Med sædevarme, numseskyl og musik

Toiletterne er Japan er noget for sig.

Og jeg har altid æælsket dem.

Det vil sige; jeg har ikke elsket dem alle sammen. For der findes også squat-udgaven, hvor man 'bare' skal sidde på hug over en rende i gulvet, og det har jeg det virkelig, virkelig stramt med. For det første har jeg slet ikke lårmuskler til den øvelse, og for det andet har jeg altid været uhensigtsmæssigt klædt på. Skibukser med seler er for eksempel et mareridt. Men det med skibukserne ligger 25 år tilbage, og nu er nu, og det er kun meget få steder, man kun møder squat-modellen. De fleste steder er der kun de, for os, almindelige sidde-toiletter. Eller også er der ni almindelige for hvert squat-toilet.

Men de almindelige altså; de er slet ikke så almindelige endda.

For det første er der varme i sædet.

Det er slet ikke dårligt, når man lidt småkold smækker måsen i sædet. Om sommeren kan det selvfølgelig slås fra, og i det hele taget kan temperaturen indstilles i et interval, der går fra næsten iskold til næsten stegt flæsk. Og i sin tid, da jeg lærte at sætte pris på fænomenet, var sædevarmen den eneste varmekilde i vores badeværelse i en ellers spritny lejlighed.

For det andet er der numseskyl. Fordi nogen en gang har fundet på at kombinere wc med bidet. Skide- smart (tø-hø) synes jeg, og jeg kan ikke begribe, at det ikke har vundet indpas i vores del af verden, men kun er noget, man er begyndt at overveje i plejesektoren. Udfordringen ved numseskyllet er, at den lille dingenot, der skyder frem og udløser et fint springvand, kan indstilles på sytten forskellige måder både med hensyn til vinkel og strålestyrke. Der er derfor en potentiel risiko for at blive våd en hel masse forkerte steder, hvis man får trykket forkert på knapperne.

Og knapper er der nok af. Et helt betjeningspanel med sære pictogrammer og uigennemskuelig japansk skrift.

Sådan et betjeningspanel var der til toilettet på hotelværelset, og når jeg alligevel var på vej i bad, kunne jeg godt fornøje mig med at eksperimentere lidt med knapperne. Til gengæld skulle jeg ikke nyde noget, når jeg mødte et tilsvarende panel på et halvoffentligt toilet i for eksempel et stormagasin.

Der var jeg - og også Donnaen - flere gange grundigt udfordret på bare at finde knappen til at skylle ud med. Som en særlig finte var netop den knap sommetider anbragt et helt andet sted i det lille toiletrum. Så efter at have brugt fem minutter på at nidstirre betjeningspanelet i håb om, at skyl ud-knappen måske ville blive selvlysende, viste det sig, at den sad på væggen på modsatte side.

Vi lærte efterhånden at se os for, men nåede inden da et par gange at føle os inderligt dumme og akavede. Således hørte jeg en gang Donnaens frustrerede stemme, henvendt til den næste i køen:

- I don't know how to flush!

Hvorefter hun kvitterede med en masse tak og med klar røst meddelte ud i lokalet, med mig som modtager.

- Mor, den sidder til venstre.

Godt så.

Der er også en knap til lufttørring af bagdelen, men det har jeg aldrig haft tålmodighed til at forske i, da der jo også var ganske almindeligt toiletpapir til rådighed.

Bedst af alt var dog en knap, som jeg ikke har set tidligere og som jeg efter et par dage fik øje på, da jeg var på toilettet i et stormagasin:

Ta dah - musikknappen!

Intet mindre end genialt.

Jeg prøvede knappen flere steder og fik aldrig rigtig musik ud af den, men snarere en vandfaldslyd. Og det var da også helt fint til formålet, som jo tydeligvis er at overdøve de lyde, man selv måtte levere under toiletbesøget. Hvis jeg kunne ønske at få bare én funktion med hjem, skulle det være denne, og så ville jeg starte med at installere den på toiletterne på mit arbejde, hvor væggene er alt for tynde, og man derfor er tvangsindlagt til at følge med til alt for meget. Og dernæst skulle den installeres på Donnaens skole, for både hun og mange andre gør, hvad de kan for at undgå at gå på toilettet i skoletiden, fordi 'man kan høre det hele'.

Første gang, jeg prøvede musikknappen, grinede jeg så meget over hele hovedet, da jeg kom ud, at både Gemalen og Donnaen bad om en forklaring.

Den fik de.

Og i det hele taget er vi enige om, at havde vi 15-20-30 millioner at bruge af, så ville vi starte en import at japanske toiletsæder til det nordiske marked.

