onsdag den 21. marts 2018

Nytårsnedtur


Torsdag aften fejrede kineserne deres nytår, og vi vidste ikke rigtigt, hvad vi kunne forvente.

Ville alting lukke ned, eller var det business as usual?

Eller noget midt i mellem; der bor jo også en hel del ikke-kinesere i Singapore. Vi besluttede at starte med at tage til Little India, hvor vi gik ud fra, at man nok ikke gik særligt meget op i det kinesiske nytår.

Fra stationen gik vi over gaden til Tekka Centre, som er et kæmpestort ferskvaremarked.

Set i bakspejlet kunne jeg godt have tænkt mig bedre om. For ferskvaremarked betyder jo ikke bare fint stablede frugter og gulerødder i kasser. Det betyder også slagtervarer. Og en slagterafdeling på et ferskvaremarked i Singapore er på ingen måde det samme som en kølig slagterbutik i Danmark. Her var om ikke pottehedt så i hvert fald heller ikke koldt, og det mærkedes på lugten, som gik direkte i næseborene på den noget sarte Donna. Og her var døde dyr i mere eller mindre genkendelige former, og da vi kom rundt om et hjørne, netop som en slagter choppede hovedet af et - dødt - får, tog Donnaens mave en elevator-tur, og hun styrede resolut mod udgangen og nægtede at gå ind igen.

Nå, men så kunne vi da se et par templer i Chinatown.

Vi tog toget og hoppede af på Telok Ayer, hvor vi fik øje på et lille bitte tempel, som jeg lige ville se nærmere på. Det var ret fint, men så gik der jo tid med det, og da vi bagefter kom til et noget større tempel, som vi også gerne ville se, var klokken lidt i tolv, og man var ved at lukke for besøgende. Det havde jeg ikke lige set komme, og jeg tror, at det skyldtes en ekstraordinær nytårsrengøring. Vi nåede lige en hurtig rundtur, men ikke at kigge nærmere på noget som helst, hvilket var lidt ærgerligt, da det, som de fleste buddhistiske templer, var fyldt med en million detaljer.

På den baggrund var der ingen grund til at bruge tid på at finde hen til Buddhas Tandtempel (jeg er sikker på, det lyder bedre på kinesisk), der skulle være det største og flotteste buddhistiske tempel i Singapore. I stedet gik vi med kurs mod det hindu-tempel, som - forbløffende nok - ligger midt i Chinatown. Det var virkelig varmt den dag, og det var, som om solen bagte ekstra meget ned i de små snørklede gader, hvor luften stod næsten stille. Da vi fandt templet - som hedder Sri Mariamman - og skulle smide skoene for at komme ind, var Donnaens gide-niveau så lavt, at hun hellere ville blive stående udenfor i skyggen end bruge energi på at få skoene af. Så jeg smed sandalerne og gik ind alene.

Det var overdådigt. Hvis det buddhistiske tempel havde en million detaljer, har dette tempel en milliard. Mindst. Og det er ikke bare fine mønstre, men figurer af mennesker og dyr og sære skabninger midt i mellem. De er røde og blå og grønne og alt muligt andet. Og små og store mellem hinanden. Jeg har desværre ikke en pind forstand på hinduisme, så jeg ved ikke, hvornår figurerne symboliserer noget særligt, og hvornår de 'kun' er til pynt. Det er fantasifuldt, vildt og voldsomt, og efter at have kigget lidt, kunne jeg mærke, at jeg nærmede mig et visuelt overload, hvor jeg simpelthen ikke kunne tage mere ind, så jeg traskede ud igen og fandt Donnaen og mine sandaler.

Og så gik vi hjem til hotellet og tog et par timer på langs, for vi skulle være længe oppe om aftenen i forbindelse med nytårsaften. For ikke at blive helt væk i mylderet i Chinatown, gik vi i modsat retning for at spise aftensmad og endte på en lækker italiensk restaurant, hvor vi sad udenfor og nød, at der var et vindue i mellem os og en lille familie med at par meget aktive, små børn, så vi kunne nøjes med at kigge på dem, men ikke høre dem ...

Et par timer senere kunne vi mætte og tilfredse daske tilbage til hotellet for lige at bruge en halv time der, før vi gik hen til Chinatown for at se, hvad der foregik.

