Mandeforkølelse

Vi er ramt af mandeforkølelse.

Gemalen ville ganske givet protestere og sige, at det da kun er ham, der er forkølet. Men da han som de fleste andre hankønsvæsener ikke tager let på det at være forkølet, synes jeg, det er rimeligt nok at hævde, at VI er ramt af mandeforkølelse.

Hvor der skal tages hensyn. Hvor sofaen er optaget af liggende Gemal med tæppe og puder. Og diktatorisk ret til fjernbetjeningen (Ja, vi er sådan nogen, der kun vil have ét fjernsyn. En gang i mellem er det en virkelig dårlig ide). Plus stort behov for ekstra servicering med kamillete og papirlommetørklæder.

For man(d) kan jo ikke ret meget, når man(d) er syg. 

I hvert fald skal der prioriteres. 

Benhårdt.

Og det bliver der så.

Gemalen begyndte at gå rundt og se lidt slatten ud allerede midt i sidste uge. Fredag indrømmede han, at han nok var blevet forkølet. Han havde været til spændende seminar, men måtte tage hjem før tid. Med blanke øjne og bodega-stemme.

- Dropper du så dit mountainbikeløb i morgen? ville Fruen vide.

- Nej nej. Den forkølelse skal bare køres væk, mente Gemalen optimistisk.

Så han tog afsted. Imens tog Fruen på indkøb, kom hjem igen og fik øje på Gemalens sportstaske på fryseren. Det gav lige cirka 150 kilometer ekstra kørsel. Til deling mellem Gemalen og Fruen. Og hvis Gemalen havde troet, at han derefter kunne nå frem til tiden til sin start, så tog han fejl, men rare arrangører lod ham starte allersidst. Hvilket var pænt af dem, men hævnede sig, for så skulle de jo vente på, at han kom tilbage igen. Med tyve minutters tidsstraf, da kortlæsning og feber nok alligevel ikke gik særlig godt i spænd.

På den måde blev klokken næsten syv, før Gemalen endelig var hjemme igen. Træt, men trods alt ikke voldsomt mere forkølet end før start.

Altså var der ingen grund til at passe særligt på sig selv, og Gemalen brugte søndagen på at vaske og støvsuge bil. I hundekulde. Og dét var dumt. For forkølelsen er siden taget til i styrke. Fra moderat til rigtig træls. Gemalen hoster, nyser, snotter og sprutter. Og ligger på sofaen. Og lader sig varte op.

Når altså han ikke lige passer sit arbejde. For det gør han jo. Han fiser og farer. Og kører hid og did. Selv om han egentlig er for syg.

Og på den måde trækker han pinen ud. Og hoster, nyser, snotter og sprutter. Og ligger på sofaen. Og lader sig varte op.

Og ender med at smitte os andre.

Og det er så lige dér, vi er nu.

Suk.

Jeg kan lige så godt give op og
overgive mig til kamilleteen med det samme.

Flad

Åh altså!

Jeg er november-træt. Fredags-træt. Bare træt.

Den dejlige sensommer er slut. Den skønne efterårsferie er slut. Og det er småt med hverdagsfornøjelser. Fordi det er for mørkt. For vådt. For koldt. For surt. For tsæt selv.

Øv, jeg gider det ikke.

Gider, gider, gider ikke.

Mine batterier er bare helt flade.

Det burde de jo slet ikke være, for vi har lige været på efterårsferie. Med sol og dejligt vejr og sjove, skøre og rare oplevelser, som burde putte energi på alle tanke, så vi fint kunne holde til et pænt stykke hen på den anden side af jul.

Men som i en dårlig Leasy-reklame er det som om, energien er suget ud af mig.

Først var der min fars sygdom.

Dertil kommer, at vi i øjeblikket bøvler med et problem, der ikke kommer på bloggen, men som involverer ind til flere offentlige instanser. Og det er så tungt, så tungt. Intet kan bare gøres eller besluttes med et snuptag. Alt skal undersøges og udredes, før nogen kan tage stilling til at ville eller bevilge noget som helst. Og der er ventetider.

Og bedst som vi tror, at vi har fået en fod i den rigtige dør, bliver sagen - for sådan en er det blevet - smidt over i et andet regi, og så er det forfra. Med nye mennesker, nye møder, nye skemaer og nye overvejelser. Der er, siden vi kom hjem fra efterårsferie, næppe gået en dag, hvor jeg ikke har været i kontakt med én eller flere professionelle i den offentlige sektor for at fremme vores sag.

Og selv om langt de fleste er venlige og imødekommende, er det langt fra alle, der kan gøre noget. Og de, der kan, sidder i bureaukrati til halsen i et umådelig trægt system og må derfor mane til besindighed. Vores besindighed. Som vi slet ikke har mere tilbage af.

Derfor er jeg træt. Vi er trætte. Helt ind i knoglerne.

