Kringle, kringle - kringlest

Vi tastede automobilmuseet ind på mobilen/navigationen og fulgte anvisningerne.

Det gik ikke særlig godt.

Museet lå ikke, hvor det skulle.

Nu var det heldigvis sådan, at vi havde passeret museet tidligere, på vej ind til Torino, så vi vidste godt, at det lå på indfaldsvejen, men helt præcis hvor havde vi ikke lagt mærke til.

Da vi havde kørt frem og tilbage på den samme stump vej tre gange, fik Fruen fornøjelsen af at gå ind et sted og spørge. Vi var stoppet ud for en uddannelsesinstitution, og selv om det var i slutningen af juli, var der åbent, og der sad en mand i noget, der mindede om en reception. Han snakkede med en anden mand, der stod og hang op ad skranken, men de virkede begge ganske oplivede over at blive afbrudt og havde ikke spor i mod at hjælpe. Ovenikøbet talte de begge mindst lige så godt engelsk som jeg selv, så det var en smal sag dels at få forklaret, hvor museet lå, dels at få en lille håndskrevet lap med den præcise adresse.

Det viste sig, at vi bare skulle et par kilometer længere ud, og så lå museet faktisk præcis, hvor det skulle ...

Vi parkerede og søgte længe efter en p-automat, men fandt ingen, så for en sikkerheds skyld spurgte vi os for hos billetsælgersken, en sød ung pige, som fortalte, at der var gratis parkering og derpå gav os en lille lektion i italienske parkeringsregler: Er båsene afmærket med gult, må man ikke holde der som almindelig dødelig. Er de afmærket med blåt, skal man betale, og er de afmærket med hvidt, er det gratis at parkere. Det anede vi ikke, men det er da meget smart at vide.

Samme unge pige havde iøvrigt grinet hjerteligt af mit forsøg på at få pensionistrabat til Gemalen, der var forsvundet ud på toilettet, da vi skulle købe billetter. At også hun var flydende på engelsk, vidste jeg jo ikke, og jeg havde derfor prøvet at forklare, at Donnaen var student, jeg selv helt almindelig voksen og Gemalen altså pensionist. Det sidste vidste jeg ikke, hvad hed, men jeg kunne da sige, at han var en gammel mand, og så var det, hun døde lidt af grin, for det var tydeligvis ekstremt uhøfligt at omtale nogen som sådan på italiensk.

Ind kom vi dog, og det var et superfint museum. Desværre lå min mobil stadig i bilen (det er den største ulempe ved at bruge mobilen til navigation; at jeg glemmer den lidt for tit), og jeg fik derfor ikke et eneste billede af de mange, fine biler. Hverken de allerældste, store og stive kasser eller de knapt så gamle med store, flot svungne linjer, racerbilerne, de udstillede motorer eller alt det andet, som der faktisk var rigtig meget af. For eksempel en udstilling om de mest berømte bil-designere. Ikke blot blev deres største successer vist i miniature; det blev også nævnt, hvem de selv var inspireret af, og hvilke biler og/eller opfindelser, der havde betydet mest for dem. Selve museet, altså bygningen og dens interiør, var i sig selv også ganske flot og særpræget på bedste italienske vis. Og det var alt i alt en meget flot udstilling, og vi brugte l-a-n-g tid, og nogen - der jo så ikke var mig - tog cirka titusind billeder.

Til sidst var selv Donnaen dog tilfreds, og vi kunne køre videre til vores logi i nærheden af Como-søen.

Det var easy peasy at køre til Como. Og det var let nok at køre op langs søen og nyde den smukke udsigt. Til gengæld viste det sig at være ualmindelig besværligt at få drejet fra det rigtige sted. Navigationen var ikke til megen hjælp, og Gemalen susede gennem små tunneller og forbi afkørslen ikke én, men tre gange, før han ramte rigtigt. Dernæst drønede han også forbi det næste sted, vi skulle dreje, og igen-igen kunne man høre mig sige enten:

- Det var dén afkørsel!

Eller:

- Jeg tror altså, at du netop er kørt forbi ...

Af ukendte årsager lykkedes det Gemalen at bevare fatningen, og til sidst var vi på rette kurs. Nu skulle vi bare op. Vi vidste godt, at vi ikke skulle bo helt nede ved søbredden, men vi vidste absolut ikke, at vi skulle køre halvvejs op i himlen. Ad de til dato mest kringlede småveje. Veje, der var så små og så skrå, at Gemalen var nødt til at orientere sig om eventuel modkørende trafik, før han kørte helt over i venstre side og gav fuld gas for at komme rundt i svingene og op. Videre og videre kringlede vi os op, mens vi måbede mere og mere - og glædede os over, at vi havde både bil og chauffør, der kunne klare mosten.

Til sidst var vi der. Og forbløffelsen var ikke mindre, da det gik op for os, at det faktisk var et ret stort hotel. Med mange gæster. Vi ville godt have haft at vide, hvad de, altså gæsterne, dog lavede der, men syntes trods alt, det var lidt for grænseoverskridende at spørge om. Vi fik et par udmærkede værelser og gik ned og spiste aftensmad på en stor terrasse. Der var udsigt ud over den lille by og ned mod Como-søen, men selve søens vandspejl kunne man dog ikke se.

Her sad vi længe og nød den lune aften, mens mørket langsomt faldt på.

Udsigten lidt nede ad vejen, hvor man
faktisk kunne se Como-søen ...

Torinos centrum - tror vi nok

Vi snakkede om at tage til Genova, og vi snakkede om at tage til Torino.

Det var før det katastrofale brokollaps i Genova, men vi opgav alligevel endnu en 125 kilometers udflugt. Fra Ormea til Torino er der også rundt regnet 125 kilometer, men så var det Gemalen satte sig op i sengen næste morgen og sagde:

- Torino er jo på hjemvejen, så jeg gider ikke køre frem og tilbage. I stedet kan vi pakke sammen nu, besøge Torino og så lægge en overnatning ind på den anden side.

- Hmm, sagde Fruen. Det kan vi godt. Hvis du vel at mærke har fundet overnatning til os først, for jeg vil ikke ud og lede efter værelser klokken sent, og oven i købet i højsæsonen.

Gemalen gik i gang med at lede på nettet og fandt ret hurtigt et sted tæt på - dog ikke ved - Como-søen, og så blev det sådan.

Vi gik ned og spiste morgenmad og fortalte værten, at vores rejseplaner var blevet ændret. Det var jo ikke helt løgn, men der var ingen grund til at give ham indtryk af, at vi ikke gad bo hos ham. Det ville vi gerne, men vi ville bare ønske, at beliggenheden havde været lidt bedre i forhold til alle vores udflugter ...

Bilen blev pakket, og vi kørte til Torino. Vi ville gerne besøge automobilmuseet, men da det først åbnede om eftermiddagen, kunne vi lige kigge lidt på byen først. Når altså vi lige havde parkeret. Køre helt ind i centrum turde vi ikke. Vi havde læst en del om miljøzoner i de italienske byer, og da vi ikke kunne gennemskue, om der også var en sådan i Torino, tog vi ingen chancer. Vi parkerede og skulle så bare betale. Der var en P-automat, men den tog ikke kontanter, kun kort. Og vel at mærke kun nogle andre kort end mine.

Nu var vi lidt på glatis, men i det samme kom to P-vagter gående, og Donnaen og jeg fik i fællesskab forklaret, at vi altså gerne ville betale for at parkere, men ikke kunne finde ud af det. Det viste sig så, at de to P-damer kunne udstede og modtage betaling for en P-tilladelse på stedet, og på en blanding af engelsk, italiensk og rigtigt mange fagter lykkedes det os at betale for nogle timers parkering og få noget bevismateriale at lægge i forruden.

Voldsomt tilfredse med os selv, både vores held og vores evner ud i inter-europæisk kommunikation, satte vi kursen mod centrum. I hvert fald mod det, vi regnede med var centrum. For Torino er svær at blive klog på og navigere i, da den almindelige midtby-logik på en eller anden måde mangler, og vi aldrig var helt sikre på, at vi faktisk var i centrum. Her efterfølgende, når jeg kigger på Google Maps, er jeg stadig i tvivl; hvor er centrum? Er der i virkeligheden flere, altså centrummer - og hedder det overhovedet sådan i flertal?

Anyway, vi nåede til en stor plads, som jeg sidenhen har fundet ud af hedder Piazza Castello. Den var nok mere stor end flot, eller også var det bare varmen, der gjorde, at vi var mere interesserede i at gå inde i skyggerne i de mange arkader. Herinde var der, foruden skygge, en lang række butikker af den typiske italienske slags. Både aviskiosker og fine, tussegamle forretninger, der handlede med for eksempel bøger eller lædervarer - tasker og de lækreste handsker, som jeg selv i 35 graders varme godt kunne se behovet for, (men dog ikke købte).

Derfra kom vi til det smukkeste atrium, et kæmpe glasoverdækket rum. Galleria Subalpina, bygget i 1873 i et mix af ny-renæsance og ny-barok (har jeg eftergooglet mig til). Det var dengang, man kunne bygge shoppingcentre, der ville noget. Der er stadig forretninger langs siderne, men vi lagde ikke rigtigt mærke til dem, da vi i stedet var totalt overvældede over det smukke lysindfald, der sammen med de grønne planter gjorde stedet til den dejligste subtropiske oase. Det så ud som om stedet fungerede som restaurant eller konditori, men der var ikke servering, da vi kom forbi. Ellers havde vi nok siddet der endnu og sippet espresso af små delikate kopper. Forestiller jeg mig.

Ude i solen var vi nu nået til Piazza Carlo Alberto med en kæmpe rytterstatue af selvsamme Carlo Alberto, der var hertug af Savoyen og konge af Sardinien. Hvilket jo er interessant at vide, hvis man er bare den mindste smule historiekyndig. Det er jeg så ikke, og det er egentlig lidt ærgerligt, for den er jo ikke kedelig, den italienske historie. Men rytterstatuen var både flot og så tilpas drabelig som det sig hør og bør for en krigsførende konge. Statuen var placeret, så det så ud som om han ville ride direkte ind under de hvælvede buer til Palazzo Carignano, som både har huset hans efterfølger på tronen og det første italienske parlament, men som nu er museum. Vi gad ikke gå på museum, men nøjedes med at beundre den smukke indgang og gården bagved.

