Den første forårsforkølelse

Først røg klaphatten.

Og blev erstattet af en almindelig hue.

Så røg harboørehabitten. Og halsedissen, huen og jens lynerne.

Da det var bedst, mandag eftermiddag, måtte handskerne endda i lommen og tørklædet løsnes, og det føltes lunt og forårsagtigt alligevel.

Virkelig skønt oven på dybfryser-dagene.

Og egentlig ganske utroligt, at temperaturen kunne stige over tyve grader på bare fire dage.

Jeg nåede lige at tænke, at hvis det fortsatte på den måde, ville jeg lufte Kamel kun iført shorts og t-shirt i løbet af få dage.

Selvfølgelig fortsatte det ikke. Det regner og blæser, og både halsedissen, huen og jens lynerne er fundet frem kommet på igen. Det gør ikke noget. Jo, selvfølgelig havde det været rarere med vindstille solskinsdage, men bare det, at jeg ikke er ved at fryse knoglerne i stykker, er så stor en forbedring, at jeg bestemt ikke skal klage.

Til gengæld kunne jeg godt tænke mig at klage over, at jeg er blevet forkølet.

Især fordi det muligvis kunne tænkes at skyldes en vis Frues skødesløse bortkastning af lune klædningsstykker. Tænk, at jeg - min høje alder til trods - kan blive ramt så meget af forårskådhed, at det giver den form for bagslag.

Der er åbenbart ting, man aldrig vokser fra.

Tanker fra en dybfryser

Det er lidt som en omvendt dybfryser i øjeblikket.

Man bor i sin lille, varme æske, men så snart man åbner døren, er det som at træde direkte ud i en dybfryser.

DMIs - set her fra - nærmeste målestation, der meget betegnende hedder Isenvad, var nede på -16 grader (minus seksten!), da jeg første gang konsulterede Ipadden i morges. To timer senere meldte bilen "kun" -12 grader. Altså har det nok været et sted midt i mellem, da Kamelen og jeg moslede afsted på morgentur.

Det er dælme koldt.

Alt for koldt.

For mig i hvert fald.

Så jeg haler arrigt i Kamelen, hver gang hun standser for at snuse til lidt gul sne. Og hun kigger på mig som en, der er blevet uretfærdigt behandlet, hvilket hun selvfølgelig også er, og tager hævn ved at stoppe ved den næste plet gule sne, og den næste og den næste og den næste.

Og jeg begynder at spekulere på, om frosten gør et eller andet ved duftmolekylerne, så alle tissepletterne, som man normalt er dejligt fri for at se, men som i øjeblikket er voldsomt synlige, dufter ekstra spændende?

Interessant spørgsmål, ikke?

Måske arbejder mine hjernevindinger bare lidt mere sært, når det er ekstra koldt?

Noget kunne tyde på det.

Et øjeblik senere stod Kamelen og snusede interesseret til en lygtepæl, hvilket selvfølgelig fik mig til at tænke på, om hendes snude ville fryse fast, hvis hun kom for tæt på?

Gemalen syntes tydeligvis, jeg var bindegal, da jeg forelagde ham spørgsmålet, men man har da hørt om fastfrosne tunger - og set det i dårlige film, så hvorfor skulle Kamelens snude ikke kunne fryse fast?

Ellers prøver jeg at forestille mig, hvor stille sådan en forfrossen morgen må være. Hvis jeg ellers var i stand til at høre stilheden. Men det er jeg ikke, for jeg har ikke bare hue, men en rigtig klaphat ned om ørerne, så jeg kan stort set ikke høre noget. Og hvis jeg kan, så er det mestendels et enerverende swush-swush, når buksebenene i min harboørehabit gnider mod hinanden.

Selvfølgelig kunne jeg prøve at stå bomstille og prøve at pille klaphatten af og prøve at lytte. Men for det første er det svært at stå bomstille med Kamelen i snor. For det andet er det lidt af en udfordring at få klaphatten af og på, da den har et lille, dumt spænde, som selv i plusgrader er besværligt at lukke op og i. Og for det tredje ville der garanteret - hvis jeg lykkedes med de to første ting - være et eller andet, der larmede lige præcis på det tidspunkt, hvor jeg skulle nyde 20 sekunders total stilhed.

