fredag den 28. oktober 2011

Rundt på gulvet - noget om håndværkere og deres særlige talenter


Der sker ikke en fløjtende fis. Nul og nix. Nada.

Det er nu mere end en måned siden, der sidst er set en håndværker på den hjemlige matrikel.

Og jeg er efterhånden ret rundt på gulvet. Det gulv, jeg ikke har, altså.

Det er bare en lille stump af et gulv - ca 10 m2.

Stort problem for mig. Meget, meget lille opgave for en gulvlægger.

Og jeg tror, at det er lige præcis det, der er skyld i den manglende fremdrift.

For hvor sjovt er det at bruge en hulens masse tid på at finde den rigtige gulvtype til sådan et lillebitte gulv, hvis man i stedet kan køre ud og indgå aftaler om at lægge gulv i store, nye kontorlandskaber på flere tusinde kvadratmeter? Ikke særlig sjovt, tror jeg.

Så når jeg ringer og rykker gulvmanden, lyder det cirka sådan her:

- Hvornår kommer du og lægger gulv?
- Jeg skal lige finde den rigtige type. Det er lidt svært. Jeg lader høre fra mig.

En uge senere:

- Hvornår kommer du og lægger gulv?
- Det er lidt svært at finde den rette type gulv. Sagde din mand forresten ikke, at han ville finde det rigtige navn? Vi har da ikke hørt noget fra ham..

Skumle, skumle. Finde rest fra sidst med eksempel på gulvet og ikke mindst en stump emballage med navn på. Hen og aflevere til gulvmanden.

- Det er helt fint. Så kan vi sagtens finde det. Jeg ved noget i morgen.

3 dage senere:

- Kommer du snart og lægger gulv? Du har vel fundet leverandøren nu.
- Jeg har haft lidt travlt, og kører lige her på motorvejen. Kan jeg ikke ringe, når jeg kommer hjem..

Næste dag:

- Det er det gulv, du ved. Hvad fandt du ud af?
- Jeg har givet opgaven til en af mine medarbejdere. Du hører fra ham.

En dag senere (Fruens tonefald er måske nu en anelse anklagende):

- Det gulv der, du lovede, at jeg ville høre noget igår?
- Jamen, ringede Peter-Emil-Mads ikke til dig. Nå, men så skal jeg nok rykke ham. Du hører fra mig..

På det tidspunkt er der efterhånden et vist mønster i samtalerne, og jeg begynder at spekulere på, om jeg mon har helt greb om situationen. Og om det i virkeligheden var lidt dumt så kålhøgent at overtage jobbet som frempisker fra Gemalen?

Men - oh mirakel - så ringede han sgu tilbage. Gulvmanden. Og sagde, at gulvtype og leverandør var blevet lokaliseret.

- Hvornår kommer du så og lægger gulv?
- I næste uge kommer vi.
- Det lyder fint. Kommer I så mandag?
- Njah, nu er ham, der styrer kalenderen lige gået hjem, så jeg kan ikke sige det præcist. Men en gang i næste uge i hvertfald.

Og det er så status lige nu.

Okay, træerne voksede ikke helt ind i himlen. Kattelemmen står stadig åben. Men men men. Jeg tror igen på projektet og har ganske glemt, at jeg var utilfreds.

Er han et naturtalent, eller er det noget, man lærer på teknisk skole; at holde kunderne hen med snak, til lige præcis øjeblikket før de eksploderer?

Et eller andet sted er jeg - lidt mod min vilje - imponeret.

tirsdag den 25. oktober 2011

Ø-kuller - en slags rejsebeskrivelse..


Lad det bare være sagt med det samme; det er på ingen måde fair at bedømme en sommerferie-ø som Anholt ud fra 2½ dags ophold - i efterårsferien.

Men nu er verden jo ikke retfærdig, så derfor:

I vores bestræbelser på at højne hele familiens kendskab til de danske øer var vi nået til Anholt og bookede 3 nætter på Bed & Breakfast over nettet. Med B&B er der en fin mulighed for at snakke lidt med værten. Og det kan også tit være både hyggeligt og vældig informativt..

Tænkte vi.

Vi blev klogere. Klogere som i skuffede. I det hele taget er det en underdrivelse, at starten på vores ø-ophold blev lidt et op-ad-bakke projekt.