Sove det væk kan jeg ikke. Jeg ligger i stedet bare og roterer.

Så det skal arbejdes væk. Ved at ringe, maile og skrive. Igen og igen. Til det lykkes. For det skal det. Og det gør det.

Men lige nu er jeg bare flad.

Gammelt billede. Tåge i Bratislava.

Godt, så tror vi på det

Efter en skøn ferie landede vi hjemme i virkeligheden.

Den virkelighed, der sommetider er mere grum end godt er.

Vi har før prøvet at komme hjem fra ferie og finde ud af, at nogen i den nærmeste familie var blevet alvorligt syge.

Denne gang var/er det min far, den er gal med.

De dårlige nyheder var kommet til os drypvis, mens vi var væk, men min mor havde - for ikke at spolere vores ferie for meget - været yderst karrig med sine oplysninger. SMS bliver så heller aldrig min mors måde at kommunikere på.

Så først fandt vi - med et par dages forsinkelse - ud af, at min far var blevet indlagt med ondt i maven, og nu skulle han lige undersøges ordentligt. Ja tak, det var jo fint. Man hvad indebar 'ordentligt'?

Det indebar diverse scanninger, som de nu ventede svar på, fortalte min mor, da jeg ringede til hende.

To dage senere sendte min mor en SMS om, at nu var far kommet hjem.

Om min mor virkelig havde forestillet sig, at hun kunne spise os af med den besked, ved jeg ikke. Det kunne hun selvfølgelig ikke. Så et kvarter senere havde jeg så, for det første fået at vide, at min far havde fået konstateret cancer i prostata. Og for det andet haft ja-hatten på og sagt en hel masse om, at netop cancer i prostata jo ikke behøver at være så slemt. Mange mænd dør med det og ikke af det og bla-bla-bla.

Min mor modsagde mig ikke, men undlod en vigtig detalje, som min far så selv fortalte, da jeg næste dag ringede hjem, og spurgte, om de havde fundet sig selv igen.

- Det har altså spredt sig, meddelte min far. Til ryggen.

Det var straks værre. Ja-hatten faldt af, og Gemalen måtte den dag lægge skuldre til mange tårer.

Vi diskuterede lidt frem og tilbage, om jeg skulle flyve hjem, men blev enige om, at det alligevel ikke ville flytte noget eller gøre nogen glade. Iøvrigt ville der ikke yderligere ske noget, mens vi var væk.

Så vi fortsatte vores ferie, kom hjem og kunne så kun - med bæven - vente på, at min far skulle få sin behandlingsplan.

Bæven, fordi man i løbet af nul komma dut kan nå at male Fanden på væggen med sytten forskellige skrækscenarier. Så ord som kemo og stråler og daglige ture til sygehuse langt væk kværnede rundt i hovedet på mig.

Egentlig burde jeg jo være klogere, for ved at følge med på Ellens og Rejens blogge har jeg efterhånden lært, at cancerbehandling er individuelt tilpasset, så hvad man hører, at den ene skal igennem, behøver overhovedet ikke gælde den anden. At det også er meget individuelt, hvor hård behandlingen er mod ens krop, ens helbred og hele ens system fremgår også meget tydeligt.

Og med den viden burde jeg jo slå koldt vand i blodet og bare afvente. Men bare, bare og min bare. Det gik selvfølgelig ikke så godt.

Endelig oprandt dagen dog. Min far fik sin behandlingsplan. Og så indeholdt den kun et punkt: Operation.

For prostatacancer næres af testosteron. Og hvis man fjerner det, udsulter man canceren, som - hvis alt går, som det skal - stopper sin fremfærd eller ligefrem går til grunde. Siger sagkundskaben.

Og det tror vi så på.

Det vil sige, det er faktisk temmelig svært at tro på, at cancerbehandling kan være så easy peasy. Selvfølgelig er det ikke rart at skulle opereres. Og i fuld narkose. Og selvfølgelig er der bivirkninger. Men i forhold til kemokure og daglige røntgenbehandlinger i ugevis på hospitaler langt væk er det næsten som at have vundet i lotteriet.

Der er nu allerede gået mere end 14 dage siden operationen, og alt går tilsyneladende, som det skal. Det finder vi først ud af til februar, for så lang tid skal der gå, før lægerne vil se min far til tjek.

Så de tror på det.

Og når de gør, så gør vi også.

Basta.

Og så bare hjem!

Altså vågnede vi på den - efter min mening - rigtige side af Pyrenæerne, og nu gjaldt det bare om at komme hjem.

Så vi buldrede ned ad trapperne mod morgenmadsstuen. 

Og var lige ved at glide i en hundelort, der lå på reposen mellem anden og tredie. Hvordan filan går sådan noget til??

