Donner und Blitz

Vi havde de to sidste værelser for enden af en gang, og da det ikke virkede til, at der var andre gæster i nærheden, lod vi dørene ud til gangen stå åbne, så der kunne blive gennemtræk.

Det hjalp måske lidt, men da vi alle havde taget et køligt brusebad, var der ikke andet at gøre end at sige god nat til Donnaen, lukke dørene og gå i seng.

Dér lå vi så lidt og roterede, og jeg troede aldrig, vi ville falde i søvn.

Men det gjorde vi. I hvert fald vågnede både Gemalen og jeg, da det ved et-tiden begyndte at tordne. Vi nåede lige at konstatere, at vi begge var vågne, da der kom et kæmpe lyn og umiddelbart derefter et øredøvende brag, der fik os begge op at sidde i sengene.

Cirka tre et halvt sekund senere stod Donnaen midt inde i vores værelse.

Det var for meget af det gode, og hun skulle ikke nyde noget af at sove alene.

Nu gik det for alvor løs. Det lynede og buldrede nonstop, og det begyndte at styrtregne. Og mens Donnaen søgte tilflugt i min seng, fik jeg travlt med at lukke først vores ovenlysvindue, så Donnaens gavlvindue og til sidst to vinduer ude på gangen.

Så sad vi lidt og overvejede situationen. Da Donnaen pure nægtede at gå ind til sig selv igen, endte hun og jeg med at bytte; hun fik min seng, og jeg gik ind på hendes værelse.

Det var helt umuligt at sove med både konstant blafrende lyn og et vedvarende bulder, og jeg sad i stedet og kiggede ud på det flotte sceneri. Til sidst trak det dog så meget væk, at jeg faldt i søvn igen.

Og sov sødeligt. Lige indtil en sirene ved fem-tiden flængede stilheden, og jeg igen sad ret op i sengen.

Der skete ikke noget uden for vinduet, og ude på gangen var alt også roligt. Donnaen og Gemalen var selvfølgelig også vågnet, men heller ikke fra deres vindue var der noget usædvanligt at se, så vi besluttede os for at tro på, at det nok ikke var nu, vi skulle evakueres og lagde os til at sove, igen-igen.

Blandt de mere positive aspekter ved at blive vækket igen var, at vi nu kunne åbne vinduerne og få den betydeligt køligere morgenluft ind på værelserne.

Da det var blevet rigtigt morgen, vågnede vi igen og gik ned for at spise morgenmad. 

Undervejs konstaterede vi, at det havde været fint, hvis jeg havde lukket alle vinduerne i gangen. Det sidste havde jeg ikke fået med, og nu var der en kæmpe sø på tæppet under det. Mens Gemalen og jeg bare sidesteppede forbi den våde plet, så Donnaen det som sin pligt at underrette værtinden. Så det gjorde hun og kom grinende hen til vores morgenbord, for det havde vist været noget værre volapyk, der var kommet ud af munden på hende. Men værtinden havde forstået hende, og det var jo det vigtigste.

Senere fortalte hun, altså værtinden, at sirenen var en slags brandalarm. Brandstationen lå kun et par huse væk, og sirenen havde lydt, fordi der skulle indkaldes mandskab til slukning af et gammel træ, der var blevet ramt af lynet og havde stået i lys lue. Bagefter var jeg lidt ærgerlig over, at jeg ikke havde fået ordentligt forklaret, om det virkelig er den gængse måde i tyske småbyer at indkalde brandmænd til udrykning? Det var godt nok effektivt, må man sige, men jeg foretrækker nu den danske udgave, hvor brandmændene får besked via deres mobil ...

Turen hjem gik uden særlige begivenheder.

Da vi nærmede os Hamburg, holdt jeg min mund og lod Gemalen tage bestik af situationen. Det betød en tur tværs gennem byen, som Gemalen faktisk slap ri-me-ligt godt fra.

Og derefter var det bare at køre hjem.

Nysgerrig ged, jeg mødte på min
aftentur i Schwarzach am Main.

En sur, gammel borg

Næste morgen, endnu før morgenmaden, gik Gemalen i gang med at finde ny overnatning til den sidste nat på vej hjem. For i og med vi nu pludselig var i hvert fald 300 kilometer længere mod nord end forudset, var der ingen grund til at stoppe allerede i nærheden af Ulm, som jeg havde booket hjemmefra.

I stedet fandt vi et hotel i Schwarzach am Main (lidt øst for Würtzburg, hvis nogen skulle være interesseret), og så var det egentlig bare at spise morgenmad, få pakket og komme afsted.

Vi kørte over Lugano og gennem Schweiz' smukke landskaber.

Med lidt ekstra tid til rådighed mente jeg, at vi godt kunne dreje fra motorvejen og kigge på Liechtenstein. Gemalen sagde, at der ikke var meget at komme efter, men Donnaen var også interesseret i at kunne sætte hak ved endnu et land, og så var vi jo to mod én, og altså drejede vi fra motorvejen, krydsede Rhinen og trillede ind i det lille fyrstendømme.

Vi kørte op langs floden og konstaterede, at der så ret meget ud præcis som på den schweiziske side.

Hurtigt nåede vi den lille hovedstad Vaduz, og nu skulle vi så bare finde slottet. Da Donnaen var en meget mindre udgave af sig selv, end hun er nu, brugte hun timer på at se Zack & Cody i fjernsynet, og på et tidspunkt optræder der en prinsesse fra Liechtenstamp i serien. Donnaen var ikke helt skarp og var i lang tid overbevist om, at Liechtenstamp og Liechtenstein var samme - rigtige - land og Disney-slottet i serien også et vaskeægte virkeligt slot. Nu ville vi godt se, om der var nogen ligheder. Overhovedet?

Lad mig bare slå fast med det samme: Det var der ikke! Selv begrebet slot virker en kende overdrevet, når man ser den liectensteinske fyrstes residens. Eller ser og ser. Det er meget begrænset, hvad man kan komme til at se, da der ikke er adgang for offentligheden, ikke engang hen på pladsen foran. Så man kan kun se det fra vejen, og fra den vinkel ligner det bare en sur, gammel, utilnærmelig borg og bestemt ikke et Disney-slot.

Donnaen og jeg ville dog lige prøve, om vi virkelig ikke kunne komme tættere på, så mens Gemalen satte sig i skyggen for at passe på bilen, gik vi et par hundrede meter fra parkeringspladsen og helt hen til lågen ind til slottet. Faktisk kom der netop da en tjenende ånd kørende, lågen gik op, og vi kunne i princippet være lusket med ind for at tage billeder fra selve slotspladsen. Det turde vi dog ikke, for tanken om at havne på den forkerte side af en lukket låge var ikke helt god, så vi måtte nøjes med et meget middelmådigt kig.

I et sving på vej tilbage til Gemal og bil var en mand ved at slå græs, og netop da vi kom forbi, nåede han kanten og sendte en sky af støv og græs i vores retning. Den slags kan Donnaen ikke tåle, så hun prøvede at holde vejret og småløb hen til den lukkede bil. Helt dårlig blev hun heldigvis ikke, men kunne nøjes med at nyse og sprutte lidt.

Nu var det på høje tid at få noget frokost, og vi kørte lidt frem og tilbage for at finde en café. Vi så også et par stykker, men de var så overfyldte, at vi på forhånd opgav og kørte ud mod Schweiz og motorvejen. Gemalen drejede mod nord, da det jo var den vej vi skulle, men så var det, at Donnaen og Fruen på henholdsvis fem og syv år pludselig mente noget helt andet. Vi ville nemlig meget hellere den modsatte vej, så vi kunne spise på Hej Heidi Heidiland (blandt almindelige mennesker kendt som Marché Heidiland).

- Jamen det ligger jo mindst tyve kilometer i den forkerte retning, protesterede Gemalen.

- Ja, og hvad så? ville både Donnaen og jeg vide.

Gemalen sukkede meget dybt, men fik vendt kareten, vi fik vores frokost i en af vores favorit-motorvejsrestauranter, og der var næsten ikke et øje tørt, da Donnaen igen fandt sine absolut allerbedste boller, som hun første gang havde sat tænderne i på vej på påskeferie knap to et halvt år tidligere.

Lidt senere var vi alle mætte og glade og kunne køre mod nord i god ro og orden.

Vi fandt vores hotel og fik vores værelser. De lå helt oppe under taget, og der var smeltende varmt. Der stod en vifte i hvert rum, men det hjalp ikke et meget, for der var lige så varmt udenfor som indenfor. Bilens termometer havde sagt 37-38 grader, og det passede nok meget godt. Vi så frem til en meget varm nat, men først gik vi ned og spiste græsk i hotellets gårdhave. Sammen med nogle få andre gæster og en hel masse lokale. Primært kvinder, der tydeligvis brugte onsdag aften til at sætte hinanden stævne. Ved siden af os var der et bord med en hel flok midaldrende madammer, der fik vendt alverdens store og små problemer; måske især de små, lød det til.

Til sidst gik de hjem, og vi gik op og flåede dynebetrækkene af dynerne, så vi kunne nøjes med dem. Temperaturen var faldet et par grader, men der var stadig pottehedt, og i det sekund, vi slukkede viften, som vi ikke kunne holde ud at høre på, stod luften helt stille.

Det ville blive en lang nat.

Schloss Vaduz - ikke meget Disney her!

Sydpå

Efter vores London-tur havde vi fire dage hjemme, før vi alle tre kørte mod Italien.

Sådan var det blevet, fordi Donnaen havde en tid på hospitalet i Viborg, og fordi jeg kun havde kunnet rykke rundt på min ferie under forudsætning af, at jeg stadig havde styr på de faste opgaver. Så det fik jeg, og onsdag morgen i uge 30 var vi klar til afgang. Kamelen var afleveret til pasning, og bilen var pakket, og afsted gik det.

Da der havde været meget mediesnak om vejarbejder og kø-fare på motorvejen mod Hamburg, var vi enige om at køre udenom. Altså kørte vi fra ved exit 11 og tog landevejen over til motorvejen fra Kiel mod syd. Det gik som det skulle. Vi passerede motorvejen Hamburg-Lübeck og senere også den fra Hamburg til Berlin. Nu gik det noget langsommere, da motorvejen var skiftet ud med landevej. Men sådan plejede det jo også at være, så jeg var ganske godt tilfreds. Gemalen not so much, især ikke da det gik op for ham, at jeg på ingen måde havde tænkt mig, at vi skulle mod øst, da vi (læs: jeg) havde booket overnatning stort set længst nede mod vest i Tyskland, syd for Karlsruhe.

