Det der affaldssortering

Vi øver os stadig på det der affaldssortering.

Det går nogenlunde.

Selv om Gemalen ind i mellem af vanvare - eller med fuldt overlæg? - saboterer bestræbelserne på at gøre det rigtigt.

Vi har endnu ikke fundet den optimale måde at opbevare vores sorterede skrald, indtil vi gider gå ud med det.

Og det gider vi tydeligvis ikke tit nok.

Det almindelige skrald og bio-skraldet ryger i deres spande under køkkenvasken, men der er ikke plads til pap og plast, som derfor har det med at lande på køkkenbordet. Der står en spand, som vi fik udleveret, da vi gik over til affaldssortering, men den bliver lynhurtigt fuld, og iøvrigt er det ikke smart at blande plast og papir/pap, for så skal vi jo stå udenfor i regn, blæst og mørke (det er altid regn, blæst og mørke i november) og sortere det igen.

Og så er det, at vi - uafhængigt af hinanden - finder på nødløsninger, som de andre kan ødelægge. Til stor frustration for opfinderen. For eksempel sætter jeg tom branflakes-æske på bordet og bruger den til bon'er, indkøbssedler og tomme køkkenruller med mere. Det virker helt fint, ind til jeg næste gang kigger ned i den og får øje på en tom A38-karton, som Gemalen har mast ned ... Suk.

Den tomme skyr-spand bliver brugt til mindre plastbøtter og -dimser, men det holder ikke længe, for det er uhyggeligt, så meget plast vi smider ud. Det er jo helt vildt meget!

Til gengæld er det mere begrænset, hvor meget glas, der ryger ud.

Så hvad glas-emballage angår, har vi på forsøgsplan besluttet, at vi i Verdensfirmaet vasker de tomme rødbede- og agurkeglas, og så tager jeg dem med hjem og smider dem i min skraldespand. #seminglorie

Hermed er vi fremme ved et af de mange, mange spørgsmål, som affaldssorteringen giver anledning til: For hvorfor i alverden skal virksomheder og offentlige institutioner ikke sortere affald?? I Verdensfirmaet bliver papir og pap sorteret fra og hentet af et privat skraldeselskab. Men resten - inklusiv en tonerpatron i ny og næ - ryger bare afsted som restaffald. Det er da underligt - og demoraliserende, synes jeg.

Et andet spørgsmål er, hvorfor det skal være så bøvlet at sortere? Køber jeg for eksempel kød i det lokale supermarked, så kommer jeg oftest hjem med det i en plastbakke, som skal sorteres til plast, med plastfolie, som ikke skal sorteres til plast, men flås af hvis muligt. Det er det bestemt ikke altid. Nede i bakken ligger 'noget' til at opsuge væde. Det er altid snasket, men skal nu pilles op og smides ud for sig. Til sidst kan jeg vende plastbakken om og konstatere, at der sidder en papirmærkat, som jeg ikke umiddelbart kan få af. Og hvad så. Er det lige meget. Kan plastkværnen - som jeg formoder står et eller andet sted - håndtere papirmærkater i beskedne mængder, eller forurener jeg en fintfølende proces?

Og hvorfor er papirmærkaten overhovedet sat på plastbakken, der kan genbruges i stedet for på plastfolien, som ikke kan?

Er der nogen, der gider at tale et alvorsord med slagteren i mit lokale supermarked. Og med alle de andre producenter, der skruer, svejser og/eller klistrer forskellige materialer sammen, så de er umulige at skille ad og genbruge.

Hvad, hvorfor og hvad nu hvis-spørgsmålene hober sig op.

Allermest vil jeg gerne vide, om der findes ét sted, hvor jeg kan finde svarene på alle mine spørgsmål?

Kamelen står for sin del af affaldssorteringen.
Hun bortskaffer alle æbleskrog og gulerodsstumper.

Hylde-hyldest - eller noget

Nogle gange kan der godt gå lidt lang tid med at få gennemført dit og dat.

Tit er det vores egen skyld. Andre gange slet ikke. Og de fleste gange er det vel en uheldig kombination.

Som da Donnaen skulle have en hylde til sin dvd-afspiller.

Den - altså dvd-afspilleren - fik hun i julegave. For selv om hun netflixer sig til det meste, så er det altså også utrolig hyggeligt at hive en gammel Harry Potter-film eller en Disney-klassiker frem og så ligge og hygge sig med den.

Gemalen brugte sammen med Donnaen lidt tid på at afprøve, om der dog ikke var en af de mange hylder, vi allerede havde stående i et hjørne, der kunne bruges.

Det var der ikke.

Så gik der lidt tid med at søge på nettet hos de sædvanlige netbutikker, men der var ikke et eneste sted, der kunne matche Donnaens behov for en lillebitte hylde.

Interessen var herefter lidt on-off, men en dag fik Donnaen faktisk øje på en passende lille hylde til en passende lille pris. Hos Biva.

Den blev fluks bestilt, og der gik da heller ikke ret mange dage, før den dukkede op.

Desværre havde den taget skade under transporten. Et hjørne var knust, og der var kommet grimme hak i en kant. Hvilket var ærgerligt, men ikke voldsomt overraskende i betragtning af, at hylden slet ikke var emballeret, men bare sendt som pakke med en adresselabel smækket på en helt tynd plastfolie. Hvordan den slags går til må stå hen i det uvisse.

