I seng med fjenden

Gemalen er nogenlunde ovre sin mandeforkølelse. Han hoster stadig lidt en gang i mellem, så vi ikke helt glemmer at have ondt af ham ...

Desværre er forkølelsen dog muteret og er blevet til en koneforkølelse, som Fruen nu har fået 'fornøjelsen' af. 

I første omgang troede jeg, at det bare var pjat og ren mandeforkølelse med lidt krillerhoste og tendens til bodegastemme i juledagene. Men om aftenen efter et superhyggeligt og ditto snaksomt besøg af Overleveren (som jeg nu krydser fingre for ikke at have smittet) fik piben - eller rettere jeg - en anden lyd. Jeg hostede som besat og kunne trods hostestillende hostesaft med et navn som en undervognsbehandling ikke sove for min egen larm.

Så længe jeg sidder op, går det nogenlunde. Så snart jeg lægger mig ned, hoster jeg - trods to hovedpuder - igen. Altså har jeg forladt ægtesengen og er kravlet ind i gæsteværelset med dyne, puder, en god bog og ikke mindst min nye bedste ven, tidsrøveren.

Og sådan har jeg de sidste to nætter siddet proppet op med puder og spillet Ruzzle på de mest uciviliserede tidspunkter, hvor almindelige mennesker burde sove.

Det er gået fint.

Især for de andre ...

Jeg er stadig alt for langsom og fatsvag.

Og jeg får rigtigt mange tæsk. Også af Donnaen (som dog ikke spiller om natten). Trods et mindre ordforråd og kun en mobil til sin rådighed lammetæver hun mig gang på gang. Det er lidt nedslående. Til gengæld synes Donnaen, det er evigskægt.

Lige her og nu kan jeg bilde mig selv ind, at det selvfølgelig skyldes feberhed hjerne og ditto pølsefingre.

Men jeg er ikke sikker på, at den undskyldning holder i længden?

Plads til forbedring.

Den store tidsrøver er flyttet ind

Ja undskyld, jeg har været lidt fraværende.

Forklaringen er ikke blot almindelig juletravlhed. Men i langt højere grad den tidsrøver, der flyttede ind juleaften.

Jeg er nu endelig den glade ejer af en Ipad. 

Jeg er ikke set siden. Jeg er ikke hørt siden.

For jeg har siddet med næsen i det nye vidunder. 

Heldigvis er vejret helt igennem usselt, så det er alligevel udelukket at gå en 'frisk tur i det dejlige vejr'.

Ikke mindst har jeg fornøjet mig med at spille Ruzzle. 'Fornøjelse' er måske så meget sagt, for jeg får så mange tæsk, at det både er pinligt og aldeles ødelæggende for min selvtillid. Nu efter et par dages spil lykkes det dog at vinde bare en gang i mellem. Og jeg er også så småt ved at lære nogle af de strategier, der skal til for få antallet af ord op. Men helt grundlæggende er jeg bare for langsom. Så jeg øver og øver og øver. 

Og er møgirriterende for mine omgivelser, der ikke har nogen Ipad.

Selve juleaften holdt jeg mig dog i skindet og lod pænt æsken ligge uåbnet. Helt til juledag.

Godt, at vi her til lands først får vores gaver efter alle de mange indledende øvelser som frembringelse og indtagelse af julemiddagen og dansen om juletræet. Ellers havde der været overhængende fare for, at jeg havde glemt et eller andet undervejs.

Nu gik det hele imidlertid fint. Jeg havde ikke glemt noget, og alt flaskede sig, som det skulle. 

En overgang var jeg ellers ramt af lettere panik, da min gås ikke var helt så velplukket, som jeg kunne have ønsket mig, og det derfor tog mig en lille time ekstra at få den gjort klar til ovnen. Heldigvis nåede den at blive mør, men ikke tør. Og den smagte virkelig godt. Ellers var jeg også blevet sur, for jeg havde vovet at skifte leverandør til en lokal økologisk gårdbutik, hvor man forlangte det blå ned fra himlen for fem kilo gås. Men satsningen må siges at være vellykket. Gåsen smagte som nævnt godt, og den var ikke nær så fed, som man ellers tit oplever. Det betød også, at vi endte med at have langt flere rester, end vi plejer. Hvilket jeg ikke skal klage over.

