Midlertidigt udfald

Hov!

Der skete lige et midlertidigt udfald på linjen. Aldrig har jeg været så længe blog-fraværende uden egentlig (ferie-)grund.

Ikke fordi der er sket noget særligt. Hverken negativt eller det modsatte.

Heller ikke fordi der slet ikke er sket noget, for det er der da trods alt. Blandt andet har jeg nu igen både fungerende mobil og gangbare støvler, hvilket jeg slet ikke er utilfreds med.

Og jeg har sammen med min mor både bundet adventskrans og lagt brunkagedej. Kalenderlyset er dog stadig kun et samlesæt, men til gengæld er første portion pebernødder bagt og snart også spist.

Der er købt gran på en af de lokale gårde og bestilt julegaver i så stor stil over nettet, at jeg snart kan kort-koden udenad. Hvilket jeg finder en smule betænkeligt.

Og vi har fejret Kamelens fødselsdag. Eller rettere; vi har noteret os, at hun nu er to år. For hun har ikke mave til at blive fejret med lagkage af bøftatar og leverpostej. Og hvorfor skulle hun også det? Hun ville ikke fatte en bjælde og iøvrigt bare synes, det var højst upassende, når det ikke var på menuen resten af årets dage.

Heldigvis havde hun fødselsdag allerede lørdag og ikke i går, hvor koncept hunde-ejer var voldsomt under pres i det dårlige vejr. Men selv om jeg på forhånd havde ret svært ved at overtale mig selv til at gå ud, så lykkedes det faktisk at gå alle tre ture uden at blive særlig våd. Alle tre gange havde jeg dog også iført mig det helt store vesterhavsfisker-kostume med overtræksbukser, gul regnjakke og ditto sydvest, hvilket jo i sig selv virker præventivt.

Lidt hjælp var der dog også at hente hos DMI, hvor jeg kunne se, at vi ikke skulle for sent ud på vores aftentur, hvis vi ville nå det, inden Gorm for forbi. Så afsted kom vi, og selv om det ruskede og knagede, og jeg gik i en stor bue uden om naboens egetræ, så skete der absolut ingenting.

Først cirka et kvarter efter hjemkomsten satte stormen rigtigt ind, og jeg klappede mig selv på skulderen og sank ned i lænestolen med te og Ipad. Efter dog lige at have fundet et par lommelygter frem. Bare sådan til hvis. Men det blev ikke værre, og en halv time senere var det overstået, og vi kunne gå roligt i seng.

Her til morgen kunne jeg konstatere, at selv om det en overgang havde lydt voldsomt, var der ikke sket det store. Selv de tomme papkasser på traileren stod, hvor de hele tiden havde stået.

I stedet kunne jeg derfor koncentrere mig om at være utilfreds med, at gulvet i badeværelset var koldt. Fordi batteriet i temperaturføleren var fladt.

First world problems skal man jo heller ikke kimse ad.

Men om disse træer står endnu, ved jeg ikke.
Billedet blev taget søndag formiddag.

Svært at være utilfreds med

Altså, det er jo ikke, fordi det går sådan særlig fantastisk med at få afviklet november.

November er stadig november.

Med mere mørke og mere ruskvejr og mere kulde.

Gemalen har stadig ondt i sin hofte, når han skal 'starte' fra siddende, og Donnaen har stadig ondt i sin fod.

Mine støvler er stadig ikke kommet retur. Det er nu fire uger siden, de blev indleveret til omforsåling, og jeg har efterhånden ringet og forespurgt så mange gange, at alle i forretningen vist er klar over, at jeg mangler mine støvler ret meget.

Min mobil er stadig til reparation. Blev indleveret onsdag, så jeg var ikke specielt imponeret, da jeg mandag fik en sms på lånemobilen om, at den nu var i hænderne på en tekniker. På selskabets hjemmeside kan jeg dog logge ind og se, at reparationen nu er afsluttet, så der er vel håb.

Men så var der gummistøvlerne.

Den sag udviklede sig heldigvis til en solstrålehistorie, selv om jeg på forhånd ikke var særlig optimistisk. Og derfor havde indstillet mig på bøvl og brok, da jeg gik ned for at klage min nød.

Ekspedienten kunne godt se, at støvlerne så ret slidte ud, men da hun ikke havde så meget erfaring med reklamation, måtte vi lige vente på yderligere assistance.

Ventetiden viste sig at være givet godt ud, for det var lige præcis skobutikkens ejer selv, ekspedienten endte med at rykke i ærmet. Og han kiggede på støvlerne og på bonen og gav mig ret i, at støvlerne var mere slidte end forventeligt på kun et halvt år. Han mente godt nok ikke, at han ville få noget som helst ud af at sende dem retur til producenten, men det skulle ikke komme mig til ugunst, så jeg kunne bare gå med den unge ekspedient i kælderen og finde mig et andet par.

Det kunne jeg jo kun være tilfreds med, så efter en hel del støvleprøvning, besluttede jeg mig for et par limegrønne røjsere.