Gemalen havde bare ment, at vi skulle væk fra den vejarbejdeplagede syver nord for Hamburg, men så have taget etteren fra Lübeck tilbage igen mod syveren syd for Hamburg. Men det havde han jo ikke sagt, og jeg havde ikke spurgt, og nu var vi kommet alt for langt, til at det kunne betale sig at ændre på ruten. Og sådan er der så meget, og jeg kan kun undre mig over, at jeg ikke forlængst har lært at spørge Gemalen, hvad det er præcis, han mener, i stedet for at gå ud fra, at han mener det samme som jeg. For det gør han sjældent. 

Nu var det bare om at finde noget frokost, før gnavpotteriet fik overtaget, og efter en del køren frem og tilbage på grund af vejarbejde endte vi på havnegrillen i Lauenborg. Det var en rigtig havnegrill, med en hyggelig, overdækket terrasse lige ned mod Elben, hvor vi kunne sidde i en sval brise og nyde vores fritter med mere. På et tidspunkt skulle vi låne nøglen til toilettet, og jeg fik så det indfald at spørge, om vi forresten kunne betale med kort? Det kunne vi ikke, og da vi havde absolut nul euro med, måtte Gemalen sendes afsted for at finde en hæveautomat. Grilldamen forklarede mig beredvilligt, at først skulle han over én bro, som kunne ses fra stedet, og derefter en til og så dit og dat. Hvorefter jeg tabte tråden og erklærede, at det måtte Gemalen hellere selv få forklaret.

Men han var stadig lidt halvmuggen og begav sig bare afsted uden anden forklaring end de to broer. Til gengæld havde han alle tre mobiler med, så kommunikere med os, hvis han blev helt væk, kunne han ikke. Donnaen og jeg spiste færdig og nåede faktisk ikke at bekymre os, før Gemalen var tilbage. Den præstation var han selv så tilfreds med, at humøret straks var meget bedre.

Syd for Lüneburg og på vej mod Soltau og syveren kører man gennem en masse skov. Her har vi kørt flere gange før og kunnet se, hvordan verdens ældste erhverv stadig blev udført i mobilhomes parkeret langs vejen. Denne gang nåede vi dog at undre os over, hvor de var blevet af, da der dukkede nogle ganske få op, kort før vi var helt ude af skoven igen. Hvorfor det er gået tilbage med den form for forretningsliv på netop det sted, aner vi ikke. Og jeg har ikke fantasi til at forestille mig, hvor jeg skal spørge ...

Tilbage på motorvejen var det bare at høvle syd på, og det gjorde vi så, og det gik sådan set fuldstændig problemfrit. Der var bare langt. Men til sidst nåede vi dog frem til vores Landgasthaus Blume, fik parkeret på rette sted og fik vores nøgler. Mutter beklagede, at det var Ruhetag, så restaranten var lukket, men hun kunne anbefale en anden restaurant. Bare rundt om hjørnet og så til højre, hvor vejen gaflede, så kom vi lige derhen.

Det gjorde vi også, og ad bagvejen kom vi ind i en stor have med borde under en overdækket søjlegang. Vi var superheldige, at der var nogen, der gik, da vi kom, så vi kunne få et bord, der hurtigt blev ryddet, og vi fik menukortet. Ret hurtigt fik vi også bestilt, men så skete der til gengæld heller ikke mere i meget lang tid. Det vil sige, ikke for os i hvert fald. For de kvindelige tjenere havde fløjtende travlt og løb, så snart de ikke havde noget på deres bakker. Men de var for få, og gæsterne for mange. Efter mere end en times venten fik vi dog vores mad, og den har sikkert været udmærket. Jeg var bare så træt og så sulten og havde iøvrigt knaldende hovedpine, så det kan jeg overhovedet ikke huske.

Næste morgen vågnede vi friske og veludhvilede, og efter det store tyske morgenbord fortsatte vi mod syd og nåede hurtigt Schweiz, Basel og et sted, hvor vi kunne investere i en vignet til bilen. Umiddelbart kan det virke som et rip off at skulle købe vignet for resten af året i Schweiz, men i bakspejlet, efter en lille uge på de italienske betalingsmotorveje, virkede det næsten som en foræring ...

Vi spiste frokost i bunden a Schweiz, næsten nede ved den italienske grænse. Den lignede et ganske almindelig motorvejscafeteria, men der viste sig at være ganske hyggeligt, fordi vi kunne sidde ude under et halvtag, langs en lille sø, som gik helt ind under stedet, hvor vi sad. Det lokale dyreliv havde vænnet sig til cafeteriagæsterne. Først kom gråspurvene for at kigge efter godbidder og derefter både ænder og og små bitte fisk. Det var ret sjovt, men Fruen følte alligevel, at hun måtte formane Gemalen om, at hverken fugle eller fisk havde særlig godt af hans brød, og så forsvandt både de to- og nulbenede for at finde rarere mennesker andre steder.

Cirka her forlod vi motorvejen og kørte over et ikke særlig befærdet pas til Italien, til Aosta-regionen. Den region har vi aldrig været i, og det var nok lidt synd ikke at se nærmere på den, for den skulle være ganske smuk. I byen Aosta nåede vi til motorvej igen og fortsatte til Torino, hvor Gemalen fik den fikse ide, at han nok kunne finde et billigere sted at tanke diesel end på motorvejen. Det gik der så lige lidt tid med at føre ud i livet, for der var temmelig meget trafik, og det var som om alle benzinstationerne befandt sig på venstre side af vejen ...

Fra Torino mod syd til vi igen skulle forlade motorvejen og køre det sidste stykke mod Ormea ad landevejen. Det forløb planmæssigt, og jeg havde kigget så meget på Google Maps, at jeg vidste, at vores hotel skulle ligge oppe til højre, lige inden jernbanebroen, før vi kørte ind i byen. Det var meget godt, for ellers var vi drønet lige forbi det ganske lille skilt, der stod ud til vejen. Nu nåede vi - næsten - at stoppe, og blev lukket ind gennem den store låge til haven af værten, der straks kom susende, da vi ringede på.

Hotellet var ikke særlig stort, men ganske charmerende. Måske en gammel rigmandsvilla? Værelserne var store og gammeldags indrettede, men med nyrenoverede badeværelser. Fra vinduet var der udsigt til en æblehave og bjerge i baggrunden.

Det var lige til at holde ud.

Die Knödelwerferin

En af dagene i Plzen skulle Gemalen ikke køre løb, og jeg øjnede straks chancen for at komme ud og se noget.

- Skal vi ikke køre til Bamberg?

- Til Bamberg?! Er du klar over, hvor langt, der er til Bamberg? spurgte Gemalen.

Det var jeg godt, men det var Gemalen ikke, og jeg håbede, at han bare ville sige ja uden at undersøge det. Det gjorde han ikke, og så kom vi ikke til Bamberg ...

Men køre en tur ville Gemalen godt, og så kørte vi ad landevejen mod syd. 

Og direkte ind i en kø. Der stod næsten bomstille. Den slags kan Gemalen ikke ret godt med, så da opstod en mulighed for at lave en u-vending, gjorde han det, og så kørte vi lidt ad nogle mindre veje, før vi kom tilbage til landevejen og fandt årsagen til køen: En varevogn var i forbindelse med et uheld braget ind i en el-mast, og nu lå og hang luftledningerne ud over vejen, mens diverse redningsfolk vist især afventede, at der kom nogen med det rette grej til at retablere ledningsnettet. Jeg var lige ved at blive sur over, at vi nu bare skulle holde i kø fra en anden vinkel, men heldigvis for os kom vi fra en lille stikvej med stort set ingen trafik, og vi fik derfor lov at kante os igennem med det samme.

Videre og stop i Klatovy, hvor vi pludselig godt kunne se, at vi havde været før, så da vi havde gået en tur på torvet og kigget lidt på det marked, der desværre kun var ved at blive sat op, kørte vi videre mod den tyske grænse og Bayerische Wald. Vi kørte på E53, altså en såkaldt Europavej, men det var bare en almindelig landevej. En ualmindelig snoet almindelig landevej faktisk. Vi kom langt ud på landet, derefter langt ind i den dybe skov og op i nogle ikke alt for høje bjerge. Meget smukt på den udramatiske måde, hvor man måske ikke siger 'wow!', men bare nyder turen.

Vi nåede grænsen, og selv om der var G20-topmøde i den anden ende af Tyskland, var der ikke et øje til at kontrollere, om vi kom i fredeligt ærinde.

Og så kørte vi til Deggendorf. Eller forsøgte. For pludselig var der et skilt om, at vejen var spærret, og vi kom ud på noget af en udflugt. På et tidspunkt mente Gemalen dog, at han godt kunne følge GPS'en igen, og det gjorde han så. Med det resultat at vi lidt senere kunne konstatere, at vi havde kørt i ring, og var tilbage ved det sted, hvor vejen blev spærret. Denne gang høstede Gemalen ikke bonuspoint for sine gode ideer ...

På den måde var vi nået at blive ret sultne, da vi endelig nåede Deggendorf, og så snart vi havde fundet ud af at betale for parkeringen, smækkede vi os ned i stolene på en fortovsrestaurant midt på torvet. Vi valgte hver sin tærte, og så havde jeg forventet at få en rund, dyb sag med fyld på en tærtebund af mørdej. Det fik vi overhovedet ikke. Vi fik noget, der var fladere end den fladeste pizza og ganske sprødt. Det smagte virkelig godt, og så var der jo ingen grund til at beklage sig over den overraskende variant af tærtefænomenet.

Da vi havde siddet lidt, kiggede Gemalen op mellem parasollerne og mente, at vi vist skulle skynde os, hvis vi skulle nå at se noget, før det begyndte at regne. Altså skyndte vi os afsted, for jeg ville gerne se statuen af die Knödelwerferin, som jeg havde læst om.