Jeg fik gjort hotelmutter begribeligt, både at vi gerne ville have 'rigtig' morgenmad (og ikke bare nøjes med café au lait), og at den der hundelort - dog poo - og hvad hedder det så lige på fransk? - mishagede os en del. Og så fulgte vi ellers med i hotellets hakkeorden, således at hotelmutter blot uddelte ordrer, mens ældste tjenende ånd stod for morgenmaden og yngste tjenende ånd måtte finde sig i at få aben (læs: lorten) og derfor sås bevæbne sig med pose, kost og spand ...

Denne gang huskede vi at snakke om ruten inden afgang, og vi enedes om at være uenige med Ruth, som ville have os helt ud til Middelhavet. I stedet kørte vi mod nord, mod Paris. Og vi ville så konsultere Ruth, når vi var kommet lidt (læs: 500-700 km) længere mod nord.

Som sagt så gjort. Ruth snakkede en del om uheld, men de lå ikke på vores rute, så dem behøvede vi ikke at bekymre os om. Ved Cahor-afkørslen øvede vi vores royale vink, og ellers skete der ingenting.

Først på eftermiddagen spurgte vi Ruth til råds. Hun ville over Paris og så gennem et hjørne af Belgien. Det kunne vi godt gå med til. Indtil vi nærmede os Paris så meget, at vi både kunne høre i radioen og se på Ruths skærm, at Paris sidst på en fredag eftermiddag måske nok alligevel ikke var verdens bedste ide. 

Men så kunne vi da køre udenom. Og det gjorde vi så. I en ikke helt perfekt halvbue. Fra Orleans til Troyes og videre til Reims. På gode motorveje med minimal trafik. Et enkelt sted var der sket et uheld, men franskmændende er virkelig dygtige til uheldshåndtering (er der noget, der hedder sådan?), så de er hurtigt på plads med politi og redningskøretøjer. Plus meget synlige skiltevogne med lys og blink og pile, som letter forbikørslen meget.

Fra Reims mod den belgiske grænse, som vi altså bare ville passere, inden vi gjorde holdt, så vi i det mindste kunne sig til os selv, at vi havde lagt Frankrig bag os. Så vi fortsatte og nåede til Bouillon. Hvilket vi grinede en del af, for hvordan kan en by hedde Bouillon? På den anden side virker Bouillon ret harmløst i forhold til fx både Tarm og Lem. Så vi grinede af og begyndte at kigge efter hotel. Første sted var receptionisten meget sød og imødekommende, men stedet kostede det blå ned fra himlen. Næste sted var receptionisten både sur og sløv, men hotellet var alligevel alt for dyrt. 

Tredie gang var lykkens gang, og vi endte på et Best Western hotel. Her var der venlig betjening og god mad. Den bedste, men slet ikke dyreste, på hele turen. 

Næste morgen op og afsted. Vi nåede lige at ærgre os lidt over, at vi ikke fik set nærmere på den middelalderborg, som vi boede lige nedenfor. Men man kan ikke det hele, og nu ville vi altså hjem.

Ruth fik lov at bestemme. Sådan da, for når vi hører i radioen, at det hele står stille den ene vej, så forsøger vi altså den anden. På den måde blev Bremen alligevel til Hannover. Turen omkring Hamburg blev lidt alternativ, og derfra og til grænsen var det som sædvanlig noget rod. 

En enkelt gang blev vi grusomt snydt af både trafikradio og Ruth. For begge sagde, at motorvejen var spærret mellem A og B på grund af en ulykke, så vi kørte udenom og på igen ved B. Og kørte lige ned i en helt stillestående omgang Stau. Øv.Det burde jo slet ikke kunne lade sig gøre. Heldigvis var vi kun få hundrede meter fra en fasteplads, og det lykkedes igen Gemalen at lave sit ganske uautoriserede exit-stunt, så vi kunne komme videre.

Hjem.

Et hjørne af borgen i Bouillon.

Næste gang vil jeg flyves ind

Sommetider overrasker Gemalen og jeg hinanden med at tro, at vi er helt enige om ting, som vi overhovedet ikke har snakket om. Og så viser det sig, at hvad den ene tager for givet, bare slet ikke er det for den anden.

Således også da vi skulle hjem fra Segovia.

Fruen mente bestemt, at vi 'bare' skulle samme vej vest om Pyrenæerne og så måske justere lidt på turen gennem Frankrig. Gemalen mente - lige så bestemt - at det ville være alt for kedeligt, så han ville mod øst. Og vi var hver især så sikre, at vi slet ikke diskuterede det, før vi allerede kørte på motorvejen mod Madrid. Hvor vi under ingen omstændigheder skulle køre. Hvordan det gik til, er lidt en gåde.

Men så slog vi bremserne i. Jeg de virtuelle, Gemalen også de rigtige. Og så diskuterede vi lidt frem og tilbage. Og jeg fik min vilje. Bilen blev vendt, og det kostede os lige 3 euro at køre cirka 500 meter på motorvejen. Og hvordan det gik til, er også lidt en gåde.