Nu var der bare det ved det, at de limegrønne var billigere end de nedslidte røde.

Hvilket jeg overhovedet ikke havde overvejet at gøre opmærksom på endsige brokke mig over. Men ekspedienten spurgte sin chef og fik besked på at udstede et tilgodebevis på differencen.

Og med den service var det jo virkelig svært at være utilfreds.

Det skulle da lige være over den manglende mulighed for at hælde opsparet galde ud over nogen. Det kan virke som det underligste antiklimaks bare at få sin vilje og lidt til, når man egentlig har gået og pustet sig op til en større omgang brok.

Det må jeg så se, om jeg kan bære ...

Nok november

Vi er ikke en gang nået til midten af november endnu, og jeg har allerede fået rigeligt.

November er min hademåned nummer ET!

(Undskyld til Liv).

Jeg hader også januar og februar og er ikke specielt begejstret for december. Men lad nu det ligge.

November er både dum og grim.

Det er mørkt og bliver kun mørkere. Det er vådt og blæsende og bliver sikkert kun værre. Det milde vejr i øjeblikket er dog en - tøhø - formildende omstændighed, for der er én ting, jeg hader mere end mørke, og det er kulde.

- Så kan man jo tænde lys, siger folk. Brygge te og tage uldne sokker på. Smække fødderne op i sofaen og læse gode bøger eller se serier i TV. Det er så hyggeligt.

Jaja, det er godt med dem. Godt for dem, vel nærmere. For det er sjældent, at jeg overhovedet når så langt, og hvis jeg endelig gør, så er det som regel ren kapitulation, og så kunne jeg i virkeligheden lige så godt være gået i seng ...

- Men, siger folk, årstidernes skiften er da en god ting, som vi slet ikke kunne tænke os at være foruden.

Jeg kunne virkelig godt undvære de fire mørkeste, vådeste, koldeste og mest blæsende måneder, og jeg forstår seriøst ikke, når folk i ramme alvor siger det modsatte. Det er selvfølgelig meget smart at have det på den måde, når nu Vorherre har villet det sådan, at man lige præcis er blevet dansker, og jeg spekulerer sommetider på, om folk alene siger som de gør, fordi de tilpasser sig noget, de ikke mener kunne være anderledes?

Kunne det være anderledes - og vi vandt den helt store lotto-gevinst -  var vi dem, der var skredet. For at overvintre under varmere og lysere himmelstrøg. Om vi i givet fald overhovedet ville komme tilbage til andedammen i sommermånederne, må stå hen i det uvisse.

Altså; november er både dum og grim.

Og det er bare sådan en helt almindelig november.

Men nu, hvor besværlighederne har valgt netop denne måned til at stå i kø, har november-trætheden meldt sig endnu tidligere, end den plejer.

Fra den lette ende kan jeg for eksempel nævne, at min mobil gik så helt og aldeles død, at selv Verdensfirmaets absolut største æble-nørd ikke var i stand til at få liv i den. Så nu er den til reparation, selv om man rimeligvis lige så godt kunne have stukket mig en ny med det samme.

Og mine støvler er stadig ikke kommet retur efter omforsåling. Da de lovede tre uger var gået, kunne butikken end ikke finde data på, at de var sendt afsted. Lang tids søgen resulterede i en besked fra importøren om, at der nok ville gå cirka en uge yderligere.

Imens har jeg slidt min gummistøvler næsten i stykker. Tre ugers daglig brug var mere, end de kunne holde til ... Sålerne er slidt blanke, og hælene viser sig ikke at være massive, og lige om lidt har jeg slidt igennem ind til hulrummet, hvorefter støvlen er ødelagt, og jeg kan gå ned til skobutikken og brokke mig. - Og se, hvad der kommer ud af det.

Gemalen har mere ondt i sin hofte end forventet, og Donnaen er så skadet i sin ene fod, at dansesæsonen er aflyst for hendes vedkommende. Den sluttede næsten inden den kom i gang, og en ellers optimistisk fysioterapeut har nu med beklagelse kastet håndklædet i ringen. Næste stop er idrætsklinikken. Den slags er overhovedet ikke sjovt, når man elsker at danse og har gjort det stort set så længe, man kan huske.

Det var den lette ende. Den tunge ende vil jeg slet ikke skrive om.

Jeg har fået nok af november.

Bliver det ikke snart marts?

Fornuft og fornemmelser

Alle ved jo, at når talen falder på lus, så begynder det at klø.

Sådan er det bare, hvad enten man har haft lus eller bare forestiller sig, hvordan det må være.

Men der er ingen lus.

Det er ren og skær indbildning. Og det ved man også godt. Noget pjat, som man ikke rigtigt kan styre.

Noget, der foregår mellem ørerne inden i hovedet.

Og ikke mellem ørerne uden på hovedet.

Slut. Der er ingen lus.

Man skal bare tage sig sammen, sænke skuldrene og tænke på noget andet.

Hvilket er lettere sagt end gjort.

Især når kløen føles stædigt insisterende.

Og flytter sig.

