Kold mad, glatis og salt i sår

Det var faktisk en udmærket weekend. Sådan overordnet set.

Men der var bare nogle detaljer, som ikke var hverken smarte eller helt planlagte.

Donnaen var ikke hjemme fredag aften, og da Fruen virkelig ikke vidste, hvad vi skulle have til aftensmad, forbarmede Gemalen sig og bestilte bord på den lokale, græske restaurant.

Det var dejligt, for vi kommer alt for sjældent ud at spise. Så sjældent, at Kamelen gav sig til at gø af os, da vi kom hjem!

Vi fik hver sin forret. Min var god, og det var Gemalens vist nok også, han havde nok bare ikke gjort sig klart, at hans rødbedesalat var kold.

Til hovedret havde vi også valgt hver sit, hvilket aldrig før har været et problem på det sted. Men det var det den aften. Tjeneren kom og beklagede, at man havde glemt at sætte gang i Gemalens bøf, så om han ville have en anden (lidt dyrere) bøf, som hurtigt kunne blive klar, eller om vi ville vente.

Gemalen valgte racerbøffen, og så fik vi ret hurtigt vores mad.

- Min bøf er altså kold, erklærede Gemalen, da han havde siddet og stukket lidt i den.

Og det var min mad også. Måske ikke kold, men bestemt heller ikke varm. Det var egentlig lidt underligt, hvordan Gemalens bøf kunne være kold, for det var jo den, vi havde ventet på, mens min hovedret tilsyneladende havde stået i en kold vindueskarm så længe.

Tjener blev tilkaldt, og tjener beklagede, og så røg Gemalens bøf en ekstra tur på grillen. Det blev den ikke mere rød af, men i hvert fald varm. Jeg gad ikke få gjort noget ved min mad, men spiste det, jeg kunne, hvilket ikke var ret meget. Og så fik vi gratis kaffe og 10 procents nedslag på prisen, hvilket i sig selv var fint nok, men bare ikke rigtigt ændrede den dårlige oplevelse.

Og så var det altså, at Kamelen ovenikøbet gøede af os, da vi kom hjem. Dumme hund!

Samme dumme hund var lige ved at tage livet af mig søndag morgen, da vi skulle hente avisen i postkassen. Vi bor på en koteletgrund, og der er vel rundt regnet 50 meter flisebelagt indkørsel.

Fliser, som lige præcis på det tidspunkt var glaseret spejlglatte af isslag.

Jeg kan ikke huske, at jeg nogensinde har været udsat for noget så glat. I hvert fald ikke med godt fyrre kilo glad og morgenkåd hund for enden af to meter snor ... Hun trak bogstavelig talt afsted med mig, mens jeg bare prøvede at holde mig på benene. Heldigvis er der kun kort afstand til først skur og siden hegn, som jeg kunne klamre mig til, mens jeg følte mig som en meget gammel tante.

Jeg holdt mig på benene, men jeg tror alligevel, at jeg har gjort nogle uhensigtsmæssige og meget tanteagtige bevægelser, for jeg har irriterende ondt i nakken - og dermed hovedet - i dag.

En time senere var glaseringen væk, og vi kunne gå tur, som vi plejer. Og møde både Jensen og Tanja, hvilket helt som vanligt gav anledning til en del fjollen rundt. På et tidspunkt lød der et højt Piv! fra en af hundene, men det gør der så tit, så det tænkte jeg ikke nærmere over, før jeg kom hjem og konstaterede, at Kamelen blødte fra den ene pote. En underlig skramme oven på en af de midterste tæer. Måske var hun blevet trådt på i kampens hede?

Så der var ikke andet at gøre end at tage Kamelen med til potevask i brusenichen. Og hvis jeg ikke tidligere havde gidet at skylle saltpoter, så måtte jeg revurdere i morges, da saltmanden - på trods af næsten et døgn med plusgrader, manden er virkelig mærkelig! - havde været på færde med sin saltspreder, før vi gik vores morgenluftetur.

Kamelen var dog ikke udelt tilfreds med min indsats, og jeg tror, at jeg i stedet for at skylle salten væk kom til at gøre præcis det modsatte; nemlig at gnide salt i såret. Stakkels hund!

Men bortset fra det var det som nævnt en udmærket weekend.

Og lige om lidt bliver det forår.

Forår på vej!

