I seng med fjenden

Gemalen er nogenlunde ovre sin mandeforkølelse. Han hoster stadig lidt en gang i mellem, så vi ikke helt glemmer at have ondt af ham ...

Desværre er forkølelsen dog muteret og er blevet til en koneforkølelse, som Fruen nu har fået 'fornøjelsen' af. 

I første omgang troede jeg, at det bare var pjat og ren mandeforkølelse med lidt krillerhoste og tendens til bodegastemme i juledagene. Men om aftenen efter et superhyggeligt og ditto snaksomt besøg af Overleveren (som jeg nu krydser fingre for ikke at have smittet) fik piben - eller rettere jeg - en anden lyd. Jeg hostede som besat og kunne trods hostestillende hostesaft med et navn som en undervognsbehandling ikke sove for min egen larm.

Så længe jeg sidder op, går det nogenlunde. Så snart jeg lægger mig ned, hoster jeg - trods to hovedpuder - igen. Altså har jeg forladt ægtesengen og er kravlet ind i gæsteværelset med dyne, puder, en god bog og ikke mindst min nye bedste ven, tidsrøveren.

Og sådan har jeg de sidste to nætter siddet proppet op med puder og spillet Ruzzle på de mest uciviliserede tidspunkter, hvor almindelige mennesker burde sove.

Det er gået fint.

Især for de andre ...

Jeg er stadig alt for langsom og fatsvag.

Og jeg får rigtigt mange tæsk. Også af Donnaen (som dog ikke spiller om natten). Trods et mindre ordforråd og kun en mobil til sin rådighed lammetæver hun mig gang på gang. Det er lidt nedslående. Til gengæld synes Donnaen, det er evigskægt.

Lige her og nu kan jeg bilde mig selv ind, at det selvfølgelig skyldes feberhed hjerne og ditto pølsefingre.

Men jeg er ikke sikker på, at den undskyldning holder i længden?

Plads til forbedring.

Den store tidsrøver er flyttet ind

Ja undskyld, jeg har været lidt fraværende.

Forklaringen er ikke blot almindelig juletravlhed. Men i langt højere grad den tidsrøver, der flyttede ind juleaften.

Jeg er nu endelig den glade ejer af en Ipad. 

Jeg er ikke set siden. Jeg er ikke hørt siden.

For jeg har siddet med næsen i det nye vidunder. 

Heldigvis er vejret helt igennem usselt, så det er alligevel udelukket at gå en 'frisk tur i det dejlige vejr'.

Ikke mindst har jeg fornøjet mig med at spille Ruzzle. 'Fornøjelse' er måske så meget sagt, for jeg får så mange tæsk, at det både er pinligt og aldeles ødelæggende for min selvtillid. Nu efter et par dages spil lykkes det dog at vinde bare en gang i mellem. Og jeg er også så småt ved at lære nogle af de strategier, der skal til for få antallet af ord op. Men helt grundlæggende er jeg bare for langsom. Så jeg øver og øver og øver. 

Og er møgirriterende for mine omgivelser, der ikke har nogen Ipad.

Selve juleaften holdt jeg mig dog i skindet og lod pænt æsken ligge uåbnet. Helt til juledag.

Godt, at vi her til lands først får vores gaver efter alle de mange indledende øvelser som frembringelse og indtagelse af julemiddagen og dansen om juletræet. Ellers havde der været overhængende fare for, at jeg havde glemt et eller andet undervejs.

Nu gik det hele imidlertid fint. Jeg havde ikke glemt noget, og alt flaskede sig, som det skulle. 

En overgang var jeg ellers ramt af lettere panik, da min gås ikke var helt så velplukket, som jeg kunne have ønsket mig, og det derfor tog mig en lille time ekstra at få den gjort klar til ovnen. Heldigvis nåede den at blive mør, men ikke tør. Og den smagte virkelig godt. Ellers var jeg også blevet sur, for jeg havde vovet at skifte leverandør til en lokal økologisk gårdbutik, hvor man forlangte det blå ned fra himlen for fem kilo gås. Men satsningen må siges at være vellykket. Gåsen smagte som nævnt godt, og den var ikke nær så fed, som man ellers tit oplever. Det betød også, at vi endte med at have langt flere rester, end vi plejer. Hvilket jeg ikke skal klage over.

Juletræet, som jeg var lidt bekymret for, er meget sødt. Det er nok det mest spinkle juletræ, vi nogensinde har haft. Men med ja-hatten på giver det bare lidt ekstra plads i stuen ...

Lige nu er Donnaen og Gemalen taget ud for at bytte en julegave. De må formodes at være væk i mindst et par timer, og imens var det meningen, at jeg skulle få et og andet fra hånden. Det går bare ikke så godt, for i stedet sidder jeg her og skribler.

Og desuden skal jeg lige ...

Jule-time out

Den nærmer sig.

Julen altså.

Vi er nogenlunde med, og det vi ikke når, det når vi altså ikke.

Resten skrider nogenlunde planmæssigt fremad. Risengrøden er kogt.  Jeg har smuttet og hakket mandler. Rødkålen er færdig. Om lidt skal der koges kartofler til brune kartofler, og efter det , så.. . Eller øh, det er nu nok smartere at få gang i gåse-indmaden til fond til sovs først og så tage kartoflerne, mens det andet står og simrer. Så sådan må det blive.

Men lige nu bager jeg pebernødder. For anden gang. Første portion rakte kun frem til den 20. december, så Gemalen har gået rundt og vansmægtet i cirka halvandet døgn nu. Hvad han også højlydt har gjort opmærksom på... Altså må der en ny portion til. Det er jo heller ikke den helt store overraskelse, for sådan har det været i flere år. At der har måttet bages en omgang mere. Enten allerede før juleaften eller mellem jul og nytår. De nu også ret gode, de pebernødder. Der er ganske vist også dem, der slet ikke bryder sig om dem. Men det er bare fordi staklerne ikke helt har forstået konceptet PEBERnødder. Der skal jo for pokker peber i pebernødder.

Gemalen er omsider ved at sætte lyskæder op. Han har valgt dem med istap-effekt, som jeg mildest talt ikke er særlig vild med, men som Donnaen synes er vældig flotte. Sidste år fik jeg min vilje. Det gør jeg så ikke i år.

Juletræet ligger stadig udenfor.

Fordi det skal det. Det kommer først ind juleaftensdag. I år ville jeg nu godt have haft et smugkig, så der eventuelt ville være tid til en plan B, hvis det ser alt for mystisk ud. Og i år er jeg altså lidt bekymret.

Vi har de sidste mange år hentet vores juletræ hos et elskeligt ældre ægtepar, der bor lidt uden for byen. De sidste to-tre år har vi - og de - hvert år snakket om, at deres træer var ved at blive for høje. Og allerede sidste år fældede vi - med ægteparrets velsignelse vel at mærke - et træ, der var flere meter for højt og kappede så bunden af. I år havde ægteparret slet ikke juletræs-skiltet sat op ude ved vejen, men da vi troppede op, fik vi alligevel lov at prøve at finde et træ med en passende top.