Sagen var nemlig, at den grimme kong Ottokar tilbage i tolvhundredeoghvidkål havde belejret byen, og på et tidspunkt var en spion blevet sendt afsted for at kravle over bymuren og se, om indbyggerne ikke efterhånden var så udmattede af sult og indspærring, at byen kunne indtages. Spionen blev imidlertid opdaget af en kone på vej med knödler til sin mand, og hun verfede resolut en knödel lige i synet på den stakkels spion, som mistede balancen og drattede ned i voldgraven. Da Ottokar og hans mænd på den måde erfarede, at indbyggerne stadig havde så meget mad, at de ligefrem kunne kaste med det, opgav de den videre belejring, og byen blev reddet.

Rigtig god historie, der både fortæller om kvindelig handlekraft og - ikke mindst - om slagskraften i knödler ...

Det tog lidt tid at finde statuen, for den stod ikke på selve torvet, men for enden af en sidegade. Og så var den slet ikke så stor, som jeg havde forestillet mig. Lidt som at se Den lille Havfrue for første gang. Men den var der, og vi så den, og vi skyndte os at gå tilbage igen, for nu begyndte det at dryppe. Tilbage på torvet ville jeg lige have et billede af en madonnafigur foran kirken. For at få det skulle jeg over gaden og ud midt på torvet. Gemalen valgte klogeligt at vente og godt for ham, for pludselig gav det vand, og mens han kunne gå ind under en markise, måtte jeg vente på et hul i trafikken, før jeg kunne komme tilbage igen.

Jeg ville gerne have set noget mere af byen, men vejret var dumt og klokken mange, så vi vendte næsen hjemad.

Vi valgte en lidt anden rute og kom til Furth im Wald, hvor man kan et eller andet med drager. Hvad fandt vi desværre aldrig ud af, for vi kom for sent, og det der drage-noget - som vi ikke vidste, hvad var - var allerede lukket. Det var lidt surt, men så kunne vi i stedet sætte os og få en kop kaffe og en kage på en café på torvet.

På vej tilbage til bilen var Gemalen dagens helt, da han 'reddede' en gammel dame, der bare ikke kunne hitte ud af at starte sin bil. Så det gjorde Gemalen, mens hun holdt hans paraplyer. Imens stod jeg og tænkte, at det egentlig var ret fint, at hun sådan overlod sine bilnøgler til en vildt fremmed. Ovenikøbet en udlænding. Verden er endnu ikke helt af lave.

Lidt skæv var den nu alligevel. Vi nåede grænseovergangen og fandt ud af, at det var en af de mere sleazy af slagsen. Først var der et par kasinoer, så en natklub, der hed 'Ladies Bar', men som vi var enige om nok nærmere var 'bare ladies'. Derefter et par huse, der tydeligvis var bordeller, og til sidst stod eller sad kvinderne langs vejen. Det er ikke just fordi vi ikke før har oplevet prostitution langs vejene, men det er første gang, at vi har set det koblet sammen med en grænseovergang, og vi kunne ikke regne ud, hvorfor lige netop denne - lille - grænseovergang skulle være noget særligt, på denne lidt kedelige måde?

Således beriget med diverse mageartede indtryk kørte vi hjem.

Ikke verdens bedste billede af die Knödelwerferin.

Et uskyldigt julemarked

En gang for længe siden, hvor verden var mindre af lave end nu,

og før julemarkederne havde mistet deres uskyld,

var vi til julemarked i Lübeck.

Det var ikke første gang. Og forhåbentlig heller ikke sidste.

Selv om Gemalen og jeg efter terrorangrebet på julemarkedet i Berlin ikke kunne lade være med at efter-spekulere lidt over sikkerheden i Lübeck. Jeg synes, det er umådelig trist, at det skal være sådan, men jeg kan simpelthen ikke lade være.

Men dengang var jo dengang,og vi drog glade afsted uden at skænke terrorister en tanke. Vi var mere interesserede i trafikken. Og i vejret. Førstnævnte artede sig pænt, mens sidstnævnte skiftede fra en lille smule solskin i Danmark til noget, der i upassende grad mindede om rimtåge, da vi nærmede os Lübeck.

Vi kunne ikke finde betaltbart hotel i selve Lübeck, men havde i stedet booket os ind i Timmendorfer Strand, og da vi ikke rigtigt vidste, hvornår vi ville være færdige med julemarkedet, kørte vi først forbi hotellet og smed taskerne ind, før vi kørte videre til selve Lübeck.

På trods af det ret sene tidspunkt på dagen og på trods af den store tilstrømning lykkedes det Gemalen at finde en parkeringsplads tæt på hovedindgangen.

Altså, det hedder jo ikke hovedindgang, når man taler om en fin, gammel by, men der er kun én helt rigtig måde at indtage Lübeck på, og det er forbi den flotte, gamle byport, Holstentor, med de tykke tårne.

Derfra op i byen, hvor der ikke var langt til det første julemarked, hvor vi fandt et godt hjørne at kunne mødes ved og sagde farvel til Donnaen og Ungersvenden, der ikke følte noget synderligt behov for at følges med Gemalen og mig.

Vi havde til gengæld behov for noget varmt lige med det samme, for det var en hel del koldere, end hvad der var sjovt. Så vi gjorde som 90 procent af de andre julemarkedsturister og møvede os ind i en bod, hvor der blev solgt Glühwein.

- Mit Schuss? råbte barmanden hen over kødranden ved disken.

- Jaja, svarede Gemalen uden at ane,hvad han talte om.

Men så fik vi da i hvert fald varmen, og jeg trak afsted med Gemalen, for jeg havde udset mig et særligt kunsthåndværkermarked i det gamle Heiligen Geist Hospital, der selvfølgelig lå i den modsatte ende af den gamle bymidte.

Vi nåede til en anden plads med et andet marked, der var lidt mere tivoli-agtigt. Gemalen fik øje på et toilet, og mens han gik afsides, stod jeg og overvejede, hvor afskyeligt koldt det måtte være at tage en tur i det store pariserhjul. Jeg skulle ikke nyde noget, og det var der tydeligvis heller ikke ret mange andre, der skulle.

Gemalen kom tilbage, og jeg meddelte ham, at nu kunne vi godt vende om, for jeg skulle alligevel ikke på kunsthåndværkermarked. Jeg havde fået øje på køen, der var både meget lang og meget stillestående.

På tilbagevejen var vi inde i en del butikker for at kigge få varmen. Og det var så her, jeg skulle have købt mig et par støvler, hvis jeg havde vidst, at jeg ville slide de gamle op i løbet af den næste måned. Men det blev ved kiggeriet, og da vi var tilbage ved mødestedet, dukkede Donnaen og Ungersvenden hurtigt op, og vi kunne sagtens enes om at køre tilbage til Timmendorfer Strand for at spise aftensmad der.

Næste morgen, efter et solidt morgenmåltid med stort set alt, hvad hjertet kunne begære, var Fruen ikke helt færdig med Lübeck.

- Jeg vil gerne op i et tårn.

- ??

- Ja, op og se ud over byen, insisterede jeg.

Og fik min vilje.

Jeg vidste, at man kunne komme op i tårnet i Petrikirche, som ikke længere benyttes som kirke, men hvad jeg ikke vidste var, at der var kunsthåndværkermarked i kirkerummet. Det kom som en glædelig overraskelse, for så slap de tårnforskrækkede for at stå og fryse, mens de ventede på os andre. Og jeg kunne få lov at gå på marked. Med nul lungebetændelse og kun moderat kedsomhed hos de øvrige til følge.

Ungersvenden og jeg tog turen op i tårnet. Der var elevator, så det var til at holde til. Udsigten var storslået. Hele den gamle bykerne med alle de røde tegltage lå under os. Julemarkederne så bittesmå ud, og sådan en søndag formiddag var der ikke meget liv mellem boderne.

Pivkoldt var der også, hvilket ganske effektivt hindrede os i at falde i staver. I stedet skyndte vi os ned igen og ind i kirken - og varmen.

Der var mange, meget forskellige boder. Med de sødeste, filtede hatte. Med de mærkeligste figurer til haven. Med vildt flotte ting af sten eller metal, som ud over en velspækket tegnebog også krævede nogle passende rammer at anbringe kunstværkerne i. Det blev kun til meget få indkøb. Det bliver først i mit næste liv, at jeg kommer til at gå med søde, filtede hatte. Mærkelige ting til haven behøver vi ikke, og hvis jeg selv skulle være i tvivl, kunne Gemalen lynhurtigt slå fast, at vi hverken har velspækkede tegnebøger eller passende steder at placere dyre kunstværker.

Og så tog vi hjem. Eller egentlig ville vi have besøgt det store outlet-center i Neumünster, men vi havde lige glemt, at den danske lukkelov er en del mere liberal end den tyske, så der var ganske geschlossen sådan en søndag midt på dagen. Øv bøv og lang næse til Donnaen.

I Haderslev skulle Gemalen lige hente en cykel, og da vi nu havde forladt motorvejen, kunne vi da godt køre gennem Christiansfeld for dels at sætte hak ved endnu en UNESCO-seværdighed dels at købe nogle af byens så berømte honningkager. 

Så det gjorde vi. Og dermed er det meste sagt om både Christiansfeld og honningkager. Det er nok helt forkert at bedømme noget som helst sådan en halvkedelig vintersøndag, men lidt diplomatisk vil jeg sige, at wauw-effekten udeblev, og jeg var ret glad for, at det ikke var Christiansfeld, der var målet, da jeg et par måneder tidligere lokkede Gemalen til at køre 200 kilometer ud og 200 kilometer hjem for at se en attraktion ...

Udsigt fra den ene kirke til den anden.

En gammel borg og et nyt tempel - og slut

Den sidste dag i Salzburg startede også regnfuldt og indbød ikke rigtigt til dasketure i den gamle bydel, men vi kunne godt holde til at gå hen til den lillebitte bjergbane, der fragter turister og andet godtfolk op til den gamle borg eller fæstning Hohensalzburg, der, næppe særligt overraskende med det navn, ligger på en klippeknold højt hævet over byen.

På vejen derhen kom vi forbi Sankt Peters kirkegård. Tænk, at han har sådan en! En lille, fin og gammel kirkegård, der egentlig var værd at kigge nærmere på, men det var vejret og folkestemningen ikke rigtigt til (læs: to tredjedele af familie kan virkelig ikke se nogen som helst grund til at glo på kirkegårde), så vi fortsatte bare hen til bjergbanen.