Mine egne billeder af toiletbetjeningspanelet blev ikke særligt gode, men CNN har netop bragt en fin artikel om lige præcis japanske toiletter, og her kan man både se fine billeder og, hvis man gider, læse historien bag.

Og en duft af jordnødder

Den sidste dag i Tokyo skulle bruges på at shoppe.

Ikke det helt store, for det er ingen af os faktisk til, men bare lidt, så vi drog til Harajuku, og Donnaen gik på opdagelse i de små butikker. Imens silede regnen ned, og Gemalen og jeg skiftedes til at stå og trippe med to paraplyer.

Et par t-shirts senere ændrede vi taktik og gik ind i et stormagasin, hvor vi kunne færdes i tørvejr.

Med paraplyerne i dertil indrettede plasticposer.

Af en eller anden grund var det først denne dag, at vi for alvor fik øje på japanernes et smarte paraply-pose-system. Ved indgangen til de fleste større butikker og stormagasiner er der et paraplystativ, som ikke bare er et paraplystativ, men et system, hvor man stikker sin sammenklappede paraply ned foroven, vrikker sidelæns, og så er paraplyen iført en plasticpose, så man ikke går og drypper på hverken sig selv eller sine omgivelser. Det er meget muligt, at fænomenet også findes masser af steder i Danmark, og at det bare er os provinstosser, der aldrig har set det?

Da vi var kommet op igennem alle etagerne med avanceret tøjmode og elektroniske gadgets, nåede vi til en café og kunne straks mærke vores maver rumle. Det var en af den slags caféer, hvor folk blev længe og sad og arbejdede på deres computer, mens de drak deres café latte. Og når de trængte til nye forsyninger, efterlod de både jakker og computere med mere, mens de var oppe og bestille. Kriminaliteten i Japan er nærmest ikke tilstedeværende, så den slags opfattes ikke som specielt letsindigt ...

Resten af turen blev brugt på endnu et stormagasin, denne gang i Shibuya, og så kørte vi hjem og pakkede, så vi var klar til tidlig afgang næste morgen.

Havde vi vidst, at det faktisk sagtens kunne lade sig gøre at spise morgenmad allerede før klokken syv, havde vi afsat tid til det også, men da vi kom ned i lobbyen og så, at buffeten var sat op, var der ikke tid at gøre godt med, så vi afleverede bare vores nøglekort til receptionisten og gik hen til toget.

Vi havde regnet baglæns og vidste, hvor meget tid vi havde for at nå Narita Expressen på Tokyo Station. Og vi var i g-o-d tid. Alligevel formåede to af familiens medlemmer at gå delvist i panik, da vi kom ned på perronen og så toget suse afsted for næsen af os. Det tog mig lidt tid at forklare, at det sådan set først var det næste tog, jeg havde beregnet, at vi skulle med ...

Der var god plads i toget, og så kunne vi bare læne os tilbage og nyde turen frem mod næste formodede hurdle; bagageaflevering og security. Donnaen og jeg havde oplevet, hvor lang tid det tog i Hong Kong og hvor besværligt det var i Shanghai, så der var afsat ekstra god tid til denne etape.Og så gik det fuldstændig gnidningsløst. Bevares, der var kø, men ikke mere end hvad der var til at bære. Og kufferterne blev checket igennem helt til Kastrup, noget Donnaen var næsten oppe på bagagebåndet for ved selvsyn at tjekke. Security var ligeledes helt uproblematisk at komme igennem, og så endte vi med at have alverdens tid i afgangshallen.

Vi fløj med Japan Airlines til Helsinki, og det var en virkelig god oplevelse. God plads, en masse lækker mad og top service. Især til Donnaen, der måtte konstatere, at den sky af jordnøddeduft, der opstod, da flere hundrede passagerer simultant åbnede hver deres lille velkomst-snackpose, var mere end hun kunne kapere. Hun hev efter vejret, og vi måtte hidkalde stewardesserne. Heldigvis udviklede det sig ikke værre, end at en ekstra allergipille, et par hiv af en inhalator og så en maske, som dem japanerne bruger, når de er forkølede, var nok til, at hun fik det bedre igen. Men derefter var stewardesserne meget opmærksomme på hende, og hun fik lov at vælge mad før alle andre, så hun kunne få noget, hun kunne tåle.

Jo, man kan give flyselskabet besked på, at man skal have specialmad, men da Donnaen er allergisk over for lidt af hvert, er det stort set umuligt at sikre hende på den måde.

