Smitsom krible krable

Kamelen har det med at sætte sig ned og klø sig bag øret.

Nogle gange har jeg hende mistænkt for at gøre det helt pr. automatik, og ikke fordi det egentlig klør. Men andre gange virker hun temmelig koncentreret og meget opsat på at ramme det helt rigtige sted, og jeg spørger mig selv, om hun har noget med ørerne, eller om det er for længe siden, hun sidst har fået loppekur?

Hælder jeg mest til sidstnævnte teori, sker der straks det, at jeg begynder at klø på underarmene, og det går først helt over igen, når Kamelen har fået sin loppekur.

Lige nu klør det over mit højre øre.

Og forresten også lidt ved tindingen i venstre side.

Nogen viste sig nemlig ikke bare at lide af stresset hovedbund ...

Selv om Donnaen i mere end en uge stædigt havde fastholdt, at det var det, det var. Og selv om den mistroiske mor mere end én gang havde kigget på bemeldte hovedbund, med briller på vel at mærke, uden at finde noget, der i mistænkelig grad mindede om uønsket liv, så måtte vi alligevel gribe til balsam og tættekam forleden aften.

Med succes. Eller det modsatte. Afhængigt af, hvordan man bedømmer den slags.

I hvert fald var der lus.

Mange lus.

Vi kæmmede og kæmmede. Eller rettere; jeg kæmmede, mens Donnaen sad på en stol og SMS'ede med bedste-veninden, som - viste det sig i løbet af cirka tyve minutter - også havde lus.

Og så kan man ellers forestille sig, hvordan de to høns sad i hver deres badeværelse og SMS'sede, mens deres respektive mødre kæmpede med den uheldige kombination af lus og meget langt hår.

Det tog tid. Lang tid. Og jeg fik ikke tid til at læse tysk-lektier, men måtte nøjes med at slå lus og kæmme op i ordbogen, så jeg i det mindste kunne komme med ugens mest dødsyge undskyldning for ikke at have forberedt mig ordentligt.

Undskyldningen blev heldigvis ikke nødvendig, for vi havde så travlt med at tale om alt mulig andet. Blandt andet das Konzert der Komponistin, som vi var fire, der havde været afsted for at opleve. Die Komponistin var ikke selv til tysk, men havde travlt med sin anden koncert, hvilket muligvis, hvem ved, gjorde det lidt nemmere at diskutere koncerten.

Donnaen er siden blevet kæmmet en gang mere, og selv om der også denne gang var mange lus, så var de alle sammen så små, at jeg formoder - og virkelig håber - at de ikke har nået at lægge æg til en ny generation.

Hvis min teori holder, skal jeg nok få has på bæsterne i løbet af en eller to kæmninger mere.

Og så holder det nok op med at klø over mit øre.

Håber jeg.

Konzert mit der Komponistin

Mit kulturelle niveau befinder sig generelt i ankelhøjde.

Det sker alt for sjældent - som i stort set aldrig, at jeg får hevet mig op fra lænestolen og ud at opleve noget.

Men i mandags overgik jeg mig selv med flere længder og drog til koncert. Kirkekoncert. Eller det var det måske ikke helt, men det foregik i hvert fald i en kirke.

Die Komponistin har nemlig kreeret et værk, et elektronisk værk med kor, som skulle opføres. Uropføres faktisk.

Og die Komponistins egen entusiasme var så smittende, at jeg mente, at det måtte jeg bestemt opleve.

Altså kørte jeg ud i Søhøjlandet og fandt ikke alene kirken, men også en næsten fyldt parkeringsplads og en fuld kirke. Så stuvende fuld, at jeg endte med at sidde på en almindelig stol ude i midtergangen mellem stolestaderne.

Og så begyndte koncerten.

Jeg ved ikke, hvad jeg havde forestillet mig, men jeg havde for det første ikke forestillet mig, at det hele skulle foregå i mørke. Den eneste, man svagt kunne se, var  die - computerskærmsoplyste - Komponistin, som først bød velkommen og derefter dirigerede tropperne fra sin dunkle plads.