Der var en kæmpestor afspærring, og bag den gik officielt udseende vagter rundt og småsnakkede. Klokken var nu knap halv tolv, men der var allerede mange mennesker, som havde taget opstilling, så vi besluttede at blive der, da der jo helt sikkert skulle foregå et eller andet.

Aftenen var lun og fin, og selv om vejrudsigten havde truet med regn, var det kun blevet til sytten dråber tidligere på aftenen. Vi kunne derfor, lige som mange andre, bare sætte os direkte på asfalten og afvente, hvad der videre ville ske. Der kom flere og flere mennesker. Og der kom politi. På en storskærm kunne vi se et fjernsynsshow, som vistnok, mente Donnaen at kunne høre nogen fortælle, blev sendt live fra et sted ganske tæt på.

Klokken nærmede sig tolv, folk rejse sig op, og på storskærmen kunne vi se, at der blev talt ned. På et stativ i nærheden af os var fastgjort noget fyrværkeri, som viste sig at være cirka fem kilometer fire crackers, som blev antændt, da klokken blev tolv.

De lavede et infernalsk spektakel i nogle minutter, og så skete der ikke rigtigt mere.

Til gengæld kunne vi, da vi vendte os om, se, at der blev skudt fyrværkeri af omme fra den anden side af en bygning. Vi kunne lige se toppen af det, men mente ikke, at vi var gået glip af det helt store, da også det efter 5-10 minutter døde ud igen.

Nu skete der til gengæld noget bag afspærringen. En hvid limousine kom trillende, og ud steg en dame i en rød, lang kjole, mens et dusin mænd i fine gyldne jakker vimsede rundt om hende. Hun hilste på nogen, gik lidt rundt og ønskede happy new year! ud til menneskemængden, før hun igen satte sig ind i bilen, afspærringen blev åbnet, og hun blev kørt væk.

Hvem damen var, fandt jeg til min irritation aldrig ud af, og det lykkedes ikke efterfølgende at google mig til det, så jeg ved stadig ikke, om hun var politiker (det tror jeg) eller bare en lokal kendis.

Og så var det slut!

Folk begyndte stille og roligt at sive væk fra det afspærrede område, og Donnaen og jeg gloede på hinanden og var mildest talt en anelse skuffede over den manglende action. Måske var der sket en hel masse alle mulige andre steder, men hvad lavede alle disse mennesker så på det samme sted som os? Var det bare effekten af, at nogen havde stillet sig op, så andre havde troet, at der foregik noget, og så var det så blevet sådan ved, til vi til sidst var rigtigt mange?

Vi grinede og gik lidt slukørede hjem i seng.


'Sku' det der nytårsaften virkelig være noget særligt?'

onsdag den 14. marts 2018

En aften med vind i håret


Efter frokost tog vi metroen til Orchard Road for at gå på shopping.

Orchard Road er fyldt med eksklusive mærkevareforretninger og dyre stormagasiner, og er vel Singapores svar på Champs Élysées, og det måtte vi selvfølgelig lige tjekke ud.

Fra stationen kom vi direkte op i et kæmpe stormagasin, kørte nogle etager op, til vi fandt nogle forretninger, der så rimeligt interessante ud, og så kiggede vi lidt på dem.

Vi måtte dog igen-igen konstatere, at vi mangler det der helt store shoppe-gen og faktisk nærmest bliver lidt handlingslammede, når vi havner i sådanne indkøbsmekkaer. En enkelt bluse blev det dog til Donnaen og en t-shirt til mig, før vi mistede interessen og i stedet gik ud i varmen og daskede lidt ned ad Orchard Road, hvor vi nok mere kiggede på folk og bygninger end på forretninger. Og da vi nåede den næste station, tog vi toget hjem, men hoppede for første gang af på Clarke Quay og konstaterede, at turen hjem til hotellet gik ad flade fortove og var helt uden gangbroer. Noget vi noterede os med henblik på hjemturen med kufferter et par dage senere.

På hotellet gik Fruen i gang med at studere kort og ruteanvisninger på Ipadden. For gode venner, som har været i Singapore, anbefalede os at prøve Night Safari, en slags nat-zoologisk have, som de havde besøgt et par gange. Samme gode venner havde været totalt uvidende om metroen og dens lyksaligheder, så vi var godt klar over, at de nok bare havde snuppet en taxa derud, men det var jeg simpelthen alt for nærig til. For den zoologiske have, både den med åbent om dagen og den med åbent om aftenen, lå lang væk, og taxaer er ekstra dyre om aftenen.