Sådan er der så meget, og om to døgn bliver det tøvejr (siger DMI, og det har bare at passe), og så kan jeg tage klaphatten af, tissepletterne vil forsvinde, og vi får igen en dejlig, kedelig våd og grå, men mild vinter.

Det glæder jeg mig til.

Langsomme morgener

Brrrr, altså!

Jeg er bare ikke lavet til vinterkulde. Jeg fryser - og gør det bestemt ikke med anstand ...

Selvfølgelig fryser jeg ikke hele tiden, og måske fryser jeg i virkeligheden mere på forhånd, altså før jeg skal ud i kulden, end mens jeg er ude.

For efterhånden som jeg er blevet ældre, er jeg mere og mere ligeglad med, at jeg ligner en kikset nordpolsekspedition, når jeg skal ud. Bare jeg ikke fryser. Det samme kan man så på ingen måde sige om Donnaen ...

Altså kigger jeg ud af vinduet og tjekker med DMI, gyser og trækker skuldrene helt op om ørerne, hvor de så bliver siddende og giver infiltrationer og hovedpine, til jeg har gået mig til varmen, og så begynder jeg den omstændelige påklædningsseance, hvortil hører både jens lynere og uldne vandresokker, undertrøje, halsedisse og hvad ved jeg.

Det tager en krig.

Og den evigt tissetrængende Kamel er imens ved at gå ud af sit gode skind, fordi jeg er så langsom.

Især om morgenen. Hvor hun er mest trængende, og jeg omvendt er allermindst hurtig.

Til alt held kan jeg trods adskillige minusgrader godt nøjes med gummistøvler for at hente avisen ind på første udtur om morgenen. Hvis jeg skulle bruge yderligere fem minutter på også at snøre støvler, tror jeg virkelig, Kamelen ville være presset.

Det, der så er knapt så smart, er, at så går der jo kun et øjeblik, før vi er inde igen, og jeg må straks afføre mig halvdelen af klunset for ikke at få akut hedeslag.

Så bruger vi cirka en halv time på at spise morgenmad. Forstået sådan, at Kamelen bruger to et halvt minut, og jeg bruger resten.

Hvorefter vi skal ud at gå vore rigtige morgentur, og jeg derfor igen skal iføre mig cirka tusind klædningsstykker - og snørede støvler.

Nej, vi kan ikke gå tur først og spise morgenmad bagefter. Jeg skal være vågen, før jeg kan gå nogen steder, og det er jeg først, efter morgenmaden er indtaget.

Det tager også en krig.

Faktisk burde jeg stå ti minutter tidligere op bare for at kompensere for al den tid, der går med at komme i tøjet. Det har jeg dog ikke rigtigt kunne overbevise mig selv om endnu, når jeg har skullet sætte vækkeuret om aftenen.

Søndag aften og igen her til morgen måtte jeg endda kapitulere og iføre mig min harboørehabit. Det er ikke, fordi det tager længere tid at få den på, men det ville være urigtigt at påstå, at jeg bevæger mig ret hurtigt, når jeg først er kommet ind i den og har fået lynet helt op til næsen. Det foregår nærmest i slowmotion, og jeg ligner en mellemting mellem en blå bamse og overvægtig kommunalarbejder, når jeg bevæger mig gennem landskabet.

Hvilket passer Kamelen, der skal snuse til al den gule sne, helt fint, men passer ret dårligt i forhold til den tid, der er afsat til formålet.

Det bliver jeg bevidst om cirka halvvejs, hvorefter resten af turen foregår i opskruet tempo (alt er relativt), og jeg ender med at kampsvede, inden vi er hjemme igen.

Nøj, hvor jeg glæder mig til sommer med shorts- og sandalvejr.

Hvor det endda er lyst, når man vågner om morgenen.

Det bliver så dejligt.

Søndagsudsigt.

Julebureaukrati

Juleaftensdag om formiddagen nåede Kamelen og jeg en tur i skoven, inden gåsen skulle i ovnen. Her mødte vi en mand, der egentlig i første omgang så noget tilknappet ud, som han stod der og talte i mobil, med en meget artig jagthund siddende ved siden af.

Men så afsluttede han samtalen og sagde, at hundene gerne måtte hilse, så Kamelen blev sluppet løs, og de to hunde nød at fjolle rundt med hinanden.

