Højt op

- I Polen har de sådan nogle gode motorveje, sagde min kære moster, da jeg snakkede med hende i telefonen et par dage før vores ferie.

Hvor hun lige havde den oplysning fra, ved jeg ikke. Og jeg havde hende nok lidt mistænkt for bare at synes, hun skulle bidrage positivt til samtalen.

I hvert fald havde hun på ingen måde ret.

Så snart vi krydsede grænsen fra Tyskland til Polen, blev motorvejen markant dårligere. Mange steder var der hastighedsbegrænsning på helt ned til 60 km/t, hvilket slet ikke var noget problem at overholde, hvis bilen ikke skulle rasle fra hinanden, og Gemalen ikke få hvide fingre af at klamre sig til rattet.

Pludselig var motorvejen spærret, og vi blev ledt af uden nogen form for forklaring - eller skiltning. Og så lå vi der i halen på alle de andre og kørte længere og længere væk. I lang tid lå vi bag en lille kassevogn, men på et tidspunkt drejede den fra, og et øjeblik efter opstod der kø. Gemalen tog en rask beslutning, vendte bilen og kørte tilbage og drejede af efter kassevognen. Vi anede ikke, om chaufføren bare var på vej hjem til kaffe et par huse væk, men Gemalen satsede på, at han - chaufføren altså - kendte en smutvej.

Kassevognen var selvfølgelig for længst forsvundet, så vi satte vores lid til Ruth, og det varede heller ikke længe, før hun fik os vel tilbage på rette spor. Hvor alle de andre afledte trafikkanter var kørt hen, anede vi ikke, men vi undrede os en del.

Efterhånden blev vejene bedre, og vi kom op på en nogenlunde normal marchhastighed, og hen på eftermiddagen nåede vi helt ned i bunden af Polen. Tatrabjergene dukkede op og udløste en række ih og åh af begejstring. 

Den præcise adresse blev tastet ind. Sådan da. For da vi ville ned på gade-niveau i den lille flække Nowe Bystre tæt på Zakopane, gav Ruth op. Så vi kørte bare mod Nowe Bystre og håbede det bedste. Vi var nu nået helt ud på landet. Vejene blev mindst en halv vognbane for smalle, og oversigtsforholdene umulige, og jeg indså straks, at mit kørekort umuligt kunne være gyldigt i det område. Noget jeg stædigt holdt fast i under hele ferien. 

Vores Willa Juna så vi ikke noget til, og da vi på vej op ad en lang bakke så en bebyggelse, der så bare en lille smule turist-agtig ud, blev jeg sat af for at spørge om vej. En meget venlig mand var netop ved at køre og tilbød at vise os vej. Og vi fandt vores destination. Cirka 200 meter længere oppe ad vejen ...

Og resten af dette indlæg er så specielt tilegnet Ellen, som tilbage i maj var noget skeptisk ved vores valg af feriemål:

Her blev vi venligt modtaget og fik vist vores værelse. Det var bittelille, men det så vi slet ikke, for vi gik direkte ud på altanen og stod så der med tabt underkæbe. Vi tror nok, vi boede i cirka 1000 meters højde, og udsigten var storslået. Først en mindre knold og så de store bjerge i baggrunden. Bedre kunne det næsten ikke blive.

En mindre rundtur og en hurtig udpakning senere var det spisetid.

Vi var 'kommet til' at bestille halvpension og var bestemt ikke sikre på, at det var en god ide, men havde besluttet at tage det som en oplevelse.

Det var det. Både en god ide og en oplevelse.

Tre retter hver dag. Bestående af en suppe-ting, en hovedret og en kage. Næppe til mange Michelin-stjerner, men lækkert og hjemmelavet og i rigelige mængder.

Hver dag var menuen skrevet på en lille tavle. Vi lærte aldrig at gennemskue ret meget, og at der somme tider var en engelsk oversættelse, gjorde os ikke meget klogere. Allernederst stod der 'kompott', og vi tænkte, at det hørte nok til kagen, og vi var derfor lidt overraskede over, at den der kompot aldrig dukkede op. Indtil Donnaen regnede ud, at der selvfølgelig var tale om den saftevand*, vi hver dag fik i en ny variant.