Altså metroen. Først et enkelt stop med den ene linje og så ti stop med den næste. Næsten helt over på den modsatte side af øen, mod Malaysia, til Khatib, hvor der skulle være en shuttle bus til de zoologiske haver.

På Khatib fandt vi uden problemer shuttlebussen og kørte så - længere end forventet - til den store busholdeplads ved de zoologiske haver. Vi hoppede af, og Donnaen kastede et kort blik på fartplanen og konstaterede, at bussen afgik tilbage mod stationen hvert 20. minut.

Vi fandt billetlugen og fandt da ud af, at man ikke bare sådan blev lukket ind, men at det skete i hold, og første hold klokken 19 var allerede udsolgt. Men så kunne vi jo komme med en time senere, og det gjorde sådan set ikke noget, for så kunne vi spise aftensmad mens vi ventede. Der var mange spisesteder i området, kunne vi se.

Hvad vi ikke kunne se var, at dem, der lå nærmest den dag-zoologiske haves indgang, lukkede et øjeblik efter, og så var der kun den ved nat-havens indgang tilbage.

Den så ikke helt så interessant ud - og der var run på! Lang kø og for få borde.

Bare ærgerligt; mad skulle vi jo have, så vi stillede os i kø og havde god tid til at finde ud af, hvad vi ville spise. Da der blev et bord ledigt, for Donnaen afsted og besatte det, mens jeg sneglede mig afsted i køen og fik bestilt. Vi fik vores mad, spiste og nåede en tur på toilettet, og så var det vores tid til at blive lukket ind.

Det gik nemt, for den egentlige prøvelse kom først, da vi skulle med det lille tog, som skulle køres os rundt i den nattemørke have. Selvom de små tog med hver fire vogne afgik i pendulfart, var der kø. Meget, meget lang kø. Donnaen og jeg så på hinanden og var enige om, at vi ikke rigtigt kunne forestille os vores venner i det gedemarked - to gange endda. Et billede og et par sms'er senere lød beskeden tilbage da også, at de slet ikke havde oplevet kø på samme måde, og Donnaen konkluderede, at der garanteret havde været et eller andet særligt set up, måske fra hotellets side, så vores venner var kommet igennem ved priority line.

Men selv pøblen nåede frem, og vi kørte ud i den tusmørke-dunkle have. Pointen ved at køre om aftenen i halvmørket er, at mange dyr er mere aktive i skumrings- og nattetimerne. Desuden kan man camouflere indhegningerne, så det i det sparsomme lys ser ud, som om dyrene går frit omkring. Nogle få, fredelige skabninger gør, men alle de andre er - selvfølgelig - forsvarligt anbragt bag hegn og voldgrave. Chaufføren sagde ikke noget, men via højtaler fik vi en båndet forklaring på, hvilke dyr vi så. Det virkede lidt dumt, især de steder hvor dyrene var forsvundet ud af syne ... Men også alle de andre steder, fordi højtalerlarmen i høj grad ødelagde illusionen om at køre helt alene på en mørke savanne.

Vi var heller ikke så imponerede af dyrene. For de var bestemt ikke spor aktive. De stod, sad, lå eller hang og så meget søvnige og ligeglade ud. Hvilket vel ikke er så mærkeligt, når de hver aften udsættes for 4-5 timer med forbikørende småtog fyldt med gæster. Det kan nok gøre selv den bedste antilope en lille smule apatisk?

Vores konklusion var, at det, der engang havde været en god ide og et godt koncept, var ved at blive kvalt i sin egen succes.

En lille smule skuffede gad vi da heller ikke gå en tur på en af stierne, da vi var færdige med den trillende tur. I stedet gik vi ud til busholdepladsen, og da der ikke var nogen bus på den forventede plads, nærlæste Donnaen trafikplanen og fandt nu ud af, at den sidste bus var kørt klokken 19.20. Det kunne simpelthen ikke passe, mente hun og henvendte sig til en mand, der så en lille bitte smule officiel ud. Jo, det kunne godt passe, sagde han, og før han nåede at sige mere, udbrød Donnaen med store, runde øjne:

- But how do we then get home??