Juletræet, som jeg var lidt bekymret for, er meget sødt. Det er nok det mest spinkle juletræ, vi nogensinde har haft. Men med ja-hatten på giver det bare lidt ekstra plads i stuen ...

Lige nu er Donnaen og Gemalen taget ud for at bytte en julegave. De må formodes at være væk i mindst et par timer, og imens var det meningen, at jeg skulle få et og andet fra hånden. Det går bare ikke så godt, for i stedet sidder jeg her og skribler.

Og desuden skal jeg lige ...

Jule-time out

Den nærmer sig.

Julen altså.

Vi er nogenlunde med, og det vi ikke når, det når vi altså ikke.

Resten skrider nogenlunde planmæssigt fremad. Risengrøden er kogt.  Jeg har smuttet og hakket mandler. Rødkålen er færdig. Om lidt skal der koges kartofler til brune kartofler, og efter det , så.. . Eller øh, det er nu nok smartere at få gang i gåse-indmaden til fond til sovs først og så tage kartoflerne, mens det andet står og simrer. Så sådan må det blive.

Men lige nu bager jeg pebernødder. For anden gang. Første portion rakte kun frem til den 20. december, så Gemalen har gået rundt og vansmægtet i cirka halvandet døgn nu. Hvad han også højlydt har gjort opmærksom på... Altså må der en ny portion til. Det er jo heller ikke den helt store overraskelse, for sådan har det været i flere år. At der har måttet bages en omgang mere. Enten allerede før juleaften eller mellem jul og nytår. De nu også ret gode, de pebernødder. Der er ganske vist også dem, der slet ikke bryder sig om dem. Men det er bare fordi staklerne ikke helt har forstået konceptet PEBERnødder. Der skal jo for pokker peber i pebernødder.

Gemalen er omsider ved at sætte lyskæder op. Han har valgt dem med istap-effekt, som jeg mildest talt ikke er særlig vild med, men som Donnaen synes er vældig flotte. Sidste år fik jeg min vilje. Det gør jeg så ikke i år.

Juletræet ligger stadig udenfor.

Fordi det skal det. Det kommer først ind juleaftensdag. I år ville jeg nu godt have haft et smugkig, så der eventuelt ville være tid til en plan B, hvis det ser alt for mystisk ud. Og i år er jeg altså lidt bekymret.

Vi har de sidste mange år hentet vores juletræ hos et elskeligt ældre ægtepar, der bor lidt uden for byen. De sidste to-tre år har vi - og de - hvert år snakket om, at deres træer var ved at blive for høje. Og allerede sidste år fældede vi - med ægteparrets velsignelse vel at mærke - et træ, der var flere meter for højt og kappede så bunden af. I år havde ægteparret slet ikke juletræs-skiltet sat op ude ved vejen, men da vi troppede op, fik vi alligevel lov at prøve at finde et træ med en passende top.

Det gjorde vi så. Prøvede, altså. For da Gemalen havde fældet cirka ti meter grantræ, så toppen altså lidt ret meget anderledes ud på tæt hold. Men vi kunne jo ikke bare fælde et til og et til, til vi fandt en passende top, så vi tog selvfølgelig vores træ. Og må så nok konstatere, at det var sidste gang, vi hentede juletræ på det sted. Ret trist faktisk, for det har altid været så hyggeligt, og vi er hver gang kørt derfra glade helt ned i maven.

Og det er så det.

Er der noget, jeg har glemt?

Sikkert. Det ved jeg meget mere om juledag.

Ind til da er der jule-time out.

Rigtig glædelig jul!

Pebernødder fra første omgang.
Læg lige mærke til det sene tidspunkt.
Det er hårdt at holde jul ...

Kogt hø

Gemalen hoster igen.

Men selv om jeg er temmelig knotten på ham, var det jo ikke hans skyld, at jeg fik influenza.

For det fik jeg slet ikke, influenza altså. 

Det føltes bare sådan. Ondt i hovedet, kvalme, ondt i kroppen og træt, træt, TRÆT. Og i et ondt og eksplosivt lune. I to døgn. Så var det slut igen. 

Jeg havde en lignende tur i november.

Og et par gange tidligere, uden at jeg lige kan huske hvornår.

Taget ud af en sammenhæng virker det bare temmelig træls. Og der står altså ikke noget nogen steder om fænomenet 'to dages influenza'. Men set sammen med fænomener som tiltagende besvær med at sove og en tendens til justeringsproblemer i forbindelse med den indre termostat, danner der sig et billede.