Det gjorde vi så. Prøvede, altså. For da Gemalen havde fældet cirka ti meter grantræ, så toppen altså lidt ret meget anderledes ud på tæt hold. Men vi kunne jo ikke bare fælde et til og et til, til vi fandt en passende top, så vi tog selvfølgelig vores træ. Og må så nok konstatere, at det var sidste gang, vi hentede juletræ på det sted. Ret trist faktisk, for det har altid været så hyggeligt, og vi er hver gang kørt derfra glade helt ned i maven.

Og det er så det.

Er der noget, jeg har glemt?

Sikkert. Det ved jeg meget mere om juledag.

Ind til da er der jule-time out.

Rigtig glædelig jul!

Pebernødder fra første omgang.
Læg lige mærke til det sene tidspunkt.
Det er hårdt at holde jul ...

Kogt hø

Gemalen hoster igen.

Men selv om jeg er temmelig knotten på ham, var det jo ikke hans skyld, at jeg fik influenza.

For det fik jeg slet ikke, influenza altså. 

Det føltes bare sådan. Ondt i hovedet, kvalme, ondt i kroppen og træt, træt, TRÆT. Og i et ondt og eksplosivt lune. I to døgn. Så var det slut igen. 

Jeg havde en lignende tur i november.

Og et par gange tidligere, uden at jeg lige kan huske hvornår.

Taget ud af en sammenhæng virker det bare temmelig træls. Og der står altså ikke noget nogen steder om fænomenet 'to dages influenza'. Men set sammen med fænomener som tiltagende besvær med at sove og en tendens til justeringsproblemer i forbindelse med den indre termostat, danner der sig et billede.

Overgangsalder!

Grmpf!!

Det er jo noget som slet, slet ikke relaterer til min aldersklasse. Tænkte Fruen tøsefornærmet. For det kan hun nemlig stadigvæk. Være tøsefornærmet altså.

Men mens Fruen bare muggede og prøvede at forholde sig til et justeret selvbillede, var Gemalen hurtigt klar med forslag til forbedringer. Om det havde noget med det eksplosive lune at gøre, kan der kun gisnes om. Gemalen havde nemlig hørt radio en dag, hvor 'nogen' snakkede om rødkløvers lindrende effekt på fruentimmeres kvaler i forbindelse med netop overgangsalderen.

Om det ikke var noget?

Så nu er jeg på kogt hø.

Det er nemlig sådan cirka, den smager, den såkaldte te, som jeg anbefales at indtage to til tre gange dagligt.

Om det virker, er nok en anelse for tidligt at sige noget om, her efter cirka to en halv dag. Men sådan som det smager, må der altså godt vise sig en form for bedring. Snart. 

Muh.

Polsk ko, foreviget i sommerferien.

Toppen af julehyggen

Nede på torvet, i weekenden, lå toppen af julehyggen og så ikke spor hyggelig ud.

Byens store juletræ knak nemlig, da Bodil for forbi. Det er sådan, det går, når man, belært af tidligere års dårlige erfaringer, virkelig sætter alt ind for at tøjre juletræet. Så knækker det bare i stedet.

Det gav lidt skår i julehyggen.

Allerede tirsdag blev et nyt, flot erstatningstræ stillet op og julehyggen dermed retableret.

I hvert fald hvad det ydre angår for os, der generelt set ikke mærkede ret meget til stormen.

Ganske anderledes ser det selvfølgelig ud for de stakler, som er blevet hårdt ramt af vind eller vand. Dem kan man kun have ondt af.

Forhåbentlig finder de pågældende ud af at rykke sammen, stå trælshederne igennem og trods alt påskønne de vigtigste ting i livet; livet selv, kærligheden og så videre. Måske kan de få en ganske særlig jul, som de vil mindes med glæde.

For julehyggen sidder vel ikke i toppen af et knækket juletræ, et bortfløjet tag eller en oversvømmet stue?

Den sidder et helt andet sted. Er jeg ret sikker på. I vores hjerter. 

Åh ja, det ser lidt højtravende og storhøjtideligt ud på skrift, men altså ...

Så da Donnaen fortalte, at en af hendes veninders forældre havde valgt dagen efter stormen til at annoncere, at de skulle skilles, blev jeg ikke bare ked af det på deres vegne, men fik også sat nogle ting i relief.

For mens materielle skader trods alt kun er, hvad de er; nemlig materielle skader, så er det at meddele sine børn, at man vil skilles, altid trist. At gøre det lige op til jul er endnu værre.

Arme unger. Hvordan skal de få en god jul?

Når ikke bare toppen, men hele julehyggen på den måde er blevet taget fra dem.

Topløst juletræ.

LEAN i brunkager

Gemalen skulle igen afsted med sin mountainbike. Jeg havde egentlig mumlet noget om at tage med og køre til et julemarked i nærheden, men gad alligevel ikke rigtigt, da det virkede hundekoldt. Og Donnaen gad da slet ikke, så jeg blev hjemme og lovede at bage brunkager imens.

Det viste sig så, at Donnaen godt gad en tur i byen for at købe julegaver, så vi susede afsted og fik da også klaret nogle få gaver. Men da det virkelig var præcis så pivkoldt, som jeg havde fornemmet tidligere, gik gassen ret hurtigt af ballonen, og vi skyndte os hjem igen.

Og mens Donnaen pakkede julegaver ind, gik jeg i krig med brunkagerne.

Det gik skam fint.

Men det kommer hvert år bag på mig, hvor superkoncentreret og effektiv, jeg skal være for at følge med ovnen og få det hele til at gå op i en højere enhed. På samme måde tænker jeg hvert år, at det må jeg altså huske til næste år, så jeg ikke styrter febrilsk rundt om mig selv.

Jeg burde virkelig have en LEAN-ekspert til at strømline mine rutiner.

For eksempel kunne jeg jo med fordel skære alle dejpølserne ud på forhånd. Men gør jeg det? Nix, jeg smækker den første plade i ovnen, så snart den er fyldt.

Og så går den vilde jagt derfra. For jeg kan dårligt nok nå at fylde den næste plade, før den første skal ud. Og når nummer to plade skal ud, skal nummer tre plade helst være klar. Men det vigtigste er i virkeligheden, at bageristen er tom, så kagerne kan komme af pladen, mens de stadig er en lille smule bøjelige og ikke splintrer i tusind stykker, når jeg rammer dem med paletten.

Det meste er selvfølgelig rutine. Som jeg aldrig opnår at få. For jeg bager stort set kun småkager til jul og ellers ikke. Derfor kan jeg bare lige følge med, så længe alt går fuldstændig planmæssigt.

Det gør det bare ikke. Går planmæssigt altså. Hvis jeg ikke kan skære brunkagepølserne ud i pæne skiver, men skal bruge tid på at samle hver enkel brunkage af to eller flere dej-brikker, så begynder det altså at skride. For ovnen stopper jo ikke bare fordi, jeg ikke kan følge med.

Og da jeg ikke har øjne i nakken, er der overhængende fare for brændte brunkager. Især fordi jeg glemmer at kigge i ovnen, når jeg koncentrerer mig om de drilske pølser.