I Helsinki havde vi ikke ret meget tid, og det tog en krig at komme igennem security - selv om vi jo også havde været gennem security i Tokyo - der skulle både scannes pas og tages billeder, og både selve processen, og det at det er nyt for de fleste, gør ikke noget godt for fremkommeligheden. Igennem kom vi dog, og så var det bare med at følge strømmen til vores gate sammen med mindst halvdelen af de andre passagerer fra Tokyo.

Præcis til tiden nåede vi gaten, og så fik vi til gengæld lov til at vente. Det var træls for os, men godt for ham, der havde glemt sin mobil på flyet fra Tokyo. For en lufthavnsmedarbejder kom pludselig stæsende gennem mylderet og overbragte en meget glad mand hans mobil. Ikke alene var mobilen blevet fundet, man havde også nået at lokalisere ejeren og hans næste fly og fik den altså bragt frem til ham før afgang. Ret flot klaret, synes jeg.

Ombord på flyet fik vi igen lov at vente, og denne gang fik vi forklaringen; vi ventede på andenpiloten, som var med et forsinket fly fra Prag. Han var 'flying on a rather tight schedule', blev der sagt. Joh tak, og hvor rart er det lige at tænke på, at piloterne skal stresse sådan afsted fra det ene fly til det andet for derefter at have ansvaret for at fragte et nyt læs passagerer afsted over Europa? Jeg kunne i hvert fald godt have været den oplysning foruden.

Men alt gik heldigvis fint, vores kufferter kom pænt vippende på bagagebåndet, og denne gang var der overhovedet ikke noget tjek af noget som helst, så vi kunne hurtigt gå ud og lade os afhente af vores rare bilpasser, der var glad for, at vi endelig ankom, så han og konen kunne komme videre til den middagsaftale, som vores forsinkelse havde været lige ved at spolere for dem.

Der var langt hjem til Jylland, men heldigvis var der meget trafik, så Gemalen var nødt til at koncentrere sig.

Hjem kom vi, og næste dag lod Kamelen sig allernådigst afhente.

Og heldigvis havde vi en hel weekend til at komme tilbage i en normal døgnrytme.

Japansk indpakning: Først fin
papirspose og så en plastpose ud over,
så papirsposen ikke bliver ødelagt af regn.

Buzz Lightyear og 1000 frysende prinsesser

Vejrudsigten for onsdag lød på tørvejr, og så var sagen klar:

Vi skulle i Disneyland!

Så efter en robust morgenmad - den var altid robust, og jeg fandt blandt andet ud af, at jeg vældig godt kunne lide - også - at spise suppe til morgenmad - drog vi afsted.

Ind til Tokyo Station for at finde Keiyo Line og så til Maihama Station. Herfra troede jeg egentlig, at man kunne gå til parken, og det kunne man muligvis også godt, men det var ikke meningen. I stedet skulle man med et særligt Disney-tog, som kørte på en separat bane i et loop til både Disneyland, Disney Sea og de store hoteller bagved. Og selvfølgelig gjaldt vores togkort også hertil, så det var bare om at følge strømmen til først toget og dernæst indgangen til Disneyland.

Det var en ganske almindelig onsdag, men tilstrømningen var ganske god alligevel, og vi stod i kø et øjeblik for at købe billetter. Imens så vi en Disney-prinsesse gå forbi, men tænkte ikke nærmere over det, da det jo er helt almindeligt, at man kan blive fotograferet sammen med sine Disney-helte i Disney-parkerne.

Vel inde i parken skulle vi dog blive meget klogere. For det vrimlede med Disney-prinsesser i alle størrelser. Fra de helt små på 3-4 år til voksne damer, veninder klædt ud som hver sin prinsesse eller kærestepar klædt ud som helten og heltinden og mødre, der matchede deres afkom. Drengene, både de små og de større, var også klædt ud, men mens pigerne næsten udelukkende var prinsesser, var drengenes valg af kostume mere forskelligt. Der var både Robin Hood'er, Buzz Lightyear på 5 år, prinser og en hel masse små pelsklædte dyr. De små pelsede figurer var vores favoritter. Fordi ungerne var afsindigt nuttede, men også fordi vi slap for at få gåsehud, når vi så dem. Det var godt nok en tørvejrsdag, men det var koldt, og de fleste prinsesse-outfits var med bare skuldre og arme. Brrr!

