Vi tastede automobilmuseet ind på mobilen/navigationen og fulgte anvisningerne.
Det gik ikke særlig godt.
Museet lå ikke, hvor det skulle.
Nu var det heldigvis sådan, at vi havde passeret museet tidligere, på vej ind til Torino, så vi vidste godt, at det lå på indfaldsvejen, men helt præcis hvor havde vi ikke lagt mærke til.
Da vi havde kørt frem og tilbage på den samme stump vej tre gange, fik Fruen fornøjelsen af at gå ind et sted og spørge. Vi var stoppet ud for en uddannelsesinstitution, og selv om det var i slutningen af juli, var der åbent, og der sad en mand i noget, der mindede om en reception. Han snakkede med en anden mand, der stod og hang op ad skranken, men de virkede begge ganske oplivede over at blive afbrudt og havde ikke spor i mod at hjælpe. Ovenikøbet talte de begge mindst lige så godt engelsk som jeg selv, så det var en smal sag dels at få forklaret, hvor museet lå, dels at få en lille håndskrevet lap med den præcise adresse.
Det viste sig, at vi bare skulle et par kilometer længere ud, og så lå museet faktisk præcis, hvor det skulle ...
Vi parkerede og søgte længe efter en p-automat, men fandt ingen, så for en sikkerheds skyld spurgte vi os for hos billetsælgersken, en sød ung pige, som fortalte, at der var gratis parkering og derpå gav os en lille lektion i italienske parkeringsregler: Er båsene afmærket med gult, må man ikke holde der som almindelig dødelig. Er de afmærket med blåt, skal man betale, og er de afmærket med hvidt, er det gratis at parkere. Det anede vi ikke, men det er da meget smart at vide.
Samme unge pige havde iøvrigt grinet hjerteligt af mit forsøg på at få pensionistrabat til Gemalen, der var forsvundet ud på toilettet, da vi skulle købe billetter. At også hun var flydende på engelsk, vidste jeg jo ikke, og jeg havde derfor prøvet at forklare, at Donnaen var student, jeg selv helt almindelig voksen og Gemalen altså pensionist. Det sidste vidste jeg ikke, hvad hed, men jeg kunne da sige, at han var en gammel mand, og så var det, hun døde lidt af grin, for det var tydeligvis ekstremt uhøfligt at omtale nogen som sådan på italiensk.
Ind kom vi dog, og det var et superfint museum. Desværre lå min mobil stadig i bilen (det er den største ulempe ved at bruge mobilen til navigation; at jeg glemmer den lidt for tit), og jeg fik derfor ikke et eneste billede af de mange, fine biler. Hverken de allerældste, store og stive kasser eller de knapt så gamle med store, flot svungne linjer, racerbilerne, de udstillede motorer eller alt det andet, som der faktisk var rigtig meget af. For eksempel en udstilling om de mest berømte bil-designere. Ikke blot blev deres største successer vist i miniature; det blev også nævnt, hvem de selv var inspireret af, og hvilke biler og/eller opfindelser, der havde betydet mest for dem. Selve museet, altså bygningen og dens interiør, var i sig selv også ganske flot og særpræget på bedste italienske vis. Og det var alt i alt en meget flot udstilling, og vi brugte l-a-n-g tid, og nogen - der jo så ikke var mig - tog cirka titusind billeder.
Til sidst var selv Donnaen dog tilfreds, og vi kunne køre videre til vores logi i nærheden af Como-søen.
Det var easy peasy at køre til Como. Og det var let nok at køre op langs søen og nyde den smukke udsigt. Til gengæld viste det sig at være ualmindelig besværligt at få drejet fra det rigtige sted. Navigationen var ikke til megen hjælp, og Gemalen susede gennem små tunneller og forbi afkørslen ikke én, men tre gange, før han ramte rigtigt. Dernæst drønede han også forbi det næste sted, vi skulle dreje, og igen-igen kunne man høre mig sige enten:
- Det var dén afkørsel!
Eller:
- Jeg tror altså, at du netop er kørt forbi ...
Af ukendte årsager lykkedes det Gemalen at bevare fatningen, og til sidst var vi på rette kurs. Nu skulle vi bare op. Vi vidste godt, at vi ikke skulle bo helt nede ved søbredden, men vi vidste absolut ikke, at vi skulle køre halvvejs op i himlen. Ad de til dato mest kringlede småveje. Veje, der var så små og så skrå, at Gemalen var nødt til at orientere sig om eventuel modkørende trafik, før han kørte helt over i venstre side og gav fuld gas for at komme rundt i svingene og op. Videre og videre kringlede vi os op, mens vi måbede mere og mere - og glædede os over, at vi havde både bil og chauffør, der kunne klare mosten.
Til sidst var vi der. Og forbløffelsen var ikke mindre, da det gik op for os, at det faktisk var et ret stort hotel. Med mange gæster. Vi ville godt have haft at vide, hvad de, altså gæsterne, dog lavede der, men syntes trods alt, det var lidt for grænseoverskridende at spørge om. Vi fik et par udmærkede værelser og gik ned og spiste aftensmad på en stor terrasse. Der var udsigt ud over den lille by og ned mod Como-søen, men selve søens vandspejl kunne man dog ikke se.
Her sad vi længe og nød den lune aften, mens mørket langsomt faldt på.
Udsigten lidt nede ad vejen, hvor man faktisk kunne se Como-søen ... |
6 kommentarer:
Jeg er ikke sikker på, at jeg ville have nerver til alle jeres eventyr ;-) men det er nogle gode indlæg. Kh. Birgitte
Birgitte: Hæ hæ, her var vi ellers hverken ved at komme for sent til noget eller blive helt væk ;-) Men det var godt nok nogle helt utroligt stejle og snørklede veje. Tak :-)
Gad vide om det var den vej, vi tog på motorcykel. Næh det var det ikke, har lige genlæst mine indlæg, for vi kørte på vestsiden af Como. det var ved en af de andre søer, at vi kørte opad.
Tænkt jeg tror faktisk jeg ville være mere nervøs i en bil end på motorcyklen, helt irrationelt, men sandt.
Godt at I fandt museet og også jeres logi for natten :-)
Lene: De andre søer sikkert også smukke at køre langs :-) Ja, det er da lidt tosset ;-)Vi andre er jo helt hys ved tanken om at skubbe til en motorcyklist på sådanne små snørkleveje. Det var godt ja, men vi nåede ikke at blive bekymrede. Kun lidt irriterede ...
Der ligner da heller ikke noget, at de flytter museet uden at skilte med det ;-)
Jeg kan godt betro dig, at vi kørte et sted på Kreta, på sådan en lille bitte vej, med masser af u-formede sving, hvor jeg meget gerne ville være stået af, men der kunne jeg ikke.
Det var da et fantastisk smukt, og bersværligt, sted at bygge er hotel. Når enden er god, er alting godt.
Pia: Nej vel, man kan da ikke bare flytte rundt på museer uden at informere Google Maps ;-) Vores sving var ikke u-formede - de var nærmest z-formede, vil jeg påstå. Meget smukt, meget besværligt - og temmeligt overraskende, at der skulle ligge et større hotel på netop det sted. Ja, når man til sidst kan sætte sig og nyde aftenen på en tagterasse og være tilfreds med dagen, er der jo ingen grund til at pive :-)
Send en kommentar