Et uskyldigt julemarked

En gang for længe siden, hvor verden var mindre af lave end nu,

og før julemarkederne havde mistet deres uskyld,

var vi til julemarked i Lübeck.

Det var ikke første gang. Og forhåbentlig heller ikke sidste.

Selv om Gemalen og jeg efter terrorangrebet på julemarkedet i Berlin ikke kunne lade være med at efter-spekulere lidt over sikkerheden i Lübeck. Jeg synes, det er umådelig trist, at det skal være sådan, men jeg kan simpelthen ikke lade være.

Men dengang var jo dengang,og vi drog glade afsted uden at skænke terrorister en tanke. Vi var mere interesserede i trafikken. Og i vejret. Førstnævnte artede sig pænt, mens sidstnævnte skiftede fra en lille smule solskin i Danmark til noget, der i upassende grad mindede om rimtåge, da vi nærmede os Lübeck.

Vi kunne ikke finde betaltbart hotel i selve Lübeck, men havde i stedet booket os ind i Timmendorfer Strand, og da vi ikke rigtigt vidste, hvornår vi ville være færdige med julemarkedet, kørte vi først forbi hotellet og smed taskerne ind, før vi kørte videre til selve Lübeck.

På trods af det ret sene tidspunkt på dagen og på trods af den store tilstrømning lykkedes det Gemalen at finde en parkeringsplads tæt på hovedindgangen.

Altså, det hedder jo ikke hovedindgang, når man taler om en fin, gammel by, men der er kun én helt rigtig måde at indtage Lübeck på, og det er forbi den flotte, gamle byport, Holstentor, med de tykke tårne.

Derfra op i byen, hvor der ikke var langt til det første julemarked, hvor vi fandt et godt hjørne at kunne mødes ved og sagde farvel til Donnaen og Ungersvenden, der ikke følte noget synderligt behov for at følges med Gemalen og mig.

Vi havde til gengæld behov for noget varmt lige med det samme, for det var en hel del koldere, end hvad der var sjovt. Så vi gjorde som 90 procent af de andre julemarkedsturister og møvede os ind i en bod, hvor der blev solgt Glühwein.

- Mit Schuss? råbte barmanden hen over kødranden ved disken.

- Jaja, svarede Gemalen uden at ane,hvad han talte om.

Men så fik vi da i hvert fald varmen, og jeg trak afsted med Gemalen, for jeg havde udset mig et særligt kunsthåndværkermarked i det gamle Heiligen Geist Hospital, der selvfølgelig lå i den modsatte ende af den gamle bymidte.

Vi nåede til en anden plads med et andet marked, der var lidt mere tivoli-agtigt. Gemalen fik øje på et toilet, og mens han gik afsides, stod jeg og overvejede, hvor afskyeligt koldt det måtte være at tage en tur i det store pariserhjul. Jeg skulle ikke nyde noget, og det var der tydeligvis heller ikke ret mange andre, der skulle.

Gemalen kom tilbage, og jeg meddelte ham, at nu kunne vi godt vende om, for jeg skulle alligevel ikke på kunsthåndværkermarked. Jeg havde fået øje på køen, der var både meget lang og meget stillestående.

På tilbagevejen var vi inde i en del butikker for at kigge få varmen. Og det var så her, jeg skulle have købt mig et par støvler, hvis jeg havde vidst, at jeg ville slide de gamle op i løbet af den næste måned. Men det blev ved kiggeriet, og da vi var tilbage ved mødestedet, dukkede Donnaen og Ungersvenden hurtigt op, og vi kunne sagtens enes om at køre tilbage til Timmendorfer Strand for at spise aftensmad der.

Næste morgen, efter et solidt morgenmåltid med stort set alt, hvad hjertet kunne begære, var Fruen ikke helt færdig med Lübeck.

- Jeg vil gerne op i et tårn.

- ??

- Ja, op og se ud over byen, insisterede jeg.

Og fik min vilje.

Jeg vidste, at man kunne komme op i tårnet i Petrikirche, som ikke længere benyttes som kirke, men hvad jeg ikke vidste var, at der var kunsthåndværkermarked i kirkerummet. Det kom som en glædelig overraskelse, for så slap de tårnforskrækkede for at stå og fryse, mens de ventede på os andre. Og jeg kunne få lov at gå på marked. Med nul lungebetændelse og kun moderat kedsomhed hos de øvrige til følge.

