onsdag den 26. august 2015

Gamle skrog og flade ører


Forrige weekend lykkedes det mig at male trekvart vindue ...

Det var jo ikke så meget, så i den forgangne weekend skulle der virkelig ske noget.

Det gjorde der også, og selv om jeg langt fra er færdig endnu, så føles projekt 'maling af alle døre og vinduer udvendigt' ikke så uoverskueligt som før.

Og godt det samme, for det kan godt mærkes i det gamle skrog - mit forstås - når jeg har tilbragt mange timer i besynderlige stillinger. Især - tror jeg - det der med at stå og blafre på en høj stige har givet ømhed både her og der.

Nu er jeg heldigvis færdig med at stå på den høje stige og kan nøjes med en trappestige eller en skammel til resten. Og nordsiden af huset er færdig. At der kun er to vinduer, er der ingen grund til at dvæle ved. Færdig er færdig.

Så egentlig er det gået meget godt. Det gør det jo som regel også, når jeg først kommer i gang.

Det er alle de indledende øvelser, det kniber med.

Først og fremmest den virkeligt svære; at komme op af stolen. Dernæst at få gjort vinduerne klar til maling. For når vinduerne bliver åbnet helt der ud, hvor glide-dimse-beslagene går lidt i baglås, så er der som regel både edderkoppe-lig, der skal børstes væk og edderkoppe-æg-spind, som er næsten umulige at skrabe væk.

Ulækkert, ulækkert.

Og ja, jeg ved da godt, at hvis bare man åbner og rengør sine vinduer tit nok, så vil problemet mindskes betydeligt. Men det gør vi så tydeligvis ikke ...

Selve maleprocessen går som regel fint. Jeg er, synes jeg selv, ret god til kun at spilde i begrænset omfang. Altså lige ind til jeg når hoveddøren, der er helt af træ og derfor så nem at male, at jeg ikke passer på og selvfølgelig plasker ud til alle sider. Og især ned på cementkanten, der ikke er teak-farvet, men grå. Var grå. Nu er den mere plettet som pelsen på et eksotisk dyr. Gemalen begyndte pludselig at tale om, at man jo også kunne lægge klinker på det sted. Han har ikke sagt, at klinker er nemmere at tørre af, men han er under mistanke for måske at tænke det?

Kamelen syntes, det var lidt synd for mig, at jeg skulle stå helt alene og male. Endda på skyggesiden af huset. Så hun holdt mig med selskab. Sad eller lå troligt lige i nærheden. Meget hyggeligt. Lige ind til der kom et højlydt Piiv! fra hende, og hun hastigt og med en fornærmet mine forføjede sig bort. Jeg var gået et skridt tilbage for at beundre mit værk og havde trådt på hendes ene øre!

Hun har tilgivet mig, og hvis vejret arter sig, og jeg kan male, vil hun sikkert også gerne holde mig med selskab i den kommende weekend.

Kamelen optaget af noget helt andet; brombærrov!
Og læg lige mærke til, hvor pænt hun heler.

fredag den 21. august 2015

SSHS - eller Fur i en fart


I uge 32 havde vi lejet et sommerhus på Fur.

For rigtigt at slappe af og lave ingenting.

Det var vi ikke voldsomt gode til.

Det var ikke Furs skyld. Heller ikke sommerhusets. Og kun i begrænset omfang vejrets skyld.

Det var allermest min egen ...

Det startede ellers meget godt.

Det vil sige; Donnaen var meget træt af projektet, længe før vi tog afsted. For det betød, at hun skulle være væk i præcis den uge, hvor mange af veninderne var kommet tilbage og havde en uge til tant og fjas, inden mange af dem skulle videre på efterskole eller udveksling.

Men bortset fra det.

Vi kom hjemmefra i god ro og orden, vejret var godt og den lillebitte sejltur en sjov oplevelse. Ruth var i det medgørlige hjørne og fandt uden brok frem til sommerhuset, der til vores almindelige tilfredshed lå yderst med et lille kig ud over strandengene til vandet.

Huset var rigtig fint, med alt hvad vi behøvede - måske pånær opvaskemaskine, hvis jeg skal være krakilsk. Donnaen indtog lynhurtigt overetagen, og så kunne vi andre selv om at indrette os nedenunder.

