Man har et standpunkt..

Tidligere har jeg været grumt irriteret over de forskellige former for adskillelse mellem vores og naboernes parceller.

Men man kan jo som bekendt ændre standpunkt ...

Naboerne til den ene side satte et ikke særlig kønt hegn op for at forhindre deres lille hund i at forlade matriklen, når den var på uledsaget tissetur i haven. Hegnet er ikke blevet kønnere på de to år, der er gået siden opsættelsen. Tværtimod. En lidt for optimistisk tilgang til opsætningen betyder nu lettere hældende pæl flere steder.

Men pyt. For nu forhindrer samme hegn effektivt Maddie i at indtage deres have. Ganske uden at vi behøver at løfte en finger.

På samme måde med det aldeles ucharmerende lemming-hegn, som vi har langs vores indkørsel og i bunden af grunden ind til den anden nabo. Det er så grimt, at det burde være forbeholdt skrothandlere. Det synes vores nabo ikke, og det er ham/dem, der har insisteret på at beholde det.

Godt så. Det lever vi med. Og nu endnu bedre end før. 

Så er der det lange stykke med spirea-hæk ind til samme nabo. Den nederste halvdel er sund og kraftig, og Maddie har end ikke overvejet at møve sig igennem.

Anderledes med den øverste halvdel. Naboens buskads og store træer suger al kraft og saft, og hækken ser ud derefter. Og Maddie har end ikke overvejet at lade sig stoppe af den. Tværtimod har det virket som om, hun syntes, det var passende lige at sætte sig om på naboens side af hækken for at lægge sin hilsen der.

Gemalen syntes egentlig, at det var ret sjovt. Faktisk var han også i stand til at stoppe Maddie, inden hun nåede så langt, ved at råbe efter hende. Men at råbe efter hende om dagen er én ting. At stå og brøle tilsvarende om natten - midt i et parcelhuskvarter - er noget ganske andet. Altså lod jeg være, og afsted strøg hunden, og så kunne Gemalen ellers fornøje sig med at gå på pøllejagt i naboens have næste formiddag, når han (altså naboen) forhåbentlig var væk på arbejde.

Situationen var uholdbar.

Altså er der nu sat hegn op. Et hegn, der udmærker sig ved at være endnu grimmere end de to andre. Til sammen. Lørdag kørte Gemalen og Donnaen til det nærmeste byggemarked og købte trådhegn og grimme (men billige) metal-hegnspæl med gule klokker. Trådhegnet blev rullet ud - lige hen over Fruens påskeliljespirer - og lå så og fladede ud til søndag eftermiddag, hvorefter Donnaen hjalp Gemalen med at sætte hegnet op, mens Maddie og jeg gik en tur ned til ringvejen for at se på biler. Mange biler og hurtige biler, biler med trailer og biler med campingvogn, motorcykler og varebiler. Spændende - og lidt farligt.

Vel hjemme igen var hegnet kommet op. Men hvis vi havde forventet, at Maddie ville løbe lige ind i det eller bare være en lille smule overrasket over de indskrænkede udfoldelsesmuligheder, blev vi skuffede. Maddie havde forstået det hele og opførte sig som om, hegnet altid havde været der.

Til gengæld er hun begyndt at kigge nærmere på den lille sti, der fører op på bakken bag huset. Skal vi lukke af der også, mangler vi kun indkørslen, hvortil Gemalen allerede er begyndt at lede efter en egnet låge.

Det ender som en mellemting mellem  Fort Knox og Horsens Statsfængsel.

Så meget for at have fået en VAGTHUND ...

Vagthunden.

Næsten som i børnehaven

Hvad vi dog ikke oplever!

Senest har Maddie og Fruen været på hvalpesocialiseringskursus.

Det lyder dyrt.

Og det er det også.

Men består i al sin gribende enkelthed i, at man stiller op på det lokale dyrehospital medbringende sin hundehvalp. Og mens hundehvalpen - under kyndigt opsyn får lov til at boltre sig med 'vennerne' i en god times tid, sidder de glade ejere på skolebænken for om muligt at få banket lidt hundehvalpeteori på plads, mens tid er.

Det var næsten som første dag i vuggestuen eller børnehaven. 

NÆSTEN blev der sagt!

Man tropper op. Fuld af forventning, men også med sommerfugle i maven. For kan ens lillebitte hvalp nu klare sig blandt de store bøller? Det lykkedes her Fruen fuldstændigt at glemme, at Maddie dels er en ret stor (læs: kæmpestor) hvalp rent racemæssigt, dels ikke nødvendigvis hørte til de alleryngste.