Ungersvenden og jeg tog turen op i tårnet. Der var elevator, så det var til at holde til. Udsigten var storslået. Hele den gamle bykerne med alle de røde tegltage lå under os. Julemarkederne så bittesmå ud, og sådan en søndag formiddag var der ikke meget liv mellem boderne.

Pivkoldt var der også, hvilket ganske effektivt hindrede os i at falde i staver. I stedet skyndte vi os ned igen og ind i kirken - og varmen.

Der var mange, meget forskellige boder. Med de sødeste, filtede hatte. Med de mærkeligste figurer til haven. Med vildt flotte ting af sten eller metal, som ud over en velspækket tegnebog også krævede nogle passende rammer at anbringe kunstværkerne i. Det blev kun til meget få indkøb. Det bliver først i mit næste liv, at jeg kommer til at gå med søde, filtede hatte. Mærkelige ting til haven behøver vi ikke, og hvis jeg selv skulle være i tvivl, kunne Gemalen lynhurtigt slå fast, at vi hverken har velspækkede tegnebøger eller passende steder at placere dyre kunstværker.

Og så tog vi hjem. Eller egentlig ville vi have besøgt det store outlet-center i Neumünster, men vi havde lige glemt, at den danske lukkelov er en del mere liberal end den tyske, så der var ganske geschlossen sådan en søndag midt på dagen. Øv bøv og lang næse til Donnaen.

I Haderslev skulle Gemalen lige hente en cykel, og da vi nu havde forladt motorvejen, kunne vi da godt køre gennem Christiansfeld for dels at sætte hak ved endnu en UNESCO-seværdighed dels at købe nogle af byens så berømte honningkager. 

Så det gjorde vi. Og dermed er det meste sagt om både Christiansfeld og honningkager. Det er nok helt forkert at bedømme noget som helst sådan en halvkedelig vintersøndag, men lidt diplomatisk vil jeg sige, at wauw-effekten udeblev, og jeg var ret glad for, at det ikke var Christiansfeld, der var målet, da jeg et par måneder tidligere lokkede Gemalen til at køre 200 kilometer ud og 200 kilometer hjem for at se en attraktion ...

Udsigt fra den ene kirke til den anden.

Salte hunde

Salte fisk er godt. Især dem af lakrids.

Salte hunde not so much.

Farbare fortove er også godt, mens glidebaner kan være meget sjove, bare ikke når man følges med glad hund med en vis trækkraft ...

Det giver visse udfordringer i disse tider, når Kamelen skal luftes. Udfordringer, der endda vokser med en eller anden ujævn korrelation til tiden, der går fra snefald til gåtur.

For selv om Fruen foretrækker at kunne stå fast, skal der jo også tages hensyn til Kamelens poter, så jeg prøver at planlægge en rute, hvor der er chance for, at begge dele kan lade sig gøre. Om ikke hele tiden, så dog i overvejende grad.

Fredag aften faldt der lidt sne, og fordi alle sad og stenede til X-factor og håndbold eller bare var generelt for dovne til at lette sig fra sofaerne, fik sneen lov at ligge urørt, så Kamelen og jeg kunne tusse afsted og sætte fine potemærker og knapt så fine støvlefodspor på vores vej.

Lørdag morgen var de fleste stadigt helt og aldeles forhindrede i at komme ud og rydde fortove. De mest morgenfriske havde dog skovlet og skubbet - og saltet. Eller bare saltet. Disse få fortovsstykker var nemme at undgå, for vi kunne hoppe ud på vejen, hvor der kun var ganske få spor efter biler og derfor stadig godt at gå.

Efterhånden som lørdagen og søndagen gik, blev de saltede fortovsstykker både flere og længere, men da de små, blinde stikveje i nabolaget ikke saltes, kunne vi stadig gå ude på vejene. Nu dog med lidt mere forsigtighed, da sneen flere steder var blevet kørt til is.

Sidst på dagen vågnede kommunens saltmand op til dåd, og så skete der ting og sager.

For den kommunale saltmand kører efter sine helt egne regler. Umiddelbart ville jeg mene, at det alene er hans opgave at salte de kommunale fortovsstykker og stier. Men det er bestemt ikke det koncept, saltmanden kører efter. Han salter ganske vist de - allerfleste - kommunale fortovsstumper, men derudover salter han også en hel masse andre steder. Ud for nummer otte, men ikke nummer ti, tolv og fjorten. Og så ud for nummer elleve på den anden side af gaden.