I hvert fald var der behov for at klage, og på Bivas hjemmeside var der også let adgang til at gøre netop dette, så det kunne selv Fruen finde ud af. Og nu afventede vi bare, at en ny hylde ville dukke op med posten.

Det skete ikke, og efter et par uger ringede jeg til Bivas kundesupport og snakkede med en sød dame, der godt kunne se min klage, og at den var under behandling, så det var sikkert bedst bare at lade sagen gå sin gang, så ville der nok lynhurtigt ske noget, mente hun.

Hun tog fejl, og efter yderligere nogle uger, ringede jeg igen til Bivas kundesupport, hvor en venlig herre godt kunne se min reklamation, og han kunne endda også fortælle mig - og nu lød han meget glad - at varen var på lager og bare ventede på at blive pakket og sendt. Nok allerede samme dag, hvis jeg var heldig, og derefter var det jo bare op til Postnord at få pakken ud.

Efter en uges venten ringede jeg igen og fik fat i anden sød dame, som glad kunne fortælle mig, at varen kommet på lager og bare ventede på at blive pakket og sendt ...

Jeg fortalte hende, at det jo lød vældig fint, men at jeg havde fået præcis den samme besked en uge tidligere. Det, kunne hun godt forstå, var en anelse utilfredsstillende, og mens jeg ventede, kontaktede hun lagerchefen himself, som, sagde hun, lovede, at han personligt ville pakke og sende min hylde med det samme.

Og det gjorde han sgu!

To dage senere dukkede hylden op, vel-emballeret og i fin stand.

Nu afventer vi bare, at Gemalen sætter den op.

Det har han lovet at gøre.

Snart.

Udsalg på den irriterende måde

Nu er det februar, og dermed stort set slut med alverdens udsalg.

Heldigvis.

Skrev hun virkelig heldigvis?

Mærkeligt tilfælde.

Nu er det jo slet ikke, fordi Fruen ikke kan lide tilbud, udsalg og alt, hvad der ligner. Faktisk tværtimod. Der er da ikke noget bedre end at gøre et kup. Købe noget lækkert til en rigtig god pris. Eller købe noget, som man skal bruge, nedsat til det halve.

Der er bare det ved det, at jeg ind i mellem føler mig trukket så meget rundt i manegen, at fornøjelsen fordufter og erstattes af irritation og en kedelig fornemmelse af at blive snydt.

Det er et nymodens internet-fænomen, og det skyldes primært de cirka 27.000 tilbudsmails fra diverse firmaer, jeg lader ramme min indbakke. Mails, som i udsalgssæsonen dumper ind stort set dagligt med nye tilbud på nedsatte varer, nye nedsatte varer og endnu flere nye nedsatte varer.

Meget fint, for så er der jo til sidst et kæmpeudbud af nedsatte varer fra den pågældende butik.

Skulle man tro.

Men sådan er det jo ikke. Noget når at blive udsolgt, før andre ting bliver sat ned. Eller overhovedet bliver gjort tilgængelige på nettet.

For eksempel kom min yndlingssæbe, med duft af lavendel, på udsalg. Og hvis jeg købte tre kunne det også betale sig i forhold til fragten, som var ganske dyr i netop den web-butik. Donnaens yndlingsduft er rose, men den var slet ikke at finde, så jeg nøjedes med lavendel. Og et pænt tilskud til postens fortsatte drift.

Dagen efter - eller var det måske to dage senere? - kom der en mail med nye nedsatte varer. Nu var Donnaens yndlingssæbe pludselig både tilgængelig og nedsat, og så måtte jeg jo købe tre af den også. Og samtidig lægge en pænt tilskud til postens fortsatte drift ...

Hvor sjovt er det lige?

Måske er jeg særligt nem at irritere, jeg ved det ikke, men i hvert fald blev jeg så sur, at jeg har slettet den efterfølgende strøm af udsalgsmails fra den samme webbutik uden overhovedet at kigge på dem. 

Ha, så kan de lære det! - Prøver jeg at bilde mig selv ind.

Og hvis det endda så bare var i januar til det traditionelle udsalg.

Men det er det jo slet ikke.

Op til jul var det endnu værre. Med helt umuligt mange butikker, der havde dagstilbud på dit og dat. Den ene dag var der 50 procents rabat på dit, og den anden dag var der 40 procents rabat på dat, men ikke længere på dit. Og så fremdeles.

Hvis jeg skulle have udnyttet det optimalt, ville det have været en fuldtidsbeskæftigelse, fordi der skulle tjekkes og (måske) bestilles hver eneste dag i den sidste måned op til jul. Og til sidst ville jeg skulle akut-bestille de ting, som mod forventning aldrig kom på tilbud. Det havde jeg ikke helt tid til, da jeg også har et job og en familie at passe, så i stedet måtte jeg et par gange konstatere, at nu var der sørme tilbud på lige netop det, som jeg havde købt til fuld pris ganske få dage forinden.

Og hvor sjovt er det så?

Tid til at bøvle med at returnere fuld-pris produkterne og i stedet købe nedsat havde jeg ikke just. December går hurtigt nok endda uden den slags tidskrævende bonus-øvelser.