Da det var gjort, tog Gemalen og Donnaen på indkøb, mens Kamelen og jeg gik en tur.

Ude ved vandet var der ikke en sjæl i sigte, og Kamelen fik lov at løbe uden snor. Men ikke alle sjæle er lige lette at få øje på, så lige pludselig strøg Kamelen af sted ud over de våde strandenge efter noget, som jeg slet ikke nåede at se, hvad var, men som formentlig var et rådyr. Dem var der nemlig mange af, og de gik helt op til huset, fandt vi senere ud af.

Kamelen opgav hurtigt forfølgelsen og kom slukøret og møgbeskidt tilbage, og så var det ellers slut med at gå uden snor. Så kunne hund lære det.

Vi gik videre og kom forbi molerværket. Vi kom fra vandsiden og undgik på den måde behændigt at se alle skiltene med adgang forbudt. Det var lørdag, og værket lå øde hen og stønnede i varmen.

- Mor, en fabrik kan altså ikke stønne! protesterede Donnaen, da jeg senere fortalte om det.

Men lige præcis det gjorde molerværket altså ikke desto mindre, og faktisk var jeg ret glad for at komme forbi i fuldt dagslys, for i tusmørke og måneskin kunne værket være den perfekte kulisse for en gyserfilm.

Næste dag, efter Gemalens formiddagstur på cykel og veloverstået frokost, tog vi ud for at kigge nærmere på øen. Sol og sommervejr, masser af flotte udsigter og masser af flotte klinter med de særprægede lagkagelag, der fortæller om fortidens vulkanudbrud.

Også indenøs, i de mange molerudgravninger, kan man flere steder se jordlagene ligge i ujævne folder op og ned langs skrænterne. På den ene side ret vildt, når man tænker på de mange millioner år, der ligger forud for de lag, man ser i dag. På den anden side totalt upoetisk at vide, at udgravningerne foregår med henblik på produktion af - ta dah - kattegrus!

Aftensmaden blev spist på Fur Mikrobryggeri, hvor man satser på kvalitet frem for kvantitet i en grad, at to retter var lige lidt nok til vores slunkne maver. Selvfølgelig kunne vi bare have bestilt én eller to retter mere, men vi skulle jo også betale ...

Næste dag foregik efter stort set samme princip, omend vi godt kunne nøjes med aftensmad fra egen grill.

Og nu begyndte vi at kede os. Vi havde set nogenlunde det, vi ville. Forstået på den måde, at man sagtens kan bruge en masse tid på små gallerier eller på at lede efter fossiler, men ingen af delene appellerede rigtigt til os.

Så Donnaen begyndte at fløjte for, at vi skulle tage tidligere hjem end torsdag som oprindelig planlagt. Fruen tillod sig at fløjte lidt med. Og så blev Gemalen sur: Nu måtte vi altså tage os sammen og bare slappe af! Lidt en modsatrettet melding kunne man mene, men okay så prøvede vi da på det.

Donnaen surmulede lidt, men kunne faktisk godt finde ud af at sumpe. Blandt andet fordi mobildækningen var bedre end frygtet, og hun således stadig havde en fornemmelse af at være i rimelig kontakt med omverdenen.

Fruen derimod - suk altså!

Selv om jeg havde medbragt et bjerg af bøger, og også artigt læste i dem, gik der sjældent mere en tyve minutter, før jeg kom til at tænke på alt det, jeg kunne have udrettet derhjemme: Vasket tøj, slået græs, malet, strøget, ryddet op og så videre og så videre og så fremdeles. Hvis der er noget, der hedder SSHS - SmåStresset Husmor-Syndrom - så var det nok det, der gjorde sig gældende.

For at adsprede Fruen - og til almindelig underholdning - blev der spillet kongespil. Kamelen havde ganske vist svært ved at se det charmerende i, at vi smed med pinde, som hun ikke skulle hente og fjante rundt med, men ellers gik det meget godt, og jeg kunne måske endda have vundet over Gemalen.

Men så begyndte det at regne ...

Gemalen smed håndklædet i ringen og foreslog, at vi tog hjem dagen efter.

Og det gjorde vi så.

Molerværk i modlys.

torsdag den 20. august 2015

Noget om at vælte - med og uden mobil


- Moar, nu skal du ikke blive hys, lød det lidt ildevarslende fra Donnaen, da hun ringede til mig på kontoret en dag i sin ferie.