Hendes onde mor var lige ved at grine, fordi hun så så sjov ud, som hun stod der midt på en plads med masser af taxaer og (andre) busser. For ganske vist er jeg nærig, men jeg havde dog ingen intentioner om, at vi skulle gå de 14-15 kilometer tilbage til byen, så hvis alt andet glippede, måtte vi jo bare tage en taxa.

Så langt nåede vi dog slet ikke, for den venlige mand forklarede Donnaen, at vi bare kunne købe en billet til hans bus og på forhånd fortælle, hvor vi gerne ville sættes af, for så blev vi bare det.

Det gjorde vi så og fik en billet, hvor manden skrev et tretal, som angav vores stop, Clarke Quay. Det var vigtigt, at vi hørte efter, for bussen ville ikke stoppe i nummerrækkefølge.

Bussen var en stor, åben dobbeltdækker. Af den slags man bruger til hop on/hop off sightseeing. Vi gik op oven på for at nyde udsigten ind til byen, og så kørte vi.

Det blev det absolut mest uautoriserede, vi foretog os på den ferie, for efter kort tids kørsel nåede vi ud på en meget større vej, som måske ikke var en motorvej, men så i hvert fald i klasse med en motortrafikvej, og så drønede vi afsted. Med motortrafikvejshastighed. Mens vi sad på første sal i bussen, uden tag, vinduer og seler ...

Moren holdt sin mund, og Donnaen indså nok ikke helt, hvor udsatte vi var. I stedet nød vi turen i den lune aften, mens vores hår fløj i alle retninger, så det fyldte dobbelt så meget da vi stod af ved Clarke Quay 30-40 minutter senere, fuldstændigt som lovet.

Derefter var det jo bare at daske hjem, købe noget at drikke i den lokale 7-Eleven og gå op i seng.

I mangel af brugbare billeder
er her i stedet et med nogle af de ikoniske
bygningsværker ved Marina Bay.

fredag den 9. marts 2018

Kultur på flere måder


Noget af det bedste ved at færdes i Singapore - ud over, at der er dejlig varmt, og at det føles totalt trygt og godt - er mangfoldigheden.

Her er mennesker i alle kulører, og de sameksisterer - tilsyneladende - helt uden problemer. Jeg ved da godt, at der kan foregå alverdens ting, som man som almindelig blåøjet turist hverken ser, hører eller iøvrigt fatter en bjælde af. Men altså, umiddelbart er der fred og fordragelighed mellem de tydeligt forskellige folkeslag.

Det ses blandt andet i metroen, hvor den unge, meget tildækkede (malaysiske?) kvinde sidder ved siden af to kinesiske bedstemødre i t-shirts, nederdele og flipfloppere. På deres anden side sidder en hel, meget mørk, smuk indisk familie, hvor mor og bedstemor bege er i sari. Og så er der de små grupper af skolepiger, der sidder og kvidrer, i ens skoleuniformer og hver sin hudfarve.

Det er til at blive helt glad i låget af.

Og altid sjovt at sidde og kigge på ...

Donnaen og jeg syntes, at vi også skulle have mest ud af diversiteten og om muligt se lidt af alle kulturer. Det lykkedes ikke helt, men det er så en anden historie, og intentionerne var i hvert fald de bedste.

Således satte vi efter morgenmaden kurs mod den store Sultan Moské i det område af Singapore, der hedder Kampong Glam, som vistnok betyder arabisk kvarter. Vi var med bussen, hvilket var lidt af et sats, men med betydeligt kortere at gå end fra en metro-station. Det gik meget godt. Vi kom af kun et enkelt stop for sent, og vi huskede begge at stemple ud, da vi hoppede af. At komme af det rigtige sted er lige præcis det sværeste ved at tage bussen, for bussen stopper måske/måske ikke (og her var det ikke) ved alle stop, og hvordan skal man ellers vide, hvornår man er det rigtige sted, når man ikke har været der før?

Men altså, vi kom af og skulle blot gå et par hundrede meter tilbage for at finde den rette vej. På et tidspunkt fyldte en kæmpe turistbus det meste af gaden. Den læssede en hel horde franske turister af, men de skulle heldigvis ikke samme vej som os, så da vi nåede moskéen, var der kun ganske få mennesker. Moskéens store, gyldne løgkuppel strålede i solen og så helt fantastisk ud, når man kom rundt svinget i den lille gade. 