Helt firkantet kunne man så hævde, at jeg da bare kunne afmelde alle mine tilbudsmails. Droppe alle tanker om at købe billigt ind. Og iøvrigt holde helt op med at handle på nettet og i stedet bevæge mig ud i det virkelige liv.

Meeen.

Det kommer nok ikke til at ske. For det er altså dejlig nemt bare at købe ind på nettet og så hente alle sine indkøb et par dage senere i kundeservice i det lokale supermarked. Og det er altså virkelig dejligt at udnytte de gode tilbud.

Jeg vil bare ikke skulle føle mig taget ved næsen to dage senere.

Så nu prøver jeg at regne ud i, hvordan jeg skal undgå det fremover. Det kommer nok til at koste et par webbutik-bekendtskaber. 

Det må jeg prøve at bære. 

Spørgsmålet er vel så bare, om webbutikkerne også kan undvære mig ...

Bilkrise III

Det var jo lidt bøvlet, da jeg hentede Bitte-blå hos forhandleren ude på prærien. Med blinkende lamper, ødelagt ventil, begynderfejl, manglende reservedele og en masse ventetid.

Men hjem kom jeg da, og Bitte-blå kom med.

Da Gemalen, et døgn senere, også kom hjem, konstaterede han, at Bitte-blå da forresten ikke var blevet undervognsbehandlet som aftalt og betalt for. Og gummitmåtter var der ingen af. Dem havde han også betalt for. Ingen af delene vidste jeg noget om, så jeg havde ikke undret mig.

Nu blev Gemalen ærlig talt en lille smule knotten.

Og skrev en mail til sælgeren, med kopi til salgschefen, hvori han i utvetydige vendinger redegjorde for sin knottenhed.

Sælgeren lagde sig fladt ned, beklagede og lovede bod og bedring.

Der var bare det lille problem, at de rigtige ventiler til Bitte-blå var i restordre, så vi måtte pænt vente, til de kom hjem. Men så ville der også komme en mekaniker og hente Bitte-blå og stille en lånebil til mig i mellemtiden.

Så vi ventede. Pænt. Pænt længe.

Endelig kom mekanikeren. Hentede Bitte-blå og stillede en lille hidsig Ford til mig.

Den, altså Forden, havde jeg meget skæg ud af i et par dage, og så fik vi Bitte-blå tilbage. Nu lyste advarselslamperne ikke mere, og hele bilen stank af undervognsbehandling.

Og alt var godt.

Lige til jeg et par dage senere spurgte Gemalen, hvor han havde lagt gummimåtterne, nu de ikke var i bilen?

Det er ikke for meget at sige, at Gemalen blev sur igen ...

Forhandleren ude vest på havde klaret to af tre ting, men gummimåtterne havde man glemt at bestille.

De er nu bestilt, og vi venter på at få dem leveret. For det gør vi vel? Vi har ikke fantasi til at forestille os, at forhandleren forventer, at vi selv skal hente dem.

Heldigvis er der en Bitte-blå-forhandler her i byen (som bare lige var et par tusinde kroner dyrere, den gang Gemalen handlede bil). Og hvis Bitte-blå ellers arter sig og ikke får fejl inden for garantien, behøver vi aldrig mere at sætte vores ben hos forhandleren ude mod vest.

For det gør vi ikke frivilligt.

Hvilket Gemalen også fortalte en stakkels, sagesløs phoner, der havde fået den - skulle det vise sig - utaknemmelige opgave at ringe ud og lave en tilfredshedsanalyse oven på vores bilkøb. Han, altså phoneren, endte med lettere svitsede ører og spurgte til sidst betuttet, om forhandleren, importøren, fabrikken eller eventuelt paven (det sidste passer vist ikke helt, men ser ganske effektfuldt ud) måtte ringe og høre nærmere. De måtte de, og Gemalen lovede, at han hellere end gerne luftede sin utilfredshed en gang mere.

De har ikke ringet,og det gør de nok heller ikke.

Tilbage står vi. Lettere måbende. Lettere hovedrystende. For hvad var det lige, der skete? Gemalen har aldrig været ude for noget lignende, og da han nok i gennemsnit har handlet bil mindst en gang om året, siden han fik sit kørekort, er det altså blevet til en del bilhandler.

De fleste biler har ganske vist været en del større (læs: dyrere), og så er det, at Fruen begynder at spekulere på, om der er en sammenhæng, eller det er helt tilfældigt?

Jeg håber virkelig, det er tilfældigt.

Stakkel Bitte-blå efterladt ude i regnen.

Vandgang

Vi ankom til sommerhuset i Rørvig i tørvejr.

Ja, kronologien halter lidt pt. Jeg ved det. Bare ærgerligt ...

Der gik et par timer, og så begyndte det at regne. Og det blev det ved med, sådan mere eller mindre, i halvandet døgn. Hvis nogen skulle have glemt det, så var der faktisk sådan en weekend i juli, og det var lige præcis den weekend, hvor vi landede i sommerhus.

Kamelen skulle luftes alligevel.

Og heldigvis havde vi udstyret i orden.