Jeg ved ikke helt, hvad jeg skal tro om hans system, men jeg er ret sikker på, at han ikke har helt rent salt i sprederen. Enten har han en meget stor vennekreds, hvis fortove han er så rar at salte. For mine skattekroner. Eller også har han en meget interessant Nebengeschäft ... Desværre er det - af gode grunde - ikke hundeejerne i nabolaget, der får saltet deres fortove, så ind til videre er det ikke lykkedes mig at møde nogen, der kan give mig en forklaring.

Under alle omstændigheder medfører saltmandens generøse saltning, at det pludselig bliver en hel del sværere at undgå saltede fortove.

Og i mellemtiden er der blevet kørt mere på vejene, så de nu fremstår som 90 procent glidebane og 10 procent endnu ikke fastkørt sne. De 10 procent er vel at mærke fordelt med fire procent i hver side og to procent hist og her.

Her forsøger vi alligevel at gå. Og selvom Kamelen godt kan komme på glatis, står hun generelt m-e-g-e-t bedre fast end mig ...

Efter de første ti nærdødsoplevelser på den konto opgiver Fruen og haler Kamelen ind på de saltede fortove. For Kamelens skyld må man så bare håbe, at vi er næsten hjemme igen, når det sker.

Heldigvis er det allersidste stykke hjem til hoveddøren hen over den snedækkede græsplæne, så Kamelen kan få renset (det håber jeg i hvert fald) den værste salt af poterne, før vi går ind.

Og lige om lidt bliver det forår, har jeg bestemt!, og så er vi det problem kvit.

Desværre kan vi(vil jeg)
kun gå i skoven, når det er lyst.

Dobbelt dårlig timing og en nobel-pris i gulvvarme

Sidste lørdag blev juletræet degraderet til vinterdække til nogle af mine sarteste planter i haven.

Det sker hvert år, og ideen er jo god nok, synes jeg i al beskedenhed; at genbruge juletræet mest muligt i stedet for bare at smide det ud.

Det er bare timingen, der halter, for vinteren venter ikke altid med at vise sig fra sin koldeste side, til jeg har fået juletræet ud. I år var ingen undtagelse, og mine planter fik således deres nødtørftige dække på et døgn efter årets foreløbige bundrekord, der lå på den forkerte side af minus 10 grader.

Derfor gik jeg også og muggede lidt, for tænk nu hvis der slet ikke kom mere væmmelig kold vinter. Så var det jo ganske spild af krudt. Men så kom jeg i tanke om, at det måske netop var det, der skulle til for at holde frostgraderne væk, og så var dét krudt jo givet ganske godt ud.

Nu er det så blevet ganske nissekoldt igen, og det har det åbenbart tænkt sig at være et par dage, og så håber jeg bare, at det lille juletræ gør gavn i sin nuværende form.

Og så er alt vel godt?

Næh, for en af de lidt mildere - og dermed fugtigere - dage forleden kom jeg gående med Kamelen og undrede mig pludselig over en særpræget svushj-lyd, som fulgtes med os. Den stammede fra min støvle, og vel hjemme igen kunne jeg konstatere, at jeg har slidt hælen på mine termostøvler i stykker. Det er, hvad man får ud af at gå i termostøvler, når det ikke er udpræget nødvendigt.

Og her kan man virkelig tale om dårlig timing. Dobbelt-dårlig faktisk.

Fordi det jo er koldt, og jeg skal bruge gode, varme støvler for ikke at fryse tæerne af.

Og fordi det jo er de støvler, som jeg købte for ikke ret mange penge for et par år siden i Rostock, i en af de tyske kædebutikker, hvor man kan købe ikke særligt kønne, men særdeles praktiske støvler til absolut rimelig pris, og den slags butikker har man bare ikke i det midtjyske. Hvilket er træls, når man skal bruge dem.

Men man har dem, mindst én i hvert fald, og det er nok til mig, i Lübeck. Og dér har vi jo næsten lige været (blev aldrig til et indlæg, kommer måske), og ikke bare har vi været i Lübeck, Gemalen og jeg var endda inde i lige præcis sådan en skobutik. For at få varmen i det afskyeligt kolde vejr. Vi skulle ikke købe noget, for jeg havde allerede nogle gode støvler, troede jeg og vidste ikke, at de ville være ved at falde fra hinanden en måned senere.