Så vågner jeg pludselig op, kigger i ovnen, og kagerne kunne med fordel have været ude 20 sekunder tidligere, men er stadigvæk fine, hvis de bare kommer ud NU. Hvorefter jeg konstaterer, at grillhandskerne igen ligger i den forkerte ende af køkkenet. Som - bevares -ikke er stort som en balsal, men nok kun fire-fem skridt langt. Men frem og tilbage er det hele otte-ti skridt - og kritisk i forhold til svedne brunkager.

Bedre bliver det så heller ikke af en ovn, som kun bager næsten jævnt. I det bagerste højre hjørne ligger der derfor altid mindst én brunkage, der har fået lige rigeligt. Men pyt, de blev lagt fra på en tallerken til Gemalen, som sagtens kunne spise både dem og mange flere, da han kom hjem igen.

Og nu har jeg lagt dej til pebernødder. De er heldigvis lidt nemmere at have med at gøre.

Rimeligt vellykkede brunkager.

Adventskrans - tjek, kalenderlys - tjek, brunkager - næsten tjek ...

Nu er vi lige pludselig flere dage inde i december.

Jeg ved ikke rigtigt, hvordan det gik til, og vi er da også allerede lidt bagefter. Lige nu - mens Bodil rusker i hvad som helst og smider sne efter sagesløse midtjyder - føles det nu rigtig fint endnu ikke at have fået de udendørs lyskæder op. Ligesom det også er godt nok, at granen stadig bare ligger i et par affaldssække og venter og ikke er sat pænt op i diverse krukker. Og vi skal nok nå det hele. Vi skal bare klare det hele på den halve tid lige op til jul. Hvor vi alle - oh mirakel - allerede går på juleferie fredag d. 20. december. At netop dét så også kan gå hen og blive en farlig sovepude, taler vi ikke om ...

Lidt har vi dog fået styr på. 

Lørdag formiddag efterlod Donnaen og jeg den fortsat forkølede Gemal på sofaen og kørte ned til mormor og morfar for traditionen tro at lave brunkagedej og adventskranse.

Mormor var - også traditionen tro - tyvstartet lidt med brunkagedejen. Hvilket gør, at jeg nok aldrig lærer at lave den selv, fordi jeg ikke får de første detaljer med. Og den er altså ret bøvlet, netop den brunkageopskrift. Men da det er Donnaens, forlængst afdøde, oldemors opskrift, kan det overhovedet ikke komme på tale at vælge en nemmere.

Så der smeltes smør i store mængder. Kommes sirup i. Og krydderier. Hakkede mandler, sukat og pomerans. Og potaske, som er en videnskab i sig selv. Røre, røre, røre. Så stå og svale af, mens vi spiser frokost og så mel i. Donnaen får lov at røre. Eller rettere; hun bliver bedt om at røre, for hun er nu stærkere end både sin mor og mormor.

Herefter bliver gryden med brunkagedejen sat ud i bryggerset og gran til adventskranse hentet ind i køkkenet.

Det er Donnaen og mormor, der binder, mens min rolle de seneste år er blevet reduceret til granklipper. Jeg kan også få lov at rydde op og feje grannåle op, mens mormor rigger an til den te, som vi da vist godt lige kan nå at få, inden brunkagedejen skal rulles i pølser.

Det skal helst ske på det helt rigtige tidspunkt. Dejen må ikke være for blød, men heller ikke så hård, at det kræver en trykluftshammer at få den ud af gryden. I år var vi meget tæt på det sidste. Vi havde alle ladet os distrahere af andre ting, og pludselig var der gået lidt for lang tid. Det lykkedes dog Donnaen at få dejen ud uden at brække hverken mormors grydeske eller paletkniv.

Det lykkedes også at rulle pølser ud, selv om dejen ikke var meget for at hænge ordentligt sammen. Men om det bliver til andet end smulder, når jeg begynder at skære i dem, ved jeg ikke endnu. Pølserne kan nemlig fint holde sig en uge eller mere og står derfor bare i kælderen og venter på en ledig stund.

Hvilket det har ligget lidt tungt med. Allerede søndag morgen vågnede jeg med fornemmelsen af, at der var noget, jeg havde glemt. Det viste sig 'bare' at være kalenderlyset. Som ellers var indkøbt tidligt i november, men alligevel stadig bare lå og ventede.

Ekstra slemt var det, fordi jeg i et anfald af ubetænksomhed havde købt et af de tykke lys, som det tager en krig at brænde ned. Så lyset blev hevet frem og bare stillet i en lille skål, godt proppet med køkkenrulle. Ikke kønt, men brugbart mens vi spiste morgenmad. Og så kunne vi da få gang i det, inden jeg lidt senere susede ud i haven i håb om at finde et eller andet dekorativt, jeg kunne putte i min dekoration.

Til min forbløffelse opdagede jeg i den forbindelse, at vi har kristtorn på matriklen. Oppe på min bakke, som ikke er have men bare et buskads med anarkistiske tendenser, står to småbitte buske. Uden røde bær ganske vist, men med fine blanke blade. Lige til at sakse og sætte i min dekoration.

På den måde lykkedes det at få både kalenderlys og adventskrans kørt i stilling nogenlunde til tiden. Brunkagerne bager jeg en af dagene, og så tager vi resten derfra ...

Ja, det er sne på terrassen, der
kan anes i baggrunden til højre. Øv!

Om blæksprutter og grisemaver

Mens vi venter på, at Gemalen holder op med at hoste, kommer der lige et forsinket rejseindlæg:

Da madlavning ikke hører til blandt mine spidskompetencer - eller yndlingsbeskæftigelser, har jeg forlængst forklaret Gemalen, at når vi har ferie, så skal jeg ikke lave mad. Vi kan købe ind til morgenmad og frokost. Det er fint med mig. Men bruge krudt på aftensmad, nix bix, det gider jeg ikke.

Altså går vi ud og spiser.

Det lyder måske dyrt, men det behøver det jo ikke nødvendigvis at være.

Og det er sjovere at gå ud og spise. Jo længere fra de mest turistede steder, jo sjovere. Synes vi.

I Portugal var vi heldige.

Allerførst syntes vi ganske vist overhovedet ikke, vi var heldige, for i den nærmeste by kunne vi den første aften ikke finde en eneste restaurant og måtte noget slukørede begive os ud i landskabet på må og få. 

Pludselig i et T-kryds lå der en restaurant, der, efter antallet af biler udenfor at dømme, var ganske velbesøgt. Der måtte vi ind.

Det viste sig at være en herlig langt-ude-på-landet-restaurant, hvor de lokale kom for at spise og hygge sig, mens fjernsynet kørte med nyheder eller landskamp i fodbold. Vi så blandt andet Portugal banke Israel i fodbold og en masse om den genåbnede Maddie-sag. Her var både kærestepar, ham den enlige og storfamilier med forældre, børn, bedstefar og tante.

Menukortet var ret stort. Og helt og aldeles på portugisisk.Men med lidt god vilje og hjælp fra den tjener, der talte bedst engelsk, gik det fint alligevel. Når vi er mest i tvivl om, hvad vi egentlig bestiller, sørger vi for at bestille tre forskellige retter,og så er der næsten altid noget, alle kan lide. Maden var aldeles udmærket. Ikke gourmet-mad og ikke fancy-pansy, men veltillavet og velsmagende. Og billig. Vi betalte 30-40 euro inklusiv rødvin, og vi gik mætte derfra.

