Turist i eget land

Vi har haft besøg fra San Francisco, og jeg har forsøgt mig som guide i mit eget lokalområde.

Tilbage i marts skrev min veninde, at hun og hendes husbond sammen med et vennepar planlagde en rejse til Norge. De ville så rejse videre til København, og efter et par dage der ville venneparret flyve til Stockholm, mens vores venner gerne ville besøge os i det Midtjyske. Hvis det kunne passe os?

Om det kunne?!!

Det kunne det i allerhøjeste grad.

Det er ni år siden, vi sås sidst, og da var det dem, der brugte tid, krudt og penge på at tage os med rundt i San Francisco, så nu var vi klar til at rulle den røde løber ud og gøre det samme for dem.

Donnaen og jeg hentede dem ved stationen i Skanderborg onsdag sidst på eftermiddagen, og vi kunne derfor kun nå at spise middag sammen, før dagen var omme.

Men næste dag skulle vi på tur, men efterhånden som vejrudsigten blev værre og værre og endnu værre, begyndte jeg lettere panisk at spekulere på, om jeg kunne hale en plan B ud af ærmet. Det lykkedes kun i begrænset omfang, da der ikke er ret mange indendørs attraktioner her i området. Heldigvis kom vores venner næsten direkte fra Bergen, og de havde derfor både regntøj og solidt fodtøj med - og var ikke særligt bekymrede.

Det regnede om natten, men var holdt op igen da vi mødtes næste dag. Og vi kunne, uden paraplyer, gå ned til havnen og tage en af turbådene ud til Himmelbjerget. Det blev en temmelig grå tur, og det regnede også lidt ind i mellem, men man kunne stadig nyde udsigten til både natur og de dyre huse langs bredden.

Ved foden af Himmelbjerget hoppede vi i land og stod lidt og beundrede udsigten, før vi gik ind på Restaurant Himmelbjerget og spiste frokost. Den, altså frokosten, var virkelig lækker, og den blev selvfølgelig ikke ringere af, at vi sad med en betagende udsigt over søen. Imens vi sad der, for et par regnbyger over søen, men så klarede det op, og vi kunne okse op til Himmelbjerget i tørvejr.

Mens mine venner fra det tørkeramte Californien især var begejstrede for den grønne frodighed, lagde jeg derimod mærke til, at alle bregnerne ned ad skråningen stod og lyste vissenbrunt. De havde tydeligvis ikke kunnet tåle sommerens tørke. Tårnet var lukket, hvilket var lidt en skuffelse. Og en overraskelse, for ifølge stedets hjemmeside skulle det have været åbent. Men det var der ikke, og vi klarede os endda, for selv uden tårn er udsigten jo overvældende.

Vi stod lidt og nød både udsigt og tørvejr og fik taget en del selfies. Med deres medbragte selfie-stick. De grinede selv af det og sammenlignede sig med kinesiske turister, men det behøver de nu ikke, for de er meget diskrete og hensynstagende, når de bruger den, så det var egentlig bare mig, der skulle prøve at finde det rette grin frem, når vi stod med ryggen til seværdighederne og gloede på en Iphone på en stang ...

Gemalen ventede på parkeringspladsen, og nu var vejret så godt, at vi kunne tage tilbage til byen og bare daske rundt og se på den, før vi efter et kort hvil til dem og en kamel-lufter-tur til mig kunne mødes igen for at køre ud og spise middag på den lokale pramdragerkro, hvor man plejer at kunne få den lækreste mad. Gammeldags retter og godt håndværk, og noget vi syntes kunne være sjovt at vise vores gæster. Desværre levede stedet ikke op til vanlig standard, og deres mørbradsbaserede pramdragergryde bestod denne aften af to-tredjedele cocktailpølser, hvilket ikke lige frem var et hit.

Så i stedet for at blive og få kaffen med, kørte vi hjem til os og lagde planer for næste dag. For det var gået op i sømmene, at vores venner faktisk havde hele fredagen til rådighed og først skulle flyve fra Kastrup lørdag middag. De ville dog helst overnatte i København, men hvad kunne de måske nå at se i løbet af fredagen? De snakkede både om Roskilde Domkirke og Kronborg Slot, men det ville jo være nærmest uladsiggørligt, hvis de var med toget.

Derfor var det meget ligetil, at jeg tilbød at være chauffør, og sådan blev det. Klokken ni tog vi fra det midtjyske og kørte, med et enkelt cappuccino-stop, til Roskilde og så på domkirken. Det var meget sjovt at se kirken sammen med udlændinge, som kan spørge om mere end ti vise - og i særdeleshed jeg - kan svare på. Vi så selvfølgelig også dronning Margrethes nys-opstillede, men afdækkede sarkofag i et af kapellerne. At den skal stå afdækket frem til dronningens død er vel det mest rigtige, men hvorfor den skal være dækket af en ualmindeligt grim trefarvet papmaché-agtig ting, kan jeg virkelig ikke forstå.

Da vi kom ud fra kirken regnede det, men da jeg vidste, at der skulle ligge en café i nærheden, valgte vi alligevel at gå ud. Jeg nåede også at få øje på caféen på den anden side af torvet, men lige rundt om hjørnet hang et skilt med restaurant, og uden at spørge hinanden spurtede vi ned af trapperne og ind i hvad der viste sig at være Restaurant Rådhuskælderen. Der var allerede mange mennesker, men heldigvis også plads til os, og vi fik en lækker frokost, som vi hver især sammensatte af forskellige småretter.

Mætte, godt tilpasse og nogle selfies senere satte vi kurs mod Kronborg. Det var mere, end mine gæster kunne klare, og første nikkede den ene og så den anden af til drømmeland. Det gjorde ikke så meget, og jeg slap for at indrømme, at jeg missede en afkørsel og måtte ud på lidt af en omvej.

Vores timing var dog så god, at vi stadig havde to timer, til Kronborg lukkede, da vi stod ved billetsalget. Først op og kigge ud over Øresund, over mod Helsingborg. Igen var det sjovt at følges med udlændinge, som ikke, som vi andre, tager noget som helst for givet, men stiller alle de spørgsmål, som jeg aldrig selv har tænkt. For eksempel: Hvis skibene skulle betale told for at sejle gennem Øresund, hvorfor sejlede de så ikke bare gennem Storebælt? Jeg blev dem svar skyldig, for mens vi alle ved, at der skulle betales told for Øresundssejlads, hvem har så hørt om, at det skulle man faktisk også i Storebælt? Jeg ikke i hvert fald. Og jeg har, med skam at melde, heller aldrig tænkt tanken.

I den store riddersal var der en lille intim Hamlet-opsætning. Til vores udelte fornøjelse blev der spillet på engelsk, og vi stod lidt og kiggede, mens Hamlet filosoferede To Be Or Not To Be. Da stort set alle var døde, gad vi ikke mere, men gik i stedet ned og hilste på Holger Danske. Igen kom jeg lidt til kort, for hvor filan stammer den legende fra? Vi famlede os hele vejen gennem de mørke og til tider meget lavloftede kasematter, og jeg spekulerede på, om jeg nogensinde har gjort det tidligere eller bare er gået op igen den hurtigste vej, fordi jeg har haft en lille, ængstelig Donna med?

Vel ude igen fandt vi tilbage til bilen, og så trillede vi ad Strandvejen hele vejen ind til Radisson-hotellet skråt over for Tivoli.

Her var der lige plads til at stille bilen, tømme den for bagage og kramme farvel.

Og så håber vi bare, at der ikke skal gå ni år, før vi ses igen.

To be or not to be.

Guld på Bornholm

Gemalen og jeg var så heldige at tilbringe storbededagsferien på Bornholm.

På godt hotel, med god mad og fine oplevelser sammen med søde mennesker.

Gode venner havde nemlig inviteret til guldbryllup, og det skulle ikke bare være en hel traditionel fest med 50 mennesker til suppe, steg og is, men derimod et flere dage langt arrangement for en mindre skare. Afholdt på guldbrudeparrets absolutte yndlingsø, Bornholm.

Da Midtjylland ligger upraktisk langt fra Bornholm, tog vi afsted allerede torsdag og havde således den første aften og næste formiddag for os selv. Hotellet lå lige uden for Rønne med den fineste havudsigt, og jeg kunne gå ad stier langs kysten ind til Rønne, mens Gemalen tog ud at cykle.

Et par timer senere indfandt både guldbrudepar og de øvrige gæster sig på hotellet og efter en let frokost blev vi alle hentet og kørt ind til Rønne for at komme på bytur med en lokal guide. Solen skinnede fra en blå, blå himmel, og da jeg om formiddagen havde haft det rigeligt varmt i min vinterjakke, var jeg nu lidt lettere påklædt.