Morgenmaden var et kapitel for sig. Vi kunne bestille pandekager eller skrammel-æg (Donnaens udtryk) med mere, hvis vi ville og så var der ellers - foruden cornflakes og choko-pops - et kæmpe udvalg af pålæg. Normalt er jeg ikke meget for kødpålæg om morgenen, men underlige ting sker, når jeg er på ferie, og så glider både pølse og skinke ned uden besvær. Plus noget fiskemousse/-paté - ørred måske?

Te og kaffe måtte vi gerne selv gå ned og lave, og der stod næsten altid juice eller saft i køleskabet, så forplejningen var det svært at brokke sig over.

Brokke mig en lille smule kom jeg til gengæld vist til, over nogle genbo-hunde, der gøede om natten. Og hvis vi ikke havde både set og hørt dem om dagen sidenhen, ville jeg have troet, at vores vært var gået direkte over og havde kvalt dem. For vi hørte dem ikke mere om natten. Måske sov vi bare som sten, måske var de virkelig blevet lukket ind for vores skyld?

Her boede vi godt og rart i seks dage for næsten ingen penge. Og oplevede en masse. Ikke altid lige det, jeg havde drømt om. Men så en masse andre ting.

Vores udsigt. Som hele tiden skiftede, men
aldrig kunne ydes retfærdighed med et mobilkamera.

* Jeg har prøvet at sætte kompott ind i google-translate.  Det virker overhovedet ikke, men jeg tror nu, at Donnaen havde ret alligevel.

Ruth snakker kaudervælsk

Ruth taler fuldstændig som Kaj Holgers hustru i tv-serien Krøniken. Meget korrekt, men alligevel med et lille bitte gran af accent.

Vi har det som regel fint med hendes høflige anvisninger. 

- Kør til venstre om to kilometer, siger hun. Og fortsætter så:

- Kør til venstre ad anden vej. 

- Kør til venstre nu.

Og det gør vi så. Som regel.

Nogle gange gør vi noget helt andet, og så kan hendes insisterende stædighed godt være en anelse trættende.

- Hvis muligt, vend om! 

Men da Ruth på denne tur også begyndte at tale kaudervælsk, syntes vi alligevel, at hun burde stramme sig an.

Ruteanvisningerne var stadig på dansk, men traffik-informationerne var ret særprægede. I starten forstod vi ikke et suk. Efter et stykke tid kunne vi høre, at alle tal var på engelsk. Men ikke om vi kunne begribe, hvad resten var. 

Det var ret irriterende, for vi nærmede os på det tidspunkt Berlin og var ivrige efter at komme mest hensigtsmæssigt gennem mylderet der. Jeg mente at kunne genkende nogle stedbetegnelser, og vi besluttede at forlade motorvejen og begive os ud på landevejene vest om Berlin. (For noget måtte der jo være i vejen). Det blev en langsommelig affære, for selv om de østtyske motorveje er oppe på fællestysk standard, så er landevejene det altså ikke

Imens lyttede vi til Ruth. Og undrede os. Efter noget tid nåede vi frem til, at Ruth talte dansk på engelsk. Ordene er danske, men udtalt som af en englænder, der aldrig har hørt et ord dansk, men bare har fået stukket en dansk tekst i hånden til oplæsning. Det lyder i bedste fald mystisk. Andre gange totalt uforståeligt. Læg der til tyske og mellemeuropæiske stednavne, stadig udtalt på engelsk ... Vi lærte i løbet af ferien at opfatte brudstykker som 'lastbil' 'vognbane' og 'spærret'. Hvordan det går til, aner vi ikke, og Gemalen må nok ved lejlighed bruge lidt tid på manualen. Det skal til Gemalens forsvar pointeres, at Ruth netop var blevet opdateret før afrejse og egentlig bare forventedes at opføre sig, som hun plejede.

Om det havde betydet ret meget at kunne forstå Ruths advarende oplysninger, er ikke til at vide. Vi havde næppe undladt at høre tysk radio, men i Polen, Slovakiet og Tjekkiet ville forståelig tale fra Ruths side unægteligt have været en fordel. 