Nede fra den gamle bymidte ser Hohensalzburg kæmpestor ud. Det gør den også, når man kommer op til den. Det er da også en af de største bevarede middelalderborge i Europa, og der er virkelig meget at se på. Er man tilpas interesseret, vil man sikkert sagtens kunne bruge en hel dag på at komme igennem alle udstillingerne.

Det gjorde vi ikke, og vi er generelt gode til at finde springe frem-knappen på vores audio-guider, hvis vi keder os lidt. Men nogle ting var alligevel så tilpas interessante, at vi andægtigt hørte forklaringerne helt til ende, før vi gik videre. Blandt andet udstillingen om borgens udvikling gennem tiderne. For selvfølgelig nåede borgen først sit nuværende udseende efter århundreders til- og ombygninger. 

"I begyndelsen var et lille skur" kunne meget vel have været indgangsreplikken til historien, om hvordan man for små 1000 år siden påbegyndte det første byggeri af et fæstningsværk til beskyttelse af biskoppens residens.

Med en hel række modelbyggerier havde man anskueliggjort udviklingen, og ved hver ny model var de nye dele malet hvide (i modsætning til resten, der var i naturtro farver), så man ikke var i tvivl om, hvor man skulle kigge, mens man lyttede til audio-guiden. Det fungerede virkelig fint, og kunne i langt højere grad end ane-gallerier og lignende holde familiens interesse fangen.

Ud over at være en fæstning til beskyttelse af byen og biskoppen blev Hohensalzburg også brugt som blandt andet fængsel, og det har sikkert ikke været særlig sjovt at sidde i fangehullet der. Langt sjovere har det været at lade sig underholde af biskoppen oppe i de repræsentative lokaler, der var meget flotte og indrettet med henblik på at opnå størst mulig imponator-effekt. Hvem biskoppens også meget flotte sovegemak har skullet imponere må stå hen i det uvisse ...

Der var også en række udstillinger, der ikke specifikt relaterede til borgen, men fortalte om krig og ufred i al almindelighed. Der var en frygtelig masse våben, som jeg altid lynhurtigt bliver træt af at kigge på.Der var en masse dukker - både små og store - klædt i skiftende tiders uniformer, der i mange tilfælde må have været decideret uhensigtsmæssige i forhold til praktisk krigsførelse.

Og så var der en del, der specifikt omhandlede Første Verdenskrig, hvilket især jeg brugte tid på, men til sidst lykkedes det dog at få mig halet videre, og da vi også havde beundret udsigten, som selv i regnvejr var helt fantastisk, kørte vi ned i byen igen.

Efter frokost brugte vi eftermiddagen i et af nutidens templer, et outlet-shoppingcenter i udkanten af Salzburg.

I betragtning af, at konceptet var outlet, var der virkelig flot. Flere af butikkerne var da også outlet-udgaven af mærkevarer i den dyre ende af skalaen, så selv om der blev skiltet med nedsættelser på både 40 og 50 procent, var de alligevel uden for kategori i forhold til vores økonomi. Helt anderledes forholdt det sig tydeligvis for den ret store andel af kunder med mellemøstlig baggrund. Mange mere eller mindre tildækkede kvinder storslæbte afsted med deres bugnende poser, mens mændene tilsyneladende især var beskæftiget med at bære kreditkortene.

Lidt fik vi dog shoppet, og glade og tilfredse tog vi tilbage og forhåndspakkede mest muligt, inden vi gik ned og lod Louis stå for aftensmaden.

Næste morgen var det slut, og vi kørte hjem. Turen gik fint. Vi startede godt nok med at ramme en spærret landevej og derefter blive en lille smule væk for os selv, da vi skulle ud på en længere omkørsel. I stedet for at køre over München kørte vi nemlig direkte mod nord for først at møde motorvejen kort før Regensburg. Derefter Hof - Leipzig - Magdeburg - Wolfsburg - over heden til Lüneburg og over Elben ved Lauenburg - næsten til Kiel og så over til A7 på det rigtige sted.

Da vi nåede til den danske grænse, undrede vi os endnu en gang over, om det virkelig kan være nødvendigt med så voldsomme blinklys, at man føler, man passerer med synet som indsats. Alle de øvrige grænseovergange, vi havde passeret på turen, var - i modsætning til tidligere og fredeligere tider - bemandede og ofte udstyret med chikaner for at få trafikken helt ned i fart, men ingen steder så vi noget, der bare lignede det overdimensionerede danske katastrofeblink.

Gemalens syn klarede udfordringen, og vi kørte hjem i den lyse sommeraften.

Salzburg under regntung himmel.

Da Hitler blev væk i tågen

Første aften i Salzburg gik vi ind til byen og daskede lidt rundt. Vi var kommet hjemmefra uden andet end en sweater, og på et tidspunkt kunne vi godt fornemme, at det vist var en dårlig ide. Det begyndte at rumle, og lige pludselig stod det ned i stænger.

Heldigvis var det spisetid, heldigvis stod vi lige ud for en restaurant. Den viste sig at bestå af en halvcirkulær søjlegang ud til en gårdhave. Om der bare to minutter tidligere havde siddet gæster i gårdhaven, ved jeg ikke. Det gjorde der i hvert fald ikke nu, så vi var heldige, at der stadig var et bord ledigt i søjlegangen.

Vores bord var et af dem, der stod ud mod gårdhaven, og selv om vi sad i ly for regnen, var det lidt fugtigt. Mere slemt blev det dog, da et nedløbsrør gav op og nærmest skiltes ad, så vandet stod ud i et imponerende springvand. Så måtte vi hale i bordet for at få det trukket ind på det tørre. Det lykkedes fint, men de stakkels tjenere blev mere og mere udfordrede, da passagerne mellem bordene rundt omkring blev mindre og mindre og til sidst næsten ikke-eksisterende.

Da vi havde spist, var regnen stilnet af, og vi kunne gå hjem uden at blive gennemblødte.

Næste morgen hang skyerne lavt, men det var tørvejr, og mens Gemalen tog ud for at cykle, gik Donnaen og jeg ind til byen og over til Schloss Mirabell, der ligger på den anden side af floden. Ikke så meget for at se på slottet, som en fyrstelig biskop en gang byggede til sin elskerinde og deres fælles 15 børn.

Imponerende hvad man den gang kunne tillade sig, hvis man var magtfuld nok.

- Nein Lieblings-Schatze, vi kan ikke blive gift. Jeg er jo biskop, så det går sandelig ikke. Men jeg kan da - sådan helt diskret - bygge et fint slot til dig og vores unger. Hvad siger du til det?

Vi var mere interesserede i slotshaven, som i sin tid dannede baggrundskulisse, da Julie Andrews dansede rundt med alle von Trapp-børnene og sang do-re-mi i Sound of Music. Fin have, men i virkeligheden syntes jeg, det mest spændende var udsigten ind mod byen og op til den gamle fæstning, som lå og tilsyneladende tårnede sig op for enden af parkens midterakse.

Tilbage i Altstadt fandt vi huset, hvor Mozart var født og vokset op. Og vi fandt især ud af, hvorfor vi var gået lige forbi aftenen før uden at bemærke det. Der var - Oh ve! Oh helligbrøde! - et SparMarkt i stueetagen, og kun hvis man kigger op (fordi man undres over, at så mange mennesker kan være interesserede i et supermarked), ser man teksten på husets facade.

Efter en sen frokost tog vi ud for at se Kehlsteinhaus, nok bedre kendt som Ørnereden, Hitlers bjerghytte og/eller sommerresidens.

Det blev en alternativ oplevelse.

Vejret var dårligt, men vi havde jo før oplevet, at det ikke nødvendigvis også ville være tilfældet, hvis man kom lidt op i højderne.

Man ankommer til et billetcenter og en stor busholdeplads, for det sidste meget stejle stykke op ad bjerget foregår i busser, specielt udviklet til formålet.

Det småregnede, men der var mange mennesker og ingen slinger i valsen, da vi fik billetter og blev henvist til Bus 2. Bussen blev fyldt helt op, og afsted gik det. Det var ikke for sarte sjæle. Der var smalt og stejlt, og man kom ind i mellem lige lovlig tæt på kanten. 

Op kom vi og gik så ind gennem en tunnel til en elevator langt inde i bjerget. Den var flot. Altså elevatoren. Beklædt med messing og kæmpestor, så Herr Hitler og hans eventuelle gæster kunne blive løftet standsmæssigt op og ned.

Så var vi endelig helt oppe. Det regnede, men vi havde denne gang husket paraplyerne og varmere tøj, så vi kiggede os omkring og så - lige ud i en sky!

Der var absolut nul udsigt.

Nu havde vi brugt en hel del tid og en pæn sjat penge på at komme så langt, og så var det som at kigge ind i en hvid væg.

Det var så dumt, at det var sjovt.

Så kunne vi lige så godt gå indenfor. Huset er ikke et museum, men en café, og vi skyndte os at bestille den lækreste kage på menukortet. Den var udsolgt, så vi måtte nøjes med en anden. Jeg ville gerne have café latte eller cappuccino, men den slags fancyheder havde de ikke. Man kunne få kaffe eller kakao. Eller man kunne lade helt være. Fik vi indtryk af. Tjenerens attitude var jævnt arrogant, og det kombineret med hans mærkværdige dialekt medvirkede kun til at forstærke komikken.

Turen tilbage var endnu mindre for de pyldrede, for nu gik det stejlt nedad, og vi blev enige om at satse på, at bremserne var noget af det, der var specialkonstrueret til netop disse busser.

Vel nede kunne vi bare konstatere, at det nazi-museum - eller dokumentationscenter, som det kaldes - der ligger ved billetcentret, var lukket 10 minutter tidligere ...

Hvem der havde udtænkt det så smart, vides ikke, men så behøvede vi ikke at diskutere, om vi skulle se det. Og dagen efter blev jeg stemt ned, da jeg foreslog, at vi tog derud igen.

Så vi trillede hjem og lod Louis stå for aftenunderholdningen.

Okay, man kunne se det nærmeste træ ...

