Forrige weekend lykkedes det mig at male trekvart vindue ...
Det var jo ikke så meget, så i den forgangne weekend skulle der virkelig ske noget.
Det gjorde der også, og selv om jeg langt fra er færdig endnu, så føles projekt 'maling af alle døre og vinduer udvendigt' ikke så uoverskueligt som før.
Og godt det samme, for det kan godt mærkes i det gamle skrog - mit forstås - når jeg har tilbragt mange timer i besynderlige stillinger. Især - tror jeg - det der med at stå og blafre på en høj stige har givet ømhed både her og der.
Nu er jeg heldigvis færdig med at stå på den høje stige og kan nøjes med en trappestige eller en skammel til resten. Og nordsiden af huset er færdig. At der kun er to vinduer, er der ingen grund til at dvæle ved. Færdig er færdig.
Så egentlig er det gået meget godt. Det gør det jo som regel også, når jeg først kommer i gang.
Det er alle de indledende øvelser, det kniber med.
Først og fremmest den virkeligt svære; at komme op af stolen. Dernæst at få gjort vinduerne klar til maling. For når vinduerne bliver åbnet helt der ud, hvor glide-dimse-beslagene går lidt i baglås, så er der som regel både edderkoppe-lig, der skal børstes væk og edderkoppe-æg-spind, som er næsten umulige at skrabe væk.
Ulækkert, ulækkert.
Og ja, jeg ved da godt, at hvis bare man åbner og rengør sine vinduer tit nok, så vil problemet mindskes betydeligt. Men det gør vi så tydeligvis ikke ...
Selve maleprocessen går som regel fint. Jeg er, synes jeg selv, ret god til kun at spilde i begrænset omfang. Altså lige ind til jeg når hoveddøren, der er helt af træ og derfor så nem at male, at jeg ikke passer på og selvfølgelig plasker ud til alle sider. Og især ned på cementkanten, der ikke er teak-farvet, men grå. Var grå. Nu er den mere plettet som pelsen på et eksotisk dyr. Gemalen begyndte pludselig at tale om, at man jo også kunne lægge klinker på det sted. Han har ikke sagt, at klinker er nemmere at tørre af, men han er under mistanke for måske at tænke det?
Kamelen syntes, det var lidt synd for mig, at jeg skulle stå helt alene og male. Endda på skyggesiden af huset. Så hun holdt mig med selskab. Sad eller lå troligt lige i nærheden. Meget hyggeligt. Lige ind til der kom et højlydt Piiv! fra hende, og hun hastigt og med en fornærmet mine forføjede sig bort. Jeg var gået et skridt tilbage for at beundre mit værk og havde trådt på hendes ene øre!
Hun har tilgivet mig, og hvis vejret arter sig, og jeg kan male, vil hun sikkert også gerne holde mig med selskab i den kommende weekend.
Kamelen optaget af noget helt andet; brombærrov! Og læg lige mærke til, hvor pænt hun heler. |