Bye bye Balkan, bye bye Budapest

Overskriften kunne også have været Glæden forud ...

Der er VM i mountainbike orientering i Budapest i den sidste uge af juni.

Der skulle Gemalen selvfølgelig ned. Og jeg skulle med, og jeg havde ydermere fået Gemalen overtalt til, at vi kunne forlænge ferien med en tur ned på Balkan. Noget jeg enormt gerne ville.

Så der blev planlagt. (Læs: jeg planlagde).

Læst stolper op og stolper ned, kigget på kort og tilrettelagt. Booket overnatning både her og der og en hel række andre steder. (Læs: jeg læste, og jeg bookede).

Vi vidste godt, at Donnaens eksamener var en joker, men vi enedes om, at så måtte Gemalen køre alene, og vi andre flyve til Budapest senere.

- Jeg skal jo til studenterfest hos både Gurli og Marie. De ligger senere endnu, meddelte Donnaen, da vi kom hen midt i maj.

Så enedes vi om, at jeg blev hjemme og var curlingmor for Donnaen, til hun havde været til eksamen, og så kunne hun få lov at være alene hjemme en lille uges tid, før hun fløj ned til os andre. Og vi googlede og undersøgte og fandt frem til, at med et et enkelt stop i Amsterdam eller Bruxelles kunne det godt lade sig gøre at flyve Billund-Budapest uden at blive totalt ruineret.

Herefter skete der så det, at Donnaen blev inviteret til endnu et par studenterfester, som lå en uge senere end de andre.

- Jeg kan jo bare være alene hjemme, og I kan holde ferie uden mig, foreslog Donnaen.

Nu var alene hjemme blevet til næsten to uger, og selv om Donnaen var nok så kæk, var forældrene slet ikke sikre på, at det var nogen særlig god ide. Alle de sædvanlige livliner måtte formodes at ligge studenter-brak, og hvad ville Donnaen så gøre, hvis der sad en edderkop og gloede på hende, når hun skulle i seng? De kedelige forældre mente derfor, at Donnaen skulle sige nej tak til de sidste fester og følges med os på ferie fra Budapest og ned over Balkan.

Det mente Donnaen ikke, og hun ændrede nu taktik. Der var simpelthen ikke noget som helst godt at sige om Balkan. Beograd, Sarajevo og Mostar var simpelthen det mest dødsyge, man kunne forestille sig. Totalt nederen.

Gemalen så på Fruen, og Fruen så på Gemalen.

Og så droppede vi Balkan.

Det var godt nok næsten ikke til at bære (læs: for Fruen), men tanken om en gennem-muggen Donna i ti-tolv dage var værre. Og lade hende være alene hjemme så længe ville vi altså ikke.

Men der var jo stadig Budapest.

Gemalen skulle køre derned, og jeg skulle flyve ned til ham to dage senere. Og mens han kørte sine løb, skulle jeg være turist og opleve Budapest på egen hånd. Det ville blive noget så fint.

Nu dukkede en ny joker op: Gemalen reddede sig en ubetydelig skade, et siddesår.

I begyndelsen var Gemalen ligeglad og kørte videre. Så gik han til læge, men da lægen ikke forbød ham at sidde på en sadel, kørte han videre. Fruen; hun talte selvfølgelig for døve øren, og Gemalen kørte videre. Det blev værre, og lægen henviste til sårklinikken på sygehuset, men det stoppede ikke Gemalen. Han kørte løb, og den korte sprint-distance gik nogenlunde.

Den lange distance dagen efter var dog for meget af det gode, det angrebne område hævede til ukendelighed, og Gemalen gik til læge igen og kom på penicillin. Nu kunne Gemalen simpelthen ikke sidde på en cykel, så det afgjorde sagen, og han kørte ingen steder.

Men det kunne jo umuligt vare ret længe, før han vare kørende igen, mente Gemalen, så VM i Budapest små fjorten dage ude i fremtiden var da på ingen måder i fare.

Mente Gemalen.

To dage senere mødte han op i sårklinikken, og der mente man lidt anderledes. Gemalen fik kørselsforbud og besked på at komme igen om en uge.

- Du kan godt afbestille Budapest, meddelte Gemalen.

Det gjorde jeg så, og hvem, der var mest skuffet, ligger lidt hen i det uvisse.

Til gengæld står det helt klart, at det er mig, der er mest sur ...

Vi er i gang med plan B. Og det skal nok blive godt. Men det er altså kun plan B, og Fruen er stadig sur.

Hylde-hvaffor-en-blomst?

Lige pt. går det lidt trægt med at få ordene smidt på bloggen.

Ikke fordi der sådan er noget særligt på færde, men bare sådan fordi.

Men indtil jeg får taget mig sammen, smækker jeg lige et billede op, som jeg tog i morges med især Ellen i tankerne, men som alle selvfølgelig skal have lov at grine af.

Det stod i morgenmadsbuffeten på et mellemstort hotel i det midtjyske. Man tror det jo næsten ikke muligt ...

Det smagte iøvrigt ikke særlig godt.

Strygende

- Det ryger! konstaterede Donnaen og pegede på mit strygejern, som jeg lidt uforsigtigt havde ladet stå på selve strygebrættet, mens Donnaen havde forklaret mig et eller andet enormt vigtigt.

Jeg skyndte mig at flytte strygejernet over på den dertil indrettede afsætningsplads, men det hjalp ikke meget. Det røg stadig, og jeg hev stikket ud af kontakten og satte strygejernet på mit køkkenbord, som er lavet af granit, og dermed må formodes at kunne holde til lidt af hvert.