På tæt hold var vi først lidt i tvivl om, hvorvidt vi overhovedet kunne komme ind, da den første låge i muren var lukket. Det var der heldigvis ikke, lukket altså, og vi gik ind og blev venligt modtaget af en mand, der beordrede Donnaen til at iføre sig en form for kjortel, der dækkede hendes lange bare shorts-ben. Jeg slap, til min overraskelse, fordi mine bukser lige akkurat dækkede knæene. Og at jeg bare havde en t-shirt på foroven, gjorde ingenting. Det var Donnaen lidt utilfreds med. Dels fordi jeg havde 'glemt' at fortælle hende det på forhånd, men mestendels fordi hun havde det meget varmt, dækket fra top til tå, som hun var.

Indenfor kom vi til det store bederum, som siges at kunne huse helt op til 5000 bedende. Det var svært at bedømme. Denne dag sad der kun enkelte personer på det kæmpestore gulvtæppe, som dækkede hele gulvet.

Jeg har aldrig før været i en moské, så jeg har intet sammenligningsgrundlag. Ud over alle de kirker jeg har set. Og som en moské jo netop ikke kan sammenlignes med. Her var blot et meget stort rum uden ret mange dikkedarer. Store søjler bar tagkonstruktionen og en indskudt balkon i begge sider. Det store rum var åbent ud mod en udvendig søjlegang, og buerne over dørene var smukt dekorerede i flotte mønstre i guld og grønt. Det samme var endevæggen, hvor en stor portal fyldte det meste. Hvor den førte hen, ved jeg ikke, men flot var den.

Det store, næsten tomme rum, var virkelig forskelligt fra en overfyldt katolsk kirke. På sin vis kan man jo mene, at det er meget godt, at der ikke er så meget tingeltangel til at forstyrre ens tankegang, når man skal koncentrere sig om sin tro og sin gud. Under alle omstændigheder blev vi begge grebet af roen og stemningen og listede andægtigt rundt og kiggede. Det måtte vi gerne, og vi måtte også tage billeder, så længe vi ikke fotograferede de bedende. Men Donnaen nærmede sig hurtigt smeltepunktet, så hun afleverede sin kjortel, og vi sagde farvel til den venlige herre og gik ud i solen.

Vi daskede ned gennem de små gader på vej tilbage til bussen. Her var hyggeligt, men også ret turistet med mange caféer og små butikker, der solgte t-shirts og tingeltangel. Kampong Glam er, ligesom blandt andet Chinatown, en enklave, hvor de gamle huse i to-tre etager stadig får lov at blive stående, mens højhusene rejser sig i baggrunden. Det giver nogle ret hidsige kontraster rent visuelt, og man kan godt bruge lang tid på bare at glo.

Men vi skulle videre, for Donnaen ville på museum, og da det er lige så sjældent forekommende som sne i Sahara, var det bare med at komme afsted.

National Gallery Singapore var målet.

Og let at finde.

Det var desværre også det eneste lette.

For det store, flotte galleri er meget, meget svært at finde rundt i. Det består af to flotte, gamle bygninger, det gamle rådhus og den gamle højesteretsbygning, der er bygget sammen. Denne mellembygning er helt moderne i glas og stål og forbinder to gamle, statelige bygninger fra den engelske kolonitid. Det er meget flot og anderledes, men det var jo ikke det, vi ville se.

Faktisk vidste jeg slet ikke, hvad det var, Donnaen ville se. Det viste sig at være en vandreudstilling, som hun havde set på nettet. Efter at have ledt højt og lavt og spurgt sig for blandt adskillige kustoder fandt Donnaen omsider frem til et par unge piger, der vidste, hvad hun talte om, men som også kunne fortælle, at udstillingen var 'vandret videre' og nu kunne ses i Hong Kong. 

Øv! 

I stedet måtte vi nøjes med en anden vandreudstilling, som faktisk også var ret fin, bare ikke den rigtige. Desuden så vi en vandreudstilling med Monet, men den var ikke noget at skrive hjem om, og så så vi en permanent udstilling med gamle kinesiske blæktegninger. Den var jeg ret vild med, og vi var begge meget fascinerede af udsigten fra tagterrassen, hvor man kunne se ud over en stor del af Marina Bay med alle de spektakulære bygninger.

Vi så mere end det, men irritationen over vores absolut manglende evne til at finde rundt var mærkbar, og vi blev enige om ikke at gide mere og i stedet gå ud og finde noget frokost.