Men det var virkelig skægt at se og ikke noget, vi før havde oplevet. Selvfølgelig var det ikke alle, der var klædt ud, men rigtigt mange var, og det var et udmærket tidsfordriv, når vi stod i kø til forlystelserne, at spotte alle de forskellige figurer. Og i kø stod vi. Ikke længe efter Disney-standard, men længe nok efter vores. En gang var vi dog så heldige, at et optog kom stort set lige forbi, så vi kunne se på det. Det var meget flot lavet - og helt vildt langt - men det var også lidt mystisk, for det var en halloween-udgave, og det betød, at nogle af dekorationerne var gået lidt over gevind og lignede noget, der var udtænkt af hjerner på svampe eller sjov tobak.

Vi nåede ikke at prøve særlig meget, for midt på eftermiddagen blev det koldere, og da vores yndlingsforlystelser desværre var lukkede, gad vi ikke stå i kø til nogle af de knapt så interessante, men vendte derimod næserne mod udgangen. Det var der også mange andre, der gjorde, og da der samtidig kom et optog på tværs, opstod der for første gang virkelig trængsel, og der var ikke andet at gøre end at vente, til optoget var forbi.

En hurtig tur gennem butikkerne med merchandise ruinerede os ikke, og vi fandt tilbage til først det lille tog og siden det 'rigtige' tog ind til Tokyo.

På vej tilbage gjorde Donnaen status med en veltilfreds verdensmine:

- Det var lidt koldt, men nu har jeg været i fire forskellige Disney-parker.

Og sådan har vi hver vores must see-lister ...

Toppen af Tokyo

Efter gåturen i den kejserlige park og endnu en gåtur på jagt efter nogle kirsebærtræer, der selvfølgelig ikke var i blomst, men som Donnaen godt ville se alligevel, var Gemalen flad og ville gerne hjem og have benene op. Så vi hoppede på toget på den nærmeste station og kørte hjem til Tamachi Station.

På vejen blev Donnaen og jeg dog enige om, at vi godt lige kunne klare lidt mere, så da vi alle var kommet af igen, var det kun Gemalen, der gik tilbage til hotellet, mens Donnaen og jeg gik på jagt efter den bus til Roppongi Hills, som jeg mente, at jeg tilfældigvis havde spottet en af de foregående dage.

Vi var heldige; bussen holdt bare og ventede på os. Jeg er altid lidt skeptisk, når det gælder buskørsel fremmede steder, for kan jeg nu finde ud af at komme af det rigtige sted? Det er lidt sværere end at tage toget med de vel-skiltede stationer. Men fra endestation til endestation mente jeg nok, vi kunne finde ud af.

Og det kunne vi da også snildt, for vi blev simpelthen sat af i bunden af Mori Tower, som var målet for udflugten.

Roppongi er et smart, dyrt kvarter. Roppongi Hills er et kæmpestort bygningskompleks midt i bydelen, og Mori Tower er den centrale bygning i dette kompleks. Det er 54 etager højt og dermed en af de højeste bygninger i Tokyo. På 52. etage er der et Oberservation Deck, hvor der er 360 graders udsigt over Tokyo. Der er også et åbent Sky Deck på toppen af bygningen, men der følte vi ikke behov for at tage op.

Det var allerede aften, da vi kom op, men lyset på etagen var så dæmpet, at man kun lige kunne se at færdes, og dermed var udsigten fuldstændig uspoleret af baggrundslys. Og den var - udsigten altså - mageløs. Tokyo er jo ikke nogen lille by, så der var millioner af lys, lys og endnu flere lys så langt øjet rakte.

Havde vi nu været der i dagslys - og klart vejr - havde vi kunnet se Fuji. Men det var vi ikke, og man kan som bekendt ikke få alting, så vi nøjedes med at lade os betage af Tokyo by night.

The Observation Deck er ikke en stor åben etage, kernen er lukket, og man går rundt for at få alle 360 grader med. Nogle ting kunne vi godt kende eller regne ud hvad var; højhusene i Shibuya tæt ved, de endnu højere højhuse i Shinjuku længere væk, den sorte Yoyogi Park og lige så sorte park omkring kejserpaladset. Og tæt på, næppe meget mere end en kilometer væk, stod det lokale Eiffeltårn, Tokyo Tower, og lyste orange. Skulle jeg brokke mig lidt, ville det dog være over, at der ikke fandtes en eller anden form for skiltning, så man havde kunnet finde endnu flere vartegn eller kendte bygninger.

Donnaen har det ikke smart med højder, men hun udviklede sin egen teknik og satte sig ned, lidt før hun nåede ud til væggene, som bestod af glas hele vejen fra loft til gulv. På den måde undgik hun at se mere eller mindre lodret ned og kunne i stedet se vandret ud over byen.

Sådan gik der lang tid. Vi så og så og så. Og flyttede os lidt rundt og så igen.