Nu var vi både sultne og lidt trætte af at gå, så vi satte kurs mod bilen. Og ikke mindst mod den lille fortovscafé, som vi havde set i hjørnet af en lille park på udturen. Der var lige et bord ledigt til os, og der sad vi så, i skyggen under store, gamle træer og spiste frokost. Og så på mennesker. Da vi skulle betale, måtte jeg endnu en gang konstatere, at vi havde glemt at spørge, om vi kunne betale med kort. Det kunne vi ikke, og jeg havde ikke kontanter nok. Heldigvis var Donnaen gået med ind for at låne toilettet, og hun havde lige de 10 euro, som jeg stod og manglede, og jeg slap for at gå på jagt efter en hæveautomat.

Alt var således såre godt, og vi daskede tilbage til bilen.

Nu skulle vi bare finde automobilmuseet.

Et kig ind i gården ved Palazzo Carignano.

Flade ud-dage

Efter to dage med sygt mange sving og kurver nægtede Fruen at forlade Ormea og forlangte at få en flade ud-dag.

I stedet tog vi hen og kiggede på byen.

Det blev ikke til meget by. For der var marked og så kiggede vi på det i stedet. I hele gågaden var der linet op med boder med alt fra frugt og grøntsager til hjemmestrik og julepynt. Især julepynten brugte Donnaen og jeg en del tid på. Det var noget med nogle små bitte krybbespil bygget ind i underlige hverdagsting, og Donnaen og jeg kunne hurtigt blive enige om, at sådan et måtte vi nødvendigvis have. Til gengæld var det sværere at blive enige om hvilket. 

Til sidst lykkedes det dog, og vi traskede videre. Købte ind til frokost og havde megen fornøjelse af Gemalens kage-indkøb. Han havde udset sig en kage, men ville gerne vide, hvad der var i, men hans og kagesælgerens sproglige formåen var ikke helt nok. Men der var hjælp at hente; de omkringstående kunder gav hjertensgerne deres besyv med, og gloser på italiensk, fransk og engelsk fløj gennem luften, til det til sidst kunne slås fast, at det var en kirsebærtærte, Gemalen skulle have.

Tilbage på hotellet blev eftermiddagen brugt på at flade ud, glo på firben, læse og banke hinanden i kongespil, som der med lidt god vilje lige akkurat var plads til at spille på græsset foran hotellet.

Om aftenen spiste vi på hotellet, og det viste sig, at den lille restaurant serverede den fineste gourmet-mad. Til ingen penge. Igen gik der sproglig forbistring i kommunikationen; Gemalen ville bestille et ekstra glas rosé, men fik - tadah! - rosen-sorbet-is. Det gav dog ingen skår i glæden. Han fik et glas rødvin, og jeg fik isen.

Næste dag kunne vi godt holde til at køre igen, og da Donnaen nu havde sat hak ved Nice, Cannes og Monaco, ville hun gerne til San Remo.

Altså kørte vi til San Remo, hvor vi fandt en parkeringskælder, der var dimensioneret til biler i størrelsen Fiat 500. I hvert fald var ned- og opkørselsramperne et kapitel for sig, og det føltes nærmest som at køre inden i et sneglehus. Det lykkedes dog Gemalen at få kantet sig både ned og siden op uden at skramme bilen.

Vi fandt en stor, flot - skyggefuld - gågade med alle de sædvanlige mærkevarebutikker plus en række mere lokale modeshops. Det var dog alt for varmt til at prøve tøj, og ganske gratis var det heller ikke, så vi nøjedes med at kigge. For enden af gaden nåede vi til San Remos kasino, hvilket vi slet ikke vidste fandtes, men nu havde vi jo lige været i Monaco, så vi var ikke lette at dupere og var mere interesserede i fortovscaféerne overfor.

Efter endt frokost drejede vi om hjørnet og konstaterede, at det var for varmt at gå i solen, nede ved vandet, så vi søgte hurtigt op i skyggen igen og fandt tilbage til bilen. Derfra kørte vi ad de små kystveje til Imperia. En smuk tur på knap 25 kilometer, med næsten konstant havkig. Småbyer, gartnerier og dyre huse i mellem hinanden.

I Imperia fandt vi en parkeringsplads, men kunne ikke få p-automaten til at fungere. Efter at have rendt lidt rundt efter en anden automat mødte vi en dame, der erklærede, at når automaten var rotto, så skulle man ikke betale, sådan var det. Vi kiggede på hinanden og gjorde, som damen sagde og håbede det bedste. 

På havnen skete der ikke meget, men den bar dog præg af at være en rigtig havn med lossekraner og fiskenet på kajen. Og kun en enkelt lystyacht. Længere henne nåede vi strandpromenaden og neden for den lå stranden, der var proppet med mennesker, så der gad vi ikke gå ned.

I stedet fandt vi en café og slog os ned under en parasol og fik noget at drikke. Dér sad vi i lang tid og lavede absolut ingenting, indtil vi tog os sammen, daskede tilbage til bilen, som heldigvis ikke var blevet bøde-ramt i mellemtiden, og kørte så hen og fandt et kæmpestort supermarked, hvor vi kunne købe både dit og dat, vand og ikke mindst Donnaens yndlingskiks, som desværre ikke fås i Danmark.

Således gik der to hele dage med ikke ret meget.

Og det var faktisk rigtig skønt.

Den eneste gang, det lykkedes at 'fange' et firben.

Monaco og mobil-GPS

Vi havde jo lovet Donnaen at køre til Monaco, så vi måtte afsted igen.

Da jeg mildest talt ikke havde brudt mig om turen ned til kysten, foreslog Gemalen, at vi kunne køre en anden vej, hvor der nok ikke var så meget trafik.

Så det gjorde vi så. Og Gemalen havde ret; der var ikke så meget trafik, men med god grund, for vejen var både smallere og mere snørklet. Faktisk var der meget smukt, og hvis vi havde haft hele dagen til at køre de 50 kilometer ned til kysten, så vi havde kunnet gøre holdt ved hvert et udsigtspunkt og havde kunnet køre ind i de små bitte byer og kigge, så havde det i sig selv været en dejlig tur. Men nu var målet altså Monaco, og så var det ikke sjovt.

Vi nåede kysten og motorvejen, og vi nåede til Ventimiglia, hvor Gemalen ville tanke væk fra motorvejen, fordi det nok var billigere. Det var det også, men det holdt hårdt overhovedet at finde en tankstation. Til sidst lykkedes det dog ved hjælp af GPS'en, som i virkeligheden var min mobil koblet på bilen, Apple CarPlay med Google Maps.

Det er første bil, vi har haft, med det system, og det var lidt spændende, hvor godt det virkede. Det meste af tiden gik det meget godt, men en gang i mellem kommer der nogle ret alternative forslag til valg af rute, så før man begiver sig ud i trafikken, skal man lige overveje, om det nu også er helt rigtigt, det systemet har gang i. 

Og så er der det med prisen, for i og med at det er min mobil, systemet kører på, er det også mit abonnement, der skal dække. Vi har haft 3 Mobil i flere år, og været glade for de fordele med fri tale og så videre, som det har givet. Hver gang, vi har passeret en grænse, har vi fået en SMS med besked på, at nu bruger vi data i et nyt land, og det er okay, for det er gratis. Det er vi så vant til, at vi ikke gider tjekke de SMS'er, der bimler ind ved hver grænsepassage. Heller ikke da vi kørte ind i Monaco. Men så kom der en SMS mere. Den var fra min mor, og da jeg havde svaret på den, kiggede jeg lige på den fra 3 Mobil. 

Og fik et chok!

For Monaco, som deler valuta og alt andet med Frankrig, deler lige præcis ikke de samme regler for mobil-brug og dataroaming. Det koster kassen, så jeg fik travlt med at slå alting fra på min mobil, og så var det jo slut med GPS'en. Nu er Monaco ikke så stor, at Gemalen kan blive væk (vi andre kan godt), så vi klarede os endda, men helt smart synes jeg ikke, det er.

Den samlede merudgift for et par SMS'er plus lidt data til at finde vej for blev cirka 43 kroner, hvilket jeg nok kunne bære. Men i august, løb vi pludselig tør for data, og jeg måtte tilkøbe mere, så vi havde noget at bruge af de sidste dage i regningsperioden. Og vi har ellers ret meget fri data (som vi normalt aldrig er i nærheden af at bruge) i vores abonnement. Så helt tilfreds med den form for navigation i bilen er jeg altså ikke.

Anyway, vi fandt en parkeringskælder og gik ned mod kasinoet. Der var lige så overdådigt som forventet. Foran det cremefarvede Casino de Monte Carlo holdt dyre biler parkeret over det hele. Både de hurtige, smarte og de store, med chauffør. Donnaen var yderst begejstret. 

Der var gratis adgang for pøblen til at betræde de første lokaler i kasinoet, hvor man havde lavet en labyrint, som jeg slet ikke kan huske, hvad indeholdt, fordi jeg var mere interesseret i det fantastiske rum i art noveaux med søjler, søjlegang og hvælvet loft med et stort glastag, der lod lyset flimre ned. I et tilstødende lokale var det opstillet en række enarmede tyveknægte med mere, hvor også almindelige mennesker i almindeligt hedebølge-sommertøj gerne måtte spille deres sidste slanter op. Men for at komme videre krævedes det, at man levede op til stedets dress code, som blev strammere og strammere jo senere på dagen, man kom og jo længere ind i de hellige haller man ville.

