Jule-lys-guirlande-virus

Donnaen er snottet. Eller også har hun influenza. Det er lidt svært at blive klog på. Men er garanteret 'bare' en virus, som også har lagt et par af veninderne ned.

Vi er andre er (7-9-13 og bank under bordet) ind til videre gået fri.

Til gengæld kan Fruen mærke, at en anden virus er ved at bide sig fast.

Julelysguirlandevirussen!

Hærger fortrinsvis i december, hvor den når sit absolutte toppunkt i uge 52. Når dog almindeligvis også en vis udbredelse allerede i november. Her tyder alt på, at virussen især trives godt ved lavtryk. Således ses ekstraordinært hurtige spredninger på mørke, overskyede og generelt triste novemberdage.

Nu er der ganske vist - oh skræk! - mindre end en måned til jul, men virussen begyndte så småt at angribe allerede for et par uger siden og greb for alvor om sig i den forgangne weekend.

Således kunne man - måske for første gang i danmarkshistorien? - på en og samme hundeluftetur opleve det usædvanlige fænomen, at mens nogen slog græs, var der andre, der hængte lysguirlander op.

I buske og træer, tagrender og altanudhæng.

Altså nogle steder.

For der er stor forskel på virussens udbredelse. Nogle veje ligger stadigvæk dunkle hen. En særlig tak til kommunen for at lege Dumbledore med hveranden lygtepæl klokken 21 nul dut. Mens forhaver, tagrender og udhæng glimter om kap på andre veje. Det er tydeligt, at hvis først en enkelt husejer har fundet guirlanderne frem, så spreder det sig lynhurtigt til nabohusene, til husene overfor og deres naboer og og og.

De fleste har indtil videre begrænset sig til at sætte lys i enkelte træer og buske, men andre er allerede gået all in. Med selvlysende rensdyr og lysguirlander i skiftende kulører.

Egentlig er jeg ret meget imod julepynt og tingeltangel allerede i november, men jeg må indrømme, at det er gør det altså lidt sjovere og mindre mørkt at lufte Kamelen, at vi hver aften kan opleve udsmykninger nye steder.

Noget er ganske nysseligt, og andet er mere særpræget end kønt.

Men bortset fra de værste uhyrligheder, så smitter det altså.

Og jeg har allerede hørt mig selv spørge Gemalen, hvornår han sætter vores lysguirlander op?

Gemalen er dog ret immun, og jeg tror, at jeg skal gentage spørgsmålet et par gange, før han overhovedet begynder at overveje at gøre noget. Og på den måde er der næppe nogen risiko for, at vi er skyld i, at nogen får julesvip, før det overhovedet bliver december.

Vil du tage et godt billede af genboens små lystræer,
så brug noget andet end din gamle Iphone ...

Bilkrise III

Det var jo lidt bøvlet, da jeg hentede Bitte-blå hos forhandleren ude på prærien. Med blinkende lamper, ødelagt ventil, begynderfejl, manglende reservedele og en masse ventetid.

Men hjem kom jeg da, og Bitte-blå kom med.

Da Gemalen, et døgn senere, også kom hjem, konstaterede han, at Bitte-blå da forresten ikke var blevet undervognsbehandlet som aftalt og betalt for. Og gummitmåtter var der ingen af. Dem havde han også betalt for. Ingen af delene vidste jeg noget om, så jeg havde ikke undret mig.

Nu blev Gemalen ærlig talt en lille smule knotten.

Og skrev en mail til sælgeren, med kopi til salgschefen, hvori han i utvetydige vendinger redegjorde for sin knottenhed.

Sælgeren lagde sig fladt ned, beklagede og lovede bod og bedring.

Der var bare det lille problem, at de rigtige ventiler til Bitte-blå var i restordre, så vi måtte pænt vente, til de kom hjem. Men så ville der også komme en mekaniker og hente Bitte-blå og stille en lånebil til mig i mellemtiden.

Så vi ventede. Pænt. Pænt længe.

Endelig kom mekanikeren. Hentede Bitte-blå og stillede en lille hidsig Ford til mig.

Den, altså Forden, havde jeg meget skæg ud af i et par dage, og så fik vi Bitte-blå tilbage. Nu lyste advarselslamperne ikke mere, og hele bilen stank af undervognsbehandling.

Og alt var godt.

Lige til jeg et par dage senere spurgte Gemalen, hvor han havde lagt gummimåtterne, nu de ikke var i bilen?

Det er ikke for meget at sige, at Gemalen blev sur igen ...

Forhandleren ude vest på havde klaret to af tre ting, men gummimåtterne havde man glemt at bestille.

De er nu bestilt, og vi venter på at få dem leveret. For det gør vi vel? Vi har ikke fantasi til at forestille os, at forhandleren forventer, at vi selv skal hente dem.

Heldigvis er der en Bitte-blå-forhandler her i byen (som bare lige var et par tusinde kroner dyrere, den gang Gemalen handlede bil). Og hvis Bitte-blå ellers arter sig og ikke får fejl inden for garantien, behøver vi aldrig mere at sætte vores ben hos forhandleren ude mod vest.