Øv. Dobbelt øv.

Bortset fra det har jeg ikke meget at brokke mig over. Det skulle da lige være, at man ikke forlængst har fundet på at uddele en eller anden form for hæder, en Nobel-pris ville kun være rimeligt, til den person, der fandt på gulvvarme til badeværelser. For nøj, det er altså en god ting i disse kolde tider.

Koldt, men smukt.

Tarme med charme - eller noget om at undres og forundres

Først undrede det mig, at jeg var begyndt at få decideret ondt af at have rigeligt med luft i maven. Jeg var forlængst holdt op med at undre mig over selve fænomenet luft, som desværre på ingen måde var nyt. Men jeg plejede ikke at have ondt, og jeg plejede ikke at føle det som om der boede en skildpadde under mine ribben.

- Det er ikke i orden, fortalte jeg mig selv om bestilte tid hos lægen. Og det var så starten på nogle dage, hvor jeg konstant forundredes og forbløffedes.

Og når jeg nu skriver forundres og forbløffes i hver anden sætning, skyldes det, at Ellen netop har skrevet et indlæg om, hvordan tingene har det med at gentage sig, og der derfor bliver længere mellem snapsene, hvad angår forundring og forbløffelse. Sådan synes jeg ikke, jeg har det. Jeg er nem at forundre og forbløffe. Hele tiden.

Altså gik jeg til lægen og klagede min nød. Og min rare læge beordrede mig op på briksen, hvor han trykkede på og lyttede til min mave.

- Ja, der er godt gang i den, medgav han og lyttede en gang til, før han fortsatte

- Jeg synes, den klinger sært.

Han sagde ikke sært, men noget andet, der kunne tolkes på samme måde. Og han sagde helt sikkert klinger.

Klinger??

Klinger en mave?

Hvordan klinger en mave, der opfører sig pænt, og hvordan klinger den, hvis der er noget i vejen?

Og hvordan lærer man som læge at høre forskel? Bliver de lægestuderende præsenteret for 27 personer, hvoraf de 25 har velfungerende maver, mens de sidste to ikke har, og så skal de lytte sig frem til forskellen. Hvem klinger normalt, og hvem gør ikke??

Særtklingende maver kan man jo ikke have, så lægen henviste til kikkertundersøgelse, og før end jeg fik set mig om, blev jeg ringet op med tilbud om en tid allerede fire dage senere.

- Kan du komme ned allerede i dag eller senest i morgen og hente den medicin, du skal nå at tage inden? spurgte den venlige dame fra sygehuset.

- Øh, medicin?

- Ja, du skal jo igennem en udrensningsproces inden, forklarede venlig dame, og du skal faktisk i gang allerede i morgen.

Så langt var Fruen slet ikke nået i sin tankegang, men kunne selvfølgelig med sin mere rationelle del af hjernen godt forstå, at det nok måtte være hensigtsmæssigt at være nogenlunde tom indeni, hvis lægen skulle kunne se noget i sin kikkert.

Den knapt så rationelle del tænkte bare addwr!

Jeg hentede min medicin og gik dagen efter artigt i gang med et projekt, der meget vel kan kaldes planlagt diarré. Første etape var bare indtagelse af et par piller med et meget sigende navn, som jeg desværre har glemt.

Anden etape ville blive værre, meget værre, kunne jeg læse mig til i den udleverede vejledning, og jeg besluttede, at tage tidligt hjem fra arbejde, indtage medicin og skynde mig at gå tur med Kamelen, inden virkningen efter et par timer skulle vise sig.

Kamelen fik sin tur, og vi kom hjem igen. Og så skete der ikke mere. Ikke en skid, rent ud sagt.

Så jeg afventede. Og drak en masse saftevand og juice. Aftensmad måtte jeg jo ikke få, men to liter væske skulle indtages inden klokken otte, hvor sidste omgang medicin skulle tages.

Klokken otte røg den sidste medicin ned, og jeg besluttede at gå aftentur med Kamelen, selv om det kunne vise sig at være skide-dårlig ide. Turen gik dog fint, og det eneste ekstra-ordinære ved turen var, at jeg kunne høre min mave skvulpe ...

Vel hjemme igen skulle jeg drikke endnu to liter væske, før jeg kunne tillade mig at gå i seng. Altså ialt fire liter væske siden klokken tre om eftermiddagen. Det er ret meget skulle jeg hilse at sige. I begyndelsen tog jeg det pænt. Til sidst gjorde jeg ikke ...