Paraplyer, regnjakker og gummistøvler i rå mængder var blevet sat i stakke sammen med den øvrige bagage. Gemalen tog sig til hovedet, men pakkede det pænt ned, da det jo normalt er det, der gør, at vi lige præcis ikke får regnvejr. Lidt overtroisk må man gerne være.

Det virkede så ikke denne gang, og jeg hev regnjakke og gummistøvler på.

Og så gik vi tur. Kamelen og jeg.

Ned til vandet. Isefjorden.

Det var første gang, Kamelen mødte så meget vand. Hun(d) er kun vant til pytter, bække og grøfter. Det var tydeligvis et sært fænomen. Men ikke noget, der var grund til at kaste sig hovedløst ud i. Det var meget, meget mere interessant at rende rundt og rode i den opskyllede tang, der var fyldt med halv- og heldøde vandmænd, ditto krabber og andre spændende ting ...

Så der gik vi og svuppede rundt. Og det var egentlig vældig fint. Indtil jeg begyndte at mærke en kedelig fornemmelse af fugt omkring mine tæer i den ene støvle. Bare en lille smule. Men som ikke skyldtes - var jeg overbevist om - at jeg hjemmefra havde stukket en våd sok i gummistøvlen.

Lidt foruroligende. Og måtte straks undersøges nærmere. Så ud i vandet og stå lidt. Kamelen foretrak at blive på land.

Og så var der hul i mine fine støvler!!

Altså bare den ene, men det var da også én for meget. Stort set helt nye, og så havde jeg allerede ødelagt dem. Øv.

Vel hjemme igen undersøgte jeg støvlen uden at finde hul nogen steder. Til sidst kunne jeg dog godt se, at der var en svejsning, der gabte mikroskopisk. Jeg overvejede lidt at hælde vand i støvlen for at finde ud af, om jeg havde ret, men gad alligevel ikke.

Og så blev det tørvejr.

Faktisk blev det så tørt, at selv vandet i vandhanerne forsvandt ...

En venlig nabo kunne dog fortælle Gemalen, at det behøvede han ikke hidse sig op over, for det skete jævnligt i det område. Det skulle nok komme igen. Hvilket det også gjorde, og Fruen fik sit bad.

Og alt var såre vel. Og solen skinnede. Og det blev den ved med. Lige indtil forleden dag, hvor en eller anden over-ivrig vejrgud fik rykket lidt rigeligt i håndtagene, så vi pludselig fik efterår fra den ene dag til den anden.

Hvorfor jeg var nødt til at udskifte sandalerne med gummistøvler. 

Og kom i tanke om, at de jo ikke er helt tætte.

Noget må gøres.

Snart.

Det der vand er lidt sært ...

Teletubby på afveje - en NET historie

Pigebarnet er som så mange andre piger voldsomt glad for tøj.

Men da man ikke får alt, hvad man peger på og iøvrigt får ynkeligt få lommepenge, må man være kreativ og lære at sno sig.

Brugt tøj på nettet er én vej frem. Og Pigebarnet har på facebook fundet en gruppe, hvor man kan købe og sælge brugt tøj lokalt.

Men det er sin sag at skulle overtale Moar til at køre sig hen til en eventuel sælger, banke på et fremmed sted (hvor der måske er hund), prøve klunset OG vurdere, om det er i en stand, der gør det til et rimeligt køb. At sige 'Nej tak, ikke alligevel' til en måske to år ældre salgs-ivrig pige er ikke det nemmeste ...

En anden mulighed er nyt tøj på nettet.

Pigebarnet er blevet ret skrap til at finde hjemmesider med tøj, der ikke koster alverden.

For cirka halvanden måned siden fandt hun et sted, hvor hun kunne købe en one piece noget billigere end så mange andre steder. En one piece er bare noget af det sejeste, man lige pt kan iføre sig i Pigebarnets klasse, så sådan en måtte hun også bare eje.

(Note til de uvidende: en one piece kaldes nogle steder en jump suit. Det er en heldragt og ligner en mellemting mellem en kedeldragt og en sparke-ditto).

Pigebarnet plagede. Og plagede.

Og til sidst gav moren sig, og vi slog halv skade.

En lilla one piece blev bestilt. Forsendelsen var gratis. Og alt var såre vel.

Ind til Pigebarnet prøvede sit nye klædningsstykke. Og blev væk indeni.

Altså bytte.

Men her måtte moren erkende, at det med småt var vi sprunget ret let hen over.

Bytte kunne man selvfølgelig godt. Men man skulle selv betale for at returnere varen til Sverige. OG betale 149,- kr. for at få erstatningsvaren tilsendt.

Moren drog på posthus og lagde således godt 200,- kr. for at sende one piece'n som pakke.

Et brev havde været langt billigere, men ville så ikke kunne spores, hvis noget gik galt.

Og det gjorde det selvfølgelig. Gik galt, altså.

Der skete ikke noget. Moren lagde sig syg. Og der skete stadig ikke noget.

En rykker med en masse vedhæftet dokumentation blev sendt afsted, og i løbet af et døgn modtog vi ikke mindre end tre forskellige mails om, at der straks ville blive taget hånd om sagen og sendt en ny vare afsted.

Den ankom efter to dage, og passede - oh fryd!

- Du ligner en teletubby. Du ligner Tinky Winky, udbrød de andre piger begejstrede.