Ind i mellem, men ikke hele tiden, blev der også vist, til anledningen malede, billeder på et lærred foran altertavlen.

Som nævnt var det et elektronisk værk, og jeg vidste godt, at der ikke ville være noget orkester. Det hele var optaget eller indspillet, om man vil, og lagret på computer. Men jeg vidste ikke, at hver eneste lille lyd var en menneskelig lyd, som koret havde frembragt, og ikke noget, der stammede fra et musikinstrument.

Koret sang en lille smule hist og pist. Især til sidst i stykket. Ikke med musikken, men nærmest på tværs af musikken. Og digte blev fremsagt, strofe for strofe, af de enkelte kormedlemmer.

Det var - ahem - særpræget.

Men også ganske fint. Man sad bare der i mørket, mens skuldrene langsomt sænkedes efter en travl dag, og lod sig indhylde i sær lyd. Det meste af tiden var lyden venlig, syntes jeg, og jeg følte mig hensat til en varm tropenat i junglen (ikke at jeg nogensinde har opholdt mig i nogen jungle og slet ikke om natten, men fantasi er altid godt at have).

Andre gange blev lyden mere voldsom, og jeg sad lidt og tænkte 'stop nu!', og det gjorde det jo så også.

Efter knap tre kvarter stoppede det helt, og die Komponistin fik sit fortjente bifald. Fortjent, fordi det var sjovt, sært og særpræget. Fordi, det udvidede min horisont. Fordi det jo gik godt. Fordi det er overraskende og ret flot, at det kan lade sig gøre at stable sådan et uortodokst arrangement på benene så langt ude på bøh-landet.

Og fordi jeg døde lidt af grin - indvendigt forstås - ved tanken om, hvad alle de andre sad og tænkte. Især de ældre herrer, rundet af midtjysk muld, solide i krop og tanke, og - gætter jeg fordomsfuldt på - kun til stede, fordi dere koner havde sagt, de skulle, Hvad tænkte de dog? Måske tænkte de på deres lænestol og på, hvad der mon var i fjernsynet. Måske tænkte de, at stykket var fantastisk? Det er ikke til at vide.

Men jeg ved, at jeg havde en sjov og særpræget oplevelse, som jeg er ret glad for.

Borgmestergang og støvlekrise

En hund som Kamelen, der bruger det meste af sin tid på at fise den af på sin madras, skal jo luftes lidt for ikke at gå helt i stå og blive kuglerund.

Altså går vi tur. Hun(d) og jeg.

Morgen, middag og aften. Middagsturen er selvfølgelig i virkeligheden en efter arbejdstid-tur, da jeg desværre ikke har et arbejde med indbygget siesta.

Gemalen er efter sin hofteoperation også begyndt at gå nogle småture med Kamelen, men det er en helt anden historie.

Kamelen kan godt lide at gå tur. Vældig godt. Hvilket betyder, at der er temmelig megen fremdrift i hende. Bortset fra, når der er totalt stop, fordi der skal snuses til et eller andet eller hapses et æble ud af en hæk. Temmelig meget fremdrift betyder, at der sjældent er ret meget slæk i snoren. De to meter er næsten altid strakt næsten ud, og farten er så hurtig som Fruen kan gå. Kamelen kunne godt gå hurtigere, men er som regel klog nok til ikke at forcere ud over min maximale kadence, for så bliver jeg bare sur og stopper op, ind til hun igen afpasser tempoet til mig.

Ikke desto mindre har jeg udviklet en speciel gangart til netop luftning af Kamel. Uden Kamel går jeg relativt almindeligt. Omend med en tendens til at gå som en and på venstre fod ... Men når jeg går med Kamelen går jeg mere tilbagelænet. Som en borgmester i en gammel dansk film. Det eneste, jeg mangler, er cigar og borgmesterkæde.

Det er rimeligvis som en form for modvægt til Kamelens almindelige fremdrift. Den særlige gangart har iøvrigt den fordel, at jeg ikke er så let at rykke ud af balance, hvis og når Kamelen får øje på et kræ - kat, egern, hund - i bevægelse, og hun forsøger at gå fra 5 til 120 km/timen på et splitsekund.