Overgangsalder!

Grmpf!!

Det er jo noget som slet, slet ikke relaterer til min aldersklasse. Tænkte Fruen tøsefornærmet. For det kan hun nemlig stadigvæk. Være tøsefornærmet altså.

Men mens Fruen bare muggede og prøvede at forholde sig til et justeret selvbillede, var Gemalen hurtigt klar med forslag til forbedringer. Om det havde noget med det eksplosive lune at gøre, kan der kun gisnes om. Gemalen havde nemlig hørt radio en dag, hvor 'nogen' snakkede om rødkløvers lindrende effekt på fruentimmeres kvaler i forbindelse med netop overgangsalderen.

Om det ikke var noget?

Så nu er jeg på kogt hø.

Det er nemlig sådan cirka, den smager, den såkaldte te, som jeg anbefales at indtage to til tre gange dagligt.

Om det virker, er nok en anelse for tidligt at sige noget om, her efter cirka to en halv dag. Men sådan som det smager, må der altså godt vise sig en form for bedring. Snart. 

Muh.

Polsk ko, foreviget i sommerferien.

Toppen af julehyggen

Nede på torvet, i weekenden, lå toppen af julehyggen og så ikke spor hyggelig ud.

Byens store juletræ knak nemlig, da Bodil for forbi. Det er sådan, det går, når man, belært af tidligere års dårlige erfaringer, virkelig sætter alt ind for at tøjre juletræet. Så knækker det bare i stedet.

Det gav lidt skår i julehyggen.

Allerede tirsdag blev et nyt, flot erstatningstræ stillet op og julehyggen dermed retableret.

I hvert fald hvad det ydre angår for os, der generelt set ikke mærkede ret meget til stormen.

Ganske anderledes ser det selvfølgelig ud for de stakler, som er blevet hårdt ramt af vind eller vand. Dem kan man kun have ondt af.

Forhåbentlig finder de pågældende ud af at rykke sammen, stå trælshederne igennem og trods alt påskønne de vigtigste ting i livet; livet selv, kærligheden og så videre. Måske kan de få en ganske særlig jul, som de vil mindes med glæde.

For julehyggen sidder vel ikke i toppen af et knækket juletræ, et bortfløjet tag eller en oversvømmet stue?

Den sidder et helt andet sted. Er jeg ret sikker på. I vores hjerter. 

Åh ja, det ser lidt højtravende og storhøjtideligt ud på skrift, men altså ...

Så da Donnaen fortalte, at en af hendes veninders forældre havde valgt dagen efter stormen til at annoncere, at de skulle skilles, blev jeg ikke bare ked af det på deres vegne, men fik også sat nogle ting i relief.

For mens materielle skader trods alt kun er, hvad de er; nemlig materielle skader, så er det at meddele sine børn, at man vil skilles, altid trist. At gøre det lige op til jul er endnu værre.

Arme unger. Hvordan skal de få en god jul?

Når ikke bare toppen, men hele julehyggen på den måde er blevet taget fra dem.

Topløst juletræ.

LEAN i brunkager

Gemalen skulle igen afsted med sin mountainbike. Jeg havde egentlig mumlet noget om at tage med og køre til et julemarked i nærheden, men gad alligevel ikke rigtigt, da det virkede hundekoldt. Og Donnaen gad da slet ikke, så jeg blev hjemme og lovede at bage brunkager imens.

Det viste sig så, at Donnaen godt gad en tur i byen for at købe julegaver, så vi susede afsted og fik da også klaret nogle få gaver. Men da det virkelig var præcis så pivkoldt, som jeg havde fornemmet tidligere, gik gassen ret hurtigt af ballonen, og vi skyndte os hjem igen.

Og mens Donnaen pakkede julegaver ind, gik jeg i krig med brunkagerne.

Det gik skam fint.

Men det kommer hvert år bag på mig, hvor superkoncentreret og effektiv, jeg skal være for at følge med ovnen og få det hele til at gå op i en højere enhed. På samme måde tænker jeg hvert år, at det må jeg altså huske til næste år, så jeg ikke styrter febrilsk rundt om mig selv.

Jeg burde virkelig have en LEAN-ekspert til at strømline mine rutiner.

For eksempel kunne jeg jo med fordel skære alle dejpølserne ud på forhånd. Men gør jeg det? Nix, jeg smækker den første plade i ovnen, så snart den er fyldt.