Det var en fejl. Det blæste, det var hundekoldt, og jeg frøs. Og det - undskylder jeg mig med - var nok årsagen til mit begrænsede udbytte af turen. Hver gang vi stoppede, og guiden ville fortælle et eller andet, forsøgte jeg at anbringe mig selv i både sol og læ - og inden for hørevidde. Det lykkedes dog sjældent, og da jeg efterhånden i højere og højere grad prioriterede læ, gik jeg glip af en del guldkorn.

En ting hørte jeg dog, og det var historien om de uhyrligheder, bornholmerne blev udsat for under den russiske besættelse i året efter 2. Verdenskrig. Mens resten af Danmark festede og vendte det blinde øje til, opførte nogle af de russiske besættelsestropper sig alt andet end gentlemans-pænt. De røvede og plyndrede og forgreb sig på øens kvinder og unge piger. Det anede jeg ikke, hvilket åbenbart ikke er så sært, da det simpelthen blev fortiet af skræk for at støde den russiske overmagt.

Det gik jeg så og tyggede lidt på, mens de andre pænt hørt om blandt andet købmandsgårde, slavehandel, morbærtræer, byggestil og ejendomspriser.

Vel hjemme igen var der lige tid til et par timers optøning under dynen inden en hyggelig middag, hvor guldbrudeparret blev distraheret, mens andre konspirerede bag deres rygge. Og så tidligt i seng, for selv om det officielle program bare sagde bustur klokken 10:30, vidste vi jo godt, at nogen skulle meget tidligt op og rumstere med æresport. Vi andre skulle bare være parate til morgensang klokken 08 dut.

Og der stod vi så næste morgen, på græsset uden for morgenmadssalen, hvor først måbende og siden storsmilende og vinkende morgenmadsgæster fulgte vores bestræbelser på at få sunget I Østen stiger Solen op og Det er så yndigt at følges ad så tilpas højt, at guldbrudeparret ville vågne og komme ud på deres hotel-altan.

Det lykkedes. De var selvfølgelig vågne, men hævdede hårdnakket, at de ikke havde hørt æresporten blive sat op. Og det troede vi så på.

Så op til brudevals. Og til champagne på tom mave, hvilket hurtigt kunne mærkes. Derefter morgenbuffet og lige tid til at gå tre gange rundt om sig selv, inden der var busafgang til en tur rundt på det nordlige Bornholm, hvor vi skulle se nogle af guldbrudeparrets yndlingssteder. Vi så både stenbrud, vandfald, Rytterknægten og alt muligt andet, kyndigt guidet af guldgommen, der optrådte, som havde han været turistguide hele sit liv.

Vejret var med os og varmt nok til, at vi kunne spise den medbragte frokost udendørs på en bænk foran Strandslottet i Sandvig. Derefter lagde en vis mathed sig over selskabet, og jeg må med skam erkende, at jeg ikke har et helt klart indtryk af, hvad vi kom forbi, før vi igen var tilbage ved hotellet og kunne nyde en kop kaffe og et par timer på langs inden aftenens middag.

En middag med god mad og god vin. Begge dele i rigelige mængder. Og sange og så mange taler, at mere end en tredjedel af de voksne på et tidspunkt sagde noget. Set i den sammenhæng var det måske meget godt, at selskabet ikke var så stort, ellers havde vi da siddet der endnu.

En hyggepianist klimprede i baggrunden, og det var sikkert meget hyggeligt, men lidt mere end mit trælse øre - der ellers havde opført sig tåleligt - kunne kapere, så efter kaffe og gaveudpakning gav jeg op og forlod det gode selskab, som fortsatte et par timer endnu.

Næste formiddag skulle vi med færgen fra Rønne 10:30, men da det kun tog ganske få minutter at køre ned på havnen, var det til at have med at gøre. Også for Gemalen, der var lidt mere bælgøjet end mig.

De andre skulle først afsted med færge eller fly ved middagstid, men de fleste var dog oppe, så vi kunne sige farvel og takke for nogle meget fine dage i godt selskab.

Room with a view.

Forsøgsweekend

Gemalen og jeg har brugt weekenden på at teste os selv.

Dels har vi testet, hvad vores slatne helbred kan kapere, dels har vi testet, om vi er vokset fra vandrerhjemskonceptet. Det kunne vi teste i forbindelse med noget mtb-o-pling-plang, som blev afholdt over fem dage i det nordjyske.

Gemalen tog afsted allerede onsdag og indlogerede sig på vandrerhjemmet i Fjerritslev. På et fire mands-værelse, hvilket ikke kunne ses, da jeg ankom om lørdagen. Gemalen havde bredt sig ud over det hele, og måtte tage sig lidt sammen for at rydde sengeplads til mig. 

Det lykkedes, og så sad jeg der og spekulerede lidt over, hvor længe det er siden, jeg sidst har boet på vandrerhjem? Længe i hvert fald, for jeg havde med stort held glemt alt om, hvilken standard og hvilket serviceniveau, jeg kunne forvente. At der var møgbeskidt på gulvet, skyldtes nok primært - det vælger jeg at tro - at Gemalen havde haft diverse hjul med ind. Men badeværelset, suk altså.

De første tre dage havde Gemalen bestilt og fået vandrerhjemmets morgenmad, men det kunne på ingen måde lade sig gøre om søndagen, hvor Gemalen - i lighed med alle de andre gæster på vandrerhjemmet, og så kunne man vel godt forvente, at nogen gad at stå op og servicere dem? - skulle op før Fanden fik sko på for at være klar til start ude ved Klim Strand lidt over klokken otte. Så vi måtte selv ud og købe ind, og det gjorde heller ikke så meget, fortalte Gemalen, for de foregående morgeners udvalg havde ikke været specielt fantastisk.

Køleskabet i vandrerhjemmets gæstekøkken var overfyldt, men udendørstemperaturerne så lave, at vi uden problemer kunne opbevare vores mælk med mere i bagagerummet, og det gjorde vi så og undgik dermed også at skulle bekymre os om, hvorvidt den store flok glade, svenske mountainbikere kunne holde styr på, hvilke to procent af køleskabsindholdet, der ikke var deres.

Konklusionen på det forsøg blev således, at mens Gemalen ikke er så sart, er jeg efterhånden blevet ganske sippet og vil helst bo på steder med bare en vis rengøringsstandard. Og også vældig gerne med gedigen tysk morgenbuffets-ditto.

En nok så vigtig test var af Gemalens præstationsniveau. Det var første gang, han kørte konkurrence, siden han i bogstaveligste forstand var lagt ned i hele marts måned med sit pacemaker-bøvl. Han vandt ikke. Som i langt fra. Men han kom igennem alle fem løb, også den lange distance om søndagen, uden at at blive ret meget mere end almindeligt smadret. 

Og han blev ikke nummer sidst en eneste gang. 

Selv har jeg det bedst, når jeg er omgivet at mindst mulig lyd. I Nordjylland er der højt til himlen, og det gik udmærket, så længe vi opholdt os ude. På et tidspunkt skulle vi dog have frokost, og selv om klokken var mange, var der andre end os, der ikke var nået længere. Derfor var støjniveauet også en del højere end forventet på den kro i Blokhus, vi gik ind på. Og mens vi ventede på maden, og jeg ikke havde andet end støjen at koncentrere mig om, var jeg ved at gå ud af mit gode skind og parat til at slå den næste, der tabte en gaffel, ihjel.

Senere tyndede det heldigvis ud i antallet af gæster, og jeg endte med at slappe så meget af, at jeg godt kunne klemme en portion æblekage ned som dessert.

Eftermiddagen blev brugt på at kigge på Vesterhavet og lede efter et helt specielt sommerhus, hvis placering jeg kun vagt kunne huske, da det er mere end 30 år siden, jeg besøgte husets daværende, nu forlængst afdøde, ejere. Efter at have kørt ned ad adskillige grusveje, der så helt forkerte ud, ramte vi pludselig en, der havde det helt rigtige hulvejs-udseende, og helt nede, hvor der ikke var mere at komme efter, vendte vi om og fik øje på et meget diskret hjulspor, som førte ind til huset, der lå lige så mageløst skønt, som jeg huskede det.

Der var ingen hjemme, og det var derfor muligt at gå to gange rundt om huset og sukke lidt over, at ingen lever evigt, før vi kørte tilbage til først Fjerritslev for at købe ind til morgenmaden og senere til Klim Strand, hvor der var mtb-o-ryttermøde med diverse oplysninger og - ikke mindst - lodtrækning om en bunke sponserede småpræmier. Gemalen var heldig og vandt en speciel tang til brug ved kædeskift og et halvt dusin sorte damefooties størrelse 35-37 ...

Fruen var knapt så heldig og måtte konstatere, at højlydt applaus og glade tilråb føltes som den rene støjvold. Til gengæld kunne jeg dårligt høre, hvad de nærmestsiddende sagde til mig.

Bagefter var vi begge så trætte, at vi kørte tilbage til vandrerhjemmet og gik på hovedet i seng. 