Vi endte med at spise der fire ud af syv aftener, men fandt dog også andre restauranter. Det ene sted var dog lidt for fisefornemt, og det gad vi kun én gang. Et andet sted besøgte vi to gange. Her kunne tjeneren næsten ikke engelsk, så her var vi lidt ekstra udfordrede. Men pyt, tænkte vi. For vi syntes egentlig ikke, det var så svært at få i hvert fald en ide om, hvad menukortet indeholdt, da visse ord var genkendelige. 'Porco' betyder noget med gris, 'bife' er bøf, underforstået noget med oksekød, og 'vitela' er kalvekøds et-eller-andet. Så hvor svært kunne det være?

Men træerne voksede ikke helt ind i himlen. Da vi bestilte en salat med 'polvo' til Donnaen, var vi overbeviste om, at det var kylling. Det var det ikke.

Det var blæksprutte!

En meget lækker salat med marinerede grøntsager og altså blæksprutte. Som Gemalen og Fruen lynhurtigt satte til livs i den tro, at det nok var - endnu - en lille gratis forret. Oven i brød og ost og fiskepaté, som vi allerede havde fået.

Først da hovedretten kom på bordet, gik det op for os, at vi muligvis havde taget fejl. Men det betød ikke så meget, for alt kom ind på fade og i skåle, og der var tre tallerkener - og rigeligt med mad - selv om vi kun havde bestilt to gange hovedret. Så selv om tjeneren ikke kunne ret meget engelsk, så kunne han i hvert fald sørge for, at 'de tossede turister' følte sig godt behandlet.

Sådan synes vi, det er sjovest. Imødekommenhed og et godt grin over sære overraskelser får kun maden til at smage endnu bedre.

Således forlod vi Portugal med en masse gode madoplevelser i bagagen.

I Segovia gik det ikke helt så godt. Den første aften var okay, men den næste kom vi til igen at vælge en dyr og lidt for fisefornem restaurant. Og det betød, at betjeningen var mere korrekt, end den var imødekommende. Hvilket var ret uheldigt, da det faldt sammen med vores eneste helt store mad-flop.

Gemalen ville have noget bøf, og det var nemt nok. Fruen bestilte pattegris. Og det fik hun. En kvart pattegris prydede min tallerken. Men tilbehør var der intet af. Det skulle nok have været bestilt separat. Den fadæse har vi lavet før, men bliver altså ret knotne, når tjeneren ikke føler behov for at gøre noget for at undgå den situation.

Værst gik det ud over Donnaen. Der var en særlig ret på menukortet, som åbenbart var en lokal delikatesse. Selv om menukortet var på engelsk kunne vi ikke regne ud, hvad 'tripe' var, og tjenerens forsøg på at forklare det lød ret tilforladelig. Eller rettere; så tilforladelig ud. Han pegede på sin mave og sagde 'pig'. Altså mave og altså gris. Det mente vi godt, vi kunne forsøge. Det skulle vi så ikke have gjort, for vi havde i vores naivitet ikke forudset, at mave virkelig betød mave. Som i mavesæk. Som i kallun ...

Yrk! Delikatesse eller ej, Donnaen kunne bestemt ikke lide det. Og det kunne vi andre heller ikke. Vores eller normalt så velfungerende rotationsprincip var til ingen nytte, og tallerkenen blev skubbet væk og vi deltes om to retter. Tjeneren så det egentlig godt, men kom ikke spurgte, om vi ville bestille noget andet. Der var mad nok til tre i de to retter, men det kunne han jo ikke vide.

Så jeg sad og blev mere og mere indebrændt og havde egentlig besluttet, at drikkepenge var en by i Rusland og ikke en del af aftalen, men så kom jeg til at lave en lidt for frisk bevægelse, som sendte vores vandflaske i flisegulvet, hvor den gik i tusind stykker og spredtes ind under adskillige borde. Det sendte den - nu stakkels - tjener på overarbejde med kost og fejeblad, og så måtte jeg jo ryste op med drikkepenge alligevel. Syntes jeg.

Surt, men ikke nok til at spolere vores generelt gode madoplevelser. Næste aften spiste vi lækker mad for foden af Pyrenæerne. Og den sidste aften før de hjemlige gryder fik vi som det perfekte punktum feriens absolut bedste måltid. 

Tjeneren sagde godt nok 'rabbit', men
jeg tror bestemt, det var hare. Super lækkert!

Mandeforkølelse

Vi er ramt af mandeforkølelse.

Gemalen ville ganske givet protestere og sige, at det da kun er ham, der er forkølet. Men da han som de fleste andre hankønsvæsener ikke tager let på det at være forkølet, synes jeg, det er rimeligt nok at hævde, at VI er ramt af mandeforkølelse.

Hvor der skal tages hensyn. Hvor sofaen er optaget af liggende Gemal med tæppe og puder. Og diktatorisk ret til fjernbetjeningen (Ja, vi er sådan nogen, der kun vil have ét fjernsyn. En gang i mellem er det en virkelig dårlig ide). Plus stort behov for ekstra servicering med kamillete og papirlommetørklæder.

For man(d) kan jo ikke ret meget, når man(d) er syg. 

I hvert fald skal der prioriteres. 

Benhårdt.

Og det bliver der så.

Gemalen begyndte at gå rundt og se lidt slatten ud allerede midt i sidste uge. Fredag indrømmede han, at han nok var blevet forkølet. Han havde været til spændende seminar, men måtte tage hjem før tid. Med blanke øjne og bodega-stemme.

- Dropper du så dit mountainbikeløb i morgen? ville Fruen vide.

- Nej nej. Den forkølelse skal bare køres væk, mente Gemalen optimistisk.

Så han tog afsted. Imens tog Fruen på indkøb, kom hjem igen og fik øje på Gemalens sportstaske på fryseren. Det gav lige cirka 150 kilometer ekstra kørsel. Til deling mellem Gemalen og Fruen. Og hvis Gemalen havde troet, at han derefter kunne nå frem til tiden til sin start, så tog han fejl, men rare arrangører lod ham starte allersidst. Hvilket var pænt af dem, men hævnede sig, for så skulle de jo vente på, at han kom tilbage igen. Med tyve minutters tidsstraf, da kortlæsning og feber nok alligevel ikke gik særlig godt i spænd.

På den måde blev klokken næsten syv, før Gemalen endelig var hjemme igen. Træt, men trods alt ikke voldsomt mere forkølet end før start.

Altså var der ingen grund til at passe særligt på sig selv, og Gemalen brugte søndagen på at vaske og støvsuge bil. I hundekulde. Og dét var dumt. For forkølelsen er siden taget til i styrke. Fra moderat til rigtig træls. Gemalen hoster, nyser, snotter og sprutter. Og ligger på sofaen. Og lader sig varte op.

Når altså han ikke lige passer sit arbejde. For det gør han jo. Han fiser og farer. Og kører hid og did. Selv om han egentlig er for syg.