Så vidt så godt. Hvad der slet ikke er godt er, at mit fodtøj ikke er bygget til den særprægede gangart, og jeg således forleden til min store skræk opdagede, at hælen på min højre vandrestøvle var ved at blive slidt helt i stykker.

Jeg opdagede det kun, fordi jeg jokkede i noget, som nogen havde glemt at samle op fra græsplænen, og jeg derfor pludselig var nødt at vende bunden i vejret på støvlerne og rengøre dem med en støvlesålsrengøringsbørste (læs: brugt tandbørste).

Det havde jeg ikke lige forventet. Støvlerne er jo næsten nye, og selv om jeg - har jeg regnet ud - nok har gået cirka 1200 km i dem, synes jeg alligevel, det er træls.

Heldigvis kan støvler forsåles.

Uheldigvis skal det for den slags dyre støvler ske ved, at de formedelst en mindre formue bliver sendt til Tyskland for udskiftning af hele bunden. Den proces vil tage op til tre uger, hvor jeg må nøjes andet fodtøj.

Heldigvis er det ikke regnvejr hele tiden, og så kan jeg gå i almindelige (men dog ret tunge) sko på fortovsturene.

Uheldigvis regner det trods alt en hel del, og skovvejene og -stierne er mange steder ret plørede, og så er jeg nødt til at gå i gummistøvler, hvilket min stakkels gigtbefængte storetå bestemt ikke bryder sig om.

Og uheldigvis er der mere end fjorten dage til, jeg kan regne med at se mine støvler igen.

Jeg er i krise - støvlekrise.

Og selv om der selvfølgelig findes langt alvorligere ting at være i krise over, føles det alligevel lidt slemt.

Gummistøvler og - argh - overtræksbukser.

Skyer

Før efterårsferien blev der diskuteret i det lille hjem.

Gemalen mente ikke, at han skulle med på efterårsferie med sin helt nye hofte. Til gengæld mente han, at han da sagtens kunne være alene hjemme - med Kamelen, så vi andre måtte gerne tage et eller andet sted hen.

Det syntes Donnaen lød som en rigtig god ide, men det gjorde Fruen ikke og ville ikke booke udlandsrejser uden at være sikker på, at Gemalen var mobil nok til at kunne blive efterladt alene hjemme. Omvendt mente Fruen godt, at vi kunne planlægge en lille tur for os alle tre - plus Kamelen, som det nu var for sent at booke pasning til. Sådan en tur kunne passende gå til det nordtyske, hvor det er forholdsvis simpelt at finde hundevenlig overnatning og et slot eller to at besøge. 

Men det gad Donnaen ikke. Ikke tale om. Så hellere blive hjemme. Og da det var hendes efterårsferie, var det sådan det blev.

Hvilket faktisk var udmærket. For Gemalen er ikke helt så mobil, som vi havde håbet. Så at efterlade ham alene hjemme ret længe havde været en dårlig ide. At slæbe ham med, hvor han ikke med to-tre timers mellemrum kunne smide sig på en sofa, ville have været en endnu dårligere ide.

...

Der var bare det ved det, at det alligevel var lidt kedeligt slet ikke at skulle noget i ferien, så Donnaen begyndt at fløjte for underholdning, og vi besluttede, at en sviptur til hovedstaden med en enkelt overnatning kunne det nok blive til. Med køleskabet fyldt med lettilgængelig mad kunne Gemalen godt klare sig, og Kamelen ville ikke tage varig skade af halvandet døgn med kun korte lufteture.

Da vi googlede hoteller, dukkede Bella Sky op, og da Fruen gennem flere år har følt sig en lille smule snydt, fordi hun for længe siden gik glip af en overnatning netop dér, skete der det overraskende, at Fruens pris-filter pludselig gik i stykker, så vi kunne booke et værelse, vi normalt ville synes var for dyrt.

Donnaen ville gerne besøge Christiansborg, men det kunne desværre ikke lade sig gøre, så vi satsede på i stedet at se nogle af de udendørsting, som også stod på Donnaens liste.