Det vidste vi nemlig, at vi kunne finde ud af.

Den smukke Sultan Mosque.

tirsdag den 6. marts 2018

En sydhavs-ø kun for sjov


Singapore har ikke noget Disneyland.

Til gengæld er der Sentosa Island. En lille ø, der helt er forbeholdt fritidsfornøjelser. Her er hoteller, golfbane, lystbådehavn og strand. Plus en lang række forskellige forlystelser og attraktioner af meget forskellig karakter.

Især er der en Universal Studios forlystelsespark, hvilket Donnaen ikke var mange sekunder om at finde ud af, da vi planlagde turen til Singapore.

Dér måtte vi hen!


Belært af sidste års erfaringer skulle det ikke være Valentines Day, altså onsdag. Det skulle heller ikke være torsdag, som var nytårsaftensdag i forhold til det kinesiske nytår, for vi kunne ikke finde ud af, om det betød, at mange ville holde fri. Og det skulle helt sikkert ikke være fredag, nytårsdag, hvor vi med sikkerhed vidste, at alle havde fri.

Derfor var der kun tirsdag tilbage. Så vi sparkede os selv relativt tidligt ud af sengene og drog afsted. Med metroen til Harbourfront, hvor vi skulle finde det lille tog over til øen. På et kort ser det ud som om man skal ud at gå for at finde stationen, men i virkeligheden skulle vi blot følge strømmen i et stort shoppingcenter, så gav det sig helt af sig selv.

Ved den første station, Harbourfront, hoppede vi af og fulgte skiltene mod S.E.A. Aquarium, som vi ville besøge før Universal Studios. Vi havde nemlig købt billetter hjemmefra. Til Universal Studios plus tre andre attraktioner efter eget valg. Det vil sige, det var nu egentlig lidt snyd, for akvariet hang sammen med et sejlskib, som vi ikke gad se, og på den måde brugte vi to klip på én attraktion. Det gjorde nu ikke så meget, for det var stadigvæk en billigere løsning end at købe billetterne hver for sig. Knapt så smart var det, at vi ikke bare kunne gå ind på vores billet-print, men først måtte redeeme ved en særlig billetluge og på den måde ikke slap helt for at stå i kø.

Ind kom vi, og det var stort. I følge diverse opgørelser det andet- eller tredjestørste akvarium i verden, lidt afhængigt af om man måler på det ene eller det andet. Mange steder føltes det dog ikke specielt stort, og man kunne godt en gang i mellem risikere at skulle slås lidt for at komme til at se. Med lidt tålmodighed lykkedes det dog at få os møvet helt hen til glasset de fleste steder. Og så var der de store akvarier, hvor man helst skulle stå lidt på afstand for at få det bedste indtryk.

Og der var hajer og alverdens andre fisk i sjove farver og faconer. Vi har ikke en pind forstand på fisk, men synes bare, de er sjove at se på.

Det bedste af det hele var (selvfølgelig) det absolut største akvarium. Det var nærmest som at gå ind i et meget stort auditorium, med ståpladser på flere niveauer, og så den største akvarievæg, jeg har set. En masse forskellig slags fisk svømmede rundt, men Donnaen og jeg er specielt pjattede med rokker. Og her var mange. Både rigtigt mange små på størrelse med en stor stegepande og så de store og de kæmpestore. Hvor store, de nøjagtigt er, ved jeg ikke, men når de kom glidende langs glasvæggen, lignede de lagner til en dobbeltseng. De fleste var mestendels hvide på mavesiden, men nogle få skilte sig ud med mørke undersider, og især en enkelt af de store var meget flot med sort mave og nogle få hvide aftegninger, så vi fik associationer a la Darth Vader. Lidt uhyggeligt faktisk.

Vi var der længe, fordi Donnaen forsøgte at tage den perfekte selfie med en rokke i baggrunden, og det var absolut ikke nemt. Morens evner som portræt- og rokkefotograf var sørgeligt begrænsede, så det blev ikke bedre af, at jeg prøvede.

Da vi til sidst ikke kunne kapere flere rokker, gik vi ud i varmen og traskede over til Universal Studios, hvor vi måtte igennem en endnu mere fjollet billet-indløsningsprocedure. Heldigvis var der ikke vildt mange mennesker, så vi kom alligevel ret hurtigt ind i parken. Købte os noget at drikke og så os omkring.