Vel ankomne til Anholt måtte vi konstatere, at det var de smarte, der havde bestilt taxa, som kom først ud at køre. Vi andre måtte pænt vente. Heldigvis i ly for regn og vind, men det var KOLDT.

Vi glædede os derfor til at komme indendøre i et varmt hus. Og blev noget misfornøjede, da værten kom ud og meddelte, at i efterårsferien prioriterede man familien og havde derfor ingen betalende gæster i selve hjemmet. - Nå nå. - Så vi skulle bo i det nærliggende Murer Hans' Hus.

Her var IKKE varmt, men HUNDEKOLDT. Der var vist lige akkurat blevet åbnet for varmen, før vi kom, men den ene radiator i stuen fungerede ikke, og den anden var li'som ikke nået på omgangshøjde med situationen. Det ville hurtigt blive bedre, lovede værten, mens vi nøjedes med at klapre tænder og spørge om, hvor og hvornår vi skulle indtage vores morgenmad.

- Om vi da ikke selv ville lave morgenmad, når vi nu havde et helt hus for os selv?

Næh, det havde vi ingen planer om. Gemalen undlod afventende at nævne, at vi sådan set allerede havde betalt for morgenmad, mens Fruen selv af ren forbløffelse bare stod og åbnede og lukkede munden som en strandet fisk.

Okay, så ville han da kontakte kroen, og så kunne vi gå derhen og spise morgenmad. Sagde værten og forsvandt.

Og vi så ham aldrig siden. Præcis så meget B&B-hyggesnak kunne det blive til. Øv bøv. Her er det så, at Fruen bliver lidt mopset og tillader sig at mene, at hvis man ikke gider at tage sig af sine B&B-gæster, var det måske bedre helt at lade være med at have nogen..

Således nedprioriterede og noget forkomne drog vi på indkøb, så vi kunne vi gå os til varmen og bagefter få en kop - varm - kaffe og måske en kage, inden det blev tid til aftensmad.

Eneste åbne butik på denne årstid var Brugsen, hvor vi fandt både kaffe og kager plus det løse. At kun de færreste varer var prissat kunne ikke bringe os - mere - ud af fatning.

På vejen hjem kom vi forbi Tanternes Hus og reserverede straks bord til samme aften.

Hjemme igen var det stadig koldt, så nu blev der skruet maximalt op for alt, hvad der kunne varme. Og dynerne blev hentet ind i stuen. Heldigvis havde vi ingen tændstikker, for ellers er jeg bange for, at vi havde sat ild til en sofa.

Netop da ringede tanten fra Tanternes Hus, at problemer med en ovn gjorde det umuligt at blive færdig til tiden. Om vi kunne komme en halv time senere. Selvfølgelig kunne vi det, og ankom så ret skrupsultne i forventning om straks at blive bespist.

Det blev vi ikke, for ovnen drillede stadig, og den stakkels tante løb hæsblæsende rundt for at holde sine gæstre muntre trods ventetiden. Heldigvis var der dejlig varmt, og der var rødvin. Så vi holdt os faktisk ret muntre. Lænede os tilbage og betragtede de andre gæster, der myldrede ud og ind. Så vidt vi kunne bedømme et sammenrend af faste, tilbagevendende (sommerhus-)gæster og nogle få fastboende. Hyggeligt og uformelt, helt ned til gummistøvler og medbragte hjemmesutter..

Endelig kom maden, og den var værd at vente på. Så vi skyndte os at bestille bord til to dage senere.

Varme og mætte travede vi hjem til vores nu nogenlunde lunkne hus.

For at sove og vågne op til en ny og bedre dag. Huset var nu varmt. Morgenmaden på kroen var fin og rigelig. Og vi kunne traske ned på havnen og leje fine, røde cykler til udforskning af øen. Det var ikke helt billigt. Alle priser på Anholt er tilsyneladende ganget op med en særlig ø-faktor. Det er en del af oplevelsen.

Nu skulle øen besigtiges. Vi opgav straks at komme ud til sælerne på Totten på øens modsatte spids. Afstand, uvejsomhed og manglende gå på mod fra Pigebarnets side betød no go til det projekt. I stedet cyklede vi mod syd og besteg Sønderbjerg. Her var den mest fantastiske udsigt, og den stive kuling gjorde det helt umuligt at falde ned fra de stejle klinter. Dernæst trillede vi gennem sommerhusområderne og ud til lufthavnen. Eller flyvepladsen. Eller landingsbanen. Vi diskuterer stadig indbyrdes, hvad man kan kalde en stribe græs og et skur med plads til en halv flyvemaskine?