Og det var da også, som om Maddie skrumpede for øjnene af mig, da vi med nogen tøven nærmede os den dertil indrettede tumleplads. Først gennem en sluse, som skal forhindre de hurtigste småbitte hvalpe i at stikke helt af, når de farer ud mellem benene på en, når man går igennem låge to.

Så helt ind på tumlepladsen. Nøj, det var farligt! 12-14 hundehvalpe i alle størrelser og faconer spurtede henrykte rundt, mens deres ejere stod og småsnakkede. Kurset kører i ring, og når man kommer som ny, vil der derfor altid være nogen, der er både to, fire eller endda seks uger mere scenevante. Det kunne ses. Hvalpene havde en fest, mens Maddie betuttet sad i et hjørne og kiggede, men dog også tog det ret roligt, når både to og fire hvalpe ville hilse på hende på én gang.

Prøvelsen for Fruen bestod så i at forlade tumlepladsen i fuld overbevisning om, at det skal nok gå det her. Mit lille kræ lider på ingen måde overlast.

Det lykkedes, og alle vi ejere kom ind, blev bænket og fik en omgang teori om nytårsaften, krudt og kugler, tordenvejr, støvsugere, busser, faldende grydelåg og andre høje lyde. Imens kunne vi høre hvalpene gø og vuffe udenfor (der var ingen hyl og piv, hvilket var svært beroligende). Og som bestilt til netop denne aften, kunne vi også høre adskillige udrykningskøretøjer med blå blink og sirener suse forbi.

Bagefter skulle jeg betale og kom derfor ud som den allersidste og mødte hundeinstruktøren, som kom gående med Maddie. Det var gået fint. Efter den indledende tøven havde hun også deltaget i legen, og det ville med garanti blive endnu bedre allerede næste gang. Sagde hun, hundeinstruktøren.

Og så tog vi hjem, hvor Maddie gik direkte i brædderne, alt for træt til at spise sit aftensmåltid.

- Hun sover nok godt i nat, sagde vi  naivt til hinanden.

Deri tog vi fejl.

Meget træt hundehvalp.
(Hun lægger sig altid, så det er umuligt at
få et godt billede af hendes hoved).
Smart gulv, ikk'?

For en uge siden

For en uge siden

- sov jeg i min seng om natten

- var der krokusspirer i min have

- brugte jeg aviser til at læse i

- var måneskin i køkkenet ikke noget issue

- overvejede jeg ikke, at griseører er noget, man kan købe

- var jeg ikke i permanent tisse-alarmberedskab

- foregik den familiære planlægning ikke med militær-præcision

- dyrkede jeg ikke natlig speedpåklædning

- overvejede jeg ikke, om min have dufter af rådyr

- så jeg fjernsyn, i hvert fald en gang i mellem

- var jeg (ret) ligeglad med vejret om natten

- var der aldrig en hundehvalp på min hovedpude, når jeg kom tilbage efter et natligt toiletbesøg

- gik jeg ikke rundt med godbidder og pølle-poser i lommerne

- sad jeg sjældent på gulvet

- kunne jeg åbne alle mine køkkenskabe

- satte og rejste jeg mig uden først at checke, om der var plads under bordet til at flytte stolen

Men så kom Maddie ind i billedet ...

The Eagle.. øh Bette.. altså Maddie er landet

Så skete det!

Maddie er hjembragt til matriklen.

Det er temmelig verdensomvæltende.

Huset er på den anden ende.

Familien er på den anden ende.

Vi er nu en familie med hundehvalp!

Det er sjovt. Det er lidt hårdt. Det er ret trættende (mere for nogen end for andre). Men mest af alt er det smadderhyggeligt.

Nu skal vi så lige vænne os til hinanden.

Maddie skal finde ud af, at vi faktisk er ret rare, selv om vi har bortført hende fra hendes vante rammer. Det tror jeg faktisk, hun har forstået. Hun ser ret tilfreds ud, lader sig nusse og tørre de særeste steder. Det der pote-tørreri er lidt overdrevet, synes hun, men finder sig i det uden de store sværdslag. Og hun dejser om og sover, hvor det nu lige passer hende. 

Vi skal finde ud af, hvad det vil sige at have det lille kræ rendende. Vi skal helst ikke træde på hende og heller ikke falde over hende.