Næste morgen stod vi op klokken seks og spiste morgenmad, og mens Gemalen drog afsted til cykelløb, tog Fruen lige to timer mere under dynen med Ipadden, hvor jeg blandt andet fandt ud af, at Fjerritslev Kirke er tegnet af min oldefar, og jeg derfor var nødt til lige at slå et slag forbi og kigge nærmere på den, inden jeg kørte ud til stranden og gik ud og gloede lidt mod fjerne horisonter.

Så kom Gemalen og de andre tilbage, og en kop kaffe, en kanelsneg og lidt sladder senere kørte vi hjem.

Smukke udsigter er der nok af langs Vestkysten.

Fakler i sneglefart

Vi har været på udflugt med fin middag og overnatning og det hele.

Nej ikke nu, mens Donnaen har hjernerystelse, men en gang tilbage i august.

Gode venner, som vi ser alt for sjældent, er ivrige brugere af spot deals til kroer og hoteller over hele landet, og det blev besluttet, at vi skulle slå to fluer med et smæk og tage med dem til et af deres favoritsteder, Fakkelgården, der ligger med udsigt over Flensborg Fjord. Så kunne vi både hygge og afprøve konceptet.

Vi ankom til et noget grumset vejr, men bestemte os alligevel for at sætte os ud på terrassen for at nyde den formidable udsigt over fjorden, mens vi gjorde kål på de to halve flasker champagne, der havde ligget og ventet i køleskabet på værelserne. Vejret var med os, og efter 17 regndråber, der fik andre gæster til at trække indendørs, klarede det op og blev strålende solskin.

Efter at have siddet og bagt et par timer kunne vi godt mærke, at vi var nødt til at komme ud og røre os lidt før aftenens middag. Så vi kørte en lille tur, ned til Kollund Havn, hvis ellers man kan kalde den lille plads i vandkanten for en havn, og så gik vi en tur på Gendarmstien.

Jeg håber virkelig, at gendarmerne i sin tid var i bedre form end vi, for stien var ret kuperet, og det varede ikke så forfærdeligt længe, før man kunne spore en vis træthed blandt deltagerne. Måske ikke mindst fordi vi blev mere og mere klar over, at vi måtte samme vej tilbage.

Tilbage på hotellet aftalte vi at mødes til en drink før middagen. Vejret var stadig skønt, og vi kunne sidde i haven med bare en let trøje.

Vi fik vores drinks med tilhørende sjove snacks, og en tjener kom ud og fortalte meget udførligt om menuen, så vi kunne kloge i at vælge den helt rigtige vin. Til almindelig overraskelse bestod menuen af fisk, fisk, kalv og dessert, men pyt, det var der vel tænkt over?

Da drinksene var drukket og snack-kurven støvsuget, forventede vi egentlig, at tjeneren ville komme ud og hente os ind til vores bord. Det skete så ikke, og vi gik selv ind og blev, efter lidt ventetid, sat til bords i restauranten på første sal ved et bord med den allerflotteste udsigt over fjorden.

Første fisk kom. En ret ordinær laks. Men vi var sultne, og den gled hurtigt ned, og så ventede vi spændt på den næste fisk.

Og ventede. Og kiggede på blishøns på fjorden. Og ventede lidt mere.

Fisk nummer to kom, og jeg kan ikke huske, hvilken det var - #blivernokaldrigmadblogger - men kun, at det ganske særlige ved denne ret, ifølge tjeneren, var den ost, der indgik i retten som prikken over i'et. Vi var fire, der syntes, at vi fik ost med fisk og ikke omvendt, for osten dominerede totalt, hvilket ikke er helt godt, når man ikke er voldsomt pjattet med ost.

Nu var det tid til kalv. Men nu blev til ret meget senere. Hvorfor betjeningen var så langsommelig, fandt vi aldrig ud af, men der var umådeligt god tid til at kigge på solnedgangen over fjorden. Det var meget smukt, og der var nogle spændende spejlinger, når solen ramte glasfacader (går vi ud fra, at det var) på den tyske side af fjorden og sendte gyldne reflekser ud over vandet. Og heldigvis var vi jo i godt selskab, så ventetiden forløb sådan set smertefrit, men arme den, der måtte have siddet der med sin irriterende svigerfamilie ...

Desserten var en nyfortolkning af rødgrød. Hed det sig.

Vi ventede spændt.

Og så ventede vi lidt længere. Nogen gik på toilettet. Og kom tilbage. Og så ventede vi noget mere. Solen var gået ned, og Flensborg Fjord lå mørk hen. Der var stadig masser af verdenssituation at klare, men vi syntes alligevel, at serveringstempoet lå usædvanligt langt fra det ønskelige niveau. Og også fra det sædvanlige niveau, kunne vores venner fortælle. De havde faktisk aldrig oplevet noget lignende.

Langt om længe kom desserten.

Sjældent er jeg - og de andre for den sags skyld - blevet så skuffede. For rødgrødsfortolkningen viste sig at være alt andet end rødgrød. Der var lækre bær og vistnok en lækker sorbet - #bliverheltsikkertaldrigmadblogger, og så var der chokoladeis. Af hvid chokolade. Som jeg virkelig ikke kan lide. Heller ikke is-versionen. Det kunne de andre heller ikke.

Tjeneren var nu blevet skiftet ud med en virkelig sød og snakkesalig kvindelig tjener, som dog ikke kunne friste med kaffe efter middagen. Vi var rigeligt mætte, og klokken var mange, så vi gad faktisk ikke, men valgte at sige god nat og gå på hovedet i seng.

Næste morgen var udsigten grå. Først tåget og siden begyndte det også at regne, så vi glædede os endnu en gang over vores vejr-held dagen før og gik ned til morgenmaden, der ikke som så ofte var buffet, men en fast morgenmenu, der blev serveret ved bordet. Med mindre jeg en dag bliver alvorligt gangbesværet, tror jeg ikke, at jeg nogen sinde vil synes, at det er det helt rigtige koncept. For selv om jeg fik Gemalens såkaldte havregrød, og han fik mit vagtelspejlæg, så ville jeg altså hellere selv have valgt.

Hurtigt blev det tid til at sige farvel og sætte kurs tilbage mod henholdsvis Midtjylland og Østdanmark.

Dommen er tre fakler og to snegle.

Det bliver forhåbentlig ikke sidste gang, vi mødes på den måde, men næste gang tager vi nok et andet sted hen ...

Udsigten fejlede ikke noget.

Skyer

Før efterårsferien blev der diskuteret i det lille hjem.

Gemalen mente ikke, at han skulle med på efterårsferie med sin helt nye hofte. Til gengæld mente han, at han da sagtens kunne være alene hjemme - med Kamelen, så vi andre måtte gerne tage et eller andet sted hen.

Det syntes Donnaen lød som en rigtig god ide, men det gjorde Fruen ikke og ville ikke booke udlandsrejser uden at være sikker på, at Gemalen var mobil nok til at kunne blive efterladt alene hjemme. Omvendt mente Fruen godt, at vi kunne planlægge en lille tur for os alle tre - plus Kamelen, som det nu var for sent at booke pasning til. Sådan en tur kunne passende gå til det nordtyske, hvor det er forholdsvis simpelt at finde hundevenlig overnatning og et slot eller to at besøge. 

Men det gad Donnaen ikke. Ikke tale om. Så hellere blive hjemme. Og da det var hendes efterårsferie, var det sådan det blev.

Hvilket faktisk var udmærket. For Gemalen er ikke helt så mobil, som vi havde håbet. Så at efterlade ham alene hjemme ret længe havde været en dårlig ide. At slæbe ham med, hvor han ikke med to-tre timers mellemrum kunne smide sig på en sofa, ville have været en endnu dårligere ide.

...

Der var bare det ved det, at det alligevel var lidt kedeligt slet ikke at skulle noget i ferien, så Donnaen begyndt at fløjte for underholdning, og vi besluttede, at en sviptur til hovedstaden med en enkelt overnatning kunne det nok blive til. Med køleskabet fyldt med lettilgængelig mad kunne Gemalen godt klare sig, og Kamelen ville ikke tage varig skade af halvandet døgn med kun korte lufteture.

Da vi googlede hoteller, dukkede Bella Sky op, og da Fruen gennem flere år har følt sig en lille smule snydt, fordi hun for længe siden gik glip af en overnatning netop dér, skete der det overraskende, at Fruens pris-filter pludselig gik i stykker, så vi kunne booke et værelse, vi normalt ville synes var for dyrt.

Donnaen ville gerne besøge Christiansborg, men det kunne desværre ikke lade sig gøre, så vi satsede på i stedet at se nogle af de udendørsting, som også stod på Donnaens liste.

Fredag formiddag, da vi drog afsted, var vejret fint i det midtjyske, men da vi nåede Fyn, begyndte det at dryppe, og på Sjælland gik vinduesviskerne i gang. På Amager stod det ikke bedre til, men vi sagde alligevel glade ja tak til et værelse på 22. sal med udsigt ind mod byen. Det skulle nok klare op, så vi kunne nyde synet.