Men ned kom det, og jeg gik i seng. Ved midnatstid var der mildt sagt hul igennem. Gemalen var blevet henvist til gæsteværelset, så jeg kunne have sove- og badeværelse i fred.

Det var heldigvis forbløffende hurtigt overstået, så jeg sov udmærket og var frisk, men en lille smule skeptisk, da jeg ankom til sygehuset næste morgen lidt i otte.

- Godt, du siger det, sagde den modtagende sygeplejerske, da jeg udtalte min bekymring over et lidt uortodokst udrensningsforløb.

- Det tjekker lægen lige, og så venter vi med den beroligende medicin, til vi ved, om vi kan fortsætte.

Og så var det afsted.

Lægen sagde venligt god morgen, og så var det ellers bare med at sætte Fruens blufærdighed på stand by. For mens kikkertundersøgelse måske lyder forholdsvist neutralt, så lyder endoskopi straks værre. ENDoskopi. Det siger det hele, synes jeg. Det gør det så slet ikke, for endoskopi betyder bare at kigge ind, har jeg senere googlet mig til.

En dyb indånding senere var vi i gang, og alt var godt, og jeg kunne blive bedøvet, hvilket var meget rart, for den første passage gjorde ret nas, på den menstruationsagtige måde. Jeg havde fået at vide, at en hånd på maven kunne tage de værste gener, men ondt gjorde det nu alligevel.

Derefter gik det hele glat på alle måder, og sygeplejersken fortalte, at jeg selv kunne følge med på skærmen over mig. Det er derfor, jeg nu ved, at jeg er nydeligt lyserød indeni.

Så var det pludselig overstået. Det var gået relativt hurtigt, fordi der ikke var så meget som en enkelt lille polyp at fjerne undervejs. Det var jeg ellers blevet informeret om på forhånd med stor sandsynlighed ville ske, 'for sådan nogen har de fleste'. Bare ikke mig.

Og andet var der heller ikke at udsætte på mine tarme. Hvilket var noget af en lettelse, for selvfølgelig var jeg gået fra nul alarmklokker til panik på ganske kort tid, da lægen beordrede kikkertundersøgelse, bare for en sikkerheds skyld.

Gemalen hentede mig, da jeg på grund af bedøvelsen ikke måtte køre bil, og så brugte jeg resten af dagen på at slappe af og fundere over, hvilke sære ting, folk beskæftiger sig med.

Tænk at have opfundet kikkertundersøgelser og ditto operationer. Det er da ret genialt, at man kan suse rundt inden i folk uden at skulle skære i dem. Tarmene må endda føles som de rene motorveje i forhold til at skulle bruge de store vener som det for eksempel skete ved nogle af de mindre hjerteoperationer, Gemalen har været igennem. Sådan en opfindelse gad jeg godt kunne imponere en eventuel bordherre med.

Lidt omvendt har jeg det nok med tanken om at skulle forklare nogen mit hverv, hvis jeg brugte mine arbejdstimer på at sidde ved numsen på en lang række mennesker, mens jeg undersøgte dem indeni. Og jeg har helt vildt svært ved at forestille mig, hvordan man som ung læge vælger netop den karriere.

Jeg er ikke specielt imponeret over, at jeg har det sådan, for det er jo intet mindre end fantastisk, at rigtigt mange mennesker hvert år bliver helbredt for cancer, fordi deres sygdom er opdaget i tide ved hjælp af netop en kikkertundersøgelse. Altså burde den slags kikkertoperatører virkelig værdsættes og respekteres.

Jeg har så meget at lære endnu.

Mumitrolde på morgentur

Tidligt her til morgen kunne man opleve adskillige mumitrolde lufte deres hunde.

Eller sådan så det i hvert fald ud.

I virkeligheden var det bare de sædvanlige hundeluftere på morgentur. Eller bare var vi jo netop ikke, men indhyllet til ukendelighed i adskillige ekstra tøjlag for at holde til strabadserne, nu den arktiske kulde havde ramt det midtjyske.

Jeg har været i gang med at tælle lag. Det blev til 3 på underkroppen (jens lynere, lange bukser og overtræksbukser) og ikke mindre end fem på overkroppen. Plus selvfølgelig hue og både halsedisse og tørklæde, uldne sokker og termostøvler.