Fredag formiddag, da vi drog afsted, var vejret fint i det midtjyske, men da vi nåede Fyn, begyndte det at dryppe, og på Sjælland gik vinduesviskerne i gang. På Amager stod det ikke bedre til, men vi sagde alligevel glade ja tak til et værelse på 22. sal med udsigt ind mod byen. Det skulle nok klare op, så vi kunne nyde synet.

Op susede vi, fandt værelset, lukkede op - og kiggede lige ud i en sky!

Næsten i hvert fald.

For skydækket var ikke så tæt og så lavt, at vi slet ingenting kunne se. Vi kunne se jorden - langt nede, og vi kunne se de nærmeste bygninger. Selve København lå dog kun som et skyggelandskab.

Så det kunne vi ikke bruge ret lang tid på,og i stedet gik vi over og tog Metroen mod byen. Første stop var Islands Brygge, som veninder havde brugt tid på, den gang det var sol og sommer. Nu var det gråt, vådt og blæsende, og da Donnaen havde fået øje på det værtshus, som Mopper (fra Familien på Bryggen) frekventerer, havde hun fået nok, og vi skyndte os videre.

Egentlig ville vi have gået en tur langs havnefronten for blandt andet at se den helt nye bro over havnen. Men vejret ville det anderledes, og vi endte, som to druknede mus, i cafeen i Illums.

Da vi igen var nogenlunde tørre, 'kom vi til' - argh, i midten af oktober! - at købe lidt julepynt, som vi bare slet ikke kunne undvære. Derefter stak vi igen næserne udenfor, men måtte konstatere, at det stadig var alt for vådt til en strøgtur. Så det droppede vi, gik en tur gennem Magasin og tog Metroen tilbage til hotellet.

Her sad vi så lidt og skumlede, mens vi kiggede på udsigten, der var den samme som tidligere, nu bare i en mørkere udgave.

Opgaven var at få aftensmad uden at blive våde. Vi kunne have valgt at blive på hotellet, men det ville vi dog ikke. Og så var det lidt svært. For særlig godt kendte i København er vi jo ikke, så hvor kan man lige finde et godt spisested, hvor man enten kan parkere lige ved døren eller lade sig transportere lige så tæt på med det offentlige?

Pludselig trak Donnaen dog en kanin op af hatten, da hun kom i tanke om en, blandt vennerne i det nordsjællandske, populær sushirestaurant i Lyngby. Og hvor tosset det end lyder, kørte vi fra Amager til Lyngby, hvor vi ud fra Donnaens hukommelse fandt restauranten, parkerede lige ved døren og havde held til, selv om det var fredag aften, at få plads.

Ved baren -agtigt. På høje stole og med indkig til drink-mixning og juicefremstilling. Mens de tjenende ånder, og de var mange, og de havde travlt, for frem og tilbage, guffede vi os igennem en lækker kæmpestor dele-menu og slog hver vores personlige sushi-rekord med flere længder.

Mætte, tilfredse og en hel del fattigere kørte vi tilbage til Amager. Selv om det nu var blevet mørkt, og selv om vi havde vindue helt ned til gulvet, kunne vi ikke rigtigt nænne at trække for, for vi håbede jo at vågne til klart vejr og fantastisk udsigt.

Sengen var udstyret med dobbeltdyne, hvilket virkelig ikke er et hit hos nogen af os, men det lykkedes os at sove ganske udmærket uden hverken at komme op at slås eller miste dynedække.

Det var desværre ikke klaret op i løbet af natten, og udsigten var om muligt endnu mere grå end dagen før.

Efter en gedigen omgang morgenmad (der var blandt andet pandekager!) fortalte vi Gemalen, at vi ville tage til Christiania for at sætte endnu et hak på Donnaens liste. Det syntes han var en rigtig dårlig ide, da der aftenen før nærmest have været krigszonelignende tilstande derinde. Jeg mente, at det nok måtte være overstået, så vi vovede pelsen. Og der var da heller ikke noget at se eller mærke nogen steder. Så vi godt efter, kunne vi se et par løse brosten på Prinsessegade, og en enkelt sort plet på asfalten vidnede om, at der havde været bål i gaden. Ellers intet. Og de eneste, der var rigtigt vågne i fristaden, var nogle hunde og en lille flok mænd, der var ved at brolægge en lille plads med et sirligt mønster.