Halt die Klappe!

Da jeg til morgenmaden næste dag begyndte at mumle noget om det nærtliggende Schloss Salem, skyndte Donnaen sig at meddele, at hun sagtens kunne finde ud af at fordrive tiden alene på terrassen med Den kroniske Uskyld (der er pligtlæsning i sommerferien), hvis jeg tog alene afsted.

Vel fremme fik jeg min billet og havde så små tyve minutter til at trisse alene rundt før den guidede rundvisning. Så jeg gik en tur og nåede at få en fornemmelse af, hvor kæmpestort stedet er. Et gammel kloster, der blev stort og prægtigt og på et tidspunkt overtaget af staten og derefter overdraget til en markgreve, hvis efterkommere stadig bor i en mindre del af slottet, mens størstedelen af komplekset i dag huser en internationalt anerkendt - og tussedyr - privat kostskole.

Tilbage ved udgangspunktet for den guidede tur konstaterede jeg til min forbløffelse, at vi var rigtigt mange, så hvis jeg ville have noget ud af turen, var det bare med at få mig møvet frem i forreste række.

Så jeg møvede. Og lyttede. Og forstod det meste, omend ikke det hele. Og var ret godt tilfreds med mig selv. Det var ganske interessant, og jeg ville igen-igen ønske, at jeg vidste noget - bare lidt - om arkitektoniske stilarter. Som så mange andre store bygningsværker er Schloss Salem et herligt misk-mask af forskellige stilarter, fordi man har bygget til og om og op igen. Og årsagerne har været mange; pladsmangel, brand og kappestrid med naboen for blot at nævne nogle. Blandt andet havde en abbed ønsket et klokketårn, der var større end alle de andres. Så det fik han. Desværre var tårnet for tungt til taget, der skulle bære det, så tagkonstruktionen begyndte at give efter, og man måtte skyndsomst pille tårnet ned igen.

Sådan kunne guiden på bedste vis krydre rundvisningen med flere små interessante historier, og vi fik også forklaringen på udtrykket Halt die Klappe, som stammer fra den gang, munkene også skulle over i kirken og bede midt om natten. Stolestaderne havde klapsæder, som skulle slås op, så der kun var en kant at læne sig op ad. På den måde kunne munkene bedre holde sig vågne. Var filosofien. Men når de alligevel faldt i søvn - bogstavelig talt, røg klapsædet ned med et ordentligt brag, og der blev brølet Halt die Klappe! ad den formastelige.

Ind i mellem måtte guiden dog lige tage en pause, fordi hele bygningen gungrede af skolebørn med frikvarter, og på et tidspunkt kom en vildfaren fodbold ned ad trappen fra etagen ovenover. Så lød der et formanende råb og en dreng kom spænende ned efter bolden. Ellers så vi ikke meget til eleverne. Deres private gemakker og undervisningslokalerne var selvfølgelig ikke en del af rundvisningen. Og godt det samme, for Donnaen var da gået til af ærgelse over ikke at være taget med, hvis der havde været en chance for at tage de dyre drenge i øjesyn ...

Rundvisningen var slut, og inden turen tilbage nåede jeg lige at kigge ind i den gamle hestestald og falde lidt i staver over de luksuriøse forhold. Datidens (slots-)heste har nok haft det bedre end den gennemstnitlige landarbejder.

Hestestald, komplet med vægmalerier ...

Lindau, en virkelig fin by

Når der stod Lindau på de store skilte langs den sydtyske Autobahn, har jeg egentlig bare aflæst det som cirka-afstanden til grænseovergangen til Østrig og Schweiz.

Det er sådan set rigtigt nok, men alligevel ikke en pæn måde at behandle en virkelig fin by på.

Altså, vi vidste jo ikke på forhånd, at Lindau er virkelig fin, men nu var tiden kommet til at finde ud af det.

Det oprindelige Lindau ligger på en lille ø i Bodensøen, men er på et tidspunkt gjort landfast med broer til henholdsvis jernbane og almindelig trafik. Efter en forgæves rundtur på øen efter en parkeringsplads endte vi med at parkere på den landfaste side og gå ud igen.

Over broen og ned gennem de hyggelige, brostensbelagte gader i et adstadigt tempo. Med flotte, gamle huse, der ofte krævede, at man lige stoppede op og beundrede dem lidt ekstra. Og stoppe op var man virkelig nødt til, for det kunne ikke forsvares at gå rundt med næsen i sky. Dertil var der alt for mange mennesker og alt for mange fortovscaféer og ditto restauranter.

Vejret var skønt, og uden egentlig rute, nåede vi ned til havnen, der er den rene postkort-idyl. Det smalle havneindløb er flankeret af et meget lille, nuttet fyrtårn og en, omvendt temmelig stor, bayersk løve.

Vi fandt os en bænk og kunne nok have siddet der endnu og kigget på idyllen og de små færger, der futtede ind og ud, hvis ikke vi til sidst var blevet sultne og måtte fortrække op i byen igen.

Og en time eller halvanden senere kunne vi tilfredse og godt og vel mætte daske tilbage til bilen. Vi havde ikke set en brøkdel af byen, men vi havde set nok til at konstatere, at Lindau er en virkelig fin by.

Kaniner og gråspurve

Egentlig var det meningen, at vi skulle køre til Bodensøen i ét hug.

Men i sidste øjeblik blev Gemalen ramt af kø-kuller, og så skulle vi pludselig afsted en halv dag før. Med en overnatning undervejs. Hvilket var fint nok, men gav Fruen lidt ekstra før-ferie-stress. For nu var der et halvt døgn mindre til at blive køreklar i.

Og Kamelen skulle også afleveres. Hun havde iøvrigt brilleret med at måtte til dyrlæge med dårlig mave kun ganske få dage før afrejse. Heldigvis fik hun det hurtigt godt igen, og heldigvis ville vores hundepasser-dame gerne give Kamelen de sidste penicillin-piller. (Og heldigvis har hun haft det fint lige siden. Kamelen. Ikke damen, for hun blev faktisk bidt i hånden af en af de andre hunde, men det kommer ikke umiddelbart sagen ved).

Alt lykkedes, og afsted trillede vi.

Uden om Hamburg i en stor bue og ned over Lüneburger Heide.

Den tur har vi gjort så mange gange før, men det er nogle år siden sidst, så da vi kørte igennem skovene og så det første mobilhome, kom vi i tanke om, hvordan vi tidligere har været ved at tabe underkæberne over, hvordan en hel række prostituerede holdt til i i skoven og betjente deres kunder i hver sin camper. Denne gang så vi dog kun ganske få campingvogne, og de så ærlig talt lidt mistrøstige ud, så af en eller anden grund må det ældgamle erhverv være trængt. I hvert fald langs dén landevej ...

Uden yderligere dramatik, eller rettere helt uden dramatik kom vi til vores hotel, som lå stille og fredeligt ud til landlige omgivelser med får og kaniner på marken udenfor.

Kaninerne kunne Donnaen dog godt have undværet, for vi andre gik lidt i selvsving, og forældre, der fjoller rundt og traller "Vi er de vilde kaniner med meget lange ører", er altså utroligt pinlige.

Næste dag fortsatte vi til bunden af Tyskland og fandt vores Gasthof, som ikke bare lå landligt, men også var ganske landligt. Så landligt, at der uden problemer kunne blive plads til både Gemalens cykel og hans cykelbom i laden.

Stedet hed Gasthof Adler, men ørne så vi nu ingen af. Til gengæld vrimlede det med vaskeægte gråspurve, og når vi var ude at køre, så vi flere gange storke, som fouragerede på marker, hvor bønderne netop havde slået græsset, så de stakkels frøer ikke kunne gemme sig.

Her boede vi i fire dage og nød at være både langt ude på landet og alligevel tæt på en hel masse ting, som vi gerne ville se.

Allerførst og ganske uden for programmet var jeg oppe at kigge på den lille, lokale kirke, der - selvfølgelig - lå på en lille bakketop med den skønneste udsigt.

Udsigten kunne nydes fra en bænk, og at der ikke sad nogen på bænken og gjorde netop det, kan kun skyldes, at de gode borgere er så vant til de mange smukke syn, at de ikke længere behøver at falde i staver over dem. I stedet gik de omme på kirkegården og nussede om utroligt velholdte gravsteder. Her var ingen kirkegårdskrise og ingen tvivl om, hvor turen ville ende; under mulde på et flot familiegravsted med fatter og mutter på samme sten. På sin vis sikkert en god og tryg fornemmelse.

Selve den lille kirke var ikke noget at skrive hjem om. Eller. Bare fordi en kirke er helt almindelig og måske en smule mindre end gennemsnittet, behøver den jo ikke at være kedelig, og denne her var faktisk udstyret med fine side-altre og nok at kigge på, hvis prædikenen skulle være lidt kedelig. Og ellers kunne man da bare læse i en af de mange billedbøger, der omsorgsfuldt var stillet i en kasse ved et af de nederste stolestader. Tydeligvis en kirke for både store og små.

Og ganske velfornøjet over dette første indtryk af den sydtyske kombination af orden og hyggelighed kunne jeg gå tilbage og afvente Gemalens tilbagekomst efter første tur i det kuperede terræn.

Gasthof Adler.

Rothenburg rundt

Når vi nu ikke skulle til Tyrkiet i påskeferien, måtte vi jo finde på noget andet. Vi enedes om Comosøen i Italien.

Med en overnatning på vejen derned.

I Rothenburg ob der Tauber, som jeg havde googlet mig til skulle være en fin, lille middelalderomantisk by med en flot beliggenhed, smukke gamle huse og en bymur, der var et besøg værd.

Da vi, af - ahem - flere forskellige grunde, først kom ret sent hjemmefra og skulle igennem de sædvanlige vejarbejder i Tyskland, ankom vi først hen under aften og nåede kun at få et glimt af bymuren, inden det blev mørkt.

Hotellet lå inden for muren og var gammelt og skævt og meget hyggeligt.

Da vi næste morgen kom ned til morgenmad, viste morgenmadsrestauranten sig at ligge direkte over bymuren med den mest fantastiske udsigt ud over dalen og floden. Her sad vi så og faldt i staver over udsigten og glemte fuldstændigt at tygge.

