Det der affaldssortering

Vi øver os stadig på det der affaldssortering.

Det går nogenlunde.

Selv om Gemalen ind i mellem af vanvare - eller med fuldt overlæg? - saboterer bestræbelserne på at gøre det rigtigt.

Vi har endnu ikke fundet den optimale måde at opbevare vores sorterede skrald, indtil vi gider gå ud med det.

Og det gider vi tydeligvis ikke tit nok.

Det almindelige skrald og bio-skraldet ryger i deres spande under køkkenvasken, men der er ikke plads til pap og plast, som derfor har det med at lande på køkkenbordet. Der står en spand, som vi fik udleveret, da vi gik over til affaldssortering, men den bliver lynhurtigt fuld, og iøvrigt er det ikke smart at blande plast og papir/pap, for så skal vi jo stå udenfor i regn, blæst og mørke (det er altid regn, blæst og mørke i november) og sortere det igen.

Og så er det, at vi - uafhængigt af hinanden - finder på nødløsninger, som de andre kan ødelægge. Til stor frustration for opfinderen. For eksempel sætter jeg tom branflakes-æske på bordet og bruger den til bon'er, indkøbssedler og tomme køkkenruller med mere. Det virker helt fint, ind til jeg næste gang kigger ned i den og får øje på en tom A38-karton, som Gemalen har mast ned ... Suk.

Den tomme skyr-spand bliver brugt til mindre plastbøtter og -dimser, men det holder ikke længe, for det er uhyggeligt, så meget plast vi smider ud. Det er jo helt vildt meget!

Til gengæld er det mere begrænset, hvor meget glas, der ryger ud.

Så hvad glas-emballage angår, har vi på forsøgsplan besluttet, at vi i Verdensfirmaet vasker de tomme rødbede- og agurkeglas, og så tager jeg dem med hjem og smider dem i min skraldespand. #seminglorie

Hermed er vi fremme ved et af de mange, mange spørgsmål, som affaldssorteringen giver anledning til: For hvorfor i alverden skal virksomheder og offentlige institutioner ikke sortere affald?? I Verdensfirmaet bliver papir og pap sorteret fra og hentet af et privat skraldeselskab. Men resten - inklusiv en tonerpatron i ny og næ - ryger bare afsted som restaffald. Det er da underligt - og demoraliserende, synes jeg.

Et andet spørgsmål er, hvorfor det skal være så bøvlet at sortere? Køber jeg for eksempel kød i det lokale supermarked, så kommer jeg oftest hjem med det i en plastbakke, som skal sorteres til plast, med plastfolie, som ikke skal sorteres til plast, men flås af hvis muligt. Det er det bestemt ikke altid. Nede i bakken ligger 'noget' til at opsuge væde. Det er altid snasket, men skal nu pilles op og smides ud for sig. Til sidst kan jeg vende plastbakken om og konstatere, at der sidder en papirmærkat, som jeg ikke umiddelbart kan få af. Og hvad så. Er det lige meget. Kan plastkværnen - som jeg formoder står et eller andet sted - håndtere papirmærkater i beskedne mængder, eller forurener jeg en fintfølende proces?

Og hvorfor er papirmærkaten overhovedet sat på plastbakken, der kan genbruges i stedet for på plastfolien, som ikke kan?

Er der nogen, der gider at tale et alvorsord med slagteren i mit lokale supermarked. Og med alle de andre producenter, der skruer, svejser og/eller klistrer forskellige materialer sammen, så de er umulige at skille ad og genbruge.

Hvad, hvorfor og hvad nu hvis-spørgsmålene hober sig op.

Allermest vil jeg gerne vide, om der findes ét sted, hvor jeg kan finde svarene på alle mine spørgsmål?

Kamelen står for sin del af affaldssorteringen.
Hun bortskaffer alle æbleskrog og gulerodsstumper.

Kære Isabellas

Kære Isabellas,

Jeg skriver til jer, fordi jeg har valgt at opsige mit abonnement.