Op susede vi, fandt værelset, lukkede op - og kiggede lige ud i en sky!

Næsten i hvert fald.

For skydækket var ikke så tæt og så lavt, at vi slet ingenting kunne se. Vi kunne se jorden - langt nede, og vi kunne se de nærmeste bygninger. Selve København lå dog kun som et skyggelandskab.

Så det kunne vi ikke bruge ret lang tid på,og i stedet gik vi over og tog Metroen mod byen. Første stop var Islands Brygge, som veninder havde brugt tid på, den gang det var sol og sommer. Nu var det gråt, vådt og blæsende, og da Donnaen havde fået øje på det værtshus, som Mopper (fra Familien på Bryggen) frekventerer, havde hun fået nok, og vi skyndte os videre.

Egentlig ville vi have gået en tur langs havnefronten for blandt andet at se den helt nye bro over havnen. Men vejret ville det anderledes, og vi endte, som to druknede mus, i cafeen i Illums.

Da vi igen var nogenlunde tørre, 'kom vi til' - argh, i midten af oktober! - at købe lidt julepynt, som vi bare slet ikke kunne undvære. Derefter stak vi igen næserne udenfor, men måtte konstatere, at det stadig var alt for vådt til en strøgtur. Så det droppede vi, gik en tur gennem Magasin og tog Metroen tilbage til hotellet.

Her sad vi så lidt og skumlede, mens vi kiggede på udsigten, der var den samme som tidligere, nu bare i en mørkere udgave.

Opgaven var at få aftensmad uden at blive våde. Vi kunne have valgt at blive på hotellet, men det ville vi dog ikke. Og så var det lidt svært. For særlig godt kendte i København er vi jo ikke, så hvor kan man lige finde et godt spisested, hvor man enten kan parkere lige ved døren eller lade sig transportere lige så tæt på med det offentlige?

Pludselig trak Donnaen dog en kanin op af hatten, da hun kom i tanke om en, blandt vennerne i det nordsjællandske, populær sushirestaurant i Lyngby. Og hvor tosset det end lyder, kørte vi fra Amager til Lyngby, hvor vi ud fra Donnaens hukommelse fandt restauranten, parkerede lige ved døren og havde held til, selv om det var fredag aften, at få plads.

Ved baren -agtigt. På høje stole og med indkig til drink-mixning og juicefremstilling. Mens de tjenende ånder, og de var mange, og de havde travlt, for frem og tilbage, guffede vi os igennem en lækker kæmpestor dele-menu og slog hver vores personlige sushi-rekord med flere længder.

Mætte, tilfredse og en hel del fattigere kørte vi tilbage til Amager. Selv om det nu var blevet mørkt, og selv om vi havde vindue helt ned til gulvet, kunne vi ikke rigtigt nænne at trække for, for vi håbede jo at vågne til klart vejr og fantastisk udsigt.

Sengen var udstyret med dobbeltdyne, hvilket virkelig ikke er et hit hos nogen af os, men det lykkedes os at sove ganske udmærket uden hverken at komme op at slås eller miste dynedække.

Det var desværre ikke klaret op i løbet af natten, og udsigten var om muligt endnu mere grå end dagen før.

Efter en gedigen omgang morgenmad (der var blandt andet pandekager!) fortalte vi Gemalen, at vi ville tage til Christiania for at sætte endnu et hak på Donnaens liste. Det syntes han var en rigtig dårlig ide, da der aftenen før nærmest have været krigszonelignende tilstande derinde. Jeg mente, at det nok måtte være overstået, så vi vovede pelsen. Og der var da heller ikke noget at se eller mærke nogen steder. Så vi godt efter, kunne vi se et par løse brosten på Prinsessegade, og en enkelt sort plet på asfalten vidnede om, at der havde været bål i gaden. Ellers intet. Og de eneste, der var rigtigt vågne i fristaden, var nogle hunde og en lille flok mænd, der var ved at brolægge en lille plads med et sirligt mønster.

Donnaen var måske lidt skuffet over den manglende aktivitet, men nu kan hun da sige, at hun har været der.

Det samme kan hun sige om Kødbyen, der ikke gør meget væsen af sig en regnvåd lørdag formiddag. Og jeg kan sige det om Bella Sky, selv om jeg virkelig havde håbet, at Sky skulle forstås på engelsk og ikke på dansk ...

Room with a View ...

SSHS - eller Fur i en fart

I uge 32 havde vi lejet et sommerhus på Fur.

For rigtigt at slappe af og lave ingenting.

Det var vi ikke voldsomt gode til.

Det var ikke Furs skyld. Heller ikke sommerhusets. Og kun i begrænset omfang vejrets skyld.

Det var allermest min egen ...

Det startede ellers meget godt.

Det vil sige; Donnaen var meget træt af projektet, længe før vi tog afsted. For det betød, at hun skulle være væk i præcis den uge, hvor mange af veninderne var kommet tilbage og havde en uge til tant og fjas, inden mange af dem skulle videre på efterskole eller udveksling.

Men bortset fra det.

Vi kom hjemmefra i god ro og orden, vejret var godt og den lillebitte sejltur en sjov oplevelse. Ruth var i det medgørlige hjørne og fandt uden brok frem til sommerhuset, der til vores almindelige tilfredshed lå yderst med et lille kig ud over strandengene til vandet.

Huset var rigtig fint, med alt hvad vi behøvede - måske pånær opvaskemaskine, hvis jeg skal være krakilsk. Donnaen indtog lynhurtigt overetagen, og så kunne vi andre selv om at indrette os nedenunder.

Da det var gjort, tog Gemalen og Donnaen på indkøb, mens Kamelen og jeg gik en tur.

Ude ved vandet var der ikke en sjæl i sigte, og Kamelen fik lov at løbe uden snor. Men ikke alle sjæle er lige lette at få øje på, så lige pludselig strøg Kamelen af sted ud over de våde strandenge efter noget, som jeg slet ikke nåede at se, hvad var, men som formentlig var et rådyr. Dem var der nemlig mange af, og de gik helt op til huset, fandt vi senere ud af.

Kamelen opgav hurtigt forfølgelsen og kom slukøret og møgbeskidt tilbage, og så var det ellers slut med at gå uden snor. Så kunne hund lære det.

Vi gik videre og kom forbi molerværket. Vi kom fra vandsiden og undgik på den måde behændigt at se alle skiltene med adgang forbudt. Det var lørdag, og værket lå øde hen og stønnede i varmen.

- Mor, en fabrik kan altså ikke stønne! protesterede Donnaen, da jeg senere fortalte om det.

Men lige præcis det gjorde molerværket altså ikke desto mindre, og faktisk var jeg ret glad for at komme forbi i fuldt dagslys, for i tusmørke og måneskin kunne værket være den perfekte kulisse for en gyserfilm.

Næste dag, efter Gemalens formiddagstur på cykel og veloverstået frokost, tog vi ud for at kigge nærmere på øen. Sol og sommervejr, masser af flotte udsigter og masser af flotte klinter med de særprægede lagkagelag, der fortæller om fortidens vulkanudbrud.

Også indenøs, i de mange molerudgravninger, kan man flere steder se jordlagene ligge i ujævne folder op og ned langs skrænterne. På den ene side ret vildt, når man tænker på de mange millioner år, der ligger forud for de lag, man ser i dag. På den anden side totalt upoetisk at vide, at udgravningerne foregår med henblik på produktion af - ta dah - kattegrus!

Aftensmaden blev spist på Fur Mikrobryggeri, hvor man satser på kvalitet frem for kvantitet i en grad, at to retter var lige lidt nok til vores slunkne maver. Selvfølgelig kunne vi bare have bestilt én eller to retter mere, men vi skulle jo også betale ...

Næste dag foregik efter stort set samme princip, omend vi godt kunne nøjes med aftensmad fra egen grill.

Og nu begyndte vi at kede os. Vi havde set nogenlunde det, vi ville. Forstået på den måde, at man sagtens kan bruge en masse tid på små gallerier eller på at lede efter fossiler, men ingen af delene appellerede rigtigt til os.

Så Donnaen begyndte at fløjte for, at vi skulle tage tidligere hjem end torsdag som oprindelig planlagt. Fruen tillod sig at fløjte lidt med. Og så blev Gemalen sur: Nu måtte vi altså tage os sammen og bare slappe af! Lidt en modsatrettet melding kunne man mene, men okay så prøvede vi da på det.

Donnaen surmulede lidt, men kunne faktisk godt finde ud af at sumpe. Blandt andet fordi mobildækningen var bedre end frygtet, og hun således stadig havde en fornemmelse af at være i rimelig kontakt med omverdenen.

Fruen derimod - suk altså!

