Afgang

Dagen i dag bliver brugt på, at vi suser rundt om os selv, tæller t-shirts, panik-vasker, flytter avis og tjekker lister med mere.

Selv Kamelens foder er vejet af og pakket i poser.

I morgen er der afgang.

Først Kamelen, og derefter vender vi andre næserne mod syd.

Det skal blive så dejligt at få dagligdagen lidt på afstand og nye indtryk ind på lystavlen.

Og ja, det lykkedes at booke en rundvisning på Neuschwanstein. Jeg var forlængst nået til at tro, at et eller andet var gået galt, da jeg mailede, men efter 11 (elleve!) dage, kom bekræftelsen endelig.

Og glad var jeg.

Er jeg.

Det bliver da awesome.

Wunderbar.

Ganz, ganz wunderbar!

Fortsat god dag

Der er ting, som folk bare ikke skal sige.

Også selv om det er venligt ment.

Som for eksempel ' Hav en fortsat god dag'.

Det skurrer i mine ører, og jeg bliver altid en lille smule olm, når nogen siger det til mig. For de kan jo - for pokker - ikke vide, hvordan min dag har været.

I morges var det en ung gut ved kassen i føtex, der sagde det. Heldigvis havde jeg lidt for travlt med at holde styr på mine varer til at kunne bide hovedet af ham. Ellers havde jeg nok gjort det.

For jeg syntes faktisk ikke, at min dag indtil da havde været særligt god, så jeg håbede da, at den ikke ville fortsætte på samme miserable niveau.

Nu var det ikke, fordi min tante eller min kat var død. Men det var mandag, og det regnede. Faktisk havde det sjaskregnet, da Kamelen og jeg gik morgentur, så jeg var blevet gennemblødt, og det havde taget mig mindst ti minutter ekstra bare at komme ud af mit våde tøj og få tørret Kamelen. Så jeg var ovenikøbet for sent på den.

Alt i alt var der virkelig plads til forbedringer, og jeg havde overhovedet ikke brug for nogen 'forsat god dag'.

Grrr ...

Resten af dagen gik heldigvis bedre. Verdensfirmaets yngste er noget af en charmetrold og skyndte sig at komplimentere sin mor mig for mine fine røde gummistøvler. Og så gik det hele straks bedre.

Eftermiddagens gåtur foregik i solskin, og både Kamelen og jeg havde en fin tur. Hun fik lov til at fjolle rundt med to andre hunde, og jeg fik mig et godt grin, da den yngste af hundene, en labradorhvalp på bare et halvt år, i kampens hede røg baglæns i en grøft. En grøft bestående af to tredjedele mudder og okker, som den stakkels hvalp gled og trillede i, så den, da den til sidst blev halet op, var fuldstændig smurt ind i slam og skidt, som den skyndsomst forsøgte at ryste af sig og ud over sin ikke særligt begejstrede ejer.

Jeg vil tro, at både hund og ejer er blevet nogenlunde rene og tørre nu, men om ejeren også er færdig med at rengøre sit badeværelse, er nok tvivlsomt.

Kamelen fulgte hvalpens tur i muddergrøften med interesse, men holdt sig klogeligt på det tørre.

Aftenen har vi tilbragt alene hjemme, mens Gemalen og Donnaen har været til studenterfejring på Sjælland.

Nu er de på vej hjem, mens jeg nyder stilheden og tusmørket. Og Kamelen sover.

Det blev således en god dag, der heldigvis ikke fortsatte, som den var startet.

God nat.

Tusmørke på terrassen.

Valg-logik for perlehøns

Det var så det valg.

Resultatet kan man mene om, hvad man vil.

Lige nu er jeg bare glad for, at jeg ikke står som underviser i samfundsfag i en 8. klasse eller, måske endnu værre, over for statsborgerskabssøgende, integrationsparate udlændinge, der skal lære noget om dansk demokrati.

For hvordan er det lige, at man forklarer, at Helle, som gik frem, er den store taber, mens Lars, som tabte stort, nok ender med at vinde statsministertaburetten?

Det er da lidt sært.

Eller måske er det ikke så sært endda, for man skal som bekendt helst have et flertal bag sig for at danne regering. Og det har Helle ikke længere. Det er bare ikke hendes eget parti, men hendes støttepartier, der er gået så meget mere tilbage, end hun er gået frem, at det samlede resultat er, at balancen har forrykket sig til blå bloks fordel.

Ærgerligt, ærgerligt. Og så må Helle gå af som statsminister. Så vidt så godt. Eller skidt. Alt afhængigt af øjnene, der ser.

At Helle også skulle tage hele rød bloks samlede tilbagegang på sine skuldre og gå af som formand for et parti i fremgang, er dog - for mig - lidt svært at se logikken i.