Mest akut lige nu er at lære at aflæse hendes kropsprog, så vi har en teoretisk chance for at nå at få hende ud af hoveddøren, før hun tisser på gulvet. Lad os bare sige, at vi på det punkt har en del at lære endnu ...

Og nu vi er ved det med renligheden. Nogen havde glemt at spørge til hendes - ahem - natlige rutiner. Så der var kun én vej frem; nemlig en madras på gulvet. Det gav i det mindste nogenlunde ro. For ganske vist havde Gemalen tænkt, at Maddie da sagtens kunne sove selv i sin kurv i sin hvalpegård på køkkengulvet. Men vi var ret hurtigt fire, der alligevel ikke syntes, det var nogen god ide.

Spørgsmålet var så bare, hvem der skulle have madrasfornøjelsen?

Fruen syntes, at i og med hun faktisk ikke havde ferie, men skulle op og på arbejde, så måtte en anden tage tjansen. Donnaen, der ellers tidligere havde ligget på gulvet med en trygt sovende hvalp ved sin side, blev noget bleg ved tanken om at skulle op og udenfor midt i den sorte nat. Gemalen sagde ikke ret meget, men hans ikke helt velfungerende hofte ville gøre ham ude af stand til at rejse sig fra en madras på gulvet bare nogenlunde hurtigt.

Så derfor. Ja, gæt selv, hvem der landede på madrassen?

På den måde lærte Fruen på den hårde måde, at Maddie langt fra kan holde sig en hel nat. Hun lærte også, at det er omsonst at tro, at man kan nå at sno sig ud af sit nattøj og iføre sig både bukser, bluse, sweater, strømper, jakke og støvler, før Maddie har givet efter for det indre tryk.

Bare at lukke hoveddøren op og håbe, at Maddie løber ud, mens jeg stadig kæmper med de genstridige beklædningsgenstande, er muligvis vejen frem, men da det sidste nat var både mørkt, koldt og vådt, syntes Maddie ikke, der var grund til at forhaste sig. Så hellere vente på mig. Og dermed give efter for det indre tryk. Igen.

Tredie gang var det faktisk blevet morgen. I hvert fald efter hundehvalpe-standard. Hvad jeg mente, var sagen uvedkommende. Men da var jeg allerede blevet klogere, så ud røg Maddie. I tide.

Klokken nærmede sig nu halv syv, og Maddie syntes ikke, der var grund til at sove mere. Så hun begyndte i stedet at bumle rundt med et tyggeben. Altså kunne vi lige så godt stå op. Og det gjorde vi så. Gemalen, der havde sovet fra det hele, blev purret, og Donnaen, der bestemt ikke havde sovet fra det hele, men sødt havde hjulpet ved begge 'uheld', kom traskende og meddelte søvndrukkent, at næste nat ville hun altså sove et andet sted.

Det får hun så lov til, mens jeg belært af første nats erfaringer nok vil anlægge en anden strategi. Noget med et vækkeur, så det er mig, der vækker Maddie og ikke omvendt. Jeg håber, det vil virke. Der er i hvert fald plads til forbedringer.

Farlig pind bekæmpes.

PS: Og undskyld til dem, der ikke gider at læse om hundehvalpe, men det kommer nok til at fylde en hel del fremover ...

I mellemtiden

I hvad der kun kan betegnes som mellemtiden tog vi en tur til hovedstaden.

Gemalen fandt et godt tilbud fra Hotel Frederiksdal, og så var den ged barberet. Et udmærket værelse, omend lidt mørkt på grund af de mange træer. Og næppe et sted, hvor man skal indtage sine syltetøjsmadder eller smarte drinks på terrassen om sommeren, for bistaderne stod ganske tæt på. Men nu var det jo vinter og nul bier og nul lyst til terrasseliv, så vi kunne egentlig være ligeglade. Og det var vi så.

Første aften bød på Wallmans dinnershow i Cirkusbygningen. Noget Gemalen havde prøvet i firma-regi, og som vi andre nu også skulle have fornøjelsen af. Donnaen var på forhånd noget skeptisk, men det gik hurtigt over, og da vi gik derfra havde hun lige så ondt i hænderne af at klappe som os andre.