Vi ville ikke noget, men gik ud igen og gik efter lyden, da vi kunne høre høj musik. Vi kom rundt om et hjørne og kunne se, at musikken kom fra en tagterrasse på et dyrt-udseende hotel, der lå helt ud til vandkanten. Der var gang i et eller andet lukket arrangement, men det var helt ligegyldigt, for Donnaen fik øje på en række racerbiler linet op foran hotellet, og de var mere spændende. Der var Lotus, Bugatti og Ferrari blandt andet. Alle engelsk-registrerede, og deltagere i et eller andet ræs til Monaco fra England eller Skotland. 

Da Donnaen havde taget cirka en million billeder og sukket saligt-misundeligt næsten lige så mange gange, var vi alle klar til at gå videre, om og finde det bedste vue ud over havnen og alle de store lystyachter.

Gårsdagens kæmpestore yachter i Nice og Cannes' havne virkede nu pludseligt ikke så vældigt store mere. For i Monacos havn lå der nogen, der ikke var kæmpestore, men mega-enormt-store. Desværre lå de bare ved kaj, og der var i det hele taget ikke meget aktivitet i havnen, så da vi var færdige med at måbe, var der egentlig ikke så forfærdelig meget mere at se på, og vi gik op i byen igen på jagt efter en sen frokost. 

Det gik lidt trægt, og pludselig var Gemalen helt grå i ansigtet. Heldigvis stod vi lige ud for et supermarked, så vi drejede ind i køligheden og fik i første omgang købt noget vand til ham.

Udenfor igen stod Donnaen og jeg og prøvede at få øje på et spisested, men havde ikke rigtigt heldet med os, og vi må have set ret hjælpeløse ud, for der gik kun et øjeblik, før en betjent på scooter standsede op, og spurgte, hvad han kunne hjælpe med? Bare et sted at spise, fortalte vi ham, og så pegede han venligt to caféer ud, der begge lå bare et øjeblik væk. Vi valgte den nærmeste, fik Gemalen sat ned i skyggen og gik ind og købte salater til os alle tre.

Gemalen fik det hurtigt bedre, og så fik han ellers læst og påskrevet, for hvad nyttede det, at han hele tiden tudede os andre ørerne fulde med, at vi skulle huske at drikke, når han selv glemte det?

Oven på det tog vi den lidt med ro. Donnaen ville dog gerne en ekstra tur hen forbi kasinoet for at se på flere dyre biler, og hun fik blandt andet øje på en på mellemøstlige plader. Det funderede vi en del over. For hvordan var den havnet der? Det virkede en anelse usandsynligt, at nogen var kørt til Monaco fra Qatar eller en af de andre ørkenstater, så enten var den blevet fløjet eller sejlet dertil som gods, eller også havde den stået ombord på en af disse mega-enormt-store luksusyachter for så at blive løftet i land, da sheiken - eller hvem det nu var - skulle bruge den for at trille omkring i byen? Det var ikke til at regne ud, og vi måtte bare konstatere, at vores fantasi ikke altid rækker til at gætte, hvordan de ekstremt rige vælger at bruge deres guld.

Turen tilbage gik uden særlige begivenheder. Gemalen foreslog klogeligt, at han skulle tage den - trods alt - mindst krøllede af vejene fra kysten og op til Ormea. 

Han blev ikke modsagt.

Detaljer fra kasinoet.

Nice og Cannes på den hurtige måde

Næste morgen vågnede jeg en anelse mørbanket.

For nok boede vi dejligt, men minussiden ved et værelse møbleret i gammel stil var, at madrassen vist var lige så gammel som stilen, hvilket vil sige mindst 50 år.

Men efter bad og morgenmad var vi alle klar til at tage ud og opdage verden. Donnaen havde, da vi planlagde turen, været meget opsat på at komme til Frankrig, fordi hun gerne ville til Nice, Cannes og Monaco. De kedelige forældre var dog rørende enige om, at vi ikke gad betale spidsen af en jetjager for at bo i det område, og kompromisset blev, at vi boede på den italienske side af grænsen, men da bare kunne køre til Frankrig.

Så det gjorde vi da bare.

Men bare var jo i mellemtiden flyttet. Fra Ventimiglia med cirka 45 km til Nice til Ormea med 125 km til Nice. I det hele taget skulle det vise sig, at der er 125 km til alting fra Ormea, men det skulle først for alvor begynde at dæmre i løbet af de kommende dage. Det skulle også dæmre, det skete til gengæld ret hurtigt, at bemeldte 125 kilometer var italienske og ikke flade danske. Italienske kilometer, hvor det gik op og ned med sving og kurver. Alene turen på kun lidt over fyrre kilometer ned til Imperia ved Middelhavet tog en time at køre. Gemalen kunne godt have kørt hurtigere, men lod klogeligt være ...

Ved Imperia ramte vi motorvejen, der går langs kysten hele vejen fra Rom til Gibraltar. Stort set. Motorvejen ligger højt med de flotteste kig til Middelhavet og består mestendels af tunneller og broer. Nu ved vi, at italienske motorvejsbroer kan styrte sammen, men det vidste vi ikke dengang, så vi drønede bare afsted og nåede hurtigt til grænseovergangen til Frankrig. 

Medvirkende grund til, at vi havde droppet at bo i Ventimiglia var, at nogenhavde fortalt os, at der var et stort flygtningepres på grænsen til Frankrig netop der, så vi var lidt spændte på, om vi skulle holde i kø og have bilen endevendt, men intet skete, og vi så hverken toldere eller flygtninge, og kunne bare fortsætte uhindret til Nice.

Vi kørte rundt om den gamle bydel og fandt en parkeringsplads nede ved havnen. Solen bankede ned, og vi forsøgte at gå mest muligt i skyggen, rundt om den grønne bakke eller klippeknold, der ligger mellem havnen og den gamle bydel, som var første mål. I de snævre gyder i den gamle bydel var der mere skygge, men der var også flere mennesker. Mange flere mennesker. På den der lidt overvældende måde, der gør, at man ikke rigtigt ser hverken bygninger eller butikker, fordi man bruger alt for meget opmærksomhed på bare at komme frem uden at gå ind i noget eller nogen. Og på at holde godt fast i taske, mobil og andre hug-værdige genstande. Hvilket jo er ærgerligt, og sådan er det bare tit, når man desværre ikke er ene om at have fundet de allerbedste steder.

På mirakuløs vis lykkedes det os dog at finde en café med et ledigt bord i skyggen, hvor vi kunne få frokost. Og der sad vi så og kiggede. Og lyttede. Der var alverdens sprog, men virkeligt mange talte dansk, og det bekræftede os i, at Nice er en rigtig dansker-destination.

Ret hurtigt begyndte Donnaen at sidde og småhoppe. For hun havde en aftale i Cannes, og hun ville gerne nå at se # I Love Nice-monumentet på hjørnet af promenaden, før vi kørte videre. Så vi rejste os og gik videre gennem byen ned til promenaden langs standen. På vejen passerede vi et marked, men vi kom for sent; stadeholderne var ved at pakke sammen og spule pladsen ren. Det spildte vi altså ikke tiden på og kunne i stedet kigge lidt ned langs Promenade des Anglais og stranden foran, hvor folk lå tæt under lange rækker af parasoller.

Og så kom vi rundt til hjørnet med # I Love Nice-monumentet. Hvis altså man kan kalde noget, der trods alt ikke er større cirka 4 x 8 meter for et monument? Det står der og lyser i tricolorens farver og inviterer til, at folk tager billeder og poster dem på de sociale medier som en hyldest til Nice og ofrene for terrorangrebet i 2016. Det virker, Donnaen var absolut ikke ene om at tage billeder.

I Cannes fandt vi det store kasino, hvor Donnaen havde en aftale om at mødes med en af sine venner, der var på ferie med familien. Og mens Donnaen forsvandt med sin private guide, gik Gemalen og jeg på jagt efter et skyggefuldt sted at drikke kaffe. Det gik meget godt, og at jeg kom til at bestille en bolle med oliven, som jeg virkelig ikke kan fordrage, var bare en mindre detalje, der da heldigvis var råd for. Derefter traskede vi ned til havnen for at se på de mange kæmpestore lystyachter, der lå og signalerede en ekstrem overflod af penge. Det kunne vi bruge lang tid på, og vi stod også længe og gloede ud på et kæmpe krydstogtsskib, der lå uden for havnen, og hvorfra mindre både pendulerede frem og tilbage til havnen med krydstogtsturister.

En sodavand senere fandt vi på, at vi skulle ud og kigge på nogle af de lidt mindre - men stadigvæk ret store - både, der lå midt i havnen ved en række mindre bådebroer. For at komme derud, passerede vi gennem en låge, der sagde et lidt ildevarslende klang! efter os, og vi var klar over, at vi nu nok var ude i noget, der muligvis ikke var helt efter bogen. Vi forsøgte at ligne afslappede sejlere med god tid (det lignede vi næppe), og så daskede vi rundt og kiggede lidt på både fra nær og fjern. Da vi gik tilbage, kunne vi ganske rigtigt konstatere, at adgangen til området var låst af, og at vi ikke kunne komme ud. Medmindre vi ville kravle over, og det ville vi helst ikke ...

Heldigvis kom der netop en mand med en cykel, som også skulle ud, og så kunne vi da lige holde hans cykel, mens han klikkede sig igennem, og så gå med ham ud, endda med en venligt nik som tak for hjælpen.

Tilbage ved kasinoet dukkede Donnaen op næsten samtidig med os. I vældig godt humør, fordi det selvfølgelig havde været top-nice at tilbringe et par timer uden sine kedelige forældre. Og fordi bare tanken om senere henkastet at kunne sige, at hun da havde haft en aftale med en af sine venner i Cannes, var ganske fin.

Derefter var det bare at finde tilbage til bilen og køre tilbage til hotellet. Nu med Donnaen på forsædet, så jeg kunne sidde bag i bilen og prøve at abstrahere fra de mange sving fra kysten og op mod Ormea.

Sydpå

Efter vores London-tur havde vi fire dage hjemme, før vi alle tre kørte mod Italien.