Fra bag højre øre til et sted lige oven på hovedet. Dér, hvor brillerne er parkeret, når de ikke sidder på næsen. Og tilbage igen.

Så bliver det pludselig for meget, og man er nødt til at gøre noget.

Finde kæmmekammen frem og

få syn for sagn:

Et styk sprællevende lus!

Gemalen kan ikke sættes til at kæmme. Det er udelukket.

Donnaen kunne godt, men ser bare på sin mor med ubehag i blikket.

Klokken er en halv time i apotekets lukketid, men allerede inden den halve time er gået, er jeg i fuld gang med, med tak til Helle, at fedte hår og hovedbund ind i lusemiddel.

Mens jeg bander mit kraftige hår langt væk og kortvarigt overvejer, om crew cut eller det kronragede look ville klæde mig.

Én behandling burde være nok, men det småklør stadig, og jeg er nok nødt til at tage en tur mere, før jeg kan overbevise mig selv om, at det igen kun er indbildning.

Kun indbildning.

Onsdagsfri = onsdagshygge - eller noget

Da Fruen var ved at blive helt skeløjet over ting, der ikke rigtigt kunne nås i det daglige, men bare hobede sig op, blev der dømt onsdagsfri.

Arbejdsfri altså.

For vækkeuret ringede som vanligt, og morgenritualerne forløb også ganske hverdagsplanmæssigt. Men derefter kunne jeg godt lige nå at starte en gang sengetøjsvask (på grund af én sølle lus), før jeg kørte til Viborg for at returnere fejlindkøbte elektriske pærer.

Det kunne måske virke lidt voldsomt at køre 2 x 35 km for nogle sølle pærers skyld, men vi kører gerne langt for at handle i, om ikke verdens så i hvert fald Midtjyllands bedste, lampeforretning. Hvor man kan få stort set alt og tit til en ganske fornuftig pris. Især hvis man er så heldig, at der er Ham-Siæl, der står bag disken.

Og det var således også her man havde fundet fine erstatnings-skærme til mine forældres eksploderede badeværelseslamper. Vel at mærke, efter at mine forældre selv kun var blevet mødt med beklagende skuldertræk i diverse lampeforretninger i egen landsdel.

Men pærerne var forkerte, og da jeg havde oprindeligt havde fået hele mit indkøb til netop en fornuftig samlet pris, var jeg lidt spændt på, hvor meget jeg kunne få tilbage, når jeg returnerede pærerne. Det var der dog ikke grund til. Jeg fik - selvfølgelig - fuld pris for alle pærer. Også den der var var klippet ud af pakningen og forgæves forsøgt monteret i en af vores egne lamper.

Så jeg var godt tilfreds, da jeg kørte hjem og spiste frokost med Gemalen før næste udflugt.

Ned og bytte sim-kort. Gemalen havde fået nyere mobil, og som sidste led i mobil-fødekæden skulle jeg nu opgradere fra 4S til 5S. Hvilket altså betød nyt sim-kort.

Fordi Gemalen havde overladt mig en aldeles flad mobil (og fordi jeg ikke havde tænkt på at tjekke), kunne den unge 3-fyr ikke bare lige klare at få mig kørende på den nye(ere) telefon, men måtte finde sin indre pædagog frem og forklare den gamle tante - altså mig, hvordan jeg skulle gøre.

Jeg troede egentlig nok, jeg havde forstået ham, men da jeg senere på eftermiddagen skulle gøre forsøget, var der den lille hage ved det, at Gemalen ikke havde nulstillet telefonen.

Og det var dumt, for man skal ikke overlade den slags ting til en mobil-mongol som mig.

For jeg kan altså ikke forholde mig til vejledninger på nettet og you tube-instruktioner. Jeg prøver mig bare frem, og nogle gange går det godt. Andre gange ikke. Og i løbet af ikke ret lang tid lykkedes det mig at låse mobilen fuldstændigt. Alle koder var ugyldige, og man kunne ikke engang ringe til den.

- Og nu har du også blokeret min Ipad! råbte Gemalen fra sin sofaliggende position.

- Hvordan kan jeg det? spurgte jeg undrende.

- Det ved jeg ikke, men du må jo havde gjort et eller andet åndsvagt, mente Gemalen arrigt.

Nu blev Fruen bare en lille smule fornærmet, for selv om min mobil havde begået en eller anden form for harakiri i hænderne på mig, så mente jeg ikke, at det var helt retfærdigt at give mig skylden for Ipaddens nedbrud. Især ikke da Gemalens mobil stadig levede i bedste velgående. For hvis jeg havde slået Ipadden ihjel per wifi, hvorfor var Gemalens mobil så ikke sprunget med i døden?

Det kunne Gemalen ikke svare på, men min skyld var det. Bum!

Donnaen rullede med øjnene og holdt sig uden for.

Klogt, men alligevel ærgerligt, for da hun næste morgen forbarmede sig over faderens Ipad og forsøgsvis slukkede og tændte den igen, var den så god som ny.

Nu var det min tur til at rulle med øjnene.

Men jeg sagde ingenting.

Slet ingenting.