Overskriften kunne også have været Glæden forud ...
Der er VM i mountainbike orientering i Budapest i den sidste uge af juni.
Der skulle Gemalen selvfølgelig ned. Og jeg skulle med, og jeg havde ydermere fået Gemalen overtalt til, at vi kunne forlænge ferien med en tur ned på Balkan. Noget jeg enormt gerne ville.
Så der blev planlagt. (Læs: jeg planlagde).
Læst stolper op og stolper ned, kigget på kort og tilrettelagt. Booket overnatning både her og der og en hel række andre steder. (Læs: jeg læste, og jeg bookede).
Vi vidste godt, at Donnaens eksamener var en joker, men vi enedes om, at så måtte Gemalen køre alene, og vi andre flyve til Budapest senere.
- Jeg skal jo til studenterfest hos både Gurli og Marie. De ligger senere endnu, meddelte Donnaen, da vi kom hen midt i maj.
Så enedes vi om, at jeg blev hjemme og var curlingmor for Donnaen, til hun havde været til eksamen, og så kunne hun få lov at være alene hjemme en lille uges tid, før hun fløj ned til os andre. Og vi googlede og undersøgte og fandt frem til, at med et et enkelt stop i Amsterdam eller Bruxelles kunne det godt lade sig gøre at flyve Billund-Budapest uden at blive totalt ruineret.
Herefter skete der så det, at Donnaen blev inviteret til endnu et par studenterfester, som lå en uge senere end de andre.
- Jeg kan jo bare være alene hjemme, og I kan holde ferie uden mig, foreslog Donnaen.
Nu var alene hjemme blevet til næsten to uger, og selv om Donnaen var nok så kæk, var forældrene slet ikke sikre på, at det var nogen særlig god ide. Alle de sædvanlige livliner måtte formodes at ligge studenter-brak, og hvad ville Donnaen så gøre, hvis der sad en edderkop og gloede på hende, når hun skulle i seng? De kedelige forældre mente derfor, at Donnaen skulle sige nej tak til de sidste fester og følges med os på ferie fra Budapest og ned over Balkan.
Det mente Donnaen ikke, og hun ændrede nu taktik. Der var simpelthen ikke noget som helst godt at sige om Balkan. Beograd, Sarajevo og Mostar var simpelthen det mest dødsyge, man kunne forestille sig. Totalt nederen.
Gemalen så på Fruen, og Fruen så på Gemalen.
Og så droppede vi Balkan.
Det var godt nok næsten ikke til at bære (læs: for Fruen), men tanken om en gennem-muggen Donna i ti-tolv dage var værre. Og lade hende være alene hjemme så længe ville vi altså ikke.
Men der var jo stadig Budapest.
Gemalen skulle køre derned, og jeg skulle flyve ned til ham to dage senere. Og mens han kørte sine løb, skulle jeg være turist og opleve Budapest på egen hånd. Det ville blive noget så fint.
Nu dukkede en ny joker op: Gemalen reddede sig en ubetydelig skade, et siddesår.
I begyndelsen var Gemalen ligeglad og kørte videre. Så gik han til læge, men da lægen ikke forbød ham at sidde på en sadel, kørte han videre. Fruen; hun talte selvfølgelig for døve øren, og Gemalen kørte videre. Det blev værre, og lægen henviste til sårklinikken på sygehuset, men det stoppede ikke Gemalen. Han kørte løb, og den korte sprint-distance gik nogenlunde.
Den lange distance dagen efter var dog for meget af det gode, det angrebne område hævede til ukendelighed, og Gemalen gik til læge igen og kom på penicillin. Nu kunne Gemalen simpelthen ikke sidde på en cykel, så det afgjorde sagen, og han kørte ingen steder.
Men det kunne jo umuligt vare ret længe, før han vare kørende igen, mente Gemalen, så VM i Budapest små fjorten dage ude i fremtiden var da på ingen måder i fare.
Mente Gemalen.
To dage senere mødte han op i sårklinikken, og der mente man lidt anderledes. Gemalen fik kørselsforbud og besked på at komme igen om en uge.
- Du kan godt afbestille Budapest, meddelte Gemalen.
Det gjorde jeg så, og hvem, der var mest skuffet, ligger lidt hen i det uvisse.
Til gengæld står det helt klart, at det er mig, der er mest sur ...