Selv om jeg havde medbragt et bjerg af bøger, og også artigt læste i dem, gik der sjældent mere en tyve minutter, før jeg kom til at tænke på alt det, jeg kunne have udrettet derhjemme: Vasket tøj, slået græs, malet, strøget, ryddet op og så videre og så videre og så fremdeles. Hvis der er noget, der hedder SSHS - SmåStresset Husmor-Syndrom - så var det nok det, der gjorde sig gældende.

For at adsprede Fruen - og til almindelig underholdning - blev der spillet kongespil. Kamelen havde ganske vist svært ved at se det charmerende i, at vi smed med pinde, som hun ikke skulle hente og fjante rundt med, men ellers gik det meget godt, og jeg kunne måske endda have vundet over Gemalen.

Men så begyndte det at regne ...

Gemalen smed håndklædet i ringen og foreslog, at vi tog hjem dagen efter.

Og det gjorde vi så.

Molerværk i modlys.

Gul rute II og mangel på rummelighed

Den lyse morgen startede nok lidt tidligere, end Gemalen havde tænkt sig.

Han havde ellers trukket gardinerne for. Men han havde også lukket vinduet op.

Og lige uden for i slotsøen boede en masse morgenduelige ænder, som velfornøjede hilste hinanden god morgen.

Det lød meget hyggeligt, og jeg kunne sagtens have vendt mig om på den anden side, hvis det ikke var fordi ænderne også vækkede tissetrængende Kamel.

Samtidig vidste jeg jo, at der var temmelig langt til hovedindgangen, så for ikke at udfordre skæbnen (og Kamelens blære) stod jeg op, og klokken 06:26 præcis nåede vi ud i gruset foran slottet og var parate til at gå morgentur.

Vejret var fint, ænderne snadrede, og de mange bøge var ved at springe ud, og når man først er kommet op og ud, er det jo egentlig meget dejligt med en frisk morgentur.

Vi valgte igen gul rute og var ret hurtigt så alene i verden, at Kamelen kunne få lov at gå frit.

Og så gik og gik og gik vi.

Denne gang var der ingen hast. Gemalen snorkboblede, og der var først morgenmad fra klokken otte. Vi mødte en enkelt gående, og en tidlig golfspiller overraskede Kamelen, da han med et syngende 'kling!' slog ud, lige da vi kom forbi et af golfbanens yderste hjørner. Ellers dominerede fuglesangen, som blev ekstra intens, fordi der ellers var helt stille.

Morgenmaden blev indtaget i slottets kælder, og som om aftenen før sad man to og to for enderne af borde, der egentlig var beregnet på ti-tolv mennesker. Det var lidt pudsigt, men fungerede okay.

Hvad der fungerede mindre okay var, at Fruen pludselig blev ramt på sin rummelighed. Eller mangel på samme. Beskæmmende og meget lidt charmerende. For den forkølede dame kunne jo ikke gøre for det. At hun var forkølet altså. Men i stedet for bare at have ondt af hende, blev jeg mere og mere irriteret, når hun nøs i serier, hostede til niveauet lige før vrangen kommer med ud, snottede og harkede og pudsede næse med så meget volumen, at det var en elefant værdigt.

- Hvad er der i vejen? ville Gemalen vide, da jeg blev mere og mere indadvendt.

- Ik' noget, sagde jeg sammenbidt, da jeg godt var klar over, at jeg ikke var særlig sød.

- Passer ikke, konstaterede Gemalen.

- Det er hende damen!

- Jamen, hun kan da ikke gøre for det, sagde Gemalen, som selvfølgelig godt vidste, hvem jeg mente.

- Hun skulle være blevet hjemme i sin seng, hvæsede jeg.

- Måske er hun først blevet så forkølet, efter hun er ankommet, indvendte Gemalen.

- Hun kunne have taget et eller andet, panodiler eller noget, der kunne dæmpe forkølelsen, så hun ikke larmede så meget, hvæsede jeg videre.

- Måske har hun allerede taget noget, pointerede Gemalen.

- Så kunne hun da for pokker have bedt sin mand om at hente morgenmad op til sig på en bakke. Hvor svært kan det være?

- Mmmm, sagde Gemalen.

Hvilket jeg opfattede som mangel på flere modargumenter.

Og selv om jeg altså godt vidste, at jeg burde opføre mig pænt og være en hel del mere rummelig, så vil jeg alligevel have lov at mene, at man også godt som syg kan tage lidt hensyn til sine omgivelser. Iøvrigt ville jeg selv have nægtet at gå ned i restauranten i den tilstand. I stedet havde jeg insisteret på, at Gemalen hentede morgenmad til mig, så jeg kunne spise alene og pleje min ynkelighed i fred for omverdenens uvenlige blikke.

Mens jeg således manglede en del rummelighed mellem ørerne, var kapaciteten væsentligt større, hvad angik min mave, og da der var rigelige mængder af alt, var jeg stopmæt længe efter, at vi havde forladt morgenbordet.

Vi pakkede sammen, og Kamelen, der åbenbart var bange for at blive glemt, styrede målbevidst ind i sin box. Og så sad hun der og ærgrede sig, da den rigtige slotshund et øjeblik efter indfandt sig sammen med sin ejer. Men der hjalp ingen kære mor, og Kamelen måtte kigge længselsfuldt efter den sorte labrador, der tjekkede pladsen foran slottet for nye duftindtryk og derefter med udpræget ejermine forsvandt ind gennem hoveddøren.

Snip snap lang snude.

Læg lige mærke til, hvem der har sneget sig ind på billedet
i nederste højre hjørne. Det havde jeg slet ikke
lagt mærke til i første omgang.

Gul rute

Kamelen var ganske træt i sit hoved og faldt hurtigt omkuld på sin sovepude, da vi kom hjem igår.

For hun havde fået lov at komme med på slots-ophold, og selv om 'slot' nok ikke sagde hende så meget, så var der cirka 100 milliarder andre indtryk, lyde og ikke mindst dufte at forholde sig til.

Og den slag trætter.

Sagen var, at Donnaen var inviteret til konfirmation i det nordsjællandske. Helt derude, hvor S-togene ikke kører, og der er langt til bussen, og hvor det således bliver lidt indviklet at nå frem. Gemalen havde derfor forbarmet sig over sin datter og tilbudt transport. Samtidig foreslog han Fruen, at vi kunne brænde det mini-ophold af, som han havde fået til sin fødselsdag, så vi også kunne få lidt ud af turen.

Som foreslået så gjort.

Vi kørte til Nordsjælland, satte Donnaen af og fortsatte så selv til det midtsjællandske, hvor vi havde fundet et slot (nu omdannet til hotel og konferencecenter), hvor Kamelen var velkommen.

Det med Kamelen var dog ikke blevet noteret, så receptionisten så en anelse desorienteret ud og måtte ringe til sin oldfrue for at høre, om det var i orden at installere os på det reserverede værelse. Det var det, og så slæbte vi pikpak og Kamel tværs gennem slot, op ad trapper og ud i den fjerneste ende af den ene sidefløj.

Så snart vi var indlogerede, skulle vi dog ud igen, for Kamelen havde, gik jeg ud fra, behov for at blive luftet. Da Kamelen er opdraget til ikke at måtte gå på trapper, syntes hun, det var temmelig grænseoverskridende, da hun første gang skulle ned igen. Men ned kom hun, og blev hurtigt så fortrolig med trapperne, at det var temmelig vigtigt at give løs line, hvis man ikke selv var lige så hurtig (og det var man ikke, skulle jeg lige hilse at sige).

Første tur blev dog ganske kort. Jeg havde for lidt tøj på, det regnede, mit fodtøj var også forkert, og så var jeg iøvrigt så kaffetørstig, at vi hurtigt fandt indenfor i varmen igen.

Godt anbragte i pejsestuen fik Gemalen og jeg vores kaffe plus kage og små romkugler, mens Kamelen allernådigst fik lov at flade ud på tæppet. Og med det kaffe- og sukkerboost kunne jeg lige klare at iføre mig dobbelt så meget tøj, de uldne sokker og vandrestøvlerne, og så gik Kamelen og jeg på opdagelse i godsets skov. Vi valgte gul rute. Af den simple grund, at den startede foran slottet.

Og så gik og gik og gik vi. Og blev våde. Og snavsede. Mest Kamelen. Vi gik langt. Og lidt længere endnu. I virkeligheden var turen vist ikke mere end cirka fem kilometer, men med titusind snuseophold undervejs tager det sin tid at gå den distance.

Tidspunktet, hvor vi havde bestilt middagen til, nærmede sig.

Det gjorde slottet derimod overhovedet ikke.

Gemalen sms'ede.

Men sms'er, mig, hund og regnvejr er en rigtig dårlig kombination, så jeg ringede tilbage:

- Hvad vil du?

- Hvor bliver I af? spurgte Gemalen. Klokken er 18:54.

- Vi kommer så hurtigt, vi kan. Den her rute er altså lidt længere, end jeg havde regnet med.

