig forstår jeg overhovedet ikke, hvordan jeg skal nå at blive færdig inden jul med alt det, som jeg skal nå. Men sådan er det jo hver jul. Og hvert år når jeg det hele allermeste, så det er vist som det skal være.

Der er altså lys i!

mandag den 8. december 2014

Julefornemmelser og skyklapper


Der er bagt pebernødder i rå, men for få mængder.

Og der er spist pebernødder i rå og for store mængder. Gemalen går muligvis efter at slå en personlig rekord?

Bunden i kagedåsen nås med garanti inden jul, og brunkagekrisen er derfor kun midlertidigt afværget.

Der er kommet gran i hus, og kassen med julepynt er kommet frem. Låget er ganske vist endnu ikke kommet af, men til gengæld er tre uartige påskefår, der havde oversomret på reolen blevet puttet pænt væk i påskepyntskassen.

Og vi har været til julemarked.

På relativt lokalt slot, hvor gode venner i god sags tjeneste langede gløgg og æbleskiver over disken til de mange besøgende.

Under de tykke hvælvinger i kælderen under den ene fløj var der indrettet boder med julepynt, tingeltangel og alverdens mærkværdigheder. Heldigvis var der ingen købetvang, så vi nøjedes med førnævnte gløgg og æbleskiver til overpris samt en pæn bunke lodder fra tombolaen. Det lykkedes Fruen at vinde en enkelt ting; et lillebitte juletræ med indbygget lys. I skiftende farver!

- Meget smuk og meget smagfuld, som Gløgg- og Æbleskivefruen straks med et grin erklærede, da hun kom forbi vores bord med karkluden i hånden. Flormelis sviner altså helt vildt.

Således er der indsamlet julefornemmelser, og det er også helt nødvendigt, for udbredt koks i kulisserne truer ind i mellem med at hælde sort tjære ud over både julestemning og julefred.

I denne omgang er tjæretønden dog sparket ud over sidelinjen, og Fruen tænker, at hvis hun nu tager skyklapper på og alene koncentrerer sig om juleforberedelserne, så bliver den, altså tjæretønden, nok liggende der.

Man kan da håbe.

Og imens er der lige en ønskeseddel, der skal sendes, julekort, der skal skrives og så videre.


Symbolsk?
Julestemning under stor, tung hvælving.

onsdag den 3. december 2014

Hvem siger, jødekager skal være runde?


Der er gået kludder i bage-rækkefølgen i år.

Pebernødderne skal bages først.

Det er det klogeste her i huset.

For i modsætning til brunkagerne, hvor der er den dej, der er, und nichts weiter, så kan der bages pebernødder i flere omgange, skulle behovet opstå. Hvilket ofte sker. Da Gemalen er m-e-g-e-t glad for julesmåkager. Og for pebernødder i særdeleshed.

Men nu kom vi altså hjem med dejpølser til brunkager. Plus en lille portion dej til jødekager. Og Gemalen syntes, det var helt i orden (hvorfor mon?), at jeg droppede de øvrige huslige pligter til fordel for bagning.

Nu havde det været smart straks at kaste sig ud i noget pebernødde-bagning. Men jeg havde ikke mel nok. Og jeg havde lige udliciteret dagens indkøbstur til Gemalen.

Altså gik jeg i gang med jødekager og brunkager.

Jeg plejer slet ikke at bage jødekager. I stedet har vi tit været heldige at få en dåse af min mor.

Jødekager er dog til at finde ud af. Det er bare et værre pillearbejde. Man ruller ud og stikker ud. Og så ælter man den overskydende dej sammen og gentager processen. Igen. Og igen. Indtil der til sidst er så lidt overskydende dej, at det ikke giver dårlig samvittighed lige at komme til at spise den ...

Min mor bruger vist nok et portvinsglas til at stikke sine jødekager ud med. Så de bliver små og nydelige. Og uden bæven kan serveres for andre damer i samme aldersklasse, der selv bager små og nydelige småkager.

Det blev dog lidt for kedeligt for Fruen, så i stedet kom Donnaens udstiksfigurer frem fra skuffen, og nu har vi fine jødekager i sommerfugle- og bamsefacon. Sommerfuglene blev rigeligt store, men jeg er overbevist om, at de glider ned alligevel.

Og hvem har også sagt, at jødekager skal være runde?