Og så går den vilde jagt derfra. For jeg kan dårligt nok nå at fylde den næste plade, før den første skal ud. Og når nummer to plade skal ud, skal nummer tre plade helst være klar. Men det vigtigste er i virkeligheden, at bageristen er tom, så kagerne kan komme af pladen, mens de stadig er en lille smule bøjelige og ikke splintrer i tusind stykker, når jeg rammer dem med paletten.

Det meste er selvfølgelig rutine. Som jeg aldrig opnår at få. For jeg bager stort set kun småkager til jul og ellers ikke. Derfor kan jeg bare lige følge med, så længe alt går fuldstændig planmæssigt.

Det gør det bare ikke. Går planmæssigt altså. Hvis jeg ikke kan skære brunkagepølserne ud i pæne skiver, men skal bruge tid på at samle hver enkel brunkage af to eller flere dej-brikker, så begynder det altså at skride. For ovnen stopper jo ikke bare fordi, jeg ikke kan følge med.

Og da jeg ikke har øjne i nakken, er der overhængende fare for brændte brunkager. Især fordi jeg glemmer at kigge i ovnen, når jeg koncentrerer mig om de drilske pølser.

Så vågner jeg pludselig op, kigger i ovnen, og kagerne kunne med fordel have været ude 20 sekunder tidligere, men er stadigvæk fine, hvis de bare kommer ud NU. Hvorefter jeg konstaterer, at grillhandskerne igen ligger i den forkerte ende af køkkenet. Som - bevares -ikke er stort som en balsal, men nok kun fire-fem skridt langt. Men frem og tilbage er det hele otte-ti skridt - og kritisk i forhold til svedne brunkager.

Bedre bliver det så heller ikke af en ovn, som kun bager næsten jævnt. I det bagerste højre hjørne ligger der derfor altid mindst én brunkage, der har fået lige rigeligt. Men pyt, de blev lagt fra på en tallerken til Gemalen, som sagtens kunne spise både dem og mange flere, da han kom hjem igen.

Og nu har jeg lagt dej til pebernødder. De er heldigvis lidt nemmere at have med at gøre.

Rimeligt vellykkede brunkager.

Adventskrans - tjek, kalenderlys - tjek, brunkager - næsten tjek ...

Nu er vi lige pludselig flere dage inde i december.

Jeg ved ikke rigtigt, hvordan det gik til, og vi er da også allerede lidt bagefter. Lige nu - mens Bodil rusker i hvad som helst og smider sne efter sagesløse midtjyder - føles det nu rigtig fint endnu ikke at have fået de udendørs lyskæder op. Ligesom det også er godt nok, at granen stadig bare ligger i et par affaldssække og venter og ikke er sat pænt op i diverse krukker. Og vi skal nok nå det hele. Vi skal bare klare det hele på den halve tid lige op til jul. Hvor vi alle - oh mirakel - allerede går på juleferie fredag d. 20. december. At netop dét så også kan gå hen og blive en farlig sovepude, taler vi ikke om ...

Lidt har vi dog fået styr på. 

Lørdag formiddag efterlod Donnaen og jeg den fortsat forkølede Gemal på sofaen og kørte ned til mormor og morfar for traditionen tro at lave brunkagedej og adventskranse.

Mormor var - også traditionen tro - tyvstartet lidt med brunkagedejen. Hvilket gør, at jeg nok aldrig lærer at lave den selv, fordi jeg ikke får de første detaljer med. Og den er altså ret bøvlet, netop den brunkageopskrift. Men da det er Donnaens, forlængst afdøde, oldemors opskrift, kan det overhovedet ikke komme på tale at vælge en nemmere.

Så der smeltes smør i store mængder. Kommes sirup i. Og krydderier. Hakkede mandler, sukat og pomerans. Og potaske, som er en videnskab i sig selv. Røre, røre, røre. Så stå og svale af, mens vi spiser frokost og så mel i. Donnaen får lov at røre. Eller rettere; hun bliver bedt om at røre, for hun er nu stærkere end både sin mor og mormor.

Herefter bliver gryden med brunkagedejen sat ud i bryggerset og gran til adventskranse hentet ind i køkkenet.

Det er Donnaen og mormor, der binder, mens min rolle de seneste år er blevet reduceret til granklipper. Jeg kan også få lov at rydde op og feje grannåle op, mens mormor rigger an til den te, som vi da vist godt lige kan nå at få, inden brunkagedejen skal rulles i pølser.