Ikke mindst i betragtning af, hvordan man ellers kan tackle et forsmædeligt valgnederlag.

For Lars' Venstre gik voldsomt tilbage. De konservative også. Men Thulle og de liberale lagde flere kilometer til deres popularitet, og på den måde vippede balancen altså til de blås fordel.

Og på den baggrund ser det ud til, at Lars kan blive landets næste statsminister. Han synes ikke, at der er grund til at træde tilbage som formand og dermed statsministerkandidat, bare fordi hans parti er skrumpet med en fjerdedel og dermed samtidig reduceret til at være mindre end Thulles parti.

Det er da for alvor sært.

Det forekommer også en anelse sært, at Thulle efter et forrygende valg, der har gjort ham til formand for det største parti i den vindende blok, ikke løber rundt i små cirkler med armene oppe, mens han forlanger at blive både kejser, præsident og statsminister eller i det mindste bare medlem af regeringen. Men det gør han ikke. Han spiller kostbar. Og om det betyder, at de folkelige stadig 'bare' skal være støtteparti, eller om de for første gang skal indgå i en blå regering, står hen i det uvisse.

De konservative er anderledes medgørlige og udelukker ikke ganske muligheden for at indtræde i en blå regering, selv om partiet er skrumpet til at være Folketingets suverænt mindste. I forhold til alle de andre særheder ved dette valg, er det vel det mindst sære, for hvem - Thulle undtaget - vil ikke gerne være med til at bestemme?

Der er sikkert mange andre mærkværdigheder, som jeg ikke lige har fået øje på, men om et par dage ved vi hvem, der danner regering, og så falder der vel ro på, tiden går, og det bliver igen til at holde ud at skulle undervise i demokrati.

Men indtil da, er jeg glad for,at det ikke er mig, der skal gøre det.

Glædelig november

Grå, grå himmel.

Temperaturer på 12-15 grader. Regn. Blæst.

Folk i store jakker og gummistøvler.

Hundeluftning iført lange bukser, støvler, sweater, jakke, halstørklæde og handsker.

Hund, der skal have en tur med håndklædet ved hjemkomst, og tøj, der ikke når at tørre før næste tur.

Rigtig glædelig november!

Bare ærgerligt, at det ikke er november men juni.

Hold da op, hvor er jeg træt af vejret.

Og jeg skal endda bare leve med det og ikke af det. Jeg er hverken jordbæravler eller iskioskdirektør. På hjemmefronten står vi hverken over for renovering af taget eller en havefest i telt for en nyudsprungen student.

Faktisk er jeg bare sådan en med mindre luksusproblemer i form af for langt græsplænegræs og for få sandaltimer.

Ikke desto mindre synes jeg, det er træls.

TRÆLS!

Senere i dag skal jeg ned og stemme. Ikke fordi jeg synes, det er indlysende nemt at finde ud af, hvor jeg skal sætte krydset, men alene for at bevare min brokkeret, når valgresultatet bliver lige så usselt som vejret.

Brok, brok, brok.

Slut!

Jeg stopper og lover først at vende tilbage, når vejret er bedre, humøret er bedre, eller jeg i det mindste har noget ordentligt at brokke mig over.

Har du set i dit brille-etui?

Ellen har et par gange udtrykt en vis bekymring, bare fordi hun har glemt eller været ved at glemme diverse løse genstande rundt omkring.

Men altså, det er jo ikke noget særligt. Synes jeg.

Det er jeg simpelthen nødt til at synes, for ind i mellem slår jeg Ellen med flere længder og rammer et distraktionsniveau, der er en professor værdigt. Og det har jeg jo ikke tænkt mig at være bekymret over. Det er bare dumt, fjollet, besværligt, irriterende og ind i mellem også ret underholdende for omgivelserne.

Hvis jeg altså vælger at delagtiggøre disse omgivelser i min glemsomhed.

Det er ikke altid, for Gemalen har det med at rulle med øjnene og totalt glemme, at han selv mindst én gang om dagen forlægger enten mobil, hus- eller bilnøgler.

Derfor har jeg ikke fortalt ham, at i går da jeg havde været inde og handle, bippede jeg centrallåsen op og nåede lige at registrere, at det da egentlig var mærkeligt, at sidespejlene allerede var ude på plads. Måske havde jeg glemt at låse?

Det havde jeg ikke. Til gengæld stod jeg og hev i bagsmækken på en bil, der overhovedet ikke var min ...

Den havde nogenlunde samme størrelse og nogenlunde samme farve, og så stod den kun tre båse fra min. Så det kunne jo ske for enhver, tænkte jeg. Satte mine indkøb i bagagerummet på den rigtige bil, kørte indkøbsvognen på plads og vendte tilbage til bilen. Den forkerte ...

