Fodbold er ikke det allerførste, der falder mig ind, hvis nogen siger Barcelona til mig.
Men det er det for Donnaens vedkommende ...
Og da vi jo helst skal have noget ud af vores ferier begge to, prøver
Eller dér trak jeg så grænsen, for jeg havde hverken budget til fodboldbilletter eller
Men så kunne vi jo gøre det næstbedste og besøge Camp Nou på det klubben selv kalder en Camp Nou Experience, Tour & Museum.
Her havde jeg også bestilt billetter hjemmefra direkte på FC Barcelonas hjemmeside, men jeg fattede aldrig helt konceptet. For billetterne var ikke dato-specifikke og skulle afhentes på et turistkontor inde midt i Barcelona, og med den mangel på aktivitet der var, da vi dukkede op, kunne vi lige så godt have købt dem der. Måske er der mere travlt på andre årstider, men hvis man alligevel skal stå i kø blandt alle andre, er man jo lige vidt?
Heldigvis for os lå turistkontoret ikke særlig langt fra hverken hotel eller metro, og vi var hurtigt på vej i den rigtige retning ud af byen mod stadion.
Camp Nou ligger i et universitetskvarter, og vi fornøjede os med at gætte på, hvilke fakulteter vi gik forbi ud fra de spanske skilte. Biologi var let, andre lykkedes det os ikke at regne ud.
Vi nåede hurtigt stadion og fulgte bare strømmen af besøgende. På forhånd havde jeg ikke rigtigt gjort mig klart, hvad vi gik ind til og tænkte, at det nok hurtigt var overstået. Det var trods alt bare et fodboldstadion.
Dér tog jeg så fejl!
Det var kæmpestort, dybt professionelt - og smaddersjovt.
Først kommer man ind til en museumsdel med billeder og udstillede genstande - gamle støvler og skæve læderbolde - fra klubbens barndom for mere end 100 år siden. Ret utroligt, at det overhovedet var muligt at spille fodbold med så miserabelt udstyr. Og så en hel masse pokaler, den ene større end den anden.
Vi havde nu været der i mindre end 10 minutter, og Donnaen var forsvundet ...
- Hvor er du? sms'ede jeg til hende.
- Ved Messis støvler, lød beskeden tilbage.
Hvilket viste sig at være montrer med hver sin gyldne fodboldstøvle. Messis gyldne fodboldstøvle-trofæer, som han havde gjort sig fortjent til ved tre gange at være årets mest scorende spiller i Europas bedste fodbolddivisioner.
Meget fint. Meget spændende. I hvert fald at dømme efter interessen for at lade sig forevige mellem montrene. Donnaen prøvede ihærdigt at tage billeder af bare en enkelt støvle, men havde sit hyr med skaffe sig albuerum nok.
Det lykkedes dog, og vi kunne gå videre. Og nu må jeg med skam melde, at jeg ikke kan huske, hvad vi så i hvilken rækkefølge. Men vi var i hvert fald helt nede i omklædningsrummet. Ikke klubbens eget, men det til gæster. Med massagebænke og det hele. Og derfra op på grønsværen gennem spillerindgangen. Man havde her tilføjet lyd i form af en båndet optagelse af lyden fra tilskuertribunerne, så det lød nøjagtigt (går jeg da ud fra), som hvis stadion var fyldt med hujende fans.
Det var stort.
På alle måder.
Stort at stå i kanten af
Et indtryk, der kun bekræftes, når man efter flere mellemliggende besøg på forskellige tilskuerafsnit til sidst kommer helt op under taget til kommentatorboksen, hvor man kan møve sig op på en kommentatorstol og prøve at forestille sig, hvor svært det må være at sige noget fornuftigt om, hvad spillere i myrestørrelse foretager sig ned på banen.
I mellem turene ud på de forskellige tilskuerafsnit er der mulighed for at hengive sig til den totale afgudsdyrkelse. Billeder er der over det hele, et sted kan man tage ørebøffer på og høre klubsangen på alverdens sprog, og et andet sted kan man sætte sig ned og på store skærme nyde uendelige båndsløjfer med lækre mål og ditto detaljer, hvor modspillerne reduceres til sagesløse kludedukker.
Det var Messi, Messi og Messi igen.
Havde der hersket skyggen af tvivl i vores hoveder om, at Messi er stjernen over alle i FC Barcelona, var den effektivt udryddet, før vi igen forlod Camp Nou.
Som en ekstra gimmick til fodboldfantaster og Messi-maniacs stod der fotografer parat til at tage billeder af alle de besøgende. Disse billeder blev photoshoppet ind på forskellige hold- og sejrsbilleder, samlet i et lille FC Barcelona-hæfte og solgt til ublu priser før udgangen, hvorfor Donnaen nu er den lykkelige ejer af et sådan hæfte med nogle temmeligt bøvede billeder af sig selv og undertegnede. Plus to tilhørende nøgleringsvedhæng, hvoraf Gemalen har været så heldig at få det ene forærende ...
En butik med alt fra træningstøj, fodboldstøvler og klubtrøjer til askebægre(!) og kuglepenne var der selvfølgelig også, og Donnaen brugte lang tid på at udvælge sig den helt rigtige t-shirt og en lige så rigtig køleskabsmagnet.
Og til sidst, efter at have betalt for de nye skatte og føjet endnu to danskere til besøgsstatistikken, traskede vi tilbage til metroen.
Hurtigt overstået var blevet til knap to timer, og Fruen måtte til sin forbløffelse konstatere, at vi netop havde haft turens bedste oplevelse.
![]() |
En lille bid af et meget stort stadion. |