Desværre, vil jeg sige.

For jeg har været en trofast læser, i mere end 15 år tror jeg. Jeg har kigget på lækker boligindretning, savlet over mad- og kageopskrifter og funderet over, om min egen have kunne blive lige så dejlig, som dem i jeres artikler.

Men gennem den sidste tid, som nok er lidt længere end bare 'sidste', er jeg blevet mere og mere klar over, at jeg ikke længere hører til jeres målgruppe.

Måske er jeg blevet for gammel og for gnaven?

Eller for meget jyde og for lidt spelt-københavner?

Måske har jeg bare ikke penge nok til at føle mig som en del af jeres målgruppe - og er så blevet gnaven af den grund?

I hvert fald kan jeg ikke rumme både at kigge artikler om mennesker, der går ind for bæredygtighed og minimalisme, og hvad har vi af politisk korrekte holdninger, og derefter blive underholdt med, hvordan jeg selv kan gribe stilen ved at investere i astronomisk dyre, og/eller guldbelagte ting.

Først kan jeg læse, hvordan en designer eller på anden måde kreativ sjæl i samarbejde med sin mand har indrettet sig totalt lækkert på et eller andet nordsjællandsk landsted med en kombination af arvestykker, loppefund og enkelte selvindkøbte ting. Det er helt igennem sjovt og inspirerende, at se, hvad de har kunnet skabe med knokle-arbejde, hittepåsomhed - og en sjat penge. Noget helt unikt selvfølgelig.

Men dernæst er det så, at I synes, jeg skal se, hvordan jeg kan gribe stilen. Denne helt unikke stil, som meget hurtigt kan blive alt andet end unik, hvis vi alle kopierer den. Tænker jeg. Og så er det jo ikke sjovt længere. Eller hvad? Jeg ved godt, det er en del af gamet, når der produceres blade. Der skal annoncekroner ind, og det kommer der måske lidt lettere, hvis der også fra redaktionel side gøre en vis indsats for at ekspedere varerne over disken? Det vil I nok benægte, men det tror jeg ikke rigtigt på.

Og så er der også det der med at være unik, på præcis samme måde som alle andre. Er det ikke lidt, bare lidt, selvmodsigende? Jeg har det stramt med at skulle være som alle andre, om de så er nok så hippe. Og der sker præcis det samme, som når en tøj-ekspedient kommer for skade at anbefale et bestemt outfit som meget populært. - Så vil jeg ikke have det.

Noget andet er, at jeg ofte slet (SLET!) ikke har råd til at gribe den såkaldte stil, hvis jeg alligevel skulle se noget, jeg kunne tænke mig. Ærgerligt, for det kunne da være fedt lige at lade sig inspirere til at købe en Ægget-stol til små 100.000 kroner. Men det kommer desværre ikke til at ske, før Gemalen vinder i lotto. Og så bruger vi nok alligevel pengene til noget andet.

Ligesom vi ikke kommer til at købe guldbelagt bestik eller gryder, der koster tre gange prisen for de mere almindelige af slagsen.

Og så videre.

Jeg stopper nu, men måske kan I mærke, at jeg godt kunne blive ved lidt endnu?

Det gider jeg ikke. Jeg gider ikke at fortælle jer, at jeg synes, jeres bladindhold efterhånden er nogenlunde lige så hyklerisk som visse politikeres tilgang til kontorindretning.

Jeg nøjes bare med at opsige mit abonnement.

Muldvarp!

En af de gange, først på sommeren, hvor jeg brokkede mig allermest, da jeg var ude at cykle med Gemalen, endte han med at udbryde:

- Jamen, du kan jo slet ikke se noget! Tror du ikke, det er på tide at besøge en optiker?

Joh, det var det nok, så det gjorde jeg, og dommen var klar. Jeg befandt mig på stadet lige før muldvarp:

- Du bør faktisk slet ikke køre bil, før du får briller! sagde den venlige optikerdame, der havde testet mig.