Ikke desto mindre klarede vi os jo fint. Vi fandt vores destinationer. Vi sad ikke fast i køer, og alt forløb egentlig mere eller mindre som planlagt. På den måde fungerer Ruth bare som en livrem og seler-ting, som vi jo tidligere fint har undværet, fordi GPS'er ikke var opfundet. Alligevel brugte vi i starten af denne tur meget krudt på at være utilfredse med Ruths opførsel. Indtil vi endte med at trække på skuldrene, da vi alligevel ikke kunne gøre noget.

Og den første aften nåede vi ganske som planlagt til Roggosen, ikke langt fra Cottbus og tæt på den polske grænse. Her havde vi booket os en suite på et fint lille Waldhotel. Suiter er ikke noget, vi normalt gør i, men her kostede den af uransagelige grunde ikke mere end et almindeligt trepersoners værelse. Så derfor.

Og så havde vi ovenikøbet fornøjelsen af en 'stjernehimmel' over dobbeltsengen. Sådan en stor blå plade, hvor der sad små dioder og lyste i skiftende farver. Donnaen mente at kunne se Karlsvognen. Men ud over et fint lille hjerte kunne hverken Gemalen eller jeg få øje på noget, der lignede noget som helst. På hotellet syntes man nok selv, at det var vældig fint. Vi syntes mest, at det var ret spøjst, og brugte en del tid på at forestille os, hvordan forløbet havde været, da man i sin tid besluttede, at nu skulle den suite altså shines gevaldigt op. Så har de gode tyskere siddet der og tænkt, så det knagede (forestillede vi os), indtil en eller anden pludselig har sagt de forløsende ord: Vi sætter en stjernehimmel op. Das wird wunderschön!

Til alt held - og Donnaens skuffelse - kunne vi slukke for himlen. 

Og efter en god nats søvn under tonstunge dyner var vi parate til at indtage Polen.

Meget fin stjernehimmel!

Alt for meget Slesvig

Der vaskes igen.

Ikke med samme intensitet som inden ferien. Men noget må gøres, for Gemalen er ved at løbe tør for underbukser, og Donnaen har bare slet ikke noget tøj (hun gider) at tage på.

Vi kom hjem igår aftes. 

Efter at have set alt for meget til Slesvig.

Det gik ellers så godt, lige til vi kom på højde med Hamburg.

Vi startede cirka halv ti fra lille bitte Dubi, et stenkast inde i Tjekkiet. Det var mindst en time senere, end vi under normale omstændigheder ville være kørt. Men vi kunne først få morgenmad klokken ni, og det fandt vi os pænt i, da de ellers var så søde og rare på hotellet.

Og så gik det over Dresden og Leipzig til Magdeburg, hvor det lykkedes Gemalen at tanke et sted, hvor hans plastickort (og mine) ikke duede. Til alt held havde jeg aftenen før hævet (lige akkurat nok) euro til at klare betalingen. Men så havde vi pludselig slet ingen penge og smuttede derfor ind i indkøbscenteret lige ved siden af for at købe penge og frokost.

Her svedte vi en halv times tid og så afsted igen. Vi havde forlængst bestemt at undgå A7 længst muligt og drejede derfor nordpå ved Braunschweig for at følge landevejen over Uelzen til Lüneburg og videre 'bag om' Hamburg ad vores 'hemmelige rute'. Det gik fint, selv om det var landevej. Vi så de sædvanlige 'uartige damer' med deres autocampere i skoven før Lüneburg og var enige om, at det måtte være en klistret fornøjelse at besøge dem i den varme. Temperaturen lå konstant på 30-32 grader. 

Vi passerede Elben i en af de små hyggelige byer lige øst for Hamburg. 

Og kom så i tanke om det vejarbejde, vi havde bandet over på vejen afsted på ferien, men glemt igen, fordi det var værre omkring Berlin. Kortet blev konsulteret, og vi valgte en alternativ rute med næsen mod Lübeck. Fandt tilbage til den oprindelige rute, men havde så i mellemtiden hørt, at trafikken stod mere eller mindre stille på A7 på grund af problemer ved Kieler-kanalen, hvor der pludselig var blevet lukket vognbaner og helt spærret for lastbiler. (Åbenbart en ny ting, for det gjaldt ikke på udturen, og stod da også omtalt på flere netaviser idag).