Donnaen var måske lidt skuffet over den manglende aktivitet, men nu kan hun da sige, at hun har været der.

Det samme kan hun sige om Kødbyen, der ikke gør meget væsen af sig en regnvåd lørdag formiddag. Og jeg kan sige det om Bella Sky, selv om jeg virkelig havde håbet, at Sky skulle forstås på engelsk og ikke på dansk ...

Room with a View ...

Tysk for tumper

Fruen er begyndt at gå til tysk!

- Aber warum? kunne nogen måske finde på at spørge.

Det er der faktisk flere - synes jeg selv - gode grunde til.

For det første er det jo altid godt at kunne begå sig bare en lille smule på tysk. Det er især godt, hvis man opholder sig i et tysktalende land ...

For det andet har Donnaen tysk i skolen. Hun har en ret - ahem - intuitiv tilgang til sproget, hvilket af og til kræver visse småjusteringer. Disse småjusteringer skal moderen helst være behjælpelig med, men efterhånden som Donnaens niveau stiger og stiger, er det også blevet sværere og sværere at bibeholde den skråsikre tone i diskussionerne om omvendt ordstilling, og hvorvidt forholdsordet nu styrer akkusativ eller dativ. Så en smule genopfriskning af glemte kundskaber er nødvendig.

For det tredie syntes Fruen, at hun trængte til igen at komme ud og blive luftet lidt. Gerne med nye input og samtidig udfordring af de små grå, der somme tider forsumper lidt i hverdagstravlhed, indkøb og strygetøj.

Så nettet blev konsulteret.

I gamle dage, det vil sige for 5-8 år siden, kunne man følge sprogkurser på HF-niveau uden at blive sendt direkte på fattiggården. Sådan er det desværre ikke mere, men så findes der jo heldigvis konversations-kurserne på AOF. Til gengæld skal man være tidligt ude for at sikre sig en plads, og det ene af de to udbudte kurser (Ja, to kurser! Det er ikke nogen stor by det her) var da også allerede optaget. Så det måtte blive det andet.

Glad og fro mødte jeg op første kursusaften. Den søde lærer - Lehrerin om jeg må be', det er jo tysk det her - kom, og vi fik vores materiale. Så fulgte den obligatoriske præsentationsrunde, og det gik rimelig pænt. Nogle kursister sagde en del, mens andre brugte noget mere tid på at lede de rigtige gloser frem. Så snakkede vi lidt om dit og dat, fik mere materiale og lektier for. Og gik hjem.

Og to hverdage senere blev jeg så ringet op af sød dame fra AOF, som gerne ville høre, om jeg alligevel ikke ville gå til tysk, da jeg jo ikke dukkede op.

- Jamen, jeg var da til tysk, svarede jeg undrende.

- Næh, det var du ikke, og du har heller ikke betalt, så vi tænkte, at du nok havde ombestemt dig, fortsatte sød dame.

- Jeg var altså til tysk, og jeg har altså betalt! sagde jeg. Nu med en anelse mere fylde i stemmen.

Derefter brugte vi lidt tid på at få enderne til at hænge lidt mere konstruktivt sammen. Og det viste sig så, at jeg af uransagelige årsager var blevet tilmeldt begge kurser, uden at hverken AOF eller jeg havde opdaget det.

Noget værre rod. Men også vældig smart. For nu fik jeg lov at vælge, hvilket hold, jeg gerne ville gå på. Og så valgte jeg optimistisk det andet. Det sene, et niveau sværere, hold.

Nu manglede jeg bare materialer og lektier til det andet niveau, men fandt sammen med die Lehrerin ud af at få det byttet om formiddagen før næste kursusaften.

Det andet hold havde blandt andet fået en tekst for. Resten af en historie, som var påbegyndt den første aften. Skulle jeg følge med, skulle jeg læse hele historien.

Og hvis jeg havde troet, at det kunne jeg da bare gøre på et kvarter, tog jeg fejl. For den var svær. Ganz shwierig faktisk, og jeg begyndte at spekulere på, om jeg havde været alt for optimistisk i mit kursusvalg.