Bortset fra en noget hæmmet bevægelsesevne virkede det meget godt. Det er kun fingrene, jeg ikke kan holde varmen i. Trods store forede arbejdshandsker frøs jeg hurtigt fingrene, så de gjorde ondt, og blev derfor en lille smule skruphysterisk, da Kamelen for syvhundredeogsyttende gang stoppede op for liige at snuse en særlig spændende duft ind.

Jeg prøvede at forklare Kamelen, at det var alt for koldt til at stå stille, men den tossede hund var aldeles upåvirket. Hun er ganske vist også ret velpolstret for tiden. Hvilket - vil jeg gerne pointere - ikke skyldes overfodring med julelækkerier, men gement æblerov.

Hvorfor det altså kan konkluderes, at æbler feder. I hvert fald når der er tale om 3-4-5 æbler om dagen. Oven i den almindelige madration. Nu ligger der heldigvis næsten ingen æbler mere nogen steder (Kamelen har jo ædt dem), og om et øjeblik holder det op med at være så koldt og bliver forår igen, så vi kan røre os lidt mere uden at dø af kulde i processen.

Tænk, om et halvt år vil mine lufte-udfordringer forhåbentlig bestå i at finde fortovsfliser i skygge og undgå at blive ædt af myg, hvis vi går i skoven.

Det bliver nu dejligt.

Egen udgave af Find Holger
med Kamelen en gang i efteråret.

Pebernødderevanche

Egentlig havde jeg parkeret pebernødder og øvrige julekager i kategorien mindre vigtigt for den gode julestemning.

Måske vidste jeg godt, at den parkering ikke nødvendigvis holdt hele vejen igennem.

Men jeg havde alligevel undervurderet, hvilken - tydeligvis - central rolle pebernødder spiller for Gemalen, når det drejer sig om at nå fornemmelsen af 'rigtig' jul.

Pyt med mangelfuld julepyntning og pyt med en hel del andre ting. Men pebernødder!! Uden dem er det helt sikkert ikke rigtig jul.

Så allerede på vej hjem fra Sjælland begyndte Gemalen:

- Synes du ikke, at det egentlig er lidt ringe, at du slet ikke har bagt pebernødder?

Jo, vel var det da lidt ringe, men jeg mente nok, at jeg var lovlig undskyldt, for jeg havde altså haft en del andre ting at tænke på.

Den argumentation holdt ikke en meter:

- Du kunne da bare have givet dig til at bage, mente Gemalen. Så havde du været tvunget til at koncentrere dig om det i stedet for alle dine bekymringer.

Øh, javel ja. Det var da i hvert fald et synspunkt.

Enden af det blev - selvfølgelig - at allerede inden juledag var omme, havde jeg bagt pebernødder, og Gemalen var godt tilfreds.

Nu var jeg så kommet i gang, så dagen efter bagte jeg også vaniljedimser. "-dimser", fordi de er uden hul i midten og derfor ikke så godt kan kaldes -kranse.

Oven på det kunne jeg så meget passende bage brunkager af den dejpølse, jeg havde fået af min mor. Desværre var den ikke sådan lige at finde. Jeg ledte både højt og lavt, men væk var den, og jeg anklagede både Gemalen og Donnaen for at have flyttet den, hvilket de begge benægtede.

Kamelen blev ikke anklaget for noget, for jeg var heldigvis overbevist om, at dejpølsen aldrig var nået længere end til kælderen, hvortil Kamelen ikke har adgang. På sin vis ville det også være uretfærdigt at anklage Kamelen for dejpølse-tyveri, for selv om hun er absolut altædende, så har hun - 7-9-13 - aldrig snuppet lækkerier fra hverken komfur, eller køkken- og spisebord.

Jeg mente, jeg bare havde lagt dejpølsen på oven på fryseren, men da Gemalen også bruger fryserlåget til cykel-tøj og sportstasker, var der en vis risiko for, at dejpølsen ved et uheld var blevet skubbet ned bag fryseren, så både Gemalen og jeg lå på maven hen over fryseren og lyste med lommelygter ned bag ved uden at finde andet end støv, spindelvæv og en enkelt klemme.

Det faldt os ikke ind at kigge ned i selve fryseren, og det var dumt, for der fandt jeg flere dage senere dejpølsen, men da havde Donnaen i mellemtid købt brunkager i supermarkedet, så pølsen ligger der endnu. Om brunkagedej overhovedet kan tåle at blive frosset ned, aner jeg ikke, men det finder jeg nok ud af, når vi om en uges tid eller to har gumlet os ned til bunden af de nu kun halvfyldte kagedåser.