Imens stod vi og småsnakkede, og i løbet af nul komma ingen tid fortalte han om familiens kommende juleaften.

Hans svigermor var, som den sidste i den ældre generation, død tidligere på året, så nu, hvor de kun skulle holde jul han, konen og to store døtre, havde de besluttet, at de gerne ville gøre noget for nogen, der måtte have behov.

Det havde dog hurtigt stået klart, at interessen for at være juleværter gennem Røde Kors var større end interessen for at være gæst, så familien havde henvendt sig til asyl-systemet (ved ikke, hvor familien egentlig helt præcist havde henvendt sig, men det er også lidt lige meget) og havde fået tildelt et ungt flygtningepar med to ganske små piger.

Det skulle nok blive både sjovt og spændende. Familien tilrettede julemenuen, så den også blev indtagelig for griseforsagere, og de store piger hyggede sig med at købe julegaver til småpigerne.

Ganske få dage før juleaften blev familien dog ringet op, at den tildelte familie alligevel ikke kunne deltage. Begrundelsen var, at familien havde fået asyl og dermed var flyttet fra asylcenteret og i det hele taget ikke længere hørte til i den del af systemet. Det blev værtsfamilien ked af at høre og spurgte, om man da ikke kunne kontakte den lille familie, for den var vel ikke blevet 100 procent integreret, bare fordi den havde fået asyl?

Det kunne man ikke.

Ude af system var ude af system.

Men man kunne godt få andre julegæster. Hvilket familien i første omgang gik ind på. Ind til det viste sig alt for besværligt. De mulige gæster befandt sig nemlig nu på et asylcenter så langt væk, at værtsfaren ville skulle køre samlet set over 400 kilometer for først at hente og siden aflevere gæsterne igen. Og så ville hele juleaften jo gå med det.

Familien endte derfor med at takke nej.

Og alle var ærlig talt ret skuffede.

Så meget for at vise sin gode vilje ...

Øv!

Flere blomster, flere kager, flere bade

- Har I nogle gode nytårsforsætter? spurgte en af cheferne fyldt med nytårsentusiasme hen over frokosten i mandags.

- Nej! lød det over en bred kam.

Om det nu var rigtigt, at der ikke sad en eneste med et lillebitte nytårsforsæt, eller om det bare skyldtes, at ingen gad udstille egne drømme om urealistiske vægttab og ditto træningspas, står hen i det uvisse.

Selv har jeg ingen nytårsforsætter. Ikke af den traditionelle slags i hvert fald. Man er vel blevet klogere.

Men derfor kan man jo godt sætte sig ned og kigge lidt ind i væggen, mens man overvejer, om der ikke var et par småting, der kunne trænge til et serviceeftersyn. Ikke noget forchromet, men bare noget som kan gøre hverdagen lidt rarere. Måske for andre, men i første række for mig selv.

Og her ræsonnerer Fruen så, mens hun febrilsk prøver at finde sin forsvundne glorie, at hvis Fruen selv synes, et eller andet er rart og rigtigt, så bliver hun nok et meget nemmere menneske at omgås, og på den måde vil resultatet af de gode intentioner jo smitte af på omgivelserne.

Første punkt på dagsordenen er flere blomster. Flere blomster helt generelt, men primært flere afskårne blomster i vaser. Mine vaser. Jeg er ret glad for blomster, og jeg har forbløffende mange vaser. Og til jul ønskede og fik jeg minsandten én mere. Desværre kan det bare tælles på én hånd, hvor mange gange jeg får buketblomster i løbet af et år. Og får jeg flere, er det nok fordi jeg er syg, og det er trods alt ikke ønskværdigt.

Derfor har jeg bevilget mig selv en buket i ny og næ. Ikke for tit, for det skulle nødigt udvikle sig til en selvfølgelighed, men bare en gang i mellem. Især i de mørke vintermåneder, hvor ude-blomsterne er ikke-eksisterende, og behovet for inde-blomster derfor er størst.

Ind til videre går det vældig fint med det forsæt den intention. Faktisk tyvstartede jeg og indkøbte tulipaner allerede mellem jul og nytår. Og de står stadig og pynter. For der er sket det sære, at de i stedet for at visne og falde sammen er gået i stå, så blomsterhovederne bare er blevet lidt mørkere, lidt mindre og lidt rynkede. Den tilstand holder næppe evigt, men ind til videre er det jo nemt at have blomster på den måde.