Meget bedre blev det ikke, da jeg mødte op og efter en venlig modtagelse blev udsat for en præsentatiosnrunde på det nye hold. Det bare væltede ud af de andre kursister, så jeg sad med helt tilbageblæst hår og nærmest måtte holde fast i bordkanten, da min sidedame sluttede af med at fortælle ".. und ich bin eine Komponistin."

Heldigvis var der ikke et hul, jeg kunne forsvinde i, fuldstændig tumpet og fejlcastet som jeg følte mig. Så jeg måtte pænt blive siddende, og lidt efter lidt tøede min hjerne op, og jeg kunne ikke alene deltage i snakken, men også synes, at det faktisk var rigtig sjovt.

Vi fik både diskuteret flygtningeproblematikken, om kongehuset skulle afskaffes og meget andet. Ind i mellem har jeg nok lydt som en ordbog, nogen havde kastet op i, men det gik, og alle tog det pænt.

Og nu synes jeg egentlig bare, det er ærgerligt, at der er efterårsferie i denne uge.

200 edderkopper senere

Ta dah, jeg er færdig med at male!

Næsten, i hvert fald ...

Jeg mangler stadig et lille badeværelsesvindue. Men for at male det, skal nogen holde stigen, og når denne nogen går rundt med krykker, så må det altså vente. At jeg ikke kunne regne ud på forhånd, at det ville have været smart at male netop dét vindue, inden Gemalen skulle have skiftet hofte, lader vi lige ligge.

De sidste døre og vinduer er blevet malet i meget små portioner, for selv om jeg har været heldig med dejligt efterårsvejr, så er det altså ikke det samme som højsommer. Jeg har måttet vente på, at tågen forsvandt, og at temperaturen kom lidt op. Og jeg har måttet stoppe tidligere, for at træværket kunne nå at tørre, inden dørene skulle lukkes og låses om aftenen.

I og med jeg er færdig - altså næsten - med at male, er jeg også færdig med at fjerne edderkopper. Både de levende, de døde, de halvdøde og alle æggene. Plus spind og døde insekter, der sad i spindene rundt omkring.

Bwadr!

Og nu er der et helt år, til der skal males igen. Eller mere nøjagtigt ti måneder. Som ideelt set kun burde være 7-8 måneder, for så ville jeg komme i gang allerede før sommerferien og måske have en reel chance for at blive færdig, mens det stadig var sommer.

Så kunne jeg måske også nå at male terrassen.

Jeg bliver træt bare ved tanken.

Det gode ved terrassen er dog, at den er nogenlunde edderkoppefri.

Hvilket man ikke kan sige om huset helt generelt lige for tiden, hvor den ene kæmpestore Svetlana efter den anden lader sig se højt oppe på væggene.

Gerne lige inden sengetid ...

Donnaen og jeg er enige om, at de i år er endnu større end de plejer. Måske er det rigtigt. Måske skyldes det, at familiens helt har sat den hvide hest i stald og i stedet optræder på krykker?

Edderkoppejagt på krykker er bare ikke særlig effektivt, og det nytter fedt at true ad dem med løftet krykke ...

Og så var der lige den Svetlana, der var faldet i badekarret - hvorfra ingen edderkop (så vidt vides) er sluppet med livet i behold. Mine morgenrutiner tillader dog ikke, at jeg også skal bruge tid på at samle mod sammen til at slå edderkopper ihjel, så den fik lov at blive gående, til jeg kom hjem igen om eftermiddagen.

Og så var den væk!

Nogen, som måske endda muligvis var mig selv, havde efterladt et håndklæde på kanten af badekarret, og jeg turde næsten ikke løfte det op for at konstatere, at der var Svetlana heller ikke.

Til sidst blev jeg nødt til at spørge Gemalen, om han kendte til Svetlana og hendes skæbne.

Det gjorde han, og han bedyrede, at hun var helt død.

Hvordan det var lykkedes Gemalen at nå helt ned i bunden af badekarret, ved jeg ikke.

Men det er også lidt lige meget. 

Væk er væk.