- Eller linser. Har du overvejet linser? fortsatte hun.

Det havde jeg ikke. Men det kunne da måske være en meget god ide. Det skulle så fungere sådan, at linserne skulle suppleres med læsebriller.

Fint nok, og jeg kom ind og skulle lære at bruge linserne.

Det var, syntes jeg, uhyggelig svært at stoppe fingrene ind i øjet uden at blinke. Men optikeren havde en engels tålmodighed og meget store pædagogiske evner, så til sidst lykkedes det, og så var jeg kørende, mente han. Imens jeg ventede på mine læsebriller, kunne jeg lige købe et par Tiger-briller til en tyver.

Næste morgen stod jeg en halv time tidligere op, og det var absolut påkrævet, for jeg kunne i den grad ikke finde ud af at tage linser på, og jeg var på nippet til at tude af frustration, før det lykkedes. De følgende dage gik det lidt bedre, og på ferien i London fik jeg også linser på hver dag. Til gengæld syntes jeg ikke, det gik særlig godt, når jeg skulle kombinere linserne med læsebriller. Og de rigtige briller var ikke meget mere bevendte end dem fra Tiger-butikken.

Linserne var en stor forbedring, især på cykel, men også når jeg kørte bil, men det viste sig, at det kun gjaldt inden for det hjemlige byskilt. Da jeg kørte Kamelen til pasning langt ude på landet, måtte jeg glippe meget med øjnene, og da vi dagen efter kørte ned gennem Tyskland, gik det helt galt, og midt på eftermiddagen hev jeg kontaktlinserne ud.

Og brugte dem ikke mere på hele ferien.

Vel hjemme igen klagede jeg min nød. Jamen, det skyldtes helt klart bilens aircondition. Den kunne jeg jo bare slå fra, sagde lidt for smart (anden) optiker. Det mente jeg så ikke var optimalt i 35 graders varme. Jeg kunne også få nogle mere fugtende linser. De kostede bare det dobbelte. Det syntes jeg var en dårlig ide. Og så kunne jeg jo endelig opgive linserne og få briller med glidende overgang.

Det fik jeg så.

Og jeg syntes mildest talt ikke godt om dem. De var svære at gå med, og læse med dem kunne jeg ikke.

Nu var jeg efterhånden en lille smule træt af det hele, men tredje optiker justerede dem lidt og forklarede mig, at det var et spørgsmål om at lære at dreje hovedet i stedet for kun øjnene. Og med hensyn til at læse, så virkede det jo desværre ikke for alle, så jeg måtte have et par læsebriller ved siden af, og så bare stille mig tilfreds med, at jeg trods alt kunne læse prisskiltene i føtex med brillerne med glidende overgang.

Desuden skulle jeg også have et par skærmbriller, selvfølgelig med glidende overgang.

Godt så. Jeg prøvede at vænne mig til at dreje hovedet og ikke kun øjnene, selv om det føles mærkeligt. 

Og jeg fik et par læsebriller, der fungerer fint. Og et par skærmbriller, hvor jeg kunne se alt andet end skærmen ...

Det ville være en underdrivelse at påstå, at jeg kun var lidt utilfreds. Men medmindre man har lyst til at smide de allerede investerede penge væk, er det jo ikke muligt at skifte heste i vadestedet, så jeg måtte endnu en gang forbi optikeren. Og denne gang blev det bestemt, at jeg skulle have skærmbriller uden glidende overgang.

Da jeg var nede og hente de nye skærmbriller, som iøvrigt fungerer fint, snakkede jeg lidt med sød optikerdame om mine kvaler med brillerne med flydende overgang.

- Åh ja, det kan godt være lidt svært. Især hvis man er langsynet. Måske skulle du prøve med et par briller, der bare har læsefelt på den gammeldags facon.

Det skulle jeg lige tygge lidt på, men nu hvor det er mørkt allerede sidst på eftermiddagen, har jeg oplevet at blive utroligt desorienteret, når jeg er ude at køre, hvilket er meget lidt rart.