Aftensmåltidet blev indtaget på kroen. Vi kunne vælge mellem dagens ret og ingenting. Men det var helt fint; stegt flæsk og persillesovs. En af Fruens personlige favoritter. Så humøret var højt og ikke en gang Pigebarnets bølle-bank til sin mor i Matador senere på aftenen kunne ødelægge den gode stemning.

Næste dag gik sæljagten ind. Vi havde læst os til, at de også sommetider lå på Nordstranden ikke så langt fra havnen. Men der var ikke en s(j)æl, og vi så aldrig en eneste. Senere på dagen klagede jeg min nød til cykel-manden, da vi leverede cyklerne tilbage.

- Nej, sagde han med et lettere overbærende udtryk. Det gider de da ikke i det vejr. De kan ikke lide pålandsvind.

Det burde selv fastlandskrabber som os måske kunne have regnet ud..

Så vi traskede hjem igen. Denne gang ad Kærligheds-stien. Et ret besynderligt navn til en sti, hvor man er nødt til at gå i gåsegang det meste af tiden. Men en fin udsigt, helt ud til fyret på Totten, er der. Og den kan nydes, hvis man står stille eller er i stand til at kigge udsigt uden at skvatte over sine egne ben, mens man samtidig storker efter Gemalen, der ikke i samme grad behøver at falde i svime over den samme udsigt mere end én gang.

Sidste aften besøgte vi igen Tanternes Hus. Ovnen var repareret, og maden kom hurtigt på bordet. Præcis så lækker som første gang. Før vi gik, faldt vi - for første gang - lidt i snak med et par fastboende. De fortalte nogle drabelige, gamle sørøverhistorier om et slukket fyr og tændte bavner inde midt på øen . Og om omkomne/faldne, der bare blev nødtørftigt begravet i klitterne, så man til stadig kan støde på knogle- og vragrester langs hele Pakhusbugten.

Desværre måtte vi gå, for vi skulle hjem i seng, så vi kunne komme tidligt op til morgenmad på kroen allerede klokken 06.45 for at være parate, til taxaen kom for at køre os ned til den ventende færge.

Vente gjorde den heldigvis. Færgen. For Taxa-Lotte var blevet forsinket og måtte ringe og sige, at nu måtte de altså lige vente med at tage landgangen, til hun kom med sidste hold.

Vinden havde lagt sig, og vi sejlede hjem til fastlandet i god ro og orden; en ø og en masse sære oplevelser rigere.
 
Udsigt fra Sønderbjerg
 

fredag den 14. oktober 2011

Mit bamse-jeg og EU


Jeg tror seriøst, jeg skulle have været en bamse.

(Altså bortset fra min venstre fod, der burde have siddet på en and, men det er en detalje).

Der ville være mange fordele ved at være bamse. Bla er det helt okay med lidt ekstra på sidebenene, og jeg kunne slippe for at barbere ben..

Det er så lige nu på denne årstid, at mine bamse-genetiske tilbøjeligheder for alvor slår igennem. Når det begynder at være mørkt om morgenen, når jeg vågner. Altså, prøver at vågne. Fordi jeg SKAL vågne. 

Jeg har nemlig ikke spor lyst. Jeg vil hellere bamse-sove vinteren over og synes overhovedet ikke, det er i orden at skulle op før solen.

Så ligger jeg der og morgenbrokker mig og føler, at hele verden er imod mig.

Men det er den jo ikke. Det er faktisk kun EU, der imod mig. Det er jo dernede - far far way - at der er nogle klaphatte, som har fundet ud af, at vi først skal skrue tiden tilbage på normaltid i slutningen af oktober, hvor det hele alligevel ikke nytter. Fordi solen til den tid er sunket så meget, at det stadig er mørkt en time senere. Øh, hvis I forstår, hvad jeg mener.?

Lige på det tidspunkt er jeg parat til at melde fædrelandet ud af EU. Så kan vi få vores helt egen tidszone (tidslomme?), forever beholde Daisy på mønterne og rulle pigtråd ud ved grænserne..