Så måtte vi jo bare køre endnu længere mod nord ad landevejene. Vi kørte nu mod Kiel. Var enormt heldige, da en ældre mand væltede med sin bil og trailer, for vi kom præcis så sent, at de første tililende allerede var ved at hjælpe ham ud. Og så tidligt, at der ikke var opstået kø. Efter Kiel gik det mod Schleswig, og vi passerede smukke Eckernförde i fin stil. Men så var vejen til Schleswig pludselig lukket, og vi måtte igen ud på de helt små veje. 

På det tidspunkt var vi ved at blive godt trætte af Slesvig. Ganske vist er der mange steder både kønt og ekstra kønt, men vi havde absolut ikke planlagt, at netop dette område skulle udforskes på vej hjem fra sommerferie.

Endelig nåede vi ud på A7, og trafikken gled, som den skulle. 

Igen var der danske biler på vejene. Vi havde ikke set en eneste siden Magdeburg, og vi filosoferede lidt over, hvorvidt vi er de absolut eneste danskere, der drejer fra de gængse motorveje og søger alternative ruter, når vi kan høre, at trafikken driller?

Ved Vejle regnede det, men i det midtjyske var der stadig tørt, og vi kunne sidde på terrassen og spise en meget sen pizza, mens alle døre og vinduer blev smækket på vid gab i et forsøg på at køle huset bare en lille smule ned.

I nat kom regnen til den knastørre have, og jeg slap for at vande.

Og nu er der så heldigvis en hel lang søndag, før hverdagen venter på mandag.

Den lokale prærie. Fordelen er, at
jeg slipper for at starte plæneklipperen ...

De tog vest på

Dagen er gået med at vaske og stryge og tælle underbukser, sokker og t-shirts.

Nu er bilen pakket - sådan da, og vi kan forhåbentlig forlade matriklen med kurs mod syd-øst umiddelbart efter morgenmaden i morgen tidlig.

Forhåbentlig. For man kan jo aldrig vide. 

Donnaen var lige ved at lave En Morfar, da hun lavede et uheldigt spring på trampolinen og røg ud i nettet og videre ned i kanten. Hun slog sin bagdel og hofte og klagede sig så meget, at vi et kort øjeblik overvejede skadestuen, mens vi så ferieplanerne gå op i røg. 

Heldigvis gjorde en time på sofaen underværker, og hun hopper nu glad rundt igen. Pyh!

Så nu går vi stille og roligt i seng og undlader voldsomme og uoverlagte bevægelser, og så går det vel.

Vi glæder os til at opleve en million ting.

Og i mens holder bloggen ferielukket.

Vi ses.

Nej, de tog ikke vest på,
men mod syd-øst.

Småt men godt

Efterhånden har jeg været til en del bisættelser og begravelser.

Mange flere end Gemalen, der dog er ældre end mig. 

Til nogle har vi ikke været så mange, til andre rigtigt mange, og en enkelt gang kom jeg aldrig inden for i kirken, men måtte stå i et stuvende fuldt våbenhus og prøve at høre, hvad der foregik.

Men aldrig har vi været så få som til Farmors bisættelse. 

Vi vidste godt, at sådan ville det blive. For alle Farmors mange søskende er forlængst væk. Og det samme er de venner og bekendte, hun tidligere havde. Desuden flyttede vi hende for kun knap fire måneder fra det nordsjællandske til det midtjyske, hvor hun ikke nåede at lære de øvrige beboere på plejehjemmet at kende. Og de ikke hende.

Så tilbage var der kun os.

Plus mine forældre. Gemalens to voksne døtre. Og en enkelt ansat fra plejehjemmet.

Ikke mange.

Og jeg havde haft mine bange anelser.

Ville det blive forfærdelig bart? Ynkeligt? Ikke til at holde ud?

Nej. 

Præsten, som iøvrigt var sommerferieafløser fra et nabosogn, gjorde det virkelig godt. Degnen formåede at synge, så salmesangen ikke lød som om, der sad tre forskrækkede gråspurve og pippede i et hjørne. Og den yderst professionelle bedemand var på plads og sørgede hurtigt og effektivt for, at kisten kunne trilles ud af kirken til rustvognen, når der nu ikke var nok til at bære.

Det var småt, men godt.

Bagefter tog vi hjem og spiste en hyggelig frokost på terrassen.

Og endte med at gå i seng med en god fornemmelse i maven oven på en veloverstået dag.