Knap så begejstret var jeg, da jeg pludselig fik en rykker for de 149,- kr belagt med 100,- kr i rykkergebyr.

Hvor den oprindelige regning er blevet af, har jeg opgivet at finde ud af.

Til gengæld ved jeg, at der skal gå lang tid, før Pigebarnet igen får lov at købe billigt tøj hjem fra udlandet.

Det har jeg simpelthen ikke råd til ...

Hvorfor man kan lyne HELT op vides ikke. Men det er smart, når man skal være sådan lidt hemmelig på billeder ...

Nemt - men for hvem?

 

I et lillebitte midtjysk firma som Verdensfirmaet lever visse fordomme i bedste velgående.

 

Blandt andet, at det offentlige er besværligt, bureaukratisk og i det hele taget lidt noget opreklameret pjank, som det absolut ville være bedre at være foruden.  

 

Jeg har lige fået fordommen bekræftet.

 

I en grad, så jeg var nødt til at overveje, om jeg skulle grine hysterisk, græde afmægtigt eller bare dunke hovedet ind i væggen, til jeg glemte, hvad jeg var utilfreds med.

 

Ind til videre har jeg valgt det første.

 

Meen, altså:

 

Det sker ret sjældent, at der i Verdensfirmaet er brug for at få lønrefusion fra det offentlige. Derfor føles det som en ny udfordring hver gang, da ingen kan huske, hvad vi gjorde sidst.

 

Så glæden var stor, da der gik mindre end et halvt år mellem, at to medarbejdere blev fædre, og firmaet skulle have lønrefusion i forbindelse med barselsorloven. Men ak, kort blev glæden, for selvfølgelig var systemet lavet om i mellemtiden.

 

Nu skal man gå ind på hjemmesiden NemRefusion og indberette. (Alene navnet NemRefusion bør vel gøre en lidt mistænksom??) Men for at gøre det, skal man have en medarbejdersignatur, som kan fåes ved henvendelse til DanID.

 

Det skulle være så nemt.

 

Det er det ikke.

 

Den digitale signatur blev bestilt til mig, Fruen i Midten. Og et par dage senere kom der et brev, om at jeg nu var oprettet, og at jeg, for at komme i gang, skulle følge vejledningen, der kom pr. mail.

 

Det kedelig var bare, at mailadressen var forkert registreret, og mailen derfor sendt ud i det blå.

 

Altså gik jeg ind på DanID's hjemmeside for at finde et telefonummer, så jeg kunne få løst problemet.

 

Men i DanID vil man vist helst være i fred, for det er umuligt at ringe dertil. Under fanen Support er der ganske vist et nummer, man kan ringe til.

 

Men når man så ringer, bliver man først mødt med en laaang besked om, at man kan finde råd og vejledning på hjemmesiden. (Det var så det, jeg lige havde opgivet). Dernæst kommer man ind i et slusesystem med en masse valgmuligheder, man først skal taste sig igennem. Til sidst ender man dog uvægerligt ved samme båndede besked, at man skal kontakte sin administrator eller skrive en mail. Det er muligt, at man kan omgå systemet og komme igennem til et rigtigt menneske. Jeg fandt bare ikke ud af det. 

 

Altså mail.

 

For at få lov til at maile skal man udfylde en hel masse først. Ud over firmanavn og CVR-nummer skal man også informere om computerens styresystem og browser. Lidt voldsomt, når man nu bare gerne vil i kontakt med nogen for at fortælle om en forkert mailadresse..

 

Klokken 16.00 tikker der en mail ind, hvor der stod - sådan cirka: 'Kære Frue i Midten, i dit firma er det Fruen i Midten, der administrerer medarbejdersignaturer. Du skal derfor henvende dig til hende for support.'

 

Uh uuh huhh. Da var det, jeg var lige ved at knalde hovedet ind i væggen.

 

I stedet grinede jeg bare hysterisk og skyndte mig hjem.

 

**

 

Retfærdigvis skal det nævnes, at der her til morgen er kommet en ny mail. Sendt af et rigtigt menneske. Og med et helt menneskeligt indhold, om at nu er fejlen rettet, og jeg bør kunne komme igang.

 

Det håber jeg så.

 

 

Derfor bestemmer føtex, hvad jeg læser..

En doven hund; det er, hvad jeg er. Tit spiller bekvemmeligheds-faktoren en lidt for stor rolle i det, jeg foretager mig.

Således også med bøger.

De skal helst være tilgængelige. Som i lette at få fat på.

Derfor er det skønt at bestille bøger hjem over nettet. Til levering i Verdensfirmaet, så jeg er helt sikker på ikke en gang at skulle på posthuset efter dem.

Men selvom bøgerne ikke nødvendigvis er dyre hver for sig, så er de jo heller ikke gratis. Og slet ikke, hvis man har købt sig en hel stabel..

For ikke at friste mig selv (og udfordre min økonomi) unødigt har jeg stoppet alle nyhedsbreve fra diverse net-boghandler. Sådan lidt ud fra devisen 'ude af øje - ude af sind'.

Det eneste sted, jeg derfor dagligt møder bøger, der tigger om at blive købt, er således i føtex. Her står bøgerne lige til at flå ned i vognen til mælk og vaskepulver. De er altid på tilbud. Nogen af dem i hvert fald. 50 kroner for en bog. Det er jo næsten gratis.