Nu kørte vi så i den stik modsatte retning, og det var jo meget godt. Bortset fra at Gemalen sad og skumlede. I en grad, så det endte med, at jeg gav mig, og vi alligevel kørte mod øst. Det nåede vi dog at blive enige om, mens det stadig var lige meget, da vi endnu ikke havde nået den afgørende afkørsel.

Altså mod øst. Og mod Andorra, for det var det, Gemalen havde haft i tankerne hele tiden. Bare uden at sige det højt. Det betød en masse landevejskørsel i nogle yderst tyndt befolkede egne. Mange steder var der utrolig flot. Med et kæmpe udsyn til alle sider. Andre steder kørte vi langs højderygge, og det var her vi så flest store rovfugle, både glenter og ørne. De første hang forholdsvis tæt på vejen, de andre svævede inde over de stejle skrænter længere væk.

Og vi så fårehyrder! Vaskeægte fårehyrder med hyrdehunde og løstgående får. Tænk, at de virkelig stadig findes. Jeg troede dårligt nok mine egne øjne og ærgrede mig over, at det ville have været uforskammet at stoppe op og voldfotografere mennesker, der bare passer deres (beskedne) job.

De fleste steder var høsten for længst forbi, og de kæmpestore marker lå i brunlige nuancer som enten stubmarker, harvede eller nytilsåede (med hvede?). Mange steder stod solsikkerne dog stadig tilbage. Og mens solsikke-marker i blomst er noget af det gladeste, er de samme marker et umådelig trist syn lige før høst. Solsikkerne står indtørrede og kulsorte og ligner en naturkatastrofe. Men den var god nok. De skal se sådan ud.

Sidst på dagen nærmede vi os Andorra. De store lige veje og de åbne vidder blev afløst af et mere krøllet terræn. Og jo tættere vi kom på Andorra, jo mere bjergkørsel blev det (begribeligvis, Andorra ligger jo højt oppe i Pyrenæerne).

Fruen er ikke helt vild med bjergkørsel, hvilket Gemalen godt ved, og han afpasser derfor sin kørsel derefter. Så godt han nu kan. Det var bare slet ikke godt nok denne gang. Andorranerne selv kører som død og helvede i deres dyre biler, og det giver en masse pludselige opbremsninger, når de ikke kan komme frem for mere almindelige trafikanter. Skræmmende, syntes Fruen. Og blev mere og mere skruphysterisk. Ikke på den højtråbende måde, men på den meget sammenbidte og hændervridende måde. Så der blev mere og mere stille i bilen. Samtidig blev det helt mørkt, og vi var nu så tæt på Andorras hovedby, Andorra la Vella, at trafikken blev endnu mere intens. Og nu krydret med scooterfyre, der kørte, som var de udødelige. Vi har tidligere haft 'fornøjelsen' af scooterdrenge i blandt andet Firenze, men de fremstod nu pludselig som de rene tøsedrenge med hvad der lignede tantekørsel sammenlignet med andorranernes.

Midt i byen stoppede vi, og Gemalen spurgte, om jeg ikke lige kunne finde ud af, om der var plads til os på det nærmeste hotel.

- Nej, jeg vil ej!

- ??

- Jeg tror ikke, mor har lyst til at bo her, svarede Donnaen på sin mors vegne.

- Hvad? Hvorfor vil du ikke bo her? spurgte Gemalen fuld af undren.

- Her er overhovedet ikke rart. Folk er sindsyge, og byen er helt klemt inde mellem bjergene. Her er væmmeligt, og jeg vil ikke være her, meddelte Fruen og nægtede overhovedet at forlade bilen.

- Helt ærligt, sagde Gemalen, nu er vi i Andorra, og det er ikke godt at vide, om vi nogensinde kommer her igen, så skulle du ikke lige give det en chance?

Men Gemalen snakkede for døve øren. Fruens sunde fornuft var fuldstændig sat ud af kraft og erstattet med umedgørlig stædighed. Fruen ville I-K-K-E overnatte i Andorra.

- Er det i orden, hvis jeg lige tanker? spurgte Gemalen hovedrystende.

Det var det, og så kørte vi videre.

Og hvis vejen op havde været træls, var det ingenting i forhold til vejen ned. Vejen var meget mere snoet, og jeg sad i den forkerte side, det vil sige på ydersiden ud mod 'afgrunden'.

Efter cirka et halvt års kørsel var vi endelig nede på den anden side. I Frankrig, i en lille by Ax-les-Thermes, hvor jeg rødøjet, rød i bolden, med strittende hår og lettere forkvalmet stavrede ind på det første og det bedste hotel og på mit rustne skolefransk fik spurgt efter et værelse. Heldigvis blev jeg reddet af en engelsktalende hotelmutter, og så fik vi et mærkværdigt, men fuldt ud beboeligt værelse på femte sal, hvor vi efter et glimrende aftenmåltid i hotellets restaurant faldt bedøvede om og sov til kirkeklokkerne begyndte at bimle næste dag.