Og på den måde trækker han pinen ud. Og hoster, nyser, snotter og sprutter. Og ligger på sofaen. Og lader sig varte op.

Og ender med at smitte os andre.

Og det er så lige dér, vi er nu.

Suk.

Jeg kan lige så godt give op og
overgive mig til kamilleteen med det samme.

Flad

Åh altså!

Jeg er november-træt. Fredags-træt. Bare træt.

Den dejlige sensommer er slut. Den skønne efterårsferie er slut. Og det er småt med hverdagsfornøjelser. Fordi det er for mørkt. For vådt. For koldt. For surt. For tsæt selv.

Øv, jeg gider det ikke.

Gider, gider, gider ikke.

Mine batterier er bare helt flade.

Det burde de jo slet ikke være, for vi har lige været på efterårsferie. Med sol og dejligt vejr og sjove, skøre og rare oplevelser, som burde putte energi på alle tanke, så vi fint kunne holde til et pænt stykke hen på den anden side af jul.

Men som i en dårlig Leasy-reklame er det som om, energien er suget ud af mig.

Først var der min fars sygdom.

Dertil kommer, at vi i øjeblikket bøvler med et problem, der ikke kommer på bloggen, men som involverer ind til flere offentlige instanser. Og det er så tungt, så tungt. Intet kan bare gøres eller besluttes med et snuptag. Alt skal undersøges og udredes, før nogen kan tage stilling til at ville eller bevilge noget som helst. Og der er ventetider.

Og bedst som vi tror, at vi har fået en fod i den rigtige dør, bliver sagen - for sådan en er det blevet - smidt over i et andet regi, og så er det forfra. Med nye mennesker, nye møder, nye skemaer og nye overvejelser. Der er, siden vi kom hjem fra efterårsferie, næppe gået en dag, hvor jeg ikke har været i kontakt med én eller flere professionelle i den offentlige sektor for at fremme vores sag.

Og selv om langt de fleste er venlige og imødekommende, er det langt fra alle, der kan gøre noget. Og de, der kan, sidder i bureaukrati til halsen i et umådelig trægt system og må derfor mane til besindighed. Vores besindighed. Som vi slet ikke har mere tilbage af.

Derfor er jeg træt. Vi er trætte. Helt ind i knoglerne.

Sove det væk kan jeg ikke. Jeg ligger i stedet bare og roterer.

Så det skal arbejdes væk. Ved at ringe, maile og skrive. Igen og igen. Til det lykkes. For det skal det. Og det gør det.

Men lige nu er jeg bare flad.

Gammelt billede. Tåge i Bratislava.

Godt, så tror vi på det

Efter en skøn ferie landede vi hjemme i virkeligheden.

Den virkelighed, der sommetider er mere grum end godt er.

Vi har før prøvet at komme hjem fra ferie og finde ud af, at nogen i den nærmeste familie var blevet alvorligt syge.

Denne gang var/er det min far, den er gal med.

De dårlige nyheder var kommet til os drypvis, mens vi var væk, men min mor havde - for ikke at spolere vores ferie for meget - været yderst karrig med sine oplysninger. SMS bliver så heller aldrig min mors måde at kommunikere på.

Så først fandt vi - med et par dages forsinkelse - ud af, at min far var blevet indlagt med ondt i maven, og nu skulle han lige undersøges ordentligt. Ja tak, det var jo fint. Man hvad indebar 'ordentligt'?

Det indebar diverse scanninger, som de nu ventede svar på, fortalte min mor, da jeg ringede til hende.

To dage senere sendte min mor en SMS om, at nu var far kommet hjem.

Om min mor virkelig havde forestillet sig, at hun kunne spise os af med den besked, ved jeg ikke. Det kunne hun selvfølgelig ikke. Så et kvarter senere havde jeg så, for det første fået at vide, at min far havde fået konstateret cancer i prostata. Og for det andet haft ja-hatten på og sagt en hel masse om, at netop cancer i prostata jo ikke behøver at være så slemt. Mange mænd dør med det og ikke af det og bla-bla-bla.

Min mor modsagde mig ikke, men undlod en vigtig detalje, som min far så selv fortalte, da jeg næste dag ringede hjem, og spurgte, om de havde fundet sig selv igen.

- Det har altså spredt sig, meddelte min far. Til ryggen.

Det var straks værre. Ja-hatten faldt af, og Gemalen måtte den dag lægge skuldre til mange tårer.

Vi diskuterede lidt frem og tilbage, om jeg skulle flyve hjem, men blev enige om, at det alligevel ikke ville flytte noget eller gøre nogen glade. Iøvrigt ville der ikke yderligere ske noget, mens vi var væk.

Så vi fortsatte vores ferie, kom hjem og kunne så kun - med bæven - vente på, at min far skulle få sin behandlingsplan.

Bæven, fordi man i løbet af nul komma dut kan nå at male Fanden på væggen med sytten forskellige skrækscenarier. Så ord som kemo og stråler og daglige ture til sygehuse langt væk kværnede rundt i hovedet på mig.

Egentlig burde jeg jo være klogere, for ved at følge med på Ellens og Rejens blogge har jeg efterhånden lært, at cancerbehandling er individuelt tilpasset, så hvad man hører, at den ene skal igennem, behøver overhovedet ikke gælde den anden. At det også er meget individuelt, hvor hård behandlingen er mod ens krop, ens helbred og hele ens system fremgår også meget tydeligt.

Og med den viden burde jeg jo slå koldt vand i blodet og bare afvente. Men bare, bare og min bare. Det gik selvfølgelig ikke så godt.

Endelig oprandt dagen dog. Min far fik sin behandlingsplan. Og så indeholdt den kun et punkt: Operation.

For prostatacancer næres af testosteron. Og hvis man fjerner det, udsulter man canceren, som - hvis alt går, som det skal - stopper sin fremfærd eller ligefrem går til grunde. Siger sagkundskaben.

Og det tror vi så på.

Det vil sige, det er faktisk temmelig svært at tro på, at cancerbehandling kan være så easy peasy. Selvfølgelig er det ikke rart at skulle opereres. Og i fuld narkose. Og selvfølgelig er der bivirkninger. Men i forhold til kemokure og daglige røntgenbehandlinger i ugevis på hospitaler langt væk er det næsten som at have vundet i lotteriet.

Der er nu allerede gået mere end 14 dage siden operationen, og alt går tilsyneladende, som det skal. Det finder vi først ud af til februar, for så lang tid skal der gå, før lægerne vil se min far til tjek.

Så de tror på det.

Og når de gør, så gør vi også.

Basta.

Og så bare hjem!

Altså vågnede vi på den - efter min mening - rigtige side af Pyrenæerne, og nu gjaldt det bare om at komme hjem.

Så vi buldrede ned ad trapperne mod morgenmadsstuen. 

Og var lige ved at glide i en hundelort, der lå på reposen mellem anden og tredie. Hvordan filan går sådan noget til??

