onsdag den 11. juli 2018

! ! !


Der sker ikke så meget lige nu, mens d
er er nedtælling til ferie.

Gamle Hans med skinnebenssåret har heldigvis forladt matriklen.

Det samme kan man desværre ikke sige om gamle Verner med siddesåret, hvilket frustrerer og betyder udpræget dårligt humør, der nemt breder sig i ringe i det lille hjem. Suk.

Men altså, gamle Hans er væk, og det er virkelig meget rart.

Tilbage er kun et minde, som det nok vil tage cirka 40 år at udviske. 

Jeg blev i 9. klasse ramt af et flyvende boldtræ på det andet skinneben. Det ar kan nu cirka 40 år senere næsten ikke ses mere ...

Det bedste - eller værste - er, at det ligner et omvendt udråbstegn, men da jeg jo selv bøjer mig ned og ser mine ben omvendt, hvis de skal tørres eller smøres eller noget andet, så står det rigtigt for mig.

!

Og så kan jeg jo overveje, hvad det står for:

Pas på!

Forsigtig!

Tænk dig nu om!

Giga-klovn!


Eller noget helt andet ..?

fredag den 6. juli 2018

Jordbærkatastrofen


Der er sket en katastrofe af de mellemsvære.

Sådan en rigtig luksuskatastrofe, som man slet ikke kan tillade sig at kalde en katastrofe, men som alligevel i vores forkælede liv føles som mere end bare ærgerlig.

Den lokale jordbærbonde gider ikke mere!

Han gider vistnok stadig at være bonde, men han gider ikke jordbærrene mere, og det er jo værre end bare ikke så godt, for hvor i alverden skal vi så få jordbær fra?

Og nye kartofler, for jordbærbonden har også solgt de lækreste kartofler fra sin bod, og jeg, som har æælsket hans kartofler, er lige ved at tude ved tanken om, at jeg aldrig mere skal spise mig næsten dårlig i hans nye kartofler. På denne årstid har jeg stort set levet af nye lune kartofler med en klat smør, kartoffelmadder og kartoffelsalat - og lidt jordbær til dessert.

Men nu er det slut. I søndags var sidste dag i både gårdbod og ude på pluk-selv-markerne.

Budskabet havde nået både de lokale medier og facebook på forhånd, så da jeg viderebragte den triste nyhed til resten af familien og samtidig fortalte, at man måtte grave jordbærplanterne op og tage med hjem til egen have, var Donnaen straks fyr og flamme:

- Det skal vi da, altså grave jordbærplanter op og sætte herhjemme. Jeg vil med derud!

- Jamen, vi har jo ikke nogen nyttehave, protesterede jeg forsøgvist.

- Det er da fuldstændigt lige meget, mente Donnaen.

At Donnaen pludselig skulle udvise så stor jordbær-entusiasme var lidt overraskende, da hun kun spiser moderate mængder jordbær og vist kun en enkelt gang har været med på en pluk-selv-mission. Til gengæld har det, lige siden hun var en meget lille høne, været en fast bestanddel af sommeren, at vi skulle køre ud langs Gudenåen efter jordbær og kartofler på næsten daglig basis i sæsonen, så det er en lille barndomsbrik, der nu desværre er forsvundet.

Derfor fandt vi spand, spade og skåle frem og drog ud på selvpluk i søndags.

Der var mange mennesker, og alle begræd de jordbærbondens beslutning, mens de bar jordbær væk i kilovis og fyldte opgravede jordbærplanter i kasser og spande.

Og det samme gjorde vi. Donnaen plukkede jordbær til den store guldmedalje og ville have gjort sin super-effektive bærplukker af en oldemor stolt, mens jeg måtte se mig agterudsejlet.

Bagefter gravede vi jordbærplanter op til at fylde en spand og kørte så hjem med rovet. Først måtte jordbærrene gøres i stand, og så plantede jeg jordbærplanter i mit staudebed. Sådan lidt hist og pist, hvor der var en bar plet. Gemalen tog sig til hovedet, men holdt klogeligt sin mund.

Til næste år kan vi så spise hjemmeavlede jordbær.

Eller også kan vi ikke. Det er lidt et spørgsmål, om planterne vil overleve i denne knastørre sommer. Selv om der kun gik en halv eftermiddag fra de blev gravet op, og til de stod i jorden igen, ser de, trods daglig vanding siden, noget slatne ud. Men jordbær er jo hårdføre, så måske tager de sig sammen og skyder igen fra bunden?

Vi må vente og se.