Mega Madrid

Når vi nu ikke kunne finde ud af, om det var dyrt eller ligefrem hundedyrt at tage toget fra Segovia til Madrid, måtte vi jo køre.

Gemalen var en gang i fordums tid ude for en ubehagelig episode i Madrid med nogle meget aggressive forrudevaskere, som sprang rundt mellem bilerne, når de holdt for rødt. Så han, altså Gemalen, var en lillebitte smule utryg ved at skulle vove sig inden for byskiltet igen. Men altså, det var jo dengang. For længe siden. Og nu er nu, og vi oplevede ikke noget som helst, der kunne kategoriseres som ubehageligt.

Donnaen var ikke så glad for de tiggere, som sad mange steder. Gemalen og jeg er mere hårdkogte og nøjedes med at notere os deres strategiske placering. De sad meget ofte ud for bagere, konditorier eller delikatesseforretninger. På den måde var der dobbelt op på den dårlige samvittighed, når man passerede dem for at indkøbe et eller andet lækkert til sig selv.

First things first. Vi kørte altså, og da Gemalen i et anfald af nærighed ikke ville betale 10 euro for at køre gennem tunnelen gennem det bjergmassiv, der ligger mellem Madrid og det nordlige Spanien, måtte vi en tur op over passet. Det gik fint, omend den storslåede udsigt ikke var helt så storslået som ønsket, da en tågedis lå ind over Madrid. Det havde vi ikke bestilt, og vi kiggede på vores meget sommerlige beklædning og håbede, at solen hurtigt ville få mere magt. Det fik den heldigvis, men det blev - og godt for det - ikke så varmt som forudsagt.

Da vi nærmede os centrum, susede vi ned i en parkeringskælder. Og fandt bagefter ud af, at vi sagtens kunne være kommet mindst en kilometer længere ind mod bymidten, men det var jo ikke til at vide, og vi holdt også fint, hvor vi var.

Og så travede vi ned ad Calle de la Princesa, som ville blive til Gran Via og føre lige ned til midten af midten. 

Vi gjorde dog holdt ved Plaza Espana, kiggede på et oversigtskort og besluttede at dreje ned gennem den lille park. Hvor der var et gigantisk monument til ære for Miguel de Cervantes Saavedra. Som vi selvfølgelig ikke anede, hvem var, før vi fik øje på to charmerende 'rytterstatuer' af Don Quixote og hans tro væbner Sancho Panza, og vi dermed kunne lægge to og to sammen.

Herfra var der ikke langt til kongeslottet, Palacio Real. Flot, imponerende og ENORMT. Det er - siger Wikipedia - dobbelt så stort som slottet i Versailles, og har 3418 værelser. Hvad man har skullet bruge så meget plads til, kan være svært at begribe. Men det må have været sjovt som lille prins eller prinsesse at lege gemmeleg. Hvis altså ikke man fik gemt sig så godt, at der gik flere uger, før man blev fundet igen ...

Vi nøjedes med at se slottet udefra. Der var kø, og selv om der kun er adgang til sølle 50 værelser, blev vi lidt trætte bare ved tanken. I stedet koncentrerede vi os om vagten foran. To til hest og to til fods. Og ikke noget med at gå for tæt på. Hvilket blev håndfast demonstreret, da et par damer absolut skulle posere for hinanden lige lidt længere fremme end tilladt.

Overfor kongeslottet ligger Plaza de Oriente med en kæmpestor rytterstatue af Felipe IV. Ja, der er en tendens til, at alt bare er megastort i Madrid; megastore bygninger og megastore statuer, men heldigvis ikke så megastore afstande. Mens jeg studerede rytterstatue, havde Donnaen mere travlt med at kigge på nogle hovedløse figurer, der gik rundt på pladsen. Hun fattede i første omgang ikke, hvordan det gik til, og grinede lidt af sig selv, da det gik op for hende, at alle figurerne bare kiggede ud gennem kraven, mens et lille glasklart stativ holdt hovedbeklædningen på plads.

Netop som den første maverumlen meldte sig, stod vi - meget praktisk - ud for Madrids svar på Københavns Torvehaller (eller er det omvendt?). Og efter en tur rundt for at kigge på det hele, bænkede vi os med nogle små, spændende tapas-agtige pølse-fiduser, smoothies til damerne og en Carlsberg fad til Gemalen, der pludselig var blevet ramt af forbigående patriotisme.

Næste punkt på programmet var Plaza Mayor. Altså, der var jo ikke noget program, men nogle ønske-punkter til mulig opfyldelse alt efter gide-niveau. Plaza Mayor er en stor (selvfølgelig er den stor), helt lukket plads omgivet af smukke bygninger i tre etager. Pladsen har gennem tiderne været brugt til lidt af hvert - fra tyrefægtning og marked til offentlige henrettelser - men er nu fyldt med sol og fredelighed, turister og flere hovedløse figurer.