Sådan var det blevet, fordi Donnaen havde en tid på hospitalet i Viborg, og fordi jeg kun havde kunnet rykke rundt på min ferie under forudsætning af, at jeg stadig havde styr på de faste opgaver. Så det fik jeg, og onsdag morgen i uge 30 var vi klar til afgang. Kamelen var afleveret til pasning, og bilen var pakket, og afsted gik det.

Da der havde været meget mediesnak om vejarbejder og kø-fare på motorvejen mod Hamburg, var vi enige om at køre udenom. Altså kørte vi fra ved exit 11 og tog landevejen over til motorvejen fra Kiel mod syd. Det gik som det skulle. Vi passerede motorvejen Hamburg-Lübeck og senere også den fra Hamburg til Berlin. Nu gik det noget langsommere, da motorvejen var skiftet ud med landevej. Men sådan plejede det jo også at være, så jeg var ganske godt tilfreds. Gemalen not so much, især ikke da det gik op for ham, at jeg på ingen måde havde tænkt mig, at vi skulle mod øst, da vi (læs: jeg) havde booket overnatning stort set længst nede mod vest i Tyskland, syd for Karlsruhe.

Gemalen havde bare ment, at vi skulle væk fra den vejarbejdeplagede syver nord for Hamburg, men så have taget etteren fra Lübeck tilbage igen mod syveren syd for Hamburg. Men det havde han jo ikke sagt, og jeg havde ikke spurgt, og nu var vi kommet alt for langt, til at det kunne betale sig at ændre på ruten. Og sådan er der så meget, og jeg kan kun undre mig over, at jeg ikke forlængst har lært at spørge Gemalen, hvad det er præcis, han mener, i stedet for at gå ud fra, at han mener det samme som jeg. For det gør han sjældent. 

Nu var det bare om at finde noget frokost, før gnavpotteriet fik overtaget, og efter en del køren frem og tilbage på grund af vejarbejde endte vi på havnegrillen i Lauenborg. Det var en rigtig havnegrill, med en hyggelig, overdækket terrasse lige ned mod Elben, hvor vi kunne sidde i en sval brise og nyde vores fritter med mere. På et tidspunkt skulle vi låne nøglen til toilettet, og jeg fik så det indfald at spørge, om vi forresten kunne betale med kort? Det kunne vi ikke, og da vi havde absolut nul euro med, måtte Gemalen sendes afsted for at finde en hæveautomat. Grilldamen forklarede mig beredvilligt, at først skulle han over én bro, som kunne ses fra stedet, og derefter en til og så dit og dat. Hvorefter jeg tabte tråden og erklærede, at det måtte Gemalen hellere selv få forklaret.

Men han var stadig lidt halvmuggen og begav sig bare afsted uden anden forklaring end de to broer. Til gengæld havde han alle tre mobiler med, så kommunikere med os, hvis han blev helt væk, kunne han ikke. Donnaen og jeg spiste færdig og nåede faktisk ikke at bekymre os, før Gemalen var tilbage. Den præstation var han selv så tilfreds med, at humøret straks var meget bedre.

Syd for Lüneburg og på vej mod Soltau og syveren kører man gennem en masse skov. Her har vi kørt flere gange før og kunnet se, hvordan verdens ældste erhverv stadig blev udført i mobilhomes parkeret langs vejen. Denne gang nåede vi dog at undre os over, hvor de var blevet af, da der dukkede nogle ganske få op, kort før vi var helt ude af skoven igen. Hvorfor det er gået tilbage med den form for forretningsliv på netop det sted, aner vi ikke. Og jeg har ikke fantasi til at forestille mig, hvor jeg skal spørge ...

Tilbage på motorvejen var det bare at høvle syd på, og det gjorde vi så, og det gik sådan set fuldstændig problemfrit. Der var bare langt. Men til sidst nåede vi dog frem til vores Landgasthaus Blume, fik parkeret på rette sted og fik vores nøgler. Mutter beklagede, at det var Ruhetag, så restaranten var lukket, men hun kunne anbefale en anden restaurant. Bare rundt om hjørnet og så til højre, hvor vejen gaflede, så kom vi lige derhen.

Det gjorde vi også, og ad bagvejen kom vi ind i en stor have med borde under en overdækket søjlegang. Vi var superheldige, at der var nogen, der gik, da vi kom, så vi kunne få et bord, der hurtigt blev ryddet, og vi fik menukortet. Ret hurtigt fik vi også bestilt, men så skete der til gengæld heller ikke mere i meget lang tid. Det vil sige, ikke for os i hvert fald. For de kvindelige tjenere havde fløjtende travlt og løb, så snart de ikke havde noget på deres bakker. Men de var for få, og gæsterne for mange. Efter mere end en times venten fik vi dog vores mad, og den har sikkert været udmærket. Jeg var bare så træt og så sulten og havde iøvrigt knaldende hovedpine, så det kan jeg overhovedet ikke huske.

Næste morgen vågnede vi friske og veludhvilede, og efter det store tyske morgenbord fortsatte vi mod syd og nåede hurtigt Schweiz, Basel og et sted, hvor vi kunne investere i en vignet til bilen. Umiddelbart kan det virke som et rip off at skulle købe vignet for resten af året i Schweiz, men i bakspejlet, efter en lille uge på de italienske betalingsmotorveje, virkede det næsten som en foræring ...

Vi spiste frokost i bunden a Schweiz, næsten nede ved den italienske grænse. Den lignede et ganske almindelig motorvejscafeteria, men der viste sig at være ganske hyggeligt, fordi vi kunne sidde ude under et halvtag, langs en lille sø, som gik helt ind under stedet, hvor vi sad. Det lokale dyreliv havde vænnet sig til cafeteriagæsterne. Først kom gråspurvene for at kigge efter godbidder og derefter både ænder og og små bitte fisk. Det var ret sjovt, men Fruen følte alligevel, at hun måtte formane Gemalen om, at hverken fugle eller fisk havde særlig godt af hans brød, og så forsvandt både de to- og nulbenede for at finde rarere mennesker andre steder.

Cirka her forlod vi motorvejen og kørte over et ikke særlig befærdet pas til Italien, til Aosta-regionen. Den region har vi aldrig været i, og det var nok lidt synd ikke at se nærmere på den, for den skulle være ganske smuk. I byen Aosta nåede vi til motorvej igen og fortsatte til Torino, hvor Gemalen fik den fikse ide, at han nok kunne finde et billigere sted at tanke diesel end på motorvejen. Det gik der så lige lidt tid med at føre ud i livet, for der var temmelig meget trafik, og det var som om alle benzinstationerne befandt sig på venstre side af vejen ...

Fra Torino mod syd til vi igen skulle forlade motorvejen og køre det sidste stykke mod Ormea ad landevejen. Det forløb planmæssigt, og jeg havde kigget så meget på Google Maps, at jeg vidste, at vores hotel skulle ligge oppe til højre, lige inden jernbanebroen, før vi kørte ind i byen. Det var meget godt, for ellers var vi drønet lige forbi det ganske lille skilt, der stod ud til vejen. Nu nåede vi - næsten - at stoppe, og blev lukket ind gennem den store låge til haven af værten, der straks kom susende, da vi ringede på.

Hotellet var ikke særlig stort, men ganske charmerende. Måske en gammel rigmandsvilla? Værelserne var store og gammeldags indrettede, men med nyrenoverede badeværelser. Fra vinduet var der udsigt til en æblehave og bjerge i baggrunden.

Det var lige til at holde ud.

Ferie-slut

Ferien er slut, og efter et par dage til at vaske tøj og gå til fødselsdagsfester har hverdagen ramt os.

Op klokken alt for tidligt og så ellers prøve at finde ind i den vante trummerum.

Vi havde en udmærket ferie, som dog ikke vil gå over i historien som fantastisk. På den anden side var det værste, vi oplevede, at komme hjem til en utømt skraldespand - adwr! - så helt slemt var det jo heller ikke.

Det var varmt. Det har der jo været stort set overalt, så selvfølgelig også i Italien. Vi boede dog heldigvis så tilpas højt (oppe i bjergene), at vores værelser var dejligt svale om natten. Det var derfor ikke temperaturen, men madrassens næsten skålformede facon, der gjorde det lidt besværligt at sove godt. I løbet af natten trillede jeg mere og mere ind mod midten og Gemalen, og selv om det kan virke meget hyggeligt, var det ikke helt optimalt.

Det var et dejligt, men pudsigt hotel, vi boede på.

Bortset fra sengen var der bestemt ikke noget at klage over. Værelserne var store og fine, og vi kunne få vores morgenmad, lige når vi ville. Den, altså morgenmaden, var næsten overdådig efter italiensk standard, idet vi - ud over små stykker ristet brød og en kage-agtig ting med sukker på - også fik yoghurt med frisk frugt til. Middag kunne man også få, og det fik vi en enkelt aften. Den fineste gourmet-mad, superlækkert anrettet og serveret af værten selv.

Han var også stort set den eneste tjenende ånd, vi så. En gang i mellem så vi skyggen af en stuepige, og nogen må vel også have tilberedt den lækre mad?

I det hele taget var det småt med andre mennesker på det lille hotel. I flere perioder havde vi hotellet for os selv, og ellers så vi kun andre til morgenmad to gange, plus nogle gæster i restauranten om aftenen. Det var lidt sært, men desværre var den ellers meget charmerende på den der særlige italienske måde værts engelsk næsten lige så dårligt som mit - stort set forsvundne - italienske, så vi nåede aldrig til at høre, om manglen på gæster skyldtes, at han lige havde åbnet, eller om det var et mere generelt problem.

Et problem, som muligvis kunne skyldes, at hotellet lå meget langt fra alting.