Den mærkeligste weekend

Det har været en mærkelig weekend.

Især en meget underlig lørdag.

Vi var til studenterfest lørdag aften, på Sjælland, hos Gemalens ældste barnebarn. Dejligt.

Men fredag aften ringede man fra Farmors plejehjem, at Farmor var død.

Overraskende, men dog ikke helt uventet, da det de sidste 14 dage var gået voldsomt ned ad bakke.

Lørdag formiddag gik derfor med besøg hos bedemand og efterfølgende tur til plejehjemmet for at sige farvel.

Ingen af os anede, hvor lang tid det ville tage, og spørgsmålet om, hvorvidt vi skulle tage til Sjælland eller aflyse, nagede.

Bedemanden var professionel, venlig og effektiv, og der var ret hurtigt taget hånd om alle formaliteter samt Farmors afsjælede legeme.

Så Gemalen besluttede, at vi skulle til Sjælland. Vi kunne godt lige nå det.

For ikke at være de rene party killers aftalte vi ikke at sige noget om Farmors død til hverken børnebørn eller oldebørn. Det var okay og kun rigtig svært for Gemalen, da der et par gange blev spurgt ind til Farmors velbefindende.

Ved midnatstid tog vi hjem til hotellet, og næste formiddag tog vi så tilbage og vækkede studentens mor (Gemalens datter) for at overbringe hende den triste nyhed. Det virkede trods alt som det rigtigste at gøre ansigt til ansigt, når vi nu alligevel var der. 

Derfra videre til Gemalens anden datter.

Og så hjem.

Gemalen faldt lidt ind i sig selv og sad og gloede på ingenting i fjernsynet et par timer, mens jeg slog græs, og Donnaen fik styr på en venindeaftale.

Den mærkeligste weekend var slut.

MoMA med mere

Da vi forlod Central Park, begyndte det at dryppe, og vi søgte tilflugt i Apples kælderbutik på hjørnet. Det vil sige; 'kælderbutik' giver måske nok de forkerte associationer, for selvfølgelig var Apples underjordiske flagship-store præcis så fancy, som man kunne forvente af dét firma/brand på dét sted. Måske næsten lidt for meget, og vi stod hurtigt oppe på gaden igen.

Fifth Avenue er jo mange ting. For Donnaen var det først og fremmest Abercrombie & Fitch. Og mens moderen funderede over sammenhængen mellem profit og beliggenhed, entrede vi de hellige haller. Hvorfor der skal være så mørkt, er mig stadig en gåde. Men det skal der altså. Ligesom musikken skal være (enerverende) høj. Heldigvis er der også lænestole i A&F, og mens Donnaen gik på opdagelse, bemægtigede jeg mig en stol, som jeg først forlod igen, da der skulle betales.

De sagnomspundne unge fyre med bar overkrop og sixpack havde vi ikke set noget til, og Donnaen hang lidt med ørerne ved tanken om at skulle drage hjem til Danmark uden at have set en eneste. Men - oh mirakel - da vi nærmede os udgangen, kunne vi pludselig se en af slagsen. Donnaen trådte sig selv over tæerne, og havde den søde pige med kameraet ikke hevet hende frem til fotografering, havde hun kunnet stå der længe. Nu er hun den lykkelige ejer af et billede af sig selv, i en noget betuttet udgave, ved siden af en - heldigvis mægtig sød - A&F-sixpack-gut.

I mellemtiden var det blevet midt på eftermiddagen, og moderen syntes, det var på høje tid at spise frokost. Og havde en skummel plan. For med gratis adgang til MoMA (Museum of Modern Art), kunne vi indtage frokosten i MoMAs cafeteria, og så kunne vi jo altid liiige se, om det kunne blive til en etage eller to på museet.

Vi fandt cafeteriaet, som overhovedet ikke ligner sådan et (iøvrigt okay) Autobahn-cafeteria, som jeg havde forestillet mig. Der var nærmere tale om en discount-restaurant, hvor der både var menukort og personlig betjening ved bordene, men samtidig en meget tæt bordopstilling og et meget synligt bordnummersystem for at lette betjeningen.