Efter at have suget til os af fredelighed og set os trætte på de omgivende bygninger, gik vi videre til den nærliggende plads, Puerto del Sol, der er lige så hektisk, som Plaza Mayor er fredelig. Her forsvandt vi ind i stormagasinet El Corte Ingles på jagt efter sko til Donnaen. Missionen lykkedes ikke, da de foretrukne modeller ikke fandtes i Donnaens størrelse. Og så kunne det jo være helt lige meget. Donnaen går nødigt på kompromis.

Herefter var vi egentlig for hjemadgående, så uden at forhaste os - det vil sige med tid til at kigge nærmere på et par butikker eller tre - satte vi kursen mod først p-kælder og bil og derefter mod Segovia.

Og Fruen skrev sig bag øret, at hun skulle huske senere at tjekke, hvilke luftfartsselskaber, der flyver billigt til Madrid ...

Felipe IV.

Segovia og føl historiens vingesus

Det var igen tid at vende næserne mod nordøst.

Fruen havde fået lov til en ekstra overnatning et sted på vejen hjem. Egentlig havde jeg fløjtet for to, men Gemalen var ubøjelig, og selv om jeg nødigt vil indrømme det, var det nok meget godt at have en ekstra dag at give af, hvis noget koksede undervejs.

Det skulle være et sted i det nordlige Spanien, var jeg sikker på. For hvor tit er det lige, man kommer på de kanter? Altså skulle det udnyttes. Men hvor? Jeg brugte timer på at glo så ihærdigt på kort og i guidebog, at det egentlig er sært, at der ikke gik ild i skidtet. Men det gjorde der ikke. Og der kom heller ikke noget indlysende svar. For der var jo et væld af muligheder. Og jo mere jeg læste, jo flere steder ville jeg besøge.

Til sidst var sagen dog klar, og jeg kunne meddele Gemalen, at

- Vi skal til Segovia!

- ??

- Der er både en akvædukt, et Disney-slot og en passende afstand til Madrid.

Og så var det jo afgjort.

Exit Portugal og enter Spanien. Gemalen var ikke helt tilfreds med at skulle ramme Madrids ydre motorvejsring hen på eftermiddagen, men det gik nu udmærket, og vi landede i Segovia, lige før det begyndt at blive mørkt.

Næste dag ville vi til Madrid (mere herom in another indlæg). Gemalen var ikke helt sikker på, at han havde lyst til at køre til Madrid, så vi gik i gang med at undersøge togforbindelserne. De var gode. Men ikke om vi kunne hitte ud af billetpriserne. Og da vi syntes, det var ret afgørende, om den fundne pris var tur-retur eller bare tur, gik vi op til stationen for at spørge. Der var lige lidt længere, end vi egentlig havde troet, og da vi så endelig kom frem, var stationen lukket. Ikke for trafik, men for betjening, og så var vi jo lige vidt.

Derefter var der ikke så meget andet at gøre end at finde et sted at spise og så bagefter på hovedet i seng.

Planen var egentlig først at se både akvædukt og Disney-slot på afrejsedagen, men vel tilbage fra Madrid kunne vi sagtens nå at få et kig på akvædukten, mens solen stadig var på himlen.

Akvædukten er i sandhed både stor og storslået.

Den løber hele vejen gennem byen og tværs over Segovias største plads. Da pladsen ligger ret lavt i forhold til det omgivende landskab, er akvædukten hele 28 meter på sit højeste sted. Akvædukten består af høje, slanke buer i to etager. Bygget af romerne i det første århundrede og således næsten 2000 år gammel. Og det på trods af, at den er bygget uden brug af mørtel eller anden form for 'lim'. Smuk, betagende, utrolig, fantastisk og imponerende er blandt alle de superlativer, der dukker op i ens hoved, når man står på pladsen, med nakken tilbage og prøver at begribe storheden og fornemme historiens vingesus. Samtidig med, at man føler sig som en uendelig lille brik i den store verden.

Herefter ville Gemalen hjem og finde en rigtig p-plads til bilen, som stod temmelig uhensigsmæssigt parkeret, da hotellet manglede p-pladser. Fruen mente dog godt at kunne nå at få Segovias katedral med som en behagelig ekstra-gevinst. Donnaen gik med. Katedralen var nem at finde. Dels ligger den højt og kan ses viden om, dels er skiltningen i Segovia meget fin. Der er endda skilte på japansk - honto ni! - jeps, det er der virkelig. Katedralen er kæmpestor og gotisk og måske allerflottest udefra. Især når den sene eftermiddagssol får kuppel, tårn og de mange spir til at lyse gyldent.