- Hvor er I?

- Det ved jeg ikke, sagde jeg.

- Ved du det ikke?? lød det vantro fra orienteringseksperten, som jeg er gift med.

- Næh. Jo altså, vi er jo på gul rute, så vi er ikke blevet væk, men lige hvor ved jeg da ikke.

- Javel, så tror jeg liiige, jeg går ned og siger, at vi er gerne vil spise lidt senere, sagde Gemalen.

Vel hjemme igen blev Kamelen tørret og fodret af, og så gik vi ned spiste. Og bortset fra at ingen af os brød os om forretten, så var det en ganske udmærket middag.

Kamelen kom på aften-tissetur, og Donnaen, der skulle med sin søster og sine niecer hjem og overnatte, fik en godnat-sms.

Og så gik vi i seng og sov til den lyse morgen.

10 sekunders kommunisme

Efter hyggeligt besøg hos min søde, gamle moster og et obligatorisk kulturelt indslag var vi klar til Donnaens primære mål med en tur til København: Tivoli og strøgtur.

For at spare havde vi valgt at bo helt i Rungsted, og nu kunne vi i stedet betale det hele i parkeringsafgift.

Så det gjorde vi så. Parkerede under Scandic ved Planetariet og gik direkte i Tivoli.

Fordelen ved at komme tidligt er fremkommeligheden og en behagelig temperatur. Desværre for Donnaen stod hendes yndlingsforlystelse, Dæmonen, stille. Tilsyneladende på grund af tekniske problemer. Donnaen mukkede misfornøjet, mens moderen drog et lettelsens suk. For selv om jeg tappert havde lovet at tage et par ture, så havde jeg intet imod at slippe ...

Men så kunne vi jo prøve så meget andet. Se på pantomime-teater. Og på snakkesalige påfugle. Deres skrig (kalden?) lyder virkelig mærkeligt. På den skræmmende måde. Og der var ganske mange mennesker, der som os stoppede op og forvirret kiggede efter det stakkels barn, som helt sikkert sad fast eller på anden måde led frygtelig overlast et eller andet sted. Og så var det bare påfugle på taget af eller i træerne omkring Grøften ...

Da vi ikke gad mere, men til gengæld var blevet godt sultne, gik vi på Wagamama og spiste frokost. Der har vi efterhånden været mange gange, og Donnaen synes, at det hører med til en tivoli-tur at spise netop der.

Derefter Strøget.

Noget Donnaen (også) havde set frem til. Formuen var blevet hjemme, men Donnaen vidste præcis, hvad hun havde til rådighed, og så ville moderen jo nok svinge dankortet og lægge ud, når de vilde indkøb skulle foretages.

Men som det så ofte er; når der er penge til rådighed, mangler tøjet, som man bare må eje. Til trods for, at både selve Strøget og de bagvedliggende stræder blev gennemtrawlet, blev det kun til en enkelt t-shirt.

Nedtur!

Så kunne vi jo lige så godt tage nord på igen.

For efter en times fladen ud på hotelværelset at gå ned på Rungsted Havn og spise aftensmad.

På vejen kom vi forbi en række badebroer. Men det var lidt for koldt at bade, så der var ingen mennesker.

Derimod var der et lille stykke ude på hver badebro en lille 'væg' med en dør eller låge i. Ligesom der oppe ved vejen, hvor vi gik, var låste låger ned til stranden.

Det fænomen havde Donnaen ikke tidligere set, og hun blev tydeligt oprørt, da sagens rette sammenhæng gik op for hende.

- Aij, hvor strengt! udbrød hun. Så ville jeg jo slet ikke kunne bade dér, hvis jeg gerne ville?

Næh, det ville hun jo ikke kunne, måtte jeg medgive. Kapitalisme kan være en anelse ekskluderende ind i mellem. Og det gik hun så og skumlede en hel del over. Ind til vi, i krydset ved havnen, kunne følge, hvordan Ferrari-folket var ude og lufte dyrene i samlet flok. Her var der ingen moralsk forargelse, men alene grøn misundelse.

- Når jeg bliver rig .. filosoferede Donnaen, og så måtte jeg ellers belære hende om, at den rigtige Ferrari-farve altså er rød og ikke noget som helst andet. Bare så hun ikke skulle komme i tvivl ...

På havnen var der mange mennesker, men heldigvis også lige et bord til os.

Næste dag tog vi hjem. På vejen gjorde vi holdt for, for første gang, at besøge Ringsted Outlet. Og selv om det ikke blev til de helt store indkøb (Moderen var hård og ville ikke betale halvdelen af en skøn, men aldeles overflødig taske Og så blev Donnaen offer for sin egen nærighed, da hun trods forgabelsen alligevel ikke vil betale hele beløbet selv), så blev vi meget klogere, og det er hermed besluttet, at der er visse ting, som det fremover er helt og aldeles forbudt at betale fuld pris for i lokale midtjyske butikker, når de kan købes til det halve i Ringsted.

Og herefter kunne der ikke trækkes mere ferie ud af den sommer.

De famøse badebroer.

Min mosters Ipad

Vi tog en tur til hovedstaden, Donnaen og jeg.

Hovedstaden er jo et vidt begreb.

Især sagt af jyder, der med vanlig arrogance ikke skelner så nøje mellem Sjælland og København.

Folk i Rungsted vil sikkert betakke sig for at blive slået i hartkorn med befolkningen midt i København, men set fra det midtjyske er det stort set, næsten, det samme ...

Og vi boede netop i Rungsted.

Men først skulle vi besøge min søde, gamle moster.

Hende hvis 85 års fødselsdag jeg så skammeligt måtte melde afbud til i sidste øjeblik, da Kamelen pludselig blev ramt af galoperende tyndskid.

Vi spiste hyggelig frokost, og så stak Donnaen og min moster næserne i min mosters Ipad.

Den havde hun købt en gang i foråret, og alle syntes, det var vildt sejt, at hun på den måde bare gik ned i en mobil-butik og meddelte den unge knøs bag skranken, at nu ville hun godt have sådan en Ipad-dims. Men hun har stadig lidt kvaler med at omgås den. Hvilket vel ikke er så sært endda. Den gamle dame har aldrig ejet eller brugt hverken en computer eller en smartphone, så en Ipad er ikke bare et nyt stykke elektronik, men en helt ny verden som skal læres fra bunden.

Langsomt.

Donnaen havde sit hyr med at tilpasse sine instruktioner til min mosters tempo.

- Du gør bare sådan her, sagde Donnaen flere gange, mens hun lynhurtigt trykkede både 2, 3 og 4 eller flere gange.

- Hvad? sagde min moster.

- Sådan, gentog Donnaen. I samme tempo.

- Jamen, hvad gjorde du? spurgte min moster.

Derefter koncentrerede de sig om to ting; kuvert-ikonet for mail og kompas-ikonet for søgning på internettet, og så gik det straks bedre. Min moster er faktisk vældig god til at søge på nettet, men havde aldrig lært at lukke siderne, hvilket selvfølgelig betød, at der lå helt urimeligt mange åbne sider og rodede og ventede på, at Donnaen slettede dem med hård hånd.

Mail-systemet var straks lidt sværere. For hvordan ser man, om der er mail, og hvordan åbner man, og hvordan svarer man? Eller sender til en ny? Spørgsmålene er mange, når alt omkring mail hidtil har været en lille ukendt by i Rusland. Men vi sad og mailede lidt frem og tilbage, og så er vejen videre frem nok, at vi sidder med vores egen Ipad, mens vi guider min moster over telefonen. Desværre bor hun jo for langt væk til, at vi ret tit kan sidde i sofaen og hygge os, mens vi finder ud af tingene.

Efter den indsats trængte vi alle til te og en småkage.

Hvorefter vi sagde farvel og kørte til Rungsted. Sophienberg nærmere bestemt.

Efter hurtig indlogering kørte vi til Louisiana, der - rimeligvis fordi et område var afspærret på grund af opbygningen af en kommende udstilling - desværre ikke levede helt op til forventningerne.

Men aftenbuffeten og udsigten var god.

Morgenmadsudsigt fra Sophienberg.

I mellemtiden

I hvad der kun kan betegnes som mellemtiden tog vi en tur til hovedstaden.

Gemalen fandt et godt tilbud fra Hotel Frederiksdal, og så var den ged barberet. Et udmærket værelse, omend lidt mørkt på grund af de mange træer. Og næppe et sted, hvor man skal indtage sine syltetøjsmadder eller smarte drinks på terrassen om sommeren, for bistaderne stod ganske tæt på. Men nu var det jo vinter og nul bier og nul lyst til terrasseliv, så vi kunne egentlig være ligeglade. Og det var vi så.

Første aften bød på Wallmans dinnershow i Cirkusbygningen. Noget Gemalen havde prøvet i firma-regi, og som vi andre nu også skulle have fornøjelsen af. Donnaen var på forhånd noget skeptisk, men det gik hurtigt over, og da vi gik derfra havde hun lige så ondt i hænderne af at klappe som os andre.