Til sidst kom vi trods alt hele vejen rundt, og så kunne vi jo godt forlade bygningen igen. Vi kom dog ikke så langt, for vi fandt en spændende butik, hvor vi lige måtte kigge. Og kigge blev til købe, og Donnaen fik sig et par søde bluser, som blev behørigt pakket ind.

Af den sødeste og mest bøssede bøsse, man kan tænke sig. Det burde jo egentlig være ret lige meget, om han var bøsse eller ej, men ham her var det bare i så udpræget grad, at man ikke sådan lige kunne overse det. Og så var han så sød og venlig - og god til engelsk, at vi blev i helt godt humør af at blive betjent af ham, og vi tænkte, at det var rigtig dejligt, at han kunne stå der i en meget turist-orienteret shop og flashe sin bøssethed, uden nogen tog det mindste anstød af det. Sådan burde det være, men det gælder jo desværre langt fra alle steder. Og slet ikke i Asien

Således fyldt med fine top-oplevelser fandt vi - med lidt besvær - vores bus og trillede med den tilbage til Tamachi Station.

En kejserlig eftermiddag

Det eneste, vi havde booket hjemmefra - ud over fly og hotel forstås - var et besøg hos kejseren.

Eller det var det selvfølgelig ikke. Man kan ikke besøge kejseren, og man kan heller ikke blive lukket ind og se det kejserlige palads. Men man kan allernådigst få lov at se en lille smule af den kejserlige park og i den forbindelse komme tættere på nogle af de mindst private kejserlige bygninger.

Det ville Donnaen gerne, og det var på mirakuløs vis lykkedes mig at booke os adgang tirsdag eftermiddag. Jeg havde ellers haft mit hyr, for jeg havde virkeligt svært ved at forstå, hvad der stod på den kejserlige hjemmeside, selv om den var på engelsk. Men efter flere dages tilløb var der pludselig hul igennem til at reservere - eller rettere: anmode om tilladelse til at deltage - på denne ene dag. Og jeg udfyldte en hel masse om hvem vi var, alder og beskæftigelse og meget mere, og så fik jeg en mail med et link til en bekræftelse, som jeg skyndte mig at printe ud. Og godt for det, for det virkede kun den ene gang, før det på mystisk vis gik i fejl og aldrig siden lod sig åbne.

Vi skulle være på det angivne sted tyve minutter før klokken 13:30, så vi brugte formiddagen på at kigge nærmere på Ginzaen, Tokyos svar på Fifth Avenue eller Champs Élysées. I hvert fald Tokyos dyreste shoppinggade. Her ligger de allerdyreste stormagasiner og ditto mærkevarebutikker. Vi gik lidt frem og tilbage og kiggede på de flotte facader, men fik ret hurtigt nok af de alt for dyre butikker, så da Donnaen og Gemalen var færdige med at savle over en Nissan gaderacer i rød matmetal, som stod udstillet i Nissan Corner, satte vi kurs mod frokost på den Starbucks, som efter Google Maps at dømme skulle ligge mellem Ginzaen og kejserpaladset.

Det gjorde den også, og efter frokost - hvor det endda var klaret op, og solen skinnede - begav vi os over til mødestedet.

Det var ganske let at finde, og vi linede op i en kø og fik vores adgangsbekræftelse inspiceret - og godkendt, og vi fik hver et nummer i en grøn snor til at tage om halsen. Efter lidt ventetid blev vi allesammen ledt ind på området og ind gennem en sluse, hvor vores tasker blev kigget efter i sømmene. Derefter kom vi ind i et stort lokale, hvor vi kunne sidde og vente, mens flere besøgende, flest japanere og færre turister, myldrede ind. Nu var der også nogen med orange snore. Det var dem, der havde taget chancen og håbet, at der var plads til at komme med uden at have booket på forhånd.

En ung, uniformeret mand bød velkommen på først japansk og derefter nogenlunde forståeligt engelsk og forklarede om reglerne for besøget. De gik primært ud på, at man skulle holde sig til flokken og følge de henvisninger, man fik undervejs.

Jeg havde forventet at få udleveret en audioguide, men på netop det punkt var den kejserlige husholdning (hvordan oversætter man ellers Imperial Household?) helt fremme på beatet, og man skulle i stedet downloade en app til sin mobil. Det usmarte ved den løsning var, at vi ikke havde et mobilabonnement, der gav mulighed for at gøre den slags uden at betale det blå ned fra himlen. Så vi måtte klare os uden.

Og det gjorde vi så.