Nemt. Nemt.

Så er der lige det med udbuddet. Som måske nok kunne være større. Som i meget større. (Men det er jo et supermarked, hvad kan man forvente?). Det er ind til videre ikke lykkedes mig at spotte et eneste af Amrits mange gode forslag. Og jeg begyndte at spekulere på, om mit bogvalg skulle være bestemt af føtex' udbud.

Fanden heller vel!

Biblioteket altså.

Forleden aften, da Pigebarnet alligevel skulle sættes af til ballet lige ved siden af, marcherede jeg hen til skranken og ville gerne hjælpes. For jeg kunne jo ikke huske titlerne og endnu mindre forfatterne.

Biblioteksdamen - hun var altså ikke bibliotekar, er jeg sikker på - så lidt skeptisk på mig, og der var bestemt ingen klokke, der ringede ved min ufuldstændige forklaring.

- Hmm, tænkte jeg, måske låner de kun bøger ud, som også står på hylderne i føtex?

Det lykkedes dog den rare dame at finde de to bøger, som jeg havde efterspurgt.

- Jo jo, her er de, proklamerede hun stolt. Men de er udlånt.

Så jeg kom på venteliste.

Allerede næste formiddag tikkede der en mail ind, om at nu var begge bøger kommet hjem og stod til afhentning.

Men da havde jeg jo ikke tid til at hente dem.

Det havde jeg fredag. Først skulle jeg aflevere en pakke på posthuset, som lukkede klokken 5. Men biblioteket havde jo længe åbent, så det var ikke et problem, tænkte jeg.

Der tog jeg fejl, for biblioteket lukker allerede klokken 4 på fredage, mens det har længe åbent en hel masse andre dage. Det fandt jeg selvfølgelig først ud af, efter jeg havde parkeret og pænt betalt p-afgift og det hele.

Lørdag er der åbent to timer midt på dagen, så det skulle lige passes ind med 17 andre gøremål.

Men det lykkedes. Jeg fandt en parkeringsplads. 'Glemte' at betale p-afgift og stormede ind bevæbnet med reservationsnumre og sygesikringsbevis.

Og fandt bøgerne i en vældig fart.

Bare for at konstatere, at der var kø ved check-ud. Den ene scanner var i udu. Og de to personer før mig skulle begge låne to fulde bæreposer bøger.

Så det tog sin tid. Og jeg trippede.

Endelig blev det min tur. Hvorefter maskine fortæller mig, at pinkoden er forkert.

- Gu er den ej, hvæsede jeg indædt og prøvede igen.

Men maskinen var ubøjelig, så jeg måtte over til skranken efter hjælp.

Ventetiden brugte jeg til at regne på, hvor mange bøger jeg ville have kunnet købe for, hvad der svarede til en p-bøde.

Endelig min tur. Snakkesaglig dame, udstyrede mig med ny pinkode, forbarmede sig over mig og scannede mine bøger ind, så jeg ikke skulle tilbage i køen.

Og jeg spænede ud igen, som havde jeg stjålet førsteudgaven af borgmesterens erindringer.

Heldigvis ingen p-vagt i syne.

Nu er pulsen tilbage omkring normalt leje. Men det varer altså desværre nok et stykke tid, før jeg igen udfordrer mig selv og biblioteksvæsenet.

I mellemtiden må jeg se, om jeg kan finde noget spændende på hylderne hos føtex.

Til lyncheck hos lægen

 

Fruen gik til læge.

 

Ikke fordi hun var alvorligt syg. Slet ikke.

 

Men fordi forskellige gebrækkeligheder efterhånden irriterede. Måske i virkeligheden mest Gemalen

 

- Så gå dog til læge, sagde han træt,

 

da jeg for 117. gang beklagede mig over, at det føltes som om, nogen havde placeret et trekantet stykke bordplade i højre side af min lænd.

 

Sådan en on/off ting, der sommetider gjorde rigtigt ondt og den næste dag overhovedet ikke.

 

Ret upraktisk, hvis man skal bestille tid 14 dage i forvejen. Og lidt for lidt at få en akut-tid for..

 

Så derfor udskød jeg det, til jeg alligevel skulle have checket min kvindelighed - og var blevet opmærksom på yderligere en skavank i småtingsafdelingen. På den måde kunne jeg slå 3 fluer med ét smæk, tænkte jeg.

 

Egentlig synes jeg, det er en rimelig tankegang. For der er vel ingen grund til at belaste det skattebetalte sundhedssystem ved at rende sin læge på dørene med bagateller. Desuden er det heller ikke særlig sjovt at skulle have alt for meget fri for at 'gå til læge'.

 

Det er bare som om, systemet ikke er skruet sammen til at matche netop den måde at tænke på.

 

Man - altså selv jeg - kan se det allerede, når jeg booker en tid.

 

10 minutter er ikke ret lang tid..

 

Det er ulempen ved at booke online. Tidligere kunne man godt tillade sig at tro, at lægen havde tid nok.

 

Nå men, check-in, vente vente, ind og pænt goddag.

 

- Og hvad kan jeg så gøre for dig? spurgte min læge venligt.