- ?!!

- Der er ikke sket noget særligt, men jeg er altså nede på skadestuen, fordi jeg væltede på min cykel og slog albuen, og lægen syntes, der skulle tages et røntgenbillede, så nu sidder vi og venter, Frederikke og jeg.

Moren lod arbejde være arbejde og drønede til hospitalet og fandt de to unge damer, der heldigvis var ved godt mod og ikke særligt knugede af situationen.

Donnaen var væltet på vej hen til veninden.

- Og så kom Frederikke og hjalp mig, sagde Donnaen glad.

- Ringede du efter hende?

- Nej, det var ikke nødvendigt. Hun hørte, at jeg faldt.

- Væltede du da hjemme i deres indkørsel?

- Næh, jeg hørte det i mobilen, supplerede Frederikke.

- ??

- Jeg talte jo i mobil med Frederikke, da jeg væltede, forklarede Donnaen.

- Du gjorde hvad? spurgte moren nu med begyndende ophidselse i stemmen.

- Ja altså, vi snakkede, og så gik det lidt op ad bakke, og jeg skulle skifte gear, og det var lidt svært med mobilen i hånden, og lige pludselig væltede jeg altså, indrømmede Donnaen, mens hun forsigtigt skævede til sin mor, som tydeligvis var ved at tage luft ind til et større udbrud.

- Jaja, jeg ved det godt! Og jeg skal nok lade være med at tale i mobil, mens jeg cykler, skyndte Donnaen sig at tilføje, inden moren nåede at sige noget.

Donnaen blev kaldt ind, og kom tilbage igen efter et øjeblik. Albuen havde alene fået et slag, og kølende omslag blev anbefalet.

Vi kørte hjem, og Donnaen syntes ikke, der var behov for at snakke mere om sagen ...

***


En anden, der væltede - faldt er nok det rette ord, var min gamle moster.

Hjemme i sin lejlighed og desværre uden en mobil ved hånden, for en sådan ejede hun ikke.

Dér lå hun så, for hun kunne ikke komme op igen.

Og hun lå der længe.

Måske 'kun' i et døgn, mere sandsynligt i to. Og måske i endnu længere tid. Den gamle dame er ikke helt skarp på, hvilken dag hun faldt.

Min kusine fandt hende. Stærkt dehydreret, med en alt for lav kropstemperatur og lettere hallucinerende.

Men livsviljen var i behold, og efter et par dage var hun stabil nok til at blive opereret  og få repareret den brækkede lårbenshals, der havde forhindret hende i at komme op at stå.

Det var tilbage i juli, og min moster er nu godt videre til næste etape; et genoptræningsophold på et plejecenter, hvor hun forhåbentlig kan blive, til der bliver fremtryllet en passende ældrebolig til hende.

I mellemtiden har min kusine skaffet sin mor den mobil, som den gamle dame ellers ikke havde ment, hun behøvede. Nu skal hun så bare lære at bruge den.

Og familiens øvrige enlige tanter er med omgående virkning sat under hvad man kunne kalde skærpet familie-tilsyn.


Billedudsnit af nærmest antikke mobiler lånt her.

fredag den 14. august 2015

Hjemture


Efter den guidede rundvisning på Neuschwanstein kan man forsøge at møve sig ud på slottets balkon og falde i svime over den totalt vidunderlige udsigt. Og efter indkøb af diverse tingeltangel i souvenirbutikken, kan man gå ad stien op til Marien-Brücke og se ned på slottet og videre ud over dalen. Igen en totalt vidunderlig udsigt. Det er fra denne bro,  at nok 90 procent af alle billeder af slottet er taget. Største udfordring er at undgå at blive skubbet til og/eller at tabe sit kamera ned i kløften, hvor man med garanti ikke behøver at lede efter det.

Nu havde vi god tid og snuppede en hestevogn, som i roligt tempo klip-klappede sig ned til byen igen. 

Her var der langt flere mennesker, end da vi kom, og vi kunne hurtigt blive enige om, at vi ikke skulle se mere. Hverken slottet Hohenschwangau, hvor Ludwigs far havde resideret, og Ludwig var opvokset, eller museet for de bayerske konger.