Fulgtes pænt med flokken, gjorde som de mange vagter anviste og lyttede andægtigt til guidens forklaringer. Det sidste gjorde vi selvfølgelig ikke, for vi forstod ikke et kvidder af hans megafon-japansk. Så når der blev gjort holdt, stod vi ofte og kiggede i alle mulige andre retninger end japanerne.

Det kejserlige palads består af en række bygninger, som ligger spredt i en kæmpestor park, som nogle steder minder mere om en skov. I hvert fald er bygningerne med de egentlige kejserlige gemakker effektivt skjult for nysgerrige blikke. I stedet ser man en række administrative eller officielle bygninger. Blandt andet den bygning, hvor kejseren på sin fødselsdag kommer ud på en balkon og sammen med sin familie vinker til folket. Nogle bygninger ser meget gamle ud, men er det ikke, for også det kejserlige palads led stor skade under 2. Verdenskrig, og alt er genopbygget derefter.

Disse gamle, hvide bygninger med mørke tage, de grønne parkområder, de kæmpestore voldanlæg med gamle stenbroer over og ikke mindst en blå, blå himmel gav en masse flotte photo opportunities, og alle knipsede løs i et væk. Allerbedst var det, hvis man drejede sig lidt og fik storbyens skyskrabere med. Disse vilde kontraster fik os gang på gang til at stoppe op og falde i staver.

På et tidspunkt passerede vi en flok, ikke helt unge, japanere i arbejdstøj og handsker. De stod med deres koste og kiggede på os, som vi kiggede på dem. Det var frivillige, der hjalp med at holde de grønne arealer. Hørte Gemalen nogen sige. Om det virkelig skulle være nødvendigt at trække på frivillige, ved jeg ikke, men alt var klippet og trimmet, så ikke et græsstrå sad forkert. Et sted så vi dog et par uartige svampe titte op gennem græsset, men det var nok kun et spørgsmål om kort tid, før de blev fjernet.

Sidst på turen faldt Donnaen i snak med en af de mange vagter, der ledsagede os rundt. En midaldrende herre, der ikke talte særlig godt engelsk, men var meget venlig. De to fik sig en snak om lidt af hvert. Om hvad ved jeg ikke. Bort set fra, at den kejserlige ramen ikke er værd at skrive hjem om:

- Ramen no good, sagde han med en hovedrysten og pegede op på vinduerne til det, der må formodes at være de ansattes kantine.

Til sidst var turen ikke længere, og Donnaen sagde pænt farvel til vagten, der forærede hende et bolche, fint pakket ind i rødt papir, og proklamerede, at Donnaen var

- my girlfriend from now on!

I andre sammenhænge kunne det have lydt lidt klamt, men her virkede det kun som en venlig bemærkning fra en vagt, der gjorde det ekstra sjovt for de få udvalgte, som fik fornøjelsen af at snakke med ham.

Et hjørne af en af paladsets bygninger
med Tokyos højhuse i baggrunden.

Kitte og lufttørrede sko

Stormagasinet Kitte ligger i forbindelse med Tokyo Station, og det lykkedes os forbløffende hurtigt at finde ud af at gå i den rigtige retning, så vi endte på en af de underste etager og kunne tage rulletrappen op til stueetagen.

Kitte er et ret nyt stormagasin og er en om- og udbygning af Tokyos centrale postkontor - Kitte betyder frimærke på japansk. Det er et meget lækkert byggeri, omkring et stort, trekantet, overdækket atrium. Den ene indvendige facade mod atriet er den gamle udvendige facade fra postkontoret, hvilket ser helt specielt ud.

Allerførst fandt vi toiletterne og dernæst et godt sted at spise.

Og så begyndte vi at tænke kreativt.

For Donnaen klagede sig over våde fødder, og noget måtte gøres.

Løsningen blev at købe et par sokker. Derefter fandt vi toiletterne igen, og Donnaen afførte sig sko og sokker. Sålerne blev hevet ud af skoene, og så blev både sko og såler tørret i de elektriske håndtørrere (den slags, hvor man stikker hænderne ned, og så starter der et jetfly). Det var muligvis en smule uortodokst, men der var heldigvis ikke ret mange mennesker, og der var så rent og pænt, at det ikke var noget problem at sidde på gulvet og rode med sokker og sko. Sålerne var lynhurtigt tørre, og skoene også hurtigt, om ikke knastørre, så i hvert fald næsten tørre. Kombineret med de nye, tørre sokker var alting pludselig meget lettere at kapere, og Donnaen og jeg var parate til at udforske hele stormagasinet.

Vi tog rulletrapperne hele vejen op, og da vi så meget heldigt kom forbi et roligt hjørne med stole aftalte vi med Gemalen, at der kunne han lige slappe lidt af, mens vi gik på opdagelse.