 

- Altså, jeg har ondt i lænden, bare ikke idag, forklarede jeg - og følte mig ret dum..

 

Det var så lidt svært at undersøge nærmere, men lægen ville da godt prøve. Jeg fik lov at bøje mig i alle retninger, og han trykkede og klemte, vred og drejede. Og jeg sagde Av, men i så beskedent omfang, at det ikke rigtigt kunne bruges til noget. Summa summarum, der var nok ikke noget alvorligt i vejen. Måske en forkert bevægelse og lidt deraf følgende muskelspænding.

 

Okay, så blev jeg så klog. Eller rettere overhovedet ikke.

 

De 10 minutter var forlængst gået, men der var jo også det med kvindeligheden, som jeg gerne ville have checket.

 

Tjep tjep, en tur på skafottet. Looking good, men vi tager lige en prøve for god ordens skyld. Svar vil tilgå pr mail.

 

Så farvel da?

 

Nej, jeg ville jo også gerne lige høre angående den der bagatel.

 

Nu begyndte min ellers så udmærkede læge at se lidt skeløjet ud.

 

- Det skal altså gå hurtigt, sagde han.

 

Og det gjorde det så. Endnu en prøve, og svar vil tilgå pr mail.

 

So what?

 

Jamen, der snakkes jo så meget om, hvor vigtigt det er dels at gå til læge, så man ikke kommer for sent med et eller andet alvorligt. Dels at lægen formår at 'se' sin patient og får snakket med ham eller hende om alle de potentielt alvorlige ting, som måske, måske ikke er på dagsordenen. Det gør ikke noget, hvis lægen lige får snakket med patienten om hendes livsstil. Ryger hun for meget. Eller drikker. Er der noget helt andet, der trykker, og sidder sjælen i klemme?

 

Det skal altsammen helst nåes på 10 minutter.

 

Og det kan bare ikke lade sig gøre.

 

Min læge spurgte da heller ikke ind til noget som helst. Heller ikke selvom jeg havde hængt noget mere med ørerne, sidst jeg besøgte ham.

 

Han havde mere travlt med at få mig lodset ud af døren. Og jeg forstår ham godt. For klokken var kun lidt i 10 om formiddagen, og han var allerede mindst 20 minutter (= 2 patienter) bagefter.

 

Stakkels ham. Det kan ikke være særligt tilfredsstillende at udføre sin lægegerning på de præmisser.

 

Og - lidt - stakkels mig, der endte med at gå derfra med ret dårlig samvittighed over min stædige påholdenhed.

 

Sidder der ikke et eller andet sted derude nogle kloge hoveder, som gider at lave systemet om?

TDC's store grensaks

 

Udenfor!

 

Jeg har meget mod min vilje været helt uden for det gode selskab idag.

 

Det var TDC's skyld.

 

Nogen havde været ude med den store grensaks, så da vi hver især landede på vores pinde i Verdensfirmaet, var der absolut ingen kontakt til verden omkring os.

 

Altså, vi havde telefonforbindelse, og de heldige med betalt mobiltelefon og mobilt bredbånd kunne også kommunikere med omverdenen. Mens vi andre, der kun har internetforbindelse via fastnettet kun kunne trække opgivende på skuldrene og tage en ekstra kop kaffe.

 

- Ja, sagde TDC, vi kan se, der er fejl på linien. Det vil blive givet førsteprioritet.

 

Og så skete der iøvrigt ikke mere..

 

Derfor intet check af mailboxen. Ingen nyheder på nettet. Ingen adgang til netbank. Ingen smugkig på facebook eller ud i blog-verdenen. Ingen adresse-opslag. Ingen informationssøgning. Osv osv.

 

Abstinenserne var mærkbare og rutinerne en by i Rusland.

 

Mange telefonsamtaler lød omtrent sådan:

 

- Nej desværre, jeg kan ikke læse mail idag, nettet er nede.

 

Eller den mere avancerede udgave:

 

- Ja, jeg kan se, du har sendt en mail, men jeg kan ikke åbne/læse de medsendte filer på min mobil/Ipad.

 

Stilstand.

 

At man engang i fordums tider faktisk har været i stand til at arbejde og lave forretninger uden brug af internettet, forekom at være noget af en skrøne

 

Midt på eftermiddagen blev TDC rykket.

 

- Det var mærkeligt. Så må vi hellere sende en tekniker.

 

- Ja tak, hvornår kan han være her?

 

- Det kan vi ikke sige. Men han skal nok komme..

 

Det var selvfølgelig fint, men ikke den mest opmuntrende besked en fredag eftermiddag. Og jeg var vældig tilfreds med ikke at være Verdensfirmaets it-ansvarlige.

 

Jeg skulle nemlig hjem og på nettet, og det kunne kun gå for langsomt.

 

Planlagt internet-fri er i orden. Ikke-planlagt internet-fri er - i tankevækkende grad - slet ikke i orden.

Aftensmads-forkert?

 

Føler mig helt aftensmads-forkert. Eller hvad?

 

Har nemlig lige siddet og læst denne artikel om aftensmadsvalgets afhængighed af landsdelen, vi bor i.

 

FDB Analyse har fundet ud af, at der spises forholdsvis mere sushi i København end i Vestjylland, mens der omvendt bliver spist mere (flere?) boller i karry der ude vest på..