For det gjorde det nemlig. Der var cirka 125 km til noget som helst. Til Nice, Cannes og Monaco, til Genova, til Torino og til Asti. Den lille by, Ormea, bød ikke selv på noget særligt, så skulle man noget, måtte man ud at køre. Middelhavet og den nærmeste kystby, Imperia, lå knap 50 km væk, men det var italienske bjerg-kilometer, hvilket vil sige, at de var både voldsomt snoede og ind i mellem ret stejle, så det tog en time at køre turen. Det kunne godt gøres hurtigere, men af hensyn til sin hysse hustru valgte Gemalen at køre i et noget mere moderat tempo end italienerne selv.

Det betød, at jeg faktisk var med ude at køre hver eneste dag, selv om jeg på andendagen, da Gemalen liiige skulle prøve en alternativ rute, var lige ved at opgive alle fremtidige udflugter. Gemalens alternative rute var ganske vist betydeligt mindre trafikereret, men det var der en ganske god grund til, for den var nemlig smal og endnu mere snoet og meget mere stejl end den 'almindelige' landevej, og selv om Gemalen nok syntes, det var ret sjovt, var han godt klar over, 'at vi må nok hellere tage den almindelige vej hjem'.

Hvorfor i alverden vi så havnede der uden for lands lov og ret?

Det var lidt en hovedet under armen-beslutning, som vi tog dagen før afgang og tydeligvis ikke havde tænkt ordentligt igennem. For vi havde nemlig for længe siden bestilt overnatning i udkanten af Ventimiglia, som ligger på kysten, helt ind til Frankrig. (Den placering ville have sparet os for mindst 100 kilometers kørsel hver dag). Men pludselig så Gemalens sig sur på stedet og syntes, der så 'lidt snusket' ud. Og da der samtidig var nogen i familien, der pippede om, at der muligvis var et flygtninge-problem i Ventimiglia, trak han stikket, hvorefter Fruen blev fornærmet og meddelte, at så kunne han bare selv finde et andet hotel, for hun gad i hvert fald ikke.

Resultatet blev et godt, omend pudsigt, hotel, men en uhensigtsmæssig placering.

Og selv om det altså var et ret hyggeligt sted, vil jeg nok i fremtiden prøve at undgå at blive frøken-fornærmet i netop hotel-udvælgelses-fasen.

Slået hjem

Egentlig var vi gået lidt videre.

Vi havde været igennem det kæmpestore Galleria Vittorio Emanuele, Gemalen havde været på vej hjem, og vi andre havde insisteret på at se lidt mere. Donnaen og jeg var derfor gået ind i stormagasinet Rinascente og havde netop aftalt, at dér kunne vi da spise frokost.

Da de ringede fra hundepensionen.

At Kamelen havde det fint. Undtagen om natten, hvor hun stod og gøede.

Så kunne vi få nogen til at komme og hente hende? For det var synd for hende - og forstyrrede resten af pensionen.

Da jeg lige var kommet mig over lettelsen over, at hun ikke var blevet kørt ned af en løbsk damptromle, havde fået en nødlandet måneraket i hovedet eller på anden måde var kommet af dage, måtte jeg konstatere, at jeg syntes, det var underligt, hvis de i hundepensionen troede, at vi havde andre til at passe Kamelen og afleverede hende i pension for sjov.

Altså nej, vi havde ikke lige nogen, der kunne hente Kamelen.

Og nej, vi kunne ikke selv lige komme og hente hende. Vi stod i et stormagasin. I Milano. Cirka 1400 kilometer væk.

Det kunne hundepensionsdamen sådan set godt forstå, men det var altså ikke så godt med den Kamel, så hun ville sætte stor pris på, hvis vi kunne finde ud af noget.

Jeg lovede, at vi ville tænke os om og melde tilbage. Men faktisk stod min hjerne nok i stedet helt stille. I hvert fald inde i midten, mens titusind små ubrugelige tanker fløj forvirrede rundt i resten af min i forvejen influenzaramte knold og i dén grad forhindrede en hver form for fokus.

Sådan fandt Gemalen os, og da jeg først var ved at gå i spåner over at skulle vælge min frokost og derefter gik kold i den halvvejs, afgjorde han sagen:

- Vi tager hjem.

Og det gjorde vi så.

Først til hotellet, hvor Donnaen og jeg fik fornøjelsen af at pakke sammen, mens Gemalen tog ud for at cykle, så han dog fik tre ture ud af det ialt.

Og næste dag hjem til det midtjyske.

Gemalen havde afregnet med den flinke og (økonomisk moderat) forstående vært aftenen før, så det var bare at pakke bilen og komme mod nord.

Efter at have studeret kortet var Gemalen blevet enig med sig selv om, at han, i stedet for at køre mod syd langs Comosøen og lægge sig op på motorvejen, ville køre mod nord langs søen og tage de mindre veje ind i Schweiz, smutte over et pas og så - ta dah - i løbet af ingen tid nå den samme motorvej et pænt stykke længere mod nord.

Fruen er ikke særlig glad for bjergkørsel, så hvordan Gemalen havde fået den ide, vides ikke, og han havde da også klogeligt nok undladt at fortælle om den. Han kørte bare. Og måtte så konstatere, at det stadig var så meget vinter i Schweiz, at ikke alle pas var - ja netop - passable. Det gjaldt blandt andet 'hans' pas, og i stedet kom vi ud på en længere tur, næsten op til St. Moritz og så ind over bjergene, til vi omsider nåede ud på den anden side og kunne spise frokost i det helt samme Heidiland-motorvejscafeteria som på udturen.

Herefter gik alt fuldstændig uproblematisk. Det småregnede, og det var selvfølgelig ikke særlig sjovt for chaufføren, men Gemalen klarede det uden at blive alt for træt, og da vi lidt over klokken ti om aftenen passerede Hamburg, sms'ede jeg til hundepensionen, at vi kunne være hjemme ved et-tiden, og at jeg kunne hente Kamelen tyve minutter senere.

Det svarede hundepensionsdamen først slet ikke på, men ved midnatstid - hvor vi iøvrigt var næsten hjemme - indløb der pludselig en sms, at det blev for sent, og nu gik de i seng.

Værre stod det altså ikke til med Kamelens nattegøen ...

Næste formiddag hentede jeg en meget glad Kamel.

Hundepensionsdamen fik sin penge og kvitterede med at slette mine fremtidige reservationer. Både den til Store Bededag og den for sommerferien, som jeg bookede tilbage i september.

Hurra!

Således glad og fornøjet - eller noget - gik jeg hjem i seng og overgav mig til influenzaen.

Fruens hjerne efter samtale med hundepension?
Eller glaskuppel i Galleria Vittorio Emanuele?

Udsigt med blonder

Efter vores småstressede tur ind og se Den Sidste Nadver havde vi pludselig god tid til at gå ind til centrum af Milano og kigge.

Gemalen syntes, der var lidt langt. Halvanden kilometer estimerede han det til, og vi skulle jo også gå tilbage. Donnaen og jeg så på hinanden, og så sendte vi ham i stor enighed 'blikket', og så måtte han jo traske med.

Ind til den store, flotte plads foran katedralen. Med tilhørende rytterstatue af kong Vittorio Emanuele II, der iøvrigt var ved at få sit forårsbad. Og hvis nogen havde været i tvivl, var vi det ikke længere, man vasker altså ikke statuer på helligdage. Skærtorsdag var og er en almindelig hverdag i Italien.

Milanos duomo - eller katedral - er fantastisk flot. Og kæmpestor. Den største kirke i Italien. Det kan man så tænke lidt over, ind til man (læs: jeg) kommer i tanke om, at Peterskirken ligger i Vatikanstaten. I modsætning til så mange andre kirker er duomoen i Milano ikke domineret af en stor kuppel, men af cirka en milliard spir, figurer og blondepynt i marmor. Meget flot - og meget overvældende.

Rundt om kirken slangede sig flere køer, og det var ikke ganske indlysende, hvilke der førte hvorhen. Efter at have spurgt mig for et par steder endte vi dog med at komme halvvejs rundt om kirken og finde den rigtige kø, den til elevatoren til taget.

Det havde jeg nemlig fundet ud af, at man kunne, altså komme op på duomoens tag, og det, syntes jeg, var så tilpas anderledes, at det måtte vi selvfølgelig prøve. Køen var ikke urimeligt lang, men fordi opturen foregik med elevator, var der alligevel tid nok til at stå og filosofere over sikkerheden, mens vi stod i kø. For vi fik alle en tur med en håndscanner, og vores tasker skulle åbnes og tjekkes, før vi kunne få lov at komme ind i bygningen og hen til elevatoren. I forhold til bygningens sikkerhed var det jo meget godt, for så kunne vi ikke slæbe en bombe med op på taget og forårsage skade dér. Men set i lyset af de seneste selvmordsaktioner rundt omkring, er man som person måske nok så udsat, mens man netop står i kø til et eller andet?

Vel oppe med elevatoren kunne vi konstatere, at vi stadig befandt os et stykke fra selve taget. Det gjorde nu ikke oplevelsen ringere, at vi først skulle snørkle os rundt på flere lidt lavere liggende afsatser, for på den måde fik vi både flere forskellige sjove kig til og fra kirken, og vi kom tættere på nogle af de mange figurer, der med rund hånd var placeret overalt.

Og så var vi helt oppe på taget. Det vil sige oppe på det hvælvede tag over kirkeskibet.

Virkelig spøjst!

For hvad laver man dog der? Hvem har dog fået den mærkelige - men absolut geniale - ide at sende turister op på katedralens tag? Og - øhm - er tag og hvælvinger overhovedet konstrueret til, at der hver dag vader et hav af turister rundt deroppe? Det sidste skal man straks holde op med at tænke på og i stedet koncentrere sig om udsigten.

Den helt fænomenale udsigt. Over hele Milano og op mod Alperne. Milano er ikke for ingenting Italiens kommercielle og finansielle centrum, og fra duomoens tag kan man, ud over de mange flotte, gamle bygninger, også se mange futuristiske bygninger i stål og glas. Skal man absolut finde noget at brokke sig over, må det være manglen på små forklarende skilte, for det kunne have været lidt sjovt at vide, hvilke bygninger det er, man kan se.