Det skal helst ske på det helt rigtige tidspunkt. Dejen må ikke være for blød, men heller ikke så hård, at det kræver en trykluftshammer at få den ud af gryden. I år var vi meget tæt på det sidste. Vi havde alle ladet os distrahere af andre ting, og pludselig var der gået lidt for lang tid. Det lykkedes dog Donnaen at få dejen ud uden at brække hverken mormors grydeske eller paletkniv.

Det lykkedes også at rulle pølser ud, selv om dejen ikke var meget for at hænge ordentligt sammen. Men om det bliver til andet end smulder, når jeg begynder at skære i dem, ved jeg ikke endnu. Pølserne kan nemlig fint holde sig en uge eller mere og står derfor bare i kælderen og venter på en ledig stund.

Hvilket det har ligget lidt tungt med. Allerede søndag morgen vågnede jeg med fornemmelsen af, at der var noget, jeg havde glemt. Det viste sig 'bare' at være kalenderlyset. Som ellers var indkøbt tidligt i november, men alligevel stadig bare lå og ventede.

Ekstra slemt var det, fordi jeg i et anfald af ubetænksomhed havde købt et af de tykke lys, som det tager en krig at brænde ned. Så lyset blev hevet frem og bare stillet i en lille skål, godt proppet med køkkenrulle. Ikke kønt, men brugbart mens vi spiste morgenmad. Og så kunne vi da få gang i det, inden jeg lidt senere susede ud i haven i håb om at finde et eller andet dekorativt, jeg kunne putte i min dekoration.

Til min forbløffelse opdagede jeg i den forbindelse, at vi har kristtorn på matriklen. Oppe på min bakke, som ikke er have men bare et buskads med anarkistiske tendenser, står to småbitte buske. Uden røde bær ganske vist, men med fine blanke blade. Lige til at sakse og sætte i min dekoration.

På den måde lykkedes det at få både kalenderlys og adventskrans kørt i stilling nogenlunde til tiden. Brunkagerne bager jeg en af dagene, og så tager vi resten derfra ...

Ja, det er sne på terrassen, der
kan anes i baggrunden til højre. Øv!

Om blæksprutter og grisemaver

Mens vi venter på, at Gemalen holder op med at hoste, kommer der lige et forsinket rejseindlæg:

Da madlavning ikke hører til blandt mine spidskompetencer - eller yndlingsbeskæftigelser, har jeg forlængst forklaret Gemalen, at når vi har ferie, så skal jeg ikke lave mad. Vi kan købe ind til morgenmad og frokost. Det er fint med mig. Men bruge krudt på aftensmad, nix bix, det gider jeg ikke.

Altså går vi ud og spiser.

Det lyder måske dyrt, men det behøver det jo ikke nødvendigvis at være.

Og det er sjovere at gå ud og spise. Jo længere fra de mest turistede steder, jo sjovere. Synes vi.

I Portugal var vi heldige.

Allerførst syntes vi ganske vist overhovedet ikke, vi var heldige, for i den nærmeste by kunne vi den første aften ikke finde en eneste restaurant og måtte noget slukørede begive os ud i landskabet på må og få. 

Pludselig i et T-kryds lå der en restaurant, der, efter antallet af biler udenfor at dømme, var ganske velbesøgt. Der måtte vi ind.

Det viste sig at være en herlig langt-ude-på-landet-restaurant, hvor de lokale kom for at spise og hygge sig, mens fjernsynet kørte med nyheder eller landskamp i fodbold. Vi så blandt andet Portugal banke Israel i fodbold og en masse om den genåbnede Maddie-sag. Her var både kærestepar, ham den enlige og storfamilier med forældre, børn, bedstefar og tante.

Menukortet var ret stort. Og helt og aldeles på portugisisk.Men med lidt god vilje og hjælp fra den tjener, der talte bedst engelsk, gik det fint alligevel. Når vi er mest i tvivl om, hvad vi egentlig bestiller, sørger vi for at bestille tre forskellige retter,og så er der næsten altid noget, alle kan lide. Maden var aldeles udmærket. Ikke gourmet-mad og ikke fancy-pansy, men veltillavet og velsmagende. Og billig. Vi betalte 30-40 euro inklusiv rødvin, og vi gik mætte derfra.