I stedet for at køre samme vej hjem til Oberammergau, valgt vi en sydligere rute, der på en kort strækning gik gennem Østrig. Det blev en smuk, smuk tur. Masser af bjerge og den fineste turkisgrønne sø, Plansee. Vi kom også forbi afkørslen til Schloss Linderhof, et andet af Ludwigs mange slotte. Men selv om jeg egentlig gerne ville set det - vistnok meget smukke og i forhold til Neuschwanstein helt anderledes - slot, var jeg så brugt i knolden, at jeg helt uden brok lod Gemalen passere.

Tilbage i Oberammergau gik vi på jagt efter en sen frokost. Først hos en vældig sød bagerdame, bagefter hos en slagterdame, der dårligt kunne skjule sin irritation over vores vægelsind og sære ønsker om tre skiver af én slags pølse og fem skiver af en anden. Det må være hårdt at være ekspedient i sådan en turist-overrendt by, hvis man ikke kan lide turister ...

Derefter var det tid at slå mave, og da der var Tour de France i fjernsynet, som Gemalen endelig havde fået til at virke, skete der ikke mere, før løbet var slut, og sulten igen meldte sig.

Efter først italiensk og derefter mexicansk mad ville vi gerne have god, solid og lokal kost, så vi gik hen på en restaurant, vi fik anbefalet af vores vært. Udmærket sted, hvor man havde travlt. Vi var heldige, at et par var ved at gå, da vi kom ind, så vi kunne overtage deres bord. Jeg har glemt, hvad vi fik at spise, men ikke overraskelsen over, at vi ikke kunne betale med kort, da vi fik regningen. Den nærmeste bank lå mindre end to minutters gang væk, vejret var godt, og det var stadig lyst, så kein Problem. Bare tankevækkende. Også at regningen bare var en lille håndskreven lap uden hverken nummer eller navn. Nu havde vi alle steder i både Tjekkiet og hidtil i Bayern kunnet betale maskinudskrevne restaurant-regninger med kort, og så støder man pludselig på sådanne lemfældigheder. Ret sjovt faktisk i det ellers så velordnede Bayern.

Næste morgen var det tidligt op og pakke, spise morgenmad, afregne og sætte kurs mod nord. På den måde fik vi ikke set ret meget af Oberammergau og de nærmeste omgivelser, men til gengæld ved vi præcis, hvor vi gerne vil bo, hvis vi kommer forbi en anden gang, enten på gennemrejse eller bare fordi.

Turen hjem gik fuldstændig problemfrit. Vi havde vores hyr med at forklare Ruth, at vi altså ikke ville ind og køre på Autobahn hverken i eller omkring München. Men ellers samarbejdede hun upåklageligt. Også selv om vi flere gange undervejs skiftede mening med hensyn til rutevalg. Først ville vi over Potsdam, men så ville vi ramme lige i myldretiden, og så ville vi hellere over Magdeburg. Senere kunne vi høre, at der var voldsomme køer omkring Magdeburg, og så ville vi alligevel over Potsdam.

På et tidspunkt var Ruth enig med radioen om en kø, og vi valgte at dreje fra og køre et lille stykke på små veje for at køre op igen på en næsten tom Autobahn. Lidt heldig må man gerne være. Ret heldig var også en ældre herre i en af de små byer, vi ved denne frakørsel kørte igennem. Den ældre herre valgte nemlig til både vores og andre trafikanters forbløffelse at svinge til venstre i en rundkørsel. Heldigvis var trafikken langsom og begrænset, så vi kunne nøjes med at måbe og gnide øjnene en ekstra gang.

Ellers ingen stop, køer eller uheld. 

Og da vi kom hjem, stod huset, planterne hang og dynerne ventede.

Landsbyidyl i Oberammergau.

torsdag den 13. august 2015

Disney-fantastisk - og en lille smule tragisk


Da hverdagen indhentede mig, manglede jeg stadig to ferieindlæg. Bedre sent end aldrig kommer de lige her:


Den sidste feriedag, bortset fra hjemrejsedagen, var afsat til Neuschwanstein. Slottet, som Fruen længe havde drømt om at se.

Allerede på lang afstand kan man se slottet som en lille hvid klat på en baggrund af skov og bjerge, og efterhånden som vi nærmede os, voksede slottet og så præcis så eventyrligt ud som på billeder.