Alle havde travlt med at fotografere. Sig selv og hinanden og duomoen og udsigten - og gerne det hele på én gang. Ikke underligt, for de førnævnte mange spir, figurer og marmorblonder gjorde det oplagt at eksperimentere med de helt rette vinkler og perspektiver.

Solen skinnede, og der var lunt og dejligt, og ingen havde travlt med at komme ned igen.

Men ned skulle vi jo. Og ned kom vi. Det var ikke med elevator, og halvvejs medgav Gemalen, at det var en vældig god ide, at vi havde taget elevatoren op.

Så skulle vi finde ud af, hvad vi så ville.

Men så ringede de fra hundepensionen ...

Udkig mellem marmorblonder
til UniCredit.

Den Sidste Nadver i sidste sekund

Næste morgen skulle vi tidligt op.

For Fruen havde booket billetter til at se Leonardo da Vincis Den Sidste Nadver.

Og det var ikke noget, man bare sådan lige gjorde. Faktisk havde der kun været en eneste ledig tid i løbet af den periode, vi skulle være ved Comosøen. Og det var klokken 09:30 Skærtorsdag formiddag med sidste mødetid tyve minutter før.

Heldigvis kunne vi få morgenmad allerede klokken syv, og hvis vi så bare kunne komme afsted halv otte eller senest kvart i otte, burde vi sagtens kunne nå det.

Vi kunne bare ikke få snøvlet os sammen til at komme ud af døren, så da vi endelig sad i bilen, sagde Ruth, at vi først ville være fremme 09:15. Og det var jo ikke fremme ved billetlugen, men kun ved det parkeringshus tæt ved, som jeg havde fundet.

Ind langs Comosøen var der næsten ingen trafik, og vi halede hurtigt tabt tid ind.

- Jeg tænkte nok, at der ikke ville være ret meget trafik på en helligdag, sagde Gemalen.

- Jamen, det er ikke helligdag, svarede Fruen.

- Der er da ingen trafik, sagde Gemalen tilfreds.

Og det var der heller ikke. Ikke før, vi kom op på motorvejen og med et kun så røde stoplygter. Gemalen tog en rask beslutning, og så befandt vi os pludselig i en eller anden forstad til Milano uden nogen fornemmelse af, i hvilken retning centrum lå.

Gemalen prøvede ihærdigt at få Ruth til at vise en rute uden motorvej, men mens han trykkede på alverdens knapper, gik minutterne, og al den tid, vi før havde hentet, var hurtigt spildt igen. Og lidt til.

Endelig lykkedes det at Ruth til at virke, og så drønede vi afsted. Klokken havde dog forlængst passeret både 9:00 og 9.10, og jeg sagde lidt ærgerligt, at nu kunne vi vist godt skyde en hvid pil efter det billede.

- Lad os nu se, sagde Gemalen og trådte lidt ekstra på gassen.

Klokken 09:27 holdt vi uden for kirken Santa Maria delle Grazie, som er en del af det kompleks, hvor billedet er.

- Parkeringshuset er lidt længere fremme på venstre hånd, sagde jeg og sprang ud af bilen med forhåndsbookningerne i hånden og spænede tværs over den lille plads og ind til billetsalget.

Her herskede italienske tilstande.

Af de tre personer bag skranken var der kun en enkelt, der rent faktisk ekspederede de besøgende. Det lykkedes mig at få kontakt med en af de andre, men han så bare mit udprint og viftede mig hen i køen bag de andre.

Omsider blev det min tur, men da Donnaen på grund af sin unge alder skulle gratis ind, ville skrankedamen godt lige se, at hun rent faktisk var et barn. Men hun var jo ikke dukket op endnu, da hun var kørt med sin far i parkeringshus.

- Men jeg har hendes pas, skyndte jeg mig at sige og halede det frem. Det var nok til at gøre damen tilfreds, og jeg fik mine billetter.

Som en yngre mand straks var parat til at rykke over, så vi kunne komme ind. Nogenlunde samtidig med de andre besøgende. Men Donnaen og Gemalen var stadig ikke dukket op. Troede jeg. For netop da stod Donnaen ved siden af mig, og Gemalen kom samtidig ind gennem dørene.

- I er gået glip af de første to minutter, sagde den unge mand, og så gelejdede han os til den første af flere automatiske dørsluser, som førte ind til maleriet.

Dér var det så - Den Sidste Nadver - på endevæggen i en større sal med dæmpet belysning.

Og så gik der selvfølgelig lidt Den lille Havfrue eller Mona Lisa i det. For var det virkelig ikke andet, ikke mere, ikke større?

Og nej, det er det ikke. Det er nu ret stort, fylder trods alt en ret stor væg. Men det er altså ikke andet end et stort maleri direkte på en væg. Et maleri, som man har set gengivet så uendeligt mange gange, at man synes, man kender det i forvejen.

Alligevel synes jeg godt, man kunne fornemme historiens vingesus ned langs rygraden, når man stod der og hørte en entusiastisk guide fortælle om da Vincis ganske epokegørende kompositoriske teknik. Og selv om maleriet er restaureret så mange gange, at der ikke er mange gram af den originale maling tilbage, så er det altså alligevel lidt gåsehudsfrembringende at tænke på, at da Vinci himself har stået der og svinget med penslerne for femhundrede år siden, mens han har overvejet, hvordan han skulle få mest mulig symbolik med i billedet.

Tolv minutter senere var det hele overstået, og vi kom ud i solen igen.

Nu havde vi god tid, og mens Gemalen prøvede at få kortet i min guide til at vende rigtigt, så vi kunne finde videre ind til centrum, benyttede jeg lejligheden til lige at kigge inden for i kirken.

I koma ved Como

Nej, vi gik ikke i koma. Men.

Fra Rothenburg gik det hurtigt mod syd.

Vi nåede hurtigt grænsen og holdt ind for at købe de motorvejsvignetter til både Østrig og Schweiz, som Gemalen ikke havde fået købt hjemmefra.

Fruen blev sendt afsted og fik hurtigt en 10-dages vignet til Østrig, men tabte så kæben, da vignetten til Schweiz viste sig at være en årsvignet! Den havde vi ikke lige set komme. Vi vidste da godt, at vi skulle betale for at køre igennem Schweiz, men havde ikke haft fantasi til at forestille os andet end en afgift på linie med den i Østrig, Tjekkiet og alle de andre lande med vignet-system.

Nu var der ikke andet at gøre end at hoste op med pengene. Kontant. For betale med kort kunne man ikke. Og så kunne jeg iøvrigt prøve at trøste mig med, at Schweiz faktisk indgår i sommerferieplanerne, så vignetten vil da i det mindste blive brugt igen og ikke kun til nogle få timers passage til og fra Italien.

Videre gik det. Vi spiste frokost på en motorvejsrestaurant i et område, der - til vores store fornøjelse (ja, vi er lette at fornøje) - hed Heidiland. Og så ned gennem et snedækket landskab med hårnålsving og virkeligt flotte udsigter. Som man kunne nyde, hvis man ikke havde travlt med at holde fast i sædet ...

På det tidspunkt begyndte jeg at få ondt i nakken og hen over skuldrene, men tænkte i starten, at nu måtte jeg altså slappe lidt af. I stedet spredte det sig, så jeg i løbet af de næste timer fik ondt stort set over det hele, og jeg begyndte at spekulere på, hvad jeg havde gang i.

Vel fremme ringede vi efter hotelværten, som kom og lukkede os ind og forklarede os, hvordan vi kom ind og ud af bagindgangen på hotellet, som nemlig var lukket på tirsdage. Da vi havde slæbt al vores pik-pak ind og op, ville Gemalen gerne ud at cykle, mens jeg bare ville i seng.

Aftensmaden blev indtaget i naborestauranten, da 'vores egen' jo var lukket. Og så var det bare på hovedet i seng. Igen. Næste morgen var jeg ikke længere i tvivl om, at jeg var influenza-ramt. Det krævede stor koncentration overhovedet at komme i bad og ned til morgenmad. Men derefter gik det lidt bedre, og det blev 'bare' et spørgsmål om at holde den kørende på en kombination af smertestillende piller og stædighed.

Vi ville gerne ud at sejle på søen, og Gemalen mente til sidst, at han havde gennemskuet, hvordan og hvorledes afgangene hang sammen, og jeg blev instrueret i, hvor vi skulle hen, så jeg kunne købe billetter.

- Get off in Bellaggio? spurgte billetmanden.

- Øhh.

- Turistico, konkluderede billetmanden.

Og så fik vi tre billetter, der kostede det blå, hvilket i første omgang irriterede Gemalen voldsomt, men som viste sig at være dagsbilletter til hele søen, og faktisk et udmærket valg.

Vejret var dejligt, så vi kunne sidde ude og nyde solen i ansigterne, mens den lille færge sejlede afsted på sin zigzag-rute fra den ene lille by til den anden, frem og tilbage over søen.

Selv om foråret endnu ikke var slået rigtigt igennem, og træerne stadig stod uden løv, var der meget smukt. Flere steder dannede sneklædte bjerge den perfekte baggrund, Og det var ikke kun os, der havde travlt med at tage billeder.

Det begyndte dog at blæse op, så vi søgte indendørs og senere også på land for at spise frokost.

Bagefter ville vi godt hjem.

Men det var straks mere indviklet.

Der var - så vidt vi kunne læse os til - lang tid til den næste færge, så vi gik en lille tur. Men så kunne vi pludselig se en færge nærme sig, så vi skyndte os tilbage. Det var en bilfærge, og den sejlede til Bellaggio. Den tog vi. I Bellaggio fandt vi ud af, at den sejlede videre i vores retning, så vi hoppede på igen.

Og sejlede tilbage til der, hvor vi lige kom fra!

Hvorfra den så igen ville sejle tværs over søen, men nu var der i mellemtiden kommet en flyvebåd, som vi hellere ville med.

Den var dog dyrere at sejle med.