Men det nyttede jo ikke noget. Vi skulle nå at se bymuren, inden vi kørte videre, så vi begav os ud i morgenkulden og op på muren.

Eller rettere ind i muren.

Jeg havde forventet, at man kunne gå oven på muren, som på et voldanlæg, men det var helt forkert. Man gik inde i et overdækket fæstningsværk med et væld af større eller mindre skydeskår. Her har byens tapre forsvarere kunnet stå i ly af muren og skyde på fjenden. Men da der mange steder var både smalt og mørkt og langt ned, kunne man nemt forestille sig, at det har været særdeles vanskeligt at færdes der i kampens hede uden at skvatte ned og slå sig halvt ihjel uden overhovedet at være ramt af fjenden.

Nu er der rækværk de allerfleste steder, men alligevel flere helt uafskærmede passager, hvor stejle trapper leder op til muren. Det virker således velbegrundet, når der skiltes med, at børn skal holdes i hånden, og at man færdes på eget ansvar ...

Gennem de mange skydeskår er det muligt at se ud på den omgivende verden, som nogle steder vel ser stort set ud som i middelalderen - bortset fra at man næppe dengang har tilladt træer i murens umiddelbare nærhed? Andre steder ser man derimod direkte ud i nutiden med supermarkeder og bilforhandlere.

Den slags finder man ikke inden for murene, hvor alt er helt- eller halvtgammelt. Oprindeligt eller rekonstrueret. Flere steder ligger husene helt op til muren, og selv om det ser hyggeligt ud, ser det også meget mørkt ud. Men i middelalderen har lyse stuer nok ikke været en parameter, man havde med i sine overvejelser, når man byggede huse.

Gemalen og Donnaen gad ikke at gå med hele vejen rundt (man kan heller ikke gå hele vejen rundt, men cirka fire femtedele) og kravlede ned og gik på tværs af byen, hvor de kiggede på alle de fine gamle huse og blandt andet kom forbi gabestokken foran kriminalmuseet og der sikrede sig et nyt profilbillede til Gemalens facebookprofil.

Det og også blandt andet julemuseet (men hvem gider jul i marts?) gik jeg glip af, men man kan ikke nå det hele, så vi checkede ud, fandt bilen, der stod pænt parkeret på en af hotellets pladser 'til venstre, rundt om hjørnet og så tredje port på højre hånd', da det var helt forbudt bare at parkere i byens gade og stræder.

Og fortsatte mod syd.

Intereuropæisk jetlag

Tidsoptimisme og manglende rutine kan være en farlig kombination.

Især når man skal nå et fly.

Gemalen er den evigt glade tidsoptimist. Den manglende rutine stod Donnaen og jeg for.

Læg dertil manglende lyst til at stå forfærdelig tidligt op.

Det hader vi alle tre.

Derfor talte vi minutter og regnede frem og tilbage. Gemalen sagde, at han kunne køre os til Hamburg på tre timer. Donnaen og jeg mente, at vi nok kunne klare os med kun en halv time fra ankomst til lufthavnen til boarding time.

På den måde kunne vi nøjes med at tage hjemme fra klokken 06:00.

Og jeg kunne nøjes med at stå op klokken 04:15 og alligevel nå både morgenmad, luftetur med søvnig Kamel og bad inden afgang.

Alt klappede, og vi kom afsted præcis til tiden, hvilket faktisk er ret usædvanligt for os.

Turen ned gennem Jylland gik som smurt, og et stykke forbi grænsen med, og vi kom langt foran tidsplanen.

Så begyndte Gemalen at undre sig over, at Ruth mente, at vi ville være 90 minutter om de sidste 90 kilometer.

Måske var Ruth lidt dum, måske vidste hun mere end os?

Det viste sig at være det sidste.

Vejarbejder åd vores forspring, og vi nåede kun lufthavnen lige en halv time før boarding.

Nu ramte den manglende rutine, for hvor var det lige, vi skulle gennem security?

Vi fandt stedet, kyssede Gemalen farvel og stillede os bag cirka en million andre rejsende.

Endelig nåede vi frem, viklede os ud af jakke, tørklæde og trøje, fik fisket Ipadden frem fra tasken og lagt den i bakken oven i tøjet.

Så 'Smask!' - om jeg virkelig ikke vidste, at væsker skulle i klare plastposer? - En morgensur kvindelig tolder så gnavent på mig, mens jeg slog undskyldende ud med armene, at det havde jeg da virkelig glemt. Og så blev tandpasta, dagcreme og hvad ved jeg hældt ud i endnu en bakke.

Og måske som straf for min sløsethed blev jeg derefter udvalgt til kropsvisitering, mens Donnaen, der gudskelov var leveringsdygtig i plasticposer, fik styr på alle løsdelene.

Da vi igen havde få hældt alle vores egendele tilbage i taskerne og samlet overtøjet sammen, var der fire minutter til boarding i en eller anden fjern gate, som vi ikke kendte nummeret på ...

Til vores held kunne vi kigge direkte op i oversigtstavlen og konstatere, at flyet var forsinket.

På den måde var der alligevel tid til både at finde gaten, købe tiltrængt kaffe til Fruen og få pulsen ned på normalt niveau, før vi indtog vores pladser i flyet og havde en fuldstændig problemfri tur til Barcelona.

Vel landet var det tid til at finde toget ind til byen.

Fruen havde læst på lektien og købt vouchers til metrocards, så nu var det bare at finde stationen og få ombyttet vores voucher.

Efter lidt søgen fandt vi frem til stationen og en automat, men ikke om jeg kunne finde ud af at få den til at give en form for mening i forhold til voucheren.

Så jeg måtte spørge og fik at vide, at jeg stod det helt forkerte sted og skulle gå hen til metroen.

Godt så. Bort set altså fra, at der jo ikke var metro helt ud til lufthavnen*, og man derfor først skulle med en anden form for tog, ind til man når ind til metro-nettet.

Fruen var derfor en kende forvirret. Men fandt dog en anden station og en automat, der i andet forsøg tryllede voucheren om til to metrocards.

Nu var det bare at komme i den rigtige retning.

Vi spurgte os for og stod på den første tog.

Heldigvis havde jeg printet et kort over metroen ud, så jeg kunne følge med.

Uheldigvis passede det ikke med noget som helst ...

Efter nogle stop, nåede vi en station, vi kunne se på kortet, men den næste station lå på en helt anden linie, og så var vi lige vidt.

Nu kunne vi dog forstå på den gentagne højtalerbesked, at toget var på vej til en endestation, der lige præcis også var endestation for den linie, som vi skulle med for at komme til vores hotel, så vi blev enige om, at selv vi ikke forstod, hvad der iøvrigt foregik, så var netop dét jo ret smart.

Så vi kørte til endestationen, skiftede til linie tre, og kunne nu få virkeligheden til at passe med kortet, mens vil lod os transportere ind til Ramblaen og kunne hoppe af ganske tæt på hotellet.

Oppe ved asfaltoverfladen skulle vi lige regne ud, hvilken retning vi skulle i, men da hotellet lå lige over for Palau Güell, var der skilte nok til at lede os på rette vej, og mindre end ti minutter senere kunne vi smide os på sengene og nyde et kvarter med benene oppe, inden vi gik ud for at få en meget sen og meget tiltrængt frokost.

Derefter var der nogle timer til aftensmaden, og vi daskede ned ad Ramblaen til havnen, hvor man foruden en stor lystbådehavn også har anbragt en lokal udgave af Fields ude i havnebassinet. På en halvkold februardag var der ikke meget liv, men på en varm sommerdag er der sikkert både hyggeligt og en masse leben.

Egentlig var det stadigvæk for tidligt at spise aftensmad, men Fruen, der havde været urimeligt tidligt oppe, følte det, som var hun landet i New York med tilhørende tidsforskel og jetlag, og skulle jeg ikke falde i søvn midt i maden, skulle jeg have den lige nu.

Resultatet blev derefter, men det var vi for trætte til helt at tage os af, så vi skyndte os bare at betale og finde hjem under tæpperne, så vi kunne sove og være friske til næste dag.

Columbus skuer ud over Barcelonas havn og Middelhavet.

*Nærstudier af metrokortet i metroens togvogne afslørede en linie, der ikke var på mit udprintede kort, og adskillige eftergooglinger senere har jeg nu fundet ud af, at metroen så sent som her i februar er blevet udvidet med en ny linie, der fører helt ud til lufthavnen med stop ved begge terminaler. Det er underligt nok bare ikke noget, der på nogen måder gøres ret meget for at informere om.

Hjemture

Efter den guidede rundvisning på Neuschwanstein kan man forsøge at møve sig ud på slottets balkon og falde i svime over den totalt vidunderlige udsigt. Og efter indkøb af diverse tingeltangel i souvenirbutikken, kan man gå ad stien op til Marien-Brücke og se ned på slottet og videre ud over dalen. Igen en totalt vidunderlig udsigt. Det er fra denne bro,  at nok 90 procent af alle billeder af slottet er taget. Største udfordring er at undgå at blive skubbet til og/eller at tabe sit kamera ned i kløften, hvor man med garanti ikke behøver at lede efter det.

Nu havde vi god tid og snuppede en hestevogn, som i roligt tempo klip-klappede sig ned til byen igen. 

Her var der langt flere mennesker, end da vi kom, og vi kunne hurtigt blive enige om, at vi ikke skulle se mere. Hverken slottet Hohenschwangau, hvor Ludwigs far havde resideret, og Ludwig var opvokset, eller museet for de bayerske konger.

I stedet for at køre samme vej hjem til Oberammergau, valgt vi en sydligere rute, der på en kort strækning gik gennem Østrig. Det blev en smuk, smuk tur. Masser af bjerge og den fineste turkisgrønne sø, Plansee. Vi kom også forbi afkørslen til Schloss Linderhof, et andet af Ludwigs mange slotte. Men selv om jeg egentlig gerne ville set det - vistnok meget smukke og i forhold til Neuschwanstein helt anderledes - slot, var jeg så brugt i knolden, at jeg helt uden brok lod Gemalen passere.

Tilbage i Oberammergau gik vi på jagt efter en sen frokost. Først hos en vældig sød bagerdame, bagefter hos en slagterdame, der dårligt kunne skjule sin irritation over vores vægelsind og sære ønsker om tre skiver af én slags pølse og fem skiver af en anden. Det må være hårdt at være ekspedient i sådan en turist-overrendt by, hvis man ikke kan lide turister ...