Gemalen havde ikke røbet på forhånd, at tjenerne også var dem, der optrådte. Så stor var vores overraskelse, da søde svenske Kajsa, ganske kort efter at have serveret vores forret, stod på scenen for første gang. Fornøjelsen blev ikke mindre, da det viste sig, at hun faktisk var en af de tre ledende sangerinder. Og efterhånden som showet skred frem, blev vores benovelse større og større, for ikke alene var showet vældig flot og super professionelt, men det må jo være benhårdt det ene øjeblik at give den fuld gas som danser eller sanger på scenen for så et øjeblik efter at servere en fire retters menu for publikum. Venligt og imødekommende. Hurtigt og effektivt. På én gang.

Næste dag stod på god mad og hygge i det bedste selskab. Først til frokost et sted og siden til middag et andet. Allerførst skulle vi dog lige bruge formiddagen på et eller andet, og mens Gemalen gjorde området omkring Furesøen usikker, drog Donnaen og jeg til outletmesse i Hillerød. Denne gang havde Donnaen dog ret i sin forudsigelse; det var præcis lige så kedeligt, som hun forventede, og vi vendte hurtigt næserne mod Frederiksdal igen.

Her kørte vi ind på parkeringspladsen nøjagtigt samtidig med, at Gemalen ankom på en temmelig møgbeskidt cykel. De rare mennesker på hotellet lånte ham en spuleslange, og så blev den hurtigt pæn igen.

Mandag vågnede vi sent, og klokken var næsten elleve, før Donnaen og jeg lod os fragte til Sorgenfri Station for at drage til byen og shoppe. Udbyttet blev dog ikke helt så stort, som Donnaen havde håbet, for til hendes forbløffelse var der ikke noget, der bare måtte med hjem fra Abercrombie & Fitch. En anden butik lå slet ikke på den på nettet angivne adresse, og bukserne på tilbud i Deres-butikken ville ikke som Donnaen, så dem fik hun heller ikke med hjem.

Lidt fik hun dog købt, og da vi noget senere var både sultne og trætte, fandt vi en lille græsk restaurant i Skindergade med en buffet til næsten ingen penge. Derefter gad vi kun at traske op til Nørreport og ringe efter Gemalens taxaservice, så vi kunne blive afhentet igen på Sorgenfri Station.

Om aftenen skulle vi til 'noget', som vi ikke helt vidste, hvad var, på Det Kongelige Teater. Men først skulle vi jo have noget at spise, så vi drog ud til Christianshavn og spiste på et pizzaria i Dronningensgade, hvor Gemalen flere gange har spist i ensom majestæt i forbindelse med noget kursus pling-plang. Der begik jeg så den fejl at bestille bruschetta, hvilket jeg plejer at forbinde med en overkommelig forret; især hvis man bestiller to portioner til tre personer. Her var det dog nogle meget voldsomme skiver brød med (alt for) meget ost, og selv om vi kun spiste halvdelen, var det lige ved at sabotere det videre indtag. Heldigvis nåede jeg at bestille tomatsuppe frem for pizza, og da den var ualmindelig lækker, gled den alligevel ned.

Og så afsted ind til Det Kongelige Teater. Parkeringspladser er ikke det, der er mest af på og ved Kongens Nytorv, men ud for Charlottenborg var vi heldige, at en familiefar var næsten færdig med at pakke bilen til afgang, netop som vi kom trillende.

Det omtalte 'noget' var en introduktion til balletten Manon. Og at vi ikke var de eneste, der ikke vidste nøjagtigt, hvad det ville sige, var ganske tydeligt. For der var flere familier med relativt små børn, der ret hurtigt opgav og gik igen, da de opdagede, at det var mere snak (på engelsk) end ballet. En stor del af tiden gik nemlig med, at den engelske instruktør fortalte om stykket. Det var faktisk meget interessant, og selv om meget gik specifikt på stykket Manon, var der også mange andre ting, der på den ene eller anden måde gav stof til eftertanke.

Men det mest spændende var selvfølgelig de tre scener fra balletten, som vi fik lov at se i den endnu ikke færdigt pudsede form. Her optrådte danserne i deres almindelige træningstøj og blev rettet på i flere omgange, til en given sekvens sad (næsten lige) i skabet. Det gjaldt både teknik, attitude og selve placeringen på scenen og i forhold til hinanden. Og da der var mange løft og (nærmest) kast, var det tydeligt, at det ikke var lige meget, hvordan danserne stod og bevægede sig i forhold til hinanden.

Donnaen, der selv går til ballet, måbede og fik nok en fornemmelse af, at det er virkelig hårdt arbejde at være balletstjerne. Bare tanken, om at danserne skulle være på gulvet om aftenen for at øve til vores fornøjelse for så at skulle op og øve, øve og øve igen næste morgen, var ganske trættende.