Ikke Svetlana, men bare et genbrugsbillede
fra et af mine mange tidligere edderkoppe-indlæg.

Tågedage

Det var tåget det meste af søndagen. Først midt på eftermiddagen brød solen igennem og skabte sensommerstemning.

Også mandag lå tågen tyk og tæt.

Helt ned, hvor den giver dråber i vipper og hår, og hvor morgenlufteturen med Kamelen føltes sært ude af trit med virkeligheden. Det var tyst og stille, og alt, hvad vi hørte, var mine egne dæmpede støvleskridt og de små klik-klik af Kamelens lidt for lange klør mod asfalten. Plus lyden af dråber, der faldt, når træernes blade gav efter for den megen væde.

Ellers intet at høre og intet at se.

Alt var som pakket ind i vat.

Donnaen havde sin egen tåge-dag i sidste uge.

Hvor matematiklæreren ringede, at Donnaen var blevet sløj, om jeg kunne hente og køre hende hjem? Hvilket jeg godt kunne, og så trillede jeg afsted. Først undervejs begyndte jeg at fundere over, hvad matematiklæreren egentlig havde ment med 'sløj', og da jeg ankom, midt i et frikvarter og med en kødrand af elever omkring Donnaen, der lå på en bænk med et tæppe over sig, blev jeg klar over, at 'sløj' nok ikke var det udtryk, jeg ville have valgt.

'Virkelig dårlig', og 'Hvorfor er der ikke nogen, der har ringet 112?' lå mere lige for, syntes jeg.

Men nu var jeg jo kommet, og en meget slatten Donna blev bugseret ind på bagsædet af bilen, sammen med en sød klassekammerat, der tilbød at tage med til akutklinikken, hvortil jeg ikke var i tvivl om, at Donnaen skulle. Hurtigt.

Og så gjorde jeg alt det, som man ifølge det officielle system slet ikke hverken kan eller skal.

Fravalgte ambulancen, undlod at ringe til egen læge og drønede bare direkte til hospitalet og om til indgangen til akutklinikken. Parkerede imod alle regler og for ind på gangen, hvor jeg greb fat i den første og bedste sygehusklædte person, jeg mødte, og forklarede ham, at jeg havde brug for omgående hjælp til en pige, der dårligt nok var ved bevidsthed.

Han nåede lige at rulle med øjnene over den uautoriserede tilgang til tingene, men tog sig så sammen, og sammen med en sygeplejerske, der havde kigget ud på gangen fra et kontor, løb han med ud. De fik fat på en båre, fik lempet Donnaen ud og op på båren, kontaktede intensiv og for afsted.

Systemet fungerede.  Bureaukrati og stive regler kan - heldigvis - stadig tilsidesættes, når det virkelig gælder.

I første omgang fik veninden og jeg ikke lov at komme med ind på intensiv, men efter, hvad der føltes som en evighed, men nok snarere var et sted mellem fem og ti minutter, blev vi hentet ind. Og så måtte veninden forklare, hvad der var gået forud, for Donnaen var ikke i stand til at forklare noget, og jeg vidste ingenting.

Egentlig var der ikke sket så meget. Donnaen havde klaget over kradsen i halsen og kløe i øjnene og var hurtigt blevet først skidt og derefter decideret dårlig. Men så vidt veninden vidste, havde Donnaen ikke indtaget hverken vådt eller tørt, der kunne forklare en mulig allergisk reaktion.

Det kunne alle apparaterne, som Donnaen var blevet tilkoblet, heller ikke. Ikke et eneste tal så forkert ud. Ikke desto mindre var Donnaen stadig uden for almindelig rækkevidde, og lægen kløede sig i nakken.

Efter lidt tid fik Donnaen det først lidt bedre og senere helt fint, og den korte version er, at vi blev lukket ud midt på eftermiddagen. Ikke en pind klogere, men med lovning på en indkaldelse til lungeambulatoriet til videre udredning.

Sådan er der så meget, som ikke sådan lige lader sig forklare.

Men skulle nogen spørge, fortrækker jeg ekstern tåge fremfor den interne udgave.

Søndag formiddagståge.