Der var nok at kigge på. Masser af små butikker med ting og sager, man ikke nødvendigvis behøvede at købe, men som alle indbød til at blive rørt ved. Donnaen købte en pin til Ungersvendens lillesøster, og da der blev nikket ja til presento?, blev den pakket så fint ind, at jeg kom til at tænke på Mr. Bean i Love Actually og måtte kigge væk for ikke at komme til at grine.

På en etage var der en kombination af bibliotek og café, der så så hyggelig ud, at det var ærgerligt, at vi ikke lige havde et par timer til overs til at sidde der og læse og drikke te. Et andet sted var et hjørne udnyttet som et lille museum. Samme sted var det muligt at kigge ud og lige over på den oprindelige Tokyo Station, som er en prægtig, gammel bygning fra 1914 i europæisk stil.

Da vi havde været alle 5-6 overjordiske etager igennem, rullede vi hele vejen op igen og fandt Gemalen - snorksovende i sin stol.

På samme etage er der udgang til en stor tagterrasse og -have, hvorfra der vist skulle være en kanongod udsigt over den nærmeste del af byen, men da det regnede,  undersøgte vi det ikke nærmere. Vi nøjedes med at køre et par etager ned og trække Gemalen med hen til det lille museum, så også han kunne glæde sig over kigget ud til den gamle stationsbygning.

Nu gad vi ikke mere, og fandt hen til Yamanote Line og hjem til et velfortjent hvil inden aftensmaden.

Og de følgende dage gik vi ingen steder uden ekstra sokker til Donnaen i tasken ...

Kitte.
Den gamle facade fra postkontoret.

Tempel-kig med paraply

En dag ved lejlighed vil jeg opfinde en dims, der kan holde ens paraply - udslået og over ens hoved vel at mærke - mens man tager billeder af dit og dat. Det kan ikke undgå at blive en succes, er jeg sikker på, for pyh hvor er det altså besværligt at skulle håndtere både paraply og kamera (læs: mobil) på én gang. Jeg er sikker på, at jeg mindst titusinde gange fik ordren 'Mor, hold lige min paraply!', mens vi var i Tokyo.

Og det gjorde søde mor så, mens Donnaen knipsede løs. Bagefter var det egentlig meningen, at hun så skulle holde min paraply, men ofte gad ingen af os at blive stående længere, og så blev det ikke til ret meget mere.

Det regnede ikke hele tiden, og vi havde faktisk halvanden dag helt uden regn, men oftest var der regn på programmet. Støvregn, finregn og et par gange sjaskregn.

Det småregnede også, da vi så på templer. Selvfølgelig. Men det skulle ikke stoppe os.

Vi startede med Meiji Jingu, som er Tokyos absolut største shinto-helligdom.

Shinto er japanernes egen religion. Den lever side om side med buddhismen, og japanerne ser ikke noget problem i at tro på begge dele.

Meiji Jingu ligger lige i nærheden af Harajuku Station, i tilknytning til Yoyogi Koen, som er en stor park. Til sammen danner park og tempelområdet et stort grønt område midt i Tokyo. I weekender med godt vejr kan man se et mylder af unge mennesker i særpræget tøj hænge ud på pladsen før parken, og samtidig kan man ofte også møde fint klædte familier på tempelbesøg. Denne søndag var mylderet dog så begrænset, at der faktisk slet ikke var tale om mylder i japansk forstand.

Vi passerede under den første torii, en kæmpestor port, der markerede indgangen til området, og fulgte strømmen mod templet. Det føltes nu lidt som at gå i en stor skov og kontrasten til byens liv lige udenfor var slående. Undervejs passerede vi flere porte og et sted stod der store reoler (eller hvad man nu kan kalde dem) med tønder med sake, den traditionelle risvin, fra hele Japan.

Selve templet er ikke bare en enkelt bygning, men et helt kompleks med mange bygninger, pavilloner, arkader, porte og indre gårde. Her burde man have haft en guide eller en lokal med til at forklare, for det hele virker lidt forvirrende for vesterlandske barbarer som os. Et sted kunne man rituelt vaske sine hænder og rense sin mund (de, der på DR har set Bertelsen på Shikoku 88, ved, hvad jeg mener), et sted kunne man købe små træ-tablets til at skrive ønsker på. Disse skulle så hænges op på dertil indrettede stativer. Der var også et sted, hvor man kunne kaste mønter i en kombination af offergave og ønske. Vi gjorde ingen af delene, men gik bare og glanede. Og tog billeder og holdt paraplyer. Heldigvis virker det ikke, som om det irriterer japanerne, at vi går rundt og kigger, peger og tager billeder uden at forstå en bjælde af deres tro. De bukker, klapper og ønsker, som ritualerne foreskriver, fuldstændigt upåvirkede af vores - og her mener jeg ikke bare os, men alle vesterlændingene generelt - tilstedeværelse.