Derefter var det tid at slå mave, og da der var Tour de France i fjernsynet, som Gemalen endelig havde fået til at virke, skete der ikke mere, før løbet var slut, og sulten igen meldte sig.

Efter først italiensk og derefter mexicansk mad ville vi gerne have god, solid og lokal kost, så vi gik hen på en restaurant, vi fik anbefalet af vores vært. Udmærket sted, hvor man havde travlt. Vi var heldige, at et par var ved at gå, da vi kom ind, så vi kunne overtage deres bord. Jeg har glemt, hvad vi fik at spise, men ikke overraskelsen over, at vi ikke kunne betale med kort, da vi fik regningen. Den nærmeste bank lå mindre end to minutters gang væk, vejret var godt, og det var stadig lyst, så kein Problem. Bare tankevækkende. Også at regningen bare var en lille håndskreven lap uden hverken nummer eller navn. Nu havde vi alle steder i både Tjekkiet og hidtil i Bayern kunnet betale maskinudskrevne restaurant-regninger med kort, og så støder man pludselig på sådanne lemfældigheder. Ret sjovt faktisk i det ellers så velordnede Bayern.

Næste morgen var det tidligt op og pakke, spise morgenmad, afregne og sætte kurs mod nord. På den måde fik vi ikke set ret meget af Oberammergau og de nærmeste omgivelser, men til gengæld ved vi præcis, hvor vi gerne vil bo, hvis vi kommer forbi en anden gang, enten på gennemrejse eller bare fordi.

Turen hjem gik fuldstændig problemfrit. Vi havde vores hyr med at forklare Ruth, at vi altså ikke ville ind og køre på Autobahn hverken i eller omkring München. Men ellers samarbejdede hun upåklageligt. Også selv om vi flere gange undervejs skiftede mening med hensyn til rutevalg. Først ville vi over Potsdam, men så ville vi ramme lige i myldretiden, og så ville vi hellere over Magdeburg. Senere kunne vi høre, at der var voldsomme køer omkring Magdeburg, og så ville vi alligevel over Potsdam.

På et tidspunkt var Ruth enig med radioen om en kø, og vi valgte at dreje fra og køre et lille stykke på små veje for at køre op igen på en næsten tom Autobahn. Lidt heldig må man gerne være. Ret heldig var også en ældre herre i en af de små byer, vi ved denne frakørsel kørte igennem. Den ældre herre valgte nemlig til både vores og andre trafikanters forbløffelse at svinge til venstre i en rundkørsel. Heldigvis var trafikken langsom og begrænset, så vi kunne nøjes med at måbe og gnide øjnene en ekstra gang.

Ellers ingen stop, køer eller uheld. 

Og da vi kom hjem, stod huset, planterne hang og dynerne ventede.

Landsbyidyl i Oberammergau.

Disney-fantastisk - og en lille smule tragisk

Da hverdagen indhentede mig, manglede jeg stadig to ferieindlæg. Bedre sent end aldrig kommer de lige her:

Den sidste feriedag, bortset fra hjemrejsedagen, var afsat til Neuschwanstein. Slottet, som Fruen længe havde drømt om at se.

Allerede på lang afstand kan man se slottet som en lille hvid klat på en baggrund af skov og bjerge, og efterhånden som vi nærmede os, voksede slottet og så præcis så eventyrligt ud som på billeder.

Så snart vi steg ud af bilen, kunne vi se, at der var virkeligt mange mennesker. Heraf cirka halvdelen kinesere. Vi fandt billetkontoret, sprang den almindelige kø over og fik hurtigt vores billetter. Billetdamen fortalte, at der var stoppested for hestevognene til slottet til højre for billetkontoret.

Fruen mente - temmelig fejlagtigt - at vi havde god tid, så jeg kunne godt nå en tur på toilettet. Donnaen ville med. På vejen passerede vi et hestevognsstoppested, og undrede os. Måske havde billetdamen ment til højre set udefra?

Vi fik fat i Gemalen, købte billetter og sad lidt og ventede i hestevognen. Pludselig så jeg nærmere på skiltet ved stoppestedet og konstaterede, at hestevognen slet ikke kørte til Neuschwanstein, men til Hohenschwangau, det andet slot.

Ud med os og pengene retur fra kusken, der lignede en, der var ret vant til , at folk klokkede rundt i det på den måde.

Nu var der allerede gået ret meget tid, og Fruen, som omsider havde gidet at åbne den lille folder, som fulgte med billetterne, kunne konstatere, at vi dårligt kunne nå hestevognsturen, hvis vi ikke kørte lige med det samme. Gå derop kunne vi ikke med Gemalens dårlige hofte.

Tilbage var der bussen, og vi nåede hen til stoppestedet og købte billetter, mens bussen blev fyldt med kinesere - og kørte. Der var bare to foran os i køen, der heller ikke kom med ...

Selv om der var passagerer nok at tage af, gik busserne efter en fast plan og ikke bare efter behov. Så vi måtte vente. Længe. Og vores indgangstid oppe på slottet nærmede sig alt for hurtigt.

Det stod mere og mere klart, at vi ville komme for sent, og Fruen var lige ved at tude af skuffelse.

Vi blev dog i køen, og endelig kom bussen, og endelig kørte den igen, og endelig nåede den op til vendepladsen før slottet, hvorfra alle skulle gå det sidste stykke. Der var stadig et par minutter tilbage at løbe på, så det gjorde vi. Ret bogstaveligt. Løb!

Da vi omsider nåede slotsgården, skulle vi igennem en billetsluse, hvor vores billetnumre stadig blinkede, selv om indgangstiden egentlig var passeret. I almindelig opkogt og forvirret tilstand susede jeg i første omgang lige forbi og måtte bruge yderligere ti sekunder på at vende rundt og komme tilbage og får fumlet billetten igennem.

På slotstrappen stod en vagt og grinede venligt til os, da vi kom væltende, forpustede og røde i kammen. Så snart vi var indenfor, gik døren i, og guiden bød velkommen.

Hun fortalte - blandt meget andet - at slottet slet ikke er det middelalderslot, som det ligner. Det er bygget så sent som i tredie fjerdedel af attenhundredetallet. Og det ser ud, som det gør, fordi bygherren, kong Ludwig den anden af Bayern, var totalt verliebt i historiske eventyr og ikke mindst i Wagner-operaer. Derfor blev det ikke en almindelig hofarkitekt, men en Wagner-scenograf, der tegnede slottet ud fra kongens ønsker.

Indvendigt går Ludwigs forkærlighed for Wagner igen. Og kan man sin Wagner, hvilket jeg bestemt ikke kan, vil man kunne se henvisninger til forskellige Wagner-operaer - inklusiv en grotte med lys i skiftende farver! - overalt i udsmykningen. Noget er virkelig overdådigt flot, og noget er temmelig dystert. Jeg ville i hvert fald ikke turde sove i kongens soveværelse med mørke egepaneler og en seng med en himmel, der består af et væld af kunstfærdigt udskårne tårne og kors (eller hvad det nu er), så man føler sig hensat til en overbefolket transsylvansk kirkegård. Ved nattetide.

Bedre bliver det selvfølgelig ikke af, at det var netop her - i sin seng - kongen befandt sig, da han blev arresteret og erklæret sindsyg. Hvorefter han blev ført bort og et døgn senere fundet død i en sø.

Kongens pludselige og alt for tidlige død betød, at slottet aldrig blev færdiggjort, og på nær relativt få sale og gemakker (og et, for tiden, meget moderne og velindrettet køkken) står som en tom skal.

Og selv om slottet udefra fremstår som det mest perfekte Disney-prinsesse-slot, har der aldrig boet en eneste prinsesse. Kongen var en overgang forlovet, men brød forlovelsen og var vist i det hele taget ikke rigtigt til prinsesser ...

Ak ja. Et eventyrligt udseende er ikke altid nok til en happy ending.

Wrooom!

Da vi vågnede første morgen i Oberammergau, var temperaturen pludselig faldet så meget, at vi måtte forholde os til fremmedord som 'trøje' og 'lange bukser'.

Det gjorde ikke noget, for vi skulle ind og se BMW og eventuelt lidt af München, så den foregående uges smelte-temperaturer kunne vi godt undvære.

Efter en solid omgang morgenmad, hvor værtsparret havde nusset om os og sørget for, at vi fik både æg, kaffe og yoghurt efter ønske og i rigelige mængder, drog vi afsted.

I vældig god tid, for Gemalen var blevet lidt tids-nervøs over den kedelig kombination af trafikintensitet og omfattende vejarbejder, som vi havde set i München dagen før.

Godt det samme, for det blev noget bøvl. Men frem kom vi, og så var det, at Gemalen foreslog, at Fruen da lige kunne smutte ind og få vores billetter, mens han og Donnaen fandt ud af at parkere.

- Nul! sagde Fruen.

- Jamen,.. begyndte Gemalen.

- Glem det, svarede Fruen.

Og sådan blev det.

Heldigvis.

For da vi, i samlet trop, kom hen til skranken og sagde det bookingnummer, som Gemalen havde fået oplyst ved sin telefonbestilling, slog receptionisten det ind, fandt det og sagde - et helt forkert efternavn!

Ups!

Den søde receptionist rodede lidt, men kunne ikke finde os, og spurgte efter mailbekræftelsen. Gemalen så desorienteret ud, for sådan en var han aldrig blevet lovet.

Noget var altså gået galt, og desværre var den engelsksprogede rundvisning fuldt booket, men måske var vi interesserede i en rundvisning på tysk to timer senere, foreslog receptionisten, idet hun - uden at vi i første omgang bemærkede det - slog over i tysk.

Gemalen var parat til at sige nej tak, men dér gjorde han regning uden sine damer. Fruen ville sandelig gerne på Werkführung, og Donnaen, der gik rundt med julelys i øjnene, regnede lynhurtigt ud, at der dermed blev ville blive rigtig, rigtig god tid til at se grundigt på alle de nye, lækre modeller, der stod i udstillingslokalerne. Både BMW'erne, Rolls Roycerne og Minierne.