Jeg faldt over nogle bruschettaer og blev en smule forvirret, da jeg blev spurgt, om vi ville have choco-chips- eller oatmeal-cookies. To af hver bestemte vi os for. Og fattede først sammenhængen, da en venlig tjener kom ind med tomatsuppe til os begge. Jeg havde i skyndingen overset, at bruschettaerne var en del af en hel lille menu ... Men heldigvis for det, for Donnaen var ikke vild med dem, bruschettaerne altså, men skovlede tomatsuppe ind med stort velbehag.

Vi var igen mætte og veltilpasse, og jeg spurgte Donnaen:

- Skal vi så ikke lige gå en runde, nu vi er her?

- Nej, det gider jeg ikke, meddelte Donnaen.

- Hvad så med i hvert fald at se Andy Wharhols billeder? Du ved, ham med Marilyn Monroe. Og dronningerne. Og dyrebillederne, vi har hjemme på væggen.

- Okay, men hvor er hans billeder så?

Vi spurgte en kustode og fandt hans Gold Marilyn Monroe et par etager oppe. De andre Wharhol-værker var udstillet andre steder på museet, og nu gad Donnaen ikke mere.

- Husk, det er min tur. Iøvrigt fryser jeg, protesterede hun.

Det måtte jeg så prøve at huske, og desværre måtte jeg give Donnaen ret. Der var så koldt på museet, at det slet ikke var nogen fornøjelse at gå rundt i shorts, som Donnaen gjorde. Formodentlig af hensyn til de udstillede genstande, men ikke så rart for de sommerligt klædte besøgende.

Udenfor var det blevet rigtigt regnvejr, og vi smuttede over gaden til MoMA Design Store, hvor vi panikkøbte en paraply og et tørklæde til Donnaens hals. 

At færdes i New York med paraply er vist noget, man skal øve sig på. Vi syntes i hvert fald det var svært at undgå enten at stikke eller selv få stukket øjne ud, men lykkedes dog med at bevæge os uskadte hen til Rockefeller Center og tage turen med elevator op til Top of the Rock, 66 etager oppe. 

Selv i regnvejr var der en formidabel udsigt over Manhattan. Især var det sjovt at 'komme op' og kigge på the Empire State Building, da det jo er det eneste sted, man kan netop det.

Hvad jeg ikke vidste var, at netop denne skyskraber er stedet, hvor det verdensberømte billede af frokostspisende bygningsarbejdere på stålbjælke i sin tid blev taget. Men det blev man i høj grad gjort opmærksom på med souvenirs, t-shirts og meget andet. Desuden kunne man få taget sit eget bjælke-billede, hvor den drevne fotograf selvfølgelig lavede et fint lille nummer ud af, at Donnaen skulle lade som om hun skubbede sin mor ned ...

Vel nede og ude i regnen igen syntes Donnaen ikke længere, det var sjovt at gå rundt i shorts. Og jeg selv var heller ikke helt fornøjet over gentagne gang at få skyllet mine sandaltæer i rendestensvand. Så vi vendte næsen hjemad. 

På vejen hen for at finde en station kom vi forbi den afdeling af New York Public Library, hvor Carrie (Sex and the City) skulle have været gift med Mr. Big. Egentlig skulle vi have set lidt nærmere på den flotte bygning, men lige på det tidspunkt var humøret ikke til det. Så vi fortsatte bare til stationen, kørte et stop på tværs til Grand Central Station (som vi heller ikke så nærmere på, som vi burde) og tog turen hjem.

Til fodbad, lange bukser og aftensmad i Little Italy.

Little Italy by regnvåd night.

Donnaen og dinoerne

Gemalen er ikke meget for museer, og Donnaen har uheldigvis arvet hans skepsis. Ikke desto mindre ville hun gerne på dino-museum i New York, og moderen skyndte sig at sige 'ja, selvfølgelig', finde et kort og lægge en plan.

Dino-museet ligger halvvejs oppe på vestsiden af Central Park, kaldes af de fleste for American Museum of Natural History og indeholder meget, meget mere end dinosaur-skeletter. Men det var dem, Donnaen ville se.

Der var for langt at gå, så efter morgenmad gik vi ud for at finde den rette subway-station. Ikke den nærmeste lige ved siden af vores morgenmads-Starbucks, og heller ikke den næste eller den næste, vidste jeg godt. Men så skulle den til gengæld gerne dukke op. Det gjorde den bare ikke, og jeg blev enig med mig selv om, at jeg måtte have overset den. Og ganske rigtigt. Til højre rundt om et hjørne og nærmest som et hul i muren lå den rigtige station og gemte sig.