Jeg fik gjort hotelmutter begribeligt, både at vi gerne ville have 'rigtig' morgenmad (og ikke bare nøjes med café au lait), og at den der hundelort - dog poo - og hvad hedder det så lige på fransk? - mishagede os en del. Og så fulgte vi ellers med i hotellets hakkeorden, således at hotelmutter blot uddelte ordrer, mens ældste tjenende ånd stod for morgenmaden og yngste tjenende ånd måtte finde sig i at få aben (læs: lorten) og derfor sås bevæbne sig med pose, kost og spand ...

Denne gang huskede vi at snakke om ruten inden afgang, og vi enedes om at være uenige med Ruth, som ville have os helt ud til Middelhavet. I stedet kørte vi mod nord, mod Paris. Og vi ville så konsultere Ruth, når vi var kommet lidt (læs: 500-700 km) længere mod nord.

Som sagt så gjort. Ruth snakkede en del om uheld, men de lå ikke på vores rute, så dem behøvede vi ikke at bekymre os om. Ved Cahor-afkørslen øvede vi vores royale vink, og ellers skete der ingenting.

Først på eftermiddagen spurgte vi Ruth til råds. Hun ville over Paris og så gennem et hjørne af Belgien. Det kunne vi godt gå med til. Indtil vi nærmede os Paris så meget, at vi både kunne høre i radioen og se på Ruths skærm, at Paris sidst på en fredag eftermiddag måske nok alligevel ikke var verdens bedste ide. 

Men så kunne vi da køre udenom. Og det gjorde vi så. I en ikke helt perfekt halvbue. Fra Orleans til Troyes og videre til Reims. På gode motorveje med minimal trafik. Et enkelt sted var der sket et uheld, men franskmændende er virkelig dygtige til uheldshåndtering (er der noget, der hedder sådan?), så de er hurtigt på plads med politi og redningskøretøjer. Plus meget synlige skiltevogne med lys og blink og pile, som letter forbikørslen meget.

Fra Reims mod den belgiske grænse, som vi altså bare ville passere, inden vi gjorde holdt, så vi i det mindste kunne sig til os selv, at vi havde lagt Frankrig bag os. Så vi fortsatte og nåede til Bouillon. Hvilket vi grinede en del af, for hvordan kan en by hedde Bouillon? På den anden side virker Bouillon ret harmløst i forhold til fx både Tarm og Lem. Så vi grinede af og begyndte at kigge efter hotel. Første sted var receptionisten meget sød og imødekommende, men stedet kostede det blå ned fra himlen. Næste sted var receptionisten både sur og sløv, men hotellet var alligevel alt for dyrt. 

Tredie gang var lykkens gang, og vi endte på et Best Western hotel. Her var der venlig betjening og god mad. Den bedste, men slet ikke dyreste, på hele turen. 

Næste morgen op og afsted. Vi nåede lige at ærgre os lidt over, at vi ikke fik set nærmere på den middelalderborg, som vi boede lige nedenfor. Men man kan ikke det hele, og nu ville vi altså hjem.

Ruth fik lov at bestemme. Sådan da, for når vi hører i radioen, at det hele står stille den ene vej, så forsøger vi altså den anden. På den måde blev Bremen alligevel til Hannover. Turen omkring Hamburg blev lidt alternativ, og derfra og til grænsen var det som sædvanlig noget rod. 

En enkelt gang blev vi grusomt snydt af både trafikradio og Ruth. For begge sagde, at motorvejen var spærret mellem A og B på grund af en ulykke, så vi kørte udenom og på igen ved B. Og kørte lige ned i en helt stillestående omgang Stau. Øv.Det burde jo slet ikke kunne lade sig gøre. Heldigvis var vi kun få hundrede meter fra en fasteplads, og det lykkedes igen Gemalen at lave sit ganske uautoriserede exit-stunt, så vi kunne komme videre.

Hjem.

Et hjørne af borgen i Bouillon.

Næste gang vil jeg flyves ind

Sommetider overrasker Gemalen og jeg hinanden med at tro, at vi er helt enige om ting, som vi overhovedet ikke har snakket om. Og så viser det sig, at hvad den ene tager for givet, bare slet ikke er det for den anden.

Således også da vi skulle hjem fra Segovia.

Fruen mente bestemt, at vi 'bare' skulle samme vej vest om Pyrenæerne og så måske justere lidt på turen gennem Frankrig. Gemalen mente - lige så bestemt - at det ville være alt for kedeligt, så han ville mod øst. Og vi var hver især så sikre, at vi slet ikke diskuterede det, før vi allerede kørte på motorvejen mod Madrid. Hvor vi under ingen omstændigheder skulle køre. Hvordan det gik til, er lidt en gåde.

Men så slog vi bremserne i. Jeg de virtuelle, Gemalen også de rigtige. Og så diskuterede vi lidt frem og tilbage. Og jeg fik min vilje. Bilen blev vendt, og det kostede os lige 3 euro at køre cirka 500 meter på motorvejen. Og hvordan det gik til, er også lidt en gåde.

Nu kørte vi så i den stik modsatte retning, og det var jo meget godt. Bortset fra at Gemalen sad og skumlede. I en grad, så det endte med, at jeg gav mig, og vi alligevel kørte mod øst. Det nåede vi dog at blive enige om, mens det stadig var lige meget, da vi endnu ikke havde nået den afgørende afkørsel.

Altså mod øst. Og mod Andorra, for det var det, Gemalen havde haft i tankerne hele tiden. Bare uden at sige det højt. Det betød en masse landevejskørsel i nogle yderst tyndt befolkede egne. Mange steder var der utrolig flot. Med et kæmpe udsyn til alle sider. Andre steder kørte vi langs højderygge, og det var her vi så flest store rovfugle, både glenter og ørne. De første hang forholdsvis tæt på vejen, de andre svævede inde over de stejle skrænter længere væk.

Og vi så fårehyrder! Vaskeægte fårehyrder med hyrdehunde og løstgående får. Tænk, at de virkelig stadig findes. Jeg troede dårligt nok mine egne øjne og ærgrede mig over, at det ville have været uforskammet at stoppe op og voldfotografere mennesker, der bare passer deres (beskedne) job.

De fleste steder var høsten for længst forbi, og de kæmpestore marker lå i brunlige nuancer som enten stubmarker, harvede eller nytilsåede (med hvede?). Mange steder stod solsikkerne dog stadig tilbage. Og mens solsikke-marker i blomst er noget af det gladeste, er de samme marker et umådelig trist syn lige før høst. Solsikkerne står indtørrede og kulsorte og ligner en naturkatastrofe. Men den var god nok. De skal se sådan ud.

Sidst på dagen nærmede vi os Andorra. De store lige veje og de åbne vidder blev afløst af et mere krøllet terræn. Og jo tættere vi kom på Andorra, jo mere bjergkørsel blev det (begribeligvis, Andorra ligger jo højt oppe i Pyrenæerne).