For det gør vi ikke frivilligt.

Hvilket Gemalen også fortalte en stakkels, sagesløs phoner, der havde fået den - skulle det vise sig - utaknemmelige opgave at ringe ud og lave en tilfredshedsanalyse oven på vores bilkøb. Han, altså phoneren, endte med lettere svitsede ører og spurgte til sidst betuttet, om forhandleren, importøren, fabrikken eller eventuelt paven (det sidste passer vist ikke helt, men ser ganske effektfuldt ud) måtte ringe og høre nærmere. De måtte de, og Gemalen lovede, at han hellere end gerne luftede sin utilfredshed en gang mere.

De har ikke ringet,og det gør de nok heller ikke.

Tilbage står vi. Lettere måbende. Lettere hovedrystende. For hvad var det lige, der skete? Gemalen har aldrig været ude for noget lignende, og da han nok i gennemsnit har handlet bil mindst en gang om året, siden han fik sit kørekort, er det altså blevet til en del bilhandler.

De fleste biler har ganske vist været en del større (læs: dyrere), og så er det, at Fruen begynder at spekulere på, om der er en sammenhæng, eller det er helt tilfældigt?

Jeg håber virkelig, det er tilfældigt.

Stakkel Bitte-blå efterladt ude i regnen.

Slitage og en opmuntrende lynvisit

Kamelen skal jo luftes.

Og det bliver hun så.

Vi får gået en del kilometer, hund og jeg.

Men så begyndte det at gøre ondt i min venstre fod.

På den irriterende, generende måde.

Og da jeg hverken havde slået foden, sparket (for hårdt) til nogen eller på anden måde  foretaget mig andet end at gå på den, syntes jeg, det var aldeles upassende.

Så jeg bestilte en tid hos lægen og brugte mellemtiden på at eksperimentere med andet fodtøj. Det hjalp lidt, men ikke meget, og i stedet kompenserede jeg så meget, at jeg fik ondt i resten af foden, i benet og knæet og helt op i balden.

Jeg googlede også lidt. Og selv om man aldrig, aldrig skal google dårligdomme, det ved enhver, så er det jo svært at lade være.

Resultatet var da også bare, at jeg oven i at have gement ondt i foden, nu også kunne bruge krudt på at spekulere over, hvilken af  indtil flere alarmerende sygdomme, jeg kunne være angrebet af.

Lægen kunne dog hurtigt sætte en kæp i hjulet på det begyndende selvsving, idet han ret omgående konstaterede, at det da bare var slidgigt.

Han sagde ikke 'bare'. Til gengæld sagde han, at der bare ikke rigtigt var noget at gøre ved det. Med mindre det bliver rigtig slemt. Det behøver det slet ikke at blive. Og det gør det ikke. Blev der sagt.

Men man skal gå i fornuftigt fodtøj.

Høje hæle er et overstået kapitel. Og de flade sko skal have en rimelig hård og ufleksibel sål. Sagde lægen og krøllede min ene sko sammen.

Hermed er min skobeholdning nok reduceret med 90 procent ...

Selv om jeg kun sjældent går i rigtige damesko med (halv)høje hæle, er jeg alligevel lidt ked af, at jeg ikke mere selv kan bestemme, om det er det, jeg vil.

At blive frataget sine valgmuligheder er overhovedet ikke sjovt.

Det er heller ikke særlig morsomt at få at vide, at man lider af slitage.

Det er surt at blive gråhåret. Og træls at skulle bruge briller. Men at enkeltkomponenterne i kropsdelene er begyndt at være så slidte, at slidgigt og slitage hæftes på dem, er generelt nedslående.

Affældigheden truer.

Det mukkede Fruen derfor en del over, men heldigvis forsvandt hele weekenden ikke i bare dårligdom og mukkeri.

For Ellen og John lagde vejen forbi til en kopkaf og et par timers sludder. Det var selvfølgelig smadderhyggeligt og lige det, der skulle til for at give humøret et boost.

Så nu tænker jeg, at jeg har alle tiders gode undskyldning for at bruge min ikke-eksisterende formue på en masse nye sko.

Der er sjældent noget, der er så skidt, at det ikke er godt for noget.

Billedet er lånt her.

Sort november og grøn misundelse

November er altså bare ikke min måned!

Uforbeholdent undskyld til alle med fødselsdag eller andre mærkedage i november.

Og til alle andre, der af uransagelige grunde synes, at netop november er særlig fantastisk.

Jeg synes ikke, november er fantastisk.

Det er mørkt.

Stort set hele tiden.

Når jeg vågner. Og når jeg går morgenluftetur med Kamelen.

Om eftermiddagen er det i bedste fald lyst, til jeg kommer hjem. Men mørkt inden Kamelen og jeg er hjemme igen.