Bagefter skulle vi bevise overfor den let tvivlende Gemal, at vi da nemt kunne finde hjem. Det kunne vi også sagtens. Og selv om turen gik gennem et virvar af små, hyggelige gader, ned ad trapper og over pladser, holdt vi kursen støt, for ganske tæt på 'vores' hotel lå et andet hotel med en høj, iøjnefaldende facade, som vi kunne sigte efter. Hvilket Gemalen ikke havde opdaget. Men det havde vi ...

På den måde manglede vi kun Disney-slottet, da vi stod op næste dag. Det vil sige, jeg kunne sagtens have brugt en uge mere i Segovia, for det er en skøn, skøn by, der har en masse at byde på. Og hvor jeg før altid har ment, at Lucca i Toscana var stedet, jeg skulle investere mine kommende Lotto-millioner, er jeg nu kommet meget i tvivl.

Fem minutter i ti stod vi foran Disney-slottet. Som selvfølgelig ikke er noget Disney-slot, hvorfor Donnaen var højlydt utilfreds og i nogen grad følte sig taget ved næsen. Men slottet er altså usædvanlig Disney-agtigt, og alle steder, hvor man kan læse om det, står der, at Walt Disney hentede inspiration til Askepot-slottet netop her. 

Og betaget bliver man. Ikke på grund af størrelse eller pragt, men fordi det med sin beliggenhed højt på en klippeknold og sit eventyragtige udseende sætter fuldt blus på fantasien. Her er vidt udsyn over den spanske højslette. Her er høje mure og dybe voldgrave, prinsessetårne, tronsal, kugler og kanoner. Og historie for alle pengene. Slottet har været der stort set altid. Før mauerne har romerne haft et fort, og sidenhen har en hel række af castilianske konger og dronninger beboet slottet. Blandt andet Isabella; hende der sendte Columbus afsted for at finde søvejen til Indien.

Vi kiggede og klatrede (det var noget af en tur at komme op i tårnet) og kiggede noget mere. 

Og i løbet af nul komma ingen tid havde vi brugt vores p-tilladelse og måtte nødtvunget forlade både slottet og Segovia og se at komme videre.

Lillebitte udsnit af et eventyrligt slot.

På afveje i Lissabon

Vores sidste dag i Portugal brugte vi på en tur til Lissabon.

Vi kørte derind. Og fandt uden ret meget besvær en parkeringsplads ganske tæt på centrum og havnefront. Lidt sværere var det at få betalt for p-billetten. Først havde jeg ikke mønter nok, og da jeg dernæst havde rigeligt, gad den første p-automat slet ikke at samarbejde. Den næste ville godt, men kun til en vis grænse. Ligegyldigt hvad kunne jeg ikke få lov at holde mere end fire timer.

Godt, så måtte vi jo bare 'gøre' Lissabon på fire timer eller håbe på forstående p-vagter. 

Først styrede vi efter Praca do Comércio for at få begyndt 'rigtigt'. En kæmpestor plads med ditto rytterstatue og triumfbue. Meget imponerende. Men vistnok også opført med netop imponator-effekten for øje, så alle fremmede, der kom sejlende til byen, straks ved ankomsten blev klar over hvilken storslået stad, de var kommet til.

Derefter ind i de små gader i bydelen Baixa, bag triumfbuen. Hvor sulten meldte sig, straks vi så den første fortovsrestaurant. Altså måtte vi sætte os ned og spise hver sin hundedyre sandwich (vi var jo vant til et helt anderledes prisniveau ude på det portugisiske bøhland), før vi kunne gå på jagt efter Tram28, en ældgammel sporvogn(srute), der kører ad smalle, snørklede og stejle gader fra det lavtbeliggende Baixa til bydele i højere luftlag. Lissabon ligger meget smukt og ad en bjergside eller bakke, og der er meget store højdeforskelle, som bedst overkommes med netop sporvogn.

Sporvognen var ikke så svær at finde. Det var vanskeligere at komme med. Den første sporvogn var overpakket. Den næste kom vi med, men måtte alle tre stå op og hænge i stropperne.

Og afsted gik det. Det skramlede og knirkede. Og der var stejlt, og snørklet og smalt. Nogle steder kunne man næsten røre husmurene med en udstrakt arm. Og et sted stod en bil uheldigt parkeret. Sporvognen gik ned i snegletempo, mens alle passagerer hang ud af vinduerne. Enten var ham, der havde parkeret (det må have været en mand) ualmindelig skrap til at vurdere afstande eller også bare virkelig heldig. Sporvognen passerede med en margin på max fem centimeter, og passagererne grinede og klappede.

Videre gik det. Op og op.

På et tidspunkt begyndte Gemalen at undre sig.

- Skal vi ikke snart af? spurgte han.

- Vi skal kunne se borgen, meddelte jeg.

- Jamen, det kan altså ikke passe, sagde Gemalen. Nu vil jeg af.

Så vi stod af.

Og anede ikke, hvor vi var. 