Vi endte med at spise der fire ud af syv aftener, men fandt dog også andre restauranter. Det ene sted var dog lidt for fisefornemt, og det gad vi kun én gang. Et andet sted besøgte vi to gange. Her kunne tjeneren næsten ikke engelsk, så her var vi lidt ekstra udfordrede. Men pyt, tænkte vi. For vi syntes egentlig ikke, det var så svært at få i hvert fald en ide om, hvad menukortet indeholdt, da visse ord var genkendelige. 'Porco' betyder noget med gris, 'bife' er bøf, underforstået noget med oksekød, og 'vitela' er kalvekøds et-eller-andet. Så hvor svært kunne det være?

Men træerne voksede ikke helt ind i himlen. Da vi bestilte en salat med 'polvo' til Donnaen, var vi overbeviste om, at det var kylling. Det var det ikke.

Det var blæksprutte!

En meget lækker salat med marinerede grøntsager og altså blæksprutte. Som Gemalen og Fruen lynhurtigt satte til livs i den tro, at det nok var - endnu - en lille gratis forret. Oven i brød og ost og fiskepaté, som vi allerede havde fået.

Først da hovedretten kom på bordet, gik det op for os, at vi muligvis havde taget fejl. Men det betød ikke så meget, for alt kom ind på fade og i skåle, og der var tre tallerkener - og rigeligt med mad - selv om vi kun havde bestilt to gange hovedret. Så selv om tjeneren ikke kunne ret meget engelsk, så kunne han i hvert fald sørge for, at 'de tossede turister' følte sig godt behandlet.

Sådan synes vi, det er sjovest. Imødekommenhed og et godt grin over sære overraskelser får kun maden til at smage endnu bedre.

Således forlod vi Portugal med en masse gode madoplevelser i bagagen.

I Segovia gik det ikke helt så godt. Den første aften var okay, men den næste kom vi til igen at vælge en dyr og lidt for fisefornem restaurant. Og det betød, at betjeningen var mere korrekt, end den var imødekommende. Hvilket var ret uheldigt, da det faldt sammen med vores eneste helt store mad-flop.

Gemalen ville have noget bøf, og det var nemt nok. Fruen bestilte pattegris. Og det fik hun. En kvart pattegris prydede min tallerken. Men tilbehør var der intet af. Det skulle nok have været bestilt separat. Den fadæse har vi lavet før, men bliver altså ret knotne, når tjeneren ikke føler behov for at gøre noget for at undgå den situation.

Værst gik det ud over Donnaen. Der var en særlig ret på menukortet, som åbenbart var en lokal delikatesse. Selv om menukortet var på engelsk kunne vi ikke regne ud, hvad 'tripe' var, og tjenerens forsøg på at forklare det lød ret tilforladelig. Eller rettere; så tilforladelig ud. Han pegede på sin mave og sagde 'pig'. Altså mave og altså gris. Det mente vi godt, vi kunne forsøge. Det skulle vi så ikke have gjort, for vi havde i vores naivitet ikke forudset, at mave virkelig betød mave. Som i mavesæk. Som i kallun ...

Yrk! Delikatesse eller ej, Donnaen kunne bestemt ikke lide det. Og det kunne vi andre heller ikke. Vores eller normalt så velfungerende rotationsprincip var til ingen nytte, og tallerkenen blev skubbet væk og vi deltes om to retter. Tjeneren så det egentlig godt, men kom ikke spurgte, om vi ville bestille noget andet. Der var mad nok til tre i de to retter, men det kunne han jo ikke vide.

Så jeg sad og blev mere og mere indebrændt og havde egentlig besluttet, at drikkepenge var en by i Rusland og ikke en del af aftalen, men så kom jeg til at lave en lidt for frisk bevægelse, som sendte vores vandflaske i flisegulvet, hvor den gik i tusind stykker og spredtes ind under adskillige borde. Det sendte den - nu stakkels - tjener på overarbejde med kost og fejeblad, og så måtte jeg jo ryste op med drikkepenge alligevel. Syntes jeg.

Surt, men ikke nok til at spolere vores generelt gode madoplevelser. Næste aften spiste vi lækker mad for foden af Pyrenæerne. Og den sidste aften før de hjemlige gryder fik vi som det perfekte punktum feriens absolut bedste måltid. 

Tjeneren sagde godt nok 'rabbit', men
jeg tror bestemt, det var hare. Super lækkert!