Så vi sagde ja tak, og receptionisten, der nu havde haft lejlighed til at teste vores tysk-kundskaber, sagde, at vi helt sikkert også sagtens kunne følge med i, hvad guiden ville fortælle.

Og så så vi på biler. Mange biler. Og flere endnu. Flotte biler, dyre biler, superseje, lækre og skinnende biler.

Gemalen syntes, det var spændende, og Donnaen havde en fest. Hun forsvandt gang på gang, fordi hun liige skulle tage lidt flere billeder af en eller anden særligt sej øse. 

Fruen selv lod sig også betage, og hvis de to andre ind i mellem var lidt for grundige, var der altid bygningerne at kigge på. Arkitekterne har virkelig fået lov til at boltre sig og skabe nogle fantastisk flotte rammer som match til de flotte biler.

En etage oppe var der en afdeling med motorcykler. Superseje motorcykler, som man gerne måtte sætte sig op på, hvilket både vi og alle mulige andre - børn, unge fyre og gamle damer - gjorde i stor stil. Mens der blev taget billeder, grinet og drømt om den ultimative frihed på to hjul.

Lige ved siden af lå en café, hvor vi fik vores frokost, mens vi sad og lod os underholde af alle de glade motorcykelbeundrere.

På et indskudt dæk stod biler til afhentning af private købere. Og hvis man gad vente længe nok, kunne man opleve, hvordan de kom ind, fik deres bil og en gennemgang af den, før de tog en prøverunde og forsigtigt trillede ned ad rampen og ud verden. Vi kunne hurtigt blive enige om, at det var den helt rigtige måde at købe bil på, så når vi en dag har både tid og et par millioner til overs, så vil vi også prøve ...

Museet kunne vi også nå. Her var det især Gemalen, der ind i mellem gik lidt i stå og faldt i staver over modeller, han selv havde haft for mange år siden.

Nu var det blevet tid til Werkführung,og efter en kort film-introduktion og udlevering af ørebøffer og modtager-dims, fulgte vi - cirka 30 mennesker - efter vores guide over til selve fabrikken.

Turen tog cirka to timer. Og hvad skal jeg sige? Det var simpelthen fantastisk. Ganz ganz wunderbar!

Vi så en masse. Vi hørte en masse, og vi forstod det meste - tror vi nok. Og vi blev dybt imponerede.

Vi så de enkelte, nypressede karosseridele komme ind, så delene blive til et helt karosseri og svejset sammen af svejserobotter. Flere tusinde svejsepunkter på nul komma ingen tid.

Hvad, der især overraskede mig, var, at den samme robotlinie kunne håndtere flere forskellige modeller og typer. Der kunne således komme en 3'er sedan lige efter en todørs 4'er cabriolet efter en 3'er touring. (Fabrikken i München laver kun 3'ere og 4'ere).

Lakeringen var et kapitel for sig. Først et saltobad for at fjerne svejsestøv og andet snask. Så et nyt saltobad for at grunde karosseriet. Det foregik ved at tilføre karosseriet en elektrisk plusspænding og grunderbadet en negativ (eller også var det omvendt).

Så lakering af flere omgange. Og her kunne jeg nok have stået endnu, da jeg var totalt fascineret af malerrobotterne. Også her virkede det ubegribeligt, at robotterne 'vidste', hvilken modeltype de skulle male.

Først til sidst var der mennesker på 'gulvet', blandt andet til montering af sæder med mere og til et sidste tjek af bilerne, inden de rullede ud fra fabrikken. Ellers havde det hele været robotstyret, og man så kun få personer, der gik rundt og passede, at alt kørte, som det skulle.

Klokken var nu over seks, og med tre totalt overloadede hard discs, opgav vi enhver plan om et se bare lidt af München. I stedet gik vi ned og hentede vores usexede, franske bil og kørte hjem.

I Oberammergau fandt vi en restaurant, og mens vi spiste, ville Donnaen gerne vide, om man på samme måde kunne besøge Mercedes og Audi, for det gad hun altså virkelig godt ...

Fin gammel sag.

Skiftedag

Vi tog afsked med Plzen og de andre danskere.

De fleste skulle hjem, et enkelt par til Alsace, og vi skulle videre til Oberammergau i bunden af Bayern.

Der var ikke særlig langt, og vi havde hele dagen, så i stedet for bare at holde ind ved en tilfældig motorvejsrestaurant, lod Gemalen sig gerne overtale til at køre ind til midten af Regensburg for at spise frokost der og liige se katedralen og den allernærmeste bymidte.

Ruth fandt bymidten, og Gemalen fandt en ledig parkeringsbås. Og mens jeg var inde hos en venlig konditordame (hun var  simpelthen nødt til at være venlig, for bag mig stod en pater i fuldt ornat og skulle købe kager, og så kan man som god katolik ikke være andet end venlig) og veksle til mønter til p-automaten, fandt Gemalen ovenikøbet en bås i skyggen. Det var - også den dag - smeltehedt, så en plads i skyggen var i høj kurs.

På Domplatz foran katedralen er det tydeligt, at sommerferien endnu ikke er startet. Horder af skolebørn krydser pladsen i forbindelse med en skoleudflugt. Men det er jo Tyskland, så det sker så roligt og disciplineret, at selv Donnaen bemærker det.

Da vi fra den skarpe middagssol træder ind i katedralen, føles det som at træde ind i et sort skab. De store vinduer består alle af glasmosaikker, der gør lyset så dæmpet, at det tager et øjeblik, før vi kan se noget som helst.

Men så åbner kirkerummet sig langsomt for en, og man kan se, hvor kæmpestort det er. Vinduerne med glasmosaikkerne tiltrækker sig først og størst opmærksomhed. De ældste har overlevet siden det 14. århundrede, mens andre er af nyere dato, hvilket tydeligt ses. Uden dermed at sige, at det nødvendigvis gør noget skidt for helhedsindtrykket.

Alteret er en imponerende sag i sølv. Mere sjældent end kønt. Med en masse detaljer, som man desværre ikke kan komme helt tæt på for at studere nærmere. Derudover rummer katedralen flere andre detaljer, som vi givetvis ville have set, hvis jeg havde læst ordentligt på lektien hjemmefra ...

Men det havde jeg ikke, så vi gik ud i det blændende solskin og fortsatte - så snart vi kunne se igen - over i skyggen og en lille tur ind i de nærmeste små gader.

Ret hurtigt dukkede et stormagasin op, og da vi alle var lettere tissetrængende, kunne vi nemt enes om, at det var et godt sted at finde et toilet. Så det gjorde vi, og da vi bagefter fandt ud af, at stormagasinet havde et cafeteria med en tagterrasse med udsigt over byens tage, tog vi rulletrappen derop for at kigge ud.

'Byens tage' viste sig at være ret præcist for, hvad man kunne se. Katedralen lå ganske tæt på til den ene side, og nu, hvor vi var kommet lidt op, havde vi en god udsigt til de to flotte tårne. Det specielle ved tårnene - udover, at de er meget høje og virkelig flotte, af den 'gennemstukne, hullede' slags, som jeg et eller andet sted har læst beskrevet som 'filigran' - er, at de først er tilføjet i midten af det 19. århundrede. På foranledning af kong Ludwig af Bayern. Hvorfor og om der slet ikke var tårne før, har jeg ikke kunnet læse mig til.

Egentlig ville vi gerne have spist frokost på terrassen, men der var simpelthen for varmt, så vi søgte indenfor. Spiste godt - og dyrt følte vi. Efter en uge i Tjekkiet, skulle vi lige vænne os til det tyske prisniveau. Som ikke er urimeligt, men bare meget højere end det tjekkiske.

På vej tilbage til bilen kom vi forbi et efterhånden sjældent syn; en offentlig telefon. Ovenikøbet med tilhørende stol.

Afsted gik det. Ruth ledte os direkte igennem München, og det var kun, fordi vi kom først på eftermiddagen, at vi undgik at hænge ubehjælpeligt fast i byens trafikkaos.

Klokken cirka tre nåede vi Oberammergau, fandt König Ludwig Strasse og vores Gästehaus et stenkast oppe ad bjerget. Vi kunne først checke ind klokken fire, men det tog værtinden ikke så tungt, når hun nu alligevel var der, som hun sagde ... Og så fik vi en fin ferielejlighed, som lå i kælderen, mod nord. Hvilket varmen taget i betragtning var ganske dejligt.

Værten gav mig et kort over byen og krydsede både indkøbsmuligheder og gode spisesteder af, og så begav jeg mig afsted for at købe dit og dat og mælk til min kaffe, mens Donnaen og Gemalen fladede ud og så Tour de France i fjernsynet.

Byen er ganske lille og burde være til at finde rundt i (især når man har et kort), men ikke desto mindre befandt jeg mig alligevel pludselig i udkanten af byen og stod og gloede dumt på en ko, der gloede noget klogere tilbage og i høj grad lignede en, der tænkte 'åh nej, endnu en tosset turist!' Det var dog en overkommelig opgave at komme på rette spor igen, og jeg fik købt, hvad jeg ville og kunne gå tilbage til køligheden.

Hen under aften traskede vi alle ned for at se nærmere på byen og finde et sted at spise.

Oberammergau er en fin lille by, befolket med rundt regnet 5000 gode bayere. Byen er berømt vidt og bredt for sine passionspil, som finder sted, når årstallet ender på nul. Men selv om der altså er længe til næste passionsspil, er byen alligevel en turistmagnet, og de store turistbusser fyldte godt i både by og landskab. De amerikanske pensionister fyldte i lydbilledet. Ikke voldsomt, bare lige sådan, at man aldrig var i tvivl om deres tilstedeværelse.

En anden ting, der fyldte i lydbilledet, i alvorlig grad, var kirkeklokkerne. Vi havde sat os på en udendørsrestaurant, og hvert kvarter måtte vi opgive at tale sammen, fordi kirkeklokkerne bimlede og bamlede. Heldigvis boede vi så langt væk, at vi kun svagt kunne høre klokkerne, da vi gik i seng. Til gengæld kunne vi fint høre og se tordenvejret, der kom rullende ind ved midnatstid og satte en stopper for hedebølgen.

Næste dag blev det kun halvt så varmt.

Rart med en stol, hvis man skal snakke længe ...