Et andet punkt er flere kager. Hjemmebagte forstås, ikke flere kager i al almindelighed, for vi får faktisk rigeligt. Så øvelsen vil gå ud på at bage flere og købe færre. Og så vil det ikke gøre noget, hvis repertoiret kunne blive udvidet en lille smule, for selv om den chokoladekage, jeg har kunnet bage med bind for øjnene, siden jeg var tretten, stadig smager rigtig godt, så findes der jo også så mange andre lækre kager.

Foreløbig bliver det dog ved tanken, for nogen har meddelt, at kampvægten helst skal bringes ned igen snarest efter et ret umådeholdent pebernøddeindtag i december. Og af ren solidaritet, og fordi der stadig er julesmåkager plus en pæn bid af nytårskagen tilbage, sættes bage-intentionerne derfor på stand by.

Og som et sidste punkt har jeg tænkt mig at gå mere i bad.

Af hensyn til eventuelle sarte læsere vil jeg skynde mig at slå fast, at jeg faktisk kommer i bad dagligt. Men det er jo styrtebad, hvilket som ordet antyder jo bare vil sige, at jeg hver morgen styrter ind under bruseren og styrter ud igen allerede efter et øjeblik for at nå, hvad jeg nu skal nå om morgenen. Det er godt for renligheden, men har ikke ligefrem nogen afslappende effekt.

Det har til gengæld karbade. Og vi har et lækkert badekar. For det insisterede jeg på at få, da vi i sin tid byggede badeværelset om. Jeg bruger det bare ikke ret meget. Faktisk er jeg ikke sikker på, at jeg overhovedet var i karbad i hele 2015! Men det skal der nu laves om på. Ja, ikke 2015, for det er jo lidt sent nu. Men fremadrettet i fremtiden.

Her er jeg bare lidt logistisk udfordret, for det bedste er altså at gå på hovedet i seng direkte efter et langt, afslappende karbad, men jeg når i forvejen sjældent at blive færdig med dit og dat og sidde stille ret længe, før min ideelle sengetid for længst er passeret, og klokken er blevet alt for mange, så hvordan skal jeg nå også at komme i bad?

En mulighed kunne måske være at lade rod være rod og bare gå i bad?

Det er bestemt værd at overveje.

Læg mærke til nederste højre hjørne:
Ud over almindeligt rod er der også blevet
plads til et par tandhjul på spisebordet.

Velkommen hjem til Familien i Midten ...

Ude på den anden side

Så kom vi ud på den anden side, og hverdagen ramte igen.

Juleferien er datid og forsvundet i en tåge, der ikke skyldes umådeholden indtagelse af vinøse drikkevarer nytårsaften - gæt, hvem der var chauffør - men snarere en uheldig kombination af travlhed og forkølelser, som dog ikke sendte os helt i brædderne, men bare tog toppen af energien og forvandlede os til sløve sofakartofler.

Ja, forkølelser i flertal. Gemalen blev ramt allerede før jul og har hostet, så det er et under, at hans lunger stadig befinder sig inden i kroppen på ham. Nu er han i klar bedring, og i stedet er det mig, der er begyndt at hoste, når jeg skal sove. Donnaen er jo ung og desuden gjort af et sejere stof, så hun gik senere ned med flaget, og blev (nogenlunde) rask igen længe før sin far.

Og på den måde er det gået som så ofte før; at det der skulle være en god, lang juleferie, hvor der skulle ryddes op og lades op til et nyt år, i stedet er endt på inaktivt vågeblus.

Typisk.

Især typisk, at jeg holder den gående på viljestyrke alene frem til og med juleaften for så at klaske sammen som en trekvartbagt soufflé, så snart gås og risalamande er fortæret.

Træls.

Men på den anden side var det jo meget godt, at vi ikke skulle hverken arbejde, rejse eller være vildt sociale, for det havde vi ikke kunnet holde til.

Til gengæld er vi nu nogenlunde på tæerne og klar til at tage hul på et nyt år med de muligheder og udfordringer, det nu må have til os.

Såsom, at man skal være påklædt som til en polarekspedition bare for at hente avisen ind om morgenen.

Men pyt, solen skinner, og dagen er allerede tiltaget med hele 13 minutter.

Vi går helt klart lysere tider i møde.