Mit hjem ser jeg kun i mørke. Og det kan jo være meget godt, for så kan man ikke rigtigt se hverken støv eller upudsede vinduer. Til gengæld indtræder der øjeblikkelig krise hver eneste weekend, når en enkelt solstråle midt på dagen afslører dansende nullermænd og sært tonede ruder.

Heldigvis er det stadig mildt. For er der noget, jeg hader mere end mørke, er det kulde.

Men den kommer jo nok, kulden.

Det er næsten det værste ved november. At den indvarsler vinteren, og det hele går den forkerte vej. Først kommer mørket og så kommer kulden. Og det bliver bare værre helt frem til jul, hvor det trods alt vender, men hvor man (heldigvis måske) ikke ved, om vinteren skal vare to eller tre måneder endnu.

Og mens jeg så sidder her og er helt sort i hovedet (ikke udenpå, men indeni forstås) af selvmedlidenhed, tikker der en mail ind fra en, der sejler rundt i Stillehavet, i Fransk Polynesien tæt på Tahiti.

Der stod noget om palmer ...

Og den sorte fornemmelse blev med lynets hast erstattet af selvlysende, lysegrøn misundelse.

Meget lidt charmerende.

Jeg gider ikke mørke og kulde. Og slet ikke lysegrøn misundelse.

Bliver det ikke snart forår?

Panikbelysning

Så gik vi over til vintertid.

Eller normaltid hedder det vist.

Og fik en time foræret om morgenen.

Som så til gengæld mangler ret meget om eftermiddagen ...

I cirka en uge virkede det fint om morgenen. Kamelens morgentur foregik i noget, der næsten mindede om dagslys.

Nu er den ekstra morgentime allerede forsvundet i mørket.

Det er mørkt, når jeg henter avisen ind, og det er stadig temmelig mørkt, når Kamelen og jeg en halv time senere tager vores morgenrunde.

- Jeg kan ikke se en skid, sagde nabokonen og mente det helt bogstaveligt, da vi en mørk og regnvåd morgen mødte hende og hendes hund.

Af samme grund har jeg nu også en lygte med i lommen. Men henstiller til Kamelen, at hun besørger et sted, hvor der er lys nok til at samle op. For det er sin sag at styre både hund og lygte - og opsamling. Skulle jeg hilse og sige.

For at gøre Kamelen en smule trafiksikker er hun blevet udstyret med en lille bitte lygte, der sidder i halsbåndet og blinker, når man tænder den.

Meget smart.

Sjovt ser det også ud, når det lille blinklys kommer drønende gennem den kulsorte have.

Til gengæld var det hverken smart eller sjovt, men ren panik, da den lille lygte i går morges var gået i stykker.

Godt halvdelen manglede.

Inklusiv batteriet.

Huset blev endevendt, men hverken batteriet eller den gule lygtedel var at finde nogen steder.

Kamelen så ganske uskyldig ud og virkede også meget veltilpas.

Men hvad nu, hvis batteriet lå i hendes mave?

Fruen fik selv helt ondt i maven. Bare ved tanken.

Og tog forbi dyrlægerne på vej mod arbejde for at forelægge problemet og høre deres mening.

- Er du sikker? spurgte dyrlægen.

- Nej, men sandsynligheden taler jo for, at hun har ædt det.

- Det duer altså ikke, at vi bare venter på, om hun får det dårligt, sagde dyrlægen. Vi kan tage et røntgenbillede, og hvis batteriet så ligger i mavesækken, giver vi et brækmiddel og håber, det kommer med op.

Var batteriet nået længere, ville man forsøge at fodre det igennem, og hvis det ikke umiddelbart lykkedes, måtte man operere.

- Kan du hente Kamelen med det samme, så finder vi hurtigst muligt en tid til røntgen, fortsatte dyrlægen.

Det kunne Fruen jo godt (blive nødt til), så hun ræsede hjem for at hente Kamelen.

I mellemtiden var Gemalen nu så vågen, at han også havde en mening om verdenssituationen:

- Har du set ordentligt efter udenfor? Det kunne jo være lygtedelen ligger der, sagde han.

- Øh næh, sagde Fruen og mumlede noget om mørke og nedfaldne blade og om usandsynligt og omsonst.

Hvorefter Gemalen, iført slåbrok (slåbrok passer bedre til situationen end badekåbe), marcherede ud for at lede.

To minutter senere kom han ind igen.

Det totalt usandsynlige var sket. Ikke alene havde han fundet lygtedelen; batteriet sad stadig på plads.

- Man skal bare se ordentligt efter, sagde Gemalen.

Fruen undlod at sige noget om de cirka syv millioner ting, Gemalen gennem tiden har skullet have hjælp til at finde og ringede i stedet for til dyrlægerne, der var søde nok til at tage det pænt og næsten ikke løftede en moraliserende pegefinger.

- Sommetider skal man lige blive lidt forskrækket for at blive klogere, lød det dybsindigt.

Og ja, Kamelens nye lygte bliver nu pænt sat på før og igen taget pænt af efter endt gåtur.

Så ku' hun lære det.

Fruen altså.

Den famøse lygte.