Så snart vi steg ud af bilen, kunne vi se, at der var virkeligt mange mennesker. Heraf cirka halvdelen kinesere. Vi fandt billetkontoret, sprang den almindelige kø over og fik hurtigt vores billetter. Billetdamen fortalte, at der var stoppested for hestevognene til slottet til højre for billetkontoret.

Fruen mente - temmelig fejlagtigt - at vi havde god tid, så jeg kunne godt nå en tur på toilettet. Donnaen ville med. På vejen passerede vi et hestevognsstoppested, og undrede os. Måske havde billetdamen ment til højre set udefra?

Vi fik fat i Gemalen, købte billetter og sad lidt og ventede i hestevognen. Pludselig så jeg nærmere på skiltet ved stoppestedet og konstaterede, at hestevognen slet ikke kørte til Neuschwanstein, men til Hohenschwangau, det andet slot.

Ud med os og pengene retur fra kusken, der lignede en, der var ret vant til , at folk klokkede rundt i det på den måde.

Nu var der allerede gået ret meget tid, og Fruen, som omsider havde gidet at åbne den lille folder, som fulgte med billetterne, kunne konstatere, at vi dårligt kunne nå hestevognsturen, hvis vi ikke kørte lige med det samme. Gå derop kunne vi ikke med Gemalens dårlige hofte.

Tilbage var der bussen, og vi nåede hen til stoppestedet og købte billetter, mens bussen blev fyldt med kinesere - og kørte. Der var bare to foran os i køen, der heller ikke kom med ...

Selv om der var passagerer nok at tage af, gik busserne efter en fast plan og ikke bare efter behov. Så vi måtte vente. Længe. Og vores indgangstid oppe på slottet nærmede sig alt for hurtigt.

Det stod mere og mere klart, at vi ville komme for sent, og Fruen var lige ved at tude af skuffelse.

Vi blev dog i køen, og endelig kom bussen, og endelig kørte den igen, og endelig nåede den op til vendepladsen før slottet, hvorfra alle skulle gå det sidste stykke. Der var stadig et par minutter tilbage at løbe på, så det gjorde vi. Ret bogstaveligt. Løb!

Da vi omsider nåede slotsgården, skulle vi igennem en billetsluse, hvor vores billetnumre stadig blinkede, selv om indgangstiden egentlig var passeret. I 
almindelig opkogt og forvirret tilstand susede jeg i første omgang lige forbi og måtte bruge yderligere ti sekunder på at vende rundt og komme tilbage og får fumlet billetten igennem.

På slotstrappen stod en vagt og grinede venligt til os, da vi kom væltende, forpustede og røde i kammen. Så snart vi var indenfor, gik døren i, og guiden bød velkommen.

Hun fortalte - blandt meget andet - at slottet slet ikke er det middelalderslot, som det ligner. Det er bygget så sent som i tredie fjerdedel af attenhundredetallet. Og det ser ud, som det gør, fordi bygherren, kong Ludwig den anden af Bayern, var totalt verliebt i historiske eventyr og ikke mindst i Wagner-operaer. Derfor blev det ikke en almindelig hofarkitekt, men en Wagner-scenograf, der tegnede slottet ud fra kongens ønsker.

Indvendigt går Ludwigs forkærlighed for Wagner igen. Og kan man sin Wagner, hvilket jeg bestemt ikke kan, vil man kunne se henvisninger til forskellige Wagner-operaer - inklusiv en grotte med lys i skiftende farver! - overalt i udsmykningen. Noget er virkelig overdådigt flot, og noget er temmelig dystert. Jeg ville i hvert fald ikke turde sove i kongens soveværelse med mørke egepaneler og en seng med en himmel, der består af et væld af kunstfærdigt udskårne tårne og kors (eller hvad det nu er), så man føler sig hensat til en overbefolket transsylvansk kirkegård. Ved nattetide.

Bedre bliver det selvfølgelig ikke af, at det var netop her - i sin seng - kongen befandt sig, da han blev arresteret og erklæret sindsyg. Hvorefter han blev ført bort og et døgn senere fundet død i en sø.

Kongens pludselige og alt for tidlige død betød, at slottet aldrig blev færdiggjort, og på nær relativt få sale og gemakker (og et, for tiden, meget moderne og velindrettet køkken) står som en tom skal.