..Nå nej, det var så ikke lige det, jeg ville. Jeg tror, det er på tide at komme op.

God morgen og ha' en rigtig god dag!

tirsdag den 11. oktober 2011

Fornærmet Frues Første Forbruger-brok


Egentlig havde jeg ikke regnet med, at jeg nogensinde skulle skrive noget forbruger-relateret på dette sted. Men man kan jo blive så misfornøjet, at man kan tro om igen.

So, here it comes:

Vi skal ha' en ny, stor føtex. Og - wee - jeg har glædet mig. Som et lille barn til juleaften. For jeg æælsker de store supermarkeder med god plads og kæmpe udvalg, som de har andre steder i verden. Fx i Frankrig, Italien og på Østerbro..

Men hvad sker der så? Jeg bliver sur på føtex! Altså sur som i fornærmet, forarget og forurettet.

Glad og kry indtager jeg føtex' parkeringsplads og ser et kæmpebanner: Den nye føtex åbner 29. oktober - den gamle butik lukker 22. oktober.

Der skal så kun ganske lidt regnekraft til for at finde ud af, at det ikke hænger helt godt sammen. Der mangler li'som en uge. Hvor vi altså må undvære føtex.

Ikke specielt forbrugervenligt, tænker jeg. Og vel heller ikke særlig smart. De, altså føtex, kan jo risikerer, at jeg - og mange andre - lærer, at man faktiske godt kan handle alle mulige andre steder.

Men det skal blive værre.

For inde i føtex, møder jeg et syn, som giver mindelser om noget, jeg ellers kun har set på billeder fra østblok-landende under sovjettiden; halvtomme hylder, halve reoler uden varer.

Lettere mystificeret må jeg konstatere, at jeg ikke kan finde 'mit' rugbrød eller 'mine' kiks plus 4-5 andre rimeligt almindelige varer.

Ved kassen udvælger jeg en af de modne kassedamer og spørger hende 'Hvad er det lige, I har gang i?'

Ja altså, nu skulle butikken jo snart lukke, og man var begyndt at stoppe med at tage varer hjem. Så der ville jo mangle lidt hist og her på hylderne.

'Jamen??'

Næh, det kan ikke betale sig at pakke de usolgte varer ned igen og flytte dem over til den nye butik. Så desværre..

Nu er det jo næppe søde fru Kassedames beslutning, at der ikke skal være varer i butikken til kunderne, så jeg undlod at lade min harme gå ud over hende.

Men det kan man da IKKE!

Det er da en uhørt dårlig måde at behandle sine kunder på. At vi skal gå rundt i et halvtomt supermarked og lede forgæves efter noget at købe, bare fordi man ikke gider at have bøvlet med at servicere kunderne med en fyldt butik til det sidste.

Det værste er, at de har sikkert tænkt over det. Regnet på det og ud fra ren og skær bundlinie-betragtning gjort som de gør.

Der er (altså, var igår) stadig 12 - TOLV dage til, butikken lukker.

Om to dage er der sikkert kun dåsetomater, natron og tandpasta tilbage. Men det finder jeg aldrig ud af. For nu er jeg fornærmet og gider ikke spilde min tid på ikke at kunne købe alle mine varer på én gang

Så hellere køre hele byen rundt to gange for at finde de ting, jeg skal bruge, andre steder.

Og jeg håber, at alle andre har det ligesom mig, så føtex alligevel kan ende med at brænde inde med en hel masse usolgte varer. Så ka' de lære det.

Der er bare en ting, der nager mig: Jeg vil jo gerne se den nye butik, når den åbner.

Øv. Med min regnorme-rygrad bliver jeg nok aldrig en af forbrugerbevægelsens frontkæmpere..

torsdag den 6. oktober 2011

Krible-krable - Bwadr!

 
Adr bwadr!
 
Jeg har lige strøget en ørentvist! Altså noget af den. Den kom kravlende ud af et ærme i halvstrøget, halvdød tilstand. Nu er den heldød. Ærmet sad - sidder stadig - på en af Pigebarnets bluser. Men hun får ikke noget at vide, for så skal blusen mindst kogevaskes, før den kan bruges igen. Og allerbedst ville det nok være bare helt at udskifte blusen med en ny ikke-ørentviste-befængt en af slagsen.