Gemalen havde ikke røbet på forhånd, at tjenerne også var dem, der optrådte. Så stor var vores overraskelse, da søde svenske Kajsa, ganske kort efter at have serveret vores forret, stod på scenen for første gang. Fornøjelsen blev ikke mindre, da det viste sig, at hun faktisk var en af de tre ledende sangerinder. Og efterhånden som showet skred frem, blev vores benovelse større og større, for ikke alene var showet vældig flot og super professionelt, men det må jo være benhårdt det ene øjeblik at give den fuld gas som danser eller sanger på scenen for så et øjeblik efter at servere en fire retters menu for publikum. Venligt og imødekommende. Hurtigt og effektivt. På én gang.

Næste dag stod på god mad og hygge i det bedste selskab. Først til frokost et sted og siden til middag et andet. Allerførst skulle vi dog lige bruge formiddagen på et eller andet, og mens Gemalen gjorde området omkring Furesøen usikker, drog Donnaen og jeg til outletmesse i Hillerød. Denne gang havde Donnaen dog ret i sin forudsigelse; det var præcis lige så kedeligt, som hun forventede, og vi vendte hurtigt næserne mod Frederiksdal igen.

Her kørte vi ind på parkeringspladsen nøjagtigt samtidig med, at Gemalen ankom på en temmelig møgbeskidt cykel. De rare mennesker på hotellet lånte ham en spuleslange, og så blev den hurtigt pæn igen.

Mandag vågnede vi sent, og klokken var næsten elleve, før Donnaen og jeg lod os fragte til Sorgenfri Station for at drage til byen og shoppe. Udbyttet blev dog ikke helt så stort, som Donnaen havde håbet, for til hendes forbløffelse var der ikke noget, der bare måtte med hjem fra Abercrombie & Fitch. En anden butik lå slet ikke på den på nettet angivne adresse, og bukserne på tilbud i Deres-butikken ville ikke som Donnaen, så dem fik hun heller ikke med hjem.

Lidt fik hun dog købt, og da vi noget senere var både sultne og trætte, fandt vi en lille græsk restaurant i Skindergade med en buffet til næsten ingen penge. Derefter gad vi kun at traske op til Nørreport og ringe efter Gemalens taxaservice, så vi kunne blive afhentet igen på Sorgenfri Station.

Om aftenen skulle vi til 'noget', som vi ikke helt vidste, hvad var, på Det Kongelige Teater. Men først skulle vi jo have noget at spise, så vi drog ud til Christianshavn og spiste på et pizzaria i Dronningensgade, hvor Gemalen flere gange har spist i ensom majestæt i forbindelse med noget kursus pling-plang. Der begik jeg så den fejl at bestille bruschetta, hvilket jeg plejer at forbinde med en overkommelig forret; især hvis man bestiller to portioner til tre personer. Her var det dog nogle meget voldsomme skiver brød med (alt for) meget ost, og selv om vi kun spiste halvdelen, var det lige ved at sabotere det videre indtag. Heldigvis nåede jeg at bestille tomatsuppe frem for pizza, og da den var ualmindelig lækker, gled den alligevel ned.

Og så afsted ind til Det Kongelige Teater. Parkeringspladser er ikke det, der er mest af på og ved Kongens Nytorv, men ud for Charlottenborg var vi heldige, at en familiefar var næsten færdig med at pakke bilen til afgang, netop som vi kom trillende.

Det omtalte 'noget' var en introduktion til balletten Manon. Og at vi ikke var de eneste, der ikke vidste nøjagtigt, hvad det ville sige, var ganske tydeligt. For der var flere familier med relativt små børn, der ret hurtigt opgav og gik igen, da de opdagede, at det var mere snak (på engelsk) end ballet. En stor del af tiden gik nemlig med, at den engelske instruktør fortalte om stykket. Det var faktisk meget interessant, og selv om meget gik specifikt på stykket Manon, var der også mange andre ting, der på den ene eller anden måde gav stof til eftertanke.

Men det mest spændende var selvfølgelig de tre scener fra balletten, som vi fik lov at se i den endnu ikke færdigt pudsede form. Her optrådte danserne i deres almindelige træningstøj og blev rettet på i flere omgange, til en given sekvens sad (næsten lige) i skabet. Det gjaldt både teknik, attitude og selve placeringen på scenen og i forhold til hinanden. Og da der var mange løft og (nærmest) kast, var det tydeligt, at det ikke var lige meget, hvordan danserne stod og bevægede sig i forhold til hinanden.

Donnaen, der selv går til ballet, måbede og fik nok en fornemmelse af, at det er virkelig hårdt arbejde at være balletstjerne. Bare tanken, om at danserne skulle være på gulvet om aftenen for at øve til vores fornøjelse for så at skulle op og øve, øve og øve igen næste morgen, var ganske trættende.

Tirsdag formiddag var vi alle en hurtig tur i Lyngby Storcenter. For at shoppe griseører, tyggeben og andet godt. Og for liiige at 'komme til' at købe at par sko til Donnaen. Og derefter var der en moster, der ikke skulle glemmes, og som vi derfor havde inviteret med ud at spise frokost i Jægerhuset i Holte. Selv på en kedelig råkold og regnvåd februar-tirsdag var der smukt og hyggeligt. På en lun sommerdag må der være aldeles dejligt.

Vi spiste, til vi var næsten revnefærdige og fik så lige proppet en kage til kaffen indenbords også.

Således mætte og fornøjede kunne vi køre min søde moster pænt hjem igen og selv sætte kursen mod vest.

Helt ud til kanten - og et Ellen-skilt

Da Fruen havde kedet sig bravt et par dage, måtte der ske noget, og hun meddelte Gemalen, at hun trængte til at se havet ...

Min far har altid haft det på samme måde. Hvis han kedede sig, kunne han da altid køre en tur. Det har jeg tit grinet af, men nu begynder jeg at blive præcis lige sådan, og så må jeg jo pakket grinet væk.

- Nå, sagde Gemalen. Og hvor havde du så tænkt dig, at du ville se det hav?

- Dér, sagde jeg og pegede på et kort, som jeg lynhurtigt fik hevet frem.

- Nørre Vorupør??

- Jep!

- Og hvorfor så lige det? ville Gemalen vide.

- Bare fordi. Der har jeg aldrig været. Det må da være grund nok.

Det mente Gemalen også, og så kørte vi.

Og kørte og kørte. Længere og længere ud mod kanten af det yderste Danmark.

Det er ellers ikke fordi det midtjyske ikke også kan være temmelig udkants-agtigt på en grågrumset januar-dag, men når man passerer Limfjorden ved Oddesund nord for Struer og kommer først til Thyholm og derefter til selve Thy, så begynder der altså at være langt mellem husene og temmelig vindomsust. Og vi kørte gennem Nationalpark Thy. Der hvor der er/var ulv(e). Vi så ingen.

Til sidst kørte vi ned ad Vesterhavsgade. Et godt valg af navn til en gade, der går ned til Vesterhavet. Omend der efter min beskedne mening måske nok er tale om mere vej end gade. Men nu skal man jo ikke hænge sig i småting. 

Vi parkerede så langt nede i byen - eller så tæt på havet - som muligt og gik ud for at se på Nørre Vorupør.

Donnaen kunne meget hurtigt konstatere, at der var meget koldere, end hun var klædt på til. Men moderen havde kun sig selv at bebrejde, at hun ikke havde tvunget pigen til at medbringe overtræksbukser. Og en varmere sweater. Og nogle bedre handsker. Huen havde jeg husket, så det eneste, Donnaen ikke frøs, var ørerne.

I stedet for en tilbundsgående gennemgranskning af byen måtte vi nøjes med et hurtigt kig, og det gjorde vi så. Der er så heller ikke så forfærdelig meget at se på i Nørre Vorupør. Og slet ikke på en januardag. Men der er hyggeligt alligevel. På sin egen afdæmpede måde.

Der er ikke nogen egentlig havn, men en lille landingsplads, hvor nogle små kuttere og nogle endnu mindre fiskefartøjer lå halet op på stranden. Dér lå de så og så nærmest nuttede ud. Selv om der næppe er noget som helst nuttet over at stå til havs i så små fartøjer. 

Til venstre for landingspladsen er der en lang mole eller måske snarere en høfde, hvor man i øjeblikket arbejder med noget, som vi ikke kunne regne ud, hvad var. Efter-googling afslørede, at det er begyndelsen til et havbad. 'Danmarks første' står der på hjemmesiden for Nørre Vorupør. Til glæde for de lokale, men formentlig nok så meget for at lokke turister til området. Og det er sikkert en fin ting, hvis nogle flere mennesker kommer til området og bruger penge i de lokale butikker, på sommerhuse og deslige. Men egentlig kan jeg blive helt trist ved tanken om, at en fin lille, rimeligt autentisk fiskerby måske bliver omdannet til endnu et nordjysk ferie-inferno. Hvis man omvendt ikke gør noget, vil byen med sine 600 sjæle måske langsomt dø, og det er jo heller ikke ønskværdigt. 