Jeg kan vist lige så godt ringe med det samme ...

De nye, velfungerende, skærmbriller.

PS: Og jeg cykler stadig med linser. Det fungerer nemlig fint.

Ud at køre - med damerne

Nu var det jo gået meget godt med at køre med de lidt ældre mountainbikere, så da DGI annoncerede et to timers kursus i mountainbike for Women Only netop her i den lokale skov, tænkte jeg, at det kunne jeg da sagtens klare.

Det var ganske vist kursus nummer to, og det forudsattes, at man havde styr på gear og bremser, men det mente jeg nok, at jeg havde, og desuden var det jo et damekursus, og damer er jo sjældent så (over-)modige som mænd, det ved enhver, så hvor svært kunne det være?

Noget sværere end jeg havde regnet med!

Selv om solen skinnede, var det en hundekold morgen, og bare at finde ud af at få passende med tøj på var en udfordring. Jeg skulle helst både kunne holde varmen og kunne bevæge mig, bare nogenlunde frit.

Endelig var jeg klar, og på en parkeringsplads næsten lige op til skoven mødtes jeg med de andre damer og de forstående og empatiske trænere.

(Ja, sådan var de præsenteret i kursusbeskrivelsen, og jeg nægter at tro på, at det er en formulering, man ville finde på at bruge over for mix- eller rene mandehold!)

De fleste, men ikke alle havde deltaget i det første kursus, og det kom til udtryk med det samme, for vi skulle starte med lige at tjekke, at vi havde styr på de der bremser, og

- ..jer, der var med sidst, ved, at vi primært bremser med forbremsen, erklærede den ene træner.

What?? Nu havde Gemalen tudet mig ørerne fulde med, at jeg skulle blive fra håndbremsen for ikke at stå på næsen, og så stod træneren der og sagde det modsatte. Jeg skulle ikke nyde noget af at sige noget, men fornemmede, at det kunne blive lidt op ad bakke. Altså selv om det jo gik ned, fordi man li'som ikke kan øve at bremse på vej op ...

Vi bremsede, og jeg undgik både at stå på næsen og gøre alt for meget opmærksom på mig selv. Heldigvis havde min mekaniker (aka Gemalen) smurt mine bremser, så de ikke skreg, som visse andres.

Videre gik det. Først op ad bakke af en helt almindelige bred skovvej, og da vi var vel oppe afsted ad det første stykke, relativt ligeudgående, spor. Allerede her fik jeg en forsmag på, at de andre damer vist ikke var de rene novicer. De drønede afsted, og jeg skulle træde til for at følge med.

Nu gjorde vi holdt igen, for vi skulle lære at køre i småbulet terræn. Noget med at have så meget gummiarme (min udlægning!), at man kan absorbere ujævnhederne i stedet for, med stive arme og skuldre, at sende dem direkte op i hjernen.

Det så utrolig rigtigt ud, da træneren viste os hvordan ...

Bagefter skulle vi køre ned ad en stump rødt spor. Jow jow, mtb-spor er som ski-pister farve-inddelt efter sværhedsgrad: blå, rød og sort. Og som træneren påpegede, så kunne det være en god ide lige at tjekke et nyt, 'farligt' spor til fods, før man begav sig ud på det. Så det gjorde vi, og han pegede og forklarede. Og endte med at stille sig op ved det sværeste sving, så vi ikke kunne være i tvivl om, hvor vi skulle passe på.

Herefter blev vi sendt afsted med passende afstand mellem hinanden. Jeg kunne godt se, at jeg kørte langsommere end dem foran mig, men var alligevel lidt overrasket, da jeg ret hurtigt kunne høre den næste lige bag mig. Det var der ikke noget at gøre ved; jeg var ikke til sinds at sætte tempoet op, og køre til siden var der ikke plads til. Da jeg passerede træneren, kunne jeg høre ham råbe et eller andet, men om det var til mig, kunne jeg ikke høre, så jeg fortsatte med at liste ned i tante-tempo.