Vi er i gang med plan B. Og det skal nok blive godt. Men det er altså kun plan B, og Fruen er stadig sur.
11 kommentarer:
Jeg håber, at plan B viser sig at være overraskende god :-)
Randi: Det håber jeg også. Og da det i høj grad er op til mig selv at gøre den god, må jeg jo se at droppe mit gnavpotteri og finde på noget spændende :-)
Jeg kender også en, der sagtens kunne være din Gemal. Han er til det ene triatlon efter det andet. For et par uger sidrn blev han Han væltet omkuld af en hund på en løbetur, det stoppede ham ikke. Det gjorde det dog en tid da en elefant kom på tværs under et triatlonstævne.
Det er vist ikke lykken, der har tilsmilet dig mest i den senere tid, dømt ud fra dine blogindlæg, og så nævner vi overhovedet ikke noget om de andre to i huset.
Smil inden du sover, så går surheden over ;-)
Arh, for pokker da også! Hvor er I bare uheldige i år. Trøst jer med, at så galt kan det simpelthen ikke gå på så mange fronter i 2019.
Kan Gemalen sidde bag et rat? For så er der jo masser af feriemuligheder, trods alt - og også efter, at alle studentergilderne er overstået. Vi kan varmt anbefale Norge, fx ... ;-)
Pia: En elefant!!? Jeg kan lige forestille mig, hvor ustoppelige triatleter sikkert er. De kan givetvis ind i mellem være lidt af en belastning at skulle omgås ;-) Jeg fulgte dit råd og hyggede mig lidt ved tanken om, at du sad helt dernede i den anden ende af landet og kom med gode råd. Det virkede! :-)
Ellen: Det er lidt uheldigt, ja. Jaja, det kan både han og vi andre, så vi skal nok komme afsted. Jeg vil gerne, men Gemalen vil ikke til Norge. Det er ALT for dyrt, siger han. Så pilen peger lige i øjeblikket i den modsatte retning, mod Italien. Ligurien nærmere bestemt. Nu skal jeg så bare finde ud af, om der er noget, vi bestemt ikke må gå glip af på de kanter. Det ender sikkert med at blive ganske udmærket :-)
Æv altså, håber Plan B bliver god. Forstår godt, at I ikke vil have en teenager alene hjemme i over en uge. Det ville heller ikke gå hos mig. Kh. Birgitte
Birgitte: Ja, det var lidt æv (meget faktisk), men nu er jeg ved at komme mig. Og så må jeg jo sørge for, at Plan B bliver vældig god :-) Nej vel, det er for lang tid, selv om de selv - som udgangspunkt - synes noget helt andet. Glad for opbakning i forhold til netop det :-)
Se nu gjorde du mig klogere, er det ikke skønt :-). Jeg måtte nemlig google Ligurien og nu ved jeg, at det område kørte vi igennem for nogle år siden fra Nice til Genova, og så huser det jo mit ønskerejsemål, nemlig Cinque Terre og vandreferie. Det skal nok blive en skøn ferie.
Og det med teenager alene hjemme - jeg måtte lige synke en ekstra gang, da min søster og svoger tog til New Zealnd en måned, mens deres yngste datter på 18 år var alene hjemme. Hun havde telefonnumre til os alle, men hun skulle passe sit gymnasium og hendes to ældre søskende var i København. Det havde jeg ikke gjort, men jeg sagde ikke noget, fordi jeg i familien er kendt som hønemor :-)
Jo, jo, det VAR en elefant. Der var stævne i en dyrepark her på Lolland.
Lene: Det er altid fint at lære lidt af hinanden :-) Cinque Terre er helt ovre i den modsatte ende af Ligurien, set fra Frankrig, og der når vi ikke over i år. En måned! Det var godt nok længe at lade den unge dame være alene hjemme. Det var ikke sket hos os. Og kald så også bare mig for hønemor.
Pia: Tænk, at man kan holde stævne INDE i parken!
Ha-ha-ha - Mon din og min datter er hemmelige søstre? Nok ikke, men de er helt sikkert medlemmer af samme "manipulerende" og til tider smågnavne teenageklub. Men man kommer igennem det og de bliver helt normale....ved det af erfaring fra de 3 ældste ;-). Håber I får en god ferie.
Send en kommentar