Strygebrætsbetrækket blev inspiceret, og jeg undrede mig lidt over, at det var lykkedes mig at lave sorte mærker. Så længe syntes jeg alligevel ikke, at Donnaen havde sludret. Det undrede mig også, at det var strygejernet og ikke betrækket, der røg, så da det holdt op, og jeg ville stryge igen, var jeg blevet lidt skeptisk og fandt en meget gammel, meget slidt bomulds-t-shirt frem, som kunne bruges som prøveklud.

Og godt det samme, for da jeg satte jernet ned på blusen, satte det straks et mærke. Derefter begyndte belægningen på sålen at smelte, og så begyndte det iøvrigt at ryge igen. Det blev for meget af det gode, og strygejernet kom ud at stå på cementfliserne på terrassen. Og nu står det nede i traileren og venter på næste tur til lossepladsen. Dér bar Gemalen det ned, for da jeg forklarede ham, at belægningen ligefrem var begyndt at smelte, måtte han erkende, at det nok trods alt ikke skyldtes en fejl40 fra min side.

Det er ellers altid hans auto-reaktion, når et eller andet driller Donnaen eller mig.

Det kan vi godt blive lidt trætte af.

Som for eksempel, da lampen over spisebordet pludselig holdt op med at lyse, og jeg beklagede mig til ham, mens han sad i bilen på vej hjem fra et eller andet cykelløb. Han var ikke en gang alene i bilen, men alligevel lød det:

- Har du prøvet at skifte pæren?

- Ja, jeg har prøvet at skifte pæren. Jeg har prøvet at tænde og slukke på begge kontakter, og jeg har tjekket, at lyset iøvrigt virker i hele huset.

- Nå, men så er der jo nok noget andet galt.

- Det tror jeg sådan set også, meddelte jeg en lille smule gnavent.

Og her kunne jeg så høre Gemalens co-pilot gnægge lidt i skægget ...

Tilbage til strygejernet. Jeg har købt et nyt, og efter at have skrabet rød belægning fra det gamle strygejern af afsætningsdimsen på strygebrættet har jeg afprøvet, at det fungerer udmærket. Ledningen er dog alt for kort, så når den først skal nå ud over køkkenbordet, kan jeg dårligt nå ud til spidsen af strygebrættet. Det er en anelse upraktisk, og jeg kan ikke forstå, at man ikke fra producentens side lige ofrer en meter ledning mere?

Men pyt, jeg finder en forlængerledning, og så kommer det til at gå strygende igen.

Som en gammel mand

Man skal passe på med sine fordomme.

En af mine - fordomme altså - er, at man skal være mindst 93 år og mand for at have skinnebenssår, der kræver assistance for at hele.

Apparently not so.

Da jeg lavede mit stige-stunt, slog jeg min hånd, mit knæ og mit skinneben. Hånden hævede og blev blå og øm. Knæet gjorde ikke rigtigt noget, men var - og er - det der har generet mest. Og skinnebenet fik et ordentligt skrub med et bagvedligende blåt mærke, der lige så stille gled ned i foden, hvorefter det egentlig ikke gjorde særlig ondt.

Det var bare grimt.

Forleden dag blev det pludselig tiltagende rødt. Så meget, at venlig apotekerdame gjorde opmærksom på det.

- Det er da meget rødt, dit skinneben, har det hele tiden været det? spurgte hun.

Mjah, mjoh, næh, det havde det da nok ikke. Og så gik jeg hjem og kiggede lidt nærmere på det, og jo mere jeg kiggede, jo grimmere - og rødere - syntes jeg, det blev.

Næste dag ringede jeg til lægen, som beordrede mig ned forbi sygeplejersken, og hun var slet ikke tilfreds:

- Det var da godt, du kom. Det ser slet ikke pænt ud. Det skal der gøres noget ved. Men nu prøver lige, om vi kan undgå, at du skal have penicillin.

Hvorefter hun podede for bakterier og derefter først tegnede rødmen op med kuglepen og så smurte et tykt lag desinficerende og såropløsende salve på selve såret og satte et stykke klart plaster over. Nu skulle jeg tage den med ro, sagde hun:

- Ikke noget med at gå for meget. Og ikke løbe eller cykle.

Og jeg spekulerede lidt på, om hun var tankelæser, for netop dét havde jeg jo egentlig tænkt mig. Både at lufte Kamel og cykle en tur med Gemalen. Men nix, jeg skulle holde benet i ro og gerne højt hævet. Og så holde øje med rødmen, som under ingen omstændigheder måtte brede sig.

- Hvis den gør, skal du ringe til vagtlægen, sagde hun med en vis portion drama i stemmen.

- Og ellers ses vi bare i morgen.

Godt så. Gemalen og Donnaen fik lov at købe ind og lufte Kamel, og jeg sad artigt med benet oppe.

I dag indfandt jeg mig så igen på klinikken, og sygeplejersken rensede såret og var godt tilfreds:

- Det ser heldigvis meget pænere ud allerede, men det er ret dybt et par steder, så nu putter jeg lige noget på der og så plaster, som du selv skifter på søndag, og så ses vi igen på mandag, meddelte hun.

Det gør vi jo så, når hun siger det.

Og jeg er nu blevet sådan en, der får renset skinnebenssår af en sygeplejerske på daglig basis.

Ellen skriver, at alder er mange, mange ting.

Det har hun selvfølgelig ret i, og lige nu føler jeg mig som en gammel mand på 94.

En gammel mand, som hedder Hans.

Så smart er jeg ...