Hele tempelanlægget er meget flot, omend lidt dystert med mørkt træ og irgrønne tage. Det er ikke særlig gammelt; knap hundrede år. I øjeblikket restaureres nogle af bygningerne op til jubilæet i 2020. Templet er bygget til ære for kejser Meiji og hans hustru. Han kom på tronen som den første kejser efter shogunatets fald og Japans åbning mod vesten. Det var også den tid, hvor Tokyo blev hjemsted for kejseren i stedet for Kyoto. Men kejseren var stadig guddommelig, og da han - og siden hans hustru - døde opførte man altså dette tempelkompleks til deres ære. Under 2. Verdenskrig bombede amerikanerne templet til pulver, men private donationer gjorde det muligt at genopføre det hele ganske kort tid efter krigen.

I en bygning foregik der et eller andet, men desværre var der lukket for almindelige mennesker, så vi kunne ikke finde ud af, hvad det var. Måske var det et bryllup. I hvert fald var de personer, der fik lov at komme ind, meget fine. Vi stod lidt og ventede og håbede, at der ville ske noget spændende, men det gjorde der ikke, og så blev vi enige om, at det måtte være tempelbesøg nok for den dag.

Næste formiddag besøgte vi det andet store, must see-tempel, Sensoji, som ligger i et helt andet område af Tokyo, Asakusa. Fra stationen gik vi først lidt den modsatte vej, væk fra templet, for at komme hen til broen over floden Sumida og kigge ind mod Asahi Beers headquarters. Vi er ikke specielt interesserede i øl, men to af bygningerne er virkeligt specielle. Den ene skal forestille et gigantisk ølglas med skum på toppen. Den anden er tegnet af Philippe Starck og er en mørk bygning med en gylden dims på toppen. Dimsen, skal forestille en flamme, men det er nu så som så med ligheden, og den bliver i stedet kaldt the golden turd ...

Da vi var færdige med at måbe over dette nymodens arkitektoniske vidunder, satte vi kurs mod Sensoji, der er alt andet end nymodens.

Sensoji er et buddhistisk tempel og har en historie, der går tilbage til det syvende århundrede. De nuværende bygninger stammer fra tiden efter 2. Verdenskrig, hvor også dette tempel skulle genopbygges. Men alt er bygget i gammel stil, og det utrænede øje kan ikke se, at intet er mere end 50-60 år gammelt.

Man kommer til tempelkomplekset ved at gå gennem en stor port, Kaminarimon, tordenporten, hvor der hænger en gigantisk lanterne på knap 700 kilo, som man gladeligt lader sig fotografere under ... Alt gik godt, og vi fortsatte. Man går gennem et stræde med småbutikker og boder, der sælger alskens tingeltangel, og i modsætning til Meiji templet er pladsen trang. Kombinationen af pladsknaphed og mange mennesker med paraplyer gjorde det til noget af en prøvelse at komme igennem. Lettest gik det for Gemalen, der er lidt højere end gennemsnitsjapaneren. Til gengæld var det nemmere at finde Donnaen med hendes orange paraply og mig med en i blåt og grønt. Gemalens paraply var sort ligesom halvdelen af alle de øvrige paraplyer, og han blev ind i mellem fuldstændig væk i det bølgende paraply-hav.

Efter boderne kommer man til endnu en port med endnu en lanterne, der dog kun er på cirka 400 kilo, og så er man inde på selve tempelområdet. Her er selve templet og ved siden af en flot pagode. Her dufter af røgelse, og inde i templet kan man se rækker af gyldne, buddhistiske figurer under gyldne baldakiner og alle mulige andre former for imponerende dekorationer. Udsmykningsgraden er enorm, og man bliver som udsmykningsforskrækket skandinav lidt blå i hovedet, når man prøver at rumme det hele.

Midt i det hele står japanerne og beder til deres gud, og det er næsten det mest imponerende af det hele, at de i dette virvar tilsyneladende er i stand til at lukke alt ude og koncentrere sig om det vigtige; deres tro.

Da vi havde fået vores billeder - og Donnaen våde tæer - og i det hele taget ikke kunne kapere mere, satte vi kurs mod stationen og kørte ind til Tokyo Station for at gå på jagt efter noget frokost.