Og selv om slottet udefra fremstår som det mest perfekte Disney-prinsesse-slot, har der aldrig boet en eneste prinsesse. Kongen var en overgang forlovet, men brød forlovelsen og var vist i det hele taget ikke rigtigt til prinsesser ...

Ak ja. Et eventyrligt udseende er ikke altid nok til en happy ending.




mandag den 10. august 2015

Egentlig skulle jeg male


Sidste år kom jeg alt for sent i gang med at male det udvendige træværk, altså vinduer og døre, så i år skulle det være anderledes, og allerede i maj begyndte jeg at snakke om, at det var vigtigt, jeg kom i gang. Men at det altså krævede, at Gemalen og Donnaen tog sig af nogle af de andre ting imens, for ellers kunne det bare ikke lade sig gøre.

- Mmmmmmh, sagde både Gemalen og Donnaen.

Og så skete der ikke mere.

Men nu skulle det være.

Kamelen var afleveret på dyrehospitalet, maling og pensler plus det løse var fundet frem, og så var det bare at gå i gang.

Desværre klistrede stolen under mig. Avisen skulle læses, nettet tjekkes, vaskemaskinen startes og så videre. Og pludselig skulle vi have frokost.

Så gik jeg i gang.

Og malede trekvart vindue, før Kamelen skulle hentes.

Vel hjemme igen stod den på Kamel-overvågning.

Lørdag skulle Gemalen køre cykelløb, og Donnaen være sammen med en veninde.

Altså skulle Kamelen være sammen med mig. Indendøre.

Hun var stadig meget træt. Lå bare og sov og ville ikke drikke. Så formiddagen gik med at lokke:

- Du skal altså drikke noget vand.

- Kom nu, du skal drikke!

- Drik NU!!

Men Kamelen var ligeglad. Hun ville ikke drikke og bakkede, hvis jeg rakte vandskålen frem mod hende.

Heldigvis var hun en lille bitte smule sulten, så da jeg lagde en foderpille på kanten af vandskålen, og hun selv kom til at vippe den ned i vandet, Skete der noget. Hun gik på jagt efter foderpillen og måtte drikke en hel del vand, før hun fik den fisket op.

Det satte gang i tingene, og nu er Kamelen frisk igen og bare godt utilfreds med alle restriktionerne.

Søndag skulle Gemalen være hjemme, så jeg kunne male en hel masse. Tænkte jeg.

Først malede jeg et pænt stort vinduesparti og skulle så lige holde en lille pause.

Den lille pause blev dog lidt længere, for Donnaen skulle køres ud til en veninde, og bagefter skulle vi have frokost. Hvorefter det var meget vigtigt for Gemalen at klippe hæk. Uden hjælp fra Kamelen, som først fik lov af komme med ud, da jeg skulle hjælpe Gemalen med at fylde traileren med hækafklip.

Så skulle Gemalen bare rydde lidt op, og jeg kunne male.

Jeg malede det kvarte vindue, som jeg ikke havde nået fredag, plus et lille vindue mere.

Derefter skulle Donnaen hentes, og det skulle jeg gøre.

Bagefter skulle Kamelen luftes.

Og vi skulle have aftensmad.

Hvorefter Kamelen skulle ud på sin aftentur.

Nu var klokken mange, hverdagen ventede, og jeg pakkede malergrejet væk.

Status: Tre malede og tyve umalede vinduer eller døre.

Jeg håber virkelig, vi får en lang, lun og tør sensommer.



fredag den 7. august 2015

Broderet Kamel


Kamelen er træt med træt på.

Hun ligner et trafikuheld.

Og et broderi udført af en femårig.

Hun er ingen af delene.

Derimod er hun her til formiddag blevet steriliseret og har ovenikøbet fået fjernet to fedt-/talgknuder.

I fuld narkose forstås.

For at det ikke skulle være løgn, blev hun bedt om at gå hjem på egne fire let slingervorne poter. Fordi Fruen ikke kunne kapere tanken om at skulle krølle Kamelen sammen i transportboksen.

Der var lang vej hjem, skulle jeg hilse og sige. I virkeligheden er der cirka en kilometer.

Men hjem kom vi.

Næppe var vi kommet inden for døren, før Kamelen lagde sig, og der har hun ligget siden.

Hun er træt med træt på.

Og imens holder jeg øje og kigger lidt rundt i blogland, hvor jeg har været skammeligt fraværende en uges tid.