- You pay, sagde billetkontrolløren og pegede hen på billetlugen, og så kunne vi få lov at betale et tillæg for at sejle med flyvebåd.

Det gjorde vi dog gerne, og så snart vi var landet i sæderne, faldt Donnaen i søvn, mens jeg holdt den gående, lige til vi nåede i land. Så føltes det til gengæld som om, batterierne ikke blot var flade, men helt taget ud og smidt væk.

Så mens Gemalen tog ud at cykle, ville jeg bare sove.

Hjem til virkeligheden

Og så tog vi hjem.

Jeg havde fået nummeret til shuttlebus-firmaet og med møje og besvær var det lykkedes mig at komme igennem og få booket afhentning. Hotellets wifi virkede upåklageligt, men mobildækningen var mildest talt håbløs. Og den dag, jeg altså skulle ringe for at sikre mig afhentning, var den selvfølgelig endnu ringere. Så jeg endte med at stå helt ude i en vinduesniche i morgenmadsrestauranten på 1. sal, før jeg endelig fik signal.

Afhentningen fejlede derimod ikke noget, og chaufføren stod allerede og ventede, da vi kom ned for at checke ud fem minutter før tid.

Og så skrumplede vi afsted. Det var ikke luksusudgaven, men det gjorde ikke så meget. Der var også en særpræget hørm i bussen. Om det skyldtes, at der lå et stinkdyr gemt under et af sæderne, eller om chaufføren kørte rundt med en italiensk udgave af skærpekød, fandt jeg aldrig ud af. Men det må også have generet chaufføren, for vi kørte med en åben siderude i front, og før vi nåede lufthavnen, var lugten væk og glemt igen.

Vi blev sat af ved den rette terminal og havde god tid til både at finde gaten og slå et smut forbi det toldfri parfumeudsalg. Og vi fløj hjem og så på snedækkede alper og landede i et grågrumset Hamburg, hvor Gemalen stod parat.

Sådan næsten i hvert fald. For vi havde glemt at efterlade et par euro til Gemalen til at parkere for, så da han endelig fandt en p-plads tæt ved udgangen, valgte han at blive der, til vi kom trillende med vores kufferter.

300 kilometer længere mod nord ventede Kamelen og var så overstadig af glæde, da vi dukkede op, at det lige kostede et par blå mærker at blive sagt goddag til.

Og det var så det. Tilbage var kun en masse gode, lagrede oplevelser, billederne og - gys! - kontoudtoget fra banken.

Derefter var der dømt helt almindelig hverdag. Og det gik fint i en hel uge, hvorefter Gemalen blev først meget træt og derefter meget syg. Med feberkramper og vagtlæge og efterfølgende indlæggelse. Med noget så eksotisk som betændelse i en bitestikel! Gemalen vidste ikke engang, at han var udstyret med sådan nogle. Med det ved han så nu ...

Den slags mærkværdigheder kan man ikke tage sig af på det lokale, lille sygehus, så i stedet blev han installeret på nabobyens noget større hospital. Og der lå han så i to døgn med antibiotika i drop og søde sygeplejersker, der tog sig venligt af ham og de andre ældre herrer i nabosengene. Ja, for når man havner på urologisk afdeling, så er gennemsnitsalderen altså pænt over pensionsalderen.

Imens forsøgte vi andre at få logistikken til at fungere, og det var faktisk lidt af en lettelse, at Donnaens dansetimer blev aflyst den ene dag. Ellers havde det været svært også at nå både kamel-luftning og gemal-besøg.

Men nu nåede vi det hele, og Gemalen blev, om ikke rask, så rask nok til at komme hjem.

Hvorefter der også blev tid til at tænke over, at det da var ret heldigt - når det nu skulle være - at han blev syg, efter vi kom hjem. Hvor bøvlet det havde været at skulle arrangere akut-pasning af Kamelen, bryder jeg mig slet ikke om at tænke på.

Så det lader jeg være med.

Romersk trafik og
Vittorio Emanuele-monumentet
i sen eftermiddagssol.

Colosseum og en romersk parallelparkering

Det er hårdt at være turist!

Efter både Det Sixtinske Kapel og Peterskirken var der derfor behov for at slappe af.

Det gjordes bedst ved en kombination af kaffe til moren og shopping til Donnaen.

Vi zigzaggede gennem byen mod Den Spanske Trappe og fandt frem til de små gader med de gode butikker. Donnaen hyggede sig, og da moren havde fået kaffe nok indenbords til igen at løfte energiniveauet, var hun - altså moren - temmelig medgørlig og kunne holde til både at vente mellem tøjstativerne og svinge plastickortet i ny og næ, når et stykke tekstil faldt i Donnaens smag.

Og sådan gik resten af den dag. Vejret var nu helt og aldeles med os, og det var hyggeligt bare at daske rundt.

Næste dag var ikke programsat, så vi sov lidt længere og hang lidt længere over morgenmaden, inden vi gik de få hundrede meter ned til Colosseum.

Eller vi troede, at der kun var ganske få hundrede meter derhen og følte begge to, at nogen vist havde rykket rundt på lokaliteterne i løbet af natten, da det viste sig, at der var cirka dobbelt så langt. Hvilket stadig ikke var særlig langt, bare længere end vores hukommelse mente. Noget som helt sikkert skyldtes, at vi kørte på segway, da vi første gang var forbi. Det havde været så mageligt, at vi havde undervurderet afstanden fuldstændigt.

Køen undervurderede vi også.

Segway-guiden havde fortalt, at det godt kunne betale sig at gå de få hundrede meter længere frem til Palatinerhøjen og købe sin indgangsbillet dér, hvis køen foran Colosseum var for lang.

Men køen så ikke særlig lang ud, så det gad vi ikke. Og fandt først for sent ud af, at man også stod i kø inde bag murene. I l-a-n-g tid. Imens blev folk med billetter ved med at suse forbi, og jeg ærgrede mig temmelig voldsomt over vores dovenskab. Donnaen tog det mere roligt og pointerede, at vi ikke skulle nå noget, og selvfølgelig lykkedes det jo også til sidst at komme ind.

Indenfor var de mange mennesker hurtigt spredt så meget, at man ikke følte stedet overrendt. Omend den noget overdrevne brug af selfiestænger i de forholdsvis snævre passager ind i mellem var voldsomt irriterende. Det var dog bare en sur detalje, for der var stadigvæk plads nok, de fleste steder, til at stå i solen og kigge. Og falde i staver ved tanken om datidens gladiatorkampe med hujende romere siddende på tribunerne.

Dét syntes jeg ikke var så svært at forestille sig. Sådan da. Til gengæld kan jeg ikke begribe, hvordan det har kunnet lade sig gøre at lukke vand ind og arrangere søslag uden at oversvømme det hele. Ligesom det svært at forestille sig, hvor flot bygningen oprindeligt har været, inden den blev ribbet for marmor og flotte statuer, der kunne bruges andre steder.

Og endelig er det svært at forstå, at det kun er privat initiativ (læs: finansiering), der muliggør den igangværende restaurering af et af verdens mest kendte bygningsværker ...

Efter Colosseum gik vi en tur igennem Forum Romanum (som vores billet også gav adgang til). Men at gå mellem ruinerne, som vi to dage tidligere havde kigget ned på, gjorde ikke den helt store forskel, så vi brugte ikke ret meget tid på netop det. I stedet købte vi en sodavand til ågerpriser hos en gadesælger og satte kursen mod Piazza Venezia og det enorme Vittorio Emanuele-monument, der i sig selv er imponerende alene i kraft af sin størrelse og sin hvidhed.

Det var nu især udsigten fra toppen, der trak. Omme bag på monumentet fører en glaselevator op til en stor tagterrasse, hvorfra der er en fantastisk udsigt over Rom. Til den ene side ser man ned over alle de antikke ruiner, og til den anden side folder hele byen sig ud. Da der ovenikøbet er dejligt mange plancher med angivelse af alle byens høje bygninger, kupler og tårne, kan man bruge uendelig lang tid på finde dem alle sammen. Eller man kan bare stå og betragte myre-mylderet nede på pladsen foran.

Til sidst gad vi dog ikke mere og begav os afsted for at finde et sted at spise frokost. Til vores udelte fornøjelse var det den dag så varmt, at vi kunne sidde udenfor og spise. Eneste malurt i bægeret var, at vi ikke kunne ringe Gemalen op og straks delagtiggøre ham i vores absolutte tilfredshed med tingenes tilstand.

Bagefter lagde vi turen for Campo dè Fiori, men dagen var nu så fremskreden, at pladsens stadeholdere var i fuld gang med at pakke sammen. Derfra ned og gå langs Tibern. Donnaen oplevede her en vaskeægte romerske parkering. Vi nåede lige at sige til hinanden, at den der parallelparkering var altså dømt til at mislykkes, før bilen med et lille bump ramte den bagvedholdende bils nummerplade og kofanger. Med øjne så store som tekopper fulgte Donnaen, hvordan chaufføren kørte lidt frem og tilbage for at komme helt på plads og derefter ganske uanfægtet forlod bilen. Donnaens forargelse var nu på størrelse med et middelstort romersk monument, mens jeg forsøgte at forklare hende, at nu var vi jo altså i Rom, og at der derfor gjaldt lidt andre spilleregler end på en dansk parkeringsplads ...

Således underholdt traskede vi gennem det jødiske kvarter tilbage mod hotellet for at pakke det meste af vores habengut sammen, inden vi gik ud for at spise aftensmad. For allerede dagen efter skulle vi atter vende næserne mod det kolde nord.

Udsigten - lidt af den - fra toppen af Vittorio Emanuele.
Peterskirken anes til venstre.

Kulturelt overload II

Efter Det Sixtinske Kapel styrede vi direkte mod Peterskirken.

Eller rettere mod den modsatte ende af Peterspladsen. For det var her køen begyndte.

Da det er gratis at komme ind, kan man ikke købe sig uden om køen. Eller det kan man vist nok godt, hvis man vælger en guidet tur gennem museet. Men det havde vi ikke valgt, og altså stod vi pænt i kø.