Vi forsøgte at få landkending, men gadenavnene gav ingen mening. Et rigtigt bykort havde vi ikke, men kun nogle små udsnit af centrum i min Lonely Planet. Det var ikke godt nok. Et par gymnasiepiger kom forbi og blev spurgt til råds. De så lidt tvivlrådigt på os og fortalte, at omtalte borg altså lå langt væk. Så hvis vi nu tog busXX og så spurgte igen, ville vi nok finde derhen.

!!

Så var det, at det heldigvis dæmrede for Fruen. Og et tjek af Tram28s køreplan bekræftede ganske rigtigt, at Fruen havde læst beskrivelsen af Tram28 som en vis herre læser bibelen, så da der stod, at det sjoveste var, når Tram28 snirklede sig OP ad de mange, smalle og krogede gader mod Castelo de Sao Jorge, så var det ikke et øjeblik faldet mig ind, at Tram28 også kunne køre OP i den modsatte retning. Altså var vi bare kørt den forkerte vej og var havnet helt ude ved endestationen i modsat retning.

Men det var der da heldigvis råd for, og så kørte vi hele vejen tilbage igen. Nu med siddepladser, da vi var tre ud af de eneste fem passagerer, der stod på så langt ude.

Og så knirkede vi hele vejen tilbage til bunden af byen og et pænt stykke op igen. Fik øje på borgen, blev ramt af sløvsind og gad alligevel ikke gå det sidste stykke derhen ..

Til gengæld gik vi hele vejen ned gennem noget af bydelen Alfama, som er Lissabons ældste.

Og det var sjovt, for vi kunne nyde den skønne udsigt over byen fra flere forskellige udsigtspunkter. Som ikke alle var deciderede udsigtspunkter, men bare steder med en fabelagtig udsigt. Og vi kunne gå gennem de krogede gader, hvor der var så lidt plads, at Donnaen med fingerspidserne næsten kunne nå tværs over gaden fra mur til mur. 

Ned, ned og ned. Nogle steder ad trapper, andre steder ad stejle, brostensbelagte gader. Et sted havde beboerne besluttet at holde store vaskedag. Alle facader var ved at blive spulet,og vandet fossede ned over brostenene som en lille hidsig bjergbæk. Mange huse var tro mod den portugisiske tradition beklædt med kakler. Flot så det ud, men jeg kan ikke helt blive enig med mig selv, om det også er pænt?

Vel ned i det flade Baixa igen måtte vi have noget at styrke os på, så vi gik ind på en café og fik kaffe og kage, mens vi diskuterede, hvad vi mere ville foretage os. Gemalen var træt af at gå (han har 'noget' med sin hofte), og Donnaen gad bare generelt ikke mere sightseeing. Gode cykelvenner havde anbefalet Lissabons Oceanarium i den nye bydel nordøst for byen. Så der tog vi hen.

Men først skulle vi jo hente bilen. P-billetten var udløbet, så da vi nærmede os og så, at der holdt to halv-officielt udseende biler bag vores, så vi ikke kunne komme ud, blev vi straks ramt af bange anelser. Der var ingen mennesker i bilerne, så Gemalen spurgte sig for i den nærmeste (regerings-?-)bygning, hvor man ikke ville kendes ved bilerne, men dog venligt gik med ud og pegede på et par gutter, der var i gang med et eller andet i et telefon- eller el-skab på den anden side af vejen. Det var deres biler, og de kom straks beredvilligt og flyttede bilerne, så vi kunne komme ud igen.

Vi fandt Oceanariet ved at zig-zagge os mod nordøst. Det var forbløffende dårligt skiltet, så da vi mente at være lige i nærheden, måtte Fruen ud at rekognoscere. Det tog sin tid, men den var god nok. Vi skulle bare forbi et teater og et flot, kunstigt vandfald - af den slags, man kan gå ind bagved, og så var vi der.

Oceanariet er Europas største, og i betragtning af, at vi allerede var noget møre, brugte vi forbløffende lang tid på hajer, rokker, klumpfisk og pingviner. Da vi stadig har Den Blå Planet til gode, har vi ikke noget at sammenligne med, men Oceanariet var spændende bygget op. Det største bassin ligger i midten af bygningen, og man kommer hele vejen rundt, mens man også besøger nogle mindre, tematiserede afdelinger med blandt andet oddere og pingviner.

Hos pingvinerne var der også en anden slags fugle. I strandskade-størrelsen. De kunne flyve - og gjorde det. Ind i mellem tog de en tur ud over publikum, så man dukkede sig af forskrækkelse. Da der ikke var nogen egentlig adskillelse mellem de enkelte afdelinger, brugte vi en del tid på at spekulere over, hvordan man undgår, at fuglene forvilder sig ind i de andre afdelinger. 

Vi har stadig ikke regnet det ud.

En af Lissabons mange smalle gyder.