Donnaen, der har oplevet Universal Studios i Florida, kunne ret hurtigt konstatere, at Singapore-udgaven er en lillesøster-version med mindre plads, færre og knapt så vilde/lange forlystelser. Det gjorde nu ikke noget, for i virkeligheden er Donnaen og jeg et ret dårligt match, når det kommer til forlystelser, for mens Donnaen ikke bryder sig om højder, er jeg ikke vild med voldsomme accelerationer, og ting, der kører rundt i høj fart. Det forhindrede os dog ikke i at have det sjovt. Vi prøvede både dit og dat, og havde valgt den helt rigtige dag med overkommelige køer. Donnaen kom mere i højden, end hun brød sig om, men tog det pænt, og jeg både overlevede en rutschebane og konstaterede, at lukker man (læs: jeg) øjnene i 3D-forlystelser, så sker der ikke så meget, da det meste bygger på synsindtryk, mens man bare sidder og rokker, spændt fast i sit sæde i en lukket kabine, der godt nok står og ryster og vipper og drejer, men iøvrigt ikke bevæger sig ud af stedet.

Sidst på eftermiddagen var der et stuntshow, som vi selvfølgelig skulle se. Selv om det var varmt, skulle vi ikke nyde noget af at sidde i soak-zone, men fandt pladser lidt længere væk. Hvilket var godt, for de forreste tilskuere blev temmelig våde. Der var nemlig tale om et show med en masse vand i et Mad Max-agtigt univers, hvor helte og skurke kæmpede om magten i en lille flydende koloni i en ellers oversvømmet verden. Plottet var ikke særlig vigtigt, og selv om vi ikke altid var sikre på, hvem der var heltene og hvem skurkene, var det sjovt og flot at se dem drøne rundt på jetski og i speedbåde mellem eksplosioner og ildebrande og ting, der faldt ned.

Der blev løbet og klatret og slået på tæven, og det må have været virkelig varmt for de medvirkende stuntmænd og -kvinde. Vi andre sad lige så stille i skyggen og kiggede, mens sveden løb i små dråber ned ad bryst og mave ...

Varmen lagde en naturlig dæmper på gide-niveauet og efter noget mere at drikke forlod vi forlystelsesparken og satte kurs mod den modsatte side af øen. På vejen kom vi forbi en gigant-udgave af Merlion. Så stor, at man kan komme op i den og kigge ud over øen fra Merlions løvegab. Det gad vi nu ikke, men fortsatte til den anden side, hvor vi fandt billetlugen til redemption af de sidste billetter, så vi var klar til at se Wings of Time lidt senere. Først skulle vi dog spise og fandt en udmærket restaurant - eller cafeteria var det vel nærmest, hvor Donnaen fik en udmærket nudelret og jeg en lidt mere mystisk ret med nudler og fisk.

Ned kom det dog, og mætte og tilfredse gik vi hen for at se Wings of Time. Vi vidste ikke rigtigt, hvad det egentlig var, men det havde set spændende ud på nettet ... Stierne ledte ned på stranden, hvor der var et afgrænset område med bænke, og ude i vandet stod en underlig konstruktion af træplader, som vi ikke rigtigt kunne forstå, hvad skulle bruges til.

Der sad vi så i den lune aften og kiggede ud over havet og de mange skibe, mens tusmørket kom krybende.

Forestillingen havde to medvirkende, som man så først og sidst. Resten var lyd, lys og vand - og træpladerne fra før. Meget svært at forklare, men en fortælling om at rejse gennem tiden med en kæmpefugl. Og det var superflot. Træpladerne fungerede som et filmlærred, men derudover blev lyset sendt op i mod nogle fontæner eller springvand, så der dannede sig de flotteste billeder og formationer, som forsvandt igen, så snart vandet forsvandt. Vi sad med åben mund og glemte i lang tid at tage billeder. Og når vi prøvede, var det næsten umuligt at ramme de rigtige tidspunkter, så vi opgav igen og nød bare showet og hele stemningen.

Knap en halv time senere var det hele overstået, og nu skulle alle hjem, så der var lidt kø ved toget, hvis endestation meget bekvemt lå et par hundrede meter væk. Men igen var det bare at følge strømmen, og inden længe kunne vi daske fra Chinatown og hjem til hotellet.


Wings of Time. Det grønne og brune er træplader og lys.
Den røde fugl er alene vand og lys.