 

- Hø hø, tænkte Fruen, det er godt nok raket-videnskab, de har gang i der inde hos FDB.

 

Der kommer vel næppe ret meget bag på ret mange, at man skal være varsom med at servere sushi for vestjyder, mens man på den anden side heller ikke skal være alt for kæk med kål og/eller boller i karry, hvis man har en ærke-københavner på besøg.

 

Er vi så helt forkerte, når vi faktisk godt kan li' både kål, boller i karry og sushi? Er vi malplacerede her i det midtjyske, eller er det netop fordi, vi bor her lige midt i det hele, at det meste glider ned?

 

Anyway, jeg synes bare, det er underligt (underligt som i højst mærkværdigt og en lille smule foruroligende), at nogen - altså FDB Analyse - har brugt krudt på at finde ud af noget, som vi godt vidste i forvejen. Og da de så havde fundet ud af det, udsendte de en pressemeddelelse (går jeg da stærkt ud fra), som så via Landbrug og Fødevarers hjemmeside er blevet bragt i de landsdækkende medier.

 

Er det fordi FDB har for mange penge? Den tanke kan jeg godt få, når jeg skal betale i deres butikker. Og har mediehusene omvendt så få ressourcer, at de rask væk lader den yngste praktikant skrive en artikel, om noget alle ved i forvejen?

 

Lige nu overvejer jeg at gå ind i analyse-branchen. Som første punkt vil jeg undersøge noget om morgenmadsproduktvalg sat i relation til alder. Så vil jeg skrive en pressemeddelelse a la 'Helt ny analyse viser, at det især er mindre børn, der vælger Guldkorn, mens Gamle Ole i højere grad er populær blandt ældre'. Se, det bliver da en historie, der vil noget.

Fornærmet Frues Første Forbruger-brok

Egentlig havde jeg ikke regnet med, at jeg nogensinde skulle skrive noget forbruger-relateret på dette sted. Men man kan jo blive så misfornøjet, at man kan tro om igen.

So, here it comes:

Vi skal ha' en ny, stor føtex. Og - wee - jeg har glædet mig. Som et lille barn til juleaften. For jeg æælsker de store supermarkeder med god plads og kæmpe udvalg, som de har andre steder i verden. Fx i Frankrig, Italien og på Østerbro..

Men hvad sker der så? Jeg bliver sur på føtex! Altså sur som i fornærmet, forarget og forurettet.

Glad og kry indtager jeg føtex' parkeringsplads og ser et kæmpebanner: Den nye føtex åbner 29. oktober - den gamle butik lukker 22. oktober.

Der skal så kun ganske lidt regnekraft til for at finde ud af, at det ikke hænger helt godt sammen. Der mangler li'som en uge. Hvor vi altså må undvære føtex.

Ikke specielt forbrugervenligt, tænker jeg. Og vel heller ikke særlig smart. De, altså føtex, kan jo risikerer, at jeg - og mange andre - lærer, at man faktiske godt kan handle alle mulige andre steder.

Men det skal blive værre.

For inde i føtex, møder jeg et syn, som giver mindelser om noget, jeg ellers kun har set på billeder fra østblok-landende under sovjettiden; halvtomme hylder, halve reoler uden varer.

Lettere mystificeret må jeg konstatere, at jeg ikke kan finde 'mit' rugbrød eller 'mine' kiks plus 4-5 andre rimeligt almindelige varer.

Ved kassen udvælger jeg en af de modne kassedamer og spørger hende 'Hvad er det lige, I har gang i?'

Ja altså, nu skulle butikken jo snart lukke, og man var begyndt at stoppe med at tage varer hjem. Så der ville jo mangle lidt hist og her på hylderne.

'Jamen??'

Næh, det kan ikke betale sig at pakke de usolgte varer ned igen og flytte dem over til den nye butik. Så desværre..

Nu er det jo næppe søde fru Kassedames beslutning, at der ikke skal være varer i butikken til kunderne, så jeg undlod at lade min harme gå ud over hende.

Men det kan man da IKKE!

Det er da en uhørt dårlig måde at behandle sine kunder på. At vi skal gå rundt i et halvtomt supermarked og lede forgæves efter noget at købe, bare fordi man ikke gider at have bøvlet med at servicere kunderne med en fyldt butik til det sidste.

Det værste er, at de har sikkert tænkt over det. Regnet på det og ud fra ren og skær bundlinie-betragtning gjort som de gør.

Der er (altså, var igår) stadig 12 - TOLV dage til, butikken lukker.

Om to dage er der sikkert kun dåsetomater, natron og tandpasta tilbage. Men det finder jeg aldrig ud af. For nu er jeg fornærmet og gider ikke spilde min tid på ikke at kunne købe alle mine varer på én gang

Så hellere køre hele byen rundt to gange for at finde de ting, jeg skal bruge, andre steder.

Og jeg håber, at alle andre har det ligesom mig, så føtex alligevel kan ende med at brænde inde med en hel masse usolgte varer. Så ka' de lære det.

Der er bare en ting, der nager mig: Jeg vil jo gerne se den nye butik, når den åbner.

Øv. Med min regnorme-rygrad bliver jeg nok aldrig en af forbrugerbevægelsens frontkæmpere..