Så var det ned og finde ud af at købe metro-cards. Hvilket også var ganske nemt, da det gik op for mig, at automaten med zip-code faktisk mente zip-code (altså postnummer) og ikke min pin-kode. Og så var det ellers bare at hoppe på toget, holde godt fast og holde godt øje og så hoppe af igen.

Vel inde på museet gik det op for Donnaen, at det er der, filmen Nat på Museet foregår. Så blev det hele endnu sjovere,og før end jeg fik set mig om, var vi godt i gang med at se på afrikanske dyr, alverdens fugle og folkeslag. Imponerende er vist det ord, der bedst dækker udstillingerne.

Donnaen tonsede afsted, men blev dog alligevel træt på et tidspunkt og meddelte, at nu ville hun godt se det, vi var kommet for, nemlig dinosaurerne. Op på fjerde sal, og hvis de foregående udstillinger havde været imponerende, så var dino-udstillingerne det endnu mere. Alene størrelsen og proportionerne får en til at gyse. Hvor er de altså bare STORE. Eller var. Når man står ved siden af sådan et dino-skelet og føler sig lillebitte, er det meget rart at vide, at de forlængst er uddøde.

Vi så også en masse andre skeletter af forhistoriske dyr; kæmpe-skildpadder, sabeltigre og mange andre. Min favorit var mammutten. Kæmpestor og med gigantiske stødtænder fik den de udstoppede afrikanske elefanter et par etager nede til at ligne legetøjsdyr.

Så gad vi ikke mere og forlod museet vel vidende, at vi kun havde set en brøkdel, og at der givetvis var indtil flere spændende specialudstillinger (hvaler, universet, you name it), som vi altså ikke fik set. Bare ærgerligt, men man kan ikke det hele.

Ud i solen og over i Central Park, hvor der skulle slås flere fluer med et enkelt smæk. Der sker altid et eller andet spændende i den store park, der i sig selv er absolut seværdig, og desuden ville Donnaen gerne se et par Sex and the City locations.

Himlen var i mellemtiden skiftet fra blå til diset. Måske var det derfor, at Fruens retningssans pludselig lod lidt tilbage at ønske, og parken viste sig noget mere indviklet at finde rundt i end forventet. The Ladies Pavillion, som var det primære mål, gemte sig godt. Men mens vi traskede rundt, var der heldigvis så meget andet spændende at opleve. Blandt andet en skildpadde på udflugt, beredent politi og professionelle hundeluftere med 5-8 hunde i snor. 

Vi så også en lille hund i rullestol. Det vil sige, hunden gik på forbenene, mens bagkroppen sad/lå i en lille specialbygget rullestol. Om det var et godt hundeliv, kan man nok diskutere, men det var i hvert fald noget, der kunne få et par midtjyder til at kigge en ekstra gang.

På et tidspunkt kom vi forbi en gruppe unge fyre, der var i gang med at tromme folk sammen til deres show. Det måtte vi lige se nærmere på. Langt størstedelen af tiden brugte de dog på at varme op med taktfaste råb og klap og ind i mellem en masse flotte springserier. Frivillige blev shanghajet og stillet op midt på pladsen, men før den store finale kunne alle tilskuerne dog få lov at give en skilling. Fair nok, ville man ikke betale, kunne man jo bare gå. Finalenummeret var en salto hen over de fem frivillige. Bare sådan! Uden andre hjælpemidler end asfalt, sko og rå springkraft. Hvordan gør man lige det?

Da vi havde samlet vores underkæber op, tog vi os sammen, spurgte om vej til the Ladies Pavillion, der (selvfølgelig) lå lige i nærheden, men dog ganske godt gemt. Før Donnaen kunne indtage pavillionen og sætte sig, hvor Carrie og Miranda (Sex and the City) havde siddet, måtte vi dog først have overstået et brudepars photo shoot i de romantiske omgivelser. Så blev det endelig Donnaens tur. Hun satte sig, åndede dybt ind, blev taget billeder af, sukkede og var klar til at finde den korteste rute til Fifth Avenue.

Gadegøgl  i Central Park.