Tirsdag formiddag var vi alle en hurtig tur i Lyngby Storcenter. For at shoppe griseører, tyggeben og andet godt. Og for liiige at 'komme til' at købe at par sko til Donnaen. Og derefter var der en moster, der ikke skulle glemmes, og som vi derfor havde inviteret med ud at spise frokost i Jægerhuset i Holte. Selv på en kedelig råkold og regnvåd februar-tirsdag var der smukt og hyggeligt. På en lun sommerdag må der være aldeles dejligt.

Vi spiste, til vi var næsten revnefærdige og fik så lige proppet en kage til kaffen indenbords også.

Således mætte og fornøjede kunne vi køre min søde moster pænt hjem igen og selv sætte kursen mod vest.

Vokaler

Hvor meget kan man nå at gå i selvsving på 3 dage?

Ganske meget!

Donnaen tænker hundehvalp, fra det sekund hun vågner, til et splitsekund før hun falder om igen om aftenen.

Fruen er ovenikøbet allerede begyndt at drømme om Bette Bøvs! Meget mystisk drøm om løs hundehvalp og manglende hundesele og Londons undergrund og fint hotel og åbne døre og andre løse hunde på selvsamme fine hotel. Virkelig meget, meget mystisk.

Gemalen prøver at dæmpe gemytterne, men taler for døve øren.

Først skulle vi have fundet på et nyt navn.

Og det hastede.

For Gemalen, der ellers godt kan lide kælenavne, var svært utilfreds på det lille kræs vegne og ville under ingen omstændigheder risikere, at navnet Bette Bøvs bed sig fast.

Det viste sig at være virkelig svært. Donnaen ville gerne have et flot navn, og det måtte ikke bare være et helt almindeligt pigenavn. 

Fruen ville gerne have et navn, der afspejlede den store hund; altså et navn med en vis rummelighed. Og det skulle vise sig, at der i Fruens hoved er nogle helt klare regler for brugen af vokaler i den sammenhæng. Noget som hverken Gemalen eller Donnaen forstod et suk af, selv om jeg syntes, det var ganske indlysende, at navne med O er rummelige (der er jo også O i stor, ikk'?), mens navne med Y (med undtagelse af Thyra) er alt for spinkle til en stor hund.

Gemalen var mindre kræsen og forslog alverdens navne, men fik de fleste skudt ned, fordi de enten var til hanhunde. Ja, Obama og Mandela slutter på A, men de signalerer ikke ligefrem dame, vel? Eller dårlige kalde-navne. Man kan jo ikke stå og råbe for eksempel Kraka uden at få ondt i halsen.

Mange navne var bare for lange. Det røg blandt andet Katinka på. Og Tinka alene faldt ikke i Donnaens smag.

Sindene blev flere gange bragt temmelig meget i kog, og vi var gennem flere lister og afstemningsrunder, før vi alle var så møre, at vi ikke gad skændes mere.

Og så blev det Maddie.

Fordi det var det bedste af Donnaens ganske mange forslag.

Fordi Fruen tænkte, at det var okay at opkalde hvalpen efter Madeleine Albright, der ganske vist ikke er stor udenpå, men så meget desto større indeni.

Og fordi Gemalen ville have fred ...

Februar og de vilde vov'er

Så blev det endelig februar.

Ih, hvor er det dejligt.

Mandagen er startet lys og mild, og selv om Donnaen blev kørt i skole (fordi jeg altid er i bil mandag), var vi rørende enige om, at holder vejret, så finder vi cyklerne frem i morgen.

Det går allerede over stok og sten.

Der var en midtvejs-fødselsdags-fejring lørdag. Og der venter en kort københavnertur i forbindelse med vinterferien.

Desuden er der vist et par ting mere.

Hvad det er, har jeg glemt.

Og Donnaen ved det sikkert heller ikke.

Vores hoveder er i overvældende grad fyldt med noget helt andet.

Et nyt, vildt og vov'et projekt.

Noget med fire poter og en blød pels!

Som vi var ude at hilse på søndag eftermiddag.

Og som flytter hjem til os i vinterferien.

Lige nu bruger vi ventetiden på at finde et passende navn.

Men hvad kalder man et lille myr, der med tiden vokser og bliver til en meget stor dame?

Det er faktisk ret svært.

Så ind til videre er det Bette Bøvs.