I en tilsyneladende meget lang kø. Vi fik dog at vide, at vi - trods køens længde - nok ikke ville komme til at vente mere end cirka en halv time på at komme ind. Det var til at holde ud, og i øvrigt var der jo nok at kigge på imens.

Der var selve den enorme Petersplads omkranset af Peterskirken og kolonnade med statuer på toppen, der skinnede hvidt mod en blå, blå himmel.

Og så var der selve køen og hele det leben, der var i og omkring køen.

Gadesælgere gjorde ihærdige, men alligevel ikke vildt påtrængende forsøg på at sælge selfie-stænger og andet skrammel. Folk sad på trapperne langs kolonnaden og nød solen. Og i køen forsøgte folk at befri sig for alt for meget overtøj. Foråret var kommet til Rom, og hvor pels, tykke sweatre og mange tørklæder havde været en rigtig god ide dagen før, var det nu kun til besvær, mens vi alle stod i solen og småbagte.

To små kinesiske piger lige foran os delte rundhåndet ud af deres chokoladekiks til pladsens duer. Det betød en del flaksende duer omkring os, og Donnaen, der hader bæsterne, var lidt udfordret, så længe der var kiks tilbage i posen.

Lidt længere fremme stod et ældre amerikansk ægtepar. De fulgtes med en ung mand i præsteornat - en søn, en nevø eller måske naboens søn? Den unge mand var tydeligvis meget vidende, og det ærgrede mig lidt, at jeg ikke syntes, at jeg bare kunne hægte mig på og få alle hans historier med.

I mellemtiden var der gået cirka tre kvarter, og køen, og vi med den, havde flyttet os fra den ene ende af Peterspladsen til den anden. Eller måske omvendt; fra den anden til den ene ende. For 'den anden ende' er vel den længst væk fra kirken? Og vi kunne se, at vi skulle igennem et lufthavns-tjek for at komme ind. Det var anden gang den dag. Og lidt trist, at det skal være nødvendigt.

Vel inde i kirken, kunne vi - så snart vi havde fået vejret igen - ikke lade være med at undre os over, hvor alle de andre mennesker fra køen mon var henne? Kirken virkede på ingen måde overrendt, men nærmest halvtom. Det var dejligt, men også lidt sært. Den eneste fornuftige forklaring må være, at kirken i kraft af sin størrelse kan rumme virkeligt mange mennesker, uden at de fylder ret meget. Lidt eftergoogling viser da også, at der er plads til 60.000 mennesker (pænt siddende på stole til messe, går jeg ud fra), og vi var vel bare et par procenter af det tal.

Så der var god plads til at gå rundt og kigge. Kigge op i den mægtige kuppel. Og på højaltret, der står som en gigantisk konstruktion midt i det hele med sorte, snoede søjler og baldakin. Man kan lide det eller lade være. På afstand synes jeg mest, det ligner en forvokset himmelseng ... Og så er der pavestolen, og alle marmorfigurerne; både den superkendte af Michelangelo med Madonna og den døde Jesus og det knapt så kendte gravmæle for en af paverne udført af Thorvaldsen.

Og alle de andre ting.

Efterhånden trængte vi ret meget til at sidde ned, men det er ikke noget, man bare gør. Der er ikke umiddelbart nogen stolestader, og en kinesisk pige, der satte sig på gulvet, kom meget hurtigt op at stå igen, da en vagt straks kom ilende. Foran et sidealter var der dog stole beregnet til bedende. Dér luskede vi hen og fik da også lov til at blive siddende uantastet. Men vi var altså også meget stille.

Der var også en masse ting, vi ikke så. Vi var trætte og derfor hverken nede i krypten eller oppe i kuplen. Det må blive en anden gang.

Så vi gik ud igen og traskede forbi en schweizergardist og ned mod floden.

Nu havde vi god tid og lagde blandt andet mærke til de mange gejstlige, der færdedes frem og tilbage. De fleste til fods. Men ikke alle behøver at bevæge sig ved hjælp af apostlenes heste. På et tidspunkt gled en kæmpestor, sort Mercedes med chauffør op langs kantstenen, og ud steg en midaldrende herre i præsteornat. Eller noget. Jeg er ikke god til at skelne de forskellige typer præstepåklædning fra hinanden, men går stærkt ud fra, at man, hvis man er så fint kørende, mindst må være kardinal eller ærkebiskop eller måske pavelig finansminister?

Længere henne, ved Castel Sant' Angelo, nød turister, gadesælgere og andet godtfolk solen.

Nogle gademusikanter var oppe at toppes over, hvem der måtte spille det ene eller andet sted.

Og så var vi tilbage i virkeligheden igen.

Blå himmel over Peterspladsen.

Kulturelt overload - I

Næste dag..

Jo, der var også en eftermiddag efter vores segway-tur, men det var så koldt, at hverken Piazza Navona eller Pantheon var nogen fornøjelse, så det gider jeg ikke skrive om. 

Så altså; næste dag skulle vi igen relativt tidligt op. For der var købt billetter til Vatikanets museer.

Og Donnaen var grundigt utilfreds.

For det første over - igen - at skulle tidligt op. (Før otte defineres som skrækkelig tidligt, når man har ferie). For det andet over at skulle både på museum og i kirke på én og samme dag. 

Men der var ingen kære mor, og afsted gik det. Godt pakket ind, for det havde jo været hundekoldt dagen før.

Fra Piazza Venezia er der ikke længere, end at man sagtens kan gå til Vatikanet og Peterskirken.

Hvis altså man har tid nok ...

Det mente vi nok, vi havde. For dagen før var vi - igen - gået lidt forkert og havde pludselig haft både Peterskirken og broen over Tibern i sigte. Og så vidste vi jo nogenlunde, hvor langt der var.

Men Peterskirken er bare - surprise! - ret stor.

Og syner dermed tættere på, end den i virkeligheden er.

Så der var faktisk et pænt stykke fra broen til Peterskirken. Og så skulle vi endda om bagved for at finde mødestedet for vores tur på museet. Eller tur var det jo ikke. Men hvis man ville undgå køen, købte man billetter på nettet og blev tilsagt at møde op på et bestemt sted på et bestemt tidspunkt for så at blive lukket ind i hold, hvorefter man kunne fortsætte på egen hånd.

Guidede ture kunne man selvfølgelig også købe, men det skulle vi ikke nyde noget af.

Turen fra selve Peterspladsen og om bagved var også noget længere end lige beregnet, så vi fik til sidst ret travlt. Eller måske var der ikke så langt, men da Fruen havde glemt at printe det præcise kort ud fra google maps, måtte jeg nøjes med oversigtskortet fra hotelreceptionen, og der manglede altså et par detaljer (læs: små bitte gader). Hvorfor jeg selvfølgelig blev i tvivl og brugte lidt for lang tid på at dreje rundt om mig selv og overveje vejvalg. 

Vi nåede dog frem cirka et minut i mødetid. Og kunne så - ironisk nok - fornøje os med at stå og vente i cirka et kvarter, mens guiden - altså hende, der bare skulle lukke os ind i de hellige haller - brugte tid på at krydse alle af på en liste og sortere nogle få med forkerte billetter fra. Først derefter kunne vi gå ind. Og så vente på, at guiden hentede adgangsbilletter. For at kunne det, skulle alle børn gå med, så billetskrankedamen selv kunne danne sig et indtryk af, at der rent faktisk var tale om børn ...

Omsider blev vi så lukket ind.

Og det er s-t-o-r-t. Meget stort. Alt for stort faktisk.

For man har jo ikke en kinamands chance - og dem var der ellers mange af, kinesere altså - for at se bare en lillebitte brøkdel af de ufatteligt mange udstillede genstande og udsmykninger. 

Så man må vælge. Eller gå kold et eller andet sted undervejs, går jeg ud fra.

Først valgte vi halvdelen fra ved at gå efter det skilt, der viste mod Det Sixtinske Kapel og ikke den anden vej.

I starten kiggede vi pænt interesseret, men ret hurtigt gik det op for mig, at selv på denne måde, ville vi være helt flade, længe før vi nåede Det Sixtinske Kapel, som er den absolutte finale. Så vi valgte mere fra og gik ret hurtigt forbi en masse samlinger. Ret synd faktisk. For hver - eller næsten hver - eneste samling er i sig selv et museumsbesøg værd.

Til sidst meddelte jeg Donnaen, at Raphaels værelser - eller sale er det jo - ville jeg altså se ordentligt på, før vi sluttede i Det Sixtinske Kapel. Så det gjorde vi. Og hvis det ikke var, fordi salene blev efterfulgt at lige netop Det Sixtinske Kapel, ville man gå derfra med en oplevelse af at have set noget fantastisk. For Raphaels malerier er på alle måder fantastiske. Kunstnerisk, historisk, indholdsmæssigt, hvad angår detaljerigdom, farver og så videre og videre. Og videre.

Bare ærgerligt.

For et øjeblik efter går man ind i Det Sixtinske Kapel.

Og så er det som om man får en omgang mental højtryksrens, for alt, hvad man har set de foregående timer, er øjeblikkelig glemt. Hovedet skal åbenbart være helt tomt for at kapere Michelangelos mesterværk.

Heldigvis er der en bænkerække i den ene side af kapellet, og heldigvis lykkedes det os at få os møvet os til en plads. Heldigvis fordi vi trængte til at sidde ned. Og heldigvis fordi det simpelthen er så meget nemmere at se alle loftsmalerierne siddende i stedet for stående. Man er heller ikke i fare for at blive trådt over tæerne og bakket ind i.

Dér sad vi så, og så og så.

Indtil vi ikke orkede mere og gik ud og sundede os og spiste en dårlig sandwich i museets cafeteria.

Derefter burde der egentlig være dømt pause, men det nyttede jo ikke noget, for vi skulle selvfølgelig også se Peterskirken, nu vi var der ...

Raphael: La disputa del sacramento.
(I Det Sixtinske Kapel må man ikke fotografere).