Et øjeblik efter kom et par vilde gutter drønende og fortsatte videre ad det røde spor. Det var dem, træneren havde råbt efter. At de skulle lade være med at ligge og presse, for det stressede bare begynderne, og de fik alligevel ikke selv den ønskede fart på cyklen. De var heldigvis stoppet op, havde givet træneren ret og sagt undskyld. Ret fint faktisk.

Slalomkørsel var næste punkt på programmet. Ikke så farligt, men svært at gøre rigtigt i fuld fart. Allersværest var det dog at trække tilbage ved siden af skovvejen; jeg hang fast i et eller andet og skvattede, meget lidt yndefuldt.

Så så det mere, om ikke yndefuldt, så spektakulært ud, da en af de andre damer styrtede på den næste strækning. Hun ramte formentlig skævt på en rod og tog den ud over styret i bedste Tour de France-stil. Hun skulle lige have tid til at sunde sig, men var så heldigvis ikke kommet noget særligt til, selv om hun givetvis har været særdeles øm i dagene efter.

Flere gange undervejs havde trænerne spurgt, om dit eller dat ikke havde været rigtig sjovt? Mange havde svaret positivt, og jeg tror faktisk, at nogle af dem også havde ment det. Der var nogle helt vildt seje typer i mellem, der uden frygt i livet bare nød at tonse afsted. Og de skulle nok slet ikke have været med på kurset, for de kunne så udmærket klare sig selv. Det var også dem, der var mest begejstrede, da den ene træner meddelte, at nu skulle vi til det allersjoveste:

- Vi skal lappe nogle berms for vildt!

Først skulle vi dog finde ud af, hvad berms var, så vi stillede cyklerne og kiggede nærmere på det spor, vi var kommet til. Her var svingene bygget op, så man kan køre oppe på siden. Ud over at se temmelig sejt ud, er det også med til at hjælpe rytteren rundt i kurven i langt højere fart, end hvis den bare var flad.

Det lød jo i princippet meget godt, men sporet zig-zaggede ned over en temmelig stejl skrænt, og da jeg stadigvæk er kantforskrækket, var jeg ikke så begejstret. Især ikke fordi der skulle ret meget fart på, hvis man skulle udnytte de indbyggede berms bedst muligt. Jeg havde derfor ikke så svært ved at lade de dødsforagtende damer tage teten ned over skrænten og så selv liste bagefter som en af de sidste.

Ned kom vi alle, og mens nogle syntes, det var virkelig sjovt og tog både en og to ture mere på den nederste del, var vi andre, der var ganske tilfredse med en enkelt tur.

Imens vi ventede på de sidste, var vi kørt ind til siden, og nu skulle vi ud på en skovvej igen. Her erfarede jeg, at nedfaldne blade bør betragtes med mistro. Hvad der lignede en fuldstændig jævn skovbund viste sig at være en grøft. Den kørte jeg lige ned i, og så kørte jeg ikke længere, men lå og rodede rundt i alle bladene.

Da det skete med cirka tre en halv kilometer i timen, var det kun min stolthed, jeg blev ramt på (igen!), og mens jeg fik stablet cyklen og mig selv på benene, valgte de andre en lidt anden rute ud på skovvejen.

Nu var kurset i princippet forbi, men vi kunne da lige så godt køre spor hjem, så det gjorde vi. Netop den stump var det allerførste stykke spor, jeg havde kørt sammen med Gemalen en gang før sommerferien. Og det, der dengang havde virket meget udfordrende, var nu ret easy peasy at passere, hvilket jo var ganske fint at opdage. Noget er der trods alt sket med mine såkaldte mountainbike skills i den mellemliggende tid.

Som træneren sagde afslutningsvist:

- I skal samle på de små sejre, som gør klogere og bedre. De store sejre gør ofte bare dumdristig, og så kommer man galt afsted.

Godt så, små sejre it is.