Fruen er ikke helt vild med bjergkørsel, hvilket Gemalen godt ved, og han afpasser derfor sin kørsel derefter. Så godt han nu kan. Det var bare slet ikke godt nok denne gang. Andorranerne selv kører som død og helvede i deres dyre biler, og det giver en masse pludselige opbremsninger, når de ikke kan komme frem for mere almindelige trafikanter. Skræmmende, syntes Fruen. Og blev mere og mere skruphysterisk. Ikke på den højtråbende måde, men på den meget sammenbidte og hændervridende måde. Så der blev mere og mere stille i bilen. Samtidig blev det helt mørkt, og vi var nu så tæt på Andorras hovedby, Andorra la Vella, at trafikken blev endnu mere intens. Og nu krydret med scooterfyre, der kørte, som var de udødelige. Vi har tidligere haft 'fornøjelsen' af scooterdrenge i blandt andet Firenze, men de fremstod nu pludselig som de rene tøsedrenge med hvad der lignede tantekørsel sammenlignet med andorranernes.

Midt i byen stoppede vi, og Gemalen spurgte, om jeg ikke lige kunne finde ud af, om der var plads til os på det nærmeste hotel.

- Nej, jeg vil ej!

- ??

- Jeg tror ikke, mor har lyst til at bo her, svarede Donnaen på sin mors vegne.

- Hvad? Hvorfor vil du ikke bo her? spurgte Gemalen fuld af undren.

- Her er overhovedet ikke rart. Folk er sindsyge, og byen er helt klemt inde mellem bjergene. Her er væmmeligt, og jeg vil ikke være her, meddelte Fruen og nægtede overhovedet at forlade bilen.

- Helt ærligt, sagde Gemalen, nu er vi i Andorra, og det er ikke godt at vide, om vi nogensinde kommer her igen, så skulle du ikke lige give det en chance?

Men Gemalen snakkede for døve øren. Fruens sunde fornuft var fuldstændig sat ud af kraft og erstattet med umedgørlig stædighed. Fruen ville I-K-K-E overnatte i Andorra.

- Er det i orden, hvis jeg lige tanker? spurgte Gemalen hovedrystende.

Det var det, og så kørte vi videre.

Og hvis vejen op havde været træls, var det ingenting i forhold til vejen ned. Vejen var meget mere snoet, og jeg sad i den forkerte side, det vil sige på ydersiden ud mod 'afgrunden'.

Efter cirka et halvt års kørsel var vi endelig nede på den anden side. I Frankrig, i en lille by Ax-les-Thermes, hvor jeg rødøjet, rød i bolden, med strittende hår og lettere forkvalmet stavrede ind på det første og det bedste hotel og på mit rustne skolefransk fik spurgt efter et værelse. Heldigvis blev jeg reddet af en engelsktalende hotelmutter, og så fik vi et mærkværdigt, men fuldt ud beboeligt værelse på femte sal, hvor vi efter et glimrende aftenmåltid i hotellets restaurant faldt bedøvede om og sov til kirkeklokkerne begyndte at bimle næste dag.

Mega Madrid

Når vi nu ikke kunne finde ud af, om det var dyrt eller ligefrem hundedyrt at tage toget fra Segovia til Madrid, måtte vi jo køre.

Gemalen var en gang i fordums tid ude for en ubehagelig episode i Madrid med nogle meget aggressive forrudevaskere, som sprang rundt mellem bilerne, når de holdt for rødt. Så han, altså Gemalen, var en lillebitte smule utryg ved at skulle vove sig inden for byskiltet igen. Men altså, det var jo dengang. For længe siden. Og nu er nu, og vi oplevede ikke noget som helst, der kunne kategoriseres som ubehageligt.

Donnaen var ikke så glad for de tiggere, som sad mange steder. Gemalen og jeg er mere hårdkogte og nøjedes med at notere os deres strategiske placering. De sad meget ofte ud for bagere, konditorier eller delikatesseforretninger. På den måde var der dobbelt op på den dårlige samvittighed, når man passerede dem for at indkøbe et eller andet lækkert til sig selv.

First things first. Vi kørte altså, og da Gemalen i et anfald af nærighed ikke ville betale 10 euro for at køre gennem tunnelen gennem det bjergmassiv, der ligger mellem Madrid og det nordlige Spanien, måtte vi en tur op over passet. Det gik fint, omend den storslåede udsigt ikke var helt så storslået som ønsket, da en tågedis lå ind over Madrid. Det havde vi ikke bestilt, og vi kiggede på vores meget sommerlige beklædning og håbede, at solen hurtigt ville få mere magt. Det fik den heldigvis, men det blev - og godt for det - ikke så varmt som forudsagt.

Da vi nærmede os centrum, susede vi ned i en parkeringskælder. Og fandt bagefter ud af, at vi sagtens kunne være kommet mindst en kilometer længere ind mod bymidten, men det var jo ikke til at vide, og vi holdt også fint, hvor vi var.

Og så travede vi ned ad Calle de la Princesa, som ville blive til Gran Via og føre lige ned til midten af midten. 

Vi gjorde dog holdt ved Plaza Espana, kiggede på et oversigtskort og besluttede at dreje ned gennem den lille park. Hvor der var et gigantisk monument til ære for Miguel de Cervantes Saavedra. Som vi selvfølgelig ikke anede, hvem var, før vi fik øje på to charmerende 'rytterstatuer' af Don Quixote og hans tro væbner Sancho Panza, og vi dermed kunne lægge to og to sammen.

Herfra var der ikke langt til kongeslottet, Palacio Real. Flot, imponerende og ENORMT. Det er - siger Wikipedia - dobbelt så stort som slottet i Versailles, og har 3418 værelser. Hvad man har skullet bruge så meget plads til, kan være svært at begribe. Men det må have været sjovt som lille prins eller prinsesse at lege gemmeleg. Hvis altså ikke man fik gemt sig så godt, at der gik flere uger, før man blev fundet igen ...

Vi nøjedes med at se slottet udefra. Der var kø, og selv om der kun er adgang til sølle 50 værelser, blev vi lidt trætte bare ved tanken. I stedet koncentrerede vi os om vagten foran. To til hest og to til fods. Og ikke noget med at gå for tæt på. Hvilket blev håndfast demonstreret, da et par damer absolut skulle posere for hinanden lige lidt længere fremme end tilladt.

Overfor kongeslottet ligger Plaza de Oriente med en kæmpestor rytterstatue af Felipe IV. Ja, der er en tendens til, at alt bare er megastort i Madrid; megastore bygninger og megastore statuer, men heldigvis ikke så megastore afstande. Mens jeg studerede rytterstatue, havde Donnaen mere travlt med at kigge på nogle hovedløse figurer, der gik rundt på pladsen. Hun fattede i første omgang ikke, hvordan det gik til, og grinede lidt af sig selv, da det gik op for hende, at alle figurerne bare kiggede ud gennem kraven, mens et lille glasklart stativ holdt hovedbeklædningen på plads.

Netop som den første maverumlen meldte sig, stod vi - meget praktisk - ud for Madrids svar på Københavns Torvehaller (eller er det omvendt?). Og efter en tur rundt for at kigge på det hele, bænkede vi os med nogle små, spændende tapas-agtige pølse-fiduser, smoothies til damerne og en Carlsberg fad til Gemalen, der pludselig var blevet ramt af forbigående patriotisme.