Alt dette fandt jeg altså først ud af bagefter. Der stod nemlig ikke noget om det nogen steder. Kun et kedeligt byggeskilt kundgjorde, at man ikke måtte færdes på byggepladsen. De mange fodspor i sneen afslørede dog, at det var der en del, som ikke overholdt ... 

Et andet skilt havde heller ikke noget med sagen at gøre. Til gengæld var det et rigtigt Ellen-skilt (eller i hvert fald et fint eksemplar til Ellens store samling af mærkværdige skilte).  Endda på flere sprog. Selvtilliden kan ikke fejle noget hos den lokale skilteskriver, for der er tilsyneladende ikke brugt meget krudt på at overveje at konsultere en sprogkyndig, før processen blev sat i gang.

Og således forlystede på den stilfærdige måde drog vi hjem igen.

Ellen-skilt i Nørre Vorupør

Ø-kuller - en slags rejsebeskrivelse..

Lad det bare være sagt med det samme; det er på ingen måde fair at bedømme en sommerferie-ø som Anholt ud fra 2½ dags ophold - i efterårsferien.

Men nu er verden jo ikke retfærdig, så derfor:

I vores bestræbelser på at højne hele familiens kendskab til de danske øer var vi nået til Anholt og bookede 3 nætter på Bed & Breakfast over nettet. Med B&B er der en fin mulighed for at snakke lidt med værten. Og det kan også tit være både hyggeligt og vældig informativt..

Tænkte vi.

Vi blev klogere. Klogere som i skuffede. I det hele taget er det en underdrivelse, at starten på vores ø-ophold blev lidt et op-ad-bakke projekt.

Vel ankomne til Anholt måtte vi konstatere, at det var de smarte, der havde bestilt taxa, som kom først ud at køre. Vi andre måtte pænt vente. Heldigvis i ly for regn og vind, men det var KOLDT.

Vi glædede os derfor til at komme indendøre i et varmt hus. Og blev noget misfornøjede, da værten kom ud og meddelte, at i efterårsferien prioriterede man familien og havde derfor ingen betalende gæster i selve hjemmet. - Nå nå. - Så vi skulle bo i det nærliggende Murer Hans' Hus.

Her var IKKE varmt, men HUNDEKOLDT. Der var vist lige akkurat blevet åbnet for varmen, før vi kom, men den ene radiator i stuen fungerede ikke, og den anden var li'som ikke nået på omgangshøjde med situationen. Det ville hurtigt blive bedre, lovede værten, mens vi nøjedes med at klapre tænder og spørge om, hvor og hvornår vi skulle indtage vores morgenmad.

- Om vi da ikke selv ville lave morgenmad, når vi nu havde et helt hus for os selv?

Næh, det havde vi ingen planer om. Gemalen undlod afventende at nævne, at vi sådan set allerede havde betalt for morgenmad, mens Fruen selv af ren forbløffelse bare stod og åbnede og lukkede munden som en strandet fisk.

Okay, så ville han da kontakte kroen, og så kunne vi gå derhen og spise morgenmad. Sagde værten og forsvandt.

Og vi så ham aldrig siden. Præcis så meget B&B-hyggesnak kunne det blive til. Øv bøv. Her er det så, at Fruen bliver lidt mopset og tillader sig at mene, at hvis man ikke gider at tage sig af sine B&B-gæster, var det måske bedre helt at lade være med at have nogen..

Således nedprioriterede og noget forkomne drog vi på indkøb, så vi kunne vi gå os til varmen og bagefter få en kop - varm - kaffe og måske en kage, inden det blev tid til aftensmad.

Eneste åbne butik på denne årstid var Brugsen, hvor vi fandt både kaffe og kager plus det løse. At kun de færreste varer var prissat kunne ikke bringe os - mere - ud af fatning.

På vejen hjem kom vi forbi Tanternes Hus og reserverede straks bord til samme aften.

Hjemme igen var det stadig koldt, så nu blev der skruet maximalt op for alt, hvad der kunne varme. Og dynerne blev hentet ind i stuen. Heldigvis havde vi ingen tændstikker, for ellers er jeg bange for, at vi havde sat ild til en sofa.

Netop da ringede tanten fra Tanternes Hus, at problemer med en ovn gjorde det umuligt at blive færdig til tiden. Om vi kunne komme en halv time senere. Selvfølgelig kunne vi det, og ankom så ret skrupsultne i forventning om straks at blive bespist.

Det blev vi ikke, for ovnen drillede stadig, og den stakkels tante løb hæsblæsende rundt for at holde sine gæstre muntre trods ventetiden. Heldigvis var der dejlig varmt, og der var rødvin. Så vi holdt os faktisk ret muntre. Lænede os tilbage og betragtede de andre gæster, der myldrede ud og ind. Så vidt vi kunne bedømme et sammenrend af faste, tilbagevendende (sommerhus-)gæster og nogle få fastboende. Hyggeligt og uformelt, helt ned til gummistøvler og medbragte hjemmesutter..

Endelig kom maden, og den var værd at vente på. Så vi skyndte os at bestille bord til to dage senere.

Varme og mætte travede vi hjem til vores nu nogenlunde lunkne hus.

For at sove og vågne op til en ny og bedre dag. Huset var nu varmt. Morgenmaden på kroen var fin og rigelig. Og vi kunne traske ned på havnen og leje fine, røde cykler til udforskning af øen. Det var ikke helt billigt. Alle priser på Anholt er tilsyneladende ganget op med en særlig ø-faktor. Det er en del af oplevelsen.

Nu skulle øen besigtiges. Vi opgav straks at komme ud til sælerne på Totten på øens modsatte spids. Afstand, uvejsomhed og manglende gå på mod fra Pigebarnets side betød no go til det projekt. I stedet cyklede vi mod syd og besteg Sønderbjerg. Her var den mest fantastiske udsigt, og den stive kuling gjorde det helt umuligt at falde ned fra de stejle klinter. Dernæst trillede vi gennem sommerhusområderne og ud til lufthavnen. Eller flyvepladsen. Eller landingsbanen. Vi diskuterer stadig indbyrdes, hvad man kan kalde en stribe græs og et skur med plads til en halv flyvemaskine?

Aftensmåltidet blev indtaget på kroen. Vi kunne vælge mellem dagens ret og ingenting. Men det var helt fint; stegt flæsk og persillesovs. En af Fruens personlige favoritter. Så humøret var højt og ikke en gang Pigebarnets bølle-bank til sin mor i Matador senere på aftenen kunne ødelægge den gode stemning.

Næste dag gik sæljagten ind. Vi havde læst os til, at de også sommetider lå på Nordstranden ikke så langt fra havnen. Men der var ikke en s(j)æl, og vi så aldrig en eneste. Senere på dagen klagede jeg min nød til cykel-manden, da vi leverede cyklerne tilbage.

- Nej, sagde han med et lettere overbærende udtryk. Det gider de da ikke i det vejr. De kan ikke lide pålandsvind.

Det burde selv fastlandskrabber som os måske kunne have regnet ud..

Så vi traskede hjem igen. Denne gang ad Kærligheds-stien. Et ret besynderligt navn til en sti, hvor man er nødt til at gå i gåsegang det meste af tiden. Men en fin udsigt, helt ud til fyret på Totten, er der. Og den kan nydes, hvis man står stille eller er i stand til at kigge udsigt uden at skvatte over sine egne ben, mens man samtidig storker efter Gemalen, der ikke i samme grad behøver at falde i svime over den samme udsigt mere end én gang.

Sidste aften besøgte vi igen Tanternes Hus. Ovnen var repareret, og maden kom hurtigt på bordet. Præcis så lækker som første gang. Før vi gik, faldt vi - for første gang - lidt i snak med et par fastboende. De fortalte nogle drabelige, gamle sørøverhistorier om et slukket fyr og tændte bavner inde midt på øen . Og om omkomne/faldne, der bare blev nødtørftigt begravet i klitterne, så man til stadig kan støde på knogle- og vragrester langs hele Pakhusbugten.

Desværre måtte vi gå, for vi skulle hjem i seng, så vi kunne komme tidligt op til morgenmad på kroen allerede klokken 06.45 for at være parate, til taxaen kom for at køre os ned til den ventende færge.

Vente gjorde den heldigvis. Færgen. For Taxa-Lotte var blevet forsinket og måtte ringe og sige, at nu måtte de altså lige vente med at tage landgangen, til hun kom med sidste hold.

Vinden havde lagt sig, og vi sejlede hjem til fastlandet i god ro og orden; en ø og en masse sære oplevelser rigere.

 

Udsigt fra Sønderbjerg