Og nej, ingen af os har lagt dejpølsen ned i fryseren. Den er tilsyneladende selv hoppet ...

Gammelt pebernødde-billede,
but who cares?

Godt så - godt nytår, så

Så kom vi så langt.

Både jul og nytår kan beskrives i datid, og hverdagen har indfundet sig. På en mandag, gudhjælpemig, så der er en hel lang uge, før det bliver weekend igen.

Juleaften gik godt. Vi hyggede os hos Gemalens ældste datter, i godt selskab med dine, mine og vores børn og ditto bedsteforældre. Og i betragtning af den bøvlede december var det skønt at kunne nøjes med at stege en enkelt gås (der ganske vist svandt ind til ukendelighed, men smagte godt), mens de øvrige familiemedlemmer hver medbragte deres bidrag.

En overgang herskede der mildt sagt anarkistiske tilstande i køkkenet, da alle skulle bruge ovn og kogeplader på én gang, men alt lykkedes - selvfølgelig gjorde det det - og til sidst var alt varmt, samtidigt. Når man som jeg er vokset op med - og stadig ligger under for - krav om militærisk præcision i forbindelse med afvikling af julemiddagen, er det givetvis utrolig sundt for mig at opleve, at det kan gøres anderledes. Og være nok så hyggeligt ...

Julenat blev ikke tilbragt i stalden på vandrerhjem, da min søde kusine og hendes mand havde tilbudt, at vi kunne låne deres hus, da de selv var i USA i julen. Og det var jo skønt at kunne falde om i deres gode senge og bare sove, til vi gad stå op. Frokost fik vi hos min moster, der på forbløffende vis formåede at holde sig vågen, selv om hun natten inden var blevet udsat for det københavnske taxi-cirkus, når det er værst, og derfor var kommet i seng på den forkerte side af klokken to. Hvilket er sent for de fleste, men alt, alt for sent, når man er 86.

Vel hjemme igen blev Kamelen hentet hjem fra sit juleophold i det vestjyske, og vi besøgte mine forældre. Min fars slattenhed er desværre ikke blevet mindre. Faktisk er han temmelig dårlig, både fysisk og mentalt. Sidder mest i sin stol og glider hurtigt ind i sig selv. Den infektion, han blev indlagt til behandling for før jul, er stadig ikke lokaliseret, og hvorfor han er så påvirket mentalt, ved ingen. Egen læge henviser til sygehuset, som henviser tilbage til egen læge, som derpå skriver til sygehuset. Imens går tiden, og den gør ikke noget godt. For hverken min far - eller mor.

Så blev det Gemalens fødselsdag, og i lighed med foregående år, syntes jeg, at timingen var/er urimeligt dårlig. Men det kan jeg jo ikke rigtigt klandre Gemalen, så det var bare med at komme op og afsted efter morgenbrød. Fejringen bestod iøvrigt blandt andet af en bio-tur for at se Star Wars. Til totredjedele af familiens udelte fornøjelse. Jeg nøjedes med at minde mig selv om, at det jo var Gemalen og ikke mig, der skulle fejres.

Efter et par dage med arbejde på deltid blev det så tid til nytår, og Kamelen blev igen ekskluderet fra det gode selskab og sendt til Vestjylland, mens vi andre forsøgte at stå distancen til hotel-arrangeret nytårsfest med godt 400 feststemte, fortrinsvis en del ældre, midtjyder. Til det tror jeg bare, at jeg vil konstatere, at nu har jeg prøvet det ...

1. januar gik med at komme hjem. Først Gemalen og mig. Derefter Kamelen, og til sidst ankom Donnaen til Skanderborg Station, hvor hun blev hentet af sin fader. Efter aftensmad og Arvingerne i fjernsynet til tændt juletræ var det bare med at få Kamelen luftet og komme på hovedet i seng for ikke at blive ramt alt for hårdt af hverdagshammeren her til morgen.

Alligevel havde jeg nu temmelig ondt af mig selv, da jeg måtte ud af fjerene. Men nu er vi da i gang.

Må 2017 blive et godt år..

..og fyldt med gode rejseoplevelser.
Pariserhjul fra julemarked i Lübeck først i december.