Tågedage

Det var tåget det meste af søndagen. Først midt på eftermiddagen brød solen igennem og skabte sensommerstemning.

Også mandag lå tågen tyk og tæt.

Helt ned, hvor den giver dråber i vipper og hår, og hvor morgenlufteturen med Kamelen føltes sært ude af trit med virkeligheden. Det var tyst og stille, og alt, hvad vi hørte, var mine egne dæmpede støvleskridt og de små klik-klik af Kamelens lidt for lange klør mod asfalten. Plus lyden af dråber, der faldt, når træernes blade gav efter for den megen væde.

Ellers intet at høre og intet at se.

Alt var som pakket ind i vat.

Donnaen havde sin egen tåge-dag i sidste uge.

Hvor matematiklæreren ringede, at Donnaen var blevet sløj, om jeg kunne hente og køre hende hjem? Hvilket jeg godt kunne, og så trillede jeg afsted. Først undervejs begyndte jeg at fundere over, hvad matematiklæreren egentlig havde ment med 'sløj', og da jeg ankom, midt i et frikvarter og med en kødrand af elever omkring Donnaen, der lå på en bænk med et tæppe over sig, blev jeg klar over, at 'sløj' nok ikke var det udtryk, jeg ville have valgt.

'Virkelig dårlig', og 'Hvorfor er der ikke nogen, der har ringet 112?' lå mere lige for, syntes jeg.

Men nu var jeg jo kommet, og en meget slatten Donna blev bugseret ind på bagsædet af bilen, sammen med en sød klassekammerat, der tilbød at tage med til akutklinikken, hvortil jeg ikke var i tvivl om, at Donnaen skulle. Hurtigt.

Og så gjorde jeg alt det, som man ifølge det officielle system slet ikke hverken kan eller skal.

Fravalgte ambulancen, undlod at ringe til egen læge og drønede bare direkte til hospitalet og om til indgangen til akutklinikken. Parkerede imod alle regler og for ind på gangen, hvor jeg greb fat i den første og bedste sygehusklædte person, jeg mødte, og forklarede ham, at jeg havde brug for omgående hjælp til en pige, der dårligt nok var ved bevidsthed.

Han nåede lige at rulle med øjnene over den uautoriserede tilgang til tingene, men tog sig så sammen, og sammen med en sygeplejerske, der havde kigget ud på gangen fra et kontor, løb han med ud. De fik fat på en båre, fik lempet Donnaen ud og op på båren, kontaktede intensiv og for afsted.

Systemet fungerede.  Bureaukrati og stive regler kan - heldigvis - stadig tilsidesættes, når det virkelig gælder.

I første omgang fik veninden og jeg ikke lov at komme med ind på intensiv, men efter, hvad der føltes som en evighed, men nok snarere var et sted mellem fem og ti minutter, blev vi hentet ind. Og så måtte veninden forklare, hvad der var gået forud, for Donnaen var ikke i stand til at forklare noget, og jeg vidste ingenting.

Egentlig var der ikke sket så meget. Donnaen havde klaget over kradsen i halsen og kløe i øjnene og var hurtigt blevet først skidt og derefter decideret dårlig. Men så vidt veninden vidste, havde Donnaen ikke indtaget hverken vådt eller tørt, der kunne forklare en mulig allergisk reaktion.

Det kunne alle apparaterne, som Donnaen var blevet tilkoblet, heller ikke. Ikke et eneste tal så forkert ud. Ikke desto mindre var Donnaen stadig uden for almindelig rækkevidde, og lægen kløede sig i nakken.

Efter lidt tid fik Donnaen det først lidt bedre og senere helt fint, og den korte version er, at vi blev lukket ud midt på eftermiddagen. Ikke en pind klogere, men med lovning på en indkaldelse til lungeambulatoriet til videre udredning.

Sådan er der så meget, som ikke sådan lige lader sig forklare.

Men skulle nogen spørge, fortrækker jeg ekstern tåge fremfor den interne udgave.

Søndag formiddagståge.