Pigebarnet hader krible-krable dyr af alle slags. Jeg hader mest edderkopper.

Det er lidt besværligt, når det lige nu vrimler med alle mulige insekter alle mulige og umulige steder. Når avisen hentes ind om morgenen, bliver jeg viklet ind i spindelvæv. Når cyklerne findes frem, får vi edderkopper i hår og cykelhjelme. Og vasketøjet er som allerede nævnt fyldt med ørentviste.

Og det er bare de ude-boende. Værre er det med dem indendøre. Når husomstyrtende hvin splintrer luften, ved både Gemalen og jeg, at Pigebarnet har mødt en af de pony-store edderkopper, der foretrækker netop hendes værelse som deres opholdssted. Så må Gemalen vise sit værd som kriger, jæger og kvindernes beskytter og nedlægge bæstet, før livet igen kan gå sin vante gang.

Det er jo fint. Så længe Gemalen er hjemme. Hvilket han jo ikke altid er..

Så kan Fruen godt pakke sine edderkoppe-aversioner væk og finde et passende mordvåben frem. Mao-sko er gode. Men udsplattet edderkop på mao-sko er til gengæld ulækkert.

Ganske upraktisk er det også, at vi har katedral-agtigt højt til loftet, hvorfor edderkopperne ganske ofte sidder uden for almindelig nå-højde. Det gør de selvfølgelig også, når Gemalen er hjemme. Men i modsætning til mig, kan han styre vores teleskop-kost og er villig til at indlede en hidsig jagt på den nedfaldne, halvdøde men stadigt ganske mobile edderkop.

Er Gemalen ikke hjemme, er der kun én ting at gøre. (Vi har ikke råd til at flytte på hotel). Vi indgår våbenhvile; edderkopperne og jeg. Pigebarnet betragter mig skeptisk og spørger, hvordan jeg kan være sikker på, at edderkopperne holder deres del af aftalen? Her kommer så en halv-hjertet, men hel-lang forklaring om, at edderkopper i vikreligheden slet ikke kan li' mennesker og slet ikke har lyst til at gå rundt på vores dyne om natten..

Pigebarnet tror ikke på mig, men snakker jeg længe nok, bliver hun alligevel til sidst for træt til at gide yderligere diskussion.


Et af bæsterne! Lynskudt få sekunder før
mao-skoen gjorde det af med den..



tirsdag den 4. oktober 2011

SUK for en mandag..


Der er mandage - og så er der mandage..

Mandage, hvor alting går skævt, og jeg får myoser og ondt i hovedet og af mig selv, bare fordi.

Dette er helt sikkert en af de mandage, hvor det hele bare er ØV, allerede inden dynen forlades.

Først ringede vækkeuret, længe før jeg var færdig med at sove..

Så var pasagen til mit midlertidige garderobeskab blokeret af cykelhjul, müslien var helt forkert, og Pigebarnets drikkedunk blevet væk. Sidstnævne forhold udløste almindelig panik, og hårdnakkede påstande fløj gennem den ellers så stille morgenluft.

Ringvejen var dobbelt så fyldt med halvt så hurtige biler som sædvanligt. Og da det endelig lykkedes mig at slæbe mig op ad trappen og ind på kontoret, manglende den liflige duft af kaffe. Kontorets morgenfriske kaffebrygger havde tilladt sig at tage direkte til møde ude i byen i stedet for at sørge for mit velbefindende.

Så - suk - jeg måtte selv igang med kaffemaskinen. Omsider var kaffen færdig, men lander af uransagelige årsager ud over mine sko i stedet for i mit krus.

Og sådan er det bare gået slag i slag hele dagen. Behøver jeg at nævne, at jeg valgte den forkerte kassekø i supermarkedet, at vasketøjet var faldet ned, og at jeg glemte at ringe til tandlægen, selvom jeg havde lovet det?

Nu sidder jeg og overvejer, om jeg skal sidde på hænderne resten af dagen for at undgå yderligere kvababbelser eller bare give op med det samme og gå direkte i seng klokken halv syv?




PS: Dette indlæg skulle selvfølgelig være udgivet mandag aften. Men fuldstændig i tråd med dagen iøvrigt, kunne jeg ikke få teknikken til at du. Her tirsdag formiddag er der ikke noget i vejen..