Jødekageportionen blev dog så lille, at jeg godt kunne se, at jeg var nødt til straks at bage brunkager for at forhindre jødekagerne i at forsvinde alt for hurtigt. Hellere et vist indhug i brunkagerne, end at alle jødekagerne får (Gemalens) ben at gå på.

Brunkager er nemme(re). Ikke noget stikkeri her. Selv om jeg stadig husker min barndoms benovelse over nabokonens fine, fine brunkager. Sirligt skåret ud i ruder og med en flækket mandel på midten.

Til gengæld skal der fart over feltet, hvis man vil holde trit med sin ovn, når man bager brunkager. Ellers ender de som sortkager og smager overhovedet ikke godt.

Så der skal være en plan. Der skal være god plads til bageplader og riste. Og til Fruen selv. Så Donnaen og Kamelen bliver forvist fra køkkenet, mens Gemalen klogeligt forsvinder af sig selv.

Det der med med hyggelig julebagning i skøn samdrægtighed er tydeligvis ikke lige noget, vi gør i ...

Okay, hvis Donnaen gad at være med, kunne konceptet nok justeres ind i passende grad.

Men det gør hun ikke, og derfor snurrer Fruen alene rundt, mens brunkagerne ryger ind og ud af ovnen i et tempo, der giver sunde, røde kinder.

Det hele kører som på skinner, så længe Fruen kan koncentrere sig. Men i det øjeblik, Fruen falder i staver eller tror, hun kan nå at lave kaffe, er der dømt kulkager.

Så det gjorde hun kun én gang.

Resten af portionen blev vellykket.

Yderst vellykket, faktisk.

Så nu skal der bare bages pebernødder, inden brunkagerne forsvinder.



mandag den 1. december 2014

Adventskrans - tjek, kalenderlys - tjek


Så blev det lige med et december.

Og november, der føltes lang og mørk og våd og kedelig, forsvandt alligevel hurtigere end forventet.

God tid blev - som altid - erstattet med lettere panik.

For selv om kalenderlyset var indkøbt allerede omkring 1. november, var der bare ikke rigtigt sket mere. Og så var det pludselig på høje tid at få styr på både dit og dat.

Adventsgaver ikke mindst.

Donnaen havde gjort sit for, at jeg ikke skulle glemme det. Men omvendt havde hendes cirka 717 opdateringer også bevirket en vis immunitet fra moderens side. Der var vel ingen grund til at forjage sig, hvis ønskerne blev erstattet af andre, endnu mere brændende, ønsker?

Sådan kunne det nødvendigvis ikke blive ved med at gå. Især ikke da gaver købt over nettet kommer lidt som vinden blæser, så snart juletiden nærmer sig.

Men noget nåede frem, og Donnaen kom selv med ud at handle lidt på Black Friday, og på den måde kom tre ud af fire adventsgaver til hende faktisk i hus før den første søndag i advent. Hvilket egentlig var meget godt klaret. Syntes jeg selv.

At jeg så var lige ved at glemme at pakke ind, er der vel ingen grund til at nævne?

Adventsgaver til min mor blev også nået,og så tog vi alle afsted til den årlige dag for brunkagedej-fremstilling og adventskransebinding sammen med netop hende. Siden sidste år har mor fået induktionskogeplader, hvilket gav lidt udfordringer, da den gamle, kæmpestore gryde nu ikke kunne bruges. Men det lykkedes, og det lykkedes også at får trillet pølserne på det nogenlunde rigtige tidspunkt, hvor dejen hverken var for blød eller for hård.

Og mens Kamelen blev luftet i bidende kulde, men dog nogenlunde læ, bandt Donnaen adventskrans sammen med sin mormor. Det er et meget hyggeligt projekt, de to har sammen, og så længe Donnaen gider, er det helt sikkert sådan, vores adventskrans skal være.

Søndagen oprandt, og der skulle fabrikeres kalenderlysdekoration. Det gik op for mig, at jeg slet har købt gran endnu, men heldigvis havde jeg tidligere hjembragt nogle fyrregrene fra skoven (fra fældede fyrretræer forstås), som kunne bruges. I haven var der kristtorn og diverse blade og frøstande,og i skabet en gammel guldspray, og på den måde lykkedes projektet egentlig ganske fint.

Og vi blev klar til både advent og december.

Panikken er udskudt.


Der skulle lige tages et fint billede,
men så blev 'nogen' meget interesseret ...