Et par dage før havde jeg glemt min taske. Men det sker så tit, at jeg glemmer enten dankort, pung med dankort eller taske med pung med dankort, at jeg kender hele proceduren og forlængst er holdt op med at få røde ører over den slags petitesser.

Det er da også svært, synes jeg, både at huske indkøbsseddel og indkøbsposer og noget at betale med. Men pyt, den slags er jo bare småting.

Det er for eksempel værre at glemme at trække håndbremsen. Nævner det bare ...

Gemalen fik heller ikke at vide, at det var med et døgns forsinkelse, at jeg huskede at ringe til en af hans kunder for at bekræfte en aftale på Gemalens vegne. Heldigvis glemte han selv at spørge, til efter jeg var kommet i tanke om det og havde fået bekræftelsen på plads.

Men jeg kom af vanvare til fortælle både ham og Donnaen om et mindre nøglestunt forleden.

Vel hjemme efter indkøb, hvor jeg ellers havde husket det meste, låser jeg bilen og går ind med mine indkøb. Så kommer jeg i tanke om min jakke, som også skal med ind. Men bilnøglen er væk! 30 sekunder tidligere havde jeg den i hånden, men nu er den hverken på sin plads eller i mine lommer. Jeg må i ren distraktion havde lagt den ned i min taske sammen med brillerne.

Umiddelbart kan jeg ikke finde nøglen i tasken, så for at kigge ordentligt efter, må jeg lige have brillerne på igen.

Brillerne er ikke i etuiet.

Det er til gengæld bilnøglen!

Brillerne sidder i mit hår.

Da Gemalen og Donnaen var færdige med at grine, stod det klart, at det vil blive brugt imod mig i en rum tid fremover. Så hvis nu jeg bare ligner én, der mangler et eller andet, lyder det med garanti fra mindst én af dem:

- Har du set i dit brille-etui?

Ferieplanlægning på tysk

Lige om et øjeblik er det sommerferie.

I modsætning til mange tidligere år er det ikke kommet som en kæmpeoverraskelse, men er faktisk noget, som vi har vidst og forholdt os til længe.

Det skyldes i høj grad, at Kamelen skal afsættes. Jeg syntes selv, jeg var tidligt ude, da jeg ringede til hundepension A allerede i januar for at få plads i juli. Det var jeg ikke, så Kamelen skal i stedet bo i hundepension B, mens vi er væk.

Feriens primære mål er Plzen i Tjekkiet, hvor Gemalen igen-igen skal køre mtb-o-løb. Vi har faktisk boet der før for fem-syv år siden. I en rigtig hyggelig pension, hvor værtsparret gjorde alverdens ting for, at vi skulle føle os godt tilpas. Det lykkedes at genfinde stedet og via mail at reservere overnatning til os.

Desuden - var vi enige om - kunne vi godt lægge et par ekstra dages ferie på et eller andet sted ikke alt for langt væk.

Da Fruen er en lille smule Disneyslot-tosset, gik der ikke mange sekunder, før hun proklamerede:

- Så vil jeg gerne se Neuschwanstein!

- ??

- Det der slot i det sydlige Bayern, der er totalt Disney-agtigt. Eller omvendt; slottet var der jo trods alt først. Det siges, at Neuschwanstein var inspirationen til Disneys Torneroseslot, forklarede jeg.

- Sagde du ikke også det i Segovia? spurgte Gemalen.

- Mjoh, muligvis. Men det var vist i virkeligheden slottet i eventyret om Snehvide, der var tale om.

Og så var det afgjort.

Vi googlede og kiggede på kort og fandt og bookede overnatning i passende afstand mellem slottet og München. For at balancere oplevelserne lidt mente jeg nemlig, at vi kunne tage til München og besøge BMW-fabrikkerne.

Derefter skete der ikke mere, for det var alt for tidligt at reservere billetter til både det ene og det andet.

Lige pludselig var det overhovedet ikke alt for tidligt længere.

Vejret er undskyldningen. For det er nemt at glemme, at sommeren nærmer sig, når vejret opfører sig som marts eller oktober.

Man kan ikke booke billetter online på BMWs hjemmeside. Men der er både en mailadresse og et telefonnummer, og fordi jeg er lidt en tysk-kylling, valgte jeg at maile. På engelsk. Dagen efter fik jeg svar. På engelsk. At man skulle ringe for at booke, og at jeg iøvrigt gerne måtte vise forståelse, hvis der allerede var udsolgt.