Næste punkt på programmet var Plaza Mayor. Altså, der var jo ikke noget program, men nogle ønske-punkter til mulig opfyldelse alt efter gide-niveau. Plaza Mayor er en stor (selvfølgelig er den stor), helt lukket plads omgivet af smukke bygninger i tre etager. Pladsen har gennem tiderne været brugt til lidt af hvert - fra tyrefægtning og marked til offentlige henrettelser - men er nu fyldt med sol og fredelighed, turister og flere hovedløse figurer.

Efter at have suget til os af fredelighed og set os trætte på de omgivende bygninger, gik vi videre til den nærliggende plads, Puerto del Sol, der er lige så hektisk, som Plaza Mayor er fredelig. Her forsvandt vi ind i stormagasinet El Corte Ingles på jagt efter sko til Donnaen. Missionen lykkedes ikke, da de foretrukne modeller ikke fandtes i Donnaens størrelse. Og så kunne det jo være helt lige meget. Donnaen går nødigt på kompromis.

Herefter var vi egentlig for hjemadgående, så uden at forhaste os - det vil sige med tid til at kigge nærmere på et par butikker eller tre - satte vi kursen mod først p-kælder og bil og derefter mod Segovia.

Og Fruen skrev sig bag øret, at hun skulle huske senere at tjekke, hvilke luftfartsselskaber, der flyver billigt til Madrid ...

Felipe IV.

Segovia og føl historiens vingesus

Det var igen tid at vende næserne mod nordøst.

Fruen havde fået lov til en ekstra overnatning et sted på vejen hjem. Egentlig havde jeg fløjtet for to, men Gemalen var ubøjelig, og selv om jeg nødigt vil indrømme det, var det nok meget godt at have en ekstra dag at give af, hvis noget koksede undervejs.

Det skulle være et sted i det nordlige Spanien, var jeg sikker på. For hvor tit er det lige, man kommer på de kanter? Altså skulle det udnyttes. Men hvor? Jeg brugte timer på at glo så ihærdigt på kort og i guidebog, at det egentlig er sært, at der ikke gik ild i skidtet. Men det gjorde der ikke. Og der kom heller ikke noget indlysende svar. For der var jo et væld af muligheder. Og jo mere jeg læste, jo flere steder ville jeg besøge.

Til sidst var sagen dog klar, og jeg kunne meddele Gemalen, at

- Vi skal til Segovia!

- ??

- Der er både en akvædukt, et Disney-slot og en passende afstand til Madrid.

Og så var det jo afgjort.

Exit Portugal og enter Spanien. Gemalen var ikke helt tilfreds med at skulle ramme Madrids ydre motorvejsring hen på eftermiddagen, men det gik nu udmærket, og vi landede i Segovia, lige før det begyndt at blive mørkt.

Næste dag ville vi til Madrid (mere herom in another indlæg). Gemalen var ikke helt sikker på, at han havde lyst til at køre til Madrid, så vi gik i gang med at undersøge togforbindelserne. De var gode. Men ikke om vi kunne hitte ud af billetpriserne. Og da vi syntes, det var ret afgørende, om den fundne pris var tur-retur eller bare tur, gik vi op til stationen for at spørge. Der var lige lidt længere, end vi egentlig havde troet, og da vi så endelig kom frem, var stationen lukket. Ikke for trafik, men for betjening, og så var vi jo lige vidt.

Derefter var der ikke så meget andet at gøre end at finde et sted at spise og så bagefter på hovedet i seng.

Planen var egentlig først at se både akvædukt og Disney-slot på afrejsedagen, men vel tilbage fra Madrid kunne vi sagtens nå at få et kig på akvædukten, mens solen stadig var på himlen.

Akvædukten er i sandhed både stor og storslået.

Den løber hele vejen gennem byen og tværs over Segovias største plads. Da pladsen ligger ret lavt i forhold til det omgivende landskab, er akvædukten hele 28 meter på sit højeste sted. Akvædukten består af høje, slanke buer i to etager. Bygget af romerne i det første århundrede og således næsten 2000 år gammel. Og det på trods af, at den er bygget uden brug af mørtel eller anden form for 'lim'. Smuk, betagende, utrolig, fantastisk og imponerende er blandt alle de superlativer, der dukker op i ens hoved, når man står på pladsen, med nakken tilbage og prøver at begribe storheden og fornemme historiens vingesus. Samtidig med, at man føler sig som en uendelig lille brik i den store verden.

Herefter ville Gemalen hjem og finde en rigtig p-plads til bilen, som stod temmelig uhensigsmæssigt parkeret, da hotellet manglede p-pladser. Fruen mente dog godt at kunne nå at få Segovias katedral med som en behagelig ekstra-gevinst. Donnaen gik med. Katedralen var nem at finde. Dels ligger den højt og kan ses viden om, dels er skiltningen i Segovia meget fin. Der er endda skilte på japansk - honto ni! - jeps, det er der virkelig. Katedralen er kæmpestor og gotisk og måske allerflottest udefra. Især når den sene eftermiddagssol får kuppel, tårn og de mange spir til at lyse gyldent.

Bagefter skulle vi bevise overfor den let tvivlende Gemal, at vi da nemt kunne finde hjem. Det kunne vi også sagtens. Og selv om turen gik gennem et virvar af små, hyggelige gader, ned ad trapper og over pladser, holdt vi kursen støt, for ganske tæt på 'vores' hotel lå et andet hotel med en høj, iøjnefaldende facade, som vi kunne sigte efter. Hvilket Gemalen ikke havde opdaget. Men det havde vi ...

På den måde manglede vi kun Disney-slottet, da vi stod op næste dag. Det vil sige, jeg kunne sagtens have brugt en uge mere i Segovia, for det er en skøn, skøn by, der har en masse at byde på. Og hvor jeg før altid har ment, at Lucca i Toscana var stedet, jeg skulle investere mine kommende Lotto-millioner, er jeg nu kommet meget i tvivl.

Fem minutter i ti stod vi foran Disney-slottet. Som selvfølgelig ikke er noget Disney-slot, hvorfor Donnaen var højlydt utilfreds og i nogen grad følte sig taget ved næsen. Men slottet er altså usædvanlig Disney-agtigt, og alle steder, hvor man kan læse om det, står der, at Walt Disney hentede inspiration til Askepot-slottet netop her. 

Og betaget bliver man. Ikke på grund af størrelse eller pragt, men fordi det med sin beliggenhed højt på en klippeknold og sit eventyragtige udseende sætter fuldt blus på fantasien. Her er vidt udsyn over den spanske højslette. Her er høje mure og dybe voldgrave, prinsessetårne, tronsal, kugler og kanoner. Og historie for alle pengene. Slottet har været der stort set altid. Før mauerne har romerne haft et fort, og sidenhen har en hel række af castilianske konger og dronninger beboet slottet. Blandt andet Isabella; hende der sendte Columbus afsted for at finde søvejen til Indien.

Vi kiggede og klatrede (det var noget af en tur at komme op i tårnet) og kiggede noget mere. 

Og i løbet af nul komma ingen tid havde vi brugt vores p-tilladelse og måtte nødtvunget forlade både slottet og Segovia og se at komme videre.

Lillebitte udsnit af et eventyrligt slot.