Så måtte jeg jo ringe. Heldigvis kunne jeg tale engelsk med damen i den anden ende. Eller det viste sig så at være ikke så heldigt endda. For hun sagde, at rundvisningerne på engelsk allerede var fuldt bookede på de ønskede datoer. Der var stadig plads på de tysksprogede rundvisninger, men dér kunne vi ikke få plads, for af sikkerhedsmæssige årsager skulle man være god til tysk, og det var vi nok ikke (når jeg nu henvendte mig på engelsk). Jeg delte ikke helt damens opfattelse, men var ude af stand til at overbevise hende om, at vi da bare skulle på en tysk rundvisning.

Jeg overvejede kort at smække på og ringe op igen og forsøge mig på tysk. Men risikoen for at få den samme dame i røret og blive genkendt gjorde, at jeg i stedet bad Gemalen om at ringe. Og gerne hurtigt, for ellers blev der måske også udsolgt på de tyske rundvisninger.

Gemalen havde ikke lige tid. Og så glemte han det. Men to dage senere ringede han og kunne et øjeblik senere fortælle, at nu havde han reserveret billetter. Til en engelsk rundvisning! Det havde ikke været noget problem, og hvorfor jeg ikke havde kunnet det samme, kunne han ikke begribe.

Det kunne jeg heller ikke.

§¤#§@#¤!!

Men det var jo godt, og da jeg var færdig med at være fornærmet, kunne jeg kaste mig over billetbookning til mit Torneroseslot. Billetter kan ikke købes online. Men de kan bookes online og skal så afhentes i et eller andet turismus-kontor tæt ved slottet. Dog er online-bookningen ikke mere sofistikeret, end at man skal have en Bestätigung tilbage pr. mail. Og den får man ikke bare automatisk. Den bliver behandlet manuelt. Og, stod der i pop-up-vinduet efter jeg havde trykket på knapperne, man prioriterer bekræftelserne på den måde, at de bookninger, der ligger først for kalendermæssigt, får først svar. Min reservation ligger fem uger ude i fremtiden, men man kan booke hele tre måneder frem.

Det er nu to dage siden, og jeg afventer stadig svar.

Og her gik jeg og troede, at tyskere - hver og en - er superefffektive.

Det indtryk står nu over for en mindre justering ...

Det er da et skønt slot! Billedet er lånt her.

PS: Nej, der er endnu ikke styr på, hvad vi skal opleve i Tjekkiet. Lige nu er jeg lidt træt ved tanken om at skulle planlægge noget som helst.

5 minutter

Det lyder som en Fakta-reklame.

Det er det ikke.

Det er sådan cirka den tid, jeg fik i haven i weekenden.

Møgvejr!

Lørdag stod vi op til kedeligt vejr, og det var egentlig meget okay, for der var jo også både dit og dat at gøre indendøre.

Men da det mest akutte var vasket og ordnet, måtte det jo gerne klare op og blive havevejr. Klare op gjorde det mange gange, men hver gang terrassen var næsten tør, kom der en ny byge, og så kunne det hele være lige meget.

Søndag morgen var det tørt, men overskyet. Kamelen blev luftet i tørvejr, og jeg forventede, at haven ville være tør nok til at arbejde i om eftermiddagen. I mellemtiden kunne jeg arbejde et par timer og måske nå til bunds i en faktureringsbunke.

Samtidig kunne jeg se naboen slå græs, og jeg antog, at han nok skulle noget andet senere på dagen, siden han slog græs, mens det stadig var halvvådt.

I stedet burde jeg måske have tjekket vejrudsigten.

For da jeg kom hjem igen, nåede jeg ikke en gang at skifte tøj og komme ud til Gemalen, der - ta dah! - var gået i gang med at fjerne ukrudt fra fliserne, før det begyndte at smådryppe.

Så vi gik ind igen, og hver gang terrassen var næsten tør, kom der en ny byge, og så kunne det hele være lige meget.

Kamelen blev luftet i nogenlunde tørvejr, og så ville jeg ud at slå græs. Men måtte konstatere, at nogen havde lånt forlængerledningen til opladeren, så batteriet var fladt.

Nogle timer senere var både batteriet og jeg klar igen, og jeg nåede at slå et areal på størrelse med et Margrethe-frimærke, før det begyndte at småregne ...

Plæneklipperen kom tilbage i garage, og i stedet rensede jeg det tilstoppede nedløbsrør, der gjorde, at tagrenden løb over, hver gang det regnede. Hvilket på det seneste har været kedsommelig tit.

Mens jeg stod der og balancerede, kom jeg i tanke om et andet tilstoppet nedløbsrør; det i brusenichen. Adwr, så vil jeg altså hellere rense tagrender!

Og sådan forsvandt den weekend i afløbene. Mine ikke-plantede planter står stadig i deres potter. Senegræsset vokser frodigt, og det samme gør plænen.

Men om fire dage er det atter weekend og så skal jeg i haven!

Det er